Iben Mondrup's Blog, page 17

Indbrud

Indbrud

Om natten vågner jeg og ved ikke hvem jeg er, der er bare en klar impuls til at løbe. Efter et par sekunder finder jeg ud af at jeg er mig. Det udløser en endnu stærkere trang til at løbe. Jeg ligger tilbage i sengens ødemark og ryster af sved, ryster af kulde, ængstelig over at være i fare for at styrte heroppefra almindeligheden ned i ukendeligheden. ’Det er en forbryder,’ siger jeg til dig om morgenen, ’der låser sig ind, som har sin egen nøgle.’ ’Du skal ringe til mig når du vågner sådan,' siger du, ’du skal høre din egen stemme, det hjælper.’ Jeg ville ønske jeg kunne lugte din ånde mens du siger det; klokken er halv otte, den er stadig tyk af søvn.

(erindring)

Ejendele

Ejendele

Det regner udenfor, og du er på arbejde. Jeg tænder et lys og sætter mig for at skrive i din røde stol med fåreskindet som står ved de store vinduer i stuen. Du har så mange tæpper; de er bløde og grå og ligger i sofaer og på stole; et af dem har jeg viklet om mig som en lang kjole jeg falder i. Alt hvad der er i huset, er noget du har bragt ind. Kun ikke hovedpuderne; jeg giver dig dem i gave den første gang jeg besøger dig. Det er de største puder jeg kan finde, og de er af dun. Om natten når vi synker ned i dem, forsvinder vi straks i søvn.

(erindring)

Kondens

Kondens

Du ligger med ansigtet vendt mod mig og buffen trukket ned i panden. Alt ved dig er roligt og blødt igen, også munden der står en smule åben. Det har været koldt om natten, vi har ligget tæt. Men du har måttet tage det ekstra termolag i brug fordi du har givet mig den gode sovepose. Du er det smukkeste menneske jeg kender. Da jeg vil tage et billede af dig, kommer jeg til at vække dig. Over os teltets gyldne himmel med stjerner af kondens og søvn. I det fjerne lyden af havet. Det er for tidligt, fuglene er endnu ikke kommet for at yngle. Om lidt kravler du ud i det du kalder Satans Kirke, og tænder blusset, så du kan lave kaffe.

(erindring)

Forstadium

Forstadium

Det er vinter, og vi går ud af byen. Etageejendomme afløses af haver og parcelhuse og indviklede stisystemer som du kender. Du tager mig med forbi et lyst murstenshus med sort tag og vinduesrammer. ’Derinde boede jeg som dreng,’ siger du og peger på vinduet til dit gamle værelse. Det var derinde du fostrede alle de hemmeligheder som du fortæller mig, du gemte dem under sengen; trusserne, bladene, følelserne. Det var derinde du lærte at beherske sproget; du gjorde hjernen til dit gemmested, og intelligensen til det instrument du åbner verden med. Huset ligner de omkringliggende til forveksling. Tænk at det har født netop dig. Så peger du på noget langt væk; en mast på en høj i det fjerne. Jeg kan ikke længere huske hvad den mast betød for dig. Den står bare i min hukommelse med sine blinkende lys og antenner.

(erindring)

Soldater

Soldater

Er der ingen som slår græsset, vil det på et tidspunkt omslutte huset og vokse op mod vinduerne som vand der stiger. Er der ingen der slår græsset eller forsøger at holde skellet mod skoven fri, vil skovbrynet æde sig ind på gården. Træernes lange arme kaster deres frugter ind i haven. Hver gang man kigger ned, er der nye skud man skal hive op, splejsede kastanjer, asketræer, bøge tynde som strikkepinde, selv nauren der står som et uigennemtrængeligt hegn langs en mark langt væk, sætter sine børn i haven, de gemmer sig i græsset og vokser til en hær af grønne soldater som bevæger sig i retning af huset. Og vedbenden. Ved gavlen. Muren er tæt, næsten sort af grønt der rejser sig op mod kippen. En overdimensioneret padehat der efter vinterens snedække hænger udad som en ond sky. Inde i løvet et mylder af spurve, små tikkende projektiler som springer ud og ind af busken, de gennemhuller huset.

(uddrag)

Smukvej

Smukvej

Jeg viser dig kortet min far har sendt mig over min barndoms ferielandskab. De vigtigste veje er tegnet op med rødt. Smuk vej, står der. 'Jeg husker ikke særlig godt,' siger jeg, 'det er derfor jeg fotograferer.' 'Lad os se det hele igen,' siger du, 'du må gerne bruge mine øjne'. Sammen kører vi til Sulbæk. Vi går gennem Svalereden Camping og ned til Kratvej hvor sommerhuset lå. Det er væk nu, sammen med frugthaven. Jeg fortæller dig om Zandra og Cecilie, alferne der kunne tale med dyrene, om lugten af minkfarm, og om den prikkende lyd af urin der står i en sky ud over bladene når man tisser oppe fra et træ. Vi går ned til stranden og finder pelikanfødder. Bunkeren ligger der, halvvejs ude i vandet. Den har ingen rørt ved.

(erindring)

Fyret

Fyret

Vi går langs kysten ud til fyret, stenstrand, enkelte vige med sand. Vi springer fra sten til sten, det er næsten umuligt at snakke når vi er i bevægelse på den måde. Svedige når vi det hvide tårn der rejser sig over os med sit glasøje. Du pakker tasken ud i græsset. En flaskekøler, to glas på stilk, tallerkener og bestik som du har fra din far. Vi spiser en and. Jeg fortæller at der er en svalerede inde i fyret. Da vi kigger efter, er den faldet ned.

(erindring)

Billederne

Billlederne

Det jeg ser i øjnene, er noget jeg kender, iris blå, det hvide. Nu udvider pupillerne sig. Jeg må prøve at berolige mig selv; nu trækker de sig sammen igen, du lukker øjnene. Omkring kisten med billeder du har derinde. ”Jeg har også billederne, jeg har også billederne,” mumler jeg og ved at det både er rigtigt og ikke rigtigt.

Jeg har nogle af billederne, de tilhører mig, de er set med mine øjne, og det som gør mig bange, er tanken om ikke igen at skulle lægge vores billeder sammen, folie på folie som vi kan vende mod lyset og se mønstrene tegne sig igennem. Vi kan være uenige om hvad det enkelte billede forestiller; om detaljer eller hele begivenhedsforløb. Vi kan opdage at noget har forrykket sig, den streg, jeg tegnede op engang en nat hvor vi talte om noget ondt, vi kan korrigere den, flytte den et andet sted hen eller helt viske den ud.

Pludselig er det vigtigt for mig at vi kan lægge alle vores billeder sammen, at ikke et eneste mangler, så vi kan løfte dem mod lyset og se motivet aftegne sig, det dybe perspektiv, en detaljerigdom så stor, alle vores øjne i ét.

Det er muligheden for at se og tale og måske le af det hele som jeg ser forsvinde bag Jens’ lukkede øjenlåg. Jeg løfter på dem, pupillen er vendt. Der er kun det røde dyb tilbage.

(uddrag)

21. juli

21. juli

Det er den første dag af den nye slags, jeg sveder og græder og har synsforstyrrelser. Du tager mig ved hånden og hen til bilen hvor du finder rugbrødet. Du siger 'spis, du har brug for noget sukker'. Og ud flyver en fugl, det er en svale, den er hurtig, som et lille sejl i luften. Senere viser du mig noget andet, et helt fjeld af fugle. Vi går for foden af det og knækker nakken på at kigge op.

(erindring)

[image error]

Floden

Dagene er en flod, jeg tumler rundt i vandmasserne med mund og næse fuld. Det er lettere, tror jeg, sådan end at skulle kravle op på land et sted jeg ikke kender. At lære hvor hullerne er, og hvirvlerne, de store sten man kan stå på og gribe fat i med sine tæer. Som nu. Mens jeg sidder på trappen og ser på solpletterne der dirrer på stenene, og lytter til lydene inde fra huset.

Det er lyden af en skabslåge jeg kan høre, og transistorradioen i køkkenet spiller en sang, den udløser et pludseligt vemod; jeg kender den sang fra det vi kalder år tilbage eller før i tiden.

Der var virkelig et før da en sang blev spillet ud af mange højtalere på én gang, og vi lod den gennemstrømme vores dage, eller nætterne vi var ude, med sin stemning af næsten gratis melankoli. Vi kunne lægge os tilbage i en mark og se op på skyerne. Vi kunne lade os suge op i skyvældet, vi landede blødt, og ingen slog sig. Lettede kunne vil holde om hinanden, medrevne som vi var af den eksklusive glæde ved smerten, før den bliver et bastant og uoverstigeligt bjerg foran os med floder strømmende for foden, som man plasker rundt i uden at kunne få øje på andet end bare lemmer der tilhører en selv.

(uddrag)