Iben Mondrup's Blog, page 16

Spejl

Spejl

Jeg koncentrerer mig om det knap skelnelige hvide og gule, i stearinlysets skær tegnes vi op, udviskes vi, nu er vi så indfiltrerede i hinanden, dine hænder kunne lige så godt være mine. Og jeg som troede at min krop var et panser, jeg som troede at der lige under huden var et fossil, et ældgammelt bløddyr, der uden ilt og under tidens tunge kridtlag var blevet til flint. Der er rystelser i stenene, noget skælver og åbner sig, noget løfter sig ud af mig, nu er jeg et mylder af furer og revner, som hele tiden forgrener sig i et finmasket mønster, nu flækker jeg, og ud af alle sprækkerne står min stemme med ord jeg slet ikke kender, nogle af dem er dine. ’Du er mit perfekte spejl,’ siger jeg da jeg genkender mig selv i din hånd. Straks jeg har sagt det, er jeg en anden, hånden holder et andet spejl, det er dig jeg ser, nej, det er noget af dig, jeg kender din sårede finger, hårene mellem dine knoer. Men så er du igen forandret, hele tiden skifter vi form, vi kan kalde det transformation, der er intet system i forvandlingen, snart er vi spiren der knuser stenen, stammens seje masse, snart er vi væltede træer, rødder der tørrer under en sortnende sol, og så er vi igen sæden på marken som gispende kæmper sig op i det fri.

(erindring)

Sejl

[image error]

[image error]

Lille fugl

Lille fugl

Det er sidst i august. Jeg har lukket fuglen ind i værelset ved siden af. Da jeg vil lukke den ud i stuen igen, er den væk. Der er bare det åbne vindue som jeg har set, men som jeg ikke har forstået faren ved. Der bliver sort inden i mig. Jeg kan ikke orientere mig. Jeg går på gaderne og kalder op i træerne. I mørket skimter jeg dem jeg kommer til at miste de næste år. Én for én dukker de frem af kronerne med en hånd, en skulder, en mund; én af dem er dig. Jeg ringer til dig og er forstyrret. ’Hvis jeg ikke kan klare at miste en fugl, hvordan skal jeg så klare at miste et menneske?’ spørger jeg. Selv om jeg flytter buret på loftet, sover jeg næsten ikke de kommende nætter, jeg må ringe til dig igen og igen.

(erindring)

Ekko

Ekko

Jeg begriber ikke at du der var så intenst til stede, at du er ophørt med at være til stede. Jeg tænker det er ligesom at miste en elsket på havet eller i fjeldet, en elsket der tog ud og ikke kom tilbage. Det vi ved om den slags tab, er at de bliver ved med at forfølge de efterladte der må spørge sig selv "hvor er du nu?"

Du lever stadig, du er et andet sted, i en verden der er afsondret fra min. Du lever inden i mig, men jeg ved ikke om det er dig. Jeg vidste ikke hvad savn var.

Forreven

Blokhus

Bulbjerg

Svenstrup

Ansigt ll

Blik

28. april

28. april

Det er d. 28. april. Mens vi ligger i græsset på et gammelt vattæppe fortæller jeg dig en hemmelighed. Den forskrækker dig ikke; du lover at følge mig gennem de næste måneder, også selv om ingen af os aner hvad det betyder; vi har ikke været der før. Du siger: ’selvfølgelig kan jeg elske dig, også gennem dét.’ I den næste tid bliver jeg flere gange hysterisk, jeg er så bange for at miste dig. Det bruser i mig, jeg græder og skælder ud, jeg kan slet ikke kende mig selv, er jeg syv, otte eller fjorten? Heller ikke det gør dig bange, mine udfald kalder du tillidserklæringer, du viger ikke to centimeter fra min side, jeg kan lægge mig ind til dig og hvile. D. 21. juli er vi endelig fremme, forrevne, stolte.

(erindring)

Ansigt

Stigen

Stigen

Der kommer ingen lyd fra en stige som står op ad en mur. Lyden opstår når stigen skrider, når den skraber hen ad stenene i et langt suk der pludselig ophører. Vi hører det begge to. Under den raspende lyd, og næsten skjult af den lyd, falder noget til jorden med et flump. Kirstin der har været i gang i gæstehuset, dukker op i døren. Hun er ved at hænge gardiner op og har stadig et par gardinhægter mellem læberne og en hammer i den ene hånd. Vi ser på hinanden hen over gårdspladsen. Æggemaden vokser i min mund. Så kaster vi madder og hammer og løber, vi løber mod gavlen hvor vi ved at Jens er. Han ligger deromme på jorden, så underligt halvvejs inde under stigen. Fra hver sin side nærmer vi os, vi lister os ind på ham, vi ved endnu ikke hvad det er vi skal se, en skade, et menneske, en knogle der stikker ud, måske blod? Hans mund er åben, og den snapper. Øjnene kigger lige op, på Kirstin, på mig, på himmelen. Vi er en slags maskine med fire arme. To arme trækker i overkroppen, to arme skubber benene fri af stien, og så løfter vi, vi siger ikke noget, men tager bare fat og slæber ham hen til Taunussen, benene med de døde sko, den ene falder af. Ved bilen lægger vi ham på jorden. Kirstin åbner bagsmækken, vi bakser ham ind i bagagerummet og lukker, Kirstin sætter bilen i gear, vi kører mod Nykøbing Falster.

(uddrag)