Iben Mondrup's Blog, page 21

April 4, 2015

Min yndlingssætning – DR-VIDEO – APRIL 2015

I forbindelse med at GODHAVN er indstillet til DR ROMANPRISEN 2015 er der lavet 2 små videoer, hvor jeg fortæller om min yndlingssætning og om min arbejdsproces. De kan ses på DRs hjemmeside her

View more on Iben Mondrup's website »

Like • 0 comments • flag

Published on April 04, 2015 13:59

April 1, 2015

Døde dyr

Døende og døde dyr

Jeg har set tre dyr i dag; en kat der trak på sit ene ben, dødvægt hen over asfalten; påkørt, den trak af sted på det ben, uden viden, uden videre. Hvor lang afstand, tænkte jeg, skal jeg lægge til den kat, før den ikke længere sidder som en dump tyngde i brystet, som en viden, om et skræmmende sammenstød af pels og knogler mod en køler; helt tæt på mærker jeg angsten, luften der bliver trykket ud af kroppen på den, min hvirvlende fart gennem luften, kroppen vredet i helt nye og akavede stillinger, og så det tunge fald mod jorden, endt rejse. Jeg er langt fra katten nu, flere timer og mange kilometer. Inden i mig er katten død, måske en fredelig død, jeg ved det ikke, jeg vil ingenting vide.

Senere, om eftermiddagen, sad en hare i grøften, en stor hare, kantet hoved, ørerne liggende ned ad ryggen, de grove bagben og slidte poter, den sitrede så heftigt, men blev på stedet, og jeg satte mig på hug over for den og talte til den, til den pludselig sprang op og løb ind på marken. Imidlertid stoppede den et par meter væk, trykkede sig på ny mod jorden og vejrede. Jeg gik ind på marken, satte mig lige over for haren, jeg talte til den. Efter et par minutter blev dens åndedræt roligere, bagkroppen faldt tilbage, næstetippen vippede ikke så heftigt. Vi sad sådan en tid, fjerne dyr, dyr jeg havde mødt for længe siden, kom tilbage til mig, brogede, spættede, indtil haren rejste sig knurrende på bagbenene og sprang ud over vejen og ned i en grøft op på den anden side.

I et ophold i min tale til haren havde jeg tænkt på den unge and, jeg engang var ved at træde på; den skjulte sig i græsset mellem tuerne langs søbredden. Brun og spættet, næsten usynlig; min vægt ville have kvæstet den; hvad forrådte ungfuglen? Et blankt øje? Mit indre morads, som netop i de timer plagede mig, og som gjorde at jeg stirrede nedad for mine fødder? Jeg var alene ude i landet, fjeldene rejste sig omkring mig; vendte jeg mig om, kunne jeg være faret vild, jeg var bange, aldrig har jeg været så alene og ingen at finde trøst ved. Ungfuglen rystede, trykkede sig ned mellem stråene, og jeg løftede den op i hænderne og lagde den mod brystet; den spjættede, og jeg tænkte, at noget ved dette møde var vigtigt; jeg vidste ikke hvad.

Jeg var også kommet i tanke om de påkørte rådyr på strækningen oppe omkring Mårup og Nordby, mens jeg talte til haren. Rådyrene springer sammen med harerne over vejbanen, ved højlys dag og om natten, ét eller flere dyr, springende, som halvmånepile i korte buede baner. Jeg tænkte på Janni, og på hvordan hun en nat var fulgt efter et dyr, som var løbet ind i skoven, påkørt og skadet, det skulle ikke ligge og dø derinde, en nådig død ville hun give det. Havde hun en sten med i lommen? En kniv? Eller hvad havde hun tænkt sig, mobildækningen er elendig i det område, dyrene ligger bare og dør mellem træerne eller i huller, hvor de lægger sig ude af syne og sygner hen, blodet sort, en begyndende sød og lidt skarp lugt, senere maddiker.

Dengang jeg blev ældre, det vil sige da jeg ikke længere var et stort barn, men var kommet på afstand (af barndommen), dengang jeg måske forstod, hvad det ville sige at forsvinde, da var jeg med min far på jagt, han skød et rensdyr, et lille et, en kalv, og dyret lå for mine fødder, jeg bøjede mig ned ved siden af det, ubevægeligt var det, bare øjnene, forvildede, jeg så straks, at det var angst, dyret vidste, at det store mørke var ved at slutte sig om det, nogen trak snøren sammen, og det lå på bunden af en tæt, tæt sæk. Jeg ville se væk, jeg udholdt ikke synet, min far satte kniven for dyrets strube, hvor var dens mor, hvor var koen, et sted i fjeldet, alene kaldende, blodet flød ud i lyngen, det rallende luftrør, dirrende bobler af blod, sorg. Så meget et menneske kan forestille sig om dyr (og om dyrs sorg).