Indbrud

Om natten vågner jeg og ved ikke hvem jeg er, der er bare en klar impuls til at løbe. Efter et par sekunder finder jeg ud af at jeg er mig. Det udløser en endnu stærkere trang til at løbe. Jeg ligger tilbage i sengens ødemark og ryster af sved, ryster af kulde, ængstelig over at være i fare for at styrte heroppefra almindeligheden ned i ukendeligheden. ’Det er en forbryder,’ siger jeg til dig om morgenen, ’der låser sig ind, som har sin egen nøgle.’ ’Du skal ringe til mig når du vågner sådan,' siger du, ’du skal høre din egen stemme, det hjælper.’ Jeg ville ønske jeg kunne lugte din ånde mens du siger det; klokken er halv otte, den er stadig tyk af søvn.

(erindring)