Iben Mondrup's Blog

Faldet

Faldet

Faldet gennemryster bilen; Kirstin sidder bag Jens’ rat, Jens ligger i bagagerummet. Vi rykker alle sammen rundt, ingen af os kender vores nye pladser.

Vi hænger i luften, vi har endnu ikke ramt jorden, løsrevne roterer vi rundt om os selv, indimellem støder vi ind i hinanden, en hånd snitter et lår, fingrene griber fat i hår, nogen ændrer bane, vi ved ikke hvem.

Men vi falder, falder mod jorden, der, når vi kigger ned, synker væk under os.

(uddrag)

Raven

Jeg hører ravnen hver dag nu. Jeg tænker på første gang vi så den nede i skoven. Den sad allerhøjest oppe i et næsten nøgent træ, som en stor sort skygge med sin egen klare lyd.

Man skal ikke drikke med sine børn

MAN SKAL IKKE DRIKKE MED SINE BØRN

Iben Mondrup nød stor succes med sin roman om den grønlandske pige Tabita. Nu kommer romanen om Tabitas bror, Vitus, og dén historie er mindst lige så dunkel som forgængeren.

Af: Kasper Schütt-Jensen

Dette er en historie om adoption.

Adoption, der går helt galt.

Det er Vitus, det går ud over. Den grønlandske dreng er lillebror til Tabita, hovedperson i Iben Mondrups seneste roman, sidste års bestseller ”Tabita”.

Forfatterens nye roman ”Vittu” udkommer den 3. januar 2022. Den handler om en dreng, som ikke bare én, men to gange adopteres af danske forældre.

Først af Eva og Berthel.

Parret bosætter sig – som beskrevet i ”Tabita” – i midten af 1960’erne i Grønland, og da deres hushjælp føder Vitus, adopterer parret ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og vender i al hast hjem til Danmark.

Her går det op for Eva, hvem der er far til Vitus, og han kommer på børnehjem.

Vitus er fem år, da han igen bliver adopteret, denne gang af fotografen Alice og embedsmanden Stig.

Alice er fascineret af Vitus' grønlandske baggrund og drømmer om at hjælpe et barn i nød. Og livet hos hende og Stig må i alle tilfælde være at foretrække, frem for det, han kommer fra.
Ikke?

Et i forvejen svigtet barn

Det er altså et i forvejen svigtet barn, der bliver hentet på børnehjemmet af Alice og Stig. Vitus er som udgangspunkt skeptisk indstillet over for de voksne mennesker, som viser interesse for ham:

Han sidder inde i bilen der holder stille. Selvom hun har åbnet døren og siger han skal komme ud, rører han sig ikke en millimeter. Det er tusmørke, og han er tummelumsk, hele verden er vendt på hovedet. Han aner ikke hvor han er.
»Hvad er det du ikke vil?«
Hun kommer ind til ham på bagsædet. I det dunkle lys er hendes øjne venlige. Inden han når at sige noget, har manden åbnet døren i den anden side og har trukket ham med ud.

»Vitus er blevet svigtet mange gange,« siger Iben Mondrup, da vi besøger hende i hendes hjem.
»Først efterlades han af sin biologiske mor, og den danske familie, som i første omgang adopterer ham, vælger – af årsager, som vil være kendt, hvis man har læst den foregående bog ”Tabita” – også at give ham fra sig. Følelsen af ikke at høre til nogen steder fylder alt i ham.«

I forfatterens fyldte bogreoler står talrige titler om Grønland, som forfatteren har en særlig interesse for. Her boede hun, fra hun tre år til hun 18-årig rejste til Danmark for at studere.

»Ja, hvorfor bliver jeg ved med at skrive om bortadoption af grønlandske børn?« spørger hun.
»Det er nok fordi, det er dér, vores forestilling om den danske godhed for alvor kommer i spil. Vores forestilling om, hvad der skete, spiller rigtig dårligt sammen med virkeligheden. Der var en heftig transport af grønlandske børn op gennem 1970’erne, og ifølge myten var vi danskere gode kolonisatorer, som hjalp mennesker i fjerne egne. Vi har bare glemt at undersøge konsekvenserne for de børn, som vi troede, at vi var gode over for. Børn har pr. definition ingen magt, og jeg finder det interessant at undersøge, hvad der sker, når man udøver magt i det godes tjeneste. I mine bøger kan selv den mest tykhudede se, at det er forkert.«

Men den aktuelle roman kunne i princippet ligeså godt have handlet om et dansk barn, pointerer hun.
»Dette er en historie om, hvor galt det kan gå, selv om man er optaget af at ville hjælpe. Det er en historie om misforstået godhed, misforstået kærlighed. Det er en historie om voksne mennesker, som bilder sig selv ind, at de hjælper, men som i virkeligheden er styret af egen egoisme.«

En rigtig mand

Hverken Alice eller Stig formår at vise Vittu den omsorg, han har brug for.

Stig arbejder meget, er typisk kun hjemme i weekenderne og har meget lidt at gøre med drengen.

»Han tager meget lidt ansvar for Vitus. Faktisk bidrager han udelukkende med nogle stereotype bemærkninger om, hvordan Alice skal opdrage drengen, så han kan blive en rigtig mand. Hun skal ikke pylre så meget om drengen, siger hun.«

Iben Mondrup leder efter ordene:

»Stig er et karrieremenneske, der har giftet sig med det noget yngre trofæ, Alice, som til gengæld har tilsidesat sit kunstneriske projekt for at gå derhjemme og passe huset. Stig ønskede ikke noget barn, faktisk føler han, at Vitus stjæler Alice.«

Kan ikke krammes hårdt nok

Alice knytter sig hurtigt meget tæt til Vitus. Hun har et dybfølt ønske om at vise drengen omsorg, men bruger ham samtidig i en fotografisk leg:

Dækket med pels sidder han på den høje stol som Alice har flyttet ud midt i rummet. Hans arme hviler livløse og hvide på stolens armlæn. Fingrene er kolde og blege og unaturligt røde ude i spidserne. Hun har tværet dem rundt i sminken, ligesom hun har gjort med hans tæer, blå og røde. Hvor længe kan hun kigge ind i det kamera? Nu kigger hun op og drejer på en knap. Et gys knirker igennem ham. Nu kigger hun ned igen. Det er længe siden hun har klikket. Men han vil lade være med at nævne det. Hun har sagt han skal sidde stille, og han kan sagtens blive ved. Nu klikker hun endelig et par gange.
»Er jeg færdig?«
»Nej, bliv. Der er kun den tomme stol hvis du går væk.«

»Vittu er Alices et og alt,« udbryder Iben Mondrup.

»Her har han – umiddelbart – muligheden for at få en lykkelig barndom, for at få de trygge tilhørsforhold, som han og alle andre børn har brug for. Alice ønsker at give ham det hele, men hun formår ikke at løfte opgaven, da hun er forblændet af egne ambitioner. Hun ønsker at genoptage karrieren som feteret kunstfotograf, og Vitus skal – i bogstaveligste forstand – stå model for hende, så hun kan få sig et liv.«

Brug for betingelsesløs kærlighed

Han har brug for en helt anden form for opmærksomhed, pointerer forfatteren.

»Vitus har brug for betingelsesløs kærlighed, kærlighed, som han ikke skal gøre sig fortjent til eller skal præstere noget for at opnå,« siger hun.

»Det er svært at få en dreng som Vitus til at føle sig elsket, for han er skadet af sin forhistorie. Han er en dreng, som ikke kan krammes hårdt nok. Uanset hvor længe krammet varer, så vil han fokuserer på, at krammet stopper, hvorefter han – i sin egen optik – højst sandsynligt vil blive forladt. Alle børn går igennem en fase med separationsangst, men de fleste lærer at tøjle angsten, fordi de erfarer, at mor og far jo ikke forsvinder. Sådan er det ikke med Vitus, han har netop erfaret, at de voksne mennesker, som han opbygger tillid til, kommer til at svigte på et tidspunkt.«

Tilbage til Grønland

Forfatteren har – i forbindelse med arbejdet på både ”Tabita” og aktuelle ”Vittu” – interviewet en række voksne adopterede. Hun finder det bemærkelsesværdigt, hvor mange års tilløb, det har krævet, at gå ned i familiehistorierne.

»Jeg mødte en 47-årig grønlandsk kvinde, som siden er blevet en virkelig god ven. Som treårig blev hun adopteret af en dansk familie, og først for nylig fandt hun modet til at se dybere ind i sin egen historie. Jeg rejste med hende til Grønland, hvor hun fandt sit barndomshjem, hvor hendes far havde hængt sig. Den slags svære traumer skal man være voksen for at italesætte. Vitus er bare en stor dreng, og han er – selv om han får en kæreste, som på det kraftigste opfordrer ham til det – slet ikke er klar til at se sig tilbage. Han har det, som om mørket forfølger ham. Der er en slagskygge, som han ikke kan slippe af med. Han kan ikke gøre andet end forsøge at flygte fra de negative følelser.«

Ikke politiske bøger, men ...

Hverken ”Tabita” eller ”Vittu” er politiske bøger, pointerer Iben Mondrup, men helt fri for at blive politisk er forfatteren dog ikke.

»Politikerne siger, at de er på børnenes side, men ...,« siger hun og holder en længere tænkepause.

»Jeg synes, man glemmer at høre, hvad børnene egentlig beder om. Når Mette Frederiksen siger i en nytårstale, at flere børn skal tvangsfjernes, fordi de lades i stikken i dysfunktionelle familier, så mener jeg, der er tale om en grov forenkling. Det er så nemt at sige sådan og langt mere tidskrævende at lytte til vidnesbyrdene fra de voksne mennesker, der som børn blev adopteret og måske havde en forfærdelig opvækst. Min pointe er, at man skal lytte til dem, der har erfaringen, også selv om det er omstændigt. Det siger sig selv, at konkrete beretninger sikrer en bedre hjælpeindsats. Alle er enige om, at børn skal have det godt, men hvordan vi kommer derhen, er der knap så bred enighed om.«

»Godt du ikke er mit barn«

I ”Vittu” skildrer Iben Mondrup, hvordan Alice, som jo ønsker det bedste for Vitus, ikke formår at lindre drengens smerte.

Hun har sine egne problemer, som fylder mere og mere for hende. Hun føler sig ensom og dulmer de negative følelser med alkoholen, som hun også fylder på drengen, da han er blevet teenager:

Det er et dårligt tegn at hun kun har kimono på. Det er et lige så dårligt tegn at hun er fuld. Sidste gang vrikkede hun om på trappen og forstuvede foden. Han opdagede det om morgenen. Hun lå i soveværelset og kunne knap komme ud af sengen fordi anklen var svulmet op til dobbelt størrelse.
»Jeg kommer om lidt,« siger han.
Han går op på badeværelset og børster tænder. Da han kommer ned igen, har hun skænket vin op til ham, mere fuld end han troede. Han tømmer sit glas i store slurke og kan ikke vente til vinen skal gøre ham blød og ligeglad.

Alice er svært grænseoverskridende i sin relation til Vitus, understreger Iben Mondrup.

»Hun har så meget brug for Vitus, at hun – selv om hun inderst inde forstår, at det er helt forkert – får et usundt forhold til ham. Altså, da han bliver kærester med nabodatteren, bliver hun vildt optaget af at vinde ham tilbage.«

Og således rykker grænserne sig konstant:

Han bliver svimmel da han rejser sig. Hun sidder med sit tomme glas og lader som om hun ikke hører ham. Giver modvilligt op da han bliver stående og lader ham hjælpe hende op af stolen. Så svajer de begge to.
»Man skal ikke drikke med sine børn,« siger hun og griner.
»Godt du ikke er mit barn.«
Hun sejler hen mod trappen. Så forsvinder benene under hende. Som en gentagelse, ryger det igennem hans hoved da han ser glasset
i hånden splintres mod gulvet. Men der kommer ikke en lyd fra hende, hun ligger bare og trækker vejret tungt og glor op i hans åbne
ansigt og smiler lykkeligt idet han forsøger at vende hende om. Der er blodstænk på gulvet, hendes kind er våd og rød.

Iben Mondrup smager på ordene:

»Godt du ikke er mit barn.«
Og ryster på hovedet:

»Tænk, at sige sådan. Der findes vel ikke noget, der – som sådan et udsagn – kan give et barn følelsen af ikke at høre til nogen steder.«

Aldrig lige

Et psykologisk spil om kærligheden tager sin begyndelse. Alice går til yderlighederne med Vitus, og da det går op for hende, hvad hun har gjort, forsøger hun at skyde skylden på ham eller i det mindste gøre dem ligeværdige i skyldsspørgsmålet.

»Alice kan ikke arbejde med skyldfølelse, det er alt for tungt for hende. Hun forsøger i stedet at legitimere sine handlinger efter den situation, hun står i. Hun ligestiller sig med barnet, og det er den helt store misforståelse i forholdet mellem børn og voksne. Man er aldrig lige. Det er altid den voksne, der har ansvaret,« fastslår Iben Mondrup.

Skulle være blevet i Grønland

Alle adoptioner har omkostninger, siger Iben Mondrup.

»Og det er altid barnet, der betaler prisen. Det er barnet, der får følelsen af ikke at høre til, så det er helt afgørende, at man som voksen tænker sig godt om.«

Enkeltindivider som Alice har, sanktioneret af staten, historisk set begået mange fejl, som har forværret tilværelsen for børn, mener Iben Mondrup.

Hun mener desuden godt, at der kan udbetales erstatning til de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev fjernet fra deres familier i et forsøg på at gøre dem danske.

»Jeg ved ikke, om penge kan hjælpe mennesker, som har været udsat for tyveri af den slags, men hvis det kan hjælpe det mindste, er det peanuts i vores regnskab.«

Alt var galt med det eksperiment, mener hun.

»Tanken om, at man kan gøre et grønlandsk barn dansk, er absurd. Hvordan skulle man kunne det? Vi danskere er privilegerede, og vores system virker for os, men vi er også selvgode og virkelig dårlige til at indrømme fejl. Selvfølgelig begår vi fejl. Det var alt for nemt at tage til Grønland i 70'erne og komme hjem med et barn. Børnene Tabita og Vittu fra mine bøger havde i hvert fald været bedre tjent med at blive i deres biologiske familie i Grønland.«

Behandler grønlændere som andenrangsmennesker

At vi som danskere opfører os selvgodt er desværre ikke kun historie, siger Iben Mondrup. Det er ikke kun noget, der foregik dengang i 70'erne. Det foregår lige nu og her.

»Der har på det seneste været skrevet en del om, hvordan danske arbejdere i Grønland over en bred kam opfører sig magtfuldkomment og, for at sige det rent ud, behandler grønlændere dårligt. Vores forestilling om os selv som gode mennesker trænger til et realitytjek,« siger forfatteren og drager paralleller til den aktuelle MeToo-debat.

»Vi har så travlt med at sige, at vi er ligestillede nu, og at problemerne hører fortiden til, men hvis man ser ordentligt efter, så handler det jo om kultur, som gennemsyrer det grønlandske samfund, og et menneskesyn, der ikke bare forsvinder, fordi en chef bliver fyret, eller fordi man har fået Hjemmestyre og Selvstyre. Der er stadig masser af danskere i Grønland, som ser ned på grønlænderne, og som ude udnytter deres position økonomisk og menneskeligt, det kommer bare sjældent frem i medierne. Det skal ændres, og vi er nødt til at se på vores adfærd historisk for at forstå, hvorfor vi opfører os, som vi gør i dag.«

Det grønlandske mærke

Link til artikel på EMU om min baggrund her

De virkelige historier er vildere

De virkelige historier jeg har hørt, er endnu vildere end noget jeg har skrevet

Af: Carsten Andersen

"En vinterdag i København. Sneen havde lagt sig blidt over byen, da Iben Mondrup var ude at gå med sin lille datter, som dengang var 7-8 år. Mor og datter var søgt ind på en af storbyens kirkegårde, hvor gadens folkemylder og trafik kom lidt på afstand. Mens de slentrede rundt på stierne, fik de på et tidspunkt øje på en skovdue, der sad og trykkede sig i sneen.

»Det var tydeligt, at den ikke havde det godt. »Ved du hvad, Ellen«, sagde jeg, »den ordner vi sgu lige««.

Med et snuptag greb Iben Mondrup fat om duens hoved og holdt det fast, mens hun snurrede fuglens krop rundt i hurtige cirkler, som hun havde set sin far gøre."

Foto: Peter Hove Olesen

Læs hele interviewet her:

Man skal ikke pakke sin historie væk

MAN SKAL IKKE PAKKE SIN HISTORIE VÆK

Af: Daniel Øhrstrøm

"Med sin nye roman om et ulykkeligt adoptivbarn, ”Tabita”, rammer forfatteren Iben Mondrup lige ind i den aktuelle debat om tvangsfjernelser af børn. Selv skrev hun romanen efter sin egen fars død, og nu har hun til gengæld fået et nyt forhold til sin morForfatteren Iben Mondrup måtte måbe i sofaen, da hun hørte statsministerens nytårstale. På få minutter flyttede statsminister Mette Frederiksen (S) den offentlige debat fra ”hjemsendelser” til ”tvangsfjernelser”, da hun talte for at tvangsfjerne flere børn – for børnenes skyld. Men Iben Mondrups nye roman, ”Tabita”, handler netop om skyggesiden ved at blive anbragt uden for hjemmet."

foto: Julie Meldhede Kristensen

Læs hele interviewet her

DR2: Bøger der gør en forskel

Mange grønlandske børn blev i 1960'erne ufrivilligt adopteret til Danmark. I nogle tilfælde med fatale følger. Det er et af de børn, Iben Mondrup giver stemme til i romanen "Tabita". Men kan en dansk forfatter skrive de grønlandske børns historie? Og giver romanen os en større forståelse for det anspændte dansk-grønlandske forhold? Vært Maria Månson taler med forfatteren, litteraten og et af de børn, der faktisk blev adopteret til Danmark. Sendt første gang 12.07.2020 Udløber: 14. sep 2021

Se programmet her

Mission

FRA ÅNDEMANERI TIL KRISTENDOM

Jeg har netop læst Grønlændernes kristning af teologen Mads Lidegaard (1925 – 2006). Bogen har været den blinde plet i min reol i mit sommerhus i mange år. Den har set så kedelig og pensumagtig ud, at jeg ikke har kunnet få mig selv til at åbne den. I øvrigt var jeg også ret sikker på, at den hovedsagligt ville forherlige den danske kolonisering.

Nu fandt jeg så bogen frem og læste den. Og det var en virkelig god oplevelse. Måske fordi jeg havde en anden tekst i baghovedet, mens jeg læste.

Ikke bare giver bogen en udførlige beskrivelse af missionens og kolonitidens forløb. Lidegaard diskuterer også de historiske kilder, der hovedsagligt er forfattet af danske missionærer. Frem og tilbage overvejer han kilderne, og ikke, som jeg troede, udelukkende til den danske missions fordel. Tvært imod skildrer Lidegaard samvittighedsfuldt missionens mørke sider, fra afstraffelse og tugtelse af hedenske grønlændere til korporlig vold og mishandling. Der er altså virkelig ikke tale om at moralsk og frelst værk her, selvom der ikke er tvivl om, at Lidegaard er positivt stemt overfor missionen og dens helte.

Lidegaard giver indblik i de vilkår, som de danske udsendinge måtte kæmpe med for at få befolkningen til at overgive sig til kristendommen, hvis leveregler meget ofte virkede uhensigtsmæssige i Grønland. F.eks. var flerkoneri almindeligt, fordi det tjente flere praktiske formål. Med dåben måtte en mand skille sig af med sine ekstra koner, og dermed havde man pludselig et overtal af enlige kvinder med mange børn og ingen forsørger. Et andet dilemma var, at man ønskede at have folk boende i koloniens omegn. Det harmonerede ikke med fanger, der jo var et nomadeliv. Og så skulle man i kirke på søndage, også i godt vejr, hvor man burde tage på fangst. Det lyder måske som små afsavn, men det var det ikke. Det at leve i det arktiske område beroede på en hårfin balance, og alle strukturer i det eskimoiske liv tjente det ene formål at overleve.

Hvordan skulle man kunne overgive sig til kristendommen, hvis dogmer virkede kryptiske og svære at finde belæg for? Ved siden af den grønlandske åndeverden, hvor tabuer, traditioner og regler for det meste var begrundet i praktiske foranstaltninger, må kristendommen have stået som det rene tankespind? For de kristne missionærer var det en lang og sej kamp at bringe skibet sikkert i havn. Og i havn kom det jo. Omkring år 1900 var næsten samtlige grønlændere døbt, og målet kunne siges at være nået.

Det, der fra første kapitel præger missionens historie, er indtrykket af den næsten umenneskelige opgave, det har været, at ville gøre en forskel for åndslivet i Grønland. Missionærerne var i følge Lidegaard kristne, retskafne folk, for hvem det var af allerstørste vigtighed, at de grønlændere lærte gud og Jesus at kende. De satte simpelthen liv og lemmer på spil, og det under så ubegribeligt hårde vilkår, at man tror, det er løgn. Hvad var det for en energi, der drev de mænd?

Lidegaard skriver, at de mænd, og særligt den største, Hans Egede, var drevet af troen og af idéen om at frelse de grønlandske hedninge, koste hvad det ville. Det blev dyrt. Allerede Hans Egede oplevede mennesker dø som fluer i voldsomme epidemier, som de ingen forsvar havde imod. Af flere omgange var der tale om tilnærmelsesvis udryddelse af den sydvestgrønlandske befolkning. Egede var klar over, at hans opgave bar sygdom med sig. Dagbogsoptegnelser viser, at han af samme grund flere gange var ved at give op. Men han holdt altså stand. Bl.a. derfor blev kristningen af grønlænderne en lang kontinuerlig proces, også efter Hans Egedes afgang.

Det som Lidegaard ikke lægger sider til, er de mange skæbner, som har betalt prisen for missionshistorien. Det var med sorg, at man måtte se de dygtigste elever dø bort, for med dem gik et stort arbejde tabt, og mange gange måtte man simpelthen begynde forfra, fortæller Lidegaard. Men hvad med befolkningen, altså dem der blev tilbage? De flygtede, skriver Lidegaard, rædselsslagne flygtede de væk fra sygdom og død. Vi kan vel næppe fatte omfanget af de enorme menneskelige tab, det betød.

Jeg tænker, at der ligger mange fortællinger gemt, som ikke er blevet fortalt, fordi man ikke havde en skrivende tradition, eller fordi de ganske enkelt var så hårde, at man bare har måttet glemme dem. I Grønland er disse hårrejsende sider ikke blevet ordentligt optegnet.

Hvis man vender blikket mod vest, i retningen af Canada og Alaska, så har man gjort sig de samme erfaringer med missionen, som i Grønland. Det, der er interessant i den forbindelse, er, at der faktisk findes i hvert fald én tekst fra Alaska, som prøver at skabe overblik over nogle af de traumer som kolonitiden har forårsaget. Yuuyaraq: The way of the Human Being er skrevet af Harold Napoleon, en Yup'ik fra Hooper Bay. I teksten, der er skrevet fra det fængsel, hvor Napoleon afsonede en dom for i fuldskab at have slået sin egen søn ihjel, prøver han at hitte rede i nogle af de mange komplekse forhold, der gør, at så mange yup'ik lider under alkoholisme og vold. Han forsøger at finde en forklaring for sig selv, men også for resten af det samfund, som han er en del af. Det han gør, er at lave en gennemgang af den oprindelige kulturs livsgrundlag og åndsliv, der, ligesom i Grønland, hang uløseligt sammen. Og han forsøger herefter at redegøre for den udvikling, der skete med koloniseringen, og nogle af de konsekvenser, som den havde.

Napoleon peger netop på den menneskelige tragedie, som kontakten med europæerne var for de indfødte. På umyndiggørelsen, på bandlysningen af de traditionelle hierarkiske systemer og på sygdommene i sær. Når kristningen af de indfødte overhovedet lykkedes, skriver Napoleon, så var det hovedsagligt fordi, folk mistede troen på deres åndemanere. Disse kunne jo intet stille op overfor den ødelæggelse, som sygdommene skabte. Også åndemanerne bukkede under. Al den lov og orden og naturlige (u)balance, som man kendte, blev undermineret. Det var et hærget folk, der med tiden overgav sig til den kristne lære. Noget måtte man tro på, og der var bare ikke noget alternativ.

Indholdet af Napoleons tekst kan jeg slet ikke gengive retfærdigt her. Den var for mig en øjenåbner i forhold til at forstå den stilling som hhv. religionen og den danske mand fik i Grønland. For det kan stadig undre, at man vendte sig fra åndemaneri til kristendom. Set i lyset af Napoleons Yuuyaraq, får vi måske dele af forklaringen.

Harold Napoleons ærinde er at prøve at forstå sin egen historie, som han ser gentaget i sine omgivelser. Men han kommer også med et bud på, hvordan man kan håndtere den megen druk og vold og svigt, som de arktiske samfund kæmper med. Napoleon mener, at det er meget vigtigt, at man får vendt og fortalt den historie igen og igen, til den er fordøjet så at sige. Der er tale om en slags traumebearbejdning, hvor man skal identificere traumet for overhovedet at kunne komme videre. Det er netop det Yuuyaraq gør, den tekst identificerer traumet, således at det måske på sigt endelig kan overvindes.

På mange måder er der tale om kollektiv traumebearbejdning i psykoanalytiske forstand. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er vejen frem, og det er heller ikke mit ærinde. Men det er helt sikkert, at man bliver bedre til at være i livet ved at kende sig selv og sin historie og altså det, som man kommer af. Det gælder på individplan såvel som for kulturer.

For tre-fire år siden tog jeg kontakt til Harold Napoleon for at få lov til at oversætte hans bog. Det lykkedes. I 2011 udkom bogen på grønlandsk.

Mads Lidegaard: Grønlændernes kristning, Nuuk, Atuakkiorfik (1993)

Harold Napoleon: Yuuyaraq. The way of the Human Being, University of Alaska Fairbanks Center for binding Paperback (1991)

Harald Napoleon: YUUYARAQ – Inuup qanoq inuunissaminut maligassai

Nuuk, Dacapo Publishing (2011)

At komme hjem med et barn 2020

»Det var ret nemt for en dansker at tage til Grønland og komme hjem med et barn«

af: Ronja Melander/JP

Som ung skammede Iben Mondrup sig over at være dansker i Grønland. Det gider hun ikke mere.

»Det, som du ikke kan vedkende dig og må lægge låg på, vil ligge og vokse inde i skjul. Og på et tidspunkt bryde ud som noget, der kræver at blive set.«

Det er forfatteren Iben Mondrups ord. Hun har dedikeret sin nye bog, ”Tabita”, til alle de børn, der har »skullet glemme sig selv«.

Bogen følger det grønlandske søskendepar Tabita og Vitus, der bliver adopteret af et dansk ægtepar og i deres nye omgivelser gennemgår en kulturel udrensning. I Danmark må de ikke tale modersmålet og forventes at vende ryggen til deres biologiske ophav.

Iben Mondrups egen opvækst og Grønland hænger uløseligt sammen. Hun flyttede dertil med sin familie som treårig og rejste først retur for at studere efter at være blevet gift med kongebrev som 17-årig. Selvom hun voksede op i en lykkelig kernefamilie, kan hun relatere til at føle sig forkert og anderledes. Hun var et »kraftfuldt« barn, der var selvstændig, hurtigt blev rasende og blev bedt om at dæmpe sig.

Det måtte hun undertrykke for at passe ind i flokken. For forfatteren faldt låget af bøtten med indestængte følelser, da hun blev voksen.

»Jeg blev gal på en uhensigtsmæssig måde, kastede med ting og vendte folk ryggen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det kom af. Da jeg begyndte at arbejde med det, fandt jeg en kraftig oplevelse af, at jeg som barn var ”for meget” og derfor skulle lægge bånd på mig selv. Jeg pakkede det væk, fordi det var uforståeligt for mine omgivelser. Som voksen skulle jeg lære både at moderere det og finde en kanal, hvor det ”for meget” kunne få lov at fylde. Det blev for mig at skrive bøger.«

Flere af bøgerne tager som ”Tabita” udgangspunkt i Grønland. Minderne kæder Iben Mondrup til landet som et anker og giver hende mulighed for i et børneperspektiv at beskrive kulturen. Hvordan det føles at løbe på bare tæer i naturen.

Pigen, som bogen er opkaldt efter, fylder også meget. Og adoptivforældrenes familieprojektet forløber trods de indledningsvis gode hensigter langt fra udramatisk. Iben Mondrup afviser ikke adoptionens berettigelse, men synes det er tiltrængt med den verserende debat om udfordringerne ved transnationale adoptioner og de ulykkelige historier, der knytter sig dertil.

»Jeg fandt ud af, at det var ret nemt for en dansker at tage til Grønland og komme hjem med et barn. Der var stor nød i 50’erne og 60’erne især. Man havde tuberkulose, og folk døde. Der var et overskud af børn,« siger Iben Mondrup om inspirationen til bogen.

I den grønlandske kultur fandtes det, man kan kalde elastiske familier, hvor man, hvis det var nødvendigt, kunne lade børn vokse op hos slægtninge, så de fortsat kunne bevare kontakten til ophavet. Men sådan går det altså ikke Vitus og Tabita. Selvom handlingen foregår i 60’erne, er det i dag stadig vigtigt at tale om de etiske og menneskelige aspekter i adoptionsforhold, mener Iben Mondrup.

For 10 år siden viste en undersøgelse fra Københavns Universitet, at grønlandske adoptivbørn, der var kommet til Danmark i perioden fra 1978 til 2005, havde større risiko for at skulle i psykiatrisk behandling i forhold til danskfødte, mens der ikke var væsentlig forskel på de grønlandske adoptivbørn, der blev i Grønland, og deres jævnaldrende.

»Det er vigtigt at tale om i dag, hvordan vi forholder os til det at flytte børn på den måde. Hidtil har det heddet sig, at det er for børnenes skyld, og at vi gerne vil dem det bedste. Men vi skal ikke langt ind i hovedet på den, der adopterer, for at forstå, at der er andre behov, der også taler. Og måske også taler endnu højere,« siger Iben Mondrup.

Men ”Tabita” kan også - i overført betydning - læses som en beretning om familieforholdet mellem Grønland og Danmark som barn og moderland.

»Vitus og Tabita er Grønland, som adoptivforældrene Eva og Berthel kommer og tager sig af. De skal opdrages og gøres til gode danskere. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre. Grønland kan på mange måder klare sig selv i dag, men grønlænderne er jo ikke blevet danskere, og det har heller ikke været gnidningsløst,« siger Iben Mondrup.

Forfatterens familie boede de første mange år i Godhavn med mange andre danskere. I dag er der ganske få tilbage, fordi deres betydning er udfaset, forklarer forfatteren. I et eller andet omfang er moderniseringsprojektet lykkedes, siger Iben Mondrup på en måde, der lægger op til endnu et »men«:

»Det er grønlændere, der sidder på magten i dag. En stor del af embedsværket og politikerne er grønlændere. Det ændrer bare ikke på, at den anden virkelighed ligger lige under huden. Det kan se pænt og ligestillet ud på papiret, men vi skal huske, hvad der er sket på vejen derhen.«

For eksempel, siger Iben Mondrup, er det vigtigt at huske på, at det kun er få år siden, man kunne høre det sprogbrug, hun bruger i romanen. Som teenager i Grønland oplevede hun selv danskere, der omtalte deres landsmænd i den retorik.

»Det var legitimt for danskere at sige, at grønlændere var skruet anderledes sammen og var et mere primitivt folkefærd. At de f.eks. ikke følte så meget som danskere. Det var så uværdigt. Som mennesker er vi langt mere lige, end vi er forskellige. Men sådan var synet.«

I Grønland var Iben Mondrup et danskerbarn, og det var noget særligt. Det bidrog til følelsen af forkerthed. Selvom hun generelt har følt sig velkommen i landet, men har som barn oplevet at blive anråbt på gaden. »Dumme dansker, rejs hjem!«

Hun blev hurtigt bevidst om den danske tilstedeværelse i Grønland og oplevede modvilligt at tilhøre en overklasse. Så læste hun op på de kolonihistorier, der historisk har knyttet sig til hvide mænd og kvinder. Men at skrive sig selv ind i den kontekst er en tung vægt at bære på smalle skuldre.

»Jeg skammede mig meget over at være dansker som ung. Det gider jeg ikke mere. Intet menneske kan bære den byrde, men enhver kan tage på sig at undersøge, hvor skammen kommer fra, og hvad man kan stille op med den. Jeg valgte at bruge energien på at belyse de komplekse følelser, som ligger i det at være vokset op i et samfund med indbyrdes modsætninger, som producerer racisme, mindreværd og andre dårlige følelser,« siger hun.

»Vi kan forstå noget om os selv og vores måde at håndtere flygtninge - eller bare folk udefra i det hele taget - hvis vi kigger på Grønland.«

Foto: Stine Rasmussen

De virkelige historier 2020

”De historier, altså de virkelige historier, jeg har hørt, de er jo endnu vildere, end hvad jeg har skrevet”

Af: Carsten Andersen/Politiken

En vinterdag i København. Sneen havde lagt sig blidt over byen, da Iben Mondrup var ude at gå med sin lille datter, som dengang var 7-8 år. Mor og datter var søgt ind på en af storbyens kirkegårde, hvor gadens folkemylder og trafik kom lidt på afstand. Mens de slentrede rundt på stierne, fik de på et tidspunkt øje på en skovdue, der sad og trykkede sig i sneen.

»Det var tydeligt, at den ikke havde det godt. »Ved du hvad, Ellen«, sagde jeg, »den ordner vi sgu lige««.

Med et snuptag greb Iben Mondrup fat om duens hoved og holdt det fast, mens hun snurrede fuglens krop rundt i hurtige cirkler, som hun havde set sin far gøre.

»Problemet var bare, at der ikke skete noget. Jeg forsøgte at knække nakken på duen, mens mit barns øjne bare blev større og større. Så rykkede jeg til, og duens hoved fløj selvfølgelig af, mens blodet sprøjtede ud over både mig og hende. Det var måske ikke lige det, der skulle ske, tænkte jeg. Hun stod bare dér, dybt chokeret«.

»Nå«, siger jeg til hende. »Nu sætter jeg lige hovedet på igen, og så lægger vi duen her. Men den lider ikke mere, Ellen««.

Iben Mondrup smiler og ryster lidt overbærende på hovedet af sig selv.

Fra hun var 3, til hun blev 18, boede hun i Grønland med sine danske forældre og to yngre søskende. Hun kan godt mærke, at det har præget hende. Forholdet til liv og død bliver lidt anderledes, når man har opholdt sig omkring polarcirklen i 15 af de år, hvor identiteten bygges op. Lige under huden ligger en følelse af at være fremmed. Både i Danmark og i Grønland.

Den 50-årige forfatter ved også, at omgivelserne i Danmark kan opfatte hende som eksotisk, måske lidt grov og usentimental, og måske er det heller ikke helt ved siden af.

Scenen med skovduen er i hvert fald god at have i baghovedet, når man læser hendes nye roman, ’Tabita’. Her fortæller forfatteren, hvordan danske og grønlandske skæbner i 1960’erne og 1970’erne vikler sig ind i hinanden med resultater, der mere minder om gordiske knuder end nemme, symmetriske sløjfer. Det går faktisk ikke særlig godt, hvis sandheden nu skal frem. Hverken for børn eller voksne. Liv og død omfavner hinanden i en farlig pardans.

»Nogle ting blev så hårde at skrive om, at det næsten gjorde fysisk ondt på mig. Det kan jeg ikke udsætte nogen for, tænkte jeg. Det er for meget. Men bagefter tænkte jeg, at de historier, altså de virkelige historier, jeg har hørt, de er jo endnu vildere, end hvad jeg har skrevet«.

Cheferne fra Danmark

I ’Tabita’ fortæller hun historien om et dansk ægtepar, Eva og Berthel, som er udsendt til den nordlige bygd Upernavik på Grønlands vestkyst. Her bestyrer manden den lokale handelsstation. Trods en stor længsel efter at få børn er det ikke lykkedes for parret. Helt anderledes ser det ud for deres grønlandske hushjælp, Abelone, som få sider inde i romanen føder sit tredje barn på gulvet i ægteparrets badeværelse. Den lille dreng, der får navnet Vitus, får maksimal opmærksomhed af Eva, når Abelone har ham og nogle gange også storesøsteren Tabita med på arbejde.

Herfra bliver romanen en fortælling om, hvad der sker, når den grønlandske og danske virkelighed støder sammen. Det bliver også en fortælling, som bidrager til forklaringen om, hvorfor forholdet mellem Grønland og Danmark har vist sig at være problematisk helt frem til i dag.

Handlingen i romanen udspiller sig i årene 1965-76.

»Jeg valgte den periode, så jeg kunne sandsynliggøre min historie. På den måde kunne jeg skrive om den myndighed, de danske ansatte og udsendte helt automatisk havde dengang, og som de også tog for givet. Det var en myndighed, som gjorde, at det kunne være meget svært at sige nej, hvis barnløse danskere eksempelvis spurgte, om de måtte få nogens barn. Danskerne var jo cheferne«, siger Iben Mondrup.

Et af de afgørende vendepunkter i ’Tabita’ kommer netop, da Vitus og Tabita bliver fløjet ud af Grønland for at blive omplantet i en dansk virkelighed hos det danske ægtepar i Nordsjælland. Børnene har ingen idé om, at de aldrig skal vende tilbage til deres biologiske mor i Upernavik.

I grønlandsk kultur har man ifølge forfatteren tidligere haft, hvad man kunne kalde elastiske familier. Hvis der opstod problemer, kunne et barn yde rundt mellem medlemmer af familien, hos bedsteforældre eller hos venner.

»Undersøgelser har vist, at børn, der kom i pleje på den måde, ikke har de samme problemer som de børn, der blev adopteret ud af landet. Det er først for relativt nylig, man i Grønland er begyndt at diskutere, hvad der er barnets tarv og rettigheder. Tidligere har man også haft de juridisk faderløse børn. De var måske børn af danske håndværkere, men de kunne ikke få oplyst, hvem deres far var, fordi man ville beskytte fædrene, som typisk havde familie i Danmark. For mig har det været nogle vilde 30-40 år at blive voksen i. Først havde vi en underkuet grønlænder, og nu har vi heldigvis en mere ligestillet grønlænder«.

Og en mere selvbevidst grønlænder?

»Meget mere selvbevidst«.

Hvad kan man skrive?

Iben Mondrup synes, det er en god ændring, men det er også en forskydning, som har betydet, at hun som forfatter må træde varsomt. Ikke kun fordi danskere og grønlændere har ændret syn på sig selv og hinanden, men også fordi identitetspolitikken er blevet en del af den litterære diskussion. Kunne hun som dansker tillade sig at skrive om en grønlandsk pige?

»Som udgangspunkt tænkte jeg, at det kunne jeg ikke, selv om jeg selv er vokset op i Grønland. Jeg ville ikke skrive om noget, som andre kunne føle, at de har ejerskab på«.

Principielt mener hun imidlertid, at hun som forfatter har ret til at skrive hvad som helst, så hun har valgt at skrive sin roman. Uanset hvad. I romanen skriver hun fra re forskellige synsvinkler, og de tre er grønlandske. Ud over Tabita er det hendes mor, Abelone, og Tabitas mormor, Rosine. Den fjerde synsvinkel bæres af den danske adoptivmor, Eva.

Diskussionen om repræsentation i litteraturen har dog betydet, at Iben Mondrup har fravalgt at skrive om, hvordan Tabita bliver påvirket af at se anderledes ud, da hun kommer til Danmark. Det har været nogle andre aspekter, der har interesseret hende.

»Det interessante for mig har været at se på, hvad det betyder for et barn, at man nægter det adgang til dets fortid og adgang til dets eget sprog. At man ikke vil have, at barnet udfolder sig, som det nu gør helt naturligt. At moren, Eva, har svært ved at forlige sig med at have fået et grønlandsk barn, fordi hun i virkeligheden hellere ville have haft sit eget barn«.

De seneste år har transnational adoption været flittigt beskrevet i skønlitteraturen, men det er ofte historier, som har været fortalt fra den adopteredes synspunkt. Emnet står også højt på listen hos Iben Mondrup, men hun er faktisk lige så interesseret i, hvad der foregår i en hvid kvinde, som adopterer et barn, som er helt forskelligt fra hende selv.

Eva har det svært med det?

»Det tror jeg, at mange adoptivmødre har. Det her er meget svært at tale om, for jeg kommer også til at lægge nogle ord og tanker i hovedet på Eva, som er dybt problematiske, racistiske og tabuiserede«.

Hvad tænker du på?

Berthel minder hende om, at grønlandske kvinder er meget anderledes end hende?

»Ja, han siger, at de er meget mere primitive«.

Og at de tager det let, hvis de mister et barn?

»Det var holdningen dengang, og det må vi godt vide. Jeg kræver ikke, at vi snakker om det, men jeg har ret til at skrive det. Det er dybt problematisk, og det er også en del af vores historie«.

Hjemme i Grønland

Iben Mondrup var ellers sikker på, at hun var færdig med at skrive om Grønland efter romanen ’Godhavn’, som udkom i 2014 og indbragte hende DR Romanprisen året efter. Hun havde tænkt, at det var slut, fordi det kan være svært at sige noget om Grønland, når man er dansker.

»Man skal hele tiden forholde sig til sig selv, til det, man siger, og til modtageren af det, man siger. Det skal man vel altid, men jeg havde heller ikke lyst til at agere antropolog i forhold til Grønland. Her kommer vi danskere og undersøger deres kultur. Vi registrerer kulturen, og vi er også med til at forandre den, og bagefter kommer vi og siger, at vi har ødelagt deres kultur, og nu skal de bare høre, hvordan de kan reparere deres egen kultur igen. Alt det har jeg det svært med«, siger Iben Mondrup.

Måske var det også baggrunden for, at hun i en årrække ikke besøgte Grønland.

Hun ved det faktisk ikke engang selv, men hun ved, at det blev skelsættende, at hun på sin fars opfordring tog derop med sine to børn i 2017. Hele flokken var sejlet ud i familiens båd for at fange nogle af de ørreder, der senere skulle ryges og blive til forældrenes vinterforråd. Iben Mondrup var krøbet i læ bag glasfiberbådens store kabine, og pludselig så hun sig selv sidde og græde. Af glæde.

»Det var, som om noget blev forløst, fordi jeg var hjemme igen«. Dengang analyserede Iben Mondrup det ikke nærmere, men senere har hun tænkt, at hun føler sig dybt forbundet med Grønland på flere niveauer. Hun kan mærke det helt konkret, når hun skriver.

»Når jeg skal skrive et dansk landskab frem, så bliver det ligesom et billede, jeg ser på, hvorefter jeg beskriver, hvad der er på billedet. Hvis jeg skal skrive et grønlandsk landskab frem, er jeg på en måde inde i billedet og kan fortælle om det. Ikke som et billede, men som en sansning«.?I ’Godhavn’ fortalte hun om at være danskerbarn i Grønland. Romanen handlede om en familie, der delte flere træk med hendes egen, hvor forældrene i begyndelsen af 1970’erne var taget til Grønland som lærere. Fra børnehøjde fortalte hun i ’Godhavn’ om forholdet mellem danskere og grønlændere. I den følgende roman, ’Karensminde’, fortalte hun om de nu ældre forældre fra ’Godhavn’, som vendte tilbage til Danmark, hvor forholdet børn og voksne og børnene imellem skulle genopfindes.

For to år siden skrev hun sig endnu længere væk fra barndommens landskab med romanen ’Vi er brødre’ om årene omkring Anden Verdenskrig.

Det var først, da hun var ude i landet for at fortælle om ’Vi er brødre’, at det grønlandske tema dukkede op igen. I Skanderborg mødte hun en boghandler, som havde kendt danskere, der havde haft grønlandske skolebørn boende.

»Dér sagde det pling inde i mit hoved. Selvfølgelig skulle jeg skrive om grønlandske børn, som man flyttede til Danmark i et år, inden de skulle hjem igen. Da jeg begyndte at lede efter nogle skolebørn fra dengang, viste det sig, at nogle af skolebørnene aldrig var kommet tilbage til Grønland igen. Enten fordi deres danske forældre var blevet glade for dem og havde bedt om lov til at beholde dem, eller fordi der var sket noget i børnenes familie, sygdom eller død i familien, så de var blevet. Jeg tænkte, at det var en vild historie. At blive sendt på skoleophold i Danmark, og inden du får set dig om, er du blevet adopteret og kommer aldrig tilbage«.

En verden til forskel

I ’Tabita’ skriver Iben Mondrup sig tilbage til den periode, hvor det problematiske forhold mellem danskere og grønlændere for alvor slår rod. Handelsbestyrerens bolig er eksempelvis et af de centrale steder i Upernavik. Abelones hus ligger ikke længere væk, end at hun og Tabita kan se ned til Eva og Berthel, men der er en verden til forskel mellem de to familiers liv.

Forfatteren kan godt genkende det fra sin egen barndom. Som skolelærer havde hendes far kontakt til mange i byen, men den lokale handelsbestyrer kom ikke i samme grad ud til folk. Ligesom mange andre udsendte danskere med mere overordnede jobs plejede de mest omgang med andre danskere.

For nylig øj hun hjem fra Grønland. Undervejs så hun dokumentar filmen ’Sumé – lyden af en revolution’. Filmen fortæller om rockbandet Sumé, som i 1970’erne var blandt de første, der satte ord på grønlændernes trang til frihed og selvstændighed.

»Filmen har flere gamle klip, og i et af dem bliver en håndværker spurgt, om han kunne tænke sig at pleje omgang med grønlænderne. Nej, det kunne han da virkelig ikke, for de var jo helt anderledes. Han siger det, som om det bare er sådan, det er. Han kan ikke se, hvorfor han skulle have noget med dem at gøre. Som om det var et dumt spørgsmål, men det har på mange måder været tankegangen hos dem, der ikke holdt ret længe i Grønland. Ofte var de der kun i et par år. Det var ikke normalt at blive der, som mine forældre gjorde«.

Ved at skrive sig tilbage til 1960’erne og 1970’erne rækker hendes historier i ’Tabita’ også tilbage til en periode, hvor man faktisk kunne finde på at indfange en isbjørneunge og holde den i en indhegning ved siden af et hus midt i byen. Det var også en periode, hvor mænd som Berthel så et eventyr i at tage til Grønland.

»Det var mænd, som elskede Grønland for råheden og vildskaben. Her kunne de gå på jagt og udleve nogle bestemte sider af sig selv. For nogle var det også en betagelse af grønlandske kvinder, denne umiddelbarhed, som man også kan se skildret i Kim Leines bog ’Kalak’. Man har ment, at Grønland kan være et sted, hvor man kunne være sig selv på en anden måde i seksualiteten, end man kunne i Danmark«.

Iben Mondrup har lånt historien om den tilfangetagne isbjørneunge fra Anne Knudsens bog ’Hvor jeg var barn, var der isbjørne’. I romanen skyder en af fangerne en stor isbjørnehun på en jagt. Hendes unge overlever og bliver sat i en slags hundegård ved handelsbestyrerens hus, hvor den skal opholde sig, indtil den kan blive sejlet til Zoologisk Have i København.

I romaner går tingene dog sjældent som planlagt, og når børn og dyr bevæ- ger sig langt ud på isen, lurer katastrofen ude i tågen.

»Før i tiden var det hverdag, at børn forsvandt. Da vi boede i Grønland, kom vores nabos store søn til at skyde sin lillebror ved et vådeskud. En anden nabos barn blev ædt af hundene, fordi han havde vendt sig om, mens barnet havde forvildet sig ind mellem hundene. Børn gik gennem isen, og det gjorde voksne i øvrigt også. Det kan virke hårdt i en roman, som har et dramatisk forløb, men det var ikke exceptionelt i grønlandsk sammenhæng, at den slags skete«.

Virkeligheden som råstof

Arbejdet med ’Tabita’ har kastet et nyt lys ind over Iben Mondrups tidligere bøger, hvor hun helt åbenlyst har brugt af sin egen eller familiens historie. Da ’Vi er brødre’ udkom, deltog hun i en paneldiskussion på BogForum, hvor hun og flere andre forfattere reflekterede over, hvordan det er at bruge virkeligheden som råstof i sine historier.

Der kommer et tidspunkt, hvor man må tage fløjlshandskerne af, sagde Jesper Wung-Sung i diskussionen. Han var dengang aktuel med romanen ’En anden gren’, hvor han fortalte om, hvordan hans oldefar var kommet til Danmark. Her blev oldefaderen udstillet i Tivoli og fik senere en dansk kæreste. Store dele af historien måtte Jesper Wung-Sung derfor digte selv.

Iben Mondrup kan huske, at hun nikkede bifaldende og deltog i diskussionen, men i dag kan hun se, at hun stak blår i øjnene på sig selv. Da hun eksempelvis skrev ’Vi er brødre’, trak hun overhovedet ikke fløjlshandskerne af.

Romanen var baseret på hendes farfars liv i Frederikshavn i årene omkring Anden Verdenskrig og kom dermed også til at handle om farens opvækst og hans forhold til farfaren. I dag kan Iben Mondrup se, at hun var bange for at blande sig i det

forhold og skrive, hvad hun mente om det.

»Jeg har altid?sagt, at frem for at?skrive den nøgne?sandhed ville jeg?hellere skrive den?bedst mulige bog?og bøje sandheden. Men det er?fandeme svært,?når det er noget,?som er tæt på en?selv og ens familie,?som man i øvrigt?har et godt forhold til. I ’Vi er?brødre’ holdt jeg?mig til de ting, jeg vidste, min far ville synes var spiselige«.

Iben Mondrups farfar blev traumatiseret af sine oplevelser som modstandsmand under besættelsen, og det smittede af på hendes egen far Det gik forfatteren uden om i sin fortælling, for når man elsker et menneske, som hun siger, så vil man gerne skåne det menneske, og det gjorde hun så i ’Vi er brødre’.

Den beslutning fortryder hun lidt i dag, for efter at have skrevet ’Tabita’ kan hun se, hvor meget ekstra kraft det giver, når hun bare fortæller det, der giver den stærkest mulige historie.

Når det handler om at beskrive sammenstødet mellem dansk og grønlandsk virkelighed, kan hun i vidt omfang trække på egne erfaringer, både her og der. Som ung havde hun et forhold, der illustrerede problemet på tætteste hold. Hun var selv vokset op i en dansk familie i Grønland. Hendes jævnaldrende kæreste var halvt grønlandsk, men det meste af sin barndom og ungdom boede han i Jylland. Først som 18-årig kom han til Grønland.

Da de var sammen i Grønland, følte han sig ikke helt hjemme i Grønland. Det gjorde Iben Mondrup til gengæld, men hun havde også bevidstheden om, at hun var en fremmed. Bedre blev det ikke, da de sammen tog til Danmark. Her fik de begge problemer.

Kæresten mødte racisme, fordi han så ud, som han gjorde, og Iben Mondrup havde også svært ved at vænne sig til Dan- mark. Hun kunne mærke, at alle så på hende som en blandt alle de andre danskere, som hun jo også lignede, men årene i Grønland havde også gjort, at hun længe følte sig som en fremmed i sit eget land.

Forholdet til kæresten gik i stykker, fordi omstændighederne var for vanskelige, men det fik en stor betydning for, hvordan Iben Mondrup siden har set på den dansk-grønlandske historie. Kæresten havde et indgående kendskab til den dansk-grønlandske kolonihistorie, og hun abonnerede på alle fortællingerne om de danske overgreb på Grønland, som hun siger.

»Det gav mig en forklaring på, hvorfor jeg havde følt mig forkert, og jeg syntes pludselig, det var helt rimeligt, at man kaldte danskerne for dumme danskere«.

De følgende år kæmpede hun for at få fodfæste i sin nye danske virkelighed. Lærte sit land at kende. Lærte at få danske venner. Prøvede sig frem på danskstudiet på Syddansk Universitet, stoppede, prøvede at læse kommunikation på RUC, blev i stedet optaget på Kunstakademiet i Odense, flyttede til Kunstakademiet i København og følte sig ikke rigtig hjemme nogen af stederne.

Det var først, da hun tog overbygningsdelen på Kunstakademiet, at vejen frem begyndte at vise sig. I overbygningen koncentrerede hun sig om formidling, og det daglige arbejde med sproget i stedet for fotografier og installationer var en åbenbaring. Frustrationerne blev afløst af en ny ro. Det var jo det her, hun skulle. Skrive.

Den kantede kvinde

Det har hun gjort lige siden. For fuld styrke. Hun kalder sin lille debutroman ’Ved slusen’ fra 2009 sin hemmelige roman. Den blev næsten uredigeret udgivet på det lille, grønlandske forlag Milik.

’Tabita’, som udkom i denne uge, er forfatterens sjette roman på otte år, og hun har hele tiden forsøgt at arbejde sig nye steder hen.

En af dem, der har læst med under skriveprocessen på ’Tabita’, er krimiforfatteren Jesper Stein, og hans læsning har, synes Iben Mondrup, givet historien en fremdrift, som hun ikke har skrevet på før. Som forfatter ved hun godt, at når læserne kæmper sig igennem de mest mørke historier i en roman, så forventer de som i en krimi, at belønningen venter til slut. Gåden bliver løst, og forbryderen bliver straffet for sine ugerninger.

»Forbryderen får også sin straf i min historie, men det er en fantasi, at alt ordner sig til sidst. Vi har en naturlig længsel efter den skabelon, for den giver os alt det, vi aldrig får i virkeligheden. Her er det jo sjældent, at et dårligt familieliv pludselig bliver godt. I min roman var jeg mere interesseret i, hvad der var sandsynligt. Jeg har en iboende modstand mod fortællinger, hvor nogen til sidst får oprejsning eller et plaster på såret. Det har nok at gøre med den person, jeg er. Jeg tænker, at hvis man lærer at leve med, at en relation er svær, så kan der faktisk være en form for udfrielse i det. Men jeg er da selv dybt frustreret, når jeg ser en film, hvor handlingen ikke ender fornuftigt«.

Som forfatter vil Iben Mondrup gerne have læserne til at tænke og arbejde videre med de bøger, de læser. Hun ved også godt, at sådan en proces i princippet også kan foregå, selv om en bog ender godt og lykkeligt.

»Men nu ved vi jo heller ikke, hvad der sker i en 2’er«, siger hun.

Der kommer nemlig en 2’er om ’Tabita’. Historien om den grønlandske pige, der lander i Danmark i en ny virkelighed, lige midt i et dysfunktionelt ægteskab, kan umuligt stoppe, da Tabita er 15 år ved bogens slutning.

Som Iben Mondrup tænker lige nu, vil der mindst komme yderligere en roman om Tabita, måske endda to eller flere. Det kan endda være, at den dansk-grønlandske historie bliver én lang tråd gennem resten af hendes forfatterskab, og hun nævner selv Herbjørg Wassmos Dina-figur som eksemplet på, at den slags forekommer, hvis fortællingen og karaktererne har styrken til det.

Tidligere har du sagt, at historierne fra ’Godhavn’ og ’Karensminde’ ikke fik en fortsættelse, men ser du anderledes på det, når du nu faktisk skriver videre på ’Tabita’?

»Faktisk er jeg ikke sikker på det. Måske skal jeg senere skrive videre på Hilde fra ’Karensminde’. Der er noget med Hilde og Tabita. De er begge lidt rasende eller gale, lidt ved siden af. Måske får jeg afløb for min lyst til at skrive om Hilde ved at skrive om Tabita«.

Du kan lide at skrive om de kantede kvinder?

»Den kantede kvinde er svær at sluge og holde af, men man får noget ud af det, når man gør det«.

Nogle synes også, du selv kan være rå og kantet?

»Jeg skriver da på mine erfaringer. Som ung har jeg været svær, det kan jeg godt sige uden overdrivelse. Ikke svær at holde af, men krævende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er ikke for sjov, at man taler om at rende hornene af sig, eller at man bliver blødere med alderen. Som forfatter er jeg optaget af den energi, der ligger i at være kompromisløs. At man nægter at bøje af. At man nægter at lade sig kue af mindreværd eller modstand udefra. Det optager mig, for det er en kraft, vi ofte forbinder med mænd. På mange måder tror jeg også, folk synes, jeg har haft en meget maskulin energi«.

Undervejs i arbejdet med ’Tabita’ har Iben Mondrup haft flere læsere på sit manuskript end Jesper Stein, og hun har set, hvordan nogle af dem lige har skullet trække vejret ekstra dybt, fordi fortællingen i etaper kan være hård. En af forfatterens veninder, som også har boet i Grønland i sin barndom, har endda indvendt, at forfatteren har gjort Tabita lidt for vild og eksotisk.

»Men det er jo hendes ønske om at ligestille os og ikke eksotisere grønlænderne, mens jeg synes, romanen udkommer i en tid, hvor vi godt må gå til yderligheder. Vi må godt have de billeder«.

Tror du, nogen vil sige, du trækker tingene for hårdt op? At du gør danskerne for dumme og grønlænderne for eksotiske?

»Jeg har lige været i Grønland i en uge for at lave en podcast med en kvinde, som blev sendt til Danmark som 3-årig. Historien bliver sendt i løbet af februar, så jeg kan ikke sige, hvad der sker, men hendes historie er brutal på en anden måde end min«, siger Iben Mondrup.

Historierne i ’Tabita’ er ellers dramatiske nok. Børn forsvinder ud over iskanten, familier rives i stykker, og adopterede børn forbruges og kasseres for at blive overladt til en krank skæbne. En hjerteskærende skildring af søskende, der skilles ad, som Lilian Munk Rösing skrev i sin anmeldelse af ’Tabita’ i Politiken.

Podcasten er imidlertid noget andet. Hvor ’Tabita’ læner sig op ad virkeligheden, så er podcasten fortællinger om levede liv.

»Som lytter ved man, at det her handler om virkelige skæbner. Virkelige børn. Men jeg må bare sige, at man ikke skal kigge særlig meget i gamle dokumenter for at se, at virkeligheden kan være vildere end en roman. Jeg har set breve, hvor en sygeplejerske blev glad for et børnehjemsbarn i Grønland, og i løbet af to-tre breve var det pludselig hendes barn. Det var aldrig gået i dag«.

Foto: Peter Hove Olesen