Iben Mondrup's Blog, page 18

Beholder

Når jeg kommer, er der stadig lang tid, til jeg går igen: Du griber min hånd, du slipper først, når vi er sikkert inden døre. Så snakker vi, når vi mødes, vi taler om det, som har puttet sig i mellemrummene i vores daglige samtaler, ikke glemte ting, men snarere gemte ting. Det er detaljer, anderledes vinkler, en historie vi har fortalt, som kan forstås på en anden måde, måske, dem tager vi nu. Det taler vi altså om som det første, det løse, nogle gange i munden på hinanden, vi afbryder, snubler over ordene, indtil en af os måske gribes af en alvor, som alligevel har ligget under huden, noget som ikke er blevet sagt, så dæmpes tonelejet, måske også lydniveauet, vi rykker tættere sammen og taler langsommere, dine øjne, den lille spænding, du laver i øjenlågene. Mens vi taler en hånd på en arm, en let berøring, som knytter sig til talen, en måde at medgive på, at noget er blevet hørt, måske også forstået og så besvaret med en hånd. Nu lytter du med hele dit ansigt, og ikke kun med ansigtet; også dine skuldre er spændte og trukket let fremad, du ser på min mund, nu er du en modtager, du tager imod med alle sensorer. Leder du efter noget særligt i det jeg siger? Nej, det gør du ikke, det er det bedste ved dig, på den måde er du en beholder, du kan holde på mig.

Hvor lang tid går der sådan? Vi ved det ikke, nogle gange en time i en sofa, andre gange må vi gå det igennem, ad stier og markveje, en tur over en bakke, måske gennem en mark. Men nu sidder vi i din stue, der var meget, der skulle sige, som skal vokse op i vores drivhus; det meste er nu sagt. Med ét flyttes et blik, noget uden for de mandshøje ruder bevæger sig. Det er grenene, endnu har de ikke sat blade, men knoppede svinger de dovent under en stor fugl, som er landet der, et kort ophold, inden den skal videre til en rede. Fuglen har noget i næbbet, siger jeg og tænker: Måske kan vi nå det ad den vej. Det er bare grene, siger du; du har set det mange gange, de tunge fugle, lastet med grene og hår på vej til deres reder, der sårbart tegner sig som sorte pletter i skovens nøgne kroner. Da fuglen letter, letter også samtalen, borte er emnet, og alle de andre emner, en pludselig stilhed, og så rågernes skrig. Jeg er sulten, siger jeg og er klar til at kvæle mørket i mad, det må vente, mine ben glider væk fra dine, ingen berøring mellem vores lår længere, bevægelsen peger et andet sted hen.

På hver sin side af bordet og kødet foran os, hænderne hviler knyttet om bestikket på hver sin side af tallerkenen. Du laver et nik og dirigerer os ind i kødet, sammen løfter vi kødet fra tallerkenerne og ind i os i små afmålte bidder. Er der plads, og det er der, knopskyder sætningerne på ny, denne gang ud mellem bidderne, først kredser de om kødet, den røde saft siver hver gang vi bider. Næsten råt, siger du, det er en konstatering, ikke en undskyldning, næsten synkront skærer vi os igennem bordet og findeler kødet, til vi når hinanden og kan fægte. På det tidspunkt er vi også mætte, jeg vil ingenting sige, i hvert fald ikke nu, vi har sagt næsten det hele, løse tråde er blevet samlet og fæstnet i et tæppe, og det er et godt tidspunkt, ingen af os har opdaget, at vi pludselig er blevet til fire, genspejlet som vi er i nattens sorte ruder. Også køligheden er mødt ind, den svøber sig om os og får os til at tænke på tæpper, på puder og lidt på dyner. Lad os, siger jeg, gå til det store bord, det bløde bord, det bølgende bord. I kælderen, siger jeg, lad os det.

I kælderen er sengen stramt redt op, hårdt har du foldet tæppet ned over alle afgrunde, som vi risikerer at falde i. Mens du stadig er i gang med at slukke lysene mellem fingrene ovenpå, kryber jeg ned under tæppet, jeg lægger mig som et brev i din kuvert, jeg ved at du vil åbne og finde mig, du vil stryge mig, snuse til mig, og så vil du folde mig, ud. Lyden af dig på vej ned ad trappen, der er ikke noget gelænder, du falder ikke i mørket, trinene er små, næsten for små til al den masse, som vi lige om lidt skal producere. Et øjeblik lyner det gennem mig. Det er den slags lyn, som standser, endnu mens du lader vandet i kummen på den anden side af døren, et ocean af mulige scenarier, ting der kan ske og vil ske, vi ved ikke hvad, ufødte som de er, et lyn som standser tingene, mens de er ren potentiel energi.

Du standser et øjeblik i døråbningen og lader blikket afsøge værelset. Her ligger du hver nat, du ligger her og kratter i en plet, som jeg lavede for snart mange måneder siden. I formiddags vaskede du endelig lagnet, eller nej, vasket er det ikke, jeg så det gennem kurvens trådnet, da jeg tilfældigt gik forbi; det røde aftryk af hånden, som du satte ved siden af mit hoved, et tegn, et hulemaleri fra ældgamle dage, dengang blod endnu var noget vi levede af og nærede os ved. Ingenting siger du, men lyden, dine pupiller laver, når de skanner rummets totale, en sagte lyd af elektricitet og punkter og striber, der lagres mellem blade af guld. Hvor meget af dig, der er lagerenhed i det øjeblik, ved jeg ikke, det forekommer mig, at din hud og knoglerne, der ligger lige under, nu blot er en skal, som holder sammen på din hjerne; du er en ophobning af fedt og guld, et dirrende arkiv af impulser og billeder, som har skrevet sig ind i dig, nej, du er en bog, tænker jeg i det øjeblik, med et omfang, der uafladeligt og i rasende fart vokser, siderne skrives med tæt skrå skrift, ind imellem et billede, et fotografi jeg sendte dig, et du selv tog, og så alle dem du ufrivilligt får forærende, hver gang jeg tager af sted. Jeg ved, at du også så min blitz.

Kommer du ikke, spørger jeg, ind til mig og varmer mig, jeg er kold og vil gerne have din krop og den glødende dyne, kommer du ikke, siger jeg nu, nu er det ikke længere et spørgsmål, ind til mig nu. Du kommer ind og glider ned under dynen, der stadig er stram, og nu kommer dine hænder; alle de ru steder, neglen der vokser forkert, fordi du skar fingeren næsten af og selv syede den på igen, du har filet det hele, blødgjort dig selv med olie, tror jeg og gør, hvad jeg kan, for at kunne klare det der kommer, dine varme hænder er så kolde. Inden du rører mig og bid for bid arbejder dig ind ad, kan intet i denne lille verden, intet i kælderens kvadratiske rum, der lukker sig om os, lukker al anden verden ude, få mig til at kny, jeg elsker dig så højt lige nu, lige inden du rører mig, har jeg aldrig elsket dig højere, ikke engang gispe gør jeg, da du når til min mave og mit ene lår, hvor myriader af småbjerge rejser sig, hver med et hår på toppen, jeg gisper ikke, piber ikke, jeg skyder mine hænder ind under dine arme og borer mig ind i armhulerne, jeg mærker din hud, så løs og derfor så blød, og hårene derinde, og nu er vi nået hertil på dagen, hvor det er nat og mørkt og godt, og sådan skal det være. Jeg koncentrerer mig om det knap skelnelige hvide og gule, i stearinlysets skær tegnes vi op, udviskes vi, nu er vi så indfiltrerede i hinanden, dine hænder kunne lige så godt være mine. Med det ene lår åbner jeg dine lår, er det dig, der sukker, er det mig, jeg ved det ikke, vi har pludselig forandret os, vi er en krop med mange lemmer, og kroppen sukker. Ikke siden, vi lå her sidst, er der nogen, som har rørt ved mig; og jeg som troede, at min krop var et panser, jeg som troede, at der lige under huden og det stadig tyndere fedtlag var et fossil, et ældgammelt bløddyr, der uden ilt og under tidens tunge kridtlag var blevet til flint. Der er rystelser i stenene, noget skælver og åbner sig, noget løfter sig ud af mig, nu flækker jeg, nu er jeg et mylder af furer og revner, som hele tiden forgrener sig i et finmasket mønster, og ud af alle sprækkerne står min stemme, åh og uh og lyde, som jeg slet ikke kender, nogle af dem er dine. Du er mit perfekte spejl, siger jeg, da jeg genkender mig selv i din hånd. Straks, jeg har sagt det, er jeg en anden, hånden holder et andet spejl, det er dig jeg ser, nej, det er noget af dig, jeg kender dine ører, din asymmetriske overlæbe; det som nogle gange er et smil, men som lige nu er dyret i dig, der snerrer, løber over dit underansigt, jeg er ikke bange, jeg kender det dyr og viser struben frem. Men så er du igen forandret, hele tiden skifter vi form, vi kan kalde det transformation, der er intet system i forvandlingen, kun denne vedvarende puls, vi griber og får fat og mister, snart er vi spiren der knuser stenen, stammens seje metal, snart er vi væltede træer, rødder der tørrer under en sortnende sol, og så er vi sæd, så er vi sæd, og vi nipper og gisper, ja, nu gisper vi endelig og griber.

Da du linder på gardinet, ser jeg himmelen, hører jeg rågerne igen, da du åbner vinduet. Jeg vender mig i sengen, alle veje har jeg vendt, og afstanden til dig deroppe, hvor du står ved åbningen ud, forbliver den samme. Nu er jeg løs, ikke forløst, men løsere. Sådan her, tænker jeg, kan jeg forlade dig, du suger hårdt og ser ud i mørket, mens du ser ud i mørket, en streg er du i lyset, tynd som papir, sådan vil jeg forlade dig, komme tilbage til dig. Jeg har en gave til dig, siger du og laver et stjerneskud med skoddet.

Om morgenen modtager jeg gaven, mens vi sidder ved æggene, den er af guld. Du fæstner lænken om min hals. Du er, siger jeg, gylden, jeg vil altid se dig igen.

Lost in self

[image error]

[image error]

Split

PHONE PHOTO

Lyssky

Foto©ibenmondrup

Nat og morgen

[image error]

[image error]

Lille elskede

Lost / Found ll (Ring)

[image error]

[image error]

Lyserød morgen

Alle de lyserøde morgener

Raven

Jeg hører ravnen hver dag nu. Jeg tænker på første gang vi så den nede i skoven. Den sad allerhøjest oppe i et næsten nøgent træ, som en stor sort skygge med sin egen klare lyd.

(Please scroll)

[image error]