Iben Mondrup's Blog, page 20

GODHAVN vinder DR Romanprisen 2015

Prisoverrækkelsen foregik live i radioen transmitteret fra Københavns hovedbibliotekt. Hør programmet her

Vært: Helle Solvang

Små hvide sten

Små hvide sten

Jeg mister dig aldrig, ser jeg, det er så lidt, der skal til. Et korn, en lille hvid sten kastet på en skovsti; du finder altid frem, vender altid tilbage. Til det sted, som du har skabt til os, en kirke, en balsal, en skov, et gravkammer. For det er jeg taknemmelig; når jeg ser dig luge i haven omkring stenene, nippe de visne hoveder af, vande de friske blomster, nu kalker du muren, du ser mod himmelen, det er forår, og du både venter mig og venter mig ikke. Du er der altid allerede med mig, i alle de små gøremål, ved fuglebadet, gruset du river på stierne; du ser mod himmelen, måske kommer jeg, tænker du. Som alle gøremålene og alle dagene hører også denne lille uvished til fortællingen, som du efterhånden har fået stykket sammen i en bog.

Et fartøj på vej

Jeg bidrager til antologien Mælk og Sukker udgivet af Dansk PEN med tekster af danske og afghanske kvindelige forfattere.

Et fartøj på vej ingen steder hen

IBEN MONDRUP

Jeg ligger og venter. Jeg ligger og venter på Bjørk. Det er blevet svært at ligge på ryggen nu. Tyngden af barnet, der presser mod alt inden i mig, en diffus fornemmelse, en tung fornemmelse i mellemgulvet. De store arterier bliver udsat for pres, ikke at de lukkes helt, men de er under pres, og jeg må vende mig om på siden, så der igen er fri gennemstrømning. Jeg forestiller mig blodet, en indvendig flod i et rørsystem af blåt væv, blodet er endelig fri til at fosse af sted.

Barnet ligger og skvulper i sin spændte pose af hud foran mig. Lægger jeg hånden under maven, som holdt jeg om mig selv på den måde, ligger rygraden i min hånd. Barnet er nærmest kun rygrad. Ved hvert lille skvulp, for eksempel nu hvor barnet hikker, mærker jeg ryggens rundede perlekæde. Hver dag lidt mere tydelig, de små tapper på ryghvirvlerne spidser til. Armene og benene foldet, en lille mumie, endnu ikke født, endnu ikke død, de uregerlige lemmer, en viljeløs spjætten, kroppens evindelige gøren opmærksom på sig selv.

Barnet er endnu et hjerte i min krop. Jeg hørte det så tydeligt forleden, signaler fra en fjern galakse, hjertet der tikkede af sted, og igennem universets susen, bag den hastige tikken, min egen langsomme puls. Uløseligt forbundet er jeg til det barn, spundet ind i den samme hud, vi, en kokon.

”Hilde.”

”Hilde.”

Nu kommer hun og henter mig, Bjørk, hun holder i bilen på gaden.

Det er begyndt at blæse. Blæsten trækker i min frakke, som var den en fane, der blafrer og varsler noget stort. Jeg er lige nået hen til bilen, som Bjørk har parkeret lidt længere nede ad vejen, da et vindstød splitter frakken ad, knapperne springer til alle sider og fremviser kroppen.

”Hilde!”

Bjørk rækker hænderne frem som for at gribe efter noget. ”Hvad er der sket med dig?” næsten råber hun gennem blæsten.

”Jeg er ved at lave et menneske,” råber jeg tilbage og forsøger at samle frakken omkring mig, men vinden tager til, den giver ikke slip, når den først har fået fat.

Et vindstød løfter Bjørks hår i en sky omkring hendes ansigt, og pludselig kommer regnen. ”Du skal have et barn,” siger hun, og jeg synes, hendes stemme er forandret. Håret er gyldne slanger, der snor sig omkring ansigtet, en lokal hvirvelvind, der hærger i det lille område, der er hende.

”Vil du ikke åbne døren for mig?” spørger jeg.

”Selvfølgelig,” siger Bjørk med den anderledes stemme og leder efter noget i lommen. ”Åh, men jeg forstår ikke noget. Nå, nej, nøglen sidder jo i tændingen.”

Inde i bilen går hun i gang med at rode rundt på forsædet. Men nu pisker regnen ned, iskoldt. Min hætte er gledet af, og vandet løber ned ad min hals. Jeg banker på vinduet. ”For helvede, Bjørk, luk nu for fanden op.”

Hendes ansigt. Gennem det duggede glas et sammenbidt ansigt. Så læner hun sig helt frem og låser op.

”Det er fordi han ikke nåede at rydde op i bilen, inden jeg fik den,” siger hun. ”Jeg skal bare lige have de her poser om bagi.”

”Det er da lige meget,” siger jeg.

Hun skubber de sidste ting ned på gulvet. ”Jeg er også pisse ligeglad, vi skal bare af sted. Du må træde på dem, hvis du vil.”

Hele vejen ud af byen er hun tavs. Hun sidder så langt fremme i sædet, at jeg begynder at mistænke hende for at have problemer med synet. Når hun ikke fokuserer på trafikken, piller hun ved instrumentbrættets knapper, eller hun tørrer ruden med sit frakkeærme. Vi når helt ud til motorvejsnedkørslen, før hun taler.

”Sæt lige noget musik på.”

Jeg gennemroder handskerummet for at se, om der skulle ligge nogle plader. Sikkerhedsselen, der er spændt til sit yderste, strammer, jeg kan næsten ikke få vejret. Der er mere trafik, end jeg havde troet, der ville være. Regnen buldrer på taget, vinduesviskeren hyler.

”Nej, bare radio,” brummer hun ud mellem tænderne. Fryser hun, er hun gal?

Efter at have drejet på knappen en tid ramler jeg endelig ind i en station med musik. Bjørk er nået ud i midterbanen. Små rystelser, høj fart, utroligt så hurtigt den bil kan køre.

”Synes du, det er mærkeligt,” spørger jeg, ”at jeg skal have et barn?”

”Nej, det er ikke dét, der er mærkeligt. Vi har vel den alder.”

”Men hvad er det så, der er mærkeligt?”

”Bare at jeg ikke vidste det. Jeg prøver at forestille mig, at jeg var dig. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have fortalt dig, hvis jeg skulle have et barn.”

”Vi er forskellige.”

”Ja.”

Der er et hul i regnen. Bjørk har brug for en sodavand og kører af motorvejen ved en tankstation. Noget i mig spejder efter lastbilchaufførerne. Noget i mig tænker på at køre baglæns.

”Men på den anden side,” siger Bjørk og kæmper med bildøren i den hårde vind, ”hvem kan overhovedet forestille sig, at de er en anden? Hvornår bliver jeg moster?”

Vi fortsætter sydover. Indimellem må vi køre så langsomt, at det føles, som om vi er gået i stå. Der er en måned, til barnet kommer. ”Kan vi dele det lidt?” spørger Bjørk, da himmelen pludselig flækker, og et lyn farer hen over den grå skov foran os.

Hun træder på bremsen. Bilen standser øjeblikkeligt. Så følger et stød, da bilen bag os rammer os.

”Åh, fanden, Hilde, nej, nej, nej.”

Bjørk løsner sikkerhedsselen og er på vej ud af bilen. Inden hun når så langt, kører bilen bag os op i os igen, og denne gang hårdere.

”Hilde, du må ud, du må ud nu,” råber Bjørk.

Med en voldsom bevægelse, der bliver forstærket af endnu et stød bagfra, kaster Bjørk sig over mig for at løsne min sele. Hendes hænder kæmper med spændet, og jeg sidder bare der, en krop, hård som sten.

”Jeg kan ikke beskytte dig, Hilde, du skal ud nu, du skal ud nu,” puster hun og klamrer sig til mig. Et kæmpemæssigt dyr, modhager på arme og ben.

”Så slip mig dog, du kvæler mig jo,” gisper jeg.

Foran os kommer autoværnet og marken os i møde med en skurrende lyd. Metallets gryntende kys, så giver autoværnet efter, og vi skrider udad og nedad. Bjørk, som endelig har sluppet mig, stamper forgæves efter bremsen og rammer i stedet speederen. Så hviner bilen, så stopper bilen, så ikke mere.

Vi står i sølet på marken, to levende mennesker. Hun holder fast i mig, jeg holder i hende. Hendes ansigt er strimet af regnen. Hendes øjne, to gule planeter. ”Gå ikke fra mig.” Snottet løber i et ellevetal ud af næsen.

Jeg er så tung, jeg er fæstnet til hende med armenes tov.

”Bliv på benene, bliv her.”

”Vi kan ikke være her, her er jo ingenting,” hyler jeg.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er bange, eller hvad jeg er bange for. Den intense lugt af gummi og lyden af knurrende metal, der ringer i mit hoved. Med et hårdt ryk forsøger jeg at trække mig fri af Bjørk, men hun følger efter. Vores tøj er gennemblødt.

”Vent lidt,” trygler hun, ”vent bare et lille øjeblik.”

Jeg vil ikke vente, jeg vil ikke vente, jeg vil væk.

Det sidste jeg ser, er Bjørk der vinker.

*

Og nu er vi her. Jeg er et fartøj på vej ingen steder hen, anbragt på et leje og besat. Nogen har skyllet tøjet af mig. Alle mine udposter er invaderet. Det lille hjerte i min krop er ikke længere lille, det har overtaget. Jeg er én stor muskel, der pumper.

Ved siden af mig Bjørk.

”Der er en pause nu,” siger hun.

”Det går alt for stærkt,” siger kvinden i kitlen, hun er sikkert sygeplejerske, eller måske er det jordemoren.

”Så stop det dog,” hører jeg mig selv hyle.

”Rolig nu.”

”Tag den her.”

”Hvad?”

”Gør det nu bare. Sådan der.”

”Hvornår kan vi gøre noget?”

”Ingen rører mig, hører I, ingen rører mig! Få det til at gå væk, ingen rører mig.”

Stemmerne rekylerer mellem væggene.

”Det er for tidligt.”

”Mærk lige her.”

Nogen roder rundt mellem mine ben. Bjørks ansigt helt tæt på. ”Nu slapper du altså af.” Hendes næse mod min næse, hun niver mig i kinderne. ”Hører du, slap så af. Det er ikke kun dig, det her handler om.”

Fra et sted i rummet hører jeg kroppen, en serie h-lyde og nogle med u. Hjertet er lavet af et særligt væv, der ulig de almindelige muskler, er afsindig stærkt. Se bare: igen forsøger det at kvæste personen på lejet, det trækker sig sammen, som forsøgte det at blive til næsten ingenting, et lille bitte punkt på briksen.

”Jeg har lyst til at slå hende.”

”Der kommer en læge.”

”Hold hendes hånd et øjeblik, hun prøver at, ah …”

”Nu kommer lægen.”

Hvis hun ikke flytter sig lige nu, sparker jeg hende i hovedet.

”Ja, sædestilling.”

”Bestil en tid.”

”Det skal nok gå.”

”Gu’ gør det ej.”

”Jo.”

”Patienten er i chok.”

Jeg er i chok. På en måde er det beroligende at vide. Jeg behøver ikke forholde mig til noget, jeg er skør. Nu sker det bare, eller også sker det ikke, hvad ved jeg?

Der er ved at ske noget. Bjørk holder mig i begge hænder. ”De skal til at gøre dig klar,” siger hun.

”Sig til dem, at de skal få det til at gå væk,” mumler jeg inden hjertet trænger mig ud af kroppen igen, ud i rummet.

Jeg tænker på dem, der er ved at dø, dem der ser sig selv ligge på et leje. De hænger over den døende krop og kigger ned. Og ja, ja, jeg er ikke død, men jeg er i chok, mentalt er det næsten det samme. Det almenes ophør. Fra nu af er der kun noget andet, og dette andet sker hele tiden. Det er et spørgsmål, om jeg overhovedet kan opfatte det. Jeg er, i dette øjeblik, vild.

Med et tæppe har Bjørk lavet en hule hen over mit hoved. Engang imellem løfter hun tæppet og kigger ind til mig. Hvor lang tid, der går imellem, kan jeg ikke sige. Jeg ligger så krum, som jeg kan, omkring den onde mave. Når den pulserer, lukker jeg øjnene. Jeg er ikke kun maven nu. Jeg er lænden, ballerne, lårene, hele den nedre del af min krop er jeg.

Hun siger, at de er ved at gøre en stue klar. Det er slet ikke et tæppe, hun har lagt over mig, det føles bare sådan, det er en maske, jeg har for næsen. ”Sug,” siger hun. ”Det er godt for dig.”

Øjeblikket efter siger hun, at nu kører vi. Og det gør vi. Jeg triller af sted i min seng på vej til en stue, hvor noget nyt vil ske. Jeg har en anelse om, hvad det er, mere skør er jeg ikke, og alligevel ved jeg ingenting. Barnet er endnu ikke løsnet fra min krop, hvordan skulle jeg kunne sige noget med sikkerhed?

Det tager en halv time. Jeg mærker ingenting. En slange er ført ind i ryggen på mig, og gennem den drypper en bedøvende væske. Ikke kun følelsen af kramperne er forsvundet, chokket er også væk.

Jeg ligger og ser ud i den lille operationsstue på det hvide mandskab, som ikke bliver forstyrret af noget. De er på en mission. Jeg er splittet i to af et sejl, som er rejst midt på min krop. På den anden side af sejlet: uviden. Ved siden af mig: Bjørk i tøj af papir. Omkring håret en grøn hætte. Nogen skubber til maven fra siden, og så trykker de på den ovenfra.

”Det er næsten fire uger for tidligt.”

”Den er stor nok. Det tror jeg.”

”Det tror jeg også.”

”Men vi kan ikke vide det.”

”Vi må vente og se.”

”Tror du, det er en …”

”Dreng.”

”Pige.”

Bjørk klemmer min hånd. Det kan jeg mærke.

”Nu kommer det.”

Gennem maske og briller stråler koncentrationen fra den høje kvinde mod bylten, som suger opmærksomheden til sig. Kun lige ankommet, allerede sugende.

Kvinden går gennem rummet, snart vender den ene, så den anden på stuen sig i samme retning, de er bestemt til det, også jeg, som ligger med maven gabende, jeg er med derovre i hjørnet, hvor tre personer nu står bøjet over et lille leje.

Her ligger barnet. Det vrider sig i akavede, næsten nervøse bevægelser. En blå arm løsnes fra kroppen og trækker sig så tilbage til kroppen med et sæt. En knyttet hånd, benene stadig foldet sammen, men nu trukket ud af lægen, der måler, skønner og vejer. Nu glider kroppene fra hinanden derovre, og det jeg ser, er barnet med ansigtet vendt mod mig. Rummet knitrer, et støvfnug driver uendelig langsomt forbi, så begynder det, en fjern lyd af gurglende lunger og nogen, der prøver at trænge ud.

Jeg lukker øjnene. Lige meget hvordan jeg prøver at overskue rummet herindefra, når jeg ikke frem til, hvor mange vi er i det. Jeg synes, jeg hører en dør gå op, måske er nogen gået, måske er nogen kommet.

Lige meget, hvordan vi tæller, er vi nu plus én.

Bjørk siger noget og stryger mig over håret.

Der bliver syet i min krop.

Oven på mig, hen over det stykke af mit bryst, som ikke er skjult af sejlet, ligger barnet som en bylt pakket ind i et tæppe. Kun ansigtet er frit. Fedtet sidder i kager i hårene, vævet i hvirvler over den violette hud. Alt er opsvulmet, øjnene, kinderne, et legeme, der har været nedsænket i vand i måneder, barnet strækker hagen opefter, munden, der ikke er meget større end en lille mønt, spidses, en knirken undslipper brystet, og jeg kan næsten ingenting se. Men så vrider barnet sig igen og sætter luften i bevægelse, millioner af duftsporer spredes i rummet, du lugter fadt og sødt, du lugter af vand, du lugter af en helt anden verden, du gør.

Hvor længe har vi ligget her?

”Jeg skal nok tage hende.”

Bjørk vikler barnet ud af mig og tager det med sig. Først nu kan jeg mærke, hvordan lejet under mig vibrerer. Det er ikke bare lejet der ryster, hele rummet er gået i svingninger.

”Din krop er i chok,” siger sygeplejersken og river plastikken af et tæppe. Hun virker rolig, næsten moderlig.

Jeg vender hovedet efter barnet og ser Bjørks krumme ryg. I lyden af det knitrende folie, der bliver viklet om mig, kan jeg høre, at hun synger. Så er jeg pludselig så træt. Jeg kan ikke mere. Jeg er mor.

’Et fartøj på vej ingen steder hen’ er et uddrag fra et igangværende romanmanuskript om efterladte døtre og mødre. I stykket møder vi Bjørk og Hilde på det tidspunkt, hvor Hilde nedkommer ved et uheld.

Små tekster

Jeg rydder op

Jeg sætter tre pelargonier i jord

Jeg ved ikke meget, jeg kan lide lyserøde pelargonier

Ukrudtet er så smukt

Stadig har poplerne ingen blade

Jeg rusker gårdspladsen

Jeg har brune måner under neglene

Larven vred sig halveret

Jeg følte ingenting

Jeg vasker op efter mig selv

Skræmmende

Jeg skræmte et dyr som lå på marken og sov. Jeg blev ikke skræmt.

Utoqqatserpunga

Utoqqatserpunga

Jeg er netop ankommet til Godhavn, det er første gang jeg er her, siden jeg var barn. Byen har forandret sig radikalt. Skolen ved boldbanen er ikke længere en skole, men et stort center med glasfacader og automatiske døre. Indenfor er der butikker og konferencelokaler. Jeg går mellem menneskerne her. Det er de samme mennesker, jeg kender fra Nuuk, unge og gamle mellem hinanden, måske er jeg den eneste dansker, i hvert fald er jeg fremmed og skiller mig ud. Endnu har jeg ikke kontakt med nogen, men jeg ved, at jeg sandsynligvis får det, og jeg ved, at jeg ikke længere taler grønlandsk, at det eneste ord, jeg endnu behersker, er ’utoqqatserpunga’, ’undskyld’. Jeg kan udtale mit ene ord korrekt, det er en slags trøst, men får ikke lejlighed til at bruge det, inden jeg vender tilbage til huset, som jeg bor i. Her erkender jeg, at jeg drømmer, og at ordet, jeg har hos mig, optræder i denne drøm.

Jeg sidder sammen med en mand på min egen alder, han minder om min første mand, Efa, og fortæller om min oplevelse af Godhavn og om drømmen. Efa og jeg ved noget om hinanden, vi ved, at vi er forskellige, han hører til, jeg gør ikke. Idet jeg skal til at sige, at jeg i drømmen kun havde et enkelt ord tilbage, og at jeg ved at det er et ganske ladet ord, afbryder han mig og siger: ’Utoqqatserpunga’. Jeg er overrasket, næsten forskrækket, jeg aner ikke, hvor han ved det fra, at det netop er ordet, som jeg tænker på. Han siger til mig, at det giver sig selv, det kan slet ikke være anderledes. Jeg ved ikke hvorfor, der følger ingen forklaring.

Senere sidder jeg sammen med en anden mand og fortæller ham om oplevelsen. Jeg ved nu, at ordet ’uttoqqatserpunga’ optræder som et symbolsk ord i en drøm (en drøm, jeg på det tidspunkt endnu ikke har søgt at forstå eller analysere). Manden jeg taler med, ligner Efa, ved nærmere eftersyn er det måske ham, men i en lidt lysere udgave. Jeg siger, at der er tale om en drøm om at drømme. Ingen af os forsøger at tyde mine drømme, de får lov til bare at være signifikante tegn. Mens jeg ser på ham, forandrer hans ansigt sig, det bliver endnu lysere. Det er ikke længere relevant, om han er Efa eller ikke Efa, håret brunt, øjnene næsten gule og ikke sorte som Efas. Jeg føler et slægtskab med ham, og samtidig er han en helt anden end mig. Jeg er indtil videre tryg.

At eje fortællingen

AT EJE FORTÆLLINGEN OM SIG SELV

Af: Iben Mondrup

Jeg hedder Iben Mondrup. Jeg er forfatter. Jeg befinder mig i et krydsfelt, hvor historierne mødes, min mors, min datters og min egen.

Der er i de senere år udgivet adskillige bøger i den autofiktive genre. Og udgivelserne afstedkommer gerne disput, om hvorvidt forfatterne udleverer navngivne personer, og om det skrevne er sandt. En del forfattere er raget uklar med venner og familie, efter at have brugt dem i autofiktive værker.

Langt de fleste af os gør nemlig krav på vores egne historier. Vi værner om dem og gør måske endda noget ud af at fremstille os selv autentisk. Skulle det komme dertil, at vi faktisk optrådte i en roman, ville vi gyse, hvis ikke vi kunne genkende os selv i forfatterens blik.

Der hersker tilsyneladende en opfattelse af, at en person kan beskrives ved nogle bestemte træk, nogle træk kendt af personen selv, som kan sanses og beskrives, hvis man gør sig umage. Det er vel den autofiktive romans forudsætning; forestillingen om, at det for en forfatter er muligt at fremstille sine protagonisters inderste.

Det er i mine øjne problematisk. Som forfatter kan man tage afsæt i konkret virkelighed, men må altid anerkende, at den er flygtig og kun lader sig indfange i momenter, stækket af begrænsningen, som det subjektive blik udgør: Vi kan kun skrive det, vi kender til, resten er noget vi tror, vi kender til. Og det er noget andet.

Autofiktion er dermed nøjagtig lige så fiktiv, som al anden fiktion; noget som forfærdede venner og familiemedlemmer glemmer når de læser om ’sig selv’, og som læsere og anmeldere vælger at forbigå, når de f.eks. sætter lighedstegn mellem en romans jeg-fortæller og forfatteren. Det betyder ikke, at man som forfatter ikke kan gøre brug af erfaringen, konkrete personer og begivenheder – det gør vi hele tiden – det betyder bare, at det skildrede er subjektivt.

I sommeren 2013 gik jeg i gang med et manuskript, jeg på forhånd vidste, skulle foregå i den lille by i Nordgrønland, hvor jeg voksede op. Bogens tid faldt sammen med de år, hvor jeg boede i byen. Undervejs måtte jeg gøre flere ophold og overveje, om der var for store sammenfald mellem fiktionen og min egen historie.

Det var især billedet af en mor, som jeg laver i romanen, der plagede mig; lignede det min egen mor? Talte min mor sådan, gjorde hun sådan, duftede hun sådan? Var jeg gået for tæt på? Og hvis ja, havde jeg så ret til at fortælle hendes historie? Spørgsmålet syntes at være: Hvem ejer egentlig fortællingen om min mor?

Fra øjeblikket, jeg var i stand til at opleve mig selv som individ i verden, blev jeg til, og verden befolkedes af individer, som jeg gjorde mig tanker om – især tænkte jeg på, hvordan de var anderledes end mig. Gennem min opvækst har jeg gentagne gange erfaret, at jeg ikke var som de andre. For mig var det smerteligt. Jeg begyndte at lave fortællinger om mig og dem.

Som nittenårig startede jeg på universitetet og fik af forskellige årsager brug for at konsultere psykologen på stedet. Under de første møder sporede hun mig ind på at tale om min opvækst – og om min mor, ikke mindst – som det er kutyme i megen samtaleterapi. Min interesse for min mor, denne signifikante person, voksede, og mine historier om hende tog langsomt form, som jeg oprullede mit liv for psykologen.

Naturligvis havde jeg længe forinden gjort mig tanker om min mor. Men at forsøge at sammenfatte og indsætte dem i en ramme, der havde med min aktuelle situation at gøre, var noget nyt. I samtaleforløbet så jeg ting, jeg ikke tidligere havde set, ting min mor gjorde, ting hun undlod at gøre, jeg huskede ting hun havde sagt, bevægelser, dufte, stemninger, beklædningsgenstande, alt kom tilbage – eller gjorde det?

Vi har – måske især i akutte forsøg på at forstå os selv – brug for at danne faste forestillinger om verden, fordi vi uløseligt er forbundet med hinanden i de relationer, vi indgår i og formes af. De billeder, vi fremmaner, må primært give mening for os selv; det er os der skal bruge dem. Derfor sker der en tillempning, nuancerne ryger; sådan er det.

Efter fem-ti samtaler med studenterpsykologen kunne jeg give et nogenlunde indtryk af min mors person – som mor.

Kun sjældent har jeg forsøgt at afstemme mine fortællinger om min mor med hendes fortælling om sig selv. Jeg havde brug for at læne mig op ad mine billeder af hende. De bidrog til en følelse af indre stabilitet, noget jeg behøvede.

Men et par gange forsøgte jeg alligevel at tale med hende. Om hende – og mig. Da reagerede hun med uvilje. Det var tydeligt, syntes jeg, at hun ikke havde lyst til at bevæge sig ind i det felt. Og måske derfor bragte hun i stedet sin egen mor i spil og fortalte, om hvordan det havde været at være min mormors datter.

I tilbageblik forstår jeg, måske, hvorfor min mor undveg. Det kan være, at hun – ubevidst – forsøgte at anskueliggøre det, hun betragtede som det umulige i at nå til enkle sandheder omkring relationen mellem en mor og en datter. For fortællingen om hendes mor prægedes af afstand og manglende intimitet, men også af noget man kunne kalde ’fred være med det’.

Bagefter slog det mig, at jeg ikke genkendte hendes skildring af sin mor. Det betyder ikke, jeg afviser den. Men jeg var begyndt at komme en del hos min mormor, først alene, siden sammen med mine børn, og var i gang med at danne mit eget indtryk af hende i de intime måder, hun og jeg var sammen på. Vores forhold var præget af stilhed, bornholmerens tikken og af ømheden, der består i som barnebarn at lade sine egne børn tage over, når oldemors kræfter svigter. Min datter har således syet adskillige nye knapper i lune trøjer og frakker, fordi oldemors fingre blev for krogede til at holde om nålen.

Jo ældre jeg bliver, jo flere erfaringer jeg gør mig, des mere mangetydig synes min person at blive; jeg må erkende, at min identitet aldrig har været statisk; jeg er en kontinuerlig transformation. Men min fortælling om min mor er ikke fulgt med. I det omfang min mor kender den, har hun ikke opponeret mod den. En medvirkende årsag er, at hun bor 4000 kilometer fra mig og har gjort det hele mit voksenliv; vi snakker ikke så meget sammen. Vi behøver ikke prøve hinanden af.

Man kan sige at jeg har taget ejerskab af fortællingen om min mor. Den har udgjort et vigtigt element i min selvforståelse. Jeg har taget det for givet, at jeg vidste noget om hende, som var væsentligere og mere rigtigt, end det hun vidste om sig selv. Sådan tænkte jeg faktisk. Indtil for nylig.

I 2000 fødte jeg min datter. De første år som mor består for de fleste i at gå i et med barnet for at afkode det, lære det nye menneske at kende og – ikke mindst – i siden at anvise barnet veje til, hvordan det lærer sig selv at kende.

Med min datter igangsatte jeg ikke bare en fortælling, jeg så den blive til, jeg prægede den, og jeg mærkede min egen fortælling fortættes med moderskabet. Ved siden af den afgrænsede person, Iben, jeg havde været, blev jeg også til mor. Jeg kunne ikke længere diktere, hvem der havde adgang til mig; med min datter hørte jeg uomgængeligt sammen med nogen, med hende.

Men på et tidspunkt knækkede forestillingen om, at jeg som mor var altings sande centrum. I begyndelsen foregik det i det små; hun kritiserede noget jeg sagde, tøj jeg havde på, hun slap min hånd, gav mig en lille skideballe fra hjertet. Små stik og bid.

En dag sagde hun til mig: ”Du griner på en meget intens måde, mor, anderledes end andre.” Jeg lavede mad, og pludselig så jeg mig selv med hendes blik. Jeg blev en anden. Det blev en slags vendepunkt.

Det er ikke fordi jeg er uvant med at se mig selv udefra. Men at forsøge at se mig selv midt i den løsslupne latter og med dommen, som jeg forestillede mig lå i hendes konstatering, var nyt. I mine øjne var det stadig mig, der var planeten og hende som var den lille måne der trofast kredsede om mig. Nu fortalte hun mig, at vi kunne bytte plads.

Intet min datter siger om mig, er i sig selv negativt; ofte giver hun udtryk for, at hun er glad for at det er mig, der er hendes mor og ikke f.eks. moren til hendes veninde. ”Dig og far er anderledes. I er skøre, men I er også sjove,” siger hun. Så smiler hun, ægte og varmt. Andre gange kigger hun bare med et uudgrundeligt udtryk over sit fine ansigt, som jeg ikke lige kan tyde. Hun har – billedligt talt – kastet det eksponerede fotopapir i kemikaliebadet, og nu står hun og vugger med bakken, til hun ser mit ansigt tone frem. Jeg er nødt til at give slip på billedet og lade hende gøre det til sit. For det jeg ser i hendes ansigt er, at hun ikke bare er ved, men længe har været i gang med at danne sig en mening om mig, hun er midt i at lave sin fortælling om mig og verden.

Langt de fleste har en god fornemmelse af sig selv og kan let sige noget konsistent af varierende dybde om deres egen person. Jeg har en udtalt fornemmelse af, hvad jeg er for et menneske; størstedelen af mit voksenliv har jeg brugt på at komme overens med min person, lære den at kende, bruge den til noget – ikke mindst i mit forfatterskab. Jeg tror, det er en forudsætning, at man forstår og kender sig selv for overhovedet at kunne fremstille fiktive personer troværdigt. Jeg bruger mig selv og mine erfaringer hver eneste dag, når jeg skriver bøger.

I min tvivl om hvorvidt jeg var ved at skrive en roman med autofiktivt islæt, kom oplevelsen af, hvordan min datter annekterer min historie meget belejligt. Fordi den demonterer sandheden – om for eksempel min mor – som jeg mente, jeg kendte og prøvede at værne om.

Med min datters øjne på mig, må jeg helt selvfølgeligt erkende, at jeg kun har set det af min mor, som jeg har haft blik for. Der er ting hun har holdt skjult, måske især de, der ligger uden for moderskabet, ja, hvad ved jeg? I en vis forstand betyder det, jeg ikke kan skrive sandheden om hende, selv om jeg gerne ville. Jeg kan kredse om hende, men hende bliver teksten aldrig; den er og bliver et tillempet billede, et spejl af mig og mine oplevelser.

Det betyder også at min mor må være villig til at afgive dele af sin fortælling, fordi den ikke findes som noget entydigt, fordi den også er min. Fortællingen om min mor er et ustabilt konglomerat; den er summen af alle de fortællinger, der findes om hende, og måske også af de fortællinger, der findes om andre mødre.

I min roman fra Nordgrønland skriver jeg om en søskendeflok,der har adskilligt til fælles med mig og mine søskende. Men fremfor at udgøre et portræt af os, er der nok snarere tale om et indviklet billede af det indre barn, jeg var, og stadig er, og af de børn, jeg har kendt igennem mit liv. Ved at lægge tanker, handlinger og oplevelser ud til forskellige stemmer, muliggøres det, ikke bare at løsne historien fra min egen krop, men at fortælle om nogle meget komplekse følelser, der kun med besvær kan lægges ind i en enkelt persontegning. I romanen er jeg med andre ord en familie på fem. Jeg er en skole, alle legekammeraterne, ja, en hel by på Diskoøen med hundeslæder og hajer.

At tilstræbe objektiv sandhed i skønlitterært regi, kan i sig selv være reduktivt, fordi anstrengelsen kan virke kvælende på fabuleringsevnen og i sidste ende risikere at eliminere vigtige nuancer. Den indfølte personskildring i det mest troværdigs miljø, som læseren kan leve og ånde i, er ikke nødvendigvis den, der ligner virkeligheden til forveksling. Men det er måske til gengæld dén fortælling, som transcenderer det partikulære, som bliver almen og vedkommende. Det er den slags fortælling der, når den fungerer, indskriver sig i hvad man kunne kalde vores fællesmængde, og ofte overlever i århundreder. Fordi den glimtvis udgøres af øjeblikke af universel erfaring, som vi til alle tider kan læse og genkende os selv i. I den henseende står bestræbelsen på at fremstille en bestemt mor, ven, bror eller onkel bare i vejen. Ja, den er i fare for at undergrave fiktionens egentlige formål.

Jeg mener derfor, vi bør omgås begrebet autofiktion med skepsis. Fænomenet er en konstruktion, hvori forfatteren afsøger muligheden for at indarbejde den kontekst, fortællingen baserer sig på, og intet bør interessere læseren mindre end hvorvidt fiktion tilstræber objektiv sandhed eller ej. I øvrigt findes der næppe forfattere, der for alvor tror på, at de kan skrive andres fortællinger. Betegnelsen er derfor en kommerciel gimmick. Den kan være underholdende, men bør læses som al anden fiktion.

For omtrent et år siden døde min mormor. Fordi jeg har brugt så megen tid med hende – sammen med min datter – havde vi opbygget en fortrolighed som næsten overflødiggjorde samtale. Vores forhold var sandsynligvis mere nært, end forholdet som min mormor havde til min mor. Min mor valgte ikke at komme til begravelsen – hun havde lige været i Danmark i andet ærinde, og havde ikke kræfter til at rejse igen. Så afskeden tog jeg mig af sammen med oldebørnene. Det er der ikke noget odiøst i. Jeg vil endda sige, at det kan jeg bestemt ikke lægge nogen betydning i.

Falling Out of Place

Foto©ibenmondrup

Lyssky

Foto©ibenmondrup