Pernille Eybye's Blog, page 7
August 3, 2013
Hvordan jeg fandt ud af at jeg skulle være forfatter
I anledningen af min ferie - og den uendelig mængde tid til rådighed - spurgte jeg på min facebookside, om nogen havde ideer til, hvad jeg kunne blogge om.
Jeg fik forslaget: Hvordan jeg fandt ud af, at jeg skulle være forfatter.
Det er beklageligvis et ret kedeligt svar. Jeg kan ikke pege og sige, at lige netop der fandt jeg ud af det. Eller at jeg var x antal år.
Jeg tror, det er noget, der kommer snigende. Jeg begyndte at skrive noveller, da vi fik en computer i starten af halvfemserne. Lysten havde jeg haft før, men det fungerede ikke for mig at skrive i hånden. Sparket til at forsøge igen var, at jeg havde læst flere gysernoveller, og nogle af dem gav mig den tanke: At det kunne jeg da gøre bedre!
Den menneskelige hjerne er fantastisk i den retning, for selvfølgelig kunne jeg ikke det. Men heldigvis var det så sjovt at skrive de noveller, at jeg fortsatte. Flere noveller blev skrevet, et par eventyr fandt også vej til min harddisk, og jeg påbegyndte et par romaner - fx drengen der blev forvandlet til en hest, pigen der blev bortført ud i rummet eller da en vanvids-sygdom brød ud i en by.
Og et eller andet sted på vejen begyndte jeg at drømme. Det var jo sjovt at skrive. Jeg kunne lide det, og jeg brændte for det på en helt anden måde end mine andre interesser. Jeg elskede også at læse bøger og tænk ... tænk hvis jeg også kunne være forfatter. Hvis jeg kunne dele mine historier med andre, som forfattere havde delt deres med mig.
I starten var det bare en drøm, for det var virkelig svært at forestille sig, at det kunne blive virkelighed. Ikke mindst fordi jeg famlede i blinde og ikke anede, om jeg havde evnerne. Jeg havde ikke nogen, der kunne læse mine tekster. Jeg fik gode karakterer i dansk stil, når vi skrev noveller, men det var jo ikke ensbetydende med, at jeg kunne skrive en hel bog.
Så måske var det ikke et spørgsmål om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg skulle være forfatter ... men mere et spørgsmål om, at jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være det.
Og når der er noget, man gerne vil, må man jo bare prøve at få det til at gå i opfyldelse :o)
Jeg fik forslaget: Hvordan jeg fandt ud af, at jeg skulle være forfatter.
Det er beklageligvis et ret kedeligt svar. Jeg kan ikke pege og sige, at lige netop der fandt jeg ud af det. Eller at jeg var x antal år.
Jeg tror, det er noget, der kommer snigende. Jeg begyndte at skrive noveller, da vi fik en computer i starten af halvfemserne. Lysten havde jeg haft før, men det fungerede ikke for mig at skrive i hånden. Sparket til at forsøge igen var, at jeg havde læst flere gysernoveller, og nogle af dem gav mig den tanke: At det kunne jeg da gøre bedre!
Den menneskelige hjerne er fantastisk i den retning, for selvfølgelig kunne jeg ikke det. Men heldigvis var det så sjovt at skrive de noveller, at jeg fortsatte. Flere noveller blev skrevet, et par eventyr fandt også vej til min harddisk, og jeg påbegyndte et par romaner - fx drengen der blev forvandlet til en hest, pigen der blev bortført ud i rummet eller da en vanvids-sygdom brød ud i en by.
Og et eller andet sted på vejen begyndte jeg at drømme. Det var jo sjovt at skrive. Jeg kunne lide det, og jeg brændte for det på en helt anden måde end mine andre interesser. Jeg elskede også at læse bøger og tænk ... tænk hvis jeg også kunne være forfatter. Hvis jeg kunne dele mine historier med andre, som forfattere havde delt deres med mig.
I starten var det bare en drøm, for det var virkelig svært at forestille sig, at det kunne blive virkelighed. Ikke mindst fordi jeg famlede i blinde og ikke anede, om jeg havde evnerne. Jeg havde ikke nogen, der kunne læse mine tekster. Jeg fik gode karakterer i dansk stil, når vi skrev noveller, men det var jo ikke ensbetydende med, at jeg kunne skrive en hel bog.
Så måske var det ikke et spørgsmål om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg skulle være forfatter ... men mere et spørgsmål om, at jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være det.
Og når der er noget, man gerne vil, må man jo bare prøve at få det til at gå i opfyldelse :o)
July 27, 2013
At være et Troværdighedsbarometer
Mine forfatterkollegaer – dem der læser hvad jeg skriver før nogen andre – er spredt ud over hele landet. Derfor kommunikerer vi ofte via en chat, og forleden brokkede jeg mig over en bog. Egentlig kan jeg rigtig godt lide bogen, men der var nogle ting, der generede mig.
Da jeg var yngre læste jeg Victoria Holt bøger. Det er romantiske bøger med spænding, og de er ganske glimrende, som det de er. Man skal bare ikke læse for mange i rap, da man begynder at kunne se ”opskriften” bag dem, og hvad man kan forvente. Jeg har det på samme måde med Mary Higgins Clark. Hun skriver krimier med kærlighed og romantik. De er gode … men man skal ikke læse for mange på for kort tid.
Det skete så for mig igen. Jeg blev pludselig virkelig irriteret over at kunne se ”opskriften” for tydelig i den bog, jeg læste. Også selvom jeg kunne lide den.
Så jeg hoppede på chatten og begyndte at brokke mig over hovedpersonen og det univers, som forfatteren havde lavet. Og det tilsyneladende evindelige trekantsdrama med en pige og to fyre. Det førte os videre til vores egne fiktive personer, og hvordan vi som læsere reagerer på dem.
En af mine skrivebuddies fortalte så, at hun bruger mine reaktioner til at afgøre, om hendes antihelte er realistiske. Mens et par af hendes andre betalæsere åbenbart falder for de – og det er de helt sikkert – charmerende antihelte, er mit syn på dem lidt anderledes. For jeg bedømmer dem ikke kun som fiktive, men som hvordan jeg ville se på dem, hvis de var virkelige. Og en ting er at finde en psykisk ustabil fyr charmerende, når han er på papiret … noget andet er, hvordan jeg ville opleve ham i virkeligheden.
Som denne skrivebuddies skrev: ”Jeg er dum nok til at falde for dem i virkeligheden. Det ville Pernille ikke gøre, og derfor kan jeg måle ud fra hendes reaktion om der er balance i karakteristikken.”
Sjov tanke egentlig at være et troværdighedsbarometer :o)
Jeg kan til gengæld bruge hende i en lidt anden retning. Hun falder for mine antihelte, de Charmerende Røvhuller og de mere alvorligt forskruede typer. Hvis hun kan lide dem, ved jeg, at jeg har fået lavet personer, som er psykisk ustabile. Hun er heeeelt klart fan af Zan og hepper på ham og Helena.
Min skrivebuddie bruger også et par andre af sine betalæsere til at afbalancerer hinanden. En af disse er blevet mor, og det har gjort hende en smule … defekt. Når hun har skrevet ”Nååårh” 3-4 gange i en tekst, må The Zan-fan messe for sig selv: ”Han sagde ikke noget til det her, han sagde ikke noget, sagde ikke noget …”
Og sådan komplementerer vi så hinanden ;o)
Da jeg var yngre læste jeg Victoria Holt bøger. Det er romantiske bøger med spænding, og de er ganske glimrende, som det de er. Man skal bare ikke læse for mange i rap, da man begynder at kunne se ”opskriften” bag dem, og hvad man kan forvente. Jeg har det på samme måde med Mary Higgins Clark. Hun skriver krimier med kærlighed og romantik. De er gode … men man skal ikke læse for mange på for kort tid.
Det skete så for mig igen. Jeg blev pludselig virkelig irriteret over at kunne se ”opskriften” for tydelig i den bog, jeg læste. Også selvom jeg kunne lide den.
Så jeg hoppede på chatten og begyndte at brokke mig over hovedpersonen og det univers, som forfatteren havde lavet. Og det tilsyneladende evindelige trekantsdrama med en pige og to fyre. Det førte os videre til vores egne fiktive personer, og hvordan vi som læsere reagerer på dem.
En af mine skrivebuddies fortalte så, at hun bruger mine reaktioner til at afgøre, om hendes antihelte er realistiske. Mens et par af hendes andre betalæsere åbenbart falder for de – og det er de helt sikkert – charmerende antihelte, er mit syn på dem lidt anderledes. For jeg bedømmer dem ikke kun som fiktive, men som hvordan jeg ville se på dem, hvis de var virkelige. Og en ting er at finde en psykisk ustabil fyr charmerende, når han er på papiret … noget andet er, hvordan jeg ville opleve ham i virkeligheden.
Som denne skrivebuddies skrev: ”Jeg er dum nok til at falde for dem i virkeligheden. Det ville Pernille ikke gøre, og derfor kan jeg måle ud fra hendes reaktion om der er balance i karakteristikken.”
Sjov tanke egentlig at være et troværdighedsbarometer :o)
Jeg kan til gengæld bruge hende i en lidt anden retning. Hun falder for mine antihelte, de Charmerende Røvhuller og de mere alvorligt forskruede typer. Hvis hun kan lide dem, ved jeg, at jeg har fået lavet personer, som er psykisk ustabile. Hun er heeeelt klart fan af Zan og hepper på ham og Helena.
Min skrivebuddie bruger også et par andre af sine betalæsere til at afbalancerer hinanden. En af disse er blevet mor, og det har gjort hende en smule … defekt. Når hun har skrevet ”Nååårh” 3-4 gange i en tekst, må The Zan-fan messe for sig selv: ”Han sagde ikke noget til det her, han sagde ikke noget, sagde ikke noget …”
Og sådan komplementerer vi så hinanden ;o)
Sommerferiens vilde planer
Det sker hver eneste gang, jeg har ferie, og det er ligegyldigt, om det er en ferie på en uge eller tre.
Mine planer er altid langt ude.
"Åh, der skal hygges og slappes af i rå mængder, jeg skal have læst en masse og være sund og træne, så jeg er superfit, når jeg vender tilbage på arbejde, og så skal jeg da lige ordne huset, male de der låger og ordne stenbedet og samtlige små hængepartier for de sidste par år og jeg skriver sgu da lige en halv roman ... næ, hvorfor ikke en hel? Jeg har jo tiden!"
Jeg lægger ikke ligefrem de meste realistiske planer, men jeg har i det mindste selvindsigt nok til at vide på forhånd, at der nok er en hel del, der ikke lykkes.
Omgivet af bøger som jeg jo er på mit arbejde, har jeg altid en god stak biblioteksbøger liggende derhjemme. Mange flere end jeg kan nå at læse (hverdagsplanlægning går tilsyneladende ikke meget bedre end ferieplanlægning). Jeg tror stadig, jeg læser, som da jeg var barn og teenager. Men jeg har ikke længere så meget tid. Jeg er på en eller anden måde blevet ... Voksen (sådan da ;o).
Fatter ikke hvordan det gik til, men det rammer åbenbart mange Voksne. At tiden til at læse ikke længere er så stor.
Det forhindrer mig nu ikke i at låne, som om jeg stadig grovæder bøger på daglig basis. Og i ferierne går det helt galt. Selvom jeg sikkert allerede har bøger nok på lager, så begynder jeg i de sidste dage op til ferien at låne ekstra. Jeg SKAL jo ikke risikerer at mangle, og jeg FÅR jo helt sikkert læst dem alle.
Og jeg kan jo lige så godt udnytte Al Den Tid til at få samlet op på alle de bøger, som ikke er blevet læst endnu.
Til denne ferie gik det helt galt. Det var ikke længere et spørgsmål om "Skal det være den eller den?" men mere "Den, den, den, den, hov, er den udlånt? Nå, men så tager jeg bare den og den i stedet!"
Jeg får desuden et seriøst problem, hvis jeg får læst en god stak af de hjemlånte bøger. Mange af dem er nemlig første bind i en serie. Såå ... jeg kan stå efter ferien med virkelig mange påbegyndte serie, hvilket jo så igen "kræver", at jeg læser bog 2, 3, 4, hvor mange der nu er ...
Her er det meste af "lageret". Jeg har en lille ekstra håndfuld liggende rundt omkring, som jeg har påbegyndt.
Der er mere end nok til en bog om dagen. Nu er fantasy og paranormale romaner for det meste ikke kendt for at være små, lette bøger, man kan guffe i sig på forholdsvis kort tid. Næ, de fleste af disse her er på 300-400 sider, hvis ikke mere.
Nå ja, jeg må jo bare starte fra en ende af.
Ahhh, ferie!
Mine planer er altid langt ude.
"Åh, der skal hygges og slappes af i rå mængder, jeg skal have læst en masse og være sund og træne, så jeg er superfit, når jeg vender tilbage på arbejde, og så skal jeg da lige ordne huset, male de der låger og ordne stenbedet og samtlige små hængepartier for de sidste par år og jeg skriver sgu da lige en halv roman ... næ, hvorfor ikke en hel? Jeg har jo tiden!"
Jeg lægger ikke ligefrem de meste realistiske planer, men jeg har i det mindste selvindsigt nok til at vide på forhånd, at der nok er en hel del, der ikke lykkes.
Omgivet af bøger som jeg jo er på mit arbejde, har jeg altid en god stak biblioteksbøger liggende derhjemme. Mange flere end jeg kan nå at læse (hverdagsplanlægning går tilsyneladende ikke meget bedre end ferieplanlægning). Jeg tror stadig, jeg læser, som da jeg var barn og teenager. Men jeg har ikke længere så meget tid. Jeg er på en eller anden måde blevet ... Voksen (sådan da ;o).
Fatter ikke hvordan det gik til, men det rammer åbenbart mange Voksne. At tiden til at læse ikke længere er så stor.
Det forhindrer mig nu ikke i at låne, som om jeg stadig grovæder bøger på daglig basis. Og i ferierne går det helt galt. Selvom jeg sikkert allerede har bøger nok på lager, så begynder jeg i de sidste dage op til ferien at låne ekstra. Jeg SKAL jo ikke risikerer at mangle, og jeg FÅR jo helt sikkert læst dem alle.
Og jeg kan jo lige så godt udnytte Al Den Tid til at få samlet op på alle de bøger, som ikke er blevet læst endnu.
Til denne ferie gik det helt galt. Det var ikke længere et spørgsmål om "Skal det være den eller den?" men mere "Den, den, den, den, hov, er den udlånt? Nå, men så tager jeg bare den og den i stedet!"
Jeg får desuden et seriøst problem, hvis jeg får læst en god stak af de hjemlånte bøger. Mange af dem er nemlig første bind i en serie. Såå ... jeg kan stå efter ferien med virkelig mange påbegyndte serie, hvilket jo så igen "kræver", at jeg læser bog 2, 3, 4, hvor mange der nu er ...
Her er det meste af "lageret". Jeg har en lille ekstra håndfuld liggende rundt omkring, som jeg har påbegyndt.Der er mere end nok til en bog om dagen. Nu er fantasy og paranormale romaner for det meste ikke kendt for at være små, lette bøger, man kan guffe i sig på forholdsvis kort tid. Næ, de fleste af disse her er på 300-400 sider, hvis ikke mere.
Nå ja, jeg må jo bare starte fra en ende af.
Ahhh, ferie!
July 23, 2013
Mareridt
Jeg havde mareridt forleden. Og jeg tænker ikke på en af de mange drømme om zombier, som jeg har haft på det seneste. Tak til World War Z både som film og som bog!
(hmmm, har jeg mon en zombie-sirene?)
Næ, MIT mareridt gik ud på, at nogen fortalte mig, at jeg var gået med til at skulle undervise andre i at skrive. Og at det skulle ske om mindre end en uge.
Mig, undervise andre i at skrive?!
Prrrrr!
Godt det var noget jeg kunne vågne op fra ;o)
(hmmm, har jeg mon en zombie-sirene?)
Næ, MIT mareridt gik ud på, at nogen fortalte mig, at jeg var gået med til at skulle undervise andre i at skrive. Og at det skulle ske om mindre end en uge.
Mig, undervise andre i at skrive?!
Prrrrr!
Godt det var noget jeg kunne vågne op fra ;o)
July 22, 2013
Når stemmerne taler til en
For de fleste mennesker er det nok en lettere forstyrrende information at få, at man "hører stemmer".
Ikke ligefrem et sundhedstegn, eller?
På den anden side ... har vi ikke alle til tider fremmede stemmer i hovedet? Måske ikke så fremmede endda. Der er sikkert en hel del mor-stemmer derude, som kommer med gode råd og irettesættelser om stort og småt.
De stemmer, jeg tænker på, er de fiktive, selvom de kan udvikle sig og blive meget virkelige på deres egen måde. Ofte er "stemmen" ikke så meget en stemme som en følelse eller fornemmelse for den historie, der prøver at fange ens opmærksomhed. En lokkende sirenesang, der giver én følelsen af, hvad historien kan indeholde af spændende eventyr.
Andre gange er det virkelig ... stemmer.
For mange år siden begyndte en pige ud af det blå, at fortælle mig om den verden hun levede i. Og at det var vigtigt at kunne løbe og at løbe hurtigt! Desværre fik jeg aldrig skrevet hendes historie ned, men notaterne om hende og hendes verden har jeg liggende, så måske en dag ...
Kassies stemme gik også ret tydelig igennem, da jeg prikkede til min sølle vampyride og prøvede at få noget ud af den. Pludselig begyndte hun at fortælle om, hvordan det var potentielt at kunne leve evigt ... og egentlig ikke have lyst til det.
For tiden er der en anden stemme, der taler til mig. En ung fyrs. Vi har kendt hinanden et stykke tid, så han er ikke helt ny, men han er pt. ganske vedholdende. Det er ret underholdende at høre hans betragtninger om den verden, han lever i. Skal vi bare sige, at den ikke er helt almindelig?
Jeg kender godt hans navn, hvilket faktisk var det allerførste, jeg vidste om ham. Lad os kalde ham D.
Problemet er bare, at D og alle hans fæller har det med at vælge dårlige tidspunkter at begynde at kværne løs på. Og ofte gør de det i kor. Lige nu skriver jeg stadig på Blodets Bånd-serien, og jeg skal ikke til at føjte af sted med D og følge efter ham ind i hans spændende verden.
Men han er godt nok en tillokkende sirene ...
Ikke ligefrem et sundhedstegn, eller?
På den anden side ... har vi ikke alle til tider fremmede stemmer i hovedet? Måske ikke så fremmede endda. Der er sikkert en hel del mor-stemmer derude, som kommer med gode råd og irettesættelser om stort og småt.
De stemmer, jeg tænker på, er de fiktive, selvom de kan udvikle sig og blive meget virkelige på deres egen måde. Ofte er "stemmen" ikke så meget en stemme som en følelse eller fornemmelse for den historie, der prøver at fange ens opmærksomhed. En lokkende sirenesang, der giver én følelsen af, hvad historien kan indeholde af spændende eventyr.
Andre gange er det virkelig ... stemmer.
For mange år siden begyndte en pige ud af det blå, at fortælle mig om den verden hun levede i. Og at det var vigtigt at kunne løbe og at løbe hurtigt! Desværre fik jeg aldrig skrevet hendes historie ned, men notaterne om hende og hendes verden har jeg liggende, så måske en dag ...
Kassies stemme gik også ret tydelig igennem, da jeg prikkede til min sølle vampyride og prøvede at få noget ud af den. Pludselig begyndte hun at fortælle om, hvordan det var potentielt at kunne leve evigt ... og egentlig ikke have lyst til det.
For tiden er der en anden stemme, der taler til mig. En ung fyrs. Vi har kendt hinanden et stykke tid, så han er ikke helt ny, men han er pt. ganske vedholdende. Det er ret underholdende at høre hans betragtninger om den verden, han lever i. Skal vi bare sige, at den ikke er helt almindelig?
Jeg kender godt hans navn, hvilket faktisk var det allerførste, jeg vidste om ham. Lad os kalde ham D.
Problemet er bare, at D og alle hans fæller har det med at vælge dårlige tidspunkter at begynde at kværne løs på. Og ofte gør de det i kor. Lige nu skriver jeg stadig på Blodets Bånd-serien, og jeg skal ikke til at føjte af sted med D og følge efter ham ind i hans spændende verden.
Men han er godt nok en tillokkende sirene ...
July 16, 2013
Når Forfatteren og Bibliotekaren mødes
Mandag til fredag og nogle gange lørdag tilbringer jeg på biblioteket. Nej, jeg er ikke en læsehest med seriøs "ædeflip", men jeg arbejder som bibliotekar.
Det har et par gange bragt mig tæt på mine læsere - nogle gange uden at de selv ved det.
Forleden havde jeg vagt, og en pige kom for at hente en bog for sin søster. Hun havde ikke noget reserveringsnummer, men hvis hun ville låne på søsterens kort, skulle hun kende lånenummer og pinkode.
Hun ringede til sin søster, og jeg kunne så overhøre følgende samtale.
"Mor sagde, jeg skulle hente en bog til dig. Den der som er skrevet af ... Pernille ..." Og så fulgte en let forvrænget udgave af mit efternavn.
Hov, vent, hvad?!
Jeg var ret glad for, at hun stod med ryggen til, så hun ikke kunne se det grin, der pludselig levede sit eget liv på mit ansigt. Det blev ikke nemmere at styre, da jeg så reaktionen på den ungarbejder, jeg var på vagt sammen med. Hun stod henne ved reolen med reserveringer, men drejede hovedet med et ryk, da hun hørte navnet.
Sådanne små oplevelser er ret pudsige og sjove at opleve. Ikke mindst fordi pigen tydeligvis ikke anede, at forfatteren til omtalte bog sad lige bag hende, og så fordi hun ikke helt kunne huske mit efternavn eller vidste hvordan det udtales.
Desværre var søsteren så alligevel ikke interesseret i at få bogen (humf!), men jeg morede mig nu alligevel.
Og ja, jeg forstår godt, hvis Eybye kan være lidt drilsk. Hvad skal alle de y'er gøre godt for, og så er der et e til sidst, der bare hænger og flagrer.
Skulle jeg stave mit navn, som det udtales, må det være Aiby.
Pernille Aiby ;o)
Det har et par gange bragt mig tæt på mine læsere - nogle gange uden at de selv ved det.
Forleden havde jeg vagt, og en pige kom for at hente en bog for sin søster. Hun havde ikke noget reserveringsnummer, men hvis hun ville låne på søsterens kort, skulle hun kende lånenummer og pinkode.
Hun ringede til sin søster, og jeg kunne så overhøre følgende samtale.
"Mor sagde, jeg skulle hente en bog til dig. Den der som er skrevet af ... Pernille ..." Og så fulgte en let forvrænget udgave af mit efternavn.
Hov, vent, hvad?!
Jeg var ret glad for, at hun stod med ryggen til, så hun ikke kunne se det grin, der pludselig levede sit eget liv på mit ansigt. Det blev ikke nemmere at styre, da jeg så reaktionen på den ungarbejder, jeg var på vagt sammen med. Hun stod henne ved reolen med reserveringer, men drejede hovedet med et ryk, da hun hørte navnet.
Sådanne små oplevelser er ret pudsige og sjove at opleve. Ikke mindst fordi pigen tydeligvis ikke anede, at forfatteren til omtalte bog sad lige bag hende, og så fordi hun ikke helt kunne huske mit efternavn eller vidste hvordan det udtales.
Desværre var søsteren så alligevel ikke interesseret i at få bogen (humf!), men jeg morede mig nu alligevel.
Og ja, jeg forstår godt, hvis Eybye kan være lidt drilsk. Hvad skal alle de y'er gøre godt for, og så er der et e til sidst, der bare hænger og flagrer.
Skulle jeg stave mit navn, som det udtales, må det være Aiby.
Pernille Aiby ;o)
July 4, 2013
"Forfald"s lektørudtalelse - et boost til selvtilliden
6 bind i min serie Blodets Bånd har fået en lektørudtalelse, og det er muligvis den bedste, jeg nogensinde har fået.
Tillad mig skamløst at citerer de bedste bidder: "Det er en mørk og dyster bog, og man suges hurtigt ind i dens univers og rives med, fordi den er virkeligt godt skrevet i et meget levende og beskrivende sprog."
Perfekt! Jeg gik netop efter det dystre! Og det levende og beskrivende sprog, naturligvis!
"Eybye formår virkelig at skabe en intens og dyster stemning. Personskildringerne er gode og fyldestgørende, og læseren har let ved at identificere sig med bogens hovedpersoner."
Fantastisk at høre. Jeg ved ikke, hvad det er med BB-crewet, men de er virkelig spændende at skrive om og virker meget levende - også for mig.
"En spændende og medrivende bog, som helt sikkert vil glæde genrens mange fans. Pernille Eybye er en formidabel dark fantasy-forfatter, som sagtens tåler sammenligning med de mest kendte amerikanske og engelske udøvere af genren."
Formidabel? Tåler sammenligning med?
Åh, jamen, jeg er da nærmest lykkelig lige nu!
Tillad mig skamløst at citerer de bedste bidder: "Det er en mørk og dyster bog, og man suges hurtigt ind i dens univers og rives med, fordi den er virkeligt godt skrevet i et meget levende og beskrivende sprog."
Perfekt! Jeg gik netop efter det dystre! Og det levende og beskrivende sprog, naturligvis!
"Eybye formår virkelig at skabe en intens og dyster stemning. Personskildringerne er gode og fyldestgørende, og læseren har let ved at identificere sig med bogens hovedpersoner."
Fantastisk at høre. Jeg ved ikke, hvad det er med BB-crewet, men de er virkelig spændende at skrive om og virker meget levende - også for mig.
"En spændende og medrivende bog, som helt sikkert vil glæde genrens mange fans. Pernille Eybye er en formidabel dark fantasy-forfatter, som sagtens tåler sammenligning med de mest kendte amerikanske og engelske udøvere af genren."
Formidabel? Tåler sammenligning med?
Åh, jamen, jeg er da nærmest lykkelig lige nu!
July 3, 2013
Hvornår kommer bind 7 i Blodets Bånd?
Jeg har fået et par forespørgsler på, hvornår bind 7 kommer, og når jeg lurer på, hvad der får folk ind på bloggen, kan jeg også se et par søgninger på bind 7.
Jeg kan desværre ikke fortælle, hvornår bogen udkommer, men der kommer nok til at gå noget tid. Jeg regner ikke med noget i år.
Først og fremmest skal bogen skrives, og så ved jeg forhåbentligt mere :o)
Jeg kan desværre ikke fortælle, hvornår bogen udkommer, men der kommer nok til at gå noget tid. Jeg regner ikke med noget i år.
Først og fremmest skal bogen skrives, og så ved jeg forhåbentligt mere :o)
June 29, 2013
Biblioteksafgiften 2013 - yeeeehaaaaa!
Lad det være sagt med det samme: Man skal ikke begynde at skrive for at tjene penge. Man skal være usædvanlig talentfuld og heldig for at tjene store penge. For de fleste forfattere er timelønnen latterlig lav. Den tid der bruges på at udtænke ideen, skrive den, finpudse den efterfulgt af kampen for at få et forlag til at udgive bogen ... den tid tjenes sjældent ind i penge, så lad lysten drive værket.
At man så tjener penge på noget, man elsker at gøre, er jo bare en bonus :o)
Danmark er et lille marked, og det er meget svært at leve af at være forfatter. Heldigvis er der biblioteksafgiften, der er en støtteordning for danske forfattere. Den udbetales en gang om året i slutningen af juni måned.
Afgiften er baseret på, hvor mange bøger man har stående på bibliotekernes hylder, hvor mange sider disse bøger er på, og hvilket slags materiale bogen er. Bøger til voksne giver for eksempel 1,7 point pr. side, mens børnebøger giver 1.
"Kristines hjerte" er for eksempel på 217 sider, og på bibliotekerne er der lige nu 409 bøger.
Regnestykket: 217 gange 409 gange 1=88753.
Årets pointværdi er 6,1529 øre.
Det betyder, at 88753 gange 6,1529 giver 546088.3337 øre. I kroner bliver det så cirka 5460.
En ting man skal være opmærksom på er, at selvom pengene udbetales i juni, så udregnes afgiften fra en opgørelse, som laves i december måned. Det betyder altså, at alle bøger købt af bibliotekerne fra januar måned og frem til afgiftens udbetaling slet ikke har nogen betydning for beløbets størrelse.
Hvis man er en forfatterspire, vil denne side måske have interesse: http://www.bibliotekspenge.dk/
Her kan man se, hvad de forskellige danske forfattere får. Det kan give en ide om, hvad man som forfatter kan tjene på sine bøger ved siden af salget. Og hvor mange titler man skal have stående på bibliotekerne, før man kan leve af at være forfatter. For de fleste forfattere kræver det en hel del titler, medmindre man brager igennem med en krimi eller lignende.
En af mine mindste romaner er "Spejlsøstre" (hvis vi ser bort fra Drømmer-serien). Bogen er på 148 sider, men den giver alligevel 4671 kr. Det er et eksempel på, hvor vigtig lektørudtalelsen er. "Spejlsøstre" fik en ret fin udtalelse.
Jeg klipper lige de bedste bidder: "Bogen er let at læse, den er skrevet i et godt og nutidigt sprog, og person- og miljøskildringer er genkendelige og troværdige. Paranormale fænomener er populære i ungdomslitteraturen, og her får læseren samtidig en velskrevet historie om kærlighed og venskab".
og
"Pernille Eybye har skrevet endnu en vellykket roman for unge, hvor hun igen kombinerer skildringen af unges hverdag med temaer, der er hentet i det okkulte".
Min bog "I Pandoras æske" fik en lidt mere lunken udtalelse:
"Bogens livlige talesprog, filmiske beskrivelser og karakteristikken af Jonas og hans venner er ganske vellykket. Spændingsmæssigt taber historien pusten lidt i takt med de mange ensartede besøg i Pandoras verden. Referencen til Pandoras æske er lidt svær at gennemskue, og ingen undrer sig rigtig over, at Jonas kan se Pandora."
og
"Hæsblæsende paranormal thriller, der har mange gode elementer i spil, men mangler lidt rød tråd, progression og sandsynlighed i personernes psykologiske reaktioner for at være helt i top".
Det er jo ikke, fordi det er så slemt, men det kan alligevel ses på salget til bibliotekerne. 239 eksemplarer er indkøbt af bibliotekerne, mens "Spejlsøstre" er på 513. Så en bog behøver ikke have mange sider for at have betydning for biblioteksafgiften.
Jeg har været ret spændt på, hvad jeg ville få i biblioteksafgiften i år. Mine Blodets Bånd-bøger har efter alt at dømme solgt ganske fint til bibliotekerne, så jeg var nysgerrig efter at se, hvilken betydning det ville få for afgiftens størrelse.
Sidste år fik jeg cirka 38.000, og jeg håbede lidt optimistisk på, at beløbet ville snige sig op på 50.000. På et eller andet tidspunkt vil jeg nok gerne gå ned i tid på mit arbejde, så der kommer mere balance mellem jobbet som bibliotekar og som forfatter. Og forhåbentligt kan jeg få mere tid til at skrive.
Biblioteksafgiften har stor betydning for, om og hvornår sådan en plan vil kunne sættes i værk.
I går fredag skulle jeg spise ude, men på vejen hjem fra arbejde tog jeg lige en tur forbi derhjemme for at tjekke postkassen. Den blev åbnet og - yeah! - der lå en stor konvolut fra biblioteksstyrelsen. Jeg flåede papiret op og tog et kig.
(Alt hvad jeg efterlod, før jeg spurtede ud af døren igen: Nøglerne til postkassen og en tom konvolut ;oP)
Og ... ja, jeg indrømmer det: Jeg hoppede et par gange på stedet, da jeg så beløbet. Det var meget bedre end forventet. Drømmen om mere tid til at skrive var pludselig det tættere på at kunne gå i opfyldelse :o)
Nysgerrig? Jamen, så tjek siden her.
At man så tjener penge på noget, man elsker at gøre, er jo bare en bonus :o)
Danmark er et lille marked, og det er meget svært at leve af at være forfatter. Heldigvis er der biblioteksafgiften, der er en støtteordning for danske forfattere. Den udbetales en gang om året i slutningen af juni måned.
Afgiften er baseret på, hvor mange bøger man har stående på bibliotekernes hylder, hvor mange sider disse bøger er på, og hvilket slags materiale bogen er. Bøger til voksne giver for eksempel 1,7 point pr. side, mens børnebøger giver 1.
"Kristines hjerte" er for eksempel på 217 sider, og på bibliotekerne er der lige nu 409 bøger.
Regnestykket: 217 gange 409 gange 1=88753.
Årets pointværdi er 6,1529 øre.
Det betyder, at 88753 gange 6,1529 giver 546088.3337 øre. I kroner bliver det så cirka 5460.
En ting man skal være opmærksom på er, at selvom pengene udbetales i juni, så udregnes afgiften fra en opgørelse, som laves i december måned. Det betyder altså, at alle bøger købt af bibliotekerne fra januar måned og frem til afgiftens udbetaling slet ikke har nogen betydning for beløbets størrelse.
Hvis man er en forfatterspire, vil denne side måske have interesse: http://www.bibliotekspenge.dk/
Her kan man se, hvad de forskellige danske forfattere får. Det kan give en ide om, hvad man som forfatter kan tjene på sine bøger ved siden af salget. Og hvor mange titler man skal have stående på bibliotekerne, før man kan leve af at være forfatter. For de fleste forfattere kræver det en hel del titler, medmindre man brager igennem med en krimi eller lignende.
En af mine mindste romaner er "Spejlsøstre" (hvis vi ser bort fra Drømmer-serien). Bogen er på 148 sider, men den giver alligevel 4671 kr. Det er et eksempel på, hvor vigtig lektørudtalelsen er. "Spejlsøstre" fik en ret fin udtalelse.
Jeg klipper lige de bedste bidder: "Bogen er let at læse, den er skrevet i et godt og nutidigt sprog, og person- og miljøskildringer er genkendelige og troværdige. Paranormale fænomener er populære i ungdomslitteraturen, og her får læseren samtidig en velskrevet historie om kærlighed og venskab".
og
"Pernille Eybye har skrevet endnu en vellykket roman for unge, hvor hun igen kombinerer skildringen af unges hverdag med temaer, der er hentet i det okkulte".
Min bog "I Pandoras æske" fik en lidt mere lunken udtalelse:
"Bogens livlige talesprog, filmiske beskrivelser og karakteristikken af Jonas og hans venner er ganske vellykket. Spændingsmæssigt taber historien pusten lidt i takt med de mange ensartede besøg i Pandoras verden. Referencen til Pandoras æske er lidt svær at gennemskue, og ingen undrer sig rigtig over, at Jonas kan se Pandora."
og
"Hæsblæsende paranormal thriller, der har mange gode elementer i spil, men mangler lidt rød tråd, progression og sandsynlighed i personernes psykologiske reaktioner for at være helt i top".
Det er jo ikke, fordi det er så slemt, men det kan alligevel ses på salget til bibliotekerne. 239 eksemplarer er indkøbt af bibliotekerne, mens "Spejlsøstre" er på 513. Så en bog behøver ikke have mange sider for at have betydning for biblioteksafgiften.
Jeg har været ret spændt på, hvad jeg ville få i biblioteksafgiften i år. Mine Blodets Bånd-bøger har efter alt at dømme solgt ganske fint til bibliotekerne, så jeg var nysgerrig efter at se, hvilken betydning det ville få for afgiftens størrelse.
Sidste år fik jeg cirka 38.000, og jeg håbede lidt optimistisk på, at beløbet ville snige sig op på 50.000. På et eller andet tidspunkt vil jeg nok gerne gå ned i tid på mit arbejde, så der kommer mere balance mellem jobbet som bibliotekar og som forfatter. Og forhåbentligt kan jeg få mere tid til at skrive.
Biblioteksafgiften har stor betydning for, om og hvornår sådan en plan vil kunne sættes i værk.
I går fredag skulle jeg spise ude, men på vejen hjem fra arbejde tog jeg lige en tur forbi derhjemme for at tjekke postkassen. Den blev åbnet og - yeah! - der lå en stor konvolut fra biblioteksstyrelsen. Jeg flåede papiret op og tog et kig.
(Alt hvad jeg efterlod, før jeg spurtede ud af døren igen: Nøglerne til postkassen og en tom konvolut ;oP)Og ... ja, jeg indrømmer det: Jeg hoppede et par gange på stedet, da jeg så beløbet. Det var meget bedre end forventet. Drømmen om mere tid til at skrive var pludselig det tættere på at kunne gå i opfyldelse :o)
Nysgerrig? Jamen, så tjek siden her.
June 27, 2013
Jeg venter ... og venter ... og venter ...
Hvis ellers min bog "Forfald" får en lektørudtalelse, sker det indenfor den næste uges tid.
Det betyder, at jeg glor på det her billede et par gange om dagen (eller - hmmm - flere):
0 poster. Suk.
Da jeg er bibliotekar, har jeg adgang til databasen med materialevurderinger. Det er en fed fordel, men det betyder selvfølgelig også, at jeg skal glo på det her billede et par gange om dagen (eller flere).
Rent statistisk sker der nok først noget i næste uge, men det forhindrer mig naturligvis ikke i lige at tjekke, om der skulle være sket noget. Det kunne jo være :o)
Har jeg nævnt før, at man som forfatter skal være tålmodig og vente?
Haha, ja, selvfølgelig har jeg det. Nå ja, selv hvis man ikke er tålmodig, så kommer man til at vente. Det er ligegyldigt hvor mange gange, man trykker på "Søg"-knappen. Hvis lektørudtalelsen ikke er der, så kommer den ikke frem.
Hmmm, er det her bibliotekar-udgaven af at Google sig selv?
Det betyder, at jeg glor på det her billede et par gange om dagen (eller - hmmm - flere):
0 poster. Suk.
Da jeg er bibliotekar, har jeg adgang til databasen med materialevurderinger. Det er en fed fordel, men det betyder selvfølgelig også, at jeg skal glo på det her billede et par gange om dagen (eller flere).
Rent statistisk sker der nok først noget i næste uge, men det forhindrer mig naturligvis ikke i lige at tjekke, om der skulle være sket noget. Det kunne jo være :o)
Har jeg nævnt før, at man som forfatter skal være tålmodig og vente?
Haha, ja, selvfølgelig har jeg det. Nå ja, selv hvis man ikke er tålmodig, så kommer man til at vente. Det er ligegyldigt hvor mange gange, man trykker på "Søg"-knappen. Hvis lektørudtalelsen ikke er der, så kommer den ikke frem.
Hmmm, er det her bibliotekar-udgaven af at Google sig selv?
