Pernille Eybye's Blog, page 2
May 1, 2015
Biblioteksafgiften 2015 - hvad den betyder for mig
De sidste par år har jeg skrevet indlæg omkring biblioteksafgiften for at give forfatterspirene et indblik i den side af forfatterlivet.
2013 indlægget handlede om, hvor stor betydning lektørudtalelsen har for salget til bibliotekerne. 2014 indlægget handlede om, hvordan indkøbene af bøgerne i en serie falder, jo flere bind der kommer til.
I år vil jeg skrive om, hvad bibliotekspengene betyder for mig.
2010: Blodets Bånd påbegyndes … og jeg køber og istandsætter hus
Min serie Blodets Bånd startede i oktober 2010, da min redaktør spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Jeg begyndte at lege med ideen, og det var nærmest, som om historien havde ligget og ventet. I hvert fald væltede det frem med scener, dialoger og personer, så jeg i løbet af få dage havde skrevet mange siders notater ned.
Og snart havde jeg kastet mig ud i at skrive det, som skulle blive til de to første bøger. Selvfølgelig gik det ikke for fuld hammer konstant, men jeg skrev de to romaner hurtigere, end jeg havde skrevet nogen anden roman før.
Samme år havde jeg købt et hus. Når man køber hus, har man store planer for at gøre huset til sit eget. Det resulterede i, at så godt som hele hytten blev malet, der kom nyt gulvtæppe på, badeværelset fik en ny vask og nogle skabe, og det lille, originale køkken blev skiftet ud med et nyt.
2011-12: Sygdom, død, hussalg, huskøb, istandsættelse og BB
De store projekter var afsluttet i starten af 2011. Til gengæld var året knap nok begyndt, da min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Det lykkedes mig at færdigskrive ”Blodsøstre” og ”Hyænelatter”, inden sygdommen blev kraftigt forværret. Han døde i juni, og bagefter var mit overskud og min lyst til at skrive forsvundet. Der fik flere måneder, før lysten vendte tilbage, og der var også mange praktiske ting at tage sig af. Søster og jeg stod med vores barndomshjem, der skulle tømmes og sælges.
Det endte med, at jeg solgte mit hus og købte barndomshjemmet, og det kastede mig så ud i en ny omgang istandsættelse samtidig med, at jeg skrev videre på Blodets Bånd serien.
BB-crewet var vældig flinke til at samarbejde, og jeg fik skrevet de næste bøger i serien ganske hurtigt.
2013: Noget så træt
Da jeg nåede til bind 6 i serien i 2012 opdagede jeg, at noget ikke føltes som før. Det tog længere tid at skrive denne bog i forhold til de andre, og det var, som om det hele ikke rigtig gled som tidligere. Bogen blev skrevet færdig i januar måned 2013, og da det var gjort, var jeg træt. Noget så træt.
Mit energiniveau var helt i bund. Når jeg kørte på arbejde om morgenen, sad jeg og gabte i bilen. Og når jeg kørte hjem igen, gabte jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke sove trætheden væk, og min hjerne føltes, som om den var eksploderet. Den kunne slet ikke overskue den næste bog eller det faktum, at jeg nærmede mig slutningen af serien, og at der nu skulle samles op på ledetråde og lignende.
Historien føltes død, og BB-crewet var ingen steder at se. Der var ingen gnist eller lyst til at skrive den næste bog, og jeg havde det, som om jeg havde fået sparket benene væk under mig og lå udsplattet på jorden.
Heldigvis var jeg dog i stand til at skrive, så jeg skrev eventyret ”Pigen og glashjertet” samt to af Merlin-bøgerne.
Det tog mig et halvt år, før jeg igen var i stand til at skrive på BB-serien.
2014: Nye planer
Jeg ved ikke helt hvad der skete. Jeg så slet ikke, at det var ved at gå galt, før det gik galt. Det føltes ikke som stress, da jeg ikke havde de sædvanlige fysiske symptomer. Måske det mere var en form for overanstrengelse. Under alle omstændigheder var det på ingen måder rart at slingre omkring i konstant energiunderskud i over et halvt år og frygte, at jeg ikke ville blive i stand til at skrive videre på BB-serien.
Og jeg vidste, at jeg ikke ville ende der igen.
Derfor arrangerede jeg, at jeg kunne gå ned i tid på mit hverdagsarbejde, da jeg havde bibliotekspenge nok til at erstatte min tabte arbejdsfortjeneste. Den økonomiske side af mig går med livrem og seler, og den del ville gerne have ventet noget længere med at tage det skridt.
Men den del af mig, som huskede, hvordan det var at være drænet, og med en hjerne der føltes som grød … den del er meget målrettet omkring at sørge for, det ikke sker igen.
Så siden december 2014 har jeg været lidt mindre bibliotekar og lidt mere forfatter end tidligere. Måske ville jeg alligevel ikke være endt i samme hul som dengang i 2013, men hey: Så er der jo det mere tid til at skrive.
Og det er, hvad biblioteksafgiften betyder for mig: Muligheden for at skrive :)
2013 indlægget handlede om, hvor stor betydning lektørudtalelsen har for salget til bibliotekerne. 2014 indlægget handlede om, hvordan indkøbene af bøgerne i en serie falder, jo flere bind der kommer til.
I år vil jeg skrive om, hvad bibliotekspengene betyder for mig.
2010: Blodets Bånd påbegyndes … og jeg køber og istandsætter hus
Min serie Blodets Bånd startede i oktober 2010, da min redaktør spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Jeg begyndte at lege med ideen, og det var nærmest, som om historien havde ligget og ventet. I hvert fald væltede det frem med scener, dialoger og personer, så jeg i løbet af få dage havde skrevet mange siders notater ned.
Og snart havde jeg kastet mig ud i at skrive det, som skulle blive til de to første bøger. Selvfølgelig gik det ikke for fuld hammer konstant, men jeg skrev de to romaner hurtigere, end jeg havde skrevet nogen anden roman før.
Samme år havde jeg købt et hus. Når man køber hus, har man store planer for at gøre huset til sit eget. Det resulterede i, at så godt som hele hytten blev malet, der kom nyt gulvtæppe på, badeværelset fik en ny vask og nogle skabe, og det lille, originale køkken blev skiftet ud med et nyt.
2011-12: Sygdom, død, hussalg, huskøb, istandsættelse og BB
De store projekter var afsluttet i starten af 2011. Til gengæld var året knap nok begyndt, da min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Det lykkedes mig at færdigskrive ”Blodsøstre” og ”Hyænelatter”, inden sygdommen blev kraftigt forværret. Han døde i juni, og bagefter var mit overskud og min lyst til at skrive forsvundet. Der fik flere måneder, før lysten vendte tilbage, og der var også mange praktiske ting at tage sig af. Søster og jeg stod med vores barndomshjem, der skulle tømmes og sælges.
Det endte med, at jeg solgte mit hus og købte barndomshjemmet, og det kastede mig så ud i en ny omgang istandsættelse samtidig med, at jeg skrev videre på Blodets Bånd serien.
BB-crewet var vældig flinke til at samarbejde, og jeg fik skrevet de næste bøger i serien ganske hurtigt.
2013: Noget så træt
Da jeg nåede til bind 6 i serien i 2012 opdagede jeg, at noget ikke føltes som før. Det tog længere tid at skrive denne bog i forhold til de andre, og det var, som om det hele ikke rigtig gled som tidligere. Bogen blev skrevet færdig i januar måned 2013, og da det var gjort, var jeg træt. Noget så træt.
Mit energiniveau var helt i bund. Når jeg kørte på arbejde om morgenen, sad jeg og gabte i bilen. Og når jeg kørte hjem igen, gabte jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke sove trætheden væk, og min hjerne føltes, som om den var eksploderet. Den kunne slet ikke overskue den næste bog eller det faktum, at jeg nærmede mig slutningen af serien, og at der nu skulle samles op på ledetråde og lignende.
Historien føltes død, og BB-crewet var ingen steder at se. Der var ingen gnist eller lyst til at skrive den næste bog, og jeg havde det, som om jeg havde fået sparket benene væk under mig og lå udsplattet på jorden.
Heldigvis var jeg dog i stand til at skrive, så jeg skrev eventyret ”Pigen og glashjertet” samt to af Merlin-bøgerne.
Det tog mig et halvt år, før jeg igen var i stand til at skrive på BB-serien.
2014: Nye planer
Jeg ved ikke helt hvad der skete. Jeg så slet ikke, at det var ved at gå galt, før det gik galt. Det føltes ikke som stress, da jeg ikke havde de sædvanlige fysiske symptomer. Måske det mere var en form for overanstrengelse. Under alle omstændigheder var det på ingen måder rart at slingre omkring i konstant energiunderskud i over et halvt år og frygte, at jeg ikke ville blive i stand til at skrive videre på BB-serien.
Og jeg vidste, at jeg ikke ville ende der igen.
Derfor arrangerede jeg, at jeg kunne gå ned i tid på mit hverdagsarbejde, da jeg havde bibliotekspenge nok til at erstatte min tabte arbejdsfortjeneste. Den økonomiske side af mig går med livrem og seler, og den del ville gerne have ventet noget længere med at tage det skridt.
Men den del af mig, som huskede, hvordan det var at være drænet, og med en hjerne der føltes som grød … den del er meget målrettet omkring at sørge for, det ikke sker igen.
Så siden december 2014 har jeg været lidt mindre bibliotekar og lidt mere forfatter end tidligere. Måske ville jeg alligevel ikke være endt i samme hul som dengang i 2013, men hey: Så er der jo det mere tid til at skrive.
Og det er, hvad biblioteksafgiften betyder for mig: Muligheden for at skrive :)
April 30, 2015
Et eventyr fra Perina
Jeg arbejder på en ny roman - pt. blot kaldet Projektet, hvilket dækker over mere end blot denne ene roman. Min historie foregår i landet Perina, og Carina Evytt skriver ligeledes en roman, som foregår i dette univers. Hvis forlaget siger ja til at udgive dem (når vi engang er færdige), er planen at vi skriver de næste bøger i serien sammen.
I min historie er der indtil videre dukket forskellige lege op, et børnerim, noget der minder om en historietime og ... et eventyr.
Og eventyret ... det kommer her :)
Prinsessen og de grå vidders land
I Perina levede der engang et kongepar som spredte velstand, fred og lykke omkring sig. Dronningen var lige så smuk som hun var god, og det blev sagt at hun var den smukkeste kvinde landet nogensinde havde set.
Desværre var dronningen blevet syg, og hun døde og efterlod sig kongen og deres datter, prinsessen, som var yndig med langt lyst hår og klare blå øjne.
Alle sørgede over tabet, men ingen så dybt eller inderligt som prinsessen. Hun blev tavs og stille, og slottet genlød ikke længere af hendes latter. I stedet sad hun dag efter dag i det øverste tårn og stirrede ud over Perinas grønne landskab.
Kongen frygtede at han ville miste sin datter som han havde mistet sin kone, og han bekendtgjorde at han ville give sin datter og det halve kongerige til den mand der kunne bringe hende tilbage fra de grå vidders land.
Prinser fra de omkringliggende riger kom rejsende til, og en efter en blev de ledt op i tårnet til prinsessen. De var smukke og galante, og de tog prinsessens hånd, bøjede sig og kyssede hendes rosenrøde mund.
Men intet kys bragte gnisten tilbage i hendes falmede øjne, og selvom den ene var smukkere end den anden, vendte hun ikke blikket mod en eneste. Hun fortsatte blot med at stirre ud ad vinduet, men hun så ikke al den skønhed som Perina besad.
Kongen blev mere desperat, og han sendte bud til endnu fjernere riger for at få flere prinser til at komme. En af prinserne måtte jo kunne bringe hans datter tilbage til ham, og prinserne kom, og de kyssede prinsessen.
Men intet skete, intet ændrede sig.
Til sidst havde alle prinser skænket prinsessen deres kys, og kongen så ingen anden udvej end at bede adelens sønner om at gøre et forsøg. Unge mænd strømmede til slottet for at kysse prinsessen, men heller ikke disse kunne lokke hende tilbage fra landet hvor alt var gråt.
Kongen lod købmændene og håndværkernes sønner prøve uden held, og det samme tungsind der havde bemægtiget sig hans datter, sænkede sig over ham. Med sorg i sit hjertet sendte han alle de håbefulde friere bort, og han sad i den mørklagte tronsal. De før så lykkelige dage syntes langt borte, og han længtes efter sin dronning og døden der ville føre ham til hende.
Hans tanker blev mørkere og mere dystre, og da hans hjerte næsten var så tungt at han troede det ville briste, hørte han en stemme tale til sig.
”Min konge.”
Han vendte sig, og hans blik faldt på en ung mand klædt i stalddrengenes uniform.
”Ja?” spurgte kongen og undrede sig svagt over hvad manden lavede her i hans tronsal.
”Vi kender alle prinsessens ulykkelige situation,” sagde stalddrengen alvorligt og knugede sin hat mellem hænderne. ”Og vi har set de mange prinser og adelige sønner som er kommet rejsende til i forsøget på at vække prinsessen fra hendes tungsind.”
Kongen nikkede træt og var parat til at gøre tegn til en af vagterne for at få stalddrengen fjernet.
”Det er ikke lykkedes for en eneste,” fortsatte stalddrengen. ”Lad mig prøve, min konge. Jeg ved, jeg kan få prinsessen tilbage.”
Ønsket var vanvittigt. Hvordan skulle en stalddreng kunne gøre hvad alle de mange prinser ikke havde kunnet?
Kongen åbnede munden for at nægte stalddrengen denne chance, men hans datters sjælesyge havde tynget hans eget hjerte. Kongen var træt helt ind til marven, og frem for at sige nej gav han stalddrengen et eneste nik.
Så stalddrengen blev vist op i tårnet til prinsessen, men i stedet for at kysse hendes ubevægelige læber fandt han en stol, trak den hen ved siden af hende og satte sig. Han stirrede ud ad vinduet på Perinas grønne landskaber, og kongen som ellers følte sig grå og tom indeni, mærkede en gnist af vrede.
”Hvorfor sidder du der?” spurgte han den unge mand. ”Ville du ikke bringe min datter tilbage til mig?”
”Det vil jeg, min konge, men nogle ting skal ikke gøres med hast.” Stalddrengen vendte igen blikket mod vinduet, og der blev han siddende i tre dage og tre nætter uden at sige et eneste ord.
Kongen tilbragte tiden i tronsalen, men på den tredje dag gik han tilbage til tårnet. Det var hans plan at få smidt stalddrengen på porten, men da han trådte ind i rummet, rejste den unge mand sig. Han smilede til kongen og gik så hen til prinsessen. Han sank på hug ved siden af hendes stol og betragtede et øjeblik det triste ansigt før han strakte sig og gav sig til at hviske noget i hendes øre.
Ingen kunne høre hvad han sagde, men han blev ved, og med et gik det op for kongen, at noget havde ændret sig. Hans datters før så blege hud havde fået en smule farve hen over kinderne, og hendes mund rørte let på sig. Hun blinkede, og pludselig knækkede hun sammen i livet med et gisp.
Stalddrengens hånd fór ud, og fingrene lukkede sig om en lille, glimtende genstand i luften før han vendte sig mod prinsessen igen. Kongen stod som stivnet og først troede han at hans datter græd, men så forstod han at hun lo.
Hun rettede sig op i stolen mens latteren strømmede frem, og hun så på stalddrengen med øjne der strålede.
Stalddrengen lo med, og han viste kongen hvad han havde grebet ud af luften. Det var en lille, hård tåre der glimtede som var den lavet af diamant.
”Den havde sat sig fast,” sagde stalddrengen mens prinsessen rejste sig. Hun trådte helt hen til ham, lagde hænderne på hans skuldre og hævede sig op på tå. De kyssede hinanden, og snart var der bryllup.
Stalddrengen – som blev konge – og prinsessen levede lykkeligt og med megen latter hele deres liv, men de afslørede aldrig hvad han havde hvisket i hendes øre.
Det forblev deres hemmelighed.
I min historie er der indtil videre dukket forskellige lege op, et børnerim, noget der minder om en historietime og ... et eventyr.
Og eventyret ... det kommer her :)
Prinsessen og de grå vidders land
I Perina levede der engang et kongepar som spredte velstand, fred og lykke omkring sig. Dronningen var lige så smuk som hun var god, og det blev sagt at hun var den smukkeste kvinde landet nogensinde havde set.
Desværre var dronningen blevet syg, og hun døde og efterlod sig kongen og deres datter, prinsessen, som var yndig med langt lyst hår og klare blå øjne.
Alle sørgede over tabet, men ingen så dybt eller inderligt som prinsessen. Hun blev tavs og stille, og slottet genlød ikke længere af hendes latter. I stedet sad hun dag efter dag i det øverste tårn og stirrede ud over Perinas grønne landskab.
Kongen frygtede at han ville miste sin datter som han havde mistet sin kone, og han bekendtgjorde at han ville give sin datter og det halve kongerige til den mand der kunne bringe hende tilbage fra de grå vidders land.
Prinser fra de omkringliggende riger kom rejsende til, og en efter en blev de ledt op i tårnet til prinsessen. De var smukke og galante, og de tog prinsessens hånd, bøjede sig og kyssede hendes rosenrøde mund.
Men intet kys bragte gnisten tilbage i hendes falmede øjne, og selvom den ene var smukkere end den anden, vendte hun ikke blikket mod en eneste. Hun fortsatte blot med at stirre ud ad vinduet, men hun så ikke al den skønhed som Perina besad.
Kongen blev mere desperat, og han sendte bud til endnu fjernere riger for at få flere prinser til at komme. En af prinserne måtte jo kunne bringe hans datter tilbage til ham, og prinserne kom, og de kyssede prinsessen.
Men intet skete, intet ændrede sig.
Til sidst havde alle prinser skænket prinsessen deres kys, og kongen så ingen anden udvej end at bede adelens sønner om at gøre et forsøg. Unge mænd strømmede til slottet for at kysse prinsessen, men heller ikke disse kunne lokke hende tilbage fra landet hvor alt var gråt.
Kongen lod købmændene og håndværkernes sønner prøve uden held, og det samme tungsind der havde bemægtiget sig hans datter, sænkede sig over ham. Med sorg i sit hjertet sendte han alle de håbefulde friere bort, og han sad i den mørklagte tronsal. De før så lykkelige dage syntes langt borte, og han længtes efter sin dronning og døden der ville føre ham til hende.
Hans tanker blev mørkere og mere dystre, og da hans hjerte næsten var så tungt at han troede det ville briste, hørte han en stemme tale til sig.
”Min konge.”
Han vendte sig, og hans blik faldt på en ung mand klædt i stalddrengenes uniform.
”Ja?” spurgte kongen og undrede sig svagt over hvad manden lavede her i hans tronsal.
”Vi kender alle prinsessens ulykkelige situation,” sagde stalddrengen alvorligt og knugede sin hat mellem hænderne. ”Og vi har set de mange prinser og adelige sønner som er kommet rejsende til i forsøget på at vække prinsessen fra hendes tungsind.”
Kongen nikkede træt og var parat til at gøre tegn til en af vagterne for at få stalddrengen fjernet.
”Det er ikke lykkedes for en eneste,” fortsatte stalddrengen. ”Lad mig prøve, min konge. Jeg ved, jeg kan få prinsessen tilbage.”
Ønsket var vanvittigt. Hvordan skulle en stalddreng kunne gøre hvad alle de mange prinser ikke havde kunnet?
Kongen åbnede munden for at nægte stalddrengen denne chance, men hans datters sjælesyge havde tynget hans eget hjerte. Kongen var træt helt ind til marven, og frem for at sige nej gav han stalddrengen et eneste nik.
Så stalddrengen blev vist op i tårnet til prinsessen, men i stedet for at kysse hendes ubevægelige læber fandt han en stol, trak den hen ved siden af hende og satte sig. Han stirrede ud ad vinduet på Perinas grønne landskaber, og kongen som ellers følte sig grå og tom indeni, mærkede en gnist af vrede.
”Hvorfor sidder du der?” spurgte han den unge mand. ”Ville du ikke bringe min datter tilbage til mig?”
”Det vil jeg, min konge, men nogle ting skal ikke gøres med hast.” Stalddrengen vendte igen blikket mod vinduet, og der blev han siddende i tre dage og tre nætter uden at sige et eneste ord.
Kongen tilbragte tiden i tronsalen, men på den tredje dag gik han tilbage til tårnet. Det var hans plan at få smidt stalddrengen på porten, men da han trådte ind i rummet, rejste den unge mand sig. Han smilede til kongen og gik så hen til prinsessen. Han sank på hug ved siden af hendes stol og betragtede et øjeblik det triste ansigt før han strakte sig og gav sig til at hviske noget i hendes øre.
Ingen kunne høre hvad han sagde, men han blev ved, og med et gik det op for kongen, at noget havde ændret sig. Hans datters før så blege hud havde fået en smule farve hen over kinderne, og hendes mund rørte let på sig. Hun blinkede, og pludselig knækkede hun sammen i livet med et gisp.
Stalddrengens hånd fór ud, og fingrene lukkede sig om en lille, glimtende genstand i luften før han vendte sig mod prinsessen igen. Kongen stod som stivnet og først troede han at hans datter græd, men så forstod han at hun lo.
Hun rettede sig op i stolen mens latteren strømmede frem, og hun så på stalddrengen med øjne der strålede.
Stalddrengen lo med, og han viste kongen hvad han havde grebet ud af luften. Det var en lille, hård tåre der glimtede som var den lavet af diamant.
”Den havde sat sig fast,” sagde stalddrengen mens prinsessen rejste sig. Hun trådte helt hen til ham, lagde hænderne på hans skuldre og hævede sig op på tå. De kyssede hinanden, og snart var der bryllup.
Stalddrengen – som blev konge – og prinsessen levede lykkeligt og med megen latter hele deres liv, men de afslørede aldrig hvad han havde hvisket i hendes øre.
Det forblev deres hemmelighed.
April 26, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #5 Nutids-r
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Jeg giver hermed ordet til Carina.
Nutids-r
Hvornår skal der r på udsagnsord, og hvornår skal der ikke? Man kan ikke altid høre(r?) det, men igen er der en meget enkel metode til at afgøre det:
Prøv med ´prøver´!
Hvis du er i tvivl om hvorvidt der skal r på eller ej, erstatter du bare ordet med prøve/prøver, og så bliver det pludselig nemt at høre, at der for eksempel ikke skal r på ´høre´ i afsnittets første linje.
Andre eksempler:
Jeg køre(r?) bil som de blinde slås (jeg prøveR bil …)
Gider du høre(r?) efter? (gider du prøve efter)
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Jeg giver hermed ordet til Carina.
Nutids-r
Hvornår skal der r på udsagnsord, og hvornår skal der ikke? Man kan ikke altid høre(r?) det, men igen er der en meget enkel metode til at afgøre det:
Prøv med ´prøver´!
Hvis du er i tvivl om hvorvidt der skal r på eller ej, erstatter du bare ordet med prøve/prøver, og så bliver det pludselig nemt at høre, at der for eksempel ikke skal r på ´høre´ i afsnittets første linje.
Andre eksempler:
Jeg køre(r?) bil som de blinde slås (jeg prøveR bil …)
Gider du høre(r?) efter? (gider du prøve efter)
Evytts yderst uofficielle regelsamling #4 Ligger eller lægger?
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Jeg giver hermed ordet til Carina.
Ligger eller lægger?
Endnu en klassiker, hvor hele balladen handler om hvorvidt man beskriver noget aktivt (lægger) eller noget passivt (ligger).
Her har jeg flere gange hørt en huskeregel noget i stil med: ´Hønen ligger (passivt) og lægger (aktivt) æg´, og idéen er så at ordet ´æg´ indgår i ´lægger´ eller noget i den stil.
Den huskeregel fungerer sikkert for mange, men hvad så hvis ægget er lagt og nu ligger i reden? Personligt foretrækker jeg denne – lidt mere morbide – huskeregel:
Lig lig ger stille (for ellers får de tæsk).
For sjællændere kan en enkel løsning i øvrigt være, bare at sætte ordet i datid (lå/lagde) eller før nutid/datid (jeg har/havde ligget og jeg har/havde lagt), for så er det nemt at høre om det skal være det ene eller det andet.
Den løsning hjælper dog ikke ret meget hvis man er jyde, for på jysk er det åbenbart helt almindeligt for eksempel at ´have lagt ned i en times tid´. Det problem har jeg så endnu ikke fundet en huskeregel til, men hvis andre har, vil jeg meget gerne høre om det.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Jeg giver hermed ordet til Carina.
Ligger eller lægger?
Endnu en klassiker, hvor hele balladen handler om hvorvidt man beskriver noget aktivt (lægger) eller noget passivt (ligger).
Her har jeg flere gange hørt en huskeregel noget i stil med: ´Hønen ligger (passivt) og lægger (aktivt) æg´, og idéen er så at ordet ´æg´ indgår i ´lægger´ eller noget i den stil.
Den huskeregel fungerer sikkert for mange, men hvad så hvis ægget er lagt og nu ligger i reden? Personligt foretrækker jeg denne – lidt mere morbide – huskeregel:
Lig lig ger stille (for ellers får de tæsk).
For sjællændere kan en enkel løsning i øvrigt være, bare at sætte ordet i datid (lå/lagde) eller før nutid/datid (jeg har/havde ligget og jeg har/havde lagt), for så er det nemt at høre om det skal være det ene eller det andet.
Den løsning hjælper dog ikke ret meget hvis man er jyde, for på jysk er det åbenbart helt almindeligt for eksempel at ´have lagt ned i en times tid´. Det problem har jeg så endnu ikke fundet en huskeregel til, men hvis andre har, vil jeg meget gerne høre om det.
April 8, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #3 Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?
Prikker kan bruges til mange formål i en tekst, men selv om nogle tilsyneladende tror, at man bare snupper et tilfældigt antal, er der faktisk regler, og heldigvis er de meget simple:
1 prik = punktum = Fuldt stop.
2 prikker = Du ramte tasten for hårdt eller for blødt og bør straks slette eller tilføje en prik.
3 prikker = Afbrydelse eller tøven.
4 prikker og derover = Du ramte tasten for hårdt og bør straks slette de overflødige.
De 3 prikker har så yderligere regler om, hvorvidt der skal være mellemrum før eller ej. Igen er reglerne simple:
Hvis det er en sætning der afbrydes, skal der være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tænkt på at …”
Hvis det er et ord der afbrydes, skal der IKKE være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tæ…”
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?
Prikker kan bruges til mange formål i en tekst, men selv om nogle tilsyneladende tror, at man bare snupper et tilfældigt antal, er der faktisk regler, og heldigvis er de meget simple:
1 prik = punktum = Fuldt stop.
2 prikker = Du ramte tasten for hårdt eller for blødt og bør straks slette eller tilføje en prik.
3 prikker = Afbrydelse eller tøven.
4 prikker og derover = Du ramte tasten for hårdt og bør straks slette de overflødige.
De 3 prikker har så yderligere regler om, hvorvidt der skal være mellemrum før eller ej. Igen er reglerne simple:
Hvis det er en sætning der afbrydes, skal der være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tænkt på at …”
Hvis det er et ord der afbrydes, skal der IKKE være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tæ…”
March 20, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #2 Af/ad - hvornår bruger man hvad?
Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Af/ad - hvornår bruger man hvad?
Dette er vist den regel, som jeg selv har haft størst problemer med at lære, og også den hvor folk oftest svarer: ´Ja, jeg ved godt, at jeg har problemer med det´.
Indrømmet: Erkendelse er dejligt og et pænt skridt på vejen mod ´helbredelse´, men det løser altså ikke problemet at indrømme dets eksistens. Og faktisk er det ikke så svært som vi bilder os ind.
Nem huskeregel: Af = fra. Ad = via.
Er du i tvivl om det skal være ´af´ eller ´ad´, så prøv at indsætte erstatningsordet.
Eksempelvis:
Tårerne løb ned fra/via hendes kinder.
(De fleste menneskers tårer kommer FRA øjnene, VIA kinderne, så her skal det være ´ad´)
Han tog pengene op fra/via lommen.
(Vi må formode, at pengene til at starte med lå i lommen og ikke et sted omkring den, så her skal det være ´af´)
Han gik ud fra/via døren.
(Stod han inde i døren til at begynde med, eller stod han indendørs og ville ud? Formodentlig det sidste, og så skal det være ´ad´)
Og endelig det klassiske – og ret sjove – eksempel:
Bruden kom op af/ad kirkegulvet. Hvad synes du?
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Af/ad - hvornår bruger man hvad?
Dette er vist den regel, som jeg selv har haft størst problemer med at lære, og også den hvor folk oftest svarer: ´Ja, jeg ved godt, at jeg har problemer med det´.
Indrømmet: Erkendelse er dejligt og et pænt skridt på vejen mod ´helbredelse´, men det løser altså ikke problemet at indrømme dets eksistens. Og faktisk er det ikke så svært som vi bilder os ind.
Nem huskeregel: Af = fra. Ad = via.
Er du i tvivl om det skal være ´af´ eller ´ad´, så prøv at indsætte erstatningsordet.
Eksempelvis:
Tårerne løb ned fra/via hendes kinder.
(De fleste menneskers tårer kommer FRA øjnene, VIA kinderne, så her skal det være ´ad´)
Han tog pengene op fra/via lommen.
(Vi må formode, at pengene til at starte med lå i lommen og ikke et sted omkring den, så her skal det være ´af´)
Han gik ud fra/via døren.
(Stod han inde i døren til at begynde med, eller stod han indendørs og ville ud? Formodentlig det sidste, og så skal det være ´ad´)
Og endelig det klassiske – og ret sjove – eksempel:
Bruden kom op af/ad kirkegulvet. Hvad synes du?
March 17, 2015
Evytts yderst uofficielle regelsamling #1 Biord + forholdsord
Carina Evytt, som er forfatter (og en af mine skrivebuddies) har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Og jeg har fået lov til at dele dem med jer, der måske kunne have brug for en huskeregel eller to (jeg kan bestemt).
Enjoy!
Biord + forholdsord (adverbium + præposition), mellemrum eller ej?
Ja, det lyder jo flot, og dermed svært, men egentlig er her bare tale om ord som ´indenfor/inden for´, ´ovenpå/oven på´, ´udenom/uden om´ osv. Men hvornår skal de trækkes sammen, og hvornår skal de skilles?
Nem huskeregel: 1 eller 3 ord.
Eksempelvis:
Han stod udenfor (1 ord = intet mellemrum)
Han stod uden for døren (3 ord = mellemrum)
Katten gik ovenpå (1 ord = intet mellemrum)
Katten gik oven på bordet (3 ord = mellemrum)
De ´3 ord´ skal dog tages med en smule forbehold, idet de ikke kun dækker deciderede ord, men mere selve idéen bag ordene.
Eksempelvis:
Hun gik uden om den kæmpestore kasse med de fint udskårne håndtag (her er jo langt flere end 3 ord, men skærer man sætningen ned til det basale, lyder den: Hun gik uden om kassen = 3 ord.)
Carina Evytt har skrevet fantasyromanen "Den fredløse", horrorromanerne "Dæmoner", "Jack the Rippers lærling" og "Let bytte", samt gendigtningen om Vølsungerne "Sværdet fra Odin" ... plus fem små monster-bøger sammen med mig!
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.
Og jeg har fået lov til at dele dem med jer, der måske kunne have brug for en huskeregel eller to (jeg kan bestemt).
Enjoy!
Biord + forholdsord (adverbium + præposition), mellemrum eller ej?
Ja, det lyder jo flot, og dermed svært, men egentlig er her bare tale om ord som ´indenfor/inden for´, ´ovenpå/oven på´, ´udenom/uden om´ osv. Men hvornår skal de trækkes sammen, og hvornår skal de skilles?
Nem huskeregel: 1 eller 3 ord.
Eksempelvis:
Han stod udenfor (1 ord = intet mellemrum)
Han stod uden for døren (3 ord = mellemrum)
Katten gik ovenpå (1 ord = intet mellemrum)
Katten gik oven på bordet (3 ord = mellemrum)
De ´3 ord´ skal dog tages med en smule forbehold, idet de ikke kun dækker deciderede ord, men mere selve idéen bag ordene.
Eksempelvis:
Hun gik uden om den kæmpestore kasse med de fint udskårne håndtag (her er jo langt flere end 3 ord, men skærer man sætningen ned til det basale, lyder den: Hun gik uden om kassen = 3 ord.)
Carina Evytt har skrevet fantasyromanen "Den fredløse", horrorromanerne "Dæmoner", "Jack the Rippers lærling" og "Let bytte", samt gendigtningen om Vølsungerne "Sværdet fra Odin" ... plus fem små monster-bøger sammen med mig!
March 10, 2015
Fantasyfestival i Esbjerg med Bluff og Brainstorm
Weekend med Bluff
Sidste weekend var jeg på Fantasyfestivalen i Esbjerg med skrivebuddierne, som tæller forfatterne Anika Eibe, Louise Haiberg og Carina Evytt. De har alle sammen bosat sig på øer, mens jeg er den eneste i Jylland, og for en gangs skyld var der en messe heeeelt derude, hvor jeg bor (altså, næsten …)
Ugen op til brugte jeg på at stæse rundt i huset, mens jeg forsøgte at gøre klar til Mission: Bluffnummer. Hvilket egentlig bare gik ud på at rydde op og gøre rent (og male skabslåger, skifte potteplanter, feje blade væk fra carporten, gemme rod ...)
Øboernes begyndervanskeligheder
Lørdag morgen kørte jeg så af sted mod Esbjerg, hvor jeg skulle mødes med resten af flokken ved Fantasyfestivalen. Det er sket et par gange, at vi er kommet for sent frem, fordi jeg er kommet for sent af sted (eller har en tosset gps, der nægter at lade mig køre på motorvej), men denne gang var jeg fremme til tiden.
Desværre var bilen med øboerne lidt forsinkede, men ikke mere end at vi var fremme til tiden, da Tellerup bød på Asti og kyskager i anledningen af, at ”Skyggernes bog” officielt udkom. Forfatteren er en af deres nye forfattere, Haidi Wigger Klaris.
(Billedet er lånt fra Anika Eibes forfatterblog .)
Paneldebat med mere
Når jeg er på messer med skrivebuddierne, så når vi sjældent ret meget at det, som rent faktisk foregår der. Tiden forsvinder med snak og med at sludre med folkene fra Tellerup, men denne gang nåede vi at se Haidi i en paneldebat sammen med tre andre forfattere. Jeg havde forventet debat, men det var mere gruppeinterview, hvilket var ganske spændende. Man fik fire forfatteres svar på samme spørgsmål, og det er altid interessant at høre, hvordan andre skriver.
Vi var også henne og lytte til oplæsning af Tina Sanddahl. Hun læste op af romanen ”Mørkets søn”, som udkommer på Forlaget Ulven & Uglen senere på året.
(Der lyttes intensivt)
Det er ikke altid, at jeg finder rammerne for messerne særligt egnede til foredrag og oplæsning. Der er ofte en del larm, og Tina havde hverken scene eller andet til at vise, at ”hey, så er der oplæsning, allesammen!” eller teknisk udstyr til at hjælpe sig.
Så selvom vi lagde ud med at stå på passende afstand, endte vi med næsten at klistre os op ad hende for at kunne følge med. Men selve oplæsningen var god, og det er ret imponerende under forholdene :)
(Billedet er lånt fra Anika Eibes forfatterblog .)
At vælge en brik
Jeg afsluttede sidste bog i min serie, Blodets Bånd, i december sidste år. Den ligger nu hos forlaget, og jeg er gået i gang med næste projekt, som er i samarbejde med Carina Evytt. Ideen går ud på, at jeg skriver en roman med mine personer, og hun skriver en roman med sine personer, og så skal vi skrive den tredje bog sammen.
Ikke alt er planlagt og det er en spændende oplevelse at prøve at samarbejde med en anden forfatter. Ikke mindst når vi når så langt, at vi skal skrive sammen og ikke bare hver for sig.
At få en ide til en historie og udvikle den er ofte som at lægge et puslespil. Man har ikke alle brikker – ikke til at begynde med, i det mindste – og det er heller ikke alle de brikker, som ligger foran en, der skal bruges. Man må famle rundt og forsøge at mærke efter, hvad der føles rigtigt.
Alt efter hvilke brikker man vælger, former man historien. Én vigtig brik kan gøre hele forskellen. Fjerner man brikken fra resten af puslespillet, vil hele billedet ændre sig.
Carina og jeg har haft en brik, som vi følte skulle være med i universet, men vi manglede noget der kunne gøre brikken vigtig nok. Den skulle have mere betydning end bare at være der.
Carina kom så på, hvem vi kunne spørge, og mens jeg lavede – et eller andet, kan simpelthen ikke længere huske hvad – indfangede hun en af Tellerups ansatte og pumpede denne for informationer.
Kørende brainstorm
Da det var på tide at køre hjem til mig, lossede vi Anika og Louise over i den anden bil, og brugte den næsten en times lange køretur hjem til mig med at brainstorme.
Normalt brainstormer jeg med mig selv til at begynde med, og senere gør jeg det med skrivebuddierne på skrift, så det er vist første gang, jeg har prøvet at brainstorme direkte med en anden forfatter i så lang tid.
Vi fortsatte snakken næste dag, da vi kørte tilbage til Fantasyfestivalen. Vi var så nået halvvejs, da det gik op for os, at en af øboerne havde glemt noget hjemme hos mig. Derfor måtte vi tilbage, meeen det gav en hel times ekstra brainstorm!
Det var effektivt og ret så sjovt at sidde i bilen med Carina og diskutere vores univers og fælles historie. Vi fik skabt nogle hegnspæle at sigte efter (større begivenheder i historien), snakket om personerne og deres forbindelser til hinanden, samt skabt nogle regler og begrænsninger.
Sådan en snak foregår cirka sådan her: ”Okay, så hvis vi siger, at person X kan det … så får vi et problem længere fremme … for så kan X jo *censur*, og det er da ret upraktisk. Hvordan forhindrer vi det?”
Eller:
”Det virker lidt for nemt på den måde … det gør dem for skrøbelige … vi må tilføje et eller andet, gøre det sværere.”
Og stille og roligt fik vi lagt flere forskellige brikker ned på vores puslespil. Nogle brikker handler om personerne (”Så Person A og Person D har følgende forhold til hinanden *censur* og det får Person A til at …”), andre om forhistorie (”Så dengang gjorde Person K …”) og andre om ´regler’ ”Det betyder altså, at nogle personer er i stand til at *censur*, og nogle få kan noget ekstra, og det gør dem til …”)
Foredrag med Tamora Pierce
På grund af smutturen hjem til mig igen, kom vi en time senere end forventet til messen. Louise og jeg havde fået billetter til Tamora Pierces foredrag, så vi nåede lige, at jeg kunne købe et par pølsehorn og en flaske vand, inden vi halsede af sted mod lokalet, hvor det skulle foregå.
Der var sat rigtig mange stole frem, og de fleste var optagede. Det er sikkert de færreste fantasyelskere, som ikke har læst en af Tamoras bøger, og i løbet af weekenden sad hun flere gange og signerede (køen var imponerende, og da hun åbenbart gav sig tid til at skrive mere end sit navn i bøgerne og blev fotograferet, bevægede køen sig ret langsomt de gange jeg betragtede den).
Hun var rigtig spændende at lytte til. Hun startede ud med at læse op fra sin nyeste historie (endnu ikke udkommet) og bagefter var der spørgsmål. Ligesom ved signeringerne gav hun sig god tid, og der var hele små historier gemt i hvert et svar hun gav. Der var også gode råd til forfattere og små tips til hvordan hun selv bygger en historie op.
Mine nye bøger!
Geniale tanker på papiret - eller noget
Halvanden time senere var foredraget forbi, og Louise og jeg forlod salen. Det viste sig, at Carina og Anika havde slået sig ned lige udenfor i et cafeområde sammen med Dennis-Klubben. Her lykkedes det mig endelig at indfange Haidi og få hende til at skrive i ”Skyggernes bog”.
Og kort tid efter – sådan føltes det i det mindste – var messen forbi. Vi var godt trætte i hovederne, øboerne havde langt hjem, og rundt omkring påbegyndtes nedpakningen af boder. Jeg tog afsked med skrivebuddierne og skyndte mig hjem, så jeg kunne forsøge at få alle mine og Carinas geniale tanker ned på papiret.
Om de så virkelig er så geniale må tiden vise :)
Sidste weekend var jeg på Fantasyfestivalen i Esbjerg med skrivebuddierne, som tæller forfatterne Anika Eibe, Louise Haiberg og Carina Evytt. De har alle sammen bosat sig på øer, mens jeg er den eneste i Jylland, og for en gangs skyld var der en messe heeeelt derude, hvor jeg bor (altså, næsten …)
Ugen op til brugte jeg på at stæse rundt i huset, mens jeg forsøgte at gøre klar til Mission: Bluffnummer. Hvilket egentlig bare gik ud på at rydde op og gøre rent (og male skabslåger, skifte potteplanter, feje blade væk fra carporten, gemme rod ...)
Øboernes begyndervanskelighederLørdag morgen kørte jeg så af sted mod Esbjerg, hvor jeg skulle mødes med resten af flokken ved Fantasyfestivalen. Det er sket et par gange, at vi er kommet for sent frem, fordi jeg er kommet for sent af sted (eller har en tosset gps, der nægter at lade mig køre på motorvej), men denne gang var jeg fremme til tiden.
Desværre var bilen med øboerne lidt forsinkede, men ikke mere end at vi var fremme til tiden, da Tellerup bød på Asti og kyskager i anledningen af, at ”Skyggernes bog” officielt udkom. Forfatteren er en af deres nye forfattere, Haidi Wigger Klaris.
(Billedet er lånt fra Anika Eibes forfatterblog .)
Paneldebat med mere
Når jeg er på messer med skrivebuddierne, så når vi sjældent ret meget at det, som rent faktisk foregår der. Tiden forsvinder med snak og med at sludre med folkene fra Tellerup, men denne gang nåede vi at se Haidi i en paneldebat sammen med tre andre forfattere. Jeg havde forventet debat, men det var mere gruppeinterview, hvilket var ganske spændende. Man fik fire forfatteres svar på samme spørgsmål, og det er altid interessant at høre, hvordan andre skriver.
Vi var også henne og lytte til oplæsning af Tina Sanddahl. Hun læste op af romanen ”Mørkets søn”, som udkommer på Forlaget Ulven & Uglen senere på året.
(Der lyttes intensivt)Det er ikke altid, at jeg finder rammerne for messerne særligt egnede til foredrag og oplæsning. Der er ofte en del larm, og Tina havde hverken scene eller andet til at vise, at ”hey, så er der oplæsning, allesammen!” eller teknisk udstyr til at hjælpe sig.
Så selvom vi lagde ud med at stå på passende afstand, endte vi med næsten at klistre os op ad hende for at kunne følge med. Men selve oplæsningen var god, og det er ret imponerende under forholdene :)
(Billedet er lånt fra Anika Eibes forfatterblog .)
At vælge en brik
Jeg afsluttede sidste bog i min serie, Blodets Bånd, i december sidste år. Den ligger nu hos forlaget, og jeg er gået i gang med næste projekt, som er i samarbejde med Carina Evytt. Ideen går ud på, at jeg skriver en roman med mine personer, og hun skriver en roman med sine personer, og så skal vi skrive den tredje bog sammen.
Ikke alt er planlagt og det er en spændende oplevelse at prøve at samarbejde med en anden forfatter. Ikke mindst når vi når så langt, at vi skal skrive sammen og ikke bare hver for sig.
At få en ide til en historie og udvikle den er ofte som at lægge et puslespil. Man har ikke alle brikker – ikke til at begynde med, i det mindste – og det er heller ikke alle de brikker, som ligger foran en, der skal bruges. Man må famle rundt og forsøge at mærke efter, hvad der føles rigtigt.
Alt efter hvilke brikker man vælger, former man historien. Én vigtig brik kan gøre hele forskellen. Fjerner man brikken fra resten af puslespillet, vil hele billedet ændre sig.
Carina og jeg har haft en brik, som vi følte skulle være med i universet, men vi manglede noget der kunne gøre brikken vigtig nok. Den skulle have mere betydning end bare at være der.
Carina kom så på, hvem vi kunne spørge, og mens jeg lavede – et eller andet, kan simpelthen ikke længere huske hvad – indfangede hun en af Tellerups ansatte og pumpede denne for informationer.
Kørende brainstorm
Da det var på tide at køre hjem til mig, lossede vi Anika og Louise over i den anden bil, og brugte den næsten en times lange køretur hjem til mig med at brainstorme.
Normalt brainstormer jeg med mig selv til at begynde med, og senere gør jeg det med skrivebuddierne på skrift, så det er vist første gang, jeg har prøvet at brainstorme direkte med en anden forfatter i så lang tid.
Vi fortsatte snakken næste dag, da vi kørte tilbage til Fantasyfestivalen. Vi var så nået halvvejs, da det gik op for os, at en af øboerne havde glemt noget hjemme hos mig. Derfor måtte vi tilbage, meeen det gav en hel times ekstra brainstorm!
Det var effektivt og ret så sjovt at sidde i bilen med Carina og diskutere vores univers og fælles historie. Vi fik skabt nogle hegnspæle at sigte efter (større begivenheder i historien), snakket om personerne og deres forbindelser til hinanden, samt skabt nogle regler og begrænsninger.
Sådan en snak foregår cirka sådan her: ”Okay, så hvis vi siger, at person X kan det … så får vi et problem længere fremme … for så kan X jo *censur*, og det er da ret upraktisk. Hvordan forhindrer vi det?”
Eller:
”Det virker lidt for nemt på den måde … det gør dem for skrøbelige … vi må tilføje et eller andet, gøre det sværere.”
Og stille og roligt fik vi lagt flere forskellige brikker ned på vores puslespil. Nogle brikker handler om personerne (”Så Person A og Person D har følgende forhold til hinanden *censur* og det får Person A til at …”), andre om forhistorie (”Så dengang gjorde Person K …”) og andre om ´regler’ ”Det betyder altså, at nogle personer er i stand til at *censur*, og nogle få kan noget ekstra, og det gør dem til …”)
Foredrag med Tamora Pierce
På grund af smutturen hjem til mig igen, kom vi en time senere end forventet til messen. Louise og jeg havde fået billetter til Tamora Pierces foredrag, så vi nåede lige, at jeg kunne købe et par pølsehorn og en flaske vand, inden vi halsede af sted mod lokalet, hvor det skulle foregå.
Der var sat rigtig mange stole frem, og de fleste var optagede. Det er sikkert de færreste fantasyelskere, som ikke har læst en af Tamoras bøger, og i løbet af weekenden sad hun flere gange og signerede (køen var imponerende, og da hun åbenbart gav sig tid til at skrive mere end sit navn i bøgerne og blev fotograferet, bevægede køen sig ret langsomt de gange jeg betragtede den).
Hun var rigtig spændende at lytte til. Hun startede ud med at læse op fra sin nyeste historie (endnu ikke udkommet) og bagefter var der spørgsmål. Ligesom ved signeringerne gav hun sig god tid, og der var hele små historier gemt i hvert et svar hun gav. Der var også gode råd til forfattere og små tips til hvordan hun selv bygger en historie op.
Mine nye bøger!
Geniale tanker på papiret - eller noget
Halvanden time senere var foredraget forbi, og Louise og jeg forlod salen. Det viste sig, at Carina og Anika havde slået sig ned lige udenfor i et cafeområde sammen med Dennis-Klubben. Her lykkedes det mig endelig at indfange Haidi og få hende til at skrive i ”Skyggernes bog”.
Og kort tid efter – sådan føltes det i det mindste – var messen forbi. Vi var godt trætte i hovederne, øboerne havde langt hjem, og rundt omkring påbegyndtes nedpakningen af boder. Jeg tog afsked med skrivebuddierne og skyndte mig hjem, så jeg kunne forsøge at få alle mine og Carinas geniale tanker ned på papiret.
Om de så virkelig er så geniale må tiden vise :)
January 13, 2015
Hvor kommer ideerne fra?
Før en bog bliver til en bog, starter den som en ide - en tanke - i forfatterens hoved.
Men hvor kommer ideerne fra?
Det er et godt spørgsmål. Nogle gange kan det føles lidt som magi, når en ide pludselig stryger ind i ens hoved og nærmest med det samme giver sig til at gnistre, så man "ser" hovedpersonen og scener og hører dialoger.
Det første frø kan stamme mange steder fra. Jeg kender en forfatter, som havde mareridt, og drømmen brugte hun som inspiration til sin debutroman. En anden forfatter finder inspiration i tidsskrifter som Alt om Historie. Hun har skrevet en del historiske romaner.
Hvor får jeg så mine ideer fra? Tja, det kan være noget jeg har læst eller set i fjernsynet. Det kan være en tanke, der synes at opstå af sig selv. Andre gange hiver jeg selv ideen frem.
Noget af det vigtigste er at tænke: Hvad nu hvis ...
Jeg kan komme med nogle eksempler fra mine bøger.
"For foden af trappen"
”For foden af trappen” startede med et billede i mit hoved af en pige, som står i sit vindue og ser en familie flytte ind. Hun følger med i deres gøren og laden på afstand … og så går det op for læseren at hun … nå ja, er død.
Okay, så hun var død. Hvordan var hun død og hvornår? I ”Kristines hjerte” havde jeg et gammelt spøgelse, men hvad hvis denne pige i vinduet var forholdsvis ny? Og hvad hvis hun var blevet myrdet?
Det lød jo ret interessant, men hvis jeg skulle myrde hende – så at sige – samtidig med at det kunne blive forvekslet med et uheld … hvordan skulle det så ske? Ved at falde/blive skubbet ned ad trappen!
Og sådan udviklede historien sig med, at jeg lavede en afgrænset gruppe af mistænkte og derefter skulle udvælge morderen og et motiv …
"I Pandoras æske"
Den første gnist til denne ide kom af et tv-program, hvor en dreng drømte om en pige. Jeg har en svaghed for historier, der blander krimi og det paranormale sammen, så hvis der var en dreng, som drømte om en pige ... hvorfor gjorde han det så? Hvordan? Og hvem var hun?
I "Kristines hjerte" havde jeg allerede ladet min hovedperson dø, for at hun pludselig kunne få evnen til at se spøgelser.
Jeg havde ikke lyst til at gøre det samme her, så jeg fandt på, at min hovedperson skulle køres ned og få en hjernerystelse. Hvem ved hvad det kunne føre med sig!
Som for eksempel pludselig at drømme om en pige. Derefter fandt jeg så ud af, hvem pigen var, og hvorfor hun havde brug for hjælp.
"Mission: Drømmeprins"
Nogle gange behøver man ikke vente på ideen. Man kan selv skabe den.
"Mission: Drømmeprins" er en af de romaner, jeg har ”fremprovokeret”. Jeg havde lyst til at skrive en humoristisk kærlighedshistorie i stil med ”Sol, sommer og scorereplikker”, men hvad skulle den handle om?
Jeg kom på ideen med en pige, der for sjov ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave (noget jeg selv havde gjort) … og veninden der tager hende på ordet. Og da det jo skulle være en humoristisk kærlighedshistorie, skulle der humoristiske scener til.
Derfor udtænkte jeg forskellige dates, som den stakkels hovedperson kunne komme ud for.
Drømmer-serien
Jeg skriver det for det meste ned, når jeg får en ide, og det følgende er udpluk af, hvad jeg skrev i forbindelse med starten på Drømmer-serien:
I dag fik jeg pludselig den tanke, at en bankede på vinduet, og da jeg så kiggede ud, ville der stå en pige … ikke bare en pige, men en pige fra en roman. En kentaurer! På en eller anden måde ryger hovedpersonens hovedperson fra romanen ind i hendes VIRKELIGE verden og banker på vinduet.
Det er jo bare ikke lige til at skjule en kentaurer – ”Hvorfor fanden var det ikke en elver som kom på besøg,” hvæsede jeg, ”så kunne jeg have smækket en hue på hovedet af hende og det var det!”
Nå, men det er da komisk. Hun bliver nødt til at skjule hende. Kentauren kender hende. Måske får hun så trukket en af sine hekse ind i sin egen verden for at få hende til at lave kentauren om til et menneske (hun har jo nok prøvet at sende kentauren tilbage uden at det virker).
Senere tog jeg fat i ideen, da jeg gerne ville prøve at skrive noget mere letlæseligt til børn.
Pigen Sille, som kan lide at skrive historier, får på en eller anden måde hevet Rikka, som er en kentaurer, ind i sin egen verden. Sille har skrevet om Rikka, og som jeg overvejede i den første tanke omkring ideen, får hun også hevet heksen Lussy ind i sin verden i forsøget på at få Rikka hjem igen.
Blodets Bånd-serien
I 2009 faldt jeg over ordet "blodsøstre", og min hjerne associerede på det: Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ...
En slags familie bestående af kvindelige vampyrer? Som holdt mænd på afstand?
Der var ikke meget i ideen, men jeg skrev den ned. Og mine notater kunne sikkert have ligget urørt hen endnu, hvis ikke min redaktør i oktober 2010 spurgte, om jeg havde tænkt på at skrive en vampyrroman?
Jeg kunne ikke lade være med at overveje det, og jeg huskede den lille stump ide. Det var da altid et sted at starte.
Der var ingen handling i ideen, andet end at hovedpersonen muligvis forelskede sig i en mand, hvilket resten af familien ikke ville bryde sig om. Altså, jeg havde ingen grundide andet end en familie bestående af kvindelige vampyrer ... så hvad kunne jeg have lyst til at skrive om? Jo, måske noget der var sket i fortiden, som havde indflydelse på nutiden ...
Man skulle tro, at mine personer bare havde ligget på lur og ventet på muligheden, for da jeg først begyndte at lege med mulighederne, eksploderede ideen, og i løbet af ganske kort tid havde jeg skrevet mange siders notater med baggrundshistorier, personernes mål og indbyrdes forhold.
Men hvor kommer ideerne fra?
Det er et godt spørgsmål. Nogle gange kan det føles lidt som magi, når en ide pludselig stryger ind i ens hoved og nærmest med det samme giver sig til at gnistre, så man "ser" hovedpersonen og scener og hører dialoger.
Det første frø kan stamme mange steder fra. Jeg kender en forfatter, som havde mareridt, og drømmen brugte hun som inspiration til sin debutroman. En anden forfatter finder inspiration i tidsskrifter som Alt om Historie. Hun har skrevet en del historiske romaner.
Hvor får jeg så mine ideer fra? Tja, det kan være noget jeg har læst eller set i fjernsynet. Det kan være en tanke, der synes at opstå af sig selv. Andre gange hiver jeg selv ideen frem.
Noget af det vigtigste er at tænke: Hvad nu hvis ...
Jeg kan komme med nogle eksempler fra mine bøger.
"For foden af trappen"
”For foden af trappen” startede med et billede i mit hoved af en pige, som står i sit vindue og ser en familie flytte ind. Hun følger med i deres gøren og laden på afstand … og så går det op for læseren at hun … nå ja, er død.Okay, så hun var død. Hvordan var hun død og hvornår? I ”Kristines hjerte” havde jeg et gammelt spøgelse, men hvad hvis denne pige i vinduet var forholdsvis ny? Og hvad hvis hun var blevet myrdet?
Det lød jo ret interessant, men hvis jeg skulle myrde hende – så at sige – samtidig med at det kunne blive forvekslet med et uheld … hvordan skulle det så ske? Ved at falde/blive skubbet ned ad trappen!
Og sådan udviklede historien sig med, at jeg lavede en afgrænset gruppe af mistænkte og derefter skulle udvælge morderen og et motiv …
"I Pandoras æske"
Den første gnist til denne ide kom af et tv-program, hvor en dreng drømte om en pige. Jeg har en svaghed for historier, der blander krimi og det paranormale sammen, så hvis der var en dreng, som drømte om en pige ... hvorfor gjorde han det så? Hvordan? Og hvem var hun?I "Kristines hjerte" havde jeg allerede ladet min hovedperson dø, for at hun pludselig kunne få evnen til at se spøgelser.
Jeg havde ikke lyst til at gøre det samme her, så jeg fandt på, at min hovedperson skulle køres ned og få en hjernerystelse. Hvem ved hvad det kunne føre med sig!
Som for eksempel pludselig at drømme om en pige. Derefter fandt jeg så ud af, hvem pigen var, og hvorfor hun havde brug for hjælp.
"Mission: Drømmeprins"
Nogle gange behøver man ikke vente på ideen. Man kan selv skabe den."Mission: Drømmeprins" er en af de romaner, jeg har ”fremprovokeret”. Jeg havde lyst til at skrive en humoristisk kærlighedshistorie i stil med ”Sol, sommer og scorereplikker”, men hvad skulle den handle om?
Jeg kom på ideen med en pige, der for sjov ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave (noget jeg selv havde gjort) … og veninden der tager hende på ordet. Og da det jo skulle være en humoristisk kærlighedshistorie, skulle der humoristiske scener til.
Derfor udtænkte jeg forskellige dates, som den stakkels hovedperson kunne komme ud for.
Drømmer-serien
Jeg skriver det for det meste ned, når jeg får en ide, og det følgende er udpluk af, hvad jeg skrev i forbindelse med starten på Drømmer-serien:
I dag fik jeg pludselig den tanke, at en bankede på vinduet, og da jeg så kiggede ud, ville der stå en pige … ikke bare en pige, men en pige fra en roman. En kentaurer! På en eller anden måde ryger hovedpersonens hovedperson fra romanen ind i hendes VIRKELIGE verden og banker på vinduet. Det er jo bare ikke lige til at skjule en kentaurer – ”Hvorfor fanden var det ikke en elver som kom på besøg,” hvæsede jeg, ”så kunne jeg have smækket en hue på hovedet af hende og det var det!”
Nå, men det er da komisk. Hun bliver nødt til at skjule hende. Kentauren kender hende. Måske får hun så trukket en af sine hekse ind i sin egen verden for at få hende til at lave kentauren om til et menneske (hun har jo nok prøvet at sende kentauren tilbage uden at det virker).
Senere tog jeg fat i ideen, da jeg gerne ville prøve at skrive noget mere letlæseligt til børn.
Pigen Sille, som kan lide at skrive historier, får på en eller anden måde hevet Rikka, som er en kentaurer, ind i sin egen verden. Sille har skrevet om Rikka, og som jeg overvejede i den første tanke omkring ideen, får hun også hevet heksen Lussy ind i sin verden i forsøget på at få Rikka hjem igen.
Blodets Bånd-serien
I 2009 faldt jeg over ordet "blodsøstre", og min hjerne associerede på det: Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ...En slags familie bestående af kvindelige vampyrer? Som holdt mænd på afstand?
Der var ikke meget i ideen, men jeg skrev den ned. Og mine notater kunne sikkert have ligget urørt hen endnu, hvis ikke min redaktør i oktober 2010 spurgte, om jeg havde tænkt på at skrive en vampyrroman?
Jeg kunne ikke lade være med at overveje det, og jeg huskede den lille stump ide. Det var da altid et sted at starte.
Der var ingen handling i ideen, andet end at hovedpersonen muligvis forelskede sig i en mand, hvilket resten af familien ikke ville bryde sig om. Altså, jeg havde ingen grundide andet end en familie bestående af kvindelige vampyrer ... så hvad kunne jeg have lyst til at skrive om? Jo, måske noget der var sket i fortiden, som havde indflydelse på nutiden ...
Man skulle tro, at mine personer bare havde ligget på lur og ventet på muligheden, for da jeg først begyndte at lege med mulighederne, eksploderede ideen, og i løbet af ganske kort tid havde jeg skrevet mange siders notater med baggrundshistorier, personernes mål og indbyrdes forhold.
December 31, 2014
Forfatterstatus 2014 - udgivelserne
Så er det tid til at tjekke årets "høst" af udgivelser :)
Blodets Bånd-serien
Bind 7 og 8 i serien Blodets Bånd blev udgivet. Så mangler vi kun bind 9, før serien er komplet, og den skulle gerne udkomme i 2015.
Merlin-serien
De tre første bøger om Merlin og hans skøre familie i Tusmørkedalen udkom.
Jeg håber, at jeg får muligheden for at skrive mange flere historier om dem.
I månens skygge - genudgivelse
Min roman "I månens skygge" blev genudgivet i en revideret og lidt forlænget udgave - med ny forside og i hardback (min allerførste hardback!).
Drifter
Forlaget Kandor udskrev en konkurrence om at skrive en dark erotica novelle - altså, hvor horror og erotik mikses. Jeg var en af de 13 udvalgte med novellen "Aftenens vinder".
To nye romaner, en genudgivelse, tre børnebøger og en novelle ... egentlig ikke dårligt for et år.
Hvad mon 2015 vil byde på? :)
Blodets Bånd-serien
Bind 7 og 8 i serien Blodets Bånd blev udgivet. Så mangler vi kun bind 9, før serien er komplet, og den skulle gerne udkomme i 2015.
Merlin-serien
De tre første bøger om Merlin og hans skøre familie i Tusmørkedalen udkom.
Jeg håber, at jeg får muligheden for at skrive mange flere historier om dem.
I månens skygge - genudgivelse
Min roman "I månens skygge" blev genudgivet i en revideret og lidt forlænget udgave - med ny forside og i hardback (min allerførste hardback!).
Drifter
Forlaget Kandor udskrev en konkurrence om at skrive en dark erotica novelle - altså, hvor horror og erotik mikses. Jeg var en af de 13 udvalgte med novellen "Aftenens vinder".
To nye romaner, en genudgivelse, tre børnebøger og en novelle ... egentlig ikke dårligt for et år.
Hvad mon 2015 vil byde på? :)
