Pernille Eybye's Blog, page 8
June 22, 2013
At have eller ikke at have ... et brand?
De færreste læsere tænker sikkert over det, men nogle forfattere har rent faktisk et brand. Noget der gør dem genkendelige fra andre forfattere. Læs for eksempel Skrivekrampes indlæg omkring forfatterbrands. Han nævner også det at være ikonisk. For eksempel min Tellerup kollega Michael Kamp. Han har et karakteristisk skæg - det er flettet. Det er hans personlige stil, som sikkert ikke er udtænkt som nogen strategi, men som ikke desto mindre gør ham letgenkendelig. Et andet eksempel er Leonora Christina Skov. Hun går helt bevidst efter "diva"-looket. Opsat hår, stiletter, knaldrøde læber og flotte kjoler. Et gennemført look må man sige. Og også et look der gør mig helt udmattet bare ved tanken. Det er en stil, som jeg aldrig ville kunne få til at virke. Og heldigvis har jeg heller ikke et skæg jeg, lige kan lave om til en fletning! Måske jeg skulle gå all in for bibliotekar-looket? Det stereotype billede af en bibliotekar med knold i nakken, brillerne i en kæde om halsen og tækkelig nederdel? Eller måske ikke ... ;o) Næ, jeg er jo egentlig ret almindelig. Som en læser skrev i en anmeldelse: "Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning." Murwahahah! Skinnet kan bedrage, ikke sandt? Men ja, mit look må være Ret Almindelig. Her er et billede fra Bogforum 2011, hvor jeg har min Almindelige Hårfarve.
Her forleden blev jeg så farvet. Jeg lod frisøren vælge farven - hun var jo ligesom den med mest erfaring. Da min ældste niece så mig: "Du har fået orange hår, moster." Hmmm ... Jeg spurgte så den yngste, hvilken hårfarve jeg nu har og svaret var: "Orange". Det lyder voldsommere end det er, og helt orange er mit hår nok ikke, men det har fået en rød-brun-orange farve. Så er jeg mon nu helt uigenkendelig? Fra Lyshåret Almindelig til Orange Almindelig?
(Beklager den dårlige kvalitet. Farven kommer slet ikke til sin ret her)
Nå ja, det kan jo også være et hint om mit fremtidige look: Forfatteren med det virkelige orange hår!
Her forleden blev jeg så farvet. Jeg lod frisøren vælge farven - hun var jo ligesom den med mest erfaring. Da min ældste niece så mig: "Du har fået orange hår, moster." Hmmm ... Jeg spurgte så den yngste, hvilken hårfarve jeg nu har og svaret var: "Orange". Det lyder voldsommere end det er, og helt orange er mit hår nok ikke, men det har fået en rød-brun-orange farve. Så er jeg mon nu helt uigenkendelig? Fra Lyshåret Almindelig til Orange Almindelig?
(Beklager den dårlige kvalitet. Farven kommer slet ikke til sin ret her)Nå ja, det kan jo også være et hint om mit fremtidige look: Forfatteren med det virkelige orange hår!
June 20, 2013
At møde sine læsere
Selvom det er mere end 9 år siden, at jeg fik kæmpet mig igennem nåleøjet hos forlagene ... så kan jeg stadig finde det lidt "mærkeligt" at møde mine læsere. Misforstå mig ikke, det er SKØNT at høre, at andre kan lide, hvad jeg skriver. Skønt, skønt, skønt, skøøøønt!
Jeg tror måske bare, jeg bliver lidt genert. Sådan lidt: "Iihhh, har du læst, hvad jeg har skrevet?! Jamen ... ej, hvor vildt!"
I går fik jeg besøg af en af mine unge læsere på mit arbejde. Jeg er bibliotekar, så det er jo ret perfekt, hvis man elsker bøger og at læse. Hun kom sammen med sin mor, og de havde købt deres eget eksemplar af "For foden af trappen", som pigen var ved at læse for anden gang.
Se, er det ikke fedt? Hun ved jo ligesom allerede, hvem der er morderen!
Jeg skrev en lille hilsen (efter at have sikre mig at jeg kunne stave til Nicoline), og da hun efterlyste noget lignende, reklamerede jeg da lige for "I Pandoras æske". Jeg var så lettere blank, da jeg skulle komme med flere lignende bøger - skiftet "bibliotekar - forfatter - bibliotekar" - gik vist ikke så glat. Meeen så fik jeg da rystet "Bodyfinder" og "Slide" ud fra de støvede hjerneceller.
Det var hyggeligt med besøget. Og et fint selvtillids-boost.
Det er lidt sjovt at være forfatter og bibliotekar. Jeg tror det var, da "Kampbrødre" var nyudgivet, at jeg havde udlånsvagt, og en ung pige kom og spurgte efter den. Hun anede ikke, at det var mig, der havde skrevet bogen - og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg skulle fortælle det. Hun spurgte jo bare efter en bog, ikke om at møde forfatteren.
Noget andet der var morsomt i den situation var, at jeg allerede i flere dage havde holdt øje med bogen i vores søgesystem (jeg sad på lur efter lektørudtalelsen, murhahaha!) og faktisk havde søgningen stående på skærmen.
Mon hun var imponeret, da jeg kunne fortælle hende bogens nøjagtige status ... uden at slå den op? ;o)
Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke, og jeg fortalte heller ikke, hvem jeg var.
Men det var stadig fedt at møde en af dem ... en af dem der læser mine bøger. For det er ret utroligt. Stadigvæk :o)
Jeg tror måske bare, jeg bliver lidt genert. Sådan lidt: "Iihhh, har du læst, hvad jeg har skrevet?! Jamen ... ej, hvor vildt!"
I går fik jeg besøg af en af mine unge læsere på mit arbejde. Jeg er bibliotekar, så det er jo ret perfekt, hvis man elsker bøger og at læse. Hun kom sammen med sin mor, og de havde købt deres eget eksemplar af "For foden af trappen", som pigen var ved at læse for anden gang.
Se, er det ikke fedt? Hun ved jo ligesom allerede, hvem der er morderen!
Jeg skrev en lille hilsen (efter at have sikre mig at jeg kunne stave til Nicoline), og da hun efterlyste noget lignende, reklamerede jeg da lige for "I Pandoras æske". Jeg var så lettere blank, da jeg skulle komme med flere lignende bøger - skiftet "bibliotekar - forfatter - bibliotekar" - gik vist ikke så glat. Meeen så fik jeg da rystet "Bodyfinder" og "Slide" ud fra de støvede hjerneceller.
Det var hyggeligt med besøget. Og et fint selvtillids-boost.
Det er lidt sjovt at være forfatter og bibliotekar. Jeg tror det var, da "Kampbrødre" var nyudgivet, at jeg havde udlånsvagt, og en ung pige kom og spurgte efter den. Hun anede ikke, at det var mig, der havde skrevet bogen - og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg skulle fortælle det. Hun spurgte jo bare efter en bog, ikke om at møde forfatteren.
Noget andet der var morsomt i den situation var, at jeg allerede i flere dage havde holdt øje med bogen i vores søgesystem (jeg sad på lur efter lektørudtalelsen, murhahaha!) og faktisk havde søgningen stående på skærmen.
Mon hun var imponeret, da jeg kunne fortælle hende bogens nøjagtige status ... uden at slå den op? ;o)
Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke, og jeg fortalte heller ikke, hvem jeg var.
Men det var stadig fedt at møde en af dem ... en af dem der læser mine bøger. For det er ret utroligt. Stadigvæk :o)
June 19, 2013
"Forfald" indtager bibliotekerne
Ja, det skrider fremad med "Forfald". Nu er posten på bibliotek.dk endelig færdig, så der er både forfatternavn og beskrivelse.
Og om et par uger kommer der forhåbentlig en lektørudtalelse.
*krydser fingre for at den er god*
I det mindste har jeg fået en god tilbagemelding fra en læser på "Forfald" ... og denne læser er jeg hverken beslægtet med eller en af de forfattere, som jeg kender og arbejder sammen med ;o)
Man kan ikke se det her, men der er faktisk allerede et bibliotek, der har købt bogen. Wuhhuu! Den første af mange håber jeg.
Såå, æhhh ... videre med næste bog?
Og om et par uger kommer der forhåbentlig en lektørudtalelse.
*krydser fingre for at den er god*
I det mindste har jeg fået en god tilbagemelding fra en læser på "Forfald" ... og denne læser er jeg hverken beslægtet med eller en af de forfattere, som jeg kender og arbejder sammen med ;o)
Man kan ikke se det her, men der er faktisk allerede et bibliotek, der har købt bogen. Wuhhuu! Den første af mange håber jeg.
Såå, æhhh ... videre med næste bog?
June 18, 2013
Pigen med glashjertet - et eventyr
For ikke så lang tid siden fik jeg en pakke fra Tellerup. Pakken indeholdt mine frieksemplarer af "Forfald", men der var også en ekstra godte ... eventyrbogen "Heksens briller".
"Heksens briller" indeholder 13 forskellige eventyr, og er blevet til i et samarbejde mellem forlag, forfatterforening og boghandlere under læsekampagnen Ordet Fanger.
Jeg var en af dem, der blev spurgt, om jeg ville skrive et eventyr.
Det var et spændende forslag, men også skræmmende. Dels er eventyr ikke det, der bliver produceret mest af i min hjerne. De sidste skrevne eventyr lå en del år tilbage (tror vi skal helt tilbage til teenageårene). Dels var og er min hjerne pt. også inficeret med vampyrer. Udover det kender jeg to forfattere, som kan det der med at skrive eventyr. Anika Eibe og Carina Evytt har eventyr med i "Moderne danske eventyr". Anika vandt endda konkurrencen med "Moderne danske eventyr II".
Det var jo noget at leve op til. Jeg overvejede meget, om jeg skulle sige ja. Jeg ville hade ikke at kunne klare opgaven, og jeg gav rimelig tydeligt udtryk for mine følelser. Hellere være sandfærdig fra starten fremfor at male et for lyserødt billede :o)
Det endte dog med, at jeg sagde ja, og så skulle jeg jo finde på eventyret. Jeg havde en ide om, hvad moralen skulle være, men inden jeg fandt indpakningen til denne historie, røg jeg ud på et sidespor. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg tror, jeg tænkte på kærligheden og dens forskellige udtryk. Kærligheden mellem forældre og barn. Og kærligheden mellem to voksne mennesker.
Og pludselig havde min hjerne glemt vampyrerne (dog kun for en tid) og begyndte at fortælle om pigen, der fik et fint glashjerte af sin far.
Jeg blev helt glad for mit lille eventyr, og efter at have udbredt mig om mine betænkeligheder er det nok ikke sært, at jeg fik tilbagemeldinger, der lød sådan her: "Jeg er simpelthen så forbløffet (tag det ikke ilde op) ... det er så fint skrevet" og " Hvor er det altså fint, det her!"
Jeps, man skal bare sætte barren lavt. Så imponerer man det mere ;o)
"Heksens briller" indeholder 13 forskellige eventyr, og er blevet til i et samarbejde mellem forlag, forfatterforening og boghandlere under læsekampagnen Ordet Fanger.
Jeg var en af dem, der blev spurgt, om jeg ville skrive et eventyr.
Det var et spændende forslag, men også skræmmende. Dels er eventyr ikke det, der bliver produceret mest af i min hjerne. De sidste skrevne eventyr lå en del år tilbage (tror vi skal helt tilbage til teenageårene). Dels var og er min hjerne pt. også inficeret med vampyrer. Udover det kender jeg to forfattere, som kan det der med at skrive eventyr. Anika Eibe og Carina Evytt har eventyr med i "Moderne danske eventyr". Anika vandt endda konkurrencen med "Moderne danske eventyr II".
Det var jo noget at leve op til. Jeg overvejede meget, om jeg skulle sige ja. Jeg ville hade ikke at kunne klare opgaven, og jeg gav rimelig tydeligt udtryk for mine følelser. Hellere være sandfærdig fra starten fremfor at male et for lyserødt billede :o)
Det endte dog med, at jeg sagde ja, og så skulle jeg jo finde på eventyret. Jeg havde en ide om, hvad moralen skulle være, men inden jeg fandt indpakningen til denne historie, røg jeg ud på et sidespor. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg tror, jeg tænkte på kærligheden og dens forskellige udtryk. Kærligheden mellem forældre og barn. Og kærligheden mellem to voksne mennesker.
Og pludselig havde min hjerne glemt vampyrerne (dog kun for en tid) og begyndte at fortælle om pigen, der fik et fint glashjerte af sin far.
Jeg blev helt glad for mit lille eventyr, og efter at have udbredt mig om mine betænkeligheder er det nok ikke sært, at jeg fik tilbagemeldinger, der lød sådan her: "Jeg er simpelthen så forbløffet (tag det ikke ilde op) ... det er så fint skrevet" og " Hvor er det altså fint, det her!"
Jeps, man skal bare sætte barren lavt. Så imponerer man det mere ;o)
Foredrag igen igen
Huuhaaa!
Så har jeg atter prøvet at stå foran en skoleklasse og fortælle om at være forfatter. Faktisk gjorde jeg det to gange på en dag. Først den ene klasse og så den anden. Jeg var ikke sikker på, at min stemme kunne trænge igennem til omkring 40 elever. Den har vist bare ikke det rigtige toneleje :o) Jeg var engang på et kursus i at blive bedre til at undervise (det var arbejdsrelateret), og da jeg skulle "fremlægge" for resten af holdet, så jeg kunne få feedback ... bad læreren mig om på det nærmeste at brøle, hvad jeg ville fortælle.
Det virkede da, men det er ikke ligefrem den mest afslappende metode :o)
Nå, men jeg lavede altså to forfatterforedrag, og det foregik på min gamle folkeskole. Jeg har været der siden jeg gik ud, men det er nu stadig sjovt og lidt mærkeligt at vende tilbage. Mange år der blev tilbragt i den bygning, og det er mange år siden, at jeg forlod skolen.
Ligesom sidst var jeg på besøg i to fine klasser, der havde en del spørgsmål. Vi kom omkring lidt af hvert, for eksempel hvad jeg tjener på at være forfatter. Tror eleverne var imponerede, men penge for en 6. klasses elev er iiiiikke helt det samme for en voksen med hus, bil og regninger :o) Jeg blev også spurgt, om jeg havde en manager. Nej, ikke som sådan, men jeg har da en redaktør.
Bagefter kom jeg med ind på lærerværelset og fik lidt at spise og drikke. Jeg fortalte den ene klasselærer om mit største minde fra lærerværelset fra dengang jeg selv gik på skolen. Jeg kan ikke huske, om det var et blad eller selve bogen, men jeg husker, at jeg så "Kadavermarch" derinde. Og billede af zombierne med manglende lemmer og blottede tarme brændte sig ind i min letpåvirkelige hjerne.
Hmmm, oversharing?
Jeg skulle nok bare have holdt mig til et pænt "Tak for i dag" ;o)
Så har jeg atter prøvet at stå foran en skoleklasse og fortælle om at være forfatter. Faktisk gjorde jeg det to gange på en dag. Først den ene klasse og så den anden. Jeg var ikke sikker på, at min stemme kunne trænge igennem til omkring 40 elever. Den har vist bare ikke det rigtige toneleje :o) Jeg var engang på et kursus i at blive bedre til at undervise (det var arbejdsrelateret), og da jeg skulle "fremlægge" for resten af holdet, så jeg kunne få feedback ... bad læreren mig om på det nærmeste at brøle, hvad jeg ville fortælle.
Det virkede da, men det er ikke ligefrem den mest afslappende metode :o)
Nå, men jeg lavede altså to forfatterforedrag, og det foregik på min gamle folkeskole. Jeg har været der siden jeg gik ud, men det er nu stadig sjovt og lidt mærkeligt at vende tilbage. Mange år der blev tilbragt i den bygning, og det er mange år siden, at jeg forlod skolen.
Ligesom sidst var jeg på besøg i to fine klasser, der havde en del spørgsmål. Vi kom omkring lidt af hvert, for eksempel hvad jeg tjener på at være forfatter. Tror eleverne var imponerede, men penge for en 6. klasses elev er iiiiikke helt det samme for en voksen med hus, bil og regninger :o) Jeg blev også spurgt, om jeg havde en manager. Nej, ikke som sådan, men jeg har da en redaktør.
Bagefter kom jeg med ind på lærerværelset og fik lidt at spise og drikke. Jeg fortalte den ene klasselærer om mit største minde fra lærerværelset fra dengang jeg selv gik på skolen. Jeg kan ikke huske, om det var et blad eller selve bogen, men jeg husker, at jeg så "Kadavermarch" derinde. Og billede af zombierne med manglende lemmer og blottede tarme brændte sig ind i min letpåvirkelige hjerne.
Hmmm, oversharing?
Jeg skulle nok bare have holdt mig til et pænt "Tak for i dag" ;o)
June 7, 2013
Blodets bånd som lydbog
Nogle af jer ved måske, at jeg arbejder som bibliotekar, og her i går, da jeg var på vagt, gik jeg forbi vores reol med nye materialer. Jeg lod blikket glide over hylderne for at se, om der var fyldt op, kiggede væk og så sagde min hjerne: "Hov, vent, var det ikke ..." Efterfulgt af: "Hvad laver den der, den er jo ikke ny!"
Se hvem der ... smilede ... meget begejstret ... tilbage til mig:
"Hyænelatter" som lydbog :o)
Helt ny, så den var da det rigtige sted, selvom jeg et øjeblik var pænt forvirret. Jeg kunne altså ikke lade være med at forevige synet af den grinende hyænedreng på vores "nye materialer"-hylde. Håber ikke jeg virkede alt for selvoptaget, da jeg stod og fotograferede min egen lille frembringelse midt i udlånet ;oP
"Blodsøstre" blev udgivet som lydbog for noget tid siden, og den har jeg derhjemme.
Jeg har ikke lyttet til den endnu. "Tør" vist ikke helt. Det er altså noget særligt at høre andre læse ens bog op. Man ved jo, hvordan trykket skal lægges på ordene, og hvis det ikke lyder, som man havde forestillet sig det sådan noget som 25 gange, bliver det lidt sært.
Lydbøgerne kan lånes på bibliotekerne eller via netlydbogen.
Se hvem der ... smilede ... meget begejstret ... tilbage til mig:
"Hyænelatter" som lydbog :o)
Helt ny, så den var da det rigtige sted, selvom jeg et øjeblik var pænt forvirret. Jeg kunne altså ikke lade være med at forevige synet af den grinende hyænedreng på vores "nye materialer"-hylde. Håber ikke jeg virkede alt for selvoptaget, da jeg stod og fotograferede min egen lille frembringelse midt i udlånet ;oP
"Blodsøstre" blev udgivet som lydbog for noget tid siden, og den har jeg derhjemme.
Jeg har ikke lyttet til den endnu. "Tør" vist ikke helt. Det er altså noget særligt at høre andre læse ens bog op. Man ved jo, hvordan trykket skal lægges på ordene, og hvis det ikke lyder, som man havde forestillet sig det sådan noget som 25 gange, bliver det lidt sært.
Lydbøgerne kan lånes på bibliotekerne eller via netlydbogen.
June 5, 2013
"Forfald" findes!
I hvert fald ifølge bibliotek.dk ;oP
Tag lige et kig her. Pt. er det en meget skrabet post med bare titel, forlag og isbn-nummer. Mit navn står der ikke engang, men forsiden er der. Jeg ved jo godt, at min bog eksisterer, men det bliver bare lidt mere virkelig, når det kan ses på bibliotek.dk
Det betyder nemlig, at den er på vej derud. Ud på bibliotekerne. Hvor læseheste og bogorme kan låne min bog og tage den med hjem, ligesom jeg lånte bøger dengang jeg var barn og teenager og drømte hemmelige drømme om at blive forfatter.
Nu kan jeg så ikke gøre meget andet end at krydse fingre, trække vejret dybt ... og vente på lektørudtalelsen.
*skælve*
Tag lige et kig her. Pt. er det en meget skrabet post med bare titel, forlag og isbn-nummer. Mit navn står der ikke engang, men forsiden er der. Jeg ved jo godt, at min bog eksisterer, men det bliver bare lidt mere virkelig, når det kan ses på bibliotek.dk
Det betyder nemlig, at den er på vej derud. Ud på bibliotekerne. Hvor læseheste og bogorme kan låne min bog og tage den med hjem, ligesom jeg lånte bøger dengang jeg var barn og teenager og drømte hemmelige drømme om at blive forfatter.
Nu kan jeg så ikke gøre meget andet end at krydse fingre, trække vejret dybt ... og vente på lektørudtalelsen.
*skælve*
June 4, 2013
Origami-storken har været på besøg!
Se, se, hvad postbuddet leverede til mig i går! En hel kasse fyldt med "Forfald" (det ser heldigvis bedre ud end det lyder ... en kasse med forfald ...)
Jeg beklager, at nyheden om "familieforøgelsen" er en hel dag forsinket, men jeg havde sikret min tablet (også kendt som "leverandør af billeder til bloggen") så effektivt med en kode, at jeg ikke kunne låse den op. Sådan noget som tyve forsøg og fire timer senere forsøgte jeg igen ... med selvsamme adgangskode jeg brugte første gang ... og så virkede det.
Nogle gange tror jeg, at teknik har humor, og den griner af mig.
Bogen er blevet så flot. Alle de timer der er blevet brugt på forsiden er for længst glemt, og jeg er bare glad og tilfreds over det endelige resultat. Hårkatastrofen blev afværget, og vi slap for kiksede hjemmepermanenter og Beatles-hår. I stedet fik vi Viking. Mmmmmmm!
I kassen var der en ekstra overraskelse. Bogen "Heksens briller". Det er en eventyrantologi, og jeg har et eventyr med. Det hedder "Pigen med glashjertet". Det kommer der nok et indlæg om en dag, for det har sin helt egen historie ;o)
Nå, men da jeg har modtaget mine frieksemplarer af "Forfald", betyder det også, at konkurrencen "Vind en Blodets Bånd-bog" er overstået.
Jeg beklager, at nyheden om "familieforøgelsen" er en hel dag forsinket, men jeg havde sikret min tablet (også kendt som "leverandør af billeder til bloggen") så effektivt med en kode, at jeg ikke kunne låse den op. Sådan noget som tyve forsøg og fire timer senere forsøgte jeg igen ... med selvsamme adgangskode jeg brugte første gang ... og så virkede det.
Nogle gange tror jeg, at teknik har humor, og den griner af mig.
Bogen er blevet så flot. Alle de timer der er blevet brugt på forsiden er for længst glemt, og jeg er bare glad og tilfreds over det endelige resultat. Hårkatastrofen blev afværget, og vi slap for kiksede hjemmepermanenter og Beatles-hår. I stedet fik vi Viking. Mmmmmmm!
I kassen var der en ekstra overraskelse. Bogen "Heksens briller". Det er en eventyrantologi, og jeg har et eventyr med. Det hedder "Pigen med glashjertet". Det kommer der nok et indlæg om en dag, for det har sin helt egen historie ;o)
Nå, men da jeg har modtaget mine frieksemplarer af "Forfald", betyder det også, at konkurrencen "Vind en Blodets Bånd-bog" er overstået.
June 1, 2013
Kan jeg byde på en overspringshandling?
Jeg havde set frem til weekenden. Ikke kun fordi det er to fridage, men fordi det var to dage, hvor jeg kunne koncentrere mig om næste bog i min serie Blodets bånd.
Jeg startede dagen med at arbejde på min have-samvittighed. Græsset blev slået, terrassen og carporten fejet, to poser med haveaffald og et bundt grene samt en gammel vandslange blev transporteret på genbrugspladsen.
Med en skinnende ren glorie tillod jeg mig at dampe af med en kold cola og en bog. Bogen er en, jeg skal anmelde, og det betyder en deadline. Det hjælper på læsedisciplinen i en tid, hvor jeg efterhånden har svært ved at give mig selv lov til at læse.
Flere timer senere chattede jeg kortvarigt med en forfatterkollega, der skulle ud at spise. Hun mente, jeg skulle tage og lave de frikadeller, jeg havde købt ind til. Jeg var enig ... men endte med at læse videre i min bog, til jeg nåede slutningen.
Fint! Så kunne jeg jo gå i gang med Blodets Bånd.
Ja, det kunne jeg, men det gjorde jeg ikke. I stedet støvsugede jeg huset, rengjorde badeværelserne, afkalkede vaskene og en æggekoger (tror jeg lavede en fejl med æggekogeren. Den ser lidt mærkelig ud), vandede blomster, fjernede malingstreger fra et par vinduer og vindueskarme (ha! Så er de strøget fra hængeparti-listen) og fik filtret en plante ud af persiennen. Jeg havde godt set den tage en afstikker, men det var egentlig meget hyggeligt at se, hvordan den fortsatte op af vinduet. Jeg troede så, den havde valgt vejen mellem to lameller, men i stedet var det imellem snorene, der holder lamellerne. Efter en del asen og masen (og et bandeord eller to) var den fri.
Og nu sidder jeg så her og skriver et indlæg om mine overspringshandlinger ...
Jeg mangler vist lidt fokus.
Jeg startede dagen med at arbejde på min have-samvittighed. Græsset blev slået, terrassen og carporten fejet, to poser med haveaffald og et bundt grene samt en gammel vandslange blev transporteret på genbrugspladsen.
Med en skinnende ren glorie tillod jeg mig at dampe af med en kold cola og en bog. Bogen er en, jeg skal anmelde, og det betyder en deadline. Det hjælper på læsedisciplinen i en tid, hvor jeg efterhånden har svært ved at give mig selv lov til at læse.
Flere timer senere chattede jeg kortvarigt med en forfatterkollega, der skulle ud at spise. Hun mente, jeg skulle tage og lave de frikadeller, jeg havde købt ind til. Jeg var enig ... men endte med at læse videre i min bog, til jeg nåede slutningen.
Fint! Så kunne jeg jo gå i gang med Blodets Bånd.
Ja, det kunne jeg, men det gjorde jeg ikke. I stedet støvsugede jeg huset, rengjorde badeværelserne, afkalkede vaskene og en æggekoger (tror jeg lavede en fejl med æggekogeren. Den ser lidt mærkelig ud), vandede blomster, fjernede malingstreger fra et par vinduer og vindueskarme (ha! Så er de strøget fra hængeparti-listen) og fik filtret en plante ud af persiennen. Jeg havde godt set den tage en afstikker, men det var egentlig meget hyggeligt at se, hvordan den fortsatte op af vinduet. Jeg troede så, den havde valgt vejen mellem to lameller, men i stedet var det imellem snorene, der holder lamellerne. Efter en del asen og masen (og et bandeord eller to) var den fri.
Og nu sidder jeg så her og skriver et indlæg om mine overspringshandlinger ...
Jeg mangler vist lidt fokus.
May 26, 2013
Sol, sommer og haveaffald
Okay, rent teknisk er det ikke sommer endnu, men det er da tæt på.
Selvom de varmere temperaturer er dejlige, har de en helt klar ulempe. De vækker ukrudtet. På bare en uge syntes min "græsplæne" (gåseøjn fordi det mere er en blanding af mos, ukrudt og græslignende gevækster) at eksploderer i en voksespurt, der gjorde det nødvendigt at hente plæneklipperen frem.
Og da jeg hellere må prøve at beholde en vis kontrol over haven, måtte jeg også hive diverse haveredskaber frem. Så jeg har hakket, revet, trukket og klippet, mens jeg forsøgte at holde forårets oprør nede.
Tilsyneladende er min have også in-stedet for tørre blade. Jeg kunne i hvert fald blive ved med at hive dem frem fra hækken og fra buskene.
Dette er den første gruppe tilfangetagne:
Jeg mistænker den blå for at være lederen, men der er ingen der taler.
Hvad er min pointe med indlægget?
Jo, alt det her tog sted i sidste weekend. Jeg måtte bruge en trailer til at transportere skidtet væk med. Og nu, en uge senere, vokser græsset lystigt, de visne blade fester under hækken, og ukrudtet er allerede godt i gang med at generobre mit vundne terræn.
Fritid minus havetid = mindre skrivetid.
Mon der findes et støttelegat til at få klaret havearbejdet? ;oP
Nå, for nu vil jeg ignorere det fortsatte oprør og bare rettet blikket stift mod computeren. Det bliver jo efterår engang.
Selvom de varmere temperaturer er dejlige, har de en helt klar ulempe. De vækker ukrudtet. På bare en uge syntes min "græsplæne" (gåseøjn fordi det mere er en blanding af mos, ukrudt og græslignende gevækster) at eksploderer i en voksespurt, der gjorde det nødvendigt at hente plæneklipperen frem.
Og da jeg hellere må prøve at beholde en vis kontrol over haven, måtte jeg også hive diverse haveredskaber frem. Så jeg har hakket, revet, trukket og klippet, mens jeg forsøgte at holde forårets oprør nede.
Tilsyneladende er min have også in-stedet for tørre blade. Jeg kunne i hvert fald blive ved med at hive dem frem fra hækken og fra buskene.
Dette er den første gruppe tilfangetagne:
Jeg mistænker den blå for at være lederen, men der er ingen der taler.
Hvad er min pointe med indlægget?
Jo, alt det her tog sted i sidste weekend. Jeg måtte bruge en trailer til at transportere skidtet væk med. Og nu, en uge senere, vokser græsset lystigt, de visne blade fester under hækken, og ukrudtet er allerede godt i gang med at generobre mit vundne terræn.
Fritid minus havetid = mindre skrivetid.
Mon der findes et støttelegat til at få klaret havearbejdet? ;oP
Nå, for nu vil jeg ignorere det fortsatte oprør og bare rettet blikket stift mod computeren. Det bliver jo efterår engang.
