Pernille Eybye's Blog, page 9
May 24, 2013
Den første gang - forfatterforedrag
Så har jeg gjort det! Jeg har lavet et forfatterforedrag for allerførste gang!
Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.
At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.
Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?
Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.
Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.
Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?
Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e og føle, at man kommer skævt fra start.
Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.
(meget spændende billede. Jeg pepper virkelig bloggen op med interessante illustrationer)
Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.
Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.
"Er det dig, der er forfatteren?"
"Er det sjovt at skrive?"
"Kan man leve af det?"
Fantastisk, sikke en interesse :o)
Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!
Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.
Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.
Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.
Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.
Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.
Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.
Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.
Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.
Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.
Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!
(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))
Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.
At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.
Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?
Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.
Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.
Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?
Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e og føle, at man kommer skævt fra start.
Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.
(meget spændende billede. Jeg pepper virkelig bloggen op med interessante illustrationer)Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.
Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.
"Er det dig, der er forfatteren?"
"Er det sjovt at skrive?"
"Kan man leve af det?"
Fantastisk, sikke en interesse :o)
Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!
Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.
Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.
Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.
Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.
Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.
Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.
Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.
Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.
Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.
Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!
(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))
May 20, 2013
Konkurrence - vind en Blodets Bånd-bog
Efter alt at dømme er der ikke så længe til, at bind 6, "Forfald", i min vampyrserie udkommer.
Det er på alle måder fantastisk, men ... det giver lidt pladsproblemer.
Må jeg præsenterer mit opbevaringssystem af frieksemplarer (taget ud af diverse skabe til ære for fotografen):
Papkassen indeholder eksemplarer af "Heksekunst" og "Følgesvenden", som aldrig er nået længere. Og snart har jeg - wuhuuuuu! - endnu flere bøger.
Derfor har jeg vist brug for at få trimmet bestanden lidt, og jeg laver derfor en konkurrence.
Reglerne er simple:
- Skriv en mail til denne adresse: eybyekonkurrence (snabela) gmail.com
- Skriv hvilken Blodets Bånd bog du gerne vil have (vælg mellem de fem første i serien) Konkurrencen varer til jeg får mine frieksemplarer af "Forfald", hvilket nok sker engang i juni måned :o)
Det er på alle måder fantastisk, men ... det giver lidt pladsproblemer.
Må jeg præsenterer mit opbevaringssystem af frieksemplarer (taget ud af diverse skabe til ære for fotografen):
Papkassen indeholder eksemplarer af "Heksekunst" og "Følgesvenden", som aldrig er nået længere. Og snart har jeg - wuhuuuuu! - endnu flere bøger.
Derfor har jeg vist brug for at få trimmet bestanden lidt, og jeg laver derfor en konkurrence.
Reglerne er simple:
- Skriv en mail til denne adresse: eybyekonkurrence (snabela) gmail.com
- Skriv hvilken Blodets Bånd bog du gerne vil have (vælg mellem de fem første i serien) Konkurrencen varer til jeg får mine frieksemplarer af "Forfald", hvilket nok sker engang i juni måned :o)
May 18, 2013
Drengelitteraturprisen 2013 - jeg deltager
Jeg er næsten færdig med mit bidrag til drengelittraturkonkurrencen. Jeg mangler bare at få respons tilbage fra en af mine betalæsere - hun er så god til at spotte, hvis et ord bruges for mange gange tæt på hinanden - og så skal den vist bare sendes af sted.
Det er en gysernovelle, og jeg er blevet ganske godt tilfreds. Da jeg startede med at skrive for alvor, var det gysernoveller, jeg skrev, så det er lidt som at vende "tilbage til rødderne".
Om jeg er god til at lave et gys ... det ved jeg ikke. Jeg er nok mere "hygge-gyset", vil jeg tro.
Man kan læse mere om konkurrencen på Kulturstyrelsens hjemmeside, men kort fortalt skal man skrive en kort novelle, der taler til drengene, så de ikke holder op med at læse på 4-7. klassetrin. En svær opgave uden tvivl. Børn i dag har så mange muligheder. Det er ikke som i min barndom, hvor vi børn måtte gå i skole med træsko foret med halm, og hvor vi brugte ferierne på marken ... eller, hvordan var det nu det var? Nå jo! Der var intet internet, spillekonsoller var ikke normalt, og det eneste program til børn var "Fjernsyn for dig".
Der er mange muligheder i dag, så jeg forstår egentlig godt, hvis bogen hurtigt bliver glemt. Børn har også en masse, de skal nå, så det med at sætte sig ned og slappe af med en bog ... Det er nu en skam, for bøger kan virkelig give en masse gode oplevelser.
Nå, sidespor :o)
Vinderen i 2011 var Michael Kamp, en forfatter der også udgiver på forlaget Tellerup, så vi er "i stald sammen". Det føles lidt, som om jeg har halvpart i ham og hans sejr, bare fordi han er en Tellerup-forfatter ;o)
Han vandt med novellen "Telefonfis", og da Michael er horrorforfatter, kan man nok gætte, hvad genren er.
Vinderen i 2012 - okay, den ene, det var faktisk en delt førsteplads - var Anika Eibe, som er en af mine skrivebuddies og rejsekammerat til bogforum og andre bogmesser. Hun skrev den spændende historiske novelle "Colosseum". Og da jeg kender hende, så har jeg da også halvpart i den sejr ;oP
Begge noveller og mange flere kan læses i Tellerups "Historier til drenge".
Det bliver spændende at se, hvordan drengelitteraturprisen 2013 ender :o)
Det er en gysernovelle, og jeg er blevet ganske godt tilfreds. Da jeg startede med at skrive for alvor, var det gysernoveller, jeg skrev, så det er lidt som at vende "tilbage til rødderne".
Om jeg er god til at lave et gys ... det ved jeg ikke. Jeg er nok mere "hygge-gyset", vil jeg tro.
Man kan læse mere om konkurrencen på Kulturstyrelsens hjemmeside, men kort fortalt skal man skrive en kort novelle, der taler til drengene, så de ikke holder op med at læse på 4-7. klassetrin. En svær opgave uden tvivl. Børn i dag har så mange muligheder. Det er ikke som i min barndom, hvor vi børn måtte gå i skole med træsko foret med halm, og hvor vi brugte ferierne på marken ... eller, hvordan var det nu det var? Nå jo! Der var intet internet, spillekonsoller var ikke normalt, og det eneste program til børn var "Fjernsyn for dig".
Der er mange muligheder i dag, så jeg forstår egentlig godt, hvis bogen hurtigt bliver glemt. Børn har også en masse, de skal nå, så det med at sætte sig ned og slappe af med en bog ... Det er nu en skam, for bøger kan virkelig give en masse gode oplevelser.
Nå, sidespor :o)
Vinderen i 2011 var Michael Kamp, en forfatter der også udgiver på forlaget Tellerup, så vi er "i stald sammen". Det føles lidt, som om jeg har halvpart i ham og hans sejr, bare fordi han er en Tellerup-forfatter ;o)
Han vandt med novellen "Telefonfis", og da Michael er horrorforfatter, kan man nok gætte, hvad genren er.
Vinderen i 2012 - okay, den ene, det var faktisk en delt førsteplads - var Anika Eibe, som er en af mine skrivebuddies og rejsekammerat til bogforum og andre bogmesser. Hun skrev den spændende historiske novelle "Colosseum". Og da jeg kender hende, så har jeg da også halvpart i den sejr ;oP
Begge noveller og mange flere kan læses i Tellerups "Historier til drenge".
Det bliver spændende at se, hvordan drengelitteraturprisen 2013 ender :o)
May 16, 2013
Tanker i en forfatterhjerne
Forleden forlod jeg det lokale kulturcenter (pænt ord for det, der bare var hallen, da jeg var barn), og da jeg skubbede dørene op, tænkte jeg: "Hmm, smart at de går udad. Hvis en folk mennesker flygter i panik, vil de ikke blive fanget ved døren, hvis de i øjeblikket glemmer at trække ... på den anden side: Hvis de nu flygter ind i hallen for at komme væk fra kæmpeedderkopper eller zombier på parkeringspladsen ..."
En tanke der fik mig til at smile, mens jeg gik over den fuldstændig fredelige parkeringsplads.
(Nogle gange er det godt, at folk ikke kan læse ens tanker ... medmindre man deler dem på en blog!)
En tanke der fik mig til at smile, mens jeg gik over den fuldstændig fredelige parkeringsplads.
(Nogle gange er det godt, at folk ikke kan læse ens tanker ... medmindre man deler dem på en blog!)
May 15, 2013
Må jeg præsentere: Forfald!
Uh, se, se, se, se!
Forsiden til bog 6 i serien Blodets bånd: Forfald!
Hvis I vidste, hvor meget arbejde der har været med den forside! Jeg har pløjet igennem 2-3 billeddatabaser i jagten på min perfekte forside-model ... og bagefter har jeg så pløjet igennem de samme databaser i jagten på hans hår!
Det har været noget af en tur!
Efter at have kigget på hundredvis af fyre og diskuteret dem med mine betalæsere, endte vi med denne favorit, som nåede hele vejen til at blive The Guy. Men håret var jo ikke helt rigtigt. Jeg troede, det nemt kunne gøres længere og rettes til, men det viste sig at blive noget af et problem. Så jeg måtte finde noget andet garn, hvilket var virkelig svært. I ren desperation begyndte jeg også at kigge på de langhårede kvinder!
Illustratoren må have skåret tænder et par gange i forløbet, når hans arbejde har fået kommentaren: "Jeg ved ikke ... det er ikke helt rigtigt ... kan det ikke blive lidt mere ... luftig? Og knap så permanentet?"
Nogle af reaktionerne undervejs fra redaktør og betalæsere:
En der spontant begyndte at grine ved synet af en udgave af Viking med nyt hår.
En betalæser, der kommenterede, at han lignede et medlem af ABBA.
Så var der udgaven, hvor Viking lignede en mild gud eller yndling. Og på et andet så det ud, som om han havde skamklippet sig selv.
"Garnet" endte vi med at tage fra denne gut.
Men her er det endelige resultat så, og jeg er rigtig glad og tilfreds.
Det mest spændende er måske en lille dato, der er at se på forlagets hjemmeside, men som jeg også lige viser her.
Yeah! Okay, jeg prøver at styre min begejstring, da man jo aldrig ved, hvad der kan ske ... men stadigvæk! Min bogreol er meget tæt på at få en ny beboer :oP
Forsiden til bog 6 i serien Blodets bånd: Forfald!
Hvis I vidste, hvor meget arbejde der har været med den forside! Jeg har pløjet igennem 2-3 billeddatabaser i jagten på min perfekte forside-model ... og bagefter har jeg så pløjet igennem de samme databaser i jagten på hans hår!
Det har været noget af en tur!
Efter at have kigget på hundredvis af fyre og diskuteret dem med mine betalæsere, endte vi med denne favorit, som nåede hele vejen til at blive The Guy. Men håret var jo ikke helt rigtigt. Jeg troede, det nemt kunne gøres længere og rettes til, men det viste sig at blive noget af et problem. Så jeg måtte finde noget andet garn, hvilket var virkelig svært. I ren desperation begyndte jeg også at kigge på de langhårede kvinder!
Illustratoren må have skåret tænder et par gange i forløbet, når hans arbejde har fået kommentaren: "Jeg ved ikke ... det er ikke helt rigtigt ... kan det ikke blive lidt mere ... luftig? Og knap så permanentet?"
Nogle af reaktionerne undervejs fra redaktør og betalæsere:
En der spontant begyndte at grine ved synet af en udgave af Viking med nyt hår.
En betalæser, der kommenterede, at han lignede et medlem af ABBA.
Så var der udgaven, hvor Viking lignede en mild gud eller yndling. Og på et andet så det ud, som om han havde skamklippet sig selv.
"Garnet" endte vi med at tage fra denne gut.
Men her er det endelige resultat så, og jeg er rigtig glad og tilfreds.
Det mest spændende er måske en lille dato, der er at se på forlagets hjemmeside, men som jeg også lige viser her.
Yeah! Okay, jeg prøver at styre min begejstring, da man jo aldrig ved, hvad der kan ske ... men stadigvæk! Min bogreol er meget tæt på at få en ny beboer :oP
May 6, 2013
Helt udsolgt og kan ikke bestilles!
Sidste år i september prøvede jeg for første gang at have udsolgt ikke bare et oplag, men to. Dengang var det "Kampbrødre" og 4. del i min Drømmer-serie: "Drømmernes slot".
Og nu er det sørme sket igen! Kort tid efter mit 9-års jubilæum som Besejre af Nåleøjet er min debutroman "Kristines hjerte" udsolgt.
Jamen, se bare!
Det føles faktisk en smule mærkeligt. Min første roman ... snøft ... det ene øjeblik er den frisk fra trykkeriet, og bare små 8 år senere kan den ikke købes fra forlaget. Men hey! Det betyder jo bare, at bøgerne er spredt ud over bogreoler over landet. Det er da ikke så ringe. "Kristines hjerte" ... det var med den, det hele begyndte :o) Og forhåbentligt bliver det ved længe endnu!
Og nu er det sørme sket igen! Kort tid efter mit 9-års jubilæum som Besejre af Nåleøjet er min debutroman "Kristines hjerte" udsolgt.
Jamen, se bare!
Det føles faktisk en smule mærkeligt. Min første roman ... snøft ... det ene øjeblik er den frisk fra trykkeriet, og bare små 8 år senere kan den ikke købes fra forlaget. Men hey! Det betyder jo bare, at bøgerne er spredt ud over bogreoler over landet. Det er da ikke så ringe. "Kristines hjerte" ... det var med den, det hele begyndte :o) Og forhåbentligt bliver det ved længe endnu!
April 25, 2013
Forfattervejen - kampen mod nåleøjet 2
Godt så. Jeg havde indsendt et manuskript til Tellerup, havde fået et par gode tilbagemeldinger og var tæt på at tro, at nu skete det. Nu blev jeg forfatter.
Det endelige svar var et nej.
Efter at have ømmet mig spurgte jeg, om de var interesserede i at se noget andet jeg havde skrevet. Ganske skræmmende spørgsmål at stille for tænk hvis de ikke ville!
Men det sagde de heldigvis ja til, og jeg sendte dem det næste manuskript.
Så ventede jeg. Igen.
Så modtog jeg en mail med en udtalelse. Den var ikke dårlig, men forlaget ville gerne have andre til at læse manuskriptet, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.
Næste gang jeg hørte fra forlaget var manuskriptet blevet læst af flere. En af udtalelserne indeholdt sætningen "Den er simpelthen fantastisk" (wuhuu!), mens en anden ikke kunne anbefale en udgivelse, men grundet forbedringen fra det første manuskript til det andet godt kunne håbe, at jeg med tiden ville kunne levere et godt produkt ... (ouuhhhh!).
Det er noget, der rammer ens forfatter-forfængelighed ;oP
Forlaget var dog ikke helt færdig med manuskriptet endnu, så jeg ... ja, ventede.
På det her tidspunkt boede jeg i Aalborg og læste på biblioteksskolen. En weekend var jeg hjemme hos min far, og jeg sad i hans stue, da hans telefon ringede. Jeg løb ind på hans kontor for at tjekke nummeret, da jeg tænkte, det sikkert var et af de her ”må jeg stille dig nogle spørgsmål” opkald.
Jeg nåede ikke at tage telefonen, men der var noget velkendt over telefonnummeret. Jeg søgte derfor efter det på nettet, men kunne ikke finde ud af, hvem der ejede det. Det lignede dog ret meget et nummer, der stod på Tellerups hjemmeside.
Så jeg tjekkede min mail, og forlæggeren havde lige sendt en til mig. Han skrev, at han havde forsøgt at komme i kontakt med mig og ville jeg ringe til ham på det her nummer?
Selvfølgelig! Jeg tog mig næsten ingen tid til at trække vejret roligt, men trykkede nummeret (med rystende fingre). Og så fortalte han, at de gerne ville udgive Kristines hjerte. Mit svar: ”Hvor fedt!”
Resten af samtalen står ret sløret, men min del af samtalen bestod vist ikke af ret meget andet end "Ja", "Nej", "Okay" og "Selvfølgelig", mens jeg kæmpede for at bevare fatningen.
Efter samtalen gik jeg ind i stuen, hvor min far var, satte mig ned og prøvede at sige de magiske ord: ”Der er et forlag, som vil udgive en af mine historier”. Det var ret svært, for jeg kunne mærke, at bare det at sige ordene ville få mig til at hyle. En meget passende reaktion!
Min far spurgte, om der var noget galt.
”Nej, nej,” svarede jeg. ”Det er ikke noget dårligt.” Så fik jeg kvækket det frem. Og gav mig til at hyle. Jeg var kommet igennem nåleøjet! (nå ja, det første nåleøje) Det skete den 25. april 2004, så man kan vel sige, at jeg har 9-års jubilæum som forfatter :oP
Det endelige svar var et nej.
Efter at have ømmet mig spurgte jeg, om de var interesserede i at se noget andet jeg havde skrevet. Ganske skræmmende spørgsmål at stille for tænk hvis de ikke ville!
Men det sagde de heldigvis ja til, og jeg sendte dem det næste manuskript.
Så ventede jeg. Igen.
Så modtog jeg en mail med en udtalelse. Den var ikke dårlig, men forlaget ville gerne have andre til at læse manuskriptet, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.
Næste gang jeg hørte fra forlaget var manuskriptet blevet læst af flere. En af udtalelserne indeholdt sætningen "Den er simpelthen fantastisk" (wuhuu!), mens en anden ikke kunne anbefale en udgivelse, men grundet forbedringen fra det første manuskript til det andet godt kunne håbe, at jeg med tiden ville kunne levere et godt produkt ... (ouuhhhh!).
Det er noget, der rammer ens forfatter-forfængelighed ;oP
Forlaget var dog ikke helt færdig med manuskriptet endnu, så jeg ... ja, ventede.
På det her tidspunkt boede jeg i Aalborg og læste på biblioteksskolen. En weekend var jeg hjemme hos min far, og jeg sad i hans stue, da hans telefon ringede. Jeg løb ind på hans kontor for at tjekke nummeret, da jeg tænkte, det sikkert var et af de her ”må jeg stille dig nogle spørgsmål” opkald.
Jeg nåede ikke at tage telefonen, men der var noget velkendt over telefonnummeret. Jeg søgte derfor efter det på nettet, men kunne ikke finde ud af, hvem der ejede det. Det lignede dog ret meget et nummer, der stod på Tellerups hjemmeside.
Så jeg tjekkede min mail, og forlæggeren havde lige sendt en til mig. Han skrev, at han havde forsøgt at komme i kontakt med mig og ville jeg ringe til ham på det her nummer?
Selvfølgelig! Jeg tog mig næsten ingen tid til at trække vejret roligt, men trykkede nummeret (med rystende fingre). Og så fortalte han, at de gerne ville udgive Kristines hjerte. Mit svar: ”Hvor fedt!”
Resten af samtalen står ret sløret, men min del af samtalen bestod vist ikke af ret meget andet end "Ja", "Nej", "Okay" og "Selvfølgelig", mens jeg kæmpede for at bevare fatningen.
Efter samtalen gik jeg ind i stuen, hvor min far var, satte mig ned og prøvede at sige de magiske ord: ”Der er et forlag, som vil udgive en af mine historier”. Det var ret svært, for jeg kunne mærke, at bare det at sige ordene ville få mig til at hyle. En meget passende reaktion!
Min far spurgte, om der var noget galt.
”Nej, nej,” svarede jeg. ”Det er ikke noget dårligt.” Så fik jeg kvækket det frem. Og gav mig til at hyle. Jeg var kommet igennem nåleøjet! (nå ja, det første nåleøje) Det skete den 25. april 2004, så man kan vel sige, at jeg har 9-års jubilæum som forfatter :oP
April 24, 2013
Feriens bogindtag
I sidste uge havde jeg ferie. Det var skøøøønt! Jeg fik slappet af, lavet nogle praktiske ting, ordnede nogle forfatterrelaterede ting og ... jeg fik læst. Det blev til fem bøger i alt.
"De ubudne" af Liz Jensen var jeg gået i gang med inden ferien og nu fik jeg afsluttet den. En skræmmende historie om børn, der pludselig vender sig mod deres forældre: "Over hele verden bliver familier myrdet af deres børn. Uden grund. Uden varsel. Nærmest som en epidemi." Scary!
Jeg læste "Tegnet" af Kelley Armstrong. Stor fan af hendes første serie og tror bestemt at jeg også vil kunne lide denne. Fik jeg nævnt at jeg sad oppe til klokken to en nat for at læse? Ikke? Nå, men det gjorde jeg. Også selvom jeg skulle op forholdvis tidligt næste dag.
Så læste jeg "Hjemsøgt" af Lee Nichols. Bogen er udgivet på Tellerup og heldigvis er bog 2 og 3 undervejs! Er man til paranormale romaner er den ikke et dårligt valg.
Sidst, men ikke mindst, læste jeg anden bog i serien Soulfinders: Phoenix. Også en rigtig god læseoplevelse. Jeg var i hvert fald naiv, da jeg en aften tænkte, at jeg da liiige kunne læse første kapitel, bare lige for at se, om den mon levede op til bog 1. Nå ja, et kapitel er vist ikke nok, når det kommer til Joss Stirlings bøger.
Dejlig ferie og det var skønt at grovæde nogle bøger. Men jeg er nu stadig lidt sulten ...
"De ubudne" af Liz Jensen var jeg gået i gang med inden ferien og nu fik jeg afsluttet den. En skræmmende historie om børn, der pludselig vender sig mod deres forældre: "Over hele verden bliver familier myrdet af deres børn. Uden grund. Uden varsel. Nærmest som en epidemi." Scary!
Jeg læste "Tegnet" af Kelley Armstrong. Stor fan af hendes første serie og tror bestemt at jeg også vil kunne lide denne. Fik jeg nævnt at jeg sad oppe til klokken to en nat for at læse? Ikke? Nå, men det gjorde jeg. Også selvom jeg skulle op forholdvis tidligt næste dag.
Så læste jeg "Hjemsøgt" af Lee Nichols. Bogen er udgivet på Tellerup og heldigvis er bog 2 og 3 undervejs! Er man til paranormale romaner er den ikke et dårligt valg.
Sidst, men ikke mindst, læste jeg anden bog i serien Soulfinders: Phoenix. Også en rigtig god læseoplevelse. Jeg var i hvert fald naiv, da jeg en aften tænkte, at jeg da liiige kunne læse første kapitel, bare lige for at se, om den mon levede op til bog 1. Nå ja, et kapitel er vist ikke nok, når det kommer til Joss Stirlings bøger.
Dejlig ferie og det var skønt at grovæde nogle bøger. Men jeg er nu stadig lidt sulten ...
April 15, 2013
Læs bogen – læs forfatteren
Jeg har vist tidligere nævnt, at det at skrive er ret privat. Man øser en masse af sig selv ud på siderne, blotter dele af sig selv og kan så bare håbe, at man ikke bliver såret på den ene eller den anden måde.
Forfattere efterlader stumper af sig selv i teksterne. Tanker, de engang har haft. Følelser, de har mærket. Måske er der brudstykker af rigtige oplevelser. Men samtidig er det at skrive også et spørgsmål om at forestille sig.
Forestille sig, hvordan det er at være denne person og at opleve disse ting. Skabe personer, som slet ikke er, som man selv er, men som måske har en streng af ens egen personlighed. Og den streng må man så spille ekstra hårdt på.
Man kan ikke sætte lighedstegn mellem en forfatters tekst og så forfatteren selv. Jeg kender en forfatter, der havde en sexscene i sin historie, hvortil hendes mor bemærkede, at hun måske skulle være forsigtig med at udstille sine egne præferencer. Altså, kom nu! Nogle gange har de fiktive karakterer sex, men det er ikke ensbetydende med, at forfatteren inviterer læseren ind i deres egnesoveværelser!
På Bogforum blev jeg stillet et rigtigt godt spørgsmål, nemlig: Hvorvidt jeg bruger min egen personlighed, når jeg skriver, og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Svaret på det spørgsmål vender jeg tilbage til.
Da jeg var på fantasymessen, var der en som sagde, at hun troede, jeg ville være som Anastasia fra Blodets Bånd-serien. En femme fatale.
Hmmm … (undskyld mig lige, mens jeg griner småhysterisk).
Okay, alle, der har mødt mig i virkeligheden, vil nok karakteriserer mig som ”sød og stille”. Det er også sandt. Jeg er den tilbageholdende type, som egentlig ikke har behov for at sige en hel masse. Det er den ene side af mig. Den som de fleste mennesker får at se.
Jeg faldt over denne anmeldelse af ”For foden af trappen”, hvor skribenten omtaler mig på følgende måde:
”Pernille Eybye er én af de danske forfattere der virkelig har overrasket mig positivt de seneste år. Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning. Og dog.”
For se, hun rammer jo hovedet på sømmet der.
Jeg er andet end ”stille og sød” og ”blomstereng og enhjørning”. Bag det stille ydre (eller småkedelige omslag?) gemmer der sig noget mere. Den del som Fantasymessen-kvinden forventede at opleve. En af de strenge, som jeg bruger allermest, når jeg skriver, og som afspejler en del af min personlighed, som kun de færreste får at se.
Humoren.
Humoren er til stede i alle mine bøger. I nogle får den ekstra gas, som for eksempel i ”Sol, sommer og scorereplikker” og ”Mission: Drømmeprins”. I de andre bøger er der for det meste en person, som ender som ”talerøret” for den del af mig.
Det er ret underholdende, at folk ikke tror, jeg kan indeholde den del. Ikke sådan en ”sød og stille” en. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan skrive, for derigennem får jeg afløb for noget, som ellers kun de udvalgte få kommer til at opleve.
Man skal ikke tro på alt, hvad man læser. Romaner er fiktion, og forfattere lader som om.
Men nogle gange ser man mere af sandheden, end man skulle tro.
April 13, 2013
En forfatters laster
Jeg har ferie. Den sidste ferieuge skal brændes af, og som sædvanlig tror jeg, at den varer mere end dobbelt så lang tid. Der skal slappes af, hygges, nakkes hængepartier ligesom i påsken hvor Søster og Svoger rykkede ind i to dage.
Og så skal jeg selvfølgelig også være produktiv på forfatterområdet ligesom jeg da skal læse en masse bøger ...
Jeg arbejder som bibliotekar og er hver dag omringet af fristelser. Det betyder, at jeg nærmest konstant har omkring 30 bøger - hvis ikke flere - liggende derhjemme, som jeg da skal have læst på et eller andet tidspunkt.
30+ bøger burde være rigelig til en uges ferie, men alligevel kan jeg ikke lade være med at snuppe endnu flere bøger i ugen op til. Tænk nu hvis jeg kom til at mangle, må være min ubevidste tanke. Så der ryger hurtigt 4-5 stykker ekstra med hjem. Som hver er på 2-300 sider.
Såå ... jeg tænker, jeg vil se, nøjagtig hvor mange bøger jeg får læst i den her ferie. Som jeg vist har nævnt tidligere, har jeg brug for at få fyldt ord på. Andres ord. Det, tror jeg, vil gøre mig godt, før jeg skal til at skrive igen.
Jeg er allerede igang. Har lige færdiglæst en lille sag, som jeg læste, da jeg var teenager og fik lyst til at læse igen. "Du er bare skøn!" af Barbara Wersba.
Jeg har et par titler liggende, som jeg virkelig glæder mig til at læse, men ... jeg er også igang med manuspleje og er bange for at blive ledt på afveje, hvis jeg først begynder at læse i en af dem. Så jeg venter lidt og prøver at få manusplejen af vejen, før jeg tager fat på dem.
Og så skal jeg selvfølgelig også være produktiv på forfatterområdet ligesom jeg da skal læse en masse bøger ...
Jeg arbejder som bibliotekar og er hver dag omringet af fristelser. Det betyder, at jeg nærmest konstant har omkring 30 bøger - hvis ikke flere - liggende derhjemme, som jeg da skal have læst på et eller andet tidspunkt.
30+ bøger burde være rigelig til en uges ferie, men alligevel kan jeg ikke lade være med at snuppe endnu flere bøger i ugen op til. Tænk nu hvis jeg kom til at mangle, må være min ubevidste tanke. Så der ryger hurtigt 4-5 stykker ekstra med hjem. Som hver er på 2-300 sider.
Såå ... jeg tænker, jeg vil se, nøjagtig hvor mange bøger jeg får læst i den her ferie. Som jeg vist har nævnt tidligere, har jeg brug for at få fyldt ord på. Andres ord. Det, tror jeg, vil gøre mig godt, før jeg skal til at skrive igen.
Jeg er allerede igang. Har lige færdiglæst en lille sag, som jeg læste, da jeg var teenager og fik lyst til at læse igen. "Du er bare skøn!" af Barbara Wersba.
Jeg har et par titler liggende, som jeg virkelig glæder mig til at læse, men ... jeg er også igang med manuspleje og er bange for at blive ledt på afveje, hvis jeg først begynder at læse i en af dem. Så jeg venter lidt og prøver at få manusplejen af vejen, før jeg tager fat på dem.
