Pernille Eybye's Blog, page 10

At være en blærepony

"At komme i stald hos" er en brugt vending om at blive lukket ind i varmen hos en virksomhed ... eller et forlag.

Jeg er i stald hos Tellerup ... og det er flere af mine søndags-deadlines forfattervenner også.

Da vi bor spredt ud over hele landet, mødes vi oftest via mail eller på en chat. På chatten er der også andre forfattere og forfatterspire, og enhver, der har prøvet at chatte, ved hvor nemt stemningen kan blive ret pjattet og hyggelig.

Således har vi også snakket omkring det at komme i stald hos et forlag, og sammenligningen med en flok heste på en fold var nærliggende. Forfatteren, som er imellem et par bogprojekter, læner sig op af hegnet og tager sig en pause. Et par "heste" brainstormer måske på en ide.

Og da jeg har haft et par gode år rent skrivemæssigt, er jeg blevet til hesten, der drøner rundt i indhegningen uden at kunne sætte farten ned.

En dag på chatten sukkede jeg lidt over nogle af de arbejdsopgaver, der følger med, når man har fået antaget en roman. Manuspleje og korrektur for eksempel, og en af forfatterspirene sagde, at der var mange, som gerne ville have samme "problem". At denne form for klynk også kunne være blær.

Og således blev blæreponyen født! ;oP

En anden var hurtig til at smide denne video på chatten. Se, det er en sød og nuttet blærepony. Bare ignorer at det er en reklame og nyd den sjove og charmerende pony.

Forfattervejen - kampen mod nåleøjet

At være forfatter kan være en lang og sej kamp. Selvfølgelig er der tider, hvor det hele bare kører, og man svæver på en sky, alt er fedt, og man er ge-ni-al!

Det er de gode sider. De andre kan være problemer med at få en god ide, få tiden og overskuddet til at skrive den, kæmpe mod hovedpersoner som hellere vil gå deres egne veje, forsøge at holde på selvtilliden, udholde lange ventetider ... og naturligvis: Nåleøjet.

Hvis man når der til, at man faktisk gerne vil dele sine skriverier med andre - og det skal være igennem en trykt bog - er der den evige kamp mod Nåleøjet.

Forlagene bliver hvert år oversvømmet af uopfordrede manuskripter. Har man én gang forsøgt at sende til et forlag, ved man højst sandsynligt også, at der går meget lang tid, før man får svar. Et forlag som Gyldendal får årligt 1.000-1.500 uopfordrede manuskripter og mellem 4 og 8 personer får det svar, de drømmer om. Det store JA!

Deprimerende læsning, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg har fået flere afslag efter jeg første gang nåede igennem nåleøjet end før. Noget jeg ikke havde troet, da jeg stadig stod på den anden side og længselsfuldt stirrede på det lille hul med alle dets lokkende løfter.

Et sted i mine teenageår begyndte jeg at sende forskellige tekster ud i verden. Det blev vist ikke engang til så mange. Fire romaner vist nok (her ser jeg bort fra novellekonkurrencer). Jeg kan huske:

1. Børnebogen om en kat ved navn Tiger
2. Den første udgave af "Sol, sommer & scorereplikker" der deltog i en romankorrence og chokerende nok ikke vandt
3. En fantasyroman som jeg fik tilbage indenfor få uger, fordi forlaget troede, jeg havde sendt det til andre forlag på samme tid.

Den sidstnævnte fik mig til at holde en pause på flere år. Det var svært nok at få modet til at sende en historie af sted. At få den tilbage igen på grund af en misforståelse fjernede enhver lyst til at prøve foreløbigt.

Når jeg ser tilbage, var det ikke nogen dårlig ide. Manuskriptet havde da sine lyspunkter, og jeg kan se, at jeg så småt var begyndt at få styr på det at skrive. Men god nok til udgivelse? Bestemt ikke. Jeg tog ingen skade af at bruge lidt flere år på at forbedre mig.

Efter jeg fandt fyldepennen smed jeg en roman på siden. Den fik gode tilbagemeldinger, og den skabte kontakten til den første af de forfattere, som nu er med bag kulissen på Blodets Bånd-serien.

Det var fantastisk for første gang at få feedback på hvad jeg skrev. Det stivede selvtilliden gevaldigt af, og jeg sendte selvsamme roman af sted til Tellerup, som jeg altid havde haft en svaghed for. De lod et par konsulenter læse den, og jeg fik et par fine udtalelser ud af det. De ville dog lige kigge på manuskriptet igen, før jeg fik et endeligt svar.

Jeg begyndte at ... håbe. Var det nu? Ville det virkelig ske? Kunne jeg få et ja til udgivelse og få opfyldt drømmen?

Ventetiden var lang, og forhåbningerne skød i vejret. Jeg ville blive forfatter, min historie ville udkomme som bog og alt ville ...

Det blev et nej.

Det er aldrig sjovt at få et nej, men jeg ramte godt nok jorden hårdt denne gang. Jeg følte, jeg havde været så tæt på at kunne krybe igennem nåleøjet, så skuffelsen var stor.

Jeg fik lov til at læse udtalelsen, og mine tanker var ret modstridende efter afslaget.

"Jeg er elendig!"

"Nej, jeg er ej!"

"Jeg kan lige så godt holde op med at skrive."

"Sikke noget pjat. Bliv ved og bliv bedre!"
 Heldigvis vandt de positive tanker, og efter jeg havde fået skrabet mig selv op fra gulvet igen, skrev jeg tilbage til Tellerup og spurgte, om de var interesserede i at læse mere fra min hånd. Og det var de! Heldigvis :o)

Tiden går og går

Efter jeg afsluttede bind 6 i serien "Blodets bånd" har jeg været lidt træt. Siden jeg påbegyndte serien i 2010 har jeg skrevet mere koncentreret end nogensinde før. I 2012 skrev jeg cirka tre BB-bøger, og det er meget, når man også arbejder fuldtid ved siden af.

Det indhentede mig vist endelig her i januar måned. Jeg kastede mig ikke straks over bind 7, efter at bind 6 var færdiggjort. Jeg kunne godt mærke, at energien ikke var helt i top, og jeg brugte det, der var på mindre vigtige projekter.

Energien skulle helst være helt tilbage, før jeg påbegyndte næste bind, for nu nærmer jeg mig efterhånden Slutningen. Der er meget, der skal samles op på, og jeg ville helt ikke lægge ud med en dårlig start.

For nogle uger siden havde jeg så et læseflip, som jeg skriver om i et tidligere indlæg. Det var, som om det hjalp. Egentlig ikke mærkeligt, for som en af mine forfatterkolleger siger: Når man bruger ord, skal der fyldes ord på. For eksempel ved at læse.

At skrive handler ikke kun om at skrive. Det handler også om redigering, korrekturlæsning og manuspleje. Alt samme ord for det samme: Endeløs stampen rundt i det man allerede har skrevet. Det er ikke noget, man kan undgå. Det vil faktisk være en dårlig ide, for det er jo kun med til at forbedre ens tekst.

Så det skal gøres, men det tager tid.

Det er der, jeg er lige nu. Jeg er ved at færdiggøre et par projekter, jeg har en god stak manuspleje, en tekst, der skal redigeres igennem og så skal jeg stramme en håndfuld kapitler op.

I de her dage bliver der ikke produceret nye sider, men jeg er fortrøsningsfuld. Jeg skal bare liiiige ordne dit og dat og færdiggøre hist og pist og SÅ ... så er jeg klar til endnu engang at kaste mig ind i Blodets Bånd universet.

Jeg håber, Kassie og Leo og alle de andre bærer over med ventetiden :o)

Forfattervejen: Fyldepennen

I de første år, hvor jeg skrev, kendte jeg ingen andre med samme interesse. Det var også en anden tid, dengang jeg første gang skrev en novelle. Internettet var ikke en del af ens liv, og jeg kunne derfor ikke finde en online-fællesskab.

I det hele taget fandt jeg det svært at fortælle om min hobby og min drøm. At skrive er meget personligt. At lade andre læse, hvad man skriver, føles lidt som at invitere dem indenfor og lade dem se, hvad der foregår i ens hoved.

Meget privat. Meget grænseoverskridende. Ret afslørende.

Andre hobbyer er nemmere at gå til. De fleste kan se på en tegning og sige, at den er flot, men kvindens næse vist er lidt for stor. At læse er anderledes. Ikke alle har samme smag, og det kan være svært at bedømme, hvad der er godt, og hvad der trænger til en omskrivning.

Jeg tror også, jeg lå under for janteloven. Jeg skulle jo  nødig tro, jeg var noget. Og at blive forfatter? Ha! Store drømme, hva? Kom lige ned på jorden igen.

Jeg har stadig svært ved at snakke om mine bøger og min skrivning. At fortælle folk jeg ikke kender, at jeg er forfatter, giver mig følelsen af, at jeg opfører et mindre stepshow på en scene. Og spørger folk til mine bøger, er jeg ret sikker på, at jeg ligner et eller andet stakkels pelset kræ, der er blevet fanget i forlygternes skarpe lys.

Bare bær over mig og al min kejtethed ;o)

Nuvel: I mange år var jeg altså "aaaaall byyyy myyyyself". Jeg skrev på mine historier, drømte stadig drømmen om at blive forfatter, men havde ingen anelse om, hvor god jeg egentlig var.

Det var ret frustrerende. Hvor forkrampet jeg end bliver over fokus på mig selv og min skrivning, havde jeg også behov for ligesindede, som jeg kunne tale med.

Jeg vidste det ikke dengang, men svaret fandt jeg i 2003. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ind på Fyldepennens side, men jeg fandt den, og den kom til at få stor betydning på mange måder.

Fyldepennen er en side for mennesker, som skriver. Man kan skrive dagbog, deltage i debatter, og man kan lægge sine tekster ud.

Jeg tog mod til mig og smed en novelle på. Jeg fik nogle fine tilbagemeldinger - og blod på tanden - så jeg lagde efterfølgende en roman op på siden. Romanen modtog også gode kommentarer, men bedst af alt skabte den kontakten til Carina Evytt.

Carina skriver overvejende horror og har fået udgivet tre bøger på forlaget Tellerup (den fjerde er på vej), men dengang havde ingen af os opnået en udgivelse.

Hvordan det gik til, husker jeg heller ikke længere, men vi begyndte at skrive til hinanden privat. Senere sluttede Anika Eibe sig til selskabet, og endelig kendte jeg ligesindede. Folk der forstod min interesse, som jeg kunne tale med og som kunne give den feedback, jeg havde manglet.

På den måde har Fyldepennen givet mig så meget. De mennesker, jeg mødte der, gav mig selvtilliden og troen på, at jeg faktisk godt kunne skrive. De hjalp mig til at blive bedre. De opmuntrede og støttede mig, krydsede fingre når jeg sendte et manuskript af sted til et forlag, gav mig et spark i røven, når det var nødvendigt.

Samarbejdet har udviklet sig, så vi ofte er med helt fra starten, når en ny roman påbegyndes. Fælles brainstorming og sparring har været en uvurderlig hjælp for mig i forbindelse med Blodets Bånd-serien. Meget ville nok have været anderledes, hvis jeg havde gjort det hele på egen hånd.

Jeg ville måske have opnået drømmen om at blive forfatter uden fyldepennen ... men de mennesker jeg mødte der og som stadig er i mit liv, gjorde turen så meget sjovere! Jeg tror slet ikke, jeg kan undvære dem nu :o)

Forfattervejen - ambitionerne

Jeg vil tro, den sjoveste tid som forfatter faktisk er den, hvor man skriver løs helt ukritisk og bare morer sig. Hvor man kaster sig ud i historien og bare lader sig føre med uden at tænke over, om man får beskrevet personen eller miljøet godt nok.

Men på et eller andet tidspunkt sker det for nogen, at ambitionerne stikker hovederne frem. Det skete i hvert fald for mig. Jeg elskede at skrive så meget, at jeg gerne ville gøre det så perfekt som muligt. Derfor begyndte jeg at finpudse historierne ekstra omhyggeligt. Jeg gjorde mit bedste for at sætte teksten op korrekt med indrykninger (og lad mig bare fortælle, at det gør man ikke ved at bruge space-knappen!) og ved at redigere igen og igen samt korrekturlæse.

Som barn stavede jeg ikke særligt godt. Jeg kunne sagtens læse, men det med at stave haltede åbenbart så meget, at jeg kom på "læseklinik". Det var særlige timer enten efter skoledagen eller sideløbende med mine klassekammeraters undervisning.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg egentlig fik ud af de timer, når det drejer sig om at stave. Jeg ved, at noget i mig nok led et knæk ved følelsen af, at jeg ikke var "god nok". Resten af min skoletid knoklede jeg på med lektierne, for hvis jeg ikke gjorde mit bedste, ville alt måske gå galt.

Jeg lærte måske ikke at stave på læseklinikken, men min passion for at skrive hjalp helt klart på det. Ikke nok med at jeg skrev mange ord igen og igen. Mit ønske om at få novellerne og romanerne til at fremstå så perfekte som muligt gjorde også, at jeg brugte lang tid på at læse og tjekke, at jeg havde stavet korrekt. Ligesom kryds og bolle blev brugt flittigt.

Jeg skriver ikke perfekt, og selvom jeg endte med at blive ret gode venner med det gamle komma, så har jeg ikke haft samme succes med det nye. Mange ord kan jeg skrive, når jeg har et tastatur under fingrene, men med en blyant i hånden må jeg tænke efter. Af og ad ligger jeg i konstant krig med, og jeg er tilsyneladende blind, når det kommer til det retningsbestemte.

Det hører med til at have ambitioner om at dele sine historier med andre. Man må lægge en masse arbejde i det. Forlagene lader sig naturligvis ikke stoppe af, at man måske ikke har styr på nutids-r, men de skal føle, at man har gjort en indsats for at finpudse manuskriptet.

Som teenager lånte jeg også bøger om at skrive. Dengang var der ikke så mange skrivekurser, og jeg kendte ingen, som havde samme hobby. Derfor måtte jeg klare mig selv, og det bedste jeg kunne gøre var at læse om, hvordan man skriver godt.

Så i flere år gik jeg rundt alene og drømte søde drømme om at blive forfatter, mens jeg skrev og overvejede hvor kommaerne skulle placeres.

Men jeg var heldigvis ikke alene ...

Bøgernes velsignelser og trusler

Bøger har haft en stor indflydelse på mit liv, det er der ingen tvivl om.

Jeg husker ikke, at jeg er kommet ned på det lokale bibliotek sammen med mine forældre, men det må jo være begyndt et sted. Jeg husker dog, hvordan jeg som barn og teenager cyklede ned til biblioteket, fyldte tasken med bøger og bragte dem hjem igen, hvor jeg slugte dem grådigt.

Og så skete der det magiske, at jeg en dag selv satte mig ned og begyndte at skrive en historie ... som blev til flere ... og jeg gav mig til at drømme om selv at blive forfatter engang.

Jeg læste stadig meget, jeg blev ældre og fremtiden rykkede noget tættere på. For hvad ville jeg gerne "være"? At kunne leve af at være forfatter er svært, og jeg har på det punkt altid været realist og gået med både livrem og seler: Jeg skulle have en solid, økonomisk grund under fødderne.

Barndommen ideer om at være dyrlæge, hundeopdrætter eller have egen gård (jeg var ret vild med dyr) virkede ikke længere så tillokkende. Jeg kom i praktik i en legetøjsbutik. Sjældent har jeg haft så ondt i fødderne, og da ugen var omme, vidste jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle stå i butik!

Året efter kom jeg i praktik på mit barndomsbibliotek, og jeg elskede det! Tiden fløj af sted, og da de fem dage var gået, var jeg så godt som sikker på, at jeg skulle arbejde på et bibliotek.

Så bøgerne, jeg elskede så højt, gav mig både et levebrød og en brændende passion. Hele ugen er jeg nu omgivet af fristende bøger, og jeg slæber stadig stakkevis med hjem. Når jeg har fri, synker jeg ned i mine egne universer og skriver historier, som andre vil læse.

Jeg havde bare aldrig forventet, at de to veje, som bøgerne gav mig, ville ende med en evig konflikt. Selvom jeg låner alle de bøger med hjem, bliver en stor del af dem aldrig læst. Og bøger, som jeg har ventet på med længsel, ender også ofte med at ligge urørte på toppen af min kommode derhjemme.

Jeg har simpelthen ikke tiden ... De særlig gode bøger, dem som jeg ved vil slå benene væk under mig, er en særlig stor trussel. Jeg "tør" nærmest ikke begynde at læse dem, fordi jeg ved, hvad der så vil ske: Jeg vil forsvinde ind i bogen og læse hæmningsløst, indtil der ikke er mere at læse.

Og det tager tid. Tid fra min egen skrivning.

Jeg læser ikke mange bøger længere, slet ikke så mange som jeg gerne ville, og det er en evig klagesang, som er ret irriterende at høre på i længden.

Men her i løbet af de sidste par uger, har jeg faktisk fået læst. Jeg var på skiferie i sidste uge, og jeg slæbte selvfølgelig ikke mindre end tre bøger med. Det lykkedes mig at læse 1½. Den ene bog var en del af en serie, og så snart jeg var igennem den, kastede jeg mig over den næste, Mit læsebegær var blevet vækket, og efter at den næste var blevet læst, greb jeg Løbeild, som jeg læste halvdelen af sidste sommer.

Fredag morgen lånte jeg bog 3 i serien, påbegyndte læsningen i min frokostpause og gik i seng kl. 2 om natten da jeg havde vendt sidste side og knap nok kunne fokusere. I dag kværnede jeg endnu en bog, og mit læsehjerte synger af lykke.

Skrivningen ligger brak.

Bøger er både en gave og en evig trussel ;o)

Forfattervejen - begyndelsen

Nogle forfattere kan fortælle, at de har skrevet lige så længe de har kunnet holde på en blyant. Eller at de brugte barndommen på at underholde med deres egne historier. 
Det kan jeg ikke. Jeg fortalte ikke historier, men jeg var god til at finde på lege og jeg kunne sidde foran dukkehuset i lang tid og digte hvad der skete for playmobil-dukkerne og skovens dyr. Jeg kunne også godt lide at tegne, og nogle gange blev tegningerne til en lang historie.
Jeg kan huske, at jeg et par gange tog et hæfte og forsøgte at skrive en historie. Der har måske været flere forskellige, men den eneste jeg husker, er den om mine tøjdyr. De levede naturligvis et helt andet liv, så snart jeg vendte ryggen til. 
Historien blev aldrig skrevet færdig. Ikke i hånden i det mindste og måske var jeg aldrig blevet forfatter, hvis ikke mine forældre købte en computer. Det skete i 93 eller 94, da jeg var 11-12 år gammel.
Jeg har altid været en læsehest, som slugte bøgerne lånt på biblioteket. Og på et tidspunkt læste jeg en bunke gysernoveller. Nogle var rigtig gode, men andre skuffede og fik mig til at tænke, at det kunne jeg gøre bedre.
Det forsøgte jeg så. Jeg kan ikke huske første gang, jeg satte mig foran computeren med det mål i tankerne. At skrive min egen novelle. Men jeg ville virkelig gerne opleve det. Dengang var computeren ikke fast inventar ligesom et fjernsyn, og jeg må have gloet mere på tastaturet end på skærmen, mens jeg langsomt bogstav for bogstav skabte en historie. 
Med det i tankerne fascinerer det mig, at den første novelle må have tændt så stærk en ild i mig, at jeg gjorde det igen. Og igen. Og aldrig er holdt op. Barndommens lege fandt en måde at blive hos mig på, selvom jeg for længst har mistet barnets evne til at lege.
Nogle af novellerne havde titler som ”De fortabte børns hus”, ”Børnegravene”, ”Vrinsket fra de døde”, ”Spøgelsets hævn” og … ”Badeforhænget”. Og ja, den sidste var også en gysernovelle, hvis nogen skulle være i tvivl.
Jeg skrev også noveller indenfor fantasy, science fiction og mere realistiske noveller, men det var ikke så mange. Hvornår jeg kastede mig over min første roman kan jeg ikke huske, men romanerne blev snart min store kærlighed.

At kurre eller kure - det er spørgsmålet

Betalæser: "Så ... du mener altså, at Kassie - igen - ligger på gulvet og kurrer som en due?"

Pernille: "Hvad? Som en due? Arghhh!"

Jeg lærer vist aldrig at stave til "kurede". Kassie og alle andre personer, som vandrer igennem mine historier, kommer til at kurre som en due.

Jeg undskylder på forhånd!