Pernille Eybye's Blog, page 6
October 1, 2013
Goodreads - over 200, wuhuu!
Næææ! Tillad mig at blære mig lidt. Jeg har fået 203 ratings på hjemmesiden goodreads.
Der er altså 203 gange nogen, som har været inde på siden for at give mine bøger stjerner! 203 vurderinger!
Jeg sad lidt og ventede på at komme op på 200 (ja, nogle fornøjelser skal man jo have og 200 er sådan et pænt tal) og vupti: Så var det sket.
Og 203 er et endnu pænere tal end 200. I like!
Der er altså 203 gange nogen, som har været inde på siden for at give mine bøger stjerner! 203 vurderinger!
Jeg sad lidt og ventede på at komme op på 200 (ja, nogle fornøjelser skal man jo have og 200 er sådan et pænt tal) og vupti: Så var det sket.
Og 203 er et endnu pænere tal end 200. I like!
September 20, 2013
Dark erotica - er jeg på dybt vand?
Det første jeg skrev - og som var med til at få mig til at fortsætte - var gysernoveller. Som barn og teenager var en god gysernovellesamling lige sagen, og det var altså den genre, jeg først prøvede kræfter med.
Siden da har jeg valgt en lidt anden vej, men jeg håber da stadig, at der er gemt et gyser-gen i mig. Skrivemæssigt altså.
En af mine skrivebuddies, Carina Evytt, skriver horror, og i den forbindelse fandt jeg mig selv til foredrag om horror på Krimimessen i år. Der var flere andre horrorforfattere til stede, og en del af et foredrag handlede om paranormale romances, som har trukket hugtænderne ud på vampyrer og rullet dem i candyfloss. I det mindste var jeg ikke den eneste "fjende" i forsamlingen, for Louise Haiberg var også til stede, og selvom de færreste tilstedeværende var klar over det på det tidspunkt, havde hun haft fingre i dæmonerne.
Efter foredraget var der rygepause - jeg følger så personligt bare med for selskabets skyld - og der, midt i en mindre snestorm, blev der givet hånd til Carinas fæller med angivelse af navn og genre!
Jeg blev da heldigvis ikke jaget bort, som var jeg en trussel mod den litterære horrorverden, men jeg vil nu gerne bevise, at jeg altså ikke kun er en del af "Twilight-holdet" :o)
Måske var det sådan, at jeg pludselig fandt mig selv i gang med at forsøge at skrive en dark erotica novelle. Måske fordi andre forfattere jeg kender havde kastet sig ud i det. Og fordi det da kunne være ret fedt at kunne ... hvis jeg altså kan (det er så stadig Spørgsmålet Uden Svar).
Forlaget Kandor har planer om at lave en samling dark erotica noveller.
Kravene:
Den skal udspille sig i DanmarkDen skal have et element af horror.Den skal have et element af erotik.Længen er 4.000 – 13.000 ord.Den har ikke tidligere været offentliggjort.Den indeholder IKKE vampyrer!
Okay, ret klare regler: Skal indeholde horror og erotik og ingen vampyrer!
Da jeg jo ikke ligefrem er garvet indenfor genren, tør jeg knap nok komme med den mindste hint omkring hvad horror-delen er i min novelle. Jeg tænker, at læserne ser hintet og straks har regnet hele novellen ud: "Aha, så vi er på vej derhen og så sker der det der med følgende slutning ..."
Og derfor har jeg lige nu 13 sammenhængende wordsider ... uden den mindste "der er vist noget der ikke helt er som det skal være"-fornemmelse fra hovedpersonens side.
Måske er jeg på dybt vand ...
Jeg har 9-10 dage til at fikse det!
Siden da har jeg valgt en lidt anden vej, men jeg håber da stadig, at der er gemt et gyser-gen i mig. Skrivemæssigt altså.
En af mine skrivebuddies, Carina Evytt, skriver horror, og i den forbindelse fandt jeg mig selv til foredrag om horror på Krimimessen i år. Der var flere andre horrorforfattere til stede, og en del af et foredrag handlede om paranormale romances, som har trukket hugtænderne ud på vampyrer og rullet dem i candyfloss. I det mindste var jeg ikke den eneste "fjende" i forsamlingen, for Louise Haiberg var også til stede, og selvom de færreste tilstedeværende var klar over det på det tidspunkt, havde hun haft fingre i dæmonerne.
Efter foredraget var der rygepause - jeg følger så personligt bare med for selskabets skyld - og der, midt i en mindre snestorm, blev der givet hånd til Carinas fæller med angivelse af navn og genre!
Jeg blev da heldigvis ikke jaget bort, som var jeg en trussel mod den litterære horrorverden, men jeg vil nu gerne bevise, at jeg altså ikke kun er en del af "Twilight-holdet" :o)
Måske var det sådan, at jeg pludselig fandt mig selv i gang med at forsøge at skrive en dark erotica novelle. Måske fordi andre forfattere jeg kender havde kastet sig ud i det. Og fordi det da kunne være ret fedt at kunne ... hvis jeg altså kan (det er så stadig Spørgsmålet Uden Svar).
Forlaget Kandor har planer om at lave en samling dark erotica noveller.
Kravene:
Den skal udspille sig i DanmarkDen skal have et element af horror.Den skal have et element af erotik.Længen er 4.000 – 13.000 ord.Den har ikke tidligere været offentliggjort.Den indeholder IKKE vampyrer!
Okay, ret klare regler: Skal indeholde horror og erotik og ingen vampyrer!
Da jeg jo ikke ligefrem er garvet indenfor genren, tør jeg knap nok komme med den mindste hint omkring hvad horror-delen er i min novelle. Jeg tænker, at læserne ser hintet og straks har regnet hele novellen ud: "Aha, så vi er på vej derhen og så sker der det der med følgende slutning ..."
Og derfor har jeg lige nu 13 sammenhængende wordsider ... uden den mindste "der er vist noget der ikke helt er som det skal være"-fornemmelse fra hovedpersonens side.
Måske er jeg på dybt vand ...
Jeg har 9-10 dage til at fikse det!
September 17, 2013
Fantasymessen 2013
Sidste år blev Fantasymessen holdt på Herlufsholm for første gang, og jeg blev interviewet om min bogserie Blodets Bånd. I år var jeg igen med, denne gang dog kun som besøgende. Som sidst havde jeg mine sædvanlige bogmesse-rejsepartnere: Mine skrivebuddies.
Allerede inden vi tog af sted, havde Forlaget Tellerup lagt et billede af en gave på deres Facebookside. En rigtig fin, lyserød pakke ... men hvem var den til?
Da vi ankom og naturligvis straks slog et smut forbi Tellerups stand, fandt vi ud af det. Gaven var til Louise Haiberg, som debuterer på forlaget i år.
(Billedet er lånt fra Tellerups Facebookside)
Billederne viser slet ikke, hvor stort smilet var. Selv under almindelige omstændigheder kan Louise smile stort og bredt, men at få en gave med de første eksemparer af sin debutroman i hænderne ... det kan lige give lidt ekstra volumen!
Dæmondræberen og andre bøger
Bogen hedder Oprører og er første bind i serien Dæmondræberen. Er man til paranormale romaner med humor og action (og kan man lide Viking fra Blodets Bånd-serien), så skal man ikke snyde sig selv for denne bog.
Her er mit eksemplar, som var at finde i den mystiske gave:
Smuk, ikke?
Og her er den set fra ryggen. Bemærk hvor meget plads Tellerup-ræven har. Det er jo det rene palads! Ikke som "Spejlsøstre" der må føles som en etværelses for ræven, som pryder ryggen der.
Efter denne gode start tullede vi rundt på messen og så forskellige interviews. Vi så den første dag Lene Dybdahl, som blev interviewet om sin serie Nøglens Vogtere, Dennis Jürgensen og Camilla Wandahl, som fortalte om sin serie Søstre på de syv have.
Jeg er ikke typen, som bare må eje i massevis af bøger, men jeg fik da lidt bøger med hjem. Jeg købte bog 3 i Søstre på de syv have - og fik en fin lille hilsen - og snuppede også en god, gammel klassiker med hjem: Dennis Jürgensens Freddy-bøger.
Pudsige oplevelser
Jeg havde et par pudsige oplevelser på messen. Ved Dybdahls-interviewet tog jeg plads, og så talte min sidemand til mig. Først fik jeg ikke helt fat i, hvad hun sagde - jeg hørte det som noget om bogforum, men det viste sig, at hun var en gammel klassekammerat fra biblioteksskolen! Vi har ikke set hinanden i syv år, bor begge i Jylland ... og vælger så at sætte os ved siden af hinanden til en bogmesse på Sjælland. Det er da lidt komisk :o)
Ved et andet interview var der en anden kvinde, som spurgte, om vi ikke kendte hinanden (åh, mine stakkels hjerneceller der desperat forsøger at lave en mulig kobling). Måske fra Tegnebordet? Jeg har tidligere nydt at besøge Tegnebordet, men kun som besøgende, så det kunne ikke være derfra. Jeg spurgte, om det måske var fra min blog? Lidt snakken frem og tilbage til vi endelig fandt ud af forbindelsen. Det vidste sig, at hun - Dorte Nielsen - havde lavet forsiden til min bog "Sol, sommer og scorereplikker" fra 2008. Se, det var da også lidt morsomt :o)
På messen så vi også Nanna Foss blive interviewet omkring at være debuterende forfatter på Tellerup. Hendes første roman udkommer til 2014, og efter hvad jeg hører, er det også en roman, der vil være værd at tage et kig på: Paranormal science fiction med tidsrejsende unge mennesker ... what not to like?
Fantasymessen har smukke rammer på Herlufholms kostskole, hvor udklædte mennesker slentrer rundt mellem de mere almindelige besøgende. Udover at købe bøger og se forfattere på scenerne er der også mulighed for at skyde med bue og pil eller at snuppe et sværd og tage en omgang med en ridder, en troldmand eller en ork ... eller måske alle tre på en gang!
Mulige slutninger på Blodets bånd-serien - ifølge mine skrivebuddies
Det vigtigste for mig er nu muligheden for at møde mine skrivebuddies: Anika Eibe, Carina Evytt og Louise Haiberg. Vi kan føre de sjoveste samtaler omkring det at skrive og vores forskellige universer. Der blev for eksempel snakket om, hvordan Blodets Bånd-serien bør/kunne slutte:
Leo og Kassie får hinanden, Viking får Alley, Viktor og Zan dør og Helena kan bare blive bag sin mur (med eller mod sin vilje!) efter at hun har været fraværende i 20 årDer sker noget grusomt med Leo, Kassie giver op og forsvinder, Helena vender tilbage, og hun og Zan får hinanden og der er idyllisk sammenkomst på en strand med bål og guitarVi laver noget delebasis: Zan får Helena, når Leo sover og er i skole, men ellers har Leo Kassie.Hmmm ....
Jeg tænker nogle gange over, hvad uskyldige tilhører mon tænker, når de tilfældigvis må lægge ører til vores samtaler om både det ene og det andet, og om det mon gør nogen forskel for opfattelsen, hvis de ved - eller ikke ved - at det er fiktive personer, der tales om ;o)
Sjovt er det i hvert fald at have de samtaler. Og det kriblede i fingrene efter at få fat på computeren og komme videre med BB7.
Andres oplevelser af Fantasymessen
Læs min skrivebuddie Anika Eibes oplevelse af Fantasymessen (hun fortæller om en interessant samtale på en restaurant omkring Leo og hvordan han har det med visse ... begrænsninger ... i historien).
Louise Haiberg beretter også om turen. 2. del kommer senere på ugen.
Og mens flere af Tellerups forfattere var på scenen eller bare besøgte Fantasymessen, løb Michael Kamp zombieløbet! Tag et kig forbi hans side - han har filmet løbet, og det ser både sjovt og skræmmende ud.
Allerede inden vi tog af sted, havde Forlaget Tellerup lagt et billede af en gave på deres Facebookside. En rigtig fin, lyserød pakke ... men hvem var den til?
Da vi ankom og naturligvis straks slog et smut forbi Tellerups stand, fandt vi ud af det. Gaven var til Louise Haiberg, som debuterer på forlaget i år.
(Billedet er lånt fra Tellerups Facebookside)Billederne viser slet ikke, hvor stort smilet var. Selv under almindelige omstændigheder kan Louise smile stort og bredt, men at få en gave med de første eksemparer af sin debutroman i hænderne ... det kan lige give lidt ekstra volumen!
Dæmondræberen og andre bøger
Bogen hedder Oprører og er første bind i serien Dæmondræberen. Er man til paranormale romaner med humor og action (og kan man lide Viking fra Blodets Bånd-serien), så skal man ikke snyde sig selv for denne bog.
Her er mit eksemplar, som var at finde i den mystiske gave:
Smuk, ikke?
Og her er den set fra ryggen. Bemærk hvor meget plads Tellerup-ræven har. Det er jo det rene palads! Ikke som "Spejlsøstre" der må føles som en etværelses for ræven, som pryder ryggen der.
Efter denne gode start tullede vi rundt på messen og så forskellige interviews. Vi så den første dag Lene Dybdahl, som blev interviewet om sin serie Nøglens Vogtere, Dennis Jürgensen og Camilla Wandahl, som fortalte om sin serie Søstre på de syv have.
Jeg er ikke typen, som bare må eje i massevis af bøger, men jeg fik da lidt bøger med hjem. Jeg købte bog 3 i Søstre på de syv have - og fik en fin lille hilsen - og snuppede også en god, gammel klassiker med hjem: Dennis Jürgensens Freddy-bøger.
Pudsige oplevelser
Jeg havde et par pudsige oplevelser på messen. Ved Dybdahls-interviewet tog jeg plads, og så talte min sidemand til mig. Først fik jeg ikke helt fat i, hvad hun sagde - jeg hørte det som noget om bogforum, men det viste sig, at hun var en gammel klassekammerat fra biblioteksskolen! Vi har ikke set hinanden i syv år, bor begge i Jylland ... og vælger så at sætte os ved siden af hinanden til en bogmesse på Sjælland. Det er da lidt komisk :o)
Ved et andet interview var der en anden kvinde, som spurgte, om vi ikke kendte hinanden (åh, mine stakkels hjerneceller der desperat forsøger at lave en mulig kobling). Måske fra Tegnebordet? Jeg har tidligere nydt at besøge Tegnebordet, men kun som besøgende, så det kunne ikke være derfra. Jeg spurgte, om det måske var fra min blog? Lidt snakken frem og tilbage til vi endelig fandt ud af forbindelsen. Det vidste sig, at hun - Dorte Nielsen - havde lavet forsiden til min bog "Sol, sommer og scorereplikker" fra 2008. Se, det var da også lidt morsomt :o)
På messen så vi også Nanna Foss blive interviewet omkring at være debuterende forfatter på Tellerup. Hendes første roman udkommer til 2014, og efter hvad jeg hører, er det også en roman, der vil være værd at tage et kig på: Paranormal science fiction med tidsrejsende unge mennesker ... what not to like?
Fantasymessen har smukke rammer på Herlufholms kostskole, hvor udklædte mennesker slentrer rundt mellem de mere almindelige besøgende. Udover at købe bøger og se forfattere på scenerne er der også mulighed for at skyde med bue og pil eller at snuppe et sværd og tage en omgang med en ridder, en troldmand eller en ork ... eller måske alle tre på en gang!
Mulige slutninger på Blodets bånd-serien - ifølge mine skrivebuddies
Det vigtigste for mig er nu muligheden for at møde mine skrivebuddies: Anika Eibe, Carina Evytt og Louise Haiberg. Vi kan føre de sjoveste samtaler omkring det at skrive og vores forskellige universer. Der blev for eksempel snakket om, hvordan Blodets Bånd-serien bør/kunne slutte:
Leo og Kassie får hinanden, Viking får Alley, Viktor og Zan dør og Helena kan bare blive bag sin mur (med eller mod sin vilje!) efter at hun har været fraværende i 20 årDer sker noget grusomt med Leo, Kassie giver op og forsvinder, Helena vender tilbage, og hun og Zan får hinanden og der er idyllisk sammenkomst på en strand med bål og guitarVi laver noget delebasis: Zan får Helena, når Leo sover og er i skole, men ellers har Leo Kassie.Hmmm ....
Jeg tænker nogle gange over, hvad uskyldige tilhører mon tænker, når de tilfældigvis må lægge ører til vores samtaler om både det ene og det andet, og om det mon gør nogen forskel for opfattelsen, hvis de ved - eller ikke ved - at det er fiktive personer, der tales om ;o)
Sjovt er det i hvert fald at have de samtaler. Og det kriblede i fingrene efter at få fat på computeren og komme videre med BB7.
Andres oplevelser af Fantasymessen
Læs min skrivebuddie Anika Eibes oplevelse af Fantasymessen (hun fortæller om en interessant samtale på en restaurant omkring Leo og hvordan han har det med visse ... begrænsninger ... i historien).
Louise Haiberg beretter også om turen. 2. del kommer senere på ugen.
Og mens flere af Tellerups forfattere var på scenen eller bare besøgte Fantasymessen, løb Michael Kamp zombieløbet! Tag et kig forbi hans side - han har filmet løbet, og det ser både sjovt og skræmmende ud.
September 6, 2013
Tanker i en forfatterhjerne
Så står man der i et udkigstårn med den dejligste udsigt over markerne og en å, temperaturen har nået et behageligt leje i forhold til tidligere på dagen, og selskabet er hyggeligt.
Og hvad gør min hjerne? Den placerer vaklende skikkelser i omgivelserne, skikkelser der alle er på vej mod udkigstårnet ... og så forsøger jeg at forestille mig rædslen hos beskueren ved sådan en udsigt!
Hmmm, kan være jeg skal overveje at skrive en zombieroman? Jeg synes, de sniger sig ind alle vegne ;o)
Og hvad gør min hjerne? Den placerer vaklende skikkelser i omgivelserne, skikkelser der alle er på vej mod udkigstårnet ... og så forsøger jeg at forestille mig rædslen hos beskueren ved sådan en udsigt!
Hmmm, kan være jeg skal overveje at skrive en zombieroman? Jeg synes, de sniger sig ind alle vegne ;o)
September 2, 2013
Posten kom forbi med en gave
For et par uger siden - hmmm, næ, mon ikke det snart er måneder? - ringede det på døren en lørdag morgen. Okay, det var vist ikke så tidligt, men tidligt nok til at frøken Eybye her satte sig op i sengen og tænkte noget, der ikke er særligt passende at skrive ned.
Cirka det samme tænkte jeg, da jeg stod foran spejlet på badeværelset og gloede på mit Morgen-Jeg. Men når der bliver ringet på døren, kan det jo være vigtigt, så jeg hev noget tøj på, flåede en børste gennem håret og drønede ud for at lukke op.
Kun for at se en rødklædt ryg et par huse længere nede ad gaden. Postbuddet. Jeg havde en anelse om, hvad han mon medbragte, og et øjeblik overvejede jeg rent faktisk at sætte i en spurt efter ham, da jeg ikke lige kunne lokalisere en pakke i nærheden af hoveddøren ved første øjekast.
Men så jeg trak mig slukøret tilbage og sparede naboerne for mit Morgen-Jeg i sprint med bare fødder ned ad vejen, mens jeg brølede "Veeeeeeeeent!"
Heldigvis for et par timer senere fandt jeg rent faktisk pakken, og indeni lå denne skønhed.
Romanen "Dæmoner" skrevet af min skrivebuddie Carina Evytt.
"Dæmoner" er en horrorroman, så hvis man godt kan lide at krybe sammen i sofaen med et uhyggeligt bekendtskab, er der her en god sofamakker!
I får lige bagsideteksten:
DÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)
Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.
Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker?
Carina Evytt stammer fra Hillerød, og hendes tidligere romaner udspiller sig også her, men i 2004 rykkede hun teltpælene op og flyttede med mand og børn til Sydvestsjælland. Nu er hendes romanpersoner også klar til at tage springet. Dæmoner tager således sin begyndelse med en af hovedpersonernes flytning fra Hillerød til et tilsyneladende fredfyldt landsbymiljø.
Og her har min nye skat indtaget sin plads på boghylden:
Jeg har faktisk ikke det store behov for at eje bøger, så hvis vi lige ser bort fra kogebøgerne og børnebøgerne fra barndommen, så indeholder min bogsamling mine egne bøger, mine skrivebuddies og et par bonusser.
Det her er, hvad min "bogreol" består af: En hylde. Meeen hvis jeg lige kan få et par store moppedrenge mere, så tror jeg, at jeg skal udvide til hele TO hylder!
Cirka det samme tænkte jeg, da jeg stod foran spejlet på badeværelset og gloede på mit Morgen-Jeg. Men når der bliver ringet på døren, kan det jo være vigtigt, så jeg hev noget tøj på, flåede en børste gennem håret og drønede ud for at lukke op.
Kun for at se en rødklædt ryg et par huse længere nede ad gaden. Postbuddet. Jeg havde en anelse om, hvad han mon medbragte, og et øjeblik overvejede jeg rent faktisk at sætte i en spurt efter ham, da jeg ikke lige kunne lokalisere en pakke i nærheden af hoveddøren ved første øjekast.
Men så jeg trak mig slukøret tilbage og sparede naboerne for mit Morgen-Jeg i sprint med bare fødder ned ad vejen, mens jeg brølede "Veeeeeeeeent!"
Heldigvis for et par timer senere fandt jeg rent faktisk pakken, og indeni lå denne skønhed.
Romanen "Dæmoner" skrevet af min skrivebuddie Carina Evytt."Dæmoner" er en horrorroman, så hvis man godt kan lide at krybe sammen i sofaen med et uhyggeligt bekendtskab, er der her en god sofamakker!
I får lige bagsideteksten:
DÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)
Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.
Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker?
Carina Evytt stammer fra Hillerød, og hendes tidligere romaner udspiller sig også her, men i 2004 rykkede hun teltpælene op og flyttede med mand og børn til Sydvestsjælland. Nu er hendes romanpersoner også klar til at tage springet. Dæmoner tager således sin begyndelse med en af hovedpersonernes flytning fra Hillerød til et tilsyneladende fredfyldt landsbymiljø.
Og her har min nye skat indtaget sin plads på boghylden:
Jeg har faktisk ikke det store behov for at eje bøger, så hvis vi lige ser bort fra kogebøgerne og børnebøgerne fra barndommen, så indeholder min bogsamling mine egne bøger, mine skrivebuddies og et par bonusser.
Det her er, hvad min "bogreol" består af: En hylde. Meeen hvis jeg lige kan få et par store moppedrenge mere, så tror jeg, at jeg skal udvide til hele TO hylder!
August 29, 2013
Det var den ferie
Ak ja, så gik endnu en sommerferie, og jeg har allerede været tilbage på "pinden" næsten to uger nu. Og ferien? Den virker da så langt væk.
Hvad nåede jeg så?
Spise sundt (niks)
Træne (overhovedet ikke)
Hygge og slappe af i rå mænger (tjek! Men ... kan man ikke altid bruge mere?)
Ordne stenbed (påbegyndt)
Skrive (tjeeeeek! BB-crewet vil endelig lege med mig igen!)
Læse en masse bøger (hmmm, der blev da læst lidt)
Ferien startede ellers godt med at læse, og de fleste af bøgerne blev læst i første uge. Det var også i første uge, at jeg brugte en del tid på at få samlet trådene i Blodets Bånd 7, så jeg kunne komme videre med at skrive.
I min anden ferieuge fik jeg så et mindre "husligt" flip. Jeg har et stenbed foran huset, som så temmelig jammerligt ud, og det skulle der så gøres noget ved.
Da det så jammerligt ud, troede jeg egentlig ikke, at der var så mange sten tilbage. Det kunne jeg vel godt klare på egen hånd, hvis jeg lige kunne låne Søster og Svogers trailer. Heldigvis havde Svoger et lidt mere realistisk billede af arbejdsmængden, hvilket jeg kom til at sætte pris på efter at have kylet omkring ti skovlfulde grus op på traileren. Det tog to mand (okay, én mand og en slap bibliotekar) et par timers arbejde at få tømt bedet med tre ture til genbrugspladsen, og så var jeg nok 1600 kg. grus lettere!
Så langt så godt, men så spottede jeg, at mine vinduer egentlig trængte til at blive malet. Jeg vidste godt, de trængte til et farveskift fra grøn/rød til Mere Moderne Farve, men opgaven blev lige rykket frem, da jeg opdagede, at malingen også skallede.
Jeg har fortrængt, hvor lang tid jeg brugte på at vaske, rengøre og slibe for at gøre vinduerne klar til at blive malet, men min glorie skinnede ret kraftigt og selvfed i de dage. Plus jeg da lige afrimede to frysere! Dobbeltscoring til multitaskningen!
I de sidste dage af ferien var det, at jeg opdagede, at min hjemmeside, der aldrig rigtig var blevet taget i brug, faktisk blev besøgt, og jeg kastede mig over at lave en ny. Resultatet var jeg rigtig godt tilfreds med, men så var den ferie også brugt.
Her er et billede af, hvad jeg fik læst i ferien.
Og her er det meste af lageret ved sommerferiens start:
Hmmm ... hvis Verden Som Vi Kender Den nogensinde går under, vil jeg være at finde på det nærmeste bibliotek, hvor jeg enten er i gang med at hamstre eller ved at indrette mig!
Hvor meget fik jeg egentlig skrevet på Blodets Bånd bind 7? Omkring 90 sider tror jeg, hvilket jeg er meget tilfreds med, ikke mindst på grund af al den tid der gik på stenbedet og vinduerne, og at første uge af ferien gik med planlægning.
Sidste weekend - efter første arbejdsuge - gik igen med vinduer, så nu er jeg cirka halvvejs med at male, og har et tomt bed uden indhold.
Det gør mig lidt bekymret for, hvor meget jeg kan nå at skrive på BB7 inden fantasymessen. Det ville bare være skønt at nå et godt stykke længere inden da, men ...
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange bøger, der går tabt i løbet af et år på grund af Voksenpligter og Ansvarlighed hos forfatterne i det danske land. Nogen burde virkelig gøre noget!
Jeg kunne faktisk godt bruge lidt mere ferie ...
Hvad nåede jeg så?
Spise sundt (niks)
Træne (overhovedet ikke)
Hygge og slappe af i rå mænger (tjek! Men ... kan man ikke altid bruge mere?)
Ordne stenbed (påbegyndt)
Skrive (tjeeeeek! BB-crewet vil endelig lege med mig igen!)
Læse en masse bøger (hmmm, der blev da læst lidt)
Ferien startede ellers godt med at læse, og de fleste af bøgerne blev læst i første uge. Det var også i første uge, at jeg brugte en del tid på at få samlet trådene i Blodets Bånd 7, så jeg kunne komme videre med at skrive.
I min anden ferieuge fik jeg så et mindre "husligt" flip. Jeg har et stenbed foran huset, som så temmelig jammerligt ud, og det skulle der så gøres noget ved.
Da det så jammerligt ud, troede jeg egentlig ikke, at der var så mange sten tilbage. Det kunne jeg vel godt klare på egen hånd, hvis jeg lige kunne låne Søster og Svogers trailer. Heldigvis havde Svoger et lidt mere realistisk billede af arbejdsmængden, hvilket jeg kom til at sætte pris på efter at have kylet omkring ti skovlfulde grus op på traileren. Det tog to mand (okay, én mand og en slap bibliotekar) et par timers arbejde at få tømt bedet med tre ture til genbrugspladsen, og så var jeg nok 1600 kg. grus lettere!
Så langt så godt, men så spottede jeg, at mine vinduer egentlig trængte til at blive malet. Jeg vidste godt, de trængte til et farveskift fra grøn/rød til Mere Moderne Farve, men opgaven blev lige rykket frem, da jeg opdagede, at malingen også skallede.
Jeg har fortrængt, hvor lang tid jeg brugte på at vaske, rengøre og slibe for at gøre vinduerne klar til at blive malet, men min glorie skinnede ret kraftigt og selvfed i de dage. Plus jeg da lige afrimede to frysere! Dobbeltscoring til multitaskningen!
I de sidste dage af ferien var det, at jeg opdagede, at min hjemmeside, der aldrig rigtig var blevet taget i brug, faktisk blev besøgt, og jeg kastede mig over at lave en ny. Resultatet var jeg rigtig godt tilfreds med, men så var den ferie også brugt.
Her er et billede af, hvad jeg fik læst i ferien.
Og her er det meste af lageret ved sommerferiens start:
Hmmm ... hvis Verden Som Vi Kender Den nogensinde går under, vil jeg være at finde på det nærmeste bibliotek, hvor jeg enten er i gang med at hamstre eller ved at indrette mig!
Hvor meget fik jeg egentlig skrevet på Blodets Bånd bind 7? Omkring 90 sider tror jeg, hvilket jeg er meget tilfreds med, ikke mindst på grund af al den tid der gik på stenbedet og vinduerne, og at første uge af ferien gik med planlægning.
Sidste weekend - efter første arbejdsuge - gik igen med vinduer, så nu er jeg cirka halvvejs med at male, og har et tomt bed uden indhold.
Det gør mig lidt bekymret for, hvor meget jeg kan nå at skrive på BB7 inden fantasymessen. Det ville bare være skønt at nå et godt stykke længere inden da, men ...
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange bøger, der går tabt i løbet af et år på grund af Voksenpligter og Ansvarlighed hos forfatterne i det danske land. Nogen burde virkelig gøre noget!
Jeg kunne faktisk godt bruge lidt mere ferie ...
August 22, 2013
Min nye hjemmeside
For nogle år siden fik jeg lavet en forfatterhjemmeside. Den blev lavet som en opgave til en uddannelse, men uheldigvis skete det samtidig med, at min far var syg. Jeg fik aldrig en introduktion til at bruge siden, og det virkede uoverskuel...igt at finde ud af det.
Derfor lå siden brak indtil for en uges tid siden, hvor jeg blev spurgt: "Er du klar over, at der er nogen, der efterlader kommentarer på din hjemmeside?"
Arghhh! Nej, det var jeg ikke, og nogle var over et år gammel (ohh, the shame! The shame!)
At være flov er heldigvis et fremragende motivationsmiddel, så med hjælp fra Svogeren har jeg nu en ny hjemmeside. Kig indenfor hvis I har lyst og fortæl endelig, hvis der mangler noget :) Hjemmesiden kan besøges her:
Derfor lå siden brak indtil for en uges tid siden, hvor jeg blev spurgt: "Er du klar over, at der er nogen, der efterlader kommentarer på din hjemmeside?"
Arghhh! Nej, det var jeg ikke, og nogle var over et år gammel (ohh, the shame! The shame!)
At være flov er heldigvis et fremragende motivationsmiddel, så med hjælp fra Svogeren har jeg nu en ny hjemmeside. Kig indenfor hvis I har lyst og fortæl endelig, hvis der mangler noget :) Hjemmesiden kan besøges her:
August 11, 2013
"Jeg vil være forfatter" - at gøre manus klar til forlag
Godt så. Du har gjort dit forarbejde grundigt. Du har skrevet, skrevet, skrevet og redigeret, redigeret, redigeret til du nærmest hader din tekst ... og nu, nu skal den af sted til et forlag.
God ide, men har du helt styr på, hvordan man sætter et manuskript?
Indrykninger
Min kunnen med et tastatur var selvlært i sin tid, og da jeg sendte de første tekster til forlagene havde jeg ikke lært den vidunderlige tabulator-tast at kende. Jeg lavede indrykninger med mellemrumstasten. To slag på mellemrumstasten og jeg fik en fin indrykning (så meget havde jeg da afluret de trykte bøger).
DET er en fejl, man hurtig får fralagt sig, efter at man har gennemgået flere hundrede siders manuskript for at ændre "mellemrumstast-indrykningen" til "tabulator-indrykning". Det var beklageligvis Tellerup, som måtte lære mig det, men jeg er åbenbart ikke den eneste.
Desuden: I et helt nyt afsnit skal der ikke være indrykning (for eksempel starten af et kapitel eller et afsnit efter en blank linje), men derefter skal der være indrykning, når en ny person taler.
Eksempel:
Det var en helt ny dag.
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo.
Den lille flok skuttede sig i kulden, og ingen mødte hans blik.
"For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Sidst, men ikke mindst: Indrykninger i forbindelse med at den samme person taler.
Jeg kan se, at det ikke er alle forlag, der følger "reglen", men jeg kan personligt gode lide den, da det er logisk.
Jeg bruger mit eksempel ovenover til at demonstrere.
Det var en helt ny dag.
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo.
"For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Jeg har fjernet "Den lille flok skuttede sig i kulden, og ingen mødte hans blik", så nu taler Bo i to afsnit lige efter hinanden. DET er en fejl i min verden. Når jeg læser, at Bo taler i første linje, og jeg ser en ny, indrykket replik, tror jeg automatisk, at en ny person taler.
Hvis Bo bare taler, vil jeg skrive det sådan her:
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo. "For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Gåseøjne
Den korrekte brug af gåseøjne eller " sammen med andre tegn som komma og punktum.
Hvis du er i tvivl, så studer trykte bøger og bid mærke i, hvordan det gøres. Eller få eksempler på den korrekte måde her:
"Jeg hader dig!" råbte hun.
"Du er da en sød lille en," smilede han.
"Du skal bare gå din vej."
"Elsker du mig?" tudede hun.
Bemærk, at jeg har skrevet med lille bogstav, når replikken afsluttes med et komma. Jeg HAR set bøger, hvor bogstavet skrives med stort, men det er meget sjældent. Og personligt bryder jeg mig ikke om det. Det ser sjusket ud.
Grundlæggende kan man sige, at gåseøjne "indrammer" replikken, og andre tegn skal ikke bevæge sig udenfor som komma, punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn. Ikke hvis de hører til replikken.
Der skal for eksempel ikke være punktum efter " som her:
"Du skal bare gå din vej". eller dobbeltpunktum som her "Du skal bare gå din vej.".
Brug af ...
Først og fremmest: Du skal kun bruge tre prikker af gangen. Ikke fire, fem, syv eller to. Men tre!
Der er to måder at bruge "..." på.
Den ene er, når et ord "hakkes over".
"Ho... hold så op! Lad mi... mig være!"
Her skal "..." stå helt op ad ordet, som afbrydes.
Den anden er, når "..." viser en tøven eller en tænkepause.
"Jeg kan virkelig godt ... lide dig.
Her skal der være mellemrum mellem "..." og de andre ord i sætningen.
Sidetal
Tjek lige at du har husket at sætte sidetal på dit manuskript. Lidt surt hvis en medarbejder på forlaget taber hele stakken af papirer, og alt ender i et frygteligt rod.
Jeg HAR prøvet at glemme at sætte sidetal på, så ... husk at tjekke ;o)
Sidst - men ikke mindst - hvad har DIT forlag af specifikke ønsker?
Forlagene er ikke ens, så inden du sender manuskriptet af sted, er det godt at investere nogle minutter på at snuse lidt rundt på hjemmesiden og se, hvad de skriver om at modtage manuskripter. Visse forlag vil kun have på papir, andre vil have dem sendt pr. mail.
Nogle forlag er heller ikke interesserede i at modtage manus, så det er endnu en grund til at gøre forarbejdet. Der er ingen grund til at spilde måneder på at vente på et svar, hvis forlaget vender tilbage med: "Nej tak, vi udgiver ikke fantasy/science fiction/krimier/erotisk litteratur".
Nå, er du klar til at sende dit manus af sted?
Fint ... så er der kun tilbage at vente! :o)
God ide, men har du helt styr på, hvordan man sætter et manuskript?
Indrykninger
Min kunnen med et tastatur var selvlært i sin tid, og da jeg sendte de første tekster til forlagene havde jeg ikke lært den vidunderlige tabulator-tast at kende. Jeg lavede indrykninger med mellemrumstasten. To slag på mellemrumstasten og jeg fik en fin indrykning (så meget havde jeg da afluret de trykte bøger).
DET er en fejl, man hurtig får fralagt sig, efter at man har gennemgået flere hundrede siders manuskript for at ændre "mellemrumstast-indrykningen" til "tabulator-indrykning". Det var beklageligvis Tellerup, som måtte lære mig det, men jeg er åbenbart ikke den eneste.
Desuden: I et helt nyt afsnit skal der ikke være indrykning (for eksempel starten af et kapitel eller et afsnit efter en blank linje), men derefter skal der være indrykning, når en ny person taler.
Eksempel:
Det var en helt ny dag.
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo.
Den lille flok skuttede sig i kulden, og ingen mødte hans blik.
"For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Sidst, men ikke mindst: Indrykninger i forbindelse med at den samme person taler.
Jeg kan se, at det ikke er alle forlag, der følger "reglen", men jeg kan personligt gode lide den, da det er logisk.
Jeg bruger mit eksempel ovenover til at demonstrere.
Det var en helt ny dag.
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo.
"For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Jeg har fjernet "Den lille flok skuttede sig i kulden, og ingen mødte hans blik", så nu taler Bo i to afsnit lige efter hinanden. DET er en fejl i min verden. Når jeg læser, at Bo taler i første linje, og jeg ser en ny, indrykket replik, tror jeg automatisk, at en ny person taler.
Hvis Bo bare taler, vil jeg skrive det sådan her:
"Nå, skal vi så komme i gang med arbejdet?" spurgte Bo. "For fanden! Hvad er der i vejen med jer?" Bo stampede i den frosne jord. "Zombierne er på vej! Vi må gøre noget!"
Gåseøjne
Den korrekte brug af gåseøjne eller " sammen med andre tegn som komma og punktum.
Hvis du er i tvivl, så studer trykte bøger og bid mærke i, hvordan det gøres. Eller få eksempler på den korrekte måde her:
"Jeg hader dig!" råbte hun.
"Du er da en sød lille en," smilede han.
"Du skal bare gå din vej."
"Elsker du mig?" tudede hun.
Bemærk, at jeg har skrevet med lille bogstav, når replikken afsluttes med et komma. Jeg HAR set bøger, hvor bogstavet skrives med stort, men det er meget sjældent. Og personligt bryder jeg mig ikke om det. Det ser sjusket ud.
Grundlæggende kan man sige, at gåseøjne "indrammer" replikken, og andre tegn skal ikke bevæge sig udenfor som komma, punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn. Ikke hvis de hører til replikken.
Der skal for eksempel ikke være punktum efter " som her:
"Du skal bare gå din vej". eller dobbeltpunktum som her "Du skal bare gå din vej.".
Brug af ...
Først og fremmest: Du skal kun bruge tre prikker af gangen. Ikke fire, fem, syv eller to. Men tre!
Der er to måder at bruge "..." på.
Den ene er, når et ord "hakkes over".
"Ho... hold så op! Lad mi... mig være!"
Her skal "..." stå helt op ad ordet, som afbrydes.
Den anden er, når "..." viser en tøven eller en tænkepause.
"Jeg kan virkelig godt ... lide dig.
Her skal der være mellemrum mellem "..." og de andre ord i sætningen.
Sidetal
Tjek lige at du har husket at sætte sidetal på dit manuskript. Lidt surt hvis en medarbejder på forlaget taber hele stakken af papirer, og alt ender i et frygteligt rod.
Jeg HAR prøvet at glemme at sætte sidetal på, så ... husk at tjekke ;o)
Sidst - men ikke mindst - hvad har DIT forlag af specifikke ønsker?
Forlagene er ikke ens, så inden du sender manuskriptet af sted, er det godt at investere nogle minutter på at snuse lidt rundt på hjemmesiden og se, hvad de skriver om at modtage manuskripter. Visse forlag vil kun have på papir, andre vil have dem sendt pr. mail.
Nogle forlag er heller ikke interesserede i at modtage manus, så det er endnu en grund til at gøre forarbejdet. Der er ingen grund til at spilde måneder på at vente på et svar, hvis forlaget vender tilbage med: "Nej tak, vi udgiver ikke fantasy/science fiction/krimier/erotisk litteratur".
Nå, er du klar til at sende dit manus af sted?
Fint ... så er der kun tilbage at vente! :o)
August 10, 2013
"Jeg vil være forfatter" - slå koldt vand i blodet
Der er mange skridt på vejen til at blive forfatter.
Den første er rent faktisk at skrive en bog. Og man kan sige en hel del om det at skrive, komme med gode råd og så videre, men jeg vil forsøge at holde det på et minimum.
Der er de forholdsvis lette: Læs meget, skriv meget, rediger meget.
Læs: Du aflurer ubevidst - og naturligvis også bevidst - hvad andre forfattere gør godt og knap så godt. Du udvider dit ordforråd og får en vis forståelse for spændingsopbygning, personer og dialog.
Skriv: Øvelse gør mester! Det første, du skriver, vil sikkert være rimelig elendigt. Også det næste. Og det næste. Men efterhånden bliver det bedre og bedre. Man kan ikke lære det hele på en gang. Man må opbygge sin kunnen stille og roligt.
Rediger: Det ligger i forlængelse af at skrive. Jeg tror på, at man skal andet og mere end "bare" skrive sin bog. Når historien er skrevet til ende, begynder man forfra med redigeringen. Jo længere tid man har skrevet, jo mindre arbejde vil det kræve. Her tænker jeg i forhold til, når man er begynder. Jo mere man øver sig på de forskellige dele af det at skrive, jo nemmere vil det efterhånden flyde. Fordyb dig for eksempel i dialog. Find ud af hvornår det virker og hvorfor.
Fint, så du har skrevet din bog, og du er helt oppe at køre over, hvor genial den er, og hvor genial du er, og nu skal Forlaget bare findes, så de kan udgive din bog - den nye Harry Potter/Twilight/Da Vinci Mysteriet/Fifty Shades of Grey ...
Stooooop!
Okay, der er en ting, du skal vide: Der er tider, hvor man som forfatter synes, at ens tekst er elendig og lige til at smide væk ... og så er der de mere fornøjelige tider, hvor man er Genial! (og muligvis Forblændet).
Pas på! At du i øjeblikket er Genial er ikke ensbetydende med, at du rent faktisk er det, eller at forlagene synes det samme. Den bedste middel mod denne tilstand er tid. Læg dit manuskript fra dig, lad det hvile i nogle uger eller måneder og tag det så frem igen.
Ja, jeg ved det virker som lang tid, når udgivelsen er lige om hjørnet, for du er jo genial, og manuskriptet er genialt og ...
Vent! Bare vent! Selvom teksten rent faktisk er genial, vil den ikke tage skade af at modne lidt. Det er så meget nemmere at se på den med andre øjne, når den ikke længere er så tæt en del af en selv, som når man lige har tilbragt måneder, måske år, i universet sammen med ens elskede personer.
Det er desuden også meget nemmere at læse korrektur, når ens hjerne rent faktisk er nødt til at læse, hvad der står, fremfor hvad den tror der står.
Okay, så langt, så godt. Manuskriptet er skrevet, det har hvilet og har fået endnu en redigeringstur. Hvad så nu?
Jo, jeg vil sige, at hvis du er helt ny indenfor skrivefaget, så ... læg manuskriptet i en skuffe (eller på harddisken i disse tider). Hvis det er dit første manus eller dit andet, tredje, så er du måske stadig ikke god nok til at komme igennem nåleøjet. Konkurrencen er hård. Danmark er et lille marked med mange håbefulde forfattere. Et forlag som Gyldendal får vist omkring 1000-1500 uopfordrede manuskripter om året, og kun ganske få får et ja.
Ventetiderne på at få svar fra forlagene er på flere måneder, og jeg vil tro, at en del manus måske bliver kasseret uden at blive læst til ende.
Hvis man vil have en chance, skal man komme med noget, der er virkelig godt.
Jeg har hørt om forfattere, der startede "karrieren" med at sende nærmest alt, hvad de skrev til forlagene. Og det blev naturligvis til en masse afslag, inden de endelig kom igennem nåleøjet og siden blev succesfulde forfattere.
Helt ærligt vil jeg ikke anbefale den fremgangsmåde. Det er svært at undgå afslag, men jeg tror ikke, man gør sig selv en tjeneste ved at sende sit første forsøg til et forlag. Selv hvis de kan se mulighederne i en, vil de måske miste interessen og tålmodigheden efter at have læst det 10. manuskript. Og derefter venligt bede dig om at prøve lykken hos et andet forlag.
Gør forarbejdet. Skriv til dig selv og skrivebordsskuffen i starten, opbyg din kunnen, læs bøger om at skrive, gå på skrivekursus hvis du har lyst, prøv at finde nogen der kan læse og bedømme din tekst. Gør hvad du kan for at blive bedre. Undgå at blive forblændet af din egen Genialitet (den er vi alle blevet ramt af).
Når du har skrevet x antal manuskripter og har forfinet din kunnen ... så er det måske på tide at sende til et forlag :o)
Den første er rent faktisk at skrive en bog. Og man kan sige en hel del om det at skrive, komme med gode råd og så videre, men jeg vil forsøge at holde det på et minimum.
Der er de forholdsvis lette: Læs meget, skriv meget, rediger meget.
Læs: Du aflurer ubevidst - og naturligvis også bevidst - hvad andre forfattere gør godt og knap så godt. Du udvider dit ordforråd og får en vis forståelse for spændingsopbygning, personer og dialog.
Skriv: Øvelse gør mester! Det første, du skriver, vil sikkert være rimelig elendigt. Også det næste. Og det næste. Men efterhånden bliver det bedre og bedre. Man kan ikke lære det hele på en gang. Man må opbygge sin kunnen stille og roligt.
Rediger: Det ligger i forlængelse af at skrive. Jeg tror på, at man skal andet og mere end "bare" skrive sin bog. Når historien er skrevet til ende, begynder man forfra med redigeringen. Jo længere tid man har skrevet, jo mindre arbejde vil det kræve. Her tænker jeg i forhold til, når man er begynder. Jo mere man øver sig på de forskellige dele af det at skrive, jo nemmere vil det efterhånden flyde. Fordyb dig for eksempel i dialog. Find ud af hvornår det virker og hvorfor.
Fint, så du har skrevet din bog, og du er helt oppe at køre over, hvor genial den er, og hvor genial du er, og nu skal Forlaget bare findes, så de kan udgive din bog - den nye Harry Potter/Twilight/Da Vinci Mysteriet/Fifty Shades of Grey ...
Stooooop!
Okay, der er en ting, du skal vide: Der er tider, hvor man som forfatter synes, at ens tekst er elendig og lige til at smide væk ... og så er der de mere fornøjelige tider, hvor man er Genial! (og muligvis Forblændet).
Pas på! At du i øjeblikket er Genial er ikke ensbetydende med, at du rent faktisk er det, eller at forlagene synes det samme. Den bedste middel mod denne tilstand er tid. Læg dit manuskript fra dig, lad det hvile i nogle uger eller måneder og tag det så frem igen.
Ja, jeg ved det virker som lang tid, når udgivelsen er lige om hjørnet, for du er jo genial, og manuskriptet er genialt og ...
Vent! Bare vent! Selvom teksten rent faktisk er genial, vil den ikke tage skade af at modne lidt. Det er så meget nemmere at se på den med andre øjne, når den ikke længere er så tæt en del af en selv, som når man lige har tilbragt måneder, måske år, i universet sammen med ens elskede personer.
Det er desuden også meget nemmere at læse korrektur, når ens hjerne rent faktisk er nødt til at læse, hvad der står, fremfor hvad den tror der står.
Okay, så langt, så godt. Manuskriptet er skrevet, det har hvilet og har fået endnu en redigeringstur. Hvad så nu?
Jo, jeg vil sige, at hvis du er helt ny indenfor skrivefaget, så ... læg manuskriptet i en skuffe (eller på harddisken i disse tider). Hvis det er dit første manus eller dit andet, tredje, så er du måske stadig ikke god nok til at komme igennem nåleøjet. Konkurrencen er hård. Danmark er et lille marked med mange håbefulde forfattere. Et forlag som Gyldendal får vist omkring 1000-1500 uopfordrede manuskripter om året, og kun ganske få får et ja.
Ventetiderne på at få svar fra forlagene er på flere måneder, og jeg vil tro, at en del manus måske bliver kasseret uden at blive læst til ende.
Hvis man vil have en chance, skal man komme med noget, der er virkelig godt.
Jeg har hørt om forfattere, der startede "karrieren" med at sende nærmest alt, hvad de skrev til forlagene. Og det blev naturligvis til en masse afslag, inden de endelig kom igennem nåleøjet og siden blev succesfulde forfattere.
Helt ærligt vil jeg ikke anbefale den fremgangsmåde. Det er svært at undgå afslag, men jeg tror ikke, man gør sig selv en tjeneste ved at sende sit første forsøg til et forlag. Selv hvis de kan se mulighederne i en, vil de måske miste interessen og tålmodigheden efter at have læst det 10. manuskript. Og derefter venligt bede dig om at prøve lykken hos et andet forlag.
Gør forarbejdet. Skriv til dig selv og skrivebordsskuffen i starten, opbyg din kunnen, læs bøger om at skrive, gå på skrivekursus hvis du har lyst, prøv at finde nogen der kan læse og bedømme din tekst. Gør hvad du kan for at blive bedre. Undgå at blive forblændet af din egen Genialitet (den er vi alle blevet ramt af).
Når du har skrevet x antal manuskripter og har forfinet din kunnen ... så er det måske på tide at sende til et forlag :o)
August 5, 2013
Hvad jeg gør ved skriveblokader
I anledningen af min ferie - og den uendelig mængde tid til rådighed - spurgte jeg på min facebookside, om nogen havde ideer til, hvad jeg kunne blogge om.
Jeg fik forslaget: "Blokader". Jeg gætter på, det handler om, hvad jeg gør ved sådanne små sataner ;o)
Forslaget blev stillet af Nanna Foss, som udkommer på Tellerup med sin første roman i 2014. Efter hvad jeg hører, kan vi YA-elskere godt glæde os!
Okay, blokader ...
Hmmm, blokader kan vel både være store og små. Selvom jeg har skrevet i en del år efterhånden, så prøver jeg mig stadig frem. Og til tider glemmer jeg, hvad der har virket før, og i stedet for at forsøge mig med dem bruger jeg tid på ikke at komme nogen vegne.
Jeg tror ikke, jeg er hårdt ramt at de Store Blokader. De Store Blokader har været af en særlig karakter, og dem vender jeg lige tilbage til lidt senere. Først kan jeg fortælle lidt om, hvad jeg gør ved manglende fokus. Det er ikke direkte blokader, men de kan være tidskrævende nok.
Til tider kan min hjerne være lidt flyvsk. Jeg får skrevet et par linjer, og så skal jeg lige tjekke, om der er sket noget nyt på tv2 nyhederne. Eller jeg skal da lige vande blomster ... eller tjekke et eller andet ... eller ...
Det kan man bruge en del tid på. En af måderne at bekæmpe rastløsheden er at sætte mig mål. Fx at jeg skal skrive en side, før jeg må noget som helst andet. Eller at jeg skal skrive i x antal minutter. Ofte resulterer det i, at jeg kommer længere ned i historien og bliver mindre tilbøjelig til "jeg skal lige".
Ellers laver jeg også til tider intervalskrivning med nogle af mine skrivebuddies. Da vi bor spredt ud over hele landet, mødes vi ofte på en chat. Hvis to eller flere har tid, mødes vi på chatten, snakker en halv times tid og smutter så hver til sit, hvor vi skriver eller planlægger eller redigerer. Hvad der nu er på programmet.
Det er en stor hjælp. Man er ikke alene, og man vil jo også gerne kunne polere glorien lidt ekstra, inden man mødes til næste chat-interval. Tiden på chatten kan også bruges til at få sparring på problemer med teksten, så der er meget at hente.
Noget andet, jeg bruger jævnligt, er gåture. En gåtur kan både være en slags inspirationsgåtur, hvor man opsøger steder med liv eller lignende, eller en tur man deler med en anden. Med den rette person kan man vende ens ide og bygge videre på den.
Ovenstående er så ikke, hvad jeg gør, men jeg kan sagtens se værdien i dem. Når jeg føler, at jeg har et problem, noget der skal løses eller jeg ved, at jeg skal have tænkt lidt mere over en person, og hvad der skal ske, fungerer det fantastisk med en gåtur.
I stedet for at stirre på computerskærmen går jeg på en vej med marker på begge sider. Der er ikke rigtig noget at kigge på, i hvert fald ikke meget der kan forstyrre (andet end den sædvanlige hund der skælder mig ud på lang afstand). Men det at bevæge mig, bare at gå uden at skulle være opmærksom på omgivelserne, plejer at få sat gang i den kreative gryde, så der ofte kommer noget brugbart op til overfladen.
Det var så et par eksemplar på, hvad jeg gør, når jeg har manglende fokus eller mindre problemer.
De Store Blokader ... jeg kan lige nu faktisk kun komme på 2-3 direkte blokader, og de har vist begge været resultatet af andre og større begivenheder i mit liv.
Min far blev alvorligt syg og døde for nogle år siden. Det var en hård omgang, og da han var død, lå min skrivning brak i et stykke tid. Jeg var træt, ked af det og havde mange andre praktiske ting at tage mig af. Det generede mig ikke, at jeg ikke skrev. Jeg var vist egentlig ret ligeglad (for nu at sige det pænt). Jeg vil tro, at det samme skete, da min mor døde for en del år siden, men det er så længe siden, at jeg ikke har det i frisk erindring.
I sådan en situation tror jeg ikke, der er så meget at gøre. Man må bare vente. Årsagen til den manglende skrivegejst er jo en personlig krise.
Den anden skriveblokade, jeg har oplevet, er af nyere dato. Da jeg færdiggjorde bind 6 i min Blodets Bånd serie, Forfald, kunne jeg mærke, at jeg var træt. Virkelig ... træt. Det påvirkede ikke kun min lyst til at skrive. Jeg var træt, når jeg tog på arbejde, og træt når jeg tog hjem. Det var ikke en træthed, der kunne soves væk, og den blev hængende længere, end jeg brød mig om.
Hvad der lige skete, ved jeg ikke helt. Måske havde jeg kørt mig selv for hårdt i flere år med arbejde, huskøb, husistandsættelse, en syg far og seks Blodets Bånd bøger skrevet hurtigere end nogen af mine andre bøger. Men jeg ved, at jeg var træt.
I denne situation som med min fars død var der ikke andet at gøre end at vente. Jeg følte ikke, at den manglende lyst eller overskud til at skrive direkte havde noget med skrivningen at gøre. Skrivningen var måske en medårsag til, at jeg var flad rent energimæssigt, men det var ikke, fordi jeg var "bange" for at fortsætte med at skrive på serien. Eller sad og stirrede på "det hvide papir" med den blinkende markør.
Sååå ... jeg har vist ikke svaret på, hvad man gør med skriveblokader. At vente er nok ikke løsningen for alle, det må komme an på årsagen til blokaden :o)
Jeg fik forslaget: "Blokader". Jeg gætter på, det handler om, hvad jeg gør ved sådanne små sataner ;o)
Forslaget blev stillet af Nanna Foss, som udkommer på Tellerup med sin første roman i 2014. Efter hvad jeg hører, kan vi YA-elskere godt glæde os!
Okay, blokader ...
Hmmm, blokader kan vel både være store og små. Selvom jeg har skrevet i en del år efterhånden, så prøver jeg mig stadig frem. Og til tider glemmer jeg, hvad der har virket før, og i stedet for at forsøge mig med dem bruger jeg tid på ikke at komme nogen vegne.
Jeg tror ikke, jeg er hårdt ramt at de Store Blokader. De Store Blokader har været af en særlig karakter, og dem vender jeg lige tilbage til lidt senere. Først kan jeg fortælle lidt om, hvad jeg gør ved manglende fokus. Det er ikke direkte blokader, men de kan være tidskrævende nok.
Til tider kan min hjerne være lidt flyvsk. Jeg får skrevet et par linjer, og så skal jeg lige tjekke, om der er sket noget nyt på tv2 nyhederne. Eller jeg skal da lige vande blomster ... eller tjekke et eller andet ... eller ...
Det kan man bruge en del tid på. En af måderne at bekæmpe rastløsheden er at sætte mig mål. Fx at jeg skal skrive en side, før jeg må noget som helst andet. Eller at jeg skal skrive i x antal minutter. Ofte resulterer det i, at jeg kommer længere ned i historien og bliver mindre tilbøjelig til "jeg skal lige".
Ellers laver jeg også til tider intervalskrivning med nogle af mine skrivebuddies. Da vi bor spredt ud over hele landet, mødes vi ofte på en chat. Hvis to eller flere har tid, mødes vi på chatten, snakker en halv times tid og smutter så hver til sit, hvor vi skriver eller planlægger eller redigerer. Hvad der nu er på programmet.
Det er en stor hjælp. Man er ikke alene, og man vil jo også gerne kunne polere glorien lidt ekstra, inden man mødes til næste chat-interval. Tiden på chatten kan også bruges til at få sparring på problemer med teksten, så der er meget at hente.
Noget andet, jeg bruger jævnligt, er gåture. En gåtur kan både være en slags inspirationsgåtur, hvor man opsøger steder med liv eller lignende, eller en tur man deler med en anden. Med den rette person kan man vende ens ide og bygge videre på den.
Ovenstående er så ikke, hvad jeg gør, men jeg kan sagtens se værdien i dem. Når jeg føler, at jeg har et problem, noget der skal løses eller jeg ved, at jeg skal have tænkt lidt mere over en person, og hvad der skal ske, fungerer det fantastisk med en gåtur.
I stedet for at stirre på computerskærmen går jeg på en vej med marker på begge sider. Der er ikke rigtig noget at kigge på, i hvert fald ikke meget der kan forstyrre (andet end den sædvanlige hund der skælder mig ud på lang afstand). Men det at bevæge mig, bare at gå uden at skulle være opmærksom på omgivelserne, plejer at få sat gang i den kreative gryde, så der ofte kommer noget brugbart op til overfladen.
Det var så et par eksemplar på, hvad jeg gør, når jeg har manglende fokus eller mindre problemer.
De Store Blokader ... jeg kan lige nu faktisk kun komme på 2-3 direkte blokader, og de har vist begge været resultatet af andre og større begivenheder i mit liv.
Min far blev alvorligt syg og døde for nogle år siden. Det var en hård omgang, og da han var død, lå min skrivning brak i et stykke tid. Jeg var træt, ked af det og havde mange andre praktiske ting at tage mig af. Det generede mig ikke, at jeg ikke skrev. Jeg var vist egentlig ret ligeglad (for nu at sige det pænt). Jeg vil tro, at det samme skete, da min mor døde for en del år siden, men det er så længe siden, at jeg ikke har det i frisk erindring.
I sådan en situation tror jeg ikke, der er så meget at gøre. Man må bare vente. Årsagen til den manglende skrivegejst er jo en personlig krise.
Den anden skriveblokade, jeg har oplevet, er af nyere dato. Da jeg færdiggjorde bind 6 i min Blodets Bånd serie, Forfald, kunne jeg mærke, at jeg var træt. Virkelig ... træt. Det påvirkede ikke kun min lyst til at skrive. Jeg var træt, når jeg tog på arbejde, og træt når jeg tog hjem. Det var ikke en træthed, der kunne soves væk, og den blev hængende længere, end jeg brød mig om.
Hvad der lige skete, ved jeg ikke helt. Måske havde jeg kørt mig selv for hårdt i flere år med arbejde, huskøb, husistandsættelse, en syg far og seks Blodets Bånd bøger skrevet hurtigere end nogen af mine andre bøger. Men jeg ved, at jeg var træt.
I denne situation som med min fars død var der ikke andet at gøre end at vente. Jeg følte ikke, at den manglende lyst eller overskud til at skrive direkte havde noget med skrivningen at gøre. Skrivningen var måske en medårsag til, at jeg var flad rent energimæssigt, men det var ikke, fordi jeg var "bange" for at fortsætte med at skrive på serien. Eller sad og stirrede på "det hvide papir" med den blinkende markør.
Sååå ... jeg har vist ikke svaret på, hvad man gør med skriveblokader. At vente er nok ikke løsningen for alle, det må komme an på årsagen til blokaden :o)
