Når stemmerne taler til en

For de fleste mennesker er det nok en lettere forstyrrende information at få, at man "hører stemmer".

Ikke ligefrem et sundhedstegn, eller?

På den anden side ... har vi ikke alle til tider fremmede stemmer i hovedet? Måske ikke så fremmede endda. Der er sikkert en hel del mor-stemmer derude, som kommer med gode råd og irettesættelser om stort og småt.

De stemmer, jeg tænker på, er de fiktive, selvom de kan udvikle sig og blive meget virkelige på deres egen måde. Ofte er "stemmen" ikke så meget en stemme som en følelse eller fornemmelse for den historie, der prøver at fange ens opmærksomhed. En lokkende sirenesang, der giver én følelsen af, hvad historien kan indeholde af spændende eventyr.

Andre gange er det virkelig ... stemmer.

For mange år siden begyndte en pige ud af det blå, at fortælle mig om den verden hun levede i. Og at det var vigtigt at kunne løbe og at løbe hurtigt! Desværre fik jeg aldrig skrevet hendes historie ned, men notaterne om hende og hendes verden har jeg liggende, så måske en dag ...

Kassies stemme gik også ret tydelig igennem, da jeg prikkede til min sølle vampyride og prøvede at få noget ud af den. Pludselig begyndte hun at fortælle om, hvordan det var potentielt at kunne leve evigt ... og egentlig ikke have lyst til det.

For tiden er der en anden stemme, der taler til mig. En ung fyrs. Vi har kendt hinanden et stykke tid, så han er ikke helt ny, men han er pt. ganske vedholdende. Det er ret underholdende at høre hans betragtninger om den verden, han lever i. Skal vi bare sige, at den ikke er helt almindelig?

Jeg kender godt hans navn, hvilket faktisk var det allerførste, jeg vidste om ham. Lad os kalde ham D.

Problemet er bare, at D og alle hans fæller har det med at vælge dårlige tidspunkter at begynde at kværne løs på. Og ofte gør de det i kor. Lige nu skriver jeg stadig på Blodets Bånd-serien, og jeg skal ikke til at føjte af sted med D og følge efter ham ind i hans spændende verden.

Men han er godt nok en tillokkende sirene ...