Peter Graarup Westergaard's Blog, page 2

Selveste Rousseau i Karantæne (mere ekstra materiale til Pandemier)

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) oplevede en karantæne i Genua i maj 1743, hvor han var på rejse mellem Paris og Venedig. Efter alle oplysningstidens forskrifter begyndte han, som han beskriver det i sine Bekendelser (1782) at arrangere sig selv som en Robinson Crusoe (1719) efter romanen af Daniel Defoe. Han anså det nærmest som en slags tilbagevenden til en ideel naturtilstand, hvor verden var overskuelig, og hvor han kunne bruge sin tid på, hvad han fandt størst fornøjelse og lyst ved, nemlig læsning og skrivning: “som en ny Robinson gav jeg mig til at indrette mig for de enogtyve dage, som var det for hele livet,” fortæller Rousseau. Her er noget af afsnittet i dansk oversættelse ved Andreas Blinkenberg:

“Det var på den tid, hvor der var pest i Messina. Den engelske flåde havde kastet anker i havnen og visiterede den feluk, hvor jeg var ombord. Dette bevirkede, at da vi nåede Genua efter en lang og besværlig overfart, måtte vi underkaste os en karantæne på enogtyve dage. Man gav passagerne valget imellem at tilbringe denne ombord eller på et lazaret, idet man dog på forhånd meddelte os, at vi dér kun ville finde de nøgne vægge, da man endnu ikke havde haft tid til at møblere det. Alle valgte felukken. Den uudholdelige varme, den begrænsede plads, der gjorde det umuligt at røre sig, utøjet, alt dette fik mig til at foretrække lazarettet, så måtte det gå, som det ville. Jeg blev ført til en stor, fuldstændig tom bygning i to etager, hvor der hverken fandtes vinduer, seng, bord eller stol, ja, ikke så meget som en skammel at sætte sig på eller en knippe halm at ligge på. Min kappe, min vadsæk og mine kufferter blev bragt til mig, og der stod jeg tilbage; jeg kunne bevæge mig, så meget det lystede mig, fra værelse til værelse, fra etage til etage, overalt fandt jeg samme ensomhed, samme nøgenhed.” (II, s. 137)

“Alt dette fik mig dog ikke til at fortryde, at jeg havde foretrukket lazarettet for felukken, og som en ny Robinson gav jeg mig til at indrette mig for de enogtyve dage, som om det var hele livet. Jeg fornøjede mig først med at gå på jagt efter de lus, jeg havde erhvervet mig om bord på felukken. Da jeg havde skiftet linned og klæder og således omsider var ren, skred jeg til møbleringen af det værelse, jeg havde udset mig. Jeg lavede mig en god madras af mine trøjer og skjorter, lagner af forskellige håndklæder, som jeg synede sammen, et tæppe af min slåbrok og en hovedpude af min sammenrullede kappe. Jeg lavede mig et sæde af min ene kuffert, som jeg lagde ned, og et bord af den anden, som jeg stillede på højkant. Jeg tog papir og skrivetøj frem, og opstillede en halvsnes bøger, jeg havde med, som en slags bibliotek. Kort sag, jeg indrettede mig så godt, at jeg bortset fra gardiner og vinduer havde det næsten lige så bekvemt i dette øde og tomme lazaret som i mit boldspilshus i Rue Verdelet. […] På den måde tilbragte jeg fjorten dage, og jeg kunne sagtens have tilbragt alle enogtyve dage uden at kede mig et øjeblik, hvis ikke den franske gesandt, hr. de Jonville, hvem jeg sendte et skarpt, ramsaltet brev, ikke havde afkortet min tid med otte dage…” (II, s. 138).

Man kan altså ifølge Rousseau tolke Robinson Crusoes øde ø som den perfekte isolation, som kan minde om en slags naturtilstand, hvor mennesket ikke er blevet ødelagt af civilisationen. I sin store pædagogiske opdragelsesroman Emile (1762) fortæller Rousseau ligeledes, at det eneste acceptable læsestof for barnet er netop Daniel Defoes roman Robinson Crusoe. Grunden er, at Robinson lever i pagt med naturen og må klare sig selv, sådan som Rousseau tænker sig den ideelle selvopdragelse vil være, uden for mange indgreb udefra, som under en isolation – på nær selvfølgelig selve kravet om karantæne. 

Rousseau (1712-1778) stod i centrum for den nye “følsomme” bevægelse i kulturen og litteraturen, selv om han oprindeligt begyndte af skrive i oplysningstiden. Rousseau betoner i sin filosofi følelser frem for rationalitet. Mennesket skal finde tilbage til en naturtilstand, hvor civilisationen ikke har ødelagt det naturlige følelsesliv og lidenskaberne.

Denne nye sentimentalisme blev også til en strømning i litteraturen, der også fandt genklang i dansk litteratur mod slutningen af 1700-tallet. Strømningen fremhævede en moderne følsomhed og et fokus på det sanselige. Dyrkelsen af følelserne og lidenskaberne blev til som en reaktion på oplysningstidens fokus på fornuft og rationalisme. Især den danske digter, Jens Baggesen (1764-1826), bekendte sig til Rousseaus natursværmerier. Han vendte sig – efter først at have skrevet i forlængelse af oplysningstidens idealer – også kritisk mod det ensidige fokus på rationalitet. I stedet fremhævede han følelser, lidenskab og sågar religiøse oplevelser, men sjældent uden en ironisk distance.

Man kan læse mere om pandemier og karantæner i dansk litteraturhistorie i min bog Pandemier. Litteraturhistorier fra Dansklærerforeningen.

Kilder
The University of Chicago Press: Journals: https://www.journals.uchicago.edu/doi/full/10.1086/711426
The Paris Review: https://www.theparisreview.org/blog/2020/04/27/what-rousseau-knew-about-solitude/

PANDEMIER – EKSTRA MATERIALE (om Helleberg, Staffeldt, Jacob Paludan, William Heinesen, Cecil Bødker, Grete Roulund, Mads Brügger)

“Pandemier” er som bog udgivet ved Dansklærerforeningen og kan købes på forlaget der. Men som i en hver anden langvarig arbejds- og skriveproces er der en del ekstra materiale, som desværre aldrig kom med i den endelige bog. Det er der selvfølgelig forskellige grunde til (og det er bestemt ikke mangel på litterær kvalitet!), men jeg stiller her noget af det materiale til rådighed via min hjemmeside. Man kan frit bruge det i undervisningen m.m., men det vil selvfølgelig give mest mening, hvis disse beskrivelser, spørgsmål og henvisninger suppleres af den rigtige bog “Pandemier – Litteraturhistorier.”

Pandemier – og også denne side – skal give gymnasieelever en danskfaglig og alment dannende tilgang til pandemier gennem dansk og rigsfællesskabets litteraturhistorie. Det kan især bruges til DHO – dansk-historieopgaven.

Her nedenfor kan du finde præsentation af forfatterne Marie Helleberg (Margrethe I), Schack von Staffeldt, Jacob Paludan, William Heinesen, Cecil Bødker, Grete Roulund og Mads Brügger og finde forslag eller links til tekster, de har skrevet, som omhandler pandemier. Desuden er der læsefokuserende spørgsmål og forslag til tekstnære arbejdsspørgsmål og videre arbejde.

Tekst 1:
Maria Helleberg: “Rigets Frue” (roman)

Maria Helleberg (f. 1956) er flere steder blevet udråbt til dronningen af den historiske roman. Hun har skrevet flere romaner, der tager udgangspunkt i middelalderen. Romanen Rigets Frue (2000) leverer et portræt af Dronning Margrete I midt i en tid præget af pesten. Pest og dens hærgen i middelalderen er generelt til stede flere steder i Maria Hellebergs forfatterskab, som for eksempel i romanerne Så mangen sti vild (1988) og fortsætteren Som en vredens plov (1989), hvor pesten er den ydre ramme for fortællingen om Jofrid, der er et uægte barn af den svenske Kong Birger Magnusson.

I slutningen af romanen Rigets Frue møder vi Dronning Margrete I, hvor hun dør af netop pest. Hun befinder sig på farvandet mellem det sønderjyske fastland og Als. Hun er på vej til Sønderborg slot over Flensborg fjord. På den måde mimer Helleberg en scene fra Johannes V. Jensen, hvor Kong Christian 2. også er på overfart til Als, men der er stor forskel på de to karakterer, analysér selv.

Fokus for læsningen:

Hvordan beskrives Margrete I? Hvilke følelser har hun?Hvordan forholder hun sig til sin egen pestsygdom?

Arbejdsspørgsmål:

Lav en liste over de ting, Margrete I tænker på. Prøv at forklare hvorfor.Hvilken fortæller møder vi i uddraget? Hvordan kan vi vide, hvad Margrete I tænker?Hvordan beskrives pestens fysiske og psykiske indvirkning på Margrete I? Hvordan forholder Margrete I sig til pest/døden? Diskuter hvilke opfattelser, der spiller ind.Hvordan forholder hun sig til Erik?Hvorfor slutter bogen med:

 ”De var kommet for at afkræve hende hvad hun hidtil havde nægtet at vise, de var kommet for at lære hende det sidste, nødvendige svaghed at kende.” 

Hvem er ‘de’? Hvorfor tænker hun sådan?Hvilken rolle spiller ‘magt’ i Margrete I’s tilgang til pest?Hvordan er afslutningen, som jo er en stor dronnings død, bygget op? Hvilke teknikker bruges der?Hvordan kan man se, at der er spændinger mellem en religiøs og verdslig (jordisk) tolkning af lidelserne?

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan ses en karakteristisk ambivalent dobbelthed i forhold til pest?Men hvilken diskurs anskues pest, og hvordan er den kædet sammen med magt?

Perspektiverende spørgsmål:

Se den danske storfilm Margrete den Første af Charlotte Sieling (2021) og sammenlign fremstillingen af hende i filmen med fremstillingen af hende i bøgerne af henholdsvis Marstrand-Jørgensen “Margrethe I” og Helleberg. Hvilke forskelle og ligheder er der?

Kreativ opgave:

Skriv dødsscenen fra Helleberg om til drama. Hvordan kan man iscenesætte Dronning Margrete I’s død?Forestil jer nutidige personer, som minder om Margrete I. Hvorfor minder de om hende?

Tekst 2:
A.W. Schack von Staffeldt: “Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid”

A.W. Schack von Staffeldt (1769–1826) var egentlig tysker, men skrev primært på dansk. Han blev født i Gartz på øen Rygen i Østersøen. Staffeldt var af en fin officersslægt og blev selv uddannet officer i dansk tjeneste. Han gjorde karriere som dansk embedsmand, idet han blev kammerherre, amtmand i Gottorp og overdirektør for byen Slesvig, der på den tid var en del af hertugdømmet Slesvig-Holsten, der var knyttet til det danske rige. Som digter fik han først rigtig anerkendelse efter sin død, da han stod i skyggen af Adam Oehlenschläger. Han var så ulykkelig over det, at han næsten stoppede sin forfattergerning i ærgrelse. Dog efterlod han sig tre vigtige samlinger af digte: Digte 1804, Nye Digte (1808) og hans Samlede Digte 1-2 (1843), som i dag regnes for centrale i dansk litteraturhistorie.

Fokus for læsningen:

Hvad er situationen i digtet?Hvordan beskrives pest? Hvilke sanser beskrives?

Hele digtet kan læses her:  https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-staffeldt01val-shoot-workid102462

Arbejdsspørgsmål:

Beskriv digtets komposition. Del digtet ind i dele.Find kontraster i digtet.Beskriv billedsproget i digtet. Hvordan ses vanviddet?Hvad er snedkerne i gang med, og hvilke roller spiller de i digtet?Hvilken tilgang har digtet til pest og død?Hvordan skal slutningen tolkes?Hvordan kan man se en sublim erfaring i digtet?Hvordan skal digtet placeres litteraturhistorisk?Sammenlign digtets beskrivelse af pest med Baggesens beskrivelse. Sammenlign også stilen i de to digte. Find Baggesens digt her: https://kalliope.org/en/text/baggesen2001121503    

Reflekterende spørgsmål:

Hvorfor kædes pest sammen med en vanvidsoplevelse? På hvilken måde udtrykker diskursen en undtagelsestilstand?Hvordan ses en karakteristisk ambivalent dobbelthed i digtet/digtene?

Tekst 3:
Jacob Paludan: ”Atter i Aalborg” (fra Jørgen Stein)

Jacob Paludan (1896-1975) regnes som en del af litteraturen fra mellemkrigstiden. Han er ofte blevet læst som en kulturkonservativ forfatter, i hvert fald er han blevet anset som pessimistisk i sit syn på menneskets moderne fremtidsudsigter og muligheder for at udvikle sig til det bedre. Hovedværket i hans forfatterskab er romanen Jørgen Stein (1932-1933), om den fortabte generation, der var unge under og efter Første Verdenskrig, og som “måtte snuble i starten”, blandt andet på grund af den spanske syge. I årtier var Jørgen Stein næsten obligatorisk dannelseslæsning for en gymnasieungdom. Af andre vigtige værker er også Fugle omkring fyret (1925) og En Vinter Lang (1924). Sidstnævnte værk har også den spanske syge som tema.

Hovedværket Jørgen Stein er en dannelsesroman, hvor hovedpersonen Jørgen vokser op i Havnstrup (Thisted) i Thy, men han flytter bl.a. både til Aalborg og København. En del af romanen handler om den spanske syge, især kapitlet ”Atter i Aalborg”. Her er Jørgen Stein rejst tilbage til Aalborg for at reparere på sit forhold til on-off-kæresten, Nanna, efter at have ladet hende i stikken, og for endelig at bekende sin kærlighed. Men Nanna ligger syg af den spanske syge hos sine forældre Hr. og Fru Aagesen.

Læs “Jørgen Stein” kapitlet “Atter i Aalborg” (cirka side 513 i min udgave)

Fokus for læsningen:

– Hvordan beskrives den spanske syge i kapitlet? Hvilke sanser er i brug?
– Hvordan er forholdet mellem Jørgen og Nanna?

Arbejdsspørgsmål:

Hvor befinder Jørgen sig i kapitlet, psykisk som fysisk? Hvad er situationen?Beskriv personerne i kapitlet?Hvordan kan man tolke følgende: ”Som en høj, sort bølgering havde den spanske syge pludselig rejst sig og skyllede, sydfra op mod Danmark; en panik greb i disse dage alle. Om dens sammentræffen med krig og udmattelse var en tilfældighed eller ej, vidste man ikke, men den havde lighed med en gudsdom, sendt for at lære både de sunde og de neutrale skræk, lære dem, at ingen skal tro sig sikker.” Beskriv Paludans billedsprog. Hvilken livstolkning er citatet et udtryk for?Hvordan beskrives lægen og lægevidenskaben i romanen?Hvordan er oplevelsen af den spanske syge? Hvilke sanser er i spil? Er der seksuelle undertoner i de sproglige beskrivelser?Hvordan kan man ane Paludans livsanskuelseSammenlign Paludans skildring af den spanske syge med Martin Andersen Nexøs skildring Den fortabte generation (Pandemier, tekst 8).

Reflekterende spørgsmål:

Med hvilken politisk diskurs kunne man sige, at den spanske syge indirekte beskrives i kapitlet “Atter i Aalborg” fra Jørgen Stein?Hvordan ser man en karakteristisk ambivalent dobbelthed til den spanske syge – og kan man måske endda læse en antydning af en syndebuk?

Tekst 4:
William Heinesen “Noatun”  (Roman, men fokuser på uddrag fra s. 159 i Gyldendals Tranebøger)

Den spanske syge ramte hele rigsfællesskabet, og dermed også den færøske befolkningen i 1918. Forfatteren William Heinesen (1900-1991) oplevede også den spanske syge på egen krop (dog mens han boede i Ringsted), men han beskriver den spanske syges hærgen på Færøerne i kollektivromanen Noatun fra 1938. Heinesen, der skriver fra en socialistisk vinkel, forstår, at der er store sociale kræfter på spil i vores strategier til overlevelse, når store ulykker som pandemier rammer menneskeheden.

Noatun er navnet for Njords bolig i himlen, og i William Heinesens roman henviser det til Dødemandsdalen, som er en dalbund i ly et afsides fjeld, hvor en gruppe færinger forsøger at skabe en bygd i kampen med de voldsomme naturkræfter og det barske hav. Naturligvis rammes de også af den spanske syge. 

Fokus for læsningen:

Hvordan beskrives den spanske syge i den lille bygd?Hvordan forholde de forskellige personer sig til den spanske syge? Hvilke sanser er i brug?
 

Arbejdsspørgsmål:

Hvem er fortælleren/fortællerne?Hvilke tilgange er der til den spanske syge? Hvilken virker bedst? Forklar denne tilgang: ”Angelund var fuld af taknemmelighed i sit hjerte, fordi Gud havde ladet sygdommen gå ham forbi, så han kunne være de andre til hjælp.”Hvilken betydning har det: ”For resten var han ikke den eneste, sygdommen havde skånet: også Mikkel Hestehop var gået fri, men han arbejdede oppe i marken og lod sig kun sjældent se nede ved husene. Han holdt i denne tid sig selv med kost, og det var ikke ringe sager, Mikkel spiste, han havde været i Storefjord og købt tørret og røget kød, hvedekiks og god, fed ost for sine penge, og disse lækkerier fortærede han i grådig ensomhed i sin hule. Man fik jo undskylde Mikkel, han var som et tankeløst barn. Angelund kogte kartofler til de syge, der var så at sige ikke andet spiseligt tilbage i bygden”?Hvilke pandemiske temaer og motiver er til stede i uddraget af Noatun?Sammenlign Heinesens beskrivelse af den spanske syge med Paludans beskrivelse i Jørgen Stein.

Reflekterende spørgsmål:

Hvad siger de to modsatte måder at forholde sig til den spanske syge på i uddraget om forskellige politiske tilgange til pandemier? Hvilken er bedst?Hvordan ser man en karakteristisk ambivalent dobbelthed, især i uddraget af Noatun (cirka fra side 159 i min udgave)? Er der også antydningen af en syndebuk?

Tekst 5:
Cecil Bødker: “Pest” (novelle)

Cecil Bødker (1927-2020) debuterede som børnebogsforfatter i 1967 med bestselleren Silas og den sorte hoppe, som også er filmatiseret. Men inden da havde hun udgivet fem bøger henvendt til et voksent publikum. I 1965 udgav hun novellen ”Pest” i samling for ny dansk novellekunst sammen med forfattere som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. Centralt for hendes forfatterskab, om det skrevet for voksne, unge eller børn, er, at hun interesserer sig for, hvordan mennesker erkender verden, især fra børnenes perspektiv.

Novellen ”Pest” (udgivet 1965) er skrevet med inspiration fra forfatteren Alain Robbe-Grillet og hans tanker om le nouveau roman (den nye roman). Her var det afgørende at stille spørgsmålstegn ved det klassiske stabile univers i en fortælling og udfordre forståeligheden og genkendeligheden, hvor kronologisk udvikling, den centrale begivenhed og afgrænsede personkarakteristikker ikke længere eksisterede. Teksterne skulle renses for psykologisk fortolkning fra forfatteren. Læseren læser om verden, som den er som fænomener, i stedet for at møde den fortolket af en forfatter.

Fokusspørgsmål:

Hvad sker der i novellen?Hvordan forholder barnet sig til sygdommen? Hvilke sanser er i brug?

Arbejdsspørgsmål:

Hvordan anslår begyndelsen af novellen en modernistisk grunderfaring?Giv en personkarakteristik af drengen og beskriv hans situation.Giv en karakteristik af fortælleteknikken. Beskriv fortælleren.Foretag en næranalyse af sproget og sætningerne i teksten.Hvilke pandemiske temaer og motiver er på spil i novellen?Hvordan er tid og rum skildret? Hvordan er den kropslige erfaring?Er det realisme? Eller en slags surrealisme?Sammenlign Bødkers novelle med Tom Kristensens novelle “Hvad er døden?” (Pandemier, tekst 10) med hensyn til barnets oplevelse af det pandemiske.Hvad vil Bødker sige med sin skildring af pest? Kan den sige noget om moderniteten generelt?       

Reflekterende spørgsmål:

Rammer Cecil Bødker plet med hensyn til at skildre barnets bevidsthed under en pandemi?Hvordan kan man se en karakteristisk ambivalent dobbelthed i novellen?

Kreativt spørgsmål:

Hvordan ville en 90-årig opleve en lignende pest? Skriv dit bud i en novelle eller digt.

Tekst 6:
Grete Roulund: “Baga Road” (roman)

Grete Roulund (1946-2004) var en dansk forfatter, der skrev både horror, science fiction og krimier og eksperimenterende litteratur og sammenblandede det i sine værker. Hun kan placeres som en postmodernistisk forfatter, men har også mange andre litterære kendetegn. I de fleste af hendes bøger finder man et eksotisk motiv krydret med død og kærlighed. Folks selvkonstruerede hjemlige vaner bryder sammen i mødet med det ukendte og farlige. Allerede hendes første roman Blackhawk (1982) beskriver to mænd, der er strandet i den canadiske ødemark, hvor den ene af dem syg af rabies.

Baga Road (2003) er Grete Roulunds sidste roman. Her vender hun tilbage til temaet fra Blackhawk, hvor vi følger den kvindelige hovedperson Bella på en længere dannelsesrejse til Indien, hvor hun møder den afdankede britiske plastikkirurg Fleur og diamanthandleren Cavagnoud og indleder et trekantsdrama med de to herrer, mens en dødelig pandemi spreder sig blandt dyr og mennesker. Kritikerne sagde i Dagbladet Information, at i Grete Roulunds ”univers er der ingen tvivl om, at langt de fleste mennesker ryger lige lukt i helvede”.

Fokusspørgsmål:

Hvilke personer er med i romanen, og hvad er deres relationer?Hvordan forholder personerne sig til pandemien? Hvilke sanser er i brug?

Arbejdsspørgsmål:

Giv en personkarakteristik af personerne. Hvad er deres agendaer?Giv en karakteristik af fortælleren/fortælleteknikken. Hvordan er tonen?Hvordan beskrives de pandemiske rotte-bid?Hvordan udfoldes tiden og rummet omkring bidet?Hvordan beskrives kroppen og seksualitet i uddraget? Og hvordan kædes det sammen med en erfaring af det pandemiske?Hvordan kan man se, at Roulund sammenblander forskellige litterære stilarter? Og hvilke?Beskriv den modernitetserfaring, Roulund skildrer?

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan kan man se en karakteristisk ambivalent dobbelthed i forhold til pesten i romanen?Er Roulunds beskrivelse af livet under en pandemi realistisk – sammenholdt med livsbetingelserne under corona-pandemien?

Kreativt spørgsmål:

Diskuter hvorvidt Roulund skildrer Indien på en fair måde? Må man gøre alt i fiktion, hvis blot det er fiktion? Vil Roulund indirekte sætte fokus på vestens forhold til tidligere kolonier?

Tekst 7:
Mads Brügger: “Hvordan jeg lærte at elske Søster Nummer Et” (essay i avis)

Mads Brügger (f. 1972) er en dansk journalist, dokumentarist og forfatter. Hans stil er kendetegnet ved – hvad enten han laver film eller skriver – at han sammenblander stilarter, faktakoder og fiktionskoder, gerne med en komisk eller en stærkt satirisk tilgang til det undersøgte emne. Senest er han blevet verdensberømt for dokumentarserien Muldvarpen – Undercover i Nordkorea (2020). Under coronapandemien blandede han sig via avismedierne i den danske regerings tiltag, og var stærkt kritisk over for de totalitære elementer i den danske corona-indsats.

Læs teksten her: https://www.berlingske.dk/kultur/mads-brugger-hvordan-jeg-laerte-at-elske-soester-nummer-et

Fokus for læsningen:

Hvad er Mads Brüggers hovedpointer?I hvilket lys anskuer Mads Brügger corona-restriktionerne?

Arbejdsspørgsmål:

Hvad er Mads Brüggers vinkel i essayet? Hvad er hans ærinde?Hvilke historiske forhold sammenligner han coronapandemien med?Hvordan opleves coronapandemien af Brügger? Hvad mener han med ”Hvis der er noget, vi har lært det seneste par uger, så er det at alt kan ske”.Senere i sit essay skriver Brügger, at vi:” har lært at mestre kunsten at tænke dobbelt.” Hvad mener han med det? Og hvordan viser det sig i essayet?Sammenlign Brüggers beskrivelse af samfundsforholdene under coronapandemien med Morten Søndergaards beskrivelse i digtet ”Vi Rus” (Pandemier, tekst 15).

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan beskrives coronapandemien som en metafor?Hvilke diskurser om pandemier skriver Mads Brügger på baggrund af? Hvad ville Foucault sige til Brüggers kritik? (Se indledningskapitlet i Pandemier)Har Mads Brügger ret? Bevægede det danske samfund mod mere totalitære former under coronapandemien?

Kreativ opgave:

Skriv en kritik eller en støtte til Mads Brüggers essay, find på flere kreative eksempler, der enten bygger videre på eller modbeviser Brüggers vinkel.Skriv et historisk kapitel (ca. 2 sider) om coronapandemien, hvor du skriver det i datid, som du tænker det vil blive anskuet i fremtiden.

PANDEMIER – EKSTRA MATERIALE (om Helleberg, Staffeldt, Jacob Paludan, Cecil Bødker, Grete Roulund, Mads Brügger)

“Pandemier” er som bog udgivet ved Dansklærerforeningen og kan købes på forlaget der. Men som i en hver anden langvarig arbejds- og skriveproces er der en del ekstra materiale, som aldrig kom med i den endelige bog. Det er der selvfølgelig forskellige grunde til, men jeg stiller her noget af det materiale til rådighed via min hjemmeside. Man kan frit bruge det undervisningen m.m., men det vil selvfølgelig give mest mening, hvis disse beskrivelser, spørgsmål og henvisninger suppleres af den rigtige bog “Pandemier – Litteraturhistorier.”

Pandemier – og også denne side – skal give gymnasieelever en danskfaglig og alment dannende tilgang til pandemier gennem dansk og rigsfællesskabets litteraturhistorie. Det kan især bruges til DHO – dansk-historieopgaven.

Her nedenfor kan du finde præsentation af forfatterne Marie Helleberg (Margrete I), Schack von Staffeldt, Jacob Paludan, Cecil Bødker, Grete Roulund og Mads Brügger og finde forslag eller links til tekster, de har skrevet, som omhandler pandemier. Desuden er der læsefokuserende spørgsmål og forslag til tekstnære arbejdsspørgsmål og videre arbejde. I arbejdsspørgsmålene er der lagt vægt på variation af undervisningsmetoder, hvor både kreative, projektorienterede og akademiske opgaver vil være præsenteret.

Tekst 1:

Maria Helleberg: “Rigets Frue” (roman)

Maria Helleberg (f. 1956) er flere steder blevet udråbt til dronningen af den historiske roman. Hun har skrevet flere romaner, der tager udgangspunkt i middelalderen. Romanen Rigets Frue (2000) leverer et portræt af Dronning Margrete I midt i en tid præget af pesten. Pest og dens hærgen i middelalderen er generelt til stede flere steder i Maria Hellebergs forfatterskab, som for eksempel i romanerne Så mangen sti vild (1988) og fortsætteren Som en vredens plov (1989), hvor pesten er den ydre ramme for fortællingen om Jofrid, der er et uægte barn af den svenske Kong Birger Magnusson.

I slutningen af romanen Rigets Frue møder vi Dronning Margrete I, hvor hun dør af netop pest. Hun befinder sig på farvandet mellem det sønderjyske fastland og Als. Hun er på vej til Sønderborg slot over Flensborg fjord. På den måde mimer Helleberg en scene fra Johannes V. Jensen, hvor Kong Christian 2. også er på overfart til Als, men der er stor forskel på de to karakterer, analysér selv.

Fokus for læsningen:

Hvordan beskrives Margrete I? Hvilke følelser har hun?Hvordan forholder hun sig til sin egen pestsygdom?

Arbejdsspørgsmål:

Lav en liste over de ting, Margrete I tænker på. Prøv at forklare hvorfor.Hvilken fortæller møder vi i uddraget? Hvordan kan vi vide, hvad Margrete I tænker?Hvordan beskrives pestens fysiske og psykiske indvirkning på Margrete I? Hvordan forholder Margrete I sig til pest/døden? Diskuter hvilke opfattelser, der spiller ind.Hvordan forholder hun sig til Erik?Hvorfor slutter bogen med:

 ”De var kommet for at afkræve hende hvad hun hidtil havde nægtet at vise, de var kommet for at lære hende det sidste, nødvendige svaghed at kende.” 

Hvem er ‘de’? Hvorfor tænker hun sådan?Hvilken rolle spiller ‘magt’ i Margrete I’s tilgang til pest?Hvordan er afslutningen, som jo er en stor dronnings død, bygget op? Hvilke teknikker bruges der?Hvordan kan man se, at der er spændinger mellem en religiøs og verdslig (jordisk) tolkning af lidelserne?

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan ses en karakteristisk ambivalent dobbelthed i forhold til pest?Men hvilken diskurs anskues pest, og hvordan er den kædet sammen med magt?

Perspektiverende spørgsmål:

Se den danske storfilm Margrete den Første af Charlotte Sieling (2021) og sammenlign fremstillingen af hende i filmen med fremstillingen af hende i bøgerne af henholdsvis Marstrand-Jørgensen “Margrethe I” og Helleberg. Hvilke forskelle og ligheder er der?

Kreativ opgave:

Skriv dødsscenen fra Helleberg om til drama. Hvordan kan man iscenesætte Dronning Margrete I’s død?Forestil jer nutidige personer, som minder om Margrete I. Hvorfor minder de om hende?

Tekst 2:
A.W. Schack von Staffeldt: “Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid”

A.W. Schack von Staffeldt (1769–1826) var egentlig tysker, men skrev primært på dansk. Han blev født i Gartz på øen Rygen i Østersøen. Staffeldt var af en fin officersslægt og blev selv uddannet officer i dansk tjeneste. Han gjorde karriere som dansk embedsmand, idet han blev kammerherre, amtmand i Gottorp og overdirektør for byen Slesvig, der på den tid var en del af hertugdømmet Slesvig-Holsten, der var knyttet til det danske rige. Som digter fik han først rigtig anerkendelse efter sin død, da han stod i skyggen af Adam Oehlenschläger. Han var så ulykkelig over det, at han næsten stoppede sin forfattergerning i ærgrelse. Dog efterlod han sig tre vigtige samlinger af digte: Digte 1804, Nye Digte (1808) og hans Samlede Digte 1-2 (1843), som i dag regnes for centrale i dansk litteraturhistorie.

Fokus for læsningen:

Hvad er situationen i digtet?Hvordan beskrives pest? Hvilke sanser beskrives?

Hele digtet kan læses her:  https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-staffeldt01val-shoot-workid102462

Arbejdsspørgsmål:

Beskriv digtets komposition. Del digtet ind i dele.Find kontraster i digtet.Beskriv billedsproget i digtet. Hvordan ses vanviddet?Hvad er snedkerne i gang med, og hvilke roller spiller de i digtet?Hvilken tilgang har digtet til pest og død?Hvordan skal slutningen tolkes?Hvordan kan man se en sublim erfaring i digtet?Hvordan skal digtet placeres litteraturhistorisk?Sammenlign digtets beskrivelse af pest med Baggesens beskrivelse. Sammenlign også stilen i de to digte. Find Baggesens digt her: https://kalliope.org/en/text/baggesen2001121503    

Reflekterende spørgsmål:

Hvorfor kædes pest sammen med en vanvidsoplevelse? På hvilken måde udtrykker diskursen en undtagelsestilstand?Hvordan ses en karakteristisk ambivalent dobbelthed i digtet/digtene?

Tekst 3:

Jacob Paludan: ”Atter i Aalborg” (fra Jørgen Stein)

Jacob Paludan (1896-1975) regnes som en del af litteraturen fra mellemkrigstiden. Han er ofte blevet læst som en kulturkonservativ forfatter, i hvert fald er han blevet anset som pessimistisk i sit syn på menneskets moderne fremtidsudsigter og muligheder for at udvikle sig til det bedre. Hovedværket i hans forfatterskab er romanen Jørgen Stein (1932-1933), om den fortabte generation, der var unge under og efter Første Verdenskrig, og som “måtte snuble i starten”, blandt andet på grund af den spanske syge. I årtier var Jørgen Stein næsten obligatorisk dannelseslæsning for en gymnasieungdom. Af andre vigtige værker er også Fugle omkring fyret (1925) og En Vinter Lang (1924). Sidstnævnte værk har også den spanske syge som tema.

Hovedværket Jørgen Stein er en dannelsesroman, hvor hovedpersonen Jørgen vokser op i Havnstrup (Thisted) i Thy, men han flytter bl.a. både til Aalborg og København. En del af romanen handler om den spanske syge, især kapitlet ”Atter i Aalborg”, som udgør uddraget her nedenfor. Her er Jørgen Stein rejst tilbage til Aalborg for at reparere på sit forhold til on-off-kæresten, Nanna, efter at have ladet hende i stikken, og for endelig at bekende sin kærlighed. Men Nanna ligger syg af den spanske syge hos sine forældre Hr. og Fru Aagesen.

Læs “Jørgen Stein” kapitlet “Atter i Aalborg” (cirka side 514 i min udgave)

Fokus for læsningen:

– Hvordan beskrives den spanske syge i kapitlet? Hvilke sanser er i brug?
– Hvordan er forholdet mellem Jørgen og Nanna?

Arbejdsspørgsmål:

Hvor befinder Jørgen sig i kapitlet, psysisk som fysisk? Hvad er situationen?Beskriv personerne i kapitlet?Hvordan kan man tolke følgende: ”Som en høj, sort bølgering havde den spanske syge pludselig rejst sig og skyllede, sydfra op mod Danmark; en panik greb i disse dage alle. Om dens sammentræffen med krig og udmattelse var en tilfældighed eller ej, vidste man ikke, men den havde lighed med en gudsdom, sendt for at lære både de sunde og de neutrale skræk, lære dem, at ingen skal tro sig sikker.” Beskriv Paludans billedsprog. Hvilken livstolkning er citatet et udtryk for?Hvordan beskrives lægen og lægevidenskaben i romanen?Hvordan er oplevelsen af den spanske syge? Hvilke sanser er i spil? Er der seksuelle undertoner i de sproglige beskrivelser?Hvordan kan man ane Paludans livsanskuelseSammenlign Paludans skildring af den spanske syge med Martin Andersen Nexøs skildring Den fortabte generation (Pandemier, tekst 8).

Reflekterende spørgsmål:

Med hvilken politisk diskurs kunne man sige, at den spanske syge indirekte beskrives i kapitlet “Atter i Aalborg” fra Jørgen Stein?Hvordan ser man en karakteristisk ambivalent dobbelthed til den spanske syge – og kan man måske endda læse en antydning af en syndebuk?

Tekst 4:

Cecil Bødker: “Pest” (novelle)

Cecil Bødker (1927-2020) debuterede som børnebogsforfatter i 1967 med bestselleren Silas og den sorte hoppe, som også er filmatiseret. Men inden da havde hun udgivet fem bøger henvendt til et voksent publikum. I 1965 udgav hun novellen ”Pest” i samling for ny dansk novellekunst sammen med forfattere som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. Centralt for hendes forfatterskab, om det skrevet for voksne, unge eller børn, er, at hun interesserer sig for, hvordan mennesker erkender verden, især fra børnenes perspektiv.

Novellen ”Pest” (udgivet 1965) er skrevet med inspiration fra forfatteren Alain Robbe-Grillet og hans tanker om le nouveau roman (den nye roman). Her var det afgørende at stille spørgsmålstegn ved det klassiske stabile univers i en fortælling og udfordre forståeligheden og genkendeligheden, hvor kronologisk udvikling, den centrale begivenhed og afgrænsede personkarakteristikker ikke længere eksisterede. Teksterne skulle renses for psykologisk fortolkning fra forfatteren. Læseren læser om verden, som den er som fænomener, i stedet for at møde den fortolket af en forfatter.

Fokusspørgsmål:

Hvad sker der i novellen?Hvordan forholder barnet sig til sygdommen? Hvilke sanser er i brug?

Arbejdsspørgsmål:

Hvordan anslår begyndelsen af novellen en modernistisk grunderfaring?Giv en personkarakteristik af drengen og beskriv hans situation.Giv en karakteristik af fortælleteknikken. Beskriv fortælleren.Foretag en næranalyse af sproget og sætningerne i teksten.Hvilke pandemiske temaer og motiver er på spil i uddraget?Hvordan er tid og rum skildret? Hvordan er den kropslige erfaring?Er det realisme? Eller en slags surrealisme?Sammenlign Bødkers novelle med Tom Kristensens novelle “Hvad er døden?” (Pandemier, tekst 10) med hensyn til barnets oplevelse af det pandemiske.Hvad vil Bødker sige med sin skildring af pest? Kan den sige noget om moderniteten generelt?       

Reflekterende spørgsmål:

Rammer Cecil Bødker plet med hensyn til at skildre barnets bevidsthed under en pandemi?Hvordan kan man se en karakteristisk ambivalent dobbelthed i novellen?

Kreativt spørgsmål:

Hvordan ville en 90-årig opleve en lignende pest? Skriv dit bud i en novelle eller digt.

Tekst 5:

Grete Roulund: “Baga Road” (roman)

Grete Roulund (1946-2004) var en dansk forfatter, der skrev både horror, science fiction og krimier og eksperimenterende litteratur og sammenblandede det i sine værker. Hun kan placeres som en postmodernistisk forfatter, men har også mange andre litterære kendetegn. I de fleste af hendes bøger finder man et eksotisk motiv krydret med død og kærlighed. Folks selvkonstruerede hjemlige vaner bryder sammen i mødet med det ukendte og farlige. Allerede hendes første roman Blackhawk (1982) beskriver to mænd, der er strandet i den canadiske ødemark, hvor den ene af dem syg af rabies.

Baga Road (2003) er Grete Roulunds sidste roman. Her vender hun tilbage til temaet fra Blackhawk, hvor vi følger den kvindelige hovedperson Bella på en længere dannelsesrejse til Indien, hvor hun møder den afdankede britiske plastikkirurg Fleur og diamanthandleren Cavagnoud og indleder et trekantsdrama med de to herrer, mens en dødelig pandemi spreder sig blandt dyr og mennesker. Kritikerne sagde i Dagbladet Information, at i Grete Roulunds ”univers er der ingen tvivl om, at langt de fleste mennesker ryger lige lukt i helvede”.

Fokusspørgsmål:

Hvilke personer er med i romanen, og hvad er deres relationer?Hvordan forholder personerne sig til pandemien? Hvilke sanser er i brug?

Arbejdsspørgsmål:

Giv en personkarakteristik af personerne. Hvad er deres agendaer?Giv en karakteristik af fortælleren/fortælleteknikken. Hvordan er tonen?Hvordan beskrives de pandemiske rotte-bid?Hvordan udfoldes tiden og rummet omkring bidet?Hvordan beskrives kroppen og seksualitet i uddraget? Og hvordan kædes det sammen med en erfaring af det pandemiske?Hvordan kan man se, at Roulund sammenblander forskellige litterære stilarter? Og hvilke?Beskriv den modernitetserfaring, Roulund skildrer?

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan kan man se en karakteristiske ambivalent dobbelthed i forhold til pesten i romanen?Er Roulunds beskrivelse af livet under en pandemi realistisk – sammenholdt med livsbetingelserne under corona-pandemien?

Kreativt spørgsmål:

Diskuter hvorvidt Roulund skildrer Indien på en fair måde? Må man gøre alt i fiktion, hvis blot det er fiktion? Vil Roulund indirekte sætte fokus på vestens forhold til tidligere kolonier?

Tekst 6:

Mads Brügger: “Hvordan jeg lærte at elske Søster Nummer Et” (essay i avis)

Mads Brügger (f. 1972) er en dansk journalist, dokumentarist og forfatter. Hans stil er kendetegnet ved – hvad enten han laver film eller skriver – at han sammenblander stilarter, faktakoder og fiktionskoder, gerne med en komisk eller en stærkt satirisk tilgang til det undersøgte emne. Senest er blevet verdensberømt for dokumentarserien Muldvarpen – Undercover i Nordkorea (2020). Under coronapandemien blandede han sig via avismedierne i den danske regerings tiltag, og var stærkt kritisk over for de totalitære elementer i den danske corona-indsats.

Læs teksten her: https://www.berlingske.dk/kultur/mads-brugger-hvordan-jeg-laerte-at-elske-soester-nummer-et

Fokus for læsningen:

Hvad er Mads Brüggers hovedpointer?I hvilket lys anskuer Mads Brügger corona-restriktionerne?

Arbejdsspørgsmål:

Hvad er Mads Brüggers vinkel i essayet? Hvad er hans ærinde?Hvilke historiske forhold sammenligner han coronapandemien med?Hvordan opleves coronapandemien af Brügger? Hvad mener han med ”Hvis der er noget, vi har lært det seneste par uger, så er det at alt kan ske”.Senere i essay skriver Brügger, at vi:” har lært at mestre kunsten at tænke dobbelt.” Hvad mener han med det? Og hvordan viser det sig i essayet?Sammenlign Brüggers beskrivelse af samfundsforholdene under coronapandemien med Morten Søndergaards beskrivelse i digtet ”Vi Rus” (Pandemier, tekst 15).

Reflekterende spørgsmål:

Hvordan beskrives coronapandemien som en metafor?Hvilke diskurser om pandemier skriver Mads Brügger på baggrund af? Hvad ville Foucault sige til Brüggers kritik? (Se indledningskapitlet i Pandemier)Har Mads Brügger ret? Bevægede det danske samfund mod mere totalitære former under coronapandemien?

Kreativ opgave:

Skriv en kritik eller en støtte til Mads Brüggers essay, find på flere kreative eksempler, der enten bygger videre på eller modbeviser Brüggers vinkel.Skriv et historisk kapitel (ca. 2 sider) om coronapandemien, hvor du skriver det i datid, som du tænker det vil blive anskuet i fremtiden.

Ingrid Nymo: ”Kloster” – en slags feministisk vision! THY-LITTERATUREN

Litteraturen fra Thy er en særlig trend inden for dansk litteratur også i samtiden, som det er værd at kaste et blik på. En af de sidste eksempler på den thyske litteratur er Ingrid Nymos ”Kloster” fra 2021, der netop foregår i Thy, men også i Rumænien og til slut i Aarhus.

Det er en uhyre medrivende roman om en ung kvindes sjælelige, seksuelle og følelsesmæssige dannelsesrejse fra Thy ud i Europa. Jeg kan kun anbefale alle at læse denne roman. Den unge kvinde, Linea, kommer fra et semi-kristent miljø et sted i Thy – og som thybo genkender man det miljø, som vel bedst kan beskrives som et frisindet kristent ”friskole-miljø”, der udgør Thys kreative ”klasse”. Hovedpersonen har endog – lidt modstræbende – stiftet bekendtskab med det indremissionske miljø i Thy.

Men hvad der starter i Thy, ender med at blive et europæisk og religiøst identitetsprojekt for den unge kvinde. Den unge Linea mister sin far, der er noget ved musikken, netop efter at hun er blevet student fra Thisted Gymnasium, og som en slags renselsesproces eller modningsproces drager hun ud i Europa, som leder hende til en uplanlagt endestation: et kloster i Rumænien. Store dele af romanen er i øvrigt skrevet på en slags EU-engelsk for realistisk at skildre dialogen i Rumænien og klosteret. Men ud over at romanen er en traditionel ”sabbat-års-roman” og en “ud-og-rejse-efter-gymnasiet-roman”, så er den også mere end det: dybden i identitetsprocessen er svimlende. Det er noget mere på spil.

På det følelsesmæssige og seksuelle plan er romanen dog i første omgang ikke så usædvanlig. Den unge Linea befinder sig i en trekantsrelation til den tidligere gymnasiekæreste Thor og rumæneren André. Hun både ønsker/ønsker ikke at genetablere et forhold (on/off) til Thor, der i løbet af bogen går i gang med at læse biologi, men han har også mange andre kærester, og hun er på den anden side heller ikke videre interesseret i ham, i hvert fald er det sådan meget post-forholds-agtigt over deres relation, selv om hun ganske vist (lidt mod sin egen vilje) lokker ham ned til klosteret i Rumænien.

Rumæneren, André, har hun derimod mødt på et hostel, hvor han arbejdede. De har et ret hedt seksuelt forhold i begyndelsen, han indvilliger også i at tage hende med hjem til sin fædrene gård, men kun efter lidt pres fra Linea. Men den egentlig pointe med bogen er, at forholdet til André fører Linea videre til et rumænsk nonnekloster, hvor forholdet mellem Linea og André mere udarter sig til en parallel religiøs søgen. André overvejer kraftigt at blive munk.

Det viser sig altså, at ”Kloster” ikke er en traditionel kærlighedsroman om et trekantsdrama mellem to mænd og en eftertragtet kvinde, hvor de traditionelt set ulykkelige hankønsvæsner kæmper om den samme eftertragtede kvinde. Snarere er det Linea, der er i gang med at undersøge og finde sig selv, hvor de to mænd er forskellige aspekter af hendes udvikling, og som måske endda har gang i deres egen modningsproces. Der er mange seksuelle detaljer i “Kloster”, men jalousi spiller ikke nogen særlig rolle, det gør derimod Lineas savn og problemer med at finde sig til rette med noget: med mænd, identitet eller religiøsitet. Og ikke mindst hendes sorg over faderens alt for tidlige død. ”Jeg går rundt i verden som et åbent sår. Kunne man bygge et rumskib af min rygsøjle, der kunne nå op til de døde, måtte man gøre det.”

Den seksuelle søgen er på en måde underlagt en religiøs eller spirituel søgen. Og man ved heller ikke helt om den unge Linea har fundet sig selv mod slut (det har hun naturligvis ikke, hun er stadig ligeså fortabt, som Stine Pilgaard ville sige det). Hun arbejder i en kirke, læser måske teologi. Men grundlæggende er hun stadig i en spirituel proces, hvor det seksuelle er et aspekt af denne:

”En tidlig morgen forleden sad jeg på et fremmed toilet hos en mand, jeg havde mødt aftenen før. Mens jeg sad der helt baldret og lod sæd og tis løbe ned i kummen, fik jeg øjenkontakt med en due på halvtaget uden for skråvinduet. Den så strengt på mig, syntes jeg.”

Mon ikke det er helligånden, der her symbolsk ser hende an? I hvert fald er ”Kloster” en roman, der lidt imod tiden tendens beskriver religiøs vækkelse og religiøse oplevelser fra en mere positiv og frisindet vinkel i en eksperimenterende form. Ligesom Erik Bertelsen beskriver det kristne miljø omkring Harboøre på Thyholm mere fordomsfrit end fx Hans Kirk gør det i Fiskerne, så kan man tolke ”Kloster” som en nutidig pendant til ”Harboøre-folk” holdningsmæssigt. Men den er også en pendant til Kirks ”Fiskerne”, der jo som bekendt beskrev det særlige anti-kapitalistiske og det ægte sammenhold, der kan være blandt kristne (indremissionske) fællesskaber. Det særlige ved Nymo er blot, at hun også ser et feministisk og et mere bæredygtigt ideal i et nonnekloster, med et fælles europæisk tilsnit:

”I mit blik bliver nonnernes liv virkeliggørelsen af en feministisk vision: en flok kvinder der har valgt hinanden og naturen, som deler alt, som vil opfostre børn, der ikke er deres egne, og som har afvist kapitalismens krav om at jagte en karriere og stræbe efter stadigt højere forbrug.”

Men i baggrunden er sorgen: Lineas fader er død i både konkret og måske også i symbolsk forstand. Lad dette være udgangsbønnen for dette skriveri om Thy-litteraturen.

Hvem elsker ikke Prag-tysk litteratur? (Bare tænk på Kafka, Ungar, Werfel, Rilke m.fl.)

Flere af de tysksprogede forfattere, som vi dag skatter allermest – som fx Kafka, Ungar, Werfel og Rilke – udkrystalliseredes i den kontrastfulde smeltedigel af bøhmiske, tyske og jødiske kulturer, der befandt sig i fin-de-siecle Prag – og vi fascineres stadig over deres undergang og smerte.

Af Peter Graarup Westergaard

1.
Omkring skiftet til det tyvende århundrede virker det næsten som om Prag var en slags litterær hovedstad for tysksproget litteratur i Europa. Hvis man går rundt i Prag-kvarterne Josefov og Staré Město, finder man mindesmærker, buster, cafeer og andre levn, der viser tilbage til en tid, hvor Prag var hjemsted for tysksproget tjekkisk-jødisk litteratur.

De fleste er med på, at Franz Kafka kommer fra Prag og er en tjekkisk-jødisk forfatter, der skriver på tysk. Men færre tænker nok på, at Rainer Marie Rilke også er fra Prag. Hermann Ungar boede også i Prag og skrev på tysk. Flere af de tysksprogede forfatter, som vi i dansk kultur især har forholdt os til og som vi stadig nyoversætter og værdsætter allermest, kommer faktisk først og fremmest fra en Prag-tysk kulturel baggrund. Men hvorfor forsvandt den Prag-tyske bøhmisk-jødiske kultur fra Prag selv, mens den i eftertiden er blevet ved med at fascinere og inspirere den europæiske kultur? En egentlig levende tysk-bøhmisk-jødisk kultur, finder man ikke længere i Prag.

2.
Franz Kafkas forfatterskab er et godt eksempel på den hedengangne Prag-tyske kulturs storhedstid og ikke mindst forfald. Han blev født i 1883, og da var tysk allerede i forfald. Prag i det nittende århundrede gik fra en tysktalende dominans til et tjekkisk. Den britiske kulturhistoriker, Neil MacGregor fortæller i sin monumentale monografi om den tysk nation Tyskland – Erindringer om en nation, at “Kafka voksede som tysktalende op næsten som en udenforstående i en by, som for ikke så længe siden havde besluttet at opgive sin langvarige tyske identitet.”

Tysk sprog var dog ikke bare tysk i datidens Prag, selvom nogle, som fx forfatteren Johannes Urzidil, mente, at Prag-tysk var den reneste af alle de tyske dialekter. Prag-tysk var i praksis en smeltedigel af mange forskellige kreolske tendenser, hvor der indblandedes jiddische, tjekkiske og højtyske og østrigske elementer. Desuden taltes forskellige sociolekter, som fx kucheldeutsch (køkkentysk) og mauscheldeutsch (tysk med rester af jiddisch og hebræisk). Andre har detekteret en slags udtørret papiernes Deutsch (papir-tysk) talt i Prag, og den karakteristik kunne måske indkapsle Kafkas tysk.

Som det selvbevidste tjekkiske borgerskab vandt frem, blev tjekkisk dog mere og mere det dominerende sprog i Prag. Da Kafka blev født i 1883, var gadeskiltene allerede på tjekkisk. Den gamle jødiske ghetto var på vej til at blive helt ombygget efter de såkaldt store sanitetsforbedringer i Prag omkring fin-de-siecle, og med den forsvandt også meget af den tysk-jødiske stemning. Allerede omkring fin-de-siecle var den Prag-tysk bøhmisk-jødisk kultur også udfordret af tjekkisk nationalisme.

Da Kafka døde af tuberkulose i 1924, “havde kun 5 pct. af Prags befolkning tysk som modersmål. De fleste var ligesom Kafka jøder,” fortæller MacGregor. De sidste rester af tysk-jødisk kultur skulle så få det endelige dolkestød, da nazisterne besatte Tjekkiet næsten omkring 15 år senere.

3.
Frans Kafka sidste hovedværk Slottet er en allegori over de “kafkaske” livsvilkår, men også på den Prag-tyske kulturs forfald og undergang omkring fin-de-siecle. Den Prag-tysk-israelske forfatter, Max Brod, der udgav Slottet efter Kafkas død, mente, at Slottet var en allegori over forholdet mellem det herværende og det hinsidige, hvor slottet helt oplagt skulle være “himlen” og “jorden” det omgivende samfund, hvori K farer vild. Men i videre forstand er Kafkas roman Slottet også en kritik af enhver utopi, ethvert politisk ideal, for man når aldrig frem til idealet, synes romanen dystopisk at ville sige.

I Slottet skildrer Kafka landmåleren K, der en sen aften møder op på en kro i slottets ydre direktorat, fordi han tror, at han har fået arbejde som landmåler på slottet. Men der er bare ingen, der venter ham, og der er heller ingen, der ved, hvem han er. Efter et stykke tid opsøger K en almindlig sognefoged, og han får at vide, at der slet ikke brug for en landmåler, og at han er blevet tilkaldt ved en fejl. Han hører ikke til.

Man kan forstå Slottet ud fra Prags interiør. Ligesom i romanen er der også et slotskompleks i centrum, nemlig Prag Borg med Skt. Vitus Katedralen på Hradčany-højen. Rundt om ligger ministerierne og administrationen, også i vore dages Prag. Dette set-up har Kafka fiktionaliseret (der er dog også andre steder som forlæg for romanen).

Det er ikke bare i ansættelsesforholdene, at relationer bliver usikre og absurde. Også i de kærlighedsforhold, som landmåleren K vikles ind i, finder man en lignende oplevelse. K møder hurtigt den unge Frieda, og som læser undres man over – efter nogle spøjse sex-scener, hvor de ruller sig voldsomt rundt i ølpytter på gulvet – at de pludselig er forlovede. Der går dog ikke ret lang tid, så er K utro, eller det vil sige, han rammes af et kærlighedskodeks, som han ikke selv kunne gennemskue, fordi han er en fremmed. Frieda føler, han har været hende utro, men sådan i teknisk juridisk forstand har han ikke været utro – i hvert fald ikke ud fra K’s egne begreber.

Sproget spiller en afgørende rolle i oplevelsen af fremmedgørelse. Personerne diskuterer i lange labyrintiske dialoger, der flere steder udarter sig til monologer, hvor de modsiger hinanden, som værtinden siger til K: “De fordrejer igen mine ord, denne gang blot i den modsatte retning.”

Hovedpersonen i Slottet, landmåleren K, er klart en oppositionel figur; han er vredladen, impulsiv, selvhævdende, lidt moralsk anløben og samfundsomvæltende. Han er en af Kafka mest tydelige anti-helte, for måske er det jo faktisk også landmåleren K’s egen skyld, at han er havnet i disse forviklinger, i denne uigennemskuelige bureaukratiske og følelsesmæssige labyrint? Måske skulle han aldrig have været der og påtrængt sig slottets fine administration?

4.
En anden Prag-tysk forfatterskæbne, der er værd at dvæle ved er Hermann Ungar. Han er ofte blevet sammenlignet med Franz Kafka. Kafka og Ungar havde da også mange biografiske ligheder ifølge Ungars danske oversætter, Søren Møllerhøj Porsmose: århundredskiftet, Prag, det tyske sprog, Østrig-ungarske nationalitet og kultur, den jødiske religion, juristfunktionær-stillingen og begges tidlige død – men de havde også et klart tematisk slægtskab, når de skrev om fremmedgørelse, bureaukrati, undergang og angst. Men Ungar er også mere kropslig og direkte seksuel i forhold til Kafka.

I dansk kontekst er Ungar mest kendt for de forholdsvis nyligt og mesterligt oversatte romaner De Lemlæstede og Klassen. Selv om den seksuelle selvmartring måske er endog endnu tydeligere hos Ungar, fx i hans vulgær-groteske, sadomasochistiske roman De Lemlæstede, så lykkedes det ham i modsætning til Kafka at blive gift og få to børn. Ungar dør i Prag i 1929 af en for sent behandlet blindtarmsbetændelse, ironisk nok fordi lægerne ikke troede på ham, idet han også led af sygelig hypokondri.  

I Klassen af Hermann Ungar møder vi den paranoide lærer, Josef Blau, der føler sig korporligt forfulgt af sine elever, der kommer fra en højere klassebaggrund end han. Klassen kan altså her have en allegorisk dobbeltbetydning. Han forestiller sig, at eleverne konspirerer bag hans ryg, og han hallucinerer om voldelige konfrontationer. Han forsøger at imødegå det med en streng og inhuman disciplinering. Josef Blaus eksistens er angstbespændt og nær-psykotisk, der inkluderer en mistro til alle i romanens persongalleri. Særligt er han bestandigt mistænksom over for Selma, som han har gjort gravid før ægteskab, for Bleu frygter, at det måske er hans flotte rival, lærer Leopold, der er den rigtige fader. Det jødiske er mærkeligt underspillet, selv om der overalt hersker en gammeltestamentlig Gud, der blæser til Blaus paranoia.

Til forskel fra Kafka er der større social bevidsthed i Ungars skildringer af Josef Blaus genvordigheder. Man fornemmer indirekte jødernes undertrykte sociale position i samfundet og deres kamp for assimilation. Men det jødiske springer alligevel øjne ved kabbalistiske temaer med bogstavmagi, personernes navne, men også jødiske sædvaner og madkultur. Blau ender med at blive paranoid over for selve det tyske sprog, endda alfabetet.

5.
Den Prag-tysk-jødiske kultur frembragte i det hele taget mange store litterære personligheder, som man kan forvisse sig om på Prag Jødiske Museum, hvor man taler om en kreds af tysk-jødiske forfattere. Den tysk-jødiske litterære bevægelse begyndte oprindeligt som neo-romantisk bevægelse for forfattere som kaldte sig Unge Prag “Jung Prag”. Den jødiske baggrund var ikke altid det centrale, men forfatterne deltog i en mange facetteret cafékultur, hvor de mødtes og diskuterede litteratur. De mødtes fx på Café Arco tæt på det gamle pragske jødekvarter Josefov. Den store wienerkritiker, Karl Kraus kaldte dem spydigt for “Arconauter”, og havde vist kun hån tilovers for den tyske litteratur i Prag, men var imidlertid selv født i den tjekkiske by Jičín.

Forfattere som Franz Kafka, Max Brod, Paul Kornfeld, Egon Erwin Kisch og Franz Werfel m.fl. deltog i forskellige cafemøder og blev inspireret af de intellektuelle samtaler. Særligt Frans Werfel er måske i dag mest kendt for sin skildring af det armenske folkemord i romanen De 40 dage på Musa Dagh. Nyligt oversat til dansk er også de meget roste romaner Et brev fra en kvinde og Verdi. Hans ekspressionistiske digte var værdsat af filosoffen Martin Buber, der boede i Prag i længere tid og ikke mindst af digteren Rainer Marie Rilke, der fandt en mentor i Werfel. Frans Werfel redigerede også George Trakls første digtsamling.

Måske kan man endda påstå, at selveste psykoanalysen har sit “ursprug” i et tysk-tjekkisk jødisk miljø. Man kan bagatellisere Sigmund Freuds opvækst i Tjekkiet i det, der hed Freiberg (i dag Příbor), men selv skrev han i et brev til borgmesteren i Příbor: “Jeg kan være sikker på én ting: dybt inde i mig lever, overlejet, det lykkelige Freiberg-barn stadig videre, den førstefødte søn af en ung mor, som modtog de første uudslettelige indtryk fra denne luft, fra denne jord.” (min oversættelse) Og med psykoanalysens briller antydes ikke så lidt her.
 
6.
Ud ad denne pragske smeltedigel kom også den i dansk sammenhæng måske mest skattede poet, nemlig Rainer Marie Rilke, som næsten står på niveau med den danske prosa-fascination af Kafka. Rainer Marie Rilke blev født i Prag i 1875 i en katolsk middelklassefamilie. Han var en udpræget heimats-digter i sine tre første digtsamlinger fra 1890’erne, Leben und Lieder, Larenopfer og Traumgekrönt med fin-de-siecle stemning. Digtsamlingerne er skrevet med udgangspunkt i et Prag-miljø og Rilkes Prag-ungdom. Han er også påvirket af den verseform, der blev udfoldet af fremtrædende Arconatiske lyrikere.

Rilke digter om Moldau, Karlsuniversitetet, Karlsbroen, Skt. Vitus katedralen, de irgrønne kupler på St. Nicholas kirken, Týnkirken, Skt. Wenceslaus, Smichov og Laurenziberg kvartererne, det gamle rådhus-ur, Kejser Rudolf, Wallenstein og 30-års-krigen, Kajetán Tyl og reformatoren Jan Hus og ikke mindst det jødiske Prags mest kendte gejstlige personlighed, Rabbi Löw og den gamle jødiske gravplads, Beth Chaim: “Vise Rabbi, høje Liva, hjælp os ud af/ nødens forbandelse/ i dag giver Jehova os børn, i morgen berøver døden/ dem fra os./ Allerede nu kan Beth Chaim ikke rumme menneskemængderne, og/ ligforvalteren har kun netop/ begravet en, når flere døde kommer til; Rabbi, det/ er hårdt.” Selv H.C. Andersen kommer med, som han skriver: “I lysets glans/ tager skyerne på træk, som svaner/ fra Andersens eventyr.” (mine oversættelser). Store dele af dansk efterkrigslitteratur har ladet sig inspirere af denne pragske digter, det gælder både Heretica-kredsen, 1980’lyrikken og de sen-modernistiske tendenser efter 2000.

7.
Fascinationen af den Prag-tyske bøhmisk-jødiske litteratur kommer måske af, at det er “en mindre litteratur”, som Gilles Deleuze og Félix Guattari antager i deres lille bog Kafka for en mindre litteratur. En mindre litteratur er næsten blevet et fast udtryk inden for litteraturvidenskaben og betegner en litteratur, hvor sproget bliver trukket til sine yderpunkter, hvor det bliver marginaliseret, fordi det ligger langt fra standartudfoldelsen af sproget, at det pludselig evner at sige noget nyt, at gøre oprør og måske endda revolutionere sproget indefra. Deleuze og Guattari mener, at det særligt Prag-tyske udgør sådan et forlæg for en mindre litteratur, der kunne frembringe en Kafka, men vel også Ungar, Rilke, Werfel, Brod – måske endda også Sigmund Freud og Edmund Husserl (han var tysktalende jøde fra Prostějov, ligesom i øvrigt Stefan Zweigs far) – fordi der var så mange spændinger i sprogets indre, at det udløste nye erkendelser.

Hvad der er i første omgang måske kunne tolkes som divergerende eller upræcis sprogbrug, kan i anden omgang intensivere sproget og gøre det kreativt og spændstigt. Ifølge Deleuze og Guattari er kun det mindre sprog rigtigt revolutionært, fordi det skal være bogstaveligt talt deterritorialiseret for at kunne reterritorialisere et nyt litterært udtryk. Og måske har Deleuze og Guattari fat i den lange ende, for er det ikke netop, fordi man kan finde en så righoldig tysk litteratur så langt fra det germanske hovedspor, at det bliver desto mere fascinerede og sigende?

Prag-tysk-jødisk kultur har måske altid fremstået magisk, eller haft en aura af noget eksotisk og fortryllende. Rejsende i det attende århundrede tog til det “Magiske Prag” for at få ekstraordinære visionære oplevelser, som fx den britiske forfatter, George Eliot, som hun beskriver det i den gotiske novelle, The Lifted Veil. Og måske er vore dages fascination af den Prag-tysk-bøhmisk-jødiske litteratur ikke mindre stereotyp? Auraen ligger nu bare i det kosmopolitiske og i den mindre litteratur, der med sin jødiske stemning er et godt forsvar mod nationalisme og antisemitisme.

I dag appellerer den Prag-tysk litteratur også til det antikverede, distingverede og ikke mindst det uopdagede og måske det lidt altmodische hos et selvbevidst akademisk borgerskab, som også Bruce Chatwin i sin lille roman Utz gør opmærksom på. Alle vi Prag-aficionados genopdager på en måde jagten efter den egenartede og sjældne litteraturoplevelse, som også de Prag-tysk-jødiske forfattere måske selv higede efter.

Ifølge den tjekkisk-amerikanske litterat, Peter Demetz var der allerede i den pragske avantgarde i samtiden en undren over den lidt gammeldags og tilbageskuende tendens i den Prag-tyske bøhmisk-jødiske litteratur, der fortsatte med at beundre og reproducere fx Goethe, Kleist og havde neo-romantiske inklinationer, frem for mere avantgardistiske ambitioner. Dette gjorde dog på paradoksal vis den Prag-tyske litteratur unik og særegen for eftertiden.

Schöne Rezension von Dänemarks Nordwesten

KULTUR-PORT.DE in Hamburg hat “Dänemarks Nordwesten – Thy-Gedichte” rezensiert:

“Das macht Lust auf die Gegend, auf eine Reise nach Thy.”

“Welcher Dänemark-Fan kennt ihn nicht, den Begriff „Hygge“? Genau diesen Begriff nimmt der Autor Peter Graarup Westergaard in seinem mittlerweile sechsten Buch namens „Dänemarks Nordwesten – Thy-Gedichte“ ins dichterische Visier.”

“Es sind liebenswerte Alltagsbetrachtungen, die das Leben in Thy mal ernst mal heiter reflektieren – echt hygge eben.”

“Mit stimmigen Worten wird hier die nordwestliche Region Jütlands namens Thy beschrieben”.

“Ein besonders schönes Gedicht des Bandes heißt „Torsteder Romanze“ und beginnt so: Der Funke sprang/das große Feuer fing an zu tanzen./Meine Worte sprachen Widerstand,/aber sie zeigten etwas, was du sehen konntest. […] Deine suchende Hand wischte mir/den Schlaf von den Augen und weckte mich,/ehe meine Alpträume mich blind machten. Ein anderes Gedicht endet so: Das Universum ist bodenlos und die Fantasie noch tiefer. In Thy scheint Gott eine Art Nebel zu sein.”

HIER KÖNNEN SIE ES LESEN.

Tak til Marion Hinz

Happy Bloomsday/Glædelig Bloomsdag

Verden over fejres en særlig dag i dag: Bloomsdag, den 16. juni, som er den dag, hvor hovedkarakteren Leopold Bloom fra James Joyces roman ”Ulysses” går rundt i Dublins gader. Der er store festligheder i Dublin i dag. I år har jeg også glædet mig til denne dag, fordi jeg nu også er blevet dedikeret fan af ”Ulysses” – og ikke mindst af forfatteren James Joyce. Vi er på niveau med Shakespeare i min litterære kanon.

Det sidste halve år har jeg i min aftenlæsning koncentreret mig om at læse James Joyce. Jeg har kæmpet mig igennem ”Ulysses” – og det blev faktisk en kæmpe litterær oplevelse for mig, må jeg sige. Jeg har flere gange, især i min studietid, forsøgt mig med James Joyces herostratisk-berømte roman, men nåede aldrig mere end et par hundrede sider hen (romanen er på 933 sider i min version). Jeg færdiggjorde kun novellerne i ”Dubliners” og nogle epifanier, der jo også er helt uforlignelige tekster i deres egen ret. Men ”Ulysses” skulle jeg altså blive næsten 48 år før jeg kunne færdiggøre. Jeg læste den på engelsk, ledsaget af en irsk-engelsk oplæser fra Mofibo. Den kombi kan jeg anbefale.   

Men er ”Ulysses” så en god roman? Det vil mange nok spørge mig om. Ja, den er god – eller nærmere genial – i den forstand, at den er så uhyre kreativ og innovativ i sin form og i sit litterære udtryk, at selv om den har mere end hundrede år på bagen (Ulysses blev udgivet i 1922), så er den stadig noget af det mest moderne og opfindsomme, jeg har læst i mit liv som aktiv læser. ”Ulysses” er simpelthen en kilde til nye formmæssige udtryk, som vi stadig kan øse af. Noget der især er forbigået mig ved de første forsøg på at læse ”Ulysses”, er det særlige lydlige og musikalske udtryk, der pludselig blev klart for mig, da jeg hørte ”Ulysses” oplæst på Irsk-engelsk. Måske kan man fornemme det i dette citat:

     ”What impeded Bloom from giving Stephen counsels of hygiene and prophylactic to which should be added suggestions concerning a preliminary wetting of the head and concentration of the muscles with rapid splashing of the face and neck and thoracic and epigastric region in case of sea and river bathing, the parts of human anatomy most sensitive to cold being nape, stomach, and thenar or sole of foot? The incompatibility of aquacity with the erratic originality of genius.”

Hvabehar? Det er ikke bare de mange smukke (og svære ord), der gør passagen enigmatisk, men også vokalernes rytme udtalt med irsk accent, (hvis man kan forestille sig det). Selve sætningens lange og slyngede struktur, der bliver afrundet åbent og dernæst afsluttet med en eklatant, halvt pointerende sætning, uden verbum, giver den en særegen kadence. Det kunne faktisk godt minde om Thy-forfatteren, J.P. Jacobsen og hans arabesker, som James Joyce efter sigende også var inspireret af. Ordene og sætningernes skønhed bliver forunderligt kontrasteret af sætningernes indhold, som et slags modsvar, der handler om hygiejne, kropslige og vel ret ”ulækre” fysiske beskrivelser og konstateringer.  

”Ulysses” er på den anden side ikke så svær at forstå, som den har ry for, i hvert fald mht. handlingen. Desuden kan man nemt finde et eller andet sted på nettet, hvor man får forklaret det i grunden ret simple handlingsforløb den 16. juni 1904. Men forstår ret hurtigt, hvornår Bloom er på bar, taler med letlevende damer, hvilke gader i Dublin, han går rundt i og hvilke venner, han taler med. Det, der derimod gør bogen en udfordring, er de mange betydningslag og henvisninger, samt ikke mindst at forstå personernes indre univers i deres stream-of-consciousness. Men hold da op, hvor er det en litterær oplevelse af de helt store, når man først har besluttet sig for at kaste sig fuldt ud ind i ”Ulysses’” univers – og det er tilmed en perfekt introduktion til Dublins interiør, hvis man skal rejse dertil.  

I 1922, da ”Ulysses” udkom i Paris ved forlaget Shakespeare and Company, blev den straks forbudt på grund af dens eksplicitte seksuelle og pornografiske beskrivelser. Men det er også det, der i dag gør bogen stadig aktuel, fordi den dermed beskriver et alment menneskeligt træk, som jeg tvivler på, at en AI-maskine nogensinde vil kunne beskrive med ægte indlevelse? Her kan læseren i hvert fald finde et litterært lysthus, der går i de indre melodiske/litterære forestillingsorganer:    

”The visible signs of antesatisfaction? An approximate erection: a solitious adversion: a gradual elevation: a tentative revelation; a silent contemplation. Then? He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump, on each plump melonous hemisphere, in their mellow yellow furrow, with obscure prolonged provocative melonsmellonous osculation.”

Straks jeg var færdig med ”Ulysses”, gik jeg videre til ”A Portrait of the Artist as a Young Man” fra 1916. Den var også en stor oplevelse, men ikke helt så innovativ og opfindsom, men man ser stadig nogle af nye teknikker i deres urform i romanen. Men denne roman var især tiltalende, fordi den i så eminent grad beskriver den arketypiske udviklingslinje for den unge kunstner. Det gør det ikke mindre interessant, at Joyce kombinerer det med religiøse refleksioner af thomistisk-filosofisk art. Bogen er grund-filosofisk samtidig med, at den giver et indgående indblik i den irske puritanske folkestemning før uafhængighedskampen, som jeg også har læst kongenialt fremstillet i Iris Murdochs miskendte roman, ”The Red and the Green” (1963). Man forstå, hvad der gør et menneske til kunstner i den roman.

På min tour de force ind i James Joyces forunderlige litterære univers, har jeg måttet støtte mig til vigtig sekundærlitteratur, her vil jeg især fremhæve ”James Joyce” af Edna O’Brien, som er en stor irsk forfatter i sin egen ret. Hun er bl.a. kendt for ”The Country Girls” fra 1960, hvor hun frit og kontroversielt skildrede feminin seksualitet i det katolske landlige Irland. Enda O’Brien har da også virkelig øje for James Joyce og hans forhold til andre mennesker, som hun beskriver James Joyce – og hustruen, Nora:

       ”People were afraid of him. He might say to Nora, ‘Do you see the simplicity behind all my disguises?’ but he wore many masks and he could change them sleekily. Some said that he sucked the energy from everything around him, he himself said that he wanted his imagination to grow when he was with people, otherwise it was a case of silence.”

Men den mest autoritative biografi om James Joyce er nok Richard Ellmanns ”James Joyce” fra 1959. Den kan man læse som en slags non-fiktiv (rejse-)roman, hvor man følger James Joyce rundt på det europæiske kontinent. (Der er tilmed indlæst på Audible.) James Joyce forlod jo Dublin allerede i 1904 for aldrig at vende tilbage. Alle hans værker er skrevet i et selvpålagt eksil, og han kom virkelig langt omkring: Paris, Trieste, Rom, Pula, Zürich. Han bor store dele af sit liv i Paris, men det bliver i Zürich, han dør som 58-årig efter et langt liv med alkohol og pengeproblemer. Her ligger han også begravet, på Fluntern Kirkegård.

Men jeg er ikke færdig med James Joyce – og måske er det også en tilsnigelse at sige, at man nogensinde kan blive færdig med James Joyces forfatterskab? Jeg mangler i hvert fald stadigvæk at læse Finnegans Wake, men heldigvis står sommerferien jo lige for døren… Så hvem ved?  

Neues Buch: DÄNEMARKS NORDWESTEN – Thy-Gedichte

Dänemarks Nordwesten ist eine Gedichtsammlung, die den Begriff „Hygge“ in seinen verschiedenen Aspekten in der Praxis zeigt, und zwar in den Außenbezirken Dänemarks, genauer gesagt in Thy, der nordwestlichen Region Jütlands. Die Gedichte wurden ursprünglich auf Dänisch und in einem Dialekt namens „thybomål“ veröffentlicht. Wie jede Übersetzung kann auch die deutsche Version als eine neue Sammlung betrachtet werden. Diese neue Wiedergabe wurde durch die Übersetzung von der staatlich zugelassenen Übersetzerin Kirsten Lund Jensen erreicht.

Der Ton, der in der Beschreibung der Region Thy auftaucht, ist ernst und amüsant zugleich. Durch komische Beobachtungen und Geschichten wird über das Aufwachsen und Leben in Thy reflektiert.
Die Sammlung ist auch ein Teil von der dänischen Geschichte aus der Perspektive eines zum Teil fiktiven Erzählers, der sowohl den Standort der Innen- als auch der Außenperspektive einnimmt, während er historische Ereignisse darstellt, die die dänische Gesellschaft im 20. und 21. Jahrhundert geprägt haben. 

Kann hier gekauft werden: https://mellemgaard.dk/shop/99-books-in-german/3638-danemarks-nordwesten—thy-gedichte/

Auszug aus dem Buch

Auf dem Nachbarhof wohnte Hans Fisker.
Er hatte Tattoos an beiden Armen,
aus seiner Zeit als richtiger Seemann.
Auf der See hatte er das Geld
für den Kauf des Hofes verdient.
Er sagte zu meiner Schwester und mir,
dass er Rattenschwänze haben möchte,
ganz wie Pippi Langstrumpf,
obwohl er kahl wie ein Ei war.
Und die gefährlichen Traktoren
standen im Kreis und drohten hochzufliegen,
wenn wir nicht mit Siebenmeilenschritten an ihnen
vorbeischleichen würden.

Der Troldborger Mann brachte Milch in die Molkerei
von allen Landwirten in der Gegend.
Er hatte ein ironisches Lächeln,
das nicht misszuverstehen war.
Er konnte sich in einen Hasen verwandeln
und unter den Häusern rumhüpfen
und mit langen Ohren lauschen,
was die Leute hinter den Vorhängen sagten.
Und er rieb die trächtigen Kühe über den Rücken,
so dass sie verwerfen mussten.
Diese Art von Terror verstanden selbst die Kinder.

Über den Autor
Peter Graarup Westergaard, M.A. in Literaturgeschichte, arbeitet als Gymnasiallehrer. Er hat die Bücher Nordvest – Thydigte (2017), Danish Northwest – Hygge Poems from the Outskirts (2019), Warning Light Calling (2021) und Pandemier (2022) verfasst. Außerdem Literaturkritik in verschiedenen Tageszeitungen und Zeitschriften.

Über die Übersetzerin
Kirsten Lund Jensen, pensionierte Oberstudienrätin und wohnhaft in Thy, betreibt
jetzt als staatlich zugelassene Übersetzerin und Dolmetscherin ein
Übersetzungsbüro, wo sie hauptsächlich für Polizei und Gerichte tätig ist.

Great review of Warning Light Calling in The BSFA Review #19

Warning Light Calling has been reviewed by the British Science Fiction Association in their winter edition of the BSFA Review.

Link: https://www.bsfa.co.uk/

Susan Peak writes:

“This book is probably as much SF genre as a lot of New Wave fiction, which is to say very little, but it is memorable.”

“If you are already interested in SF poetry, then I would say this is worth seeking out provided you like being baffled and intrigued.”

“The twists and turns were stimulating.”

“I found this to be an enigmatic book, but one that I also found to repay re-reading. A first reading was necessary simply in order to engage with the book and to get a sense of its contents and shape. On the second reading, I found many of the poems to be intriguing, conveying images that didn’t necessarily make sense in themselves, but which contributed to the atmosphere of the whole book.”

Thanks a million for this BSFA!

Read more about Vræyda/Warning Light Calling

At vågne op og fare vild – Et essay om Walter Benjamins livsfilosofi

Af Peter Graarup Westergaard

1.
Det jeg finder evigt interessant hos Walter Benjamin, er den måde han lever og tænker på i en svær tid. Hvordan ville Walter Benjamin forholde sig til vores tid? (Som jo desværre på mange måder ligner hans tid). Han ville tolke virkeligheden. Forstå den og udkrystallisere den for læseren, gennem sin tænkning og sin person.

Verden bliver lidt ny gennem det fortidige, når jeg læser ham. Jeg kommer også uvægerligt til at læse min egen tid gennem hans briller. Han farvelægger verden lidt anderledes, end jeg er vant til. Og det er evigt forfriskende. Benjamin ser nogle pudsigheder i tilværelsen, som man ikke lige selv ser med det samme. Han har et andet prisme. Man føler, man kan ”vågne op og fare vild” igen.

2.
Et godt sted at begynde, når man vil undersøge Walter Benjamins livsfilosofi, er i Moskva-dagbogen fra Sovjettiden. Et afsnit af denne bog handler simpelthen bare om at ”vågne op” eller om at blive vækket, måske snarest det sidste. Benjamin får dette næsten Hamlet-agtige svar, da han spørger natportieren på et af Moskvas hoteller, om ikke han vil vække ham om morgenen:

”If we think of it, we’ll wake you. But if we don’t think of it, we won’t. Actually, we usually think of it, in which case we do wake people. But to be sure, we also occasionally forget to when we don’t think of it. In which case we don’t. We’re are of course under no obligation, but if we remember in time, then we naturally do.  When do you want to be woken up? – At seven. We’ll make a note of that. See, I’m putting the message here, let’s hope he finds it. Of course, if he doesn’t, he won’t wake you. But usually in fact we do.” In the end we were of course not woken and they explained: “You were already up, what was the point of waking you?” (December 24).

Walter Benjamin var historisk materialist (om end en temmelig mystisk en af slagsen), så han tillagde ikke den beskrevne ubeslutsomhed en national karakter. Når portieren ikke kan svare endegyldigt, og hvor han hele tiden garderer sig selv, så han får sagt, at man ikke kan regne med noget, så er det fordi, der er noget problematisk i det omgivende samfund – og videre forstand den måde, som magten og institutionerne er organiseret på. Portieren svarer på denne måde, fordi han lever i et samfund, hvor alting skal arrangeres mange gange før, det virkeligt sker, hvor ingen ting sker, som planlagt eller forventet. Hvis man lever i et samfund, hvor der er en grundlæggende uforudsigelighed og hvor ingen ting forløber som planlagt, så kan man end ikke love at vække en på et bestemt tidspunkt næste morgen. Man kan ikke være sikker på det. Og derfor bliver Walter Benjamins morgenvækning fundamentalt set en eksistentiel usikker situation.

Man kan i videre forstand ikke være sikker på at blive vækket i morgen – overhovedet, hvis man beder nogen om det. Men der også noget andet i citatet. Der er en morsom logik i det, ja måske kunne man endda læse en form for humor ind i det, måske endda en måde, hvorpå portieren siger, vi gider ikke vække dig? En slags doven afvisning. Men det også næsten maskinelt og robotagtigt. Der er også noget absurd bureaukratisk over svaret, der lægges vægt på sedlen; beskeden, hvor den lægges på bordet. Der er i øvrigt ikke deres ”pligt” osv. Man fornemmer den sovjetiske samfundsopbygning. I virkeligheden står Walter Benjamin i en værre situation end før, han gik ned i receptionen, for nu ved han end ikke, om han bliver vækket eller ej. Og det er næsten værre end ikke at blive vækket, altså at få et nej. Derfor må han selvfølgelig også selv finde en måde at vågne på selv, som citater afslører til sidst. Måske gør de endda lidt grin med ham på hotellet? Driller ham? For at undgå at lave noget?

Dette citat kunne stå i et hvilket som helst absurd drama. For det første er selve svaret absurd, men det er også en hverdagssituation, der afslører sin iboende absurditet. Man kan ikke være sikker på noget som helst, end ikke en gang på morgenvækningen. Man er nødt til at vågne selv – og det kan man som bekendt heller ikke være sikker på. Det er ren Samuel Beckett. Enhver situation er usikker. Alle ting er utroværdige, man kan hverken stole på mennesker, sedler eller beskeder. Det er også et udtryk for et samfund, hvor man helst ikke vil love noget, hvis man ikke kan holde det. Hvor man passer på sig selv og hvor man kun gør, hvad man har pligt til.

3.
Walter Benjamin beskriver egentlig blot sin egen historiske tid eller fortiden i sine bøger og essays, men han peger meget videre end det. Det skrevne kommer til at pege ud i vores nutid, til os, ja måske endnu længere ud. Den amerikanske kritiker, Susan Sontag siger fx: ”Benjamin betragter alt, hvad han vælger at mindes fra sin fortid, som noget der profetisk peger ind i fremtiden”. Peter Szondi er inde på noget af det samme i sit ikoniske essay: ”Hope in the Past”. Peter Szondis essay fanger essensen af Walter Benjamins forfatterskab, som han siger om ”Barndom i Berlin”:

”The future is precisely what Benjamin seeks in the past. Almost every place that his memory wishes to rediscover bears ‘the features of what is to come,’ as he puts it at one point in A Berlin Childhood. And it is no accident that his memory encounters a manifestation of childhood ‘in the office of the seer who foretells the future’ […] Benjamin listens for the first notes of a future which has meanwhile become the past. […] Benjamin does not want to free himself from temporality; he does not wish to see things in the ahistorical essence. He strives instead for historical experience and knowledge. Nevertheless, he is sent back into the past, a past, however, which is open, not completed, and which promises the future. Benjamin’s tense is not perfect, but the future perfect in the fullness of its paradox: being future and past at the same time.”

Det er en rammende beskrivelse af Benjamins projekt, i hvert fald i ”Barndom i Berlin”, men måske også i store dele af forfatterskabet. Essayet beskriver den måde Walter Benjamin genfortryller på, ved at se fremtiden i fortiden. Eller ved at lade nutiden blive fortid, alt imens den peger ind i fremtiden. Altså vi ser fremtiden genspejlet i nutiden. Det er meget enigmatisk, men også smukt, og omgår jo på en måde også den gamle augustinske gåde: At nutiden er altid på vej væk, fremtiden er der ikke endnu, og fortiden er forsvundet, så hvor er tiden? Benjamin giver et bud på dette. Fremtiden er genspejlet i fortiden. Som lige har været nutiden. Et rammende citat fra ”Barndom i Berlin” viser dette:

 ”At man ikke kan finde vej i en by, er ingen kunst. Men at fare vild i en by, som man farer vild i en skov, kræver træning. Så må gadenavne tale den vildfarne som tørre grene, der knækker, og små gader i byens indre må genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning. Denne kunst har jeg lært sent; den har opfyldt den drøm, hvis spor var labyrinterne på mine skolehæfters trækpapir. Nej ikke de første, for før dem var jo dén labyrint, som overlevede dem. Vejen ind i denne labyrint, som ikke manglede sin Ariadne, førte over Bendlerbroen, hvis bløde hvælving blev til min bakkeskråning. Ikke langt fra dens fod lå målet: Friedrich Wilhelm og Dronning Louise. På deres runde sokler ragede de op over bedene som var de tryllebundet af de magiske kurver, et vandløb skrev i sandet foran dem.”

Her har vi drømmefuglen i et barns sind. De fleste kan sikkert ikke huske, hvordan man som barn ”genfortryllede” verden. Dette citat fra ”Barndom i Berlin” afslører mange ting om Benjamins livsfilosofi, synes jeg. For det første handler det om at finde eller genfinde det eventyrlige eller genfortryllede i tilværelsen. Ikke bare hos barnet, men også hos den voksne. At rationalisere over gadens hårde brosten eller asfaltens mørke ensartethed er også Benjamins anliggende, men han også et andet fokus, som var mere poetisk og gådefuld. På den måde kan en ”Einbahn Strasse” blive magisk, som en af hans bøger jo hedder. Man fornemmer straks, at det er noget mere, vejen er ensrettet – hvorfor? Er det en metafor for livet? For den politiske udvikling? For retningen ud i fremtiden, en profetisk gade? Men i ovenstående citat er det ikke blot en gade, men gadernes forgreninger, der kan komme til at udgøre en labyrint, som får en til at fare vild i byen. Det kræver, at man ser byen på en anden måde, med fx barndommens trækpapir som en slags sløring.

Men hvad betyder det, at ”genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning”? Det er i sandhed enigmatisk. Det er jo ikke bare at bruge fantasien, der er noget mere på spil. Som om selve tiden genspejles i naturens storslåede rum – som jo er en genfortryllelse af byen. Det er kompliceret, men måske kunne det betyde, at idet vi genfortryller vores omgivelser, de fysiske omgivelser, byen, som en storslået natur, med bjerge og deslige, så genspejles også tiden. Vi får indsigt i den tid, vi lever i, ved at genfortrylle omgivelserne. Ja, vi erkender måske først selve tiden via denne proces, for ellers kan man jo ikke sådan se tiden i ens omgivelser. Så det er i det momentum, hvor vi genfortryller verden, at vi også får adgang til genspejlet fra ”dagstiderne” – ellers kunne vi slet ikke se dem. Giver det mening? Jeg ved det ikke. Ved at genfortrylle verden får vi i hvert fald på en måde et mere skarpt syn på selve den tid, vi lever i, og måske endda en anelse om, hvor tiden er på vej hen?

Sådan lidt omvendt kunne man sige, at den kolde rationalitet, som ser ting, som de er, uden fantasiens mellemkomst, mister noget af erkendelsen af tiden. Tiden erkendes især gennem genfortryllelsen. Her fornemmer vi nemlig, hvor realiteterne er på vej hen (for realistisk set, er de der jo ikke endnu – det er jo i sig selv kun en mulig forestilling, et profeti). Livsfilosofisk mister vi altså meget af adgangen til vores eksistens, hvis vi ikke åbner op for at kunne fare vild i byen, ja måske endda i livet. Genspejlet af tiden findes gennem fantasiens vildfarelser, måske? Man er nødt til ”genfortrylle” livet, det er jo egentlig det, som Benjamin er i gang med at sige i citatet i forhold til sit eget liv, ellers mister vi – ville han vel sige – adgangen til se genspejlet fra tiden, som vi lever i, ja som selve den tid, vi lever. Og netop religion og mystik udgør sådan en genfortryllelse af livet.

4.
Walter Benjamins livsfilosofi kunne man give overskriften ”At fare vild”. Det er jo vel netop den metafor, at man er faret vild i livet, der gør, at man begynder at gå livsfilosofisk til værks? Walter Benjamin farer også vild i livet, i sin bøger, i sproget, men hvilken fortryllelse kommer der ikke ud af det? Selve det at læse hans sætninger er som at fare vild på ny, som man også kunne fornemme det i ovenstående citat. Der er hele tiden noget, der undslipper sig ens rationalitet og forståelse. Og heri ligger ofte erkendelsespotentialet.

Men Benjamins ”livsfilosofi” – hvis man overhovedet kan tale om en sådan – handler ikke om de traditionelle temaer – ikke først og fremmest i hvert fald. Det handler ikke om et bud på, hvordan man får et godt liv. Snarere tvært imod. Det handler heller ikke om det sande eller skønne liv. Men det handler om livet som sådan. Eller om alt det, som afleder os fra livet. Om genfortryllelsen af livet i form af ”at fare vild”, barnets fantasi, ”aura” i kunstværket før reproduktionens tidsalder, om de fantasmagoriske passager i Paris, om historiens engel, om biblioteker, om forelskelser, farlige valgslægtskaber, om hash, om det tyske sørgespils oprindelse (og har det så overhovedet en oprindelse?!). Det er jo ikke ligefrem hardcore realisme, vel? Det er alt det, som er krydderiet, som jo egentlig er det livet hovedsageligt består af – og som gør det spændende og interessant at leve og smage på. Men han er ikke romantiker, han er ikke idealist, for han går til livet fra et materialistisk udgangspunkt, men dog med åndens forvildende indpust. 

5.
Begrebet déjà vu kunne man også godt gøre centralt i Benjamins filosofi/livsfilosofi, fordi det indbefatter hele det komplekse forhold til tiden, som Walter Benjamin udfolder i sine skrifter. Déjà vu betegner Walter Benjamins forståelse af tiden, og af hvordan selve tiden udfoldes i sammenhæng med oplevelsen af tiden, hvordan vi kommer i chok over tiden, fordi noget er blevet efterlad og glemt, som pludselig igen aktualiserer sig. En livsfilosofi, der indbefatter déjà vu gør ikke bare tilværelsen magisk, men den gør den også genfortryllet. Déjà vu-begrebet åbner op for at anskue tilværelsen på en anden måde en den strengt lineære eller rationelt-videnskabelige – og det tillokkende, spændende, man vil som læser gerne lukkes ind i den verden, hvor déjà vu igen spiller en rolle, fordi det jo egentligt er et fænomen, vi alle kender, men som vi ”opdrages” til ikke at vedkende os, som vi lærer ikke kan være sand. Begrebet déjà vu er også først og fremmest poetisk, ja kunne også være religiøs.

I ”Barndom i Berlin” beskriver Walter Benjamin “déjà vu” (1932-1934 versionen) på følgende måde:

”The phenomenon of déjà vu has often been described. Is the term really apt? Shouldn’t we rather speak of events which affect us like an echo—one awakened by a sound that seems to have issued from somewhere in the darkness of past life? By the same token, the shock with which a moment enters our consciousness as if already lived through tends to strike us in the form of sound. It is a word, a rustling of knocking, that is endowed with the power to call us unexpectedly into the cool sepulchre of the past, from whose vault the present seems to resound only as an echo. Strange that no one has yet inquired into the counterpart of this transport—namely, the shock with which a word makes us pull up short, like a muff that someone has forgotten in our room. Just as the latter points us to a stranger who was on the premises, so there are words and pauses pointing us to that invisible stranger—the future—which forgot them at our place.”

Det er en meget tankevækkende beskrivelse af déjà vu. Normalt tænker vi déjà vu som et fænomen, hvor vi føler, vi har oplevet en episode før. Nogen siger noget, vi har hørt før, noget sker, som man har oplevet før. Begrebet er i familie med mystik og magi, fordi der er noget forudseende i begrebet, ja tiden bøjes på en anden måde, hopper over sig selv, og den lineære tidsfølge brydes, og noget ”uvirkeligt” og ”uvidenskabeligt” indtræder. Ikke desto mindre er det noget, de fleste mennesker oplever. Walter Benjamin nævner begreber i forbindelse med en observation, der har forbindelse til det seksuelle:

”Jeg var vel været omkring fem år. En aften, jeg lå allerede i sengen, kom min far ind. Han kom for at sige godnat. Måske var det halvvejs mod hans vilje, at han fortalte mig, at en af hans fætre var død. Det var en ældremand, som jeg ikke interesserede mig særligt meget for. Min far meddelte mig budskabet i alle detaljer. Jeg opfattede ikke alt i hans fortælling. Derimod lagde jeg denne aften mærke til mit værelse, som om jeg havde vidst, at jeg en dag igen engang ville blive optaget af det. Jeg var allerede voksen, da jeg hørte, at fætteren var død af syfilis. Min far var kommet ind for ikke at være alene. Men det var mit værelse han opsøgte og ikke mig. De to havde ikke brug for andre at betro sig til.”

Altså er det særligt i forbindelse med oplevelsen af det seksuelle, og ikke mindst det traumatiske ved samme, at begrebet déjà vu bliver relevant. I et prosastykke, som Benjamin kalder ”Seksualitetens opvågnen/Erwachen des Sexus” skriver han:

”Hovedårsagen til mit uheld var modvilje mod det næsten ukendte, som jeg var afhængig af, og mistroiskhed mod de religiøse ceremonier, der kun stillede pinlig forlegenhed i udsigt. Da skyllede midt i min rådvildhed på en gang en hed angstbølge ind over mig – ”for sent, synagogen er for sent” – men i samme nu, endnu før denne første bølge var ebbet ud, overvældedes jeg af en anden bølge af fuldkommen samvittighedsløshed – ”det kan gå som deg bedst kan alt sammen, det rager ikke mig”. Og begge bølger slog uophørligt sammen i min lystfølelse, hvor krænkelsen blandedes med gadens kobleriske duft, der ved denne lejlighed for første gang lod mig ane de tjenester, den senere skulle yde den opvågnede drift.”

Peter Szondi skriver i sit essay, at denne opvågen ”concern not only love, but all levels of a person and of his existence”. Benjamin beskriver en af sine første oplevelser af seksualitetens opvågnen, næsten lidt déjà vu-agtigt, blot omvendt, hvor han gennem erindringen af en fortidig hændelse også husker, hvordan han anede fremtiden i den. Her ser vi også et eksempel på Benjamins forståelse af déjà vu, hvordan det er et ”genspejl i tiden”. Fremtidige hændelser genspejles i de nutidige hændelser, forudsiger dem, i hvert fald i erindringen om dem – og det er det, som gør Benjamins prosa så fortryllende at læse, fordi den på en måde også åbner op for, at læseren kan leve sig ind i denne genfortryllelse, identificere sig med den, måske spejle sig genspejlet, vågne op og fare vild i sin egen samtid.