Happy Bloomsday/Glædelig Bloomsdag
Verden over fejres en særlig dag i dag: Bloomsdag, den 16. juni, som er den dag, hvor hovedkarakteren Leopold Bloom fra James Joyces roman ”Ulysses” går rundt i Dublins gader. Der er store festligheder i Dublin i dag. I år har jeg også glædet mig til denne dag, fordi jeg nu også er blevet dedikeret fan af ”Ulysses” – og ikke mindst af forfatteren James Joyce. Vi er på niveau med Shakespeare i min litterære kanon.
Det sidste halve år har jeg i min aftenlæsning koncentreret mig om at læse James Joyce. Jeg har kæmpet mig igennem ”Ulysses” – og det blev faktisk en kæmpe litterær oplevelse for mig, må jeg sige. Jeg har flere gange, især i min studietid, forsøgt mig med James Joyces herostratisk-berømte roman, men nåede aldrig mere end et par hundrede sider hen (romanen er på 933 sider i min version). Jeg færdiggjorde kun novellerne i ”Dubliners” og nogle epifanier, der jo også er helt uforlignelige tekster i deres egen ret. Men ”Ulysses” skulle jeg altså blive næsten 48 år før jeg kunne færdiggøre. Jeg læste den på engelsk, ledsaget af en irsk-engelsk oplæser fra Mofibo. Den kombi kan jeg anbefale.
Men er ”Ulysses” så en god roman? Det vil mange nok spørge mig om. Ja, den er god – eller nærmere genial – i den forstand, at den er så uhyre kreativ og innovativ i sin form og i sit litterære udtryk, at selv om den har mere end hundrede år på bagen (Ulysses blev udgivet i 1922), så er den stadig noget af det mest moderne og opfindsomme, jeg har læst i mit liv som aktiv læser. ”Ulysses” er simpelthen en kilde til nye formmæssige udtryk, som vi stadig kan øse af. Noget der især er forbigået mig ved de første forsøg på at læse ”Ulysses”, er det særlige lydlige og musikalske udtryk, der pludselig blev klart for mig, da jeg hørte ”Ulysses” oplæst på Irsk-engelsk. Måske kan man fornemme det i dette citat:
”What impeded Bloom from giving Stephen counsels of hygiene and prophylactic to which should be added suggestions concerning a preliminary wetting of the head and concentration of the muscles with rapid splashing of the face and neck and thoracic and epigastric region in case of sea and river bathing, the parts of human anatomy most sensitive to cold being nape, stomach, and thenar or sole of foot? The incompatibility of aquacity with the erratic originality of genius.”
Hvabehar? Det er ikke bare de mange smukke (og svære ord), der gør passagen enigmatisk, men også vokalernes rytme udtalt med irsk accent, (hvis man kan forestille sig det). Selve sætningens lange og slyngede struktur, der bliver afrundet åbent og dernæst afsluttet med en eklatant, halvt pointerende sætning, uden verbum, giver den en særegen kadence. Det kunne faktisk godt minde om Thy-forfatteren, J.P. Jacobsen og hans arabesker, som James Joyce efter sigende også var inspireret af. Ordene og sætningernes skønhed bliver forunderligt kontrasteret af sætningernes indhold, som et slags modsvar, der handler om hygiejne, kropslige og vel ret ”ulækre” fysiske beskrivelser og konstateringer.
”Ulysses” er på den anden side ikke så svær at forstå, som den har ry for, i hvert fald mht. handlingen. Desuden kan man nemt finde et eller andet sted på nettet, hvor man får forklaret det i grunden ret simple handlingsforløb den 16. juni 1904. Men forstår ret hurtigt, hvornår Bloom er på bar, taler med letlevende damer, hvilke gader i Dublin, han går rundt i og hvilke venner, han taler med. Det, der derimod gør bogen en udfordring, er de mange betydningslag og henvisninger, samt ikke mindst at forstå personernes indre univers i deres stream-of-consciousness. Men hold da op, hvor er det en litterær oplevelse af de helt store, når man først har besluttet sig for at kaste sig fuldt ud ind i ”Ulysses’” univers – og det er tilmed en perfekt introduktion til Dublins interiør, hvis man skal rejse dertil.
I 1922, da ”Ulysses” udkom i Paris ved forlaget Shakespeare and Company, blev den straks forbudt på grund af dens eksplicitte seksuelle og pornografiske beskrivelser. Men det er også det, der i dag gør bogen stadig aktuel, fordi den dermed beskriver et alment menneskeligt træk, som jeg tvivler på, at en AI-maskine nogensinde vil kunne beskrive med ægte indlevelse? Her kan læseren i hvert fald finde et litterært lysthus, der går i de indre melodiske/litterære forestillingsorganer:
”The visible signs of antesatisfaction? An approximate erection: a solitious adversion: a gradual elevation: a tentative revelation; a silent contemplation. Then? He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump, on each plump melonous hemisphere, in their mellow yellow furrow, with obscure prolonged provocative melonsmellonous osculation.”
Straks jeg var færdig med ”Ulysses”, gik jeg videre til ”A Portrait of the Artist as a Young Man” fra 1916. Den var også en stor oplevelse, men ikke helt så innovativ og opfindsom, men man ser stadig nogle af nye teknikker i deres urform i romanen. Men denne roman var især tiltalende, fordi den i så eminent grad beskriver den arketypiske udviklingslinje for den unge kunstner. Det gør det ikke mindre interessant, at Joyce kombinerer det med religiøse refleksioner af thomistisk-filosofisk art. Bogen er grund-filosofisk samtidig med, at den giver et indgående indblik i den irske puritanske folkestemning før uafhængighedskampen, som jeg også har læst kongenialt fremstillet i Iris Murdochs miskendte roman, ”The Red and the Green” (1963). Man forstå, hvad der gør et menneske til kunstner i den roman.
På min tour de force ind i James Joyces forunderlige litterære univers, har jeg måttet støtte mig til vigtig sekundærlitteratur, her vil jeg især fremhæve ”James Joyce” af Edna O’Brien, som er en stor irsk forfatter i sin egen ret. Hun er bl.a. kendt for ”The Country Girls” fra 1960, hvor hun frit og kontroversielt skildrede feminin seksualitet i det katolske landlige Irland. Enda O’Brien har da også virkelig øje for James Joyce og hans forhold til andre mennesker, som hun beskriver James Joyce – og hustruen, Nora:
”People were afraid of him. He might say to Nora, ‘Do you see the simplicity behind all my disguises?’ but he wore many masks and he could change them sleekily. Some said that he sucked the energy from everything around him, he himself said that he wanted his imagination to grow when he was with people, otherwise it was a case of silence.”
Men den mest autoritative biografi om James Joyce er nok Richard Ellmanns ”James Joyce” fra 1959. Den kan man læse som en slags non-fiktiv (rejse-)roman, hvor man følger James Joyce rundt på det europæiske kontinent. (Der er tilmed indlæst på Audible.) James Joyce forlod jo Dublin allerede i 1904 for aldrig at vende tilbage. Alle hans værker er skrevet i et selvpålagt eksil, og han kom virkelig langt omkring: Paris, Trieste, Rom, Pula, Zürich. Han bor store dele af sit liv i Paris, men det bliver i Zürich, han dør som 58-årig efter et langt liv med alkohol og pengeproblemer. Her ligger han også begravet, på Fluntern Kirkegård.
Men jeg er ikke færdig med James Joyce – og måske er det også en tilsnigelse at sige, at man nogensinde kan blive færdig med James Joyces forfatterskab? Jeg mangler i hvert fald stadigvæk at læse Finnegans Wake, men heldigvis står sommerferien jo lige for døren… Så hvem ved?
