Peter Graarup Westergaard's Blog, page 3

At vågne op og fare vild – Et personligt essay om Walter Benjamins livsfilosofi

Af Peter Graarup Westergaard

1.
Det jeg finder evigt interessant hos Walter Benjamin, er den måde han lever og tænker på i en svær tid. Hvad ville Walter Benjamin sige til vores tid? (Som jo desværre på mange måder ligner hans tid, men det det er en anden historie…) Han ville tolke virkeligheden. Forstå den og udkrystallisere den for læseren, gennem sin tænkning og sin person. Jeg siger til mig selv, efter at have læst ham, sådan kan jeg også anskue verden. Verden bliver lidt ny gennem det fortidige, når jeg læser ham. Jeg kommer også uvægerligt til at læse min egen tid gennem hans briller. Han farvelægger verden lidt anderledes, end jeg er vant til. Og det er evigt forfriskende. Benjamin ser nogle pudsigheder i tilværelsen, som man ikke lige selv ser med det samme. Han har et andet prisme. Man føler man kan ”vågne op og fare vild” igen.

2.
Et godt sted at begynde, når man vil undersøge Walter Benjamins livsfilosofi, er i Moskva-dagbogen fra Sovjettiden. Et afsnit af denne bog handler simpelthen bare om at ”vågne op” eller om at blive vækket, måske snarest det sidste. Benjamin får dette næsten Hamlet-agtige svar, da han spørger natportieren på et af Moskvas hoteller, om ikke han vil vække ham om morgenen:

”If we think of it, we’ll wake you. But if we don’t think of it, we won’t. Actually, we usually think of it, in which case we do wake people. But to be sure, we also occasionally forget to when we don’t think of it. In which case we don’t. We’re are of course under no obligation, but if we remember in time, then we naturally do.  When do you want to be woken up? – At seven. We’ll make a note of that. See, I’m putting the message here, let’s hope he finds it. Of course, if he doesn’t, he won’t wake you. But usually in fact we do.” In the end we were of course not woken and they explained: “You were already up, what was the point of waking you?” (December 24).

Walter Benjamin var historisk materialist (om end en temmelig mystisk en af slagsen), så han tillagde ikke den beskrevne ubeslutsomhed en national karakter. Når portieren ikke kan svare endegyldigt, og hvor han hele tiden garderer sig selv, så han får sagt at man ikke kan regne med noget, så er det fordi, der er noget i det omgivende samfund – og videre forstand den måde, som magten og institutionerne er organiseret på. Portieren svarer på denne måde, fordi han lever i et samfund, hvor alting skal arrangeres mange gange før, det virkeligt sker, hvor ingen ting sker, som planlagt eller forventet. Hvis man lever i et samfund, hvor der er en grundlæggende uforudsigelighed og hvor ingen ting forløber som planlagt, så kan man end ikke love at vække en på et tidspunkt næste morgen. Man kan ikke være sikker på det. Og derfor bliver Walter Benjamins morgenvækning fundamentalt set en eksistentiel usikker situation.

Man kan i videre forstand ikke være sikker på at blive vækket i morgen – overhovedet, hvis man beder nogen om det. Men der også noget andet i citatet. Der en morsom logik i det, ja måske kunne man endda læse en form for humor ind i det, måske endda en måde, hvorpå portieren siger, vi gider ikke vække dig? En slags doven afvisning. Men det også næsten maskinelt og robotagtigt. Der er også noget absurd bureaukratisk over svaret, der lægges vægt på sedlen, beskeden, hvor den lægges på bordet. Der er i øvrigt ikke deres ”pligt” osv. Man fornemmer den sovjetiske samfundsopbygning. I virkeligheden står Walter Benjamin i en værre situation end før han gik ned i receptionen, for nu ved han end ikke om han bliver vækket eller ej. Og det er næsten værre end ikke at blive vækket, altså at få et nej. Derfor må han selvfølgelig også selv finde en måde at vågne på selv, som citater afslører til sidst. Måske gør de endda lidt grin med ham? Driller ham? For at undgå at lave noget?

Dette citat kunne stå i et hvilket som helst absurd drama. For det første er selve svaret absurd, men det er også en hverdagssituation, der afslører sin iboende absurditet. Man kan ikke være sikker på noget som helst, end ikke en gang morgenvækningen. Man er nødt til at vågne selv – og det kan man som bekendt heller ikke være sikker på. Det er ren Samuel Beckett. Enhver situation er utroværdig. Alle ting er utroværdige, man kan hverken stole på mennesker, sedler eller beskeder. Det er også et udtryk for et samfund, hvor man helst ikke vil love noget, hvis man ikke kan holde det. Hvor man passer på sig selv og hvor man kun gør, hvad man har pligt til.

3.
Walter Benjamin beskriver egentlig blot sin egen historiske tid eller fortiden i sine bøger og essays, men han peger meget videre end det. Det skrevne kommer til at pege ud i fremtiden, til os, ja måske endnu længere ud. Den amerikanske kritiker, Susan Sontag siger fx: ”Benjamin betragter alt, hvad han vælger at mindes fra sin fortid, som noget der profetisk peger ind i fremtiden”. Peter Szondi er inde på noget af det samme i sit ikoniske essay: ”Hope in the Past”. Peter Szondis essay fanger essensen af Walter Benjamins forfatterskab, som han siger om ”Barndom i Berlin”:

”The future is precisely what Benjamin seeks in the past. Almost every place that his memory wishes to rediscover bears ‘the features of what is to come,’ as he puts it at one point in A Berlin Childhood. And it is no accident that his memory encounters a manifestation of childhood ‘in the office of the seer who foretells the future’ […] Benjamin listens for the first notes of a future which has meanwhile become the past. […] Benjamin does not want to free himself from temporality; he does not wish to see things in the ahistorical essence. He strives instead for historical experience and knowledge. Nevertheless, he is sent back into the past, a past, however, which is open, not completed, and which promises the future. Benjamin’s tense is not perfect, but the future perfect in the fullness of its paradox: being future and past at the same time.”

Det er jo i sandhed en flot og rammende beskrivelse af Benjamins projekt, i hvert fald i ”Barndom i Berlin”, men måske også i store dele af forfatterskabet. Essayet beskriver den måde Walter Benjamin genfortryller på, ved at se fremtiden i fortiden. Eller ved at lade nutiden blive fortid alt imens den peger ind i fremtiden. Altså vi ser fremtiden genspejlet i nutiden. Det er meget enigmatisk, men også smukt, og omgås jo på en måde også den gamle augustinske gåde: at nutiden er altid på vej væk, fremtiden er der ikke endnu, og fortiden er forsvundet, så hvor er tiden? Benjamin giver et bud på dette. Fremtiden er genspejlet i fortiden. Som lige har været nutiden.  Et rammende citat fra ”Barndom i Berlin” viser dette:

 ”At man ikke kan finde vej i en by, er ingen kunst. Men at fare vild i en by, som man farer vild i en skov, kræver træning. Så må gadenavne tale den vildfarne som tørre grene, der knækker, og små gader i byens indre må genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning. Denne kunst har jeg lært sent; den har opfyldt den drøm, hvis spor var labyrinterne på mine skolehæfters trækpapir. Nej ikke de første, for før dem var jo dén labyrint, som overlevede dem. Vejen ind i denne labyrint, som ikke manglede sin Ariadne, førte over Bendlerbroen, hvis bløde hvælving blev til min bakkeskråning. Ikke langt fra dens fod lå målet: Friedrich Wilhelm og Dronning Louise. På deres runde sokler ragede de op over bedene som var de tryllebundet af de magiske kurver, et vandløb skrev i sandet foran dem.”

Her har vi drømmefuglen i et barns sind. De fleste kan sikkert ikke huske, hvordan man som barn ”genfortryllede” verden. Dette citat fra ”Barndom i Berlin” afslører mange ting om Benjamins livsfilosofi, synes jeg. For det første handler det om at finde eller genfinde det eventyrlige eller genfortryllede i tilværelsen. Ikke bare hos barnet, men også hos den voksne. At rationalisere over gadens hårde brosten eller asfaltens mørke ensartethed er også Benjamins anliggende, men han også et andet fokus, som var mere poetisk og gådefuld. På den måde kan en ”Einbahn Strasse” blive magisk, som en af hans bøger jo hedder. Man fornemmer straks, at det er noget mere, vejen er ensrettet – hvorfor? Er det en metafor for livet? For den politiske udvikling? For retningen ud i fremtiden, en profetisk gade? Men i ovenstående citat er det ikke blot en gade, men gadernes forgreninger, der kan komme til at udgøre en labyrint, som får en til at fare vild i byen. Det kræver at man ser byen på en anden måde, med fx bardommens trækpapir som en slags sløring.

Men hvad betyder det, at ”genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning”? Det er i sandhed enigmatisk. Det er jo ikke bare at bruge fantasien, der er noget mere på spil. Som om selve tiden genspejles i naturens storslåede rum – som jo er en genfortryllelse af byen. Det er kompliceret, men måske kunne det betyde, at idet vi genfortryller vores omgivelser, de fysiske omgivelser, byen, som en storslået natur, med bjerge og deslige, så genspejles også tiden. Vi får indsigt i den tid vi lever i ved at genfortrylle omgivelserne. Ja, vi erkender måske først selve tiden via denne proces, for ellers kan man jo ikke sådan se tiden i ens omgivelser. Så det er i det momentum, hvor vi genfortryller verden, at vi også får adgang til genspejlet fra ”dagstiderne” – ellers kunne vi slet ikke se dem.  Giver det mening? Jeg ved det ikke.  Ved at genfortrylle verden får vi i hvert fald på en måde et mere skarpt syn på selve den tid, vi lever i, og måske endda en anelse om, hvor tiden er på vej hen?

Sådan lidt omvendt kunne man sige, at den kolde rationalitet, som ser ting, som de er, uden fantasiens mellemkomst, mister noget af erkendelsen af tiden. Tiden erkendes især gennem genfortryllelsen. Her fornemmer vi nemlig, hvor realiteterne er på vej hen (for realistisk set er de der jo ikke endnu – det er jo i sig selv kun en mulig forestilling, et profeti). Livsfilosofisk mister vi altså meget af adgangen til vores eksistens, hvis vi ikke åbner op for at kunne fare vild i byen, ja måske endda i livet. Genspejlet af tiden findes gennem fantasiens vildfarelser, måske?  Man er nødt til ”genfortrylle” livet, det er jo egentlig det, som Benjamin er i gang med at sige i citatet i forhold til sit eget liv, ellers mister vi – ville han vel sige – adgangen til se genspejlet fra tiden, som vi lever i, ja som selve den tid, vi lever. Og netop religion og mystik udgør sådan en genfortryllelse af livet.

4.
Walter Benjamins livsfilosofi kunne man give overskriften ”At fare vild”. Det er jo vel netop den metafor, at man er faret vild i livet, der gør, at man begynder at gå livsfilosofisk til værks? Walter Benjamin farer også vild i livet, i sin bøger, i sproget, men hvilken fortryllelse kommer der ikke ud af det? Selve det at læse hans sætninger er som at fare vild på ny, som man også kunne fornemme det i ovenstående citat. Der er hele tiden noget, der undslipper sig ens rationalitet og forståelse. Og heri ligger ofte erkendelsespotentialet.

Men Benjamins ”livsfilosofi” – hvis man overhovedet kan tale om en sådan – handler ikke om de traditionelle temaer – ikke først og fremmest i hvert fald. Det handler ikke om et bud på, hvordan man får et godt liv. Snarere tvært imod. Det handler heller ikke om det sande eller skønne liv. Men det handler om livet som sådan. Eller om alt det, som afleder os fra livet. Om genfortryllelsen af livet i form af ”at fare vild”, barnets fantasi, ”aura” i kunstværket før reproduktionens tidsalder, om de fantasmagoriske passager i Paris, om historiens engel, om biblioteker, om forelskelser, farlige valgslægtskaber, om hash, om det tyske sørgespils oprindelse (og har det så overhovedet en oprindelse?!). Det er jo ikke ligefrem hardcore realisme, vel? Det er alt det, som er krydderiet, som jo egentlig er det livet hovedsageligt består af – og som gøre det spændende og interessant at leve og smage på. Men han er ikke romantiker, han er ikke idealist, for han går til livet fra et materialistisk udgangspunkt, men dog med åndens forvildende indpust. 

5.
Begrebet déjà vu kunne man også godt gøre centralt i Benjamins filosofi/livsfilosofi, fordi det indbefatter hele det komplekse forhold til tiden, som Walter Benjamin udfolder i sine skrifter. Déjà vu betegner Walter Benjamins forståelse af tiden, og af hvordan selve tiden udfoldes i sammenhæng med oplevelsen af tiden, hvordan vi komme i chok over tiden, fordi noget er blevet efterlad og glemt, som pludselig igen aktualiserer sig. En livsfilosofi, der indbefatter déjà vu gør ikke bare tilværelsen magisk, men den gør den også genfortryllet. Déjà vu-begrebet åbner op for at anskue tilværelsen på en anden måde en den strengt lineære eller rationelt-videnskabelige – og det tillokkende, spændende, man vil som læser gerne lukkes ind i den verden, hvor déjà vu igen spiller en rolle, fordi det jo egentligt er et fænomen vi alle kender, men som vi ”opdrages” til ikke at vedkende os, som vi lærer ikke kan være sand. Begrebet déjà vu er også først og fremmest poetisk, ja kunne også være religiøs.

I ”Barndom i Berlin” beskriver Walter Benjamin Déjà vu (1932-1934 versionen) på følgende måde:

”The phenomenon of déjà vu has often been described. Is the term really apt? Shouldn’t we rather speak of events which affect us like an echo—one awakened by a sound that seems to have issued from somewhere in the darkness of past life? By the same token, the shock with which a moment enters our consciousness as if already lived through tends to strike us in the form of sound. It is a word, a rustling of knocking, that is endowed with the power to call us unexpectedly into the cool sepulcher of the past, from whose vault the present seems to resound only as an echo. Strange that no one has yet inquired into the counterpart of this transport—namely, the shock with which a word makes us pull up short, like a muff that someone has forgotten in our room. Just as the latter points us to a stranger who was on the premises, so there are words and pauses pointing us to that invisible stranger—the future—which forgot them at our place.”

Det er en meget tankevækkende beskrivelse af déjà vu. Normalt tænker vi déjà vu som et fænomen, hvor vi føler, vi har oplevet en episode før. Nogen siger noget, vi har hørt før, noget sker, som man har oplevet før. Begrebet er i familie med mystik og magi, fordi der er noget forudseende i begrebet, ja tiden bøjes på en anden måde, hopper over sig selv, og den lineære tidsfølge brydes, og noget ”uvirkeligt” og ”uvidenskabeligt” indtræder. Ikke desto mindre er det noget, de fleste mennesker oplever. Walter Benjamin nævner begreber i forbindelse med en observation, der har forbindelse til det seksuelle:

”Jeg var vel været omkring fem år. En aften, jeg lå allerede i sengen, kom min far ind. Han kom for at sige godnat. Måske var det halvvejs mod hans vilje, at han fortalte mig, at en af hans fætre var død. Det var en ældremand, som jeg ikke interesserede mig særligt meget for. Min far meddelte mig budskabet i alle detaljer. Jeg opfattede ikke alt i hans fortælling. Derimod lagde jeg denne aften mærke til mit værelse, som om jeg havde vidst, at jeg en dag igen engang ville blive optaget af det. Jeg var allerede voksen, da jeg hørte, at fætteren var død af syfilis. Min far var kommet ind for ikke at være alene. Men det var mit værelse han opsøgte og ikke mig. De to havde ikke brug for andre at betro sig til.”

Altså er det særligt i forbindelse med oplevelsen af det seksuelle, og ikke mindst det traumatiske ved samme, at begrebet déjà vu bliver relevant. I et prosastykke, som Benjamin kalder ”Seksualitetens opvågnen/Erwachen des Sexus” skriver han:

”Hovedårsagen til mit uheld var modvilje mod det næsten ukendte, som jeg var afhængig af, og mistroiskhed mod de religiøse ceremonier, der kun stillede pinlig forlegenhed i udsigt. Da skyllede midt i min rådvildhed på en gang en hed angstbølge ind over mig – ”for sent, synagogen er for sent” – men i samme nu, endnu før denne første bølge var ebbet ud, overvældedes jeg af en anden bølge af fuldkommen samvittighedsløshed – ”det kan gå som deg bedst kan alt sammen, det rager ikke mig”. Og begge bølger slog uophørligt sammen i min lystfølelse, hvor krænkelsen blandedes med gadens kobleriske duft, der ved denne lejlighed for første gang lod mig ane de tjenester, den senere skulle yde den opvågnede drift.”

Peter Szondi skriver i sit essay, at denne opvågen ”concern not only love, but all levels of a person and of his existence”. Benjamin beskriver en af sine første oplevelser af seksualitetens opvågnen, næsten lidt déjà vu-agtigt, blot omvendt, hvor han gennem erindringen af en fortidig hændelse også husker, hvordan han anede fremtiden i den. Her ser vi også et eksempel på Benjamins forståelse af déjà vu, hvordan det er et ”genspejl i tiden”. Fremtidige hændelser genspejles i de nutidige hændelser, ja, forudsiger dem, i hvert fald i erindringen om dem – og det er det, som gør Benjamins prosa så fortryllende at læse, fordi den på en måde også åbner op for, at læseren kan leve sig ind i denne genfortryllelse, identificere sig med den, ja måske spejle sig genspejlet, vågne op og fare vild.

HearSay HørtSagt – en anbefaling

To af Danmarks mest visionære og eksperimenterende digtere, Kenneth Krabat og Cindy Lynn Brown er gået sammen om at lave et poesi-site HearSay, der beskriver flygtningesituationen i Europa og i resten af verden. På sitet beskriver de via digtning og observation en brutal verden og fuld af umenneskelige historier.  

Forfatterne har skabt et katalog over 90 måder at skrive om flygtningesituationen på –  med 500 tags, 400 tekster samt lyd, video og links til baggrundsstof.

Digtsitet bygger på rejser og frivilligt flygtningearbejde i Europa, research, samtaler med flygtninge, frivillige og lokalbefolkning, noter, nyheder og optagelser, som de to forfattere har indsamlet, bearbejdet, struktureret og redigeret mellem 2017 og 2022.

Websitet kan også bruges i danskundervisningen – og måske som ide til videre kreativ-skrivning hos elever.

Check it out: https://www.hearsaybook.net/

My Heart is The Tempest by Sacha Rosel – A review

Mythology has enormous importance for ancient as well as contemporary literature. Often written literature borrows from already existing mythology within different cultures, but in rare cases, literature also invents and creates a new mythology, perhaps by distorting or blending existing mythology. Sacha Rosel’s YA imaginative dark fantasy novel “My Heart is The Tempest” is an example of this where new mythology is both invented and re-used in a unique way.

Sacha Rosel’s novel, ”My Heart is The Tempest”, is the first, very interesting volume of a trilogy published by Vræyda Literary Press in Canada. It is written in English, even though its author is Italian by descent, and the book is meant for a world audience, and in particular young people, but everybody can get a great reading experience from the book.

As one can probably guess, “My Heart is the Tempest” has many references to Shakespeare’s The Tempest, and the play is sort of the background text, much of the mythology and imagery is slightly twisted Shakespearean. “My Heart is the Tempest” also bears resemblance to Ursula K. Le Guin and Robert Graves in their different myth adaptations in novels and by the way of retelling mythology. Yet there is also something new about the book which gives the reader a sort of strange aerial feeling. Without a doubt, “My Heart is the Tempest” is a work that stands on its own.

We follow the young 12-year-old protagonist, Sycorax. She is also originally a character in Shakespeare’s play “The Tempest” whom we never see or meet directly in the play. We are only told about her. In Shakespeare’s version, Sycorax is narrated as a vicious witch who has had a fatal destiny. She has been banished from her home because of a pregnancy to the island where The Tempest takes place. In that sense, the story of Sycorax is a story of a women’s destiny and “My Heart is the Tempest” is the feminist version of one of the untold stories of one of Shakespeare’s less famous characters. However, “My Heart is the Tempest” can be read without knowing Shakespeare’s original story.

12-year-old Sycorax is on her way to growing up and is on her path to individuation in a dreamlike setting, the reader follows her serious entanglements while participating in the strange spiritual world of flowers and cruel insect-like creatures where she is trapped.  Yet through awakening her dead grandmother, Miranda, she manages to leave parts of this strange dystopia behind. As one can probably hear, “My Heart is The Tempest” also has resemblances to such famous novels as “The Maze Runner” and even “The Hunger Games”. As a reader, you get a similar story of being trapped and being a young outsider, as you find in these famous dystopian YA novels. “My Heart is the Tempest” is also about awakening and coming to terms with a difficult past and upbringing. It is a story of a young girl realizing a dark truth, but the story is not rounded off or finished. This reader looks forward to reading about what happens afterwards for Sycorax and her strange friends in an outstanding and impressive mythological setting.  

Read more about Sacha Rosel: http://www.lunadonna.net/

PANDEMIER – Ekstra materiale – William Heinesen

Noatun (uddrag fra s. 159 i Gyldendals Tranebøger)
af William Heinesen

Den spanske syge ramte hele rigsfællesskabet, og dermed også den færøske befolkningen i 1918. Forfatteren William Heinesen (1900-1991) oplevede også den spanske syge på egen krop (dog mens han boede i Ringsted), men han beskriver den spanske syges hærgen på Færøerne i kollektivromanen Noatun fra 1938. Heinesen, der skriver fra en socialistisk vinkel, forstår, at der er store sociale kræfter på spil i vores strategier til overlevelse, når store ulykker som pandemier rammer menneskeheden.

Kontekst: Noatun er navnet for Njords bolig i himlen, og i William Heinesens roman henviser det til Dødemandsdalen, som er en dalbund i ly et afsides fjeld, hvor en gruppe færinger forsøger at skabe en bygd i kampen med de voldsomme naturkræfter og det barske hav. Naturligvis rammes de også af den spanske syge. 

Fokus for læsningen:

Hvordan beskrives den spanske syge i den lille bygd?Hvordan forholde de forskellige personer sig til den spanske syge? Hvilke sanser er i brug?
 

Arbejdsspørgsmål:

Hvem er fortælleren/fortællerne?Hvilke tilgange er der til den spanske syge? Hvilken virker bedst? Forklar denne tilgang: ”Angelund var fuld af taknemmelighed i sit hjerte, fordi Gud havde ladet sygdommen gå ham forbi, så han kunne være de andre til hjælp.”Hvilken betydning har det: ”For resten var han ikke den eneste, sygdommen havde skånet: også Mikkel Hestehop var gået fri, men han arbejdede oppe i marken og lod sig kun sjældent se nede ved husene. Han holdt i denne tid sig selv med kost, og det var ikke ringe sager, Mikkel spiste, han havde været i Storefjord og købt tørret og røget kød, hvedekiks og god, fed ost for sine penge, og disse lækkerier fortærede han i grådig ensomhed i sin hule. Man fik jo undskylde Mikkel, han var som et tankeløst barn. Angelund kogte kartofler til de syge, der var så at sige ikke andet spiseligt tilbage i bygden”?Hvilke pandemiske temaer og motiver er til stede i uddraget af Noatun?Sammenlign Heinesens beskrivelse af den spanske syge med Paludans beskrivelse i Jørgen Stein.

Reflekterende spørgsmål:

Hvad siger de to modsatte måder at forholde sig til den spanske syge på i uddraget om forskellige politiske tilgange til pandemier? Hvilken er bedst?Hvordan ser man den karakteristiske dobbelthed, som Girard taler om, i uddraget? Er der også antydningen af en syndebuk?

DET SOCIALDEMOKRATISKE PROJEKT ER STADIG SVARET

Vores tid kræver afgørende og svære løsninger på især fem områder: International samarbejde, grøn omstilling, økonomisk retfærdighed, integration og velfærd. På disse parametre har Socialdemokratiet for mig at se stadig de bedste svar og har også vist de bedste løsninger.

Lad mig forklare, hvorfor jeg synes, man fortsat skal støtte det socialdemokratiske projekt:

INTERNATIONAL POLITIK

Den danske regering har under den nuværende Ukrainekrig udstukket en sikker og tydelig kurs, der har knyttet os både tættere til EU og Nato – og vi har samtidigt fremstået med selvstændige løsninger og med en klar stemme. Vi har ikke mistet suverænitet. Der er ikke nogen grund til at tro, at en borgerlig regering kunne gøre det bedre her. Mette Frederiksen har sikret, at vi fik et ’ja’ og kom af med forbeholdet i det europæiske forsvarssamarbejde.

Det er for de fleste danskere bekymrende, at vi er en slags genboer til Rusland, men der har ikke været nogen slingrekurs fra regeringen i fordømmelsen af Ruslands invasion af Ukraine. Som jeg hører det, har vi leveret det, vi kan i bistand til Ukraine og har samtidigt forøget vores tilstedeværelse i Baltikum. I forlængelse af den nye situation med et aggressivt Rusland, lyder det også umiddelbar klogt at øge forsvarsbudgetterne og samtidigt at gøre det gennem lån, så det ikke skader den generelle velfærd. Det skal også ses i lyset af, at vi har et kæmpe ansvar i det arktiske område, der får en større og større betydning handelsmæssigt, ressourcemæssigt og strategisk set.

S-regeringen har samtidigt taget de fornødne skridt til at gøre os uafhængige af russisk gas – og skabt en nyt grønt projekt sammen med andre nordeuropæiske lande, hvor Nordsøen skal være Europas kraftværk i form af kæmpe havvindmølleparker. Det blev præsenteret i Esbjerg forleden med besøg af både kansler Olaf Scholz og kommisionsformand Ursula von de Leyen, så der er stor bevågenhed på projektet fra et stærkt Tyskland og EU.

GRØN OMSTILLING

Socialdemokratiet har skabt store resultater på det grønne område, uden at det går ud over velfærden. Dan Jørgensen har stået for en række grønne tiltag, der igen sætter os i førersædet på verdensplan. Vi er langt i en omstilling fra fossile energikilder til bæredygtige energikilder, som fx havvindmølleparker.

I det hele taget har Socialdemokratiet lanceret en bred grøn omstilling på alle niveauer af samfundet, fra den enkelte hustand til virksomheder: Vi får ’grønne’ biler, udskiftet olie-gasfyr, udtaget lavbundsjord og mindsket udledning af drivhusgasser.

Samtidigt vil regeringen investere i forskning i bæredygtige teknologier og fremme eksport af disse, og dermed gøre det til en mulig økonomisk gevinst. Men vigtigst: Der er blevet skabt en bevidsthed om vigtigheden af bæredygtighed på alle niveauer af det danske samfund, ikke mindst hos den enkelte borger.

ØKONOMISK RETFÆRDIGHED

Fordelingen af goderne er svær at håndtere, men Socialdemokratiet har for mig at se klart de bedste løsninger på dette område, fordi den socialdemokratiske tilgang traditionelt både har stået for en stærk offentlig sektor og samtidig understøttet det private erhvervsliv – og endda ikke har set nogen modsætning mellem disse. Fælleskabet og de fælles løsninger er det vigtigste. Det er måske den primære grund til, at jeg er blevet socialdemokrat, fordi den politiske økonomi ikke er et enten-eller men et både-og – med fokus på en sund og stærk økonomi, der også vil kunne tage de nødvendige skridt mod den nuværende inflation.

Socialdemokratiet har også fokus på fremover at sikre veluddannet arbejdskraft, og det gælder inden for alle typer af erhverv, både akademisk og faglært arbejdskraft. Under den socialdemokratiske regering er arbejdsløsheden faldet til et flot lavt niveau. Folk behøver ikke at være angste for at miste deres job eller ikke at kunne finde et nyt. Regeringen har tydeligt haft danskernes jobsikkerhed i tankerne – om det så har været under corona-pandemien eller på grund af forskellige omstillinger, så har det været et vigtigt mål at sikre danskernes indtægtsgrundlag.

INTEGRATION

Integrationspolitikken er måske den socialdemokratiske regerings største udfordring, og det er også her, hvor jeg er mest uenig med partiet. Her har der været nogle uheldige udmeldinger og problematiske beslutninger. Men det ændrer ikke ved, at der har været en mere acceptabel tilgang til flygtninge og indvandrere, end der har været under de forgående borgerlige regeringer.

Den hadske tone og diskriminerende diskurs, med ondskabsfulde lagkager, er heldigvis ikke længere i fokus. Men jeg kunne dog godt ønske mig, at Socialdemokratiet lytter mere til De Radikale, SF og Enhedslisten og undgår snak om lejre i Rwanda, overvejer retfærdigheden i hjemsendelser – samt er lidt hurtigere til at få danske børn hjem fra lejre i Syrien.

Jeg håber og tror på, at den danske folkestemning går i retning af en større forståelse for flygtninge og indvandreres situation, og at vi også godt kan se, at de i fremtiden er en vigtig arbejdsressource på grund af et knapt udbud af arbejdskraft.

VELFÆRD

Velfærdspolitisk står Socialdemokratiet stærkt i min bevidsthed. Her er der virkelig behov for strategiske og fælles løsninger i fremtiden – med flere ældre og flere børn og færre til at klare udfordringerne. Socialdemokratiet har vist, at partiet kan finde løsninger for dem, der har behov for at trække sig tilbage og få en god alderdom (Arne-pensionen), og også for dem der fortsætter på arbejdsmarkedet.

Folkesundheden er et centralt fokus for den socialdemokratiske politik, om det så gælder sygdom, fødevarer eller psykisk velbefindende – og her har nye tiltag sat mennesket før systemet. Den velkendte centralisering i velfærdspolitik er blevet afløst, så vi igen kan se værdien i de nære løsninger – og det er noget de fleste danskere værdsætter; jeg har altid haft svært ved at forstå centralismens nødvendige politik på velfærdsområdet, om det så gælder uddannelse, skole eller ældre.

Der har ikke været ført finanspolitisk smalhals på traditionelle velfærdsområder som ældre, sundhed, uddannelse og børn. Og det er virkeligt prisværdigt i en svær tid, at man sikrer danskernes velfærd, så vi kan føle os trygge og dermed også bedre kan bidrage til fællesskabet. Evindelige besparelse skaber ikke vækst og glæde, men mistillid og en hver-er-sig-selv-nærmest mentalitet.

For mig at se har Socialdemokratiet løftet regeringsopgaven godt. Partiet har fået os sikkert gennem coronakrisen (her er mink-skandalen trods alt en parentes), skabt økonomisk vækst, sikret beskæftigelsen, vedtaget nødvendige tiltag på det grønne område, øget velfærden og håndteret den internationale krise trygt. Læg dertil, at vi nu har et fuldstændigt socialdemokratisk Nordeuropa med socialdemokratiske regeringer i Tyskland, Sverige, Finland, Norge og Danmark – det er et stort fællesskab, vi er en del af, og som kan udnyttes til noget mere. Der er et socialdemokratisk momentum i det en og tyvende århundrede. Og det er det rigtige svar på tidens udfordringer.

Tankevækkende anmeldelse af Warning Light Calling fra Littuna

Littuna har anmeldt WARNING LIGHT CALLING på deres spændende website, ikke udelt positivt, men bestem fair og med stor interesse. De skriver blandet andet:

Der er noget meget fornøjeligt over det, når Homer smadrer ind i en hightech fremtid og en rumsoldat bekendtgør:

“I am a young man of dissidence and lovesickness,
who was caught in outer space after I sacked
the pandemic mind-space of Aarhus. Many were the men
affected by my dissident thoughts, aye, and many
the woes I suffered in outer space, seeking to win
my life back and the return of my Soviet comrades.”

Der er altid, altid brug for outsidere, både i det sovjet-besatte Aarhus og i det litterære miljø. 

Warning Light Calling [er] en kærkommen påmindelse om, at der ikke er grænser for, hvad lyrikken kan handle om.

Læs hele anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/warning-light-callin/

Three SF Poems in the Literary Magazine ASTRAL

Three poems from Warning Light Calling have been published in Volume 7 of Astral along with a lot of amazing poetry, an article and a preview of Sacha’s novel My Heart is The Tempest. Info on the issue, links are below, please share it as much as possible.

Link: https://www.vraeydamedia.ca/macromicrocosm-online/2022/4/19/astral-issue-is-live

About MacroMicroCosm

A Quarterly Digital literary & art journal dedicated to speculative fiction, art & literary criticism. A celebration of the weird, strange and perceptibly odd. A review of books, music, film & art. Home of MacroMicroCosm Book Review Podcast & YouTube channel. Features articles on creative development & philosophy. MacroMicroCosm embraces a broad base of fiction and non-fiction with fantasy, magic realism, science-fiction and futurist elements in poetry, short story, art, photography, and comic. 

Exclusive interviews with artists, authors & professors, creator development columns from talented creators within their fields, book, film, art, food & music reviews, MacroMicroCosm supports the development of the consummate artist, while enriching the Zeitgeist. 

Vræyda Store: Digital https://www.vraeydamedia.ca/shop/macromicrocosm-astral-volume-7-issue-4-digital

Vræyda Store: Print https://www.vraeydamedia.ca/shop/atuxfh3i92w8gmg0wrt9zc7xbrpm9j

MagCloud: Print & Digital https://www.magcloud.com/browse/issue/2217090

Magzter: Digital https://www.magzter.com/CA/Vraeyda-Media/MacroMicroCosm-Literary-&-Art-Journal/Art/

EBSCO: Search MacroMicroCosm

Twitter: http://www.twitter.com/vraeydaliterary

Instagram: http://www.instagram.com/vraeydaliterary

MMC Discord Server: http://discord.gg/K9Z2xdK

MMC Online: http://www.vraeydamedia.ca/macromicrocosm-online

MMC: http://www.vraeydamedia.ca/macromicrocosm

Patreon: http://www.patreon.com/macromicrocosm

WARNING LIGHT CALLING reviewed by ThrillerMagazine in Italy (in English)

New review out of WARNING LIGHT CALLING in ThrillerMagazine by writer and reviewer Sacha Rosel.

Especially, the following passage from WARNING LIGHT CALLING tells something politically interesting about contemporary Denmark, according to the reviewer, Sacha Rosel:

“Epitome of high mutual trust level and excellent welfare system, Denmark is here depicted as a country losing (or on the cusp of losing) its authenticity, ravaged by a version of Corona virus which reads like a counterfeit of meaning, social responsibility, community and creativity and gives in to emotional interaction immunization, pre-arranged slogans fed to the populace to make them harmless via “chemotherapy against communication cancer”. In many ways, the entire book can be seen as a critique on Danish efficiency, but also as a “warning light calling” against the gradual deterioration of Nordic countries’ core values in the name of globalization and profit.”

Warning Light Calling is published by Vræyda Literary Press in Canada.

Read the review here: https://www.thrillermagazine.it/18563/warning-light-calling

You can purchase the book here: https://www.amazon.com/Warning-Light-Calling-Peter-Westergaard/dp/1988034175

Warning Light Calling reviewed by the Science Fiction Poetry Association in the US

Great News! New review of my book “WARNING LIGHT CALLING”!

The international SFPA (Science Fiction Poetry Association) has reviewed the WARNING LIGHT CALLING in their spring issue of the magazine Star*Line:

They write about the Warning Light Calling:

“The summation is dissidence and poetry as fire. Do not look for closure in the narratives whether local or meta. Know that there is more originality in this book than in most careers. Whether the reader finds value in that may depend on how anchored they are to their views, or even their reality. This is not a book for those comfortable in the mundane.”

“As a book of poetry, this is the occasional story of Spacy Peter and Yelena as told by a twenty-first-century William S. Burroughs intoxicated with SpecPo.”

Read the whole review in the link below (The last review at the bottom of the website): https://www.sfpoetry.com/sl/slreviews.html

Læs også Adonis

Lad mig også anbefale “Sange af Mihyar fra Damaskus” af Adonis. Verden over har man i lang tid haft øje for denne unikke digter fra Syrien, Adonis, som også har det borgerlige navn, Ali Ahmed Said. Også før den syriske borgerkrig er han ofte blevet set som kvintessensen af moderne arabisk poesi. Men han er også blevet det syriske folks stemme i deres ubændige lidelser.

Ligesom Ilya Kaminsky er Adonis en digter, der fanger eksistensens udsathed og mystik, samtidig med at han tematiserer det arabiske folks lidelser i krig og borgerkrig. Han skriver om at være flygtning og om at være fordrevet i eksil. Men Adonis digter også videre på en rig mystisk-poetisk tradition i arabisk poesi, der tæller navne som Rumi, Mihyar og Kahlil Gibran Kahlil. Ligesom disse kendte arabiske digter er Adonis vindåben for tilværelsens uudgrundelige guddommelighed og mystik. Og det måske mest centrale perspektiv i hele Adonis’ digteværk, er selveste Gud/Allah, men hans digte er ikke som sådan knyttet til en bestemt religion, de er nærmere synkretistiske og altfavnende mystiske – i hvert fald som jeg læser dem. Prøv blot at høre dette prosadigt, også kaldet ”Salme”:

”Han kommer ubevæbnet som skoven, og som skyerne kan han ikke drives tilbage – i går løftede han et kontinent op og flyttede havet fra dets leje.

Han tegner dagens skygge op, han skaber dagslys af sine fødder. Han låner nattens sko og afventer det, som aldrig skal komme. For han er tingenes fysik – han definerer dem og giver dem navne, han ikke røber. Han er virkeligheden og dens modsætning, han er livet og alt udenfor det.”

En form for Gud er tilstede over alt, både inden for virkeligheden og udenfor. Adonis er også dybt påvirket af arabisk filosofi, og han har faktisk en doktorgrad i arabisk filosofi. Især genhører man sufismen i hans digte. Moderne eksistensfilosofi spiller også en rolle, og oldgræsk mytologi og filosofi (platonisme) er en fast bestanddel af Adonis’ poetiske udtryk, billedsprog og særkende. Men Adonis’ digning er også politisk og verdensvendt, som fx i digtet ”Byen”, hvor man genkender krigens lidelser sammen med et eksistensfilosofisk perspektiv:

”Vores ild nærmer sig byen
for at rasere byens leje.
Og vi skal rasere byens leje.
Vi skal overleve, krydse mellem pilene
på vej til et land af forvildet transparens
bag masken
på den runde klippe—
uden rædslens malstrøm
uden om ekkoet og talen.

Og vi skal bade dagens bug
dens indvolde, dens foster
vi skal brænde denne væren
plettet med byens navn.”

Der er ifølge Adonis noget grundlæggende profetisk og orfisk over digtekunsten. Godt nok kan digte måske ikke sige noget konkret om fremtiden, men digtningen kan fange nogle særlige strømninger eller tendenser, som måske ikke er kommet helt til udtryk endnu, men som er på vej, og som måske snart vil være manifest tilstede i det offentlige rum. Digteren har en seismografisk fornemmelse for kommende rystelser i folkedybet. Adonis er klar over denne tætte forbindelse mellem de største og mest mytiske sandheder og det menneskelige vanvid. Hør blot her fra ”Kragens fjer”:

”Jeg kommer uden blomst, uden marker
jeg kommer uden årstider
Intet i sandet og vinden
intet i morgenens overdådighed
er mit,
kun det purunge blod der
driver med himlen, og jorden
som en endeløs sværm af fugle
på min profetiske pande.”

Adonis, eller Ali Ahmed Said, blev født i Syrien i 1930, voksede op i Quassabin i en meget fattig familie, men næsten som i et eventyr blev han opdaget som dreng for sine poetiske evner en dag præsidenten var på besøg i landsbyen. Det betød han fik adgang til et fransk lycée i Tartus. Men i 1956 måtte Adonis flygte fra Syrien efter at have siddet i fængsel i et år, og det lykkedes ham senere at få libanesisk statsborgerskab og udfolde sit forfatterskab i Beirut.

Digtene er oversat af Anna Stigsgaard og Salim Abdali og udgivet som støtte til ofrene i Syrien.