Mads-Peder Winther Søby's Blog, page 8

Om at skifte spor som forfatter

Jeg forsøger mig med endnu en blogpost. Det skulle være moderne – jeg vil gerne være moderne. Jeg kæmper lidt med formen. Hvordan jeg (min primære interesse er forfatterskabet) alligevel kan bruge blog-mediet til at skrive om netop min interesse. Skrive til interesserede læsere, hvad jeg arbejder med. I et forfatterskab vil der uundgåeligt være længere pauser imellem udgivelser… .

Dette er mit blot andet blog-indlæg nogensinde. Bær over. Hvor det første var afstedkommet af ydre begivenheder, så er dette afstedkommet af indre… .

Skrivekløe og kreativ kraft er et fantastisk brændstof for sjælen. For en forfatter er skriveblokering og fantasiløshed modsætningen. Jeg har indtil videre fulgt mit hjerte og interessefelt i mine skriblerier. Jeg har fundet en ide eller haft en tanke, og dernæst forfulgt den til færdig tekst. Altid færdig tekst. Jeg glemte det for en kort stund.

Altså glemte; at afstand også er en kreativ proces.

Jeg sysler med min første roman, der mangler nogle dimensioner for at blive færdig. Ideen er endelig opstået til hvordan. Den vil bare ikke materialisere sig lige nu. Det er frustrererende i en grad, jeg knapt kan sætte ord på. Eller det var frustrerende.

Romanen er en slægtsroman med så mange løse tråde, at jeg pt. stirrer mig blind på dem. Ingen sløjfer ønsker at blive føjet til. Den åbner sig mere og mere, og det går ikke. Strukturen var stram, og det skal den forblive. Jeg ønsker ikke et ti-binds værk – jeg var igang med en kortroman med slægtshistorisk- og filosofisk islæt. Det vil den ikke føje sig for; den har sit eget liv. Det er alt sammen meget godt, men jeg kan ikke være med i det… . Ikke lige nu. Det er i den sammenhæng, at tanken opstår omkring det; at afstand også er en kreativ proces.

Den ufærdige roman ligger nu gemt i arkiv-filerne dybt inde i min computers støvede gange. Blandt fil-rester og ufærdige ting, hvor ingen mus og klik finder vej på daglig basis. Bare rolig. Den lider ikke overlast. Ligesom verdenshistorien kan min historie sagtens klare at øjnene ikke hviler på den hver eneste dag.

Når, og først da, vi igen er klar til at forenes, kan vi mødes.

Da vil vi skabe hinanden. Jeg vil skabe et værk af de ufærdige sider, og den vil skabe netop den genre for mig i mit forfatterskab… .

Indtil da; jeg ligger ikke på den lade side. Jeg har startet et nyt projekt op. Omhandlende en ung sønderjydes tanker imens han sidder i en skyttegrav under 1. verdenskrig. Det er ikke kun lykkefulde erindringer, der kommer til den unge Hans, som han sidder der og afventer signalet til angreb. Det bliver en sjælevandring til sindets afkroge; en vandring – et forsøg på at forstå krigens absurditeter. Indtil videre tegner det rigtig godt. Den fortælling lever for mig – den bobler for at komme frem.

Sådan skal skribleri være for en forfatter. Det er sådan skrivekløe og kreativ kraft skal føles. Jeg overgiver mig til det oprindelige projekts ikke tidssatte pause – kaster mig ud i noget der begejstrer… .

Med 10218 ord, der har fundet vej til siderne er jeg allerede godt igang. Det her bliver rigtig godt. Det er jeg sikker på… .

Hvor spændende det end føles for mig, så er jeg dog ked af det på Hans vegne. Det må have været frygteligt at sidde i skyttegravenes mudder. Imens man venter på stormangreb igennem ingenmandsland… .

Indlægget Om at skifte spor som forfatter blev vist første gang den Empey - poesi.

Mads Aggerholm – Dødens Verden

Forfatter: Mads Aggerholm

Udgivet:  2015

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-71886-45-0

Bagsideteksten:

Rumkrydseren Gateway er på vej til en jordlignende planet, som jordens folk har givet arbejdstitlen ’New Earth One’. I begyndelsen troede man det var en ubeboet verden (ud over eventuelt dyreliv) som jordens milliarder af mennesker kunne overtage. Man begynder derfor at planlægge en ekspedition, som skal afgøre om denne planet egner sig til kolonisation. Men under studiet af kloden er man blevet klar over, at der findes intelligent liv og endda en moderne civilisation.Formålet med ekspeditionen ændres fra at være ren overtagelse, til at skulle skabe kontakt med de indfødte og indlede et handelssamarbejde. Jack Lee er en lettere fordrukken psykolog og antropolog på ekspeditionen, og han sættes til at analysere de sociale og samfundsmæssige forhold på planeten. Hvad Jack finder, er en nærmest paradisisk verden befolket af unge, sunde og smukke mennesker, og et samfund hvor kriminalitet, grådighed og egoisme ikke eksisterer. Men efterhånden som Jacks undersøgelser afdækker mere og mere af systemets virkemåde, opdager han at sandheden er en helt anden: Nogen forsøger tydeligvis at slå hele planetens befolkning ihjel, gennem et fantastisk svindelnummer der indtil videre har kørt i århundreder. Men hvorfor? Jack og hans ven, IT-eksperten Boris, kommer på en opgave som ikke er af de helt små. Og det bliver ikke nemmere af at det efterhånden går op for dem, at ekspeditionens virkelige formål ikke helt er hvad de tror…

Empey anmelder:

Dødens verden af Mads Aggerholm er en pageturner. Ingen tvivl om det. Jeg har læst samfulde 376 sider på meget kort tid. Det var så spændende og intens en oplevelse. Pageturner er ellers ikke altid en god ting i min læseverden – jeg kan lide at dvæle ved teksten. Denne gang fløj den dog afsted, og stadigvæk – jeg synes der er mulighed for at dvæle. At tænke sig, en verden uden frygt, kriminalitet og elendighed. Den ligger indenfor det muliges rumrejse i denne fremtidsskildring. Hvad er bagsiden af medaljen. Bogen bliver nærmest et statement om, at sandheden trods alt er bedre, end det dejlige, men falske blændværk…

Jeg var solgt til plottet, der virkelig holdt sammen på flyveturen igennem bogen. Jeg kom endda til at holde af anti-helten Jack, der både ryger og drikker for meget. Hjertet er jo på rette sted. En rigtig spændende læseoplevelse, der også tilbyder læseren nogle filosofiske overvejelser. Omkring at rejse i rummet. Hvad man måske kan forvente i mødet med fremmede jordlignende kloder, som er beboet af intelligent liv. Desuden, og det er vigtigt. Når og hvis den dag kommer, at mennesket reelt kan foretage disse rejser, som Jack og de andre er med på i denne Science Fiction fortælling, så stiller det store krav til vores tilgang til mødet. Vi ønsker ikke endnu en kolonisering, som vi har så mange rige eksempler på i menneskets historie – eller gør vi?

Mange tankevækkende spørgsmål rejses på og imellem linjerne i Dødens Verden. Samtidig synes jeg, at det er ganske befriende at mennesket kommer til andre verdener i denne fortælling. Lidt for ofte er det jo omvendt – at intelligent liv kommer til jorden og truer os. Menneskeheden er stadig, hvilket er et tema i bogen såvel som i virkeligheden, den største trussel mod sig selv.

Empey

Indlægget Mads Aggerholm – Dødens Verden blev vist første gang den Empey - poesi.

Martin Hans Jensen – Længe leve alfa-generationen

Forfatter: Martin Hans Jensen

Udgivet: 2016

Antal sider: 114

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7114-009-5

Bagsideteksten:

Ville du leve for evigt, hvis du havde mulighed for det?

Stop lige op, og tænk det ordentligt igennem. Du står ved en korsvej. Hvis du går til højre, vil du leve, ældes og dø, som du gør i dag, men hvis du går til venstre, vil du forblive ung og frisk, og leve for evigt. Hvilken vej ville du vælge?

I “Længe leve alfa-generationen” følger vi 26 årige Mikkel, som bor i København i året 2036. Mikkel er ikke som alle de jævnaldrende venner. Mikkel elsker sin mikrobølgeovn, sit 8-16 job, sine LP-plader og sin gamle cykel. Mikkel er gammeldags i sin tilgang til livet, og det er ikke altid nemt, når man lever i år 2036, hvor nye smarte teknologier er indbygget i alt og alle, og man står på tærsklen til en helt ny evolution …

Mads-Peder anmelder:

Martin Hans Jensen har begået en rigtig spændende bog i “Længe leve Alfa-generationen”. Bogen virker og er overkommelig med sine blot 114 sider. Den er skrevet i et let tilgængeligt sprog, hvilket understøtter, at den er lige så meget henvendt til børn/unge (som til voksne). Det ændrer dog ikke på, at det er en rigtig vedkommene bog. Den er åbenhjertig og diskuterende omkring emnet “evigt liv”, det at følge med tidens udvikling og så er den ikke moraliserende. Martin Hans Jensen formår at lave en åbenhjertig beskrivelse igennem hovedpersonernes tanker og handlinger, om både fordele og ulemper ved de teknologiske landvindinger i bogens univers, som foregår i en ikke al for fjern fremtid.

Man kommer aldrig rigtig under huden på hovedpersonerne, men det er vist heller ikke meningen. Forfatteren ønsker at diskutere etikkens fortsatte eksistens i den fagre nye verden, som vi jo allerede har taget hul på. Den er omkring os, i en rivende og konstant udvikling. Det kræver eftertænksomhed, og det kræver nogen, som bogens tre hovedpersoner, der stadig ønsker at kæmpe for det menneskeliges plads i en teknisk verden. Bogen har ikke egentlige mellemmenneskelige konflikt-elementer, hvilket forfatteren styrer behændigt udenom. Konflikterne, når der er nogen, består af indre konflikter – kan man finde plads til sin pladespiller, når alting kan streames osv. Det er den slags konflikter/overvejelser der gøres – det lyder lidt søgt, men det giver faktisk overordentlig god mening i netop denne bog. Den er skrevet til unge, og den er skrevet med øje på at få dem til at tage stilling til den verden som omgiver dem. Den stillingstagen er lige så meget en personlig stillingstagen – og ikke en mellemmenneskelig konfliktsituation… . I hvert fald som udgangspunkt. Jeg kender det fra mig selv, omend jeg næppe er ung nok til at være målgruppen. Jeg sidder her og skriver denne anmeldelse på en computer, alt imens jeg er omgivet af arvestykker og andre nyere erhvervelser. Derfor har jeg også valgt at fotografere bogen ved siden af min olielampe… ,

Hovedpersonen siger:

“Jeg er den første generation, som måske skal leve for evigt. Jeg er alfa-generationen. Længe leve alfa-generationen.”

Hvad ville du ønske, hvis muligheden bød sig? Jeg ved, at jeg ikke ønsker evigt liv – men måske er det bare en forholdsvis ung (37 år) mand, der taler…

Mine anbefalinger herfra til Martin Hans Jensens “Længe leve Alfa-generationen”. Den er let at læse, giver stof til eftertanke og er spændende.

Indlægget Martin Hans Jensen – Længe leve alfa-generationen blev vist første gang den Empey - poesi.

Jakob Brodersen – Thode

Forfatter: Jakob Brodersen

Udgivet: 2016 (2014)

Antal sider: 239

Forlag: Forlaget Radius

ISBN: 978-87-92334-74-9

Bagsideteksten:

Carl Theodor Thode er 19 år gammel, da han i juli måned 1915 bliver indkaldt til den kejserlige tyske hær. I de følgende tre et halvt år frem til krigens afslutning bliver han kastet fra den ene blodige træfning til den næste og overlever på nærmest mirakuløs vis de drabelige slag på Østfronten og Vestfronten; fra Sommes støvede skyttegravshelvede til mareridtsagtige kampe i Karpaternes skove, fluebefængte feltlazaretter og de iskolde stillinger langs den tilfrosne Dyna-flod. I krigen møder den unge Theodor skæbnen, kærligheden og den tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.

Romanen er baseret på de efterladte erindringer fra Carl Theodor Thode, der var lillebror til forfatterens oldefar.

Empey anmelder:

Det er i disse år hundrede år siden at en af verdenshistoriens blodigste krige udspillede sig. Krigen blev kaldt Den store krig (1914-1918), og blev senere “omdøbt” til Første Verdenskrig, eftersom endnu en stor og blodig verdensomspændende konflikt udspillede sig, nemlig Anden Verdenskrig.

På sin vis er Første Verdenskrig blevet den “glemte krig”. Hvilket er besynderligt, ikke mindst fra et dansk synspunkt. Danmark var ikke aktør i krigen. På grund af grænsedragningen i sønderjylland, som følge af krigen i 1864, måtte mange mange tusinde dansksindede sønderjyder på den tyske side af grænsen trække i kejserens uniform og deltage i krigen.

Det er netop en dansksindet sønderjyde, Thode, som vi følger i Jakob Brodersens roman, som han bygger op omkring efterladte erindringer fra en af sine slægtninge som deltog i krigen. Jakob Brodersen skriver sig med “Thode” ind i en krigslitterær tradition omkring Første Verdenskrigs-skildringer. Den giver ikke mindst mindelser om klassikeren “Intet nyt fra Vestfronten”. Også i “Thode” bliver skildringer af tilfældig og meningsløs ødelæggelse og død omdrejningspunktet. I anden litteratur om krigen bliver kammeratskabet ofte fremhævet. Jakob Brodersen lader i sin roman kammeratskabet træde i baggrunden. Han lader endda hovedpersonen Thode forklare det med, at nok anser han sine krigsfæller som våbenbrødre, men med så megen død og ødelæggelse omkring sig orker han ikke at involvere sig følelsesmæssigt med sine lidelsesfæller. Det perspektiv synes jeg Jakob Brodersen lykkes rigtig godt med – det er troværdigt. I det hele taget, kommer man til at føle med Thode – F.eks. I de tanker han gør sig om, ikke at løbe for hurtigt ved stormangrebene; ingen grund til at være den forreste… . Thode forsøger i bogen at gøre sin pligt, men heller ikke mere end hvad pligten byder. Thode ønsker sig brændende at overleve. Der er en pige på den anden side af vanviddet. Også dette er en troværdig skildring af samfundssyn og tilhørsforhold på krigens tid. Samtidig er kærlighed en faktor som er både værd at leve og dø for. Det ser man så fint beskrevet i bogen også… 

Thode er helt sikkert velskrevet og meget vedkommende. Både som en reminder om, hvad krig faktisk gør ved mennesker, men også som en historisk hukommelse om, hvad mennesker formår at gøre ved hinanden, når vanviddet tager over…

Bogen lider under for mange trykfejl. Ord som ikke er adskilt, tastefejl og lign. Det kan virke en smule sjusket.

For mig ødelagde det dog på ingen måde den store oplevelse bogen var. En rigtig fin og velskrevet bog. Om et gammelt, men stadig aktuelt emne; Krig og mennesker.

Empey.dk

Indlægget Jakob Brodersen – Thode blev vist første gang den Empey - poesi.

Status fra en forfatter

– Jeg har fået en dårlig anmeldelse…

Jeg vil gøre status over mit forfatterskab. Omtrent et år efter min første e-bogsudgivelse De værste sår er de, der ikke bløder er det vist på tide med et rigtigt blogindlæg.

Forfatteren med sin første udgivelse, e-bogen: “De værste sår er de, der ikke bløder”

Siden den spæde start har jeg udgivet Digteren mellem linjerne, Helt ude i Hampen – En skrøne samt Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys. Jeg har fået mange kommentarer med på vejen. Her er de to oftest hørte:

“Du må da have haft travlt?”

Ja, jeg har haft travlt. På en god måde. Jeg elsker det jo. Min tanke er, at finder man, som jeg har fundet, noget der gør en fuldstændig tilfreds og opfyldt af helhed, så har man ikke travlt – så lever man. Jeg lever mine skriverier. Jeg vitterlig ånder for at udbrede mine ord og sætninger.

“Kan du leve af det?”

Nej. Jeg kommer aldrig til at leve af det. Ikke før jeg skriver en krimi eller rammer en trend. Jeg forsøger ikke at trende, og jeg tror aldrig, at jeg skriver en krimi – jeg har ingen krimier i hovedet lige nu.

Desuden; det kan lyde sært i den verden som omgiver os. Jeg gør det primært for mig selv. Det har en værdi i sig selv at skrive. For mig. Forhåbentlig også for andre. Forhåbentlig kan andre også lide det de læser af mig. Skriblerierne har en masse i sig, men selve produktionen af dem, altså det, at jeg gider sidde alene over en lang række af dage og skrive mine tekster – det gør jeg, fordi det har en værdi i sig selv. Det sigter som udgangspunkt ikke efter en masse andet. En fed statusopdatering? For den kan fås lettere end dette. En masse penge? For det er der ikke i det, og selv om der var et par kroner i det, så kunne de nok tjenes lettere. En berømmelse? For i fald, så lader den vente på sig… . Nej til alt det. Det er noget, der har betydning for mig, ikke som mål til noget andet, men fordi det gør mig glad.

I svage øjeblikke kan selv en forfatter blive selv-fed…

Jeg har fået gode anmeldelser og dårlige anmeldelser på mine udgivelser. Det er spændende og det er hårdt. Jeg har måttet ruste mig en del. Kritik er ikke min stærke side. Det krævede mange overvejelser og tanker, før jeg offentliggjorde mine skriblerier. Det gjorde det da. For jeg er ikke god til kritik. Jeg er blevet bedre til at acceptere den, men jeg bliver aldrig god til det. For jeg vil jo gerne skabe noget gennemført. Noget velskrevet og gennemført. Det har jeg så forsøgt. Jeg har valgt at gå skridtene selv. Jeg har stået for skriverierne, selv fundet mine betalæsere (mennesker der giver konstruktive tilbagemeldinger på skriverierne før udgivelse), selv fundet korrekturlæsere og selv stået for forsiderne. Altsammen med blandet held. Sådan er livet. Jeg har oprettet hjemmeside på egen hånd, og bliver efterhånden mere ferm til at linke, skabe nye sider, oprette indlæg, få relevante plugins downloadet og så meget mere.

Der er en hel industri klar i kulissen, som gerne vil hjælpe forfattere som mig. De vil alle ligeledes have en del af kagen for deres hjælp. Det kan være helt iorden. Hjælpen kan være godt tilkøbt. Personligt har jeg haft en ønske som udgangspunkt, at forfatterskabet skal kunne løbe rundt. Jeg har noget at præsentere for verden, jeg skal ikke blive rig på det, men jeg ønsker heller ikke at have røde tal på bundlinjen, når præsentationen er overstået.

Jeg betegner mig selv som selvudgiver. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har til mine første udgivelser benyttet mig af forlaget BoD. De hjælper med katalogisering, ISBN-nummer, pligteksemplar-afsendelse til det Kongelige Bibliotek. De tager dog ikke stilling til salgbarheden og den litterære værdi af udgivelsen. Det gør jeg og mine betalæsere. Mange selvudgivere vælger at oprette et forlag, tage kontakt til trykkerier og er på den måde herre i eget hus, også i den proces. Her vælger jeg den lette løsning, og lader BoD stå for de sidste praktiske ting inden bogen når ud til bibliotekerne, køberne – læserne.

Jeg er en amatør i ordets oprindelige betydning. Jeg er lidenskabeligt optaget af mine skriverier. Jeg mener selvfølgelig, ellers havde jeg ikke sendt mine skriblerier ud offentligt, at mine udgivelser har en litterær kvalitet. Ordet amatør bruges jo ofte nedsættende – jeg mener faktisk, det at være en amatør er frisættende. Jeg er ikke tvunget til at skrive, for at betale huslejen, sørge for at børnene har tøj på kroppen, og at der er hundemad til min trofaste ven. Det er frisættende. Jeg skal ikke love mine læsere noget. Jeg skal ikke ændre i teksten, efter ønske fra en redaktør. Jeg behøver ikke skrive den ene bestseller efter den næste for at holde skindet på næsen. Alt det klarer brødjobbet for mig. Jeg skal stå til ansvar for mine læsere; selvfølgelig. Stadigvæk, det er frisættende. Det er frihed. Frihed uden grænser er ikke frihed – en af mine egne gamle kongstanker. Det er frisættende at kunne hoppe rundt i genrerne efter lyst. Det giver mulighed for at både filosofien, kærligheden, dystopien, erindringerne og humoren kommer ud.

Alt det sagt, så ville jeg da gerne sælge en hulens masse bøger, og fik jeg mulighed for endnu mere arbejdsro i form af økonomi, så ville jeg da sikkert tage imod den. Jeg vil også gerne engang prøve at udkomme på et etableret forlag.

– Livet er jo paradoksalt.

Jeg tænker om mig selv, at jeg bidrager til den smalle litteratur. Jeg skriver ikke indenfor interessefeltet for alle læsende – det er ganske sikkert. Som eksempel kan min mor tjene her. Hun har læst alt, hvad jeg har skrevet. Hun elsker mig ganske givet, men hun er vist ikke ellevild med mine bøger. Det er okay. Jeg elsker hende alligevel.

Hele tankerækken i dette blogindlæg startede med en dårlig anmeldelse af min første skrøne Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg vil ikke linke her (jeg linker til den andetsteds, men det behøver ikke være for nemt at finde). Det berører mig meget at få en dårlig anmeldelse – jeg er jo menneske. Jeg er jo netop mig. Jeg er ikke gemt bag en uddannelse, eller del af et hold som kan dele ansvaret. Der er kun mig, og det, jeg har givet ud af mig selv, som står for skud. Det giver næring til en vurdering af mit forfatterskab – en status. Det giver anledning til tvivl. Det giver mig lyst til at blive endnu bedre. Det gør rigtig meget og mange ting ved mig…

I modgang gør man status – sjældent i medgang. Jeg fejrer mine sucesser som de kommer. Det var min første beslutning omkring skriblerierne. I mit forfatterskab har det været mit eget erklærede mål hele tiden. At fejre sucesserne som de kommer. På den måde er der altid noget nyt at glædes over. Første tilfredstillelse var at turde overhovedet. Altså, turde at udgive noget på hjemmesiden. Velvidende, selvom få måske fandt frem til hjemmesiden, at det kunne nærlæses og studeres af andre. Siden blev det til selve udgivelserne. Tilbagemeldinger på bøgerne fra venner, bekendte og anmeldere. Det er en succesfuld oplevelse at skabe noget, der lever i andres opmærksomhed. Alene det at kalde mig selv for forfatter har været grænseoverskridende for mig – det virker prætentiøst. Det er det måske også. På en måde er det jo bare som det er. Jeg udgiver bøger, og derfor er jeg jo pr. definition forfatter. Mere er der ikke i det…

Videre med succes-opregningen for min egen selvtillids skyld. Jeg har formået at få lektørudtalelser på mine tre seneste bøger. Det er en succes. Lad mig kort fortælle om hvorfor. Bibliotekerne har købt sig ind hos et privat foretagende kaldet DBC (Dansk bibliotekscenter). Alle titler der udgives med et ISBN-nummer i Danmark skal omkring DBC, hvis der skal gøres forhåbninger om at komme på de danske bibliotekshylder. Da det altid været en drengedrøm for mig, så var det et erklæret mål fra min side. DBC vælger imellem titlerne de får i hænderne for at finde de titler som er biblioteksegnede. Altså bøger som DBC mener kan have en interesse for biblioteksgængere i almindelighed vælges til. Det er ca. halvdelen af alle ISBN-nummerede titler. Den halvdel, DBC har valgt til, bliver katalogiseret i bibliotekernes databaser. Vi almindelige brugere kan f.eks. se titlerne på bibliotek.dk. Her figurerer de kun under titlen og med forfatterens navn. Der er endnu ingen søgeord eller andet tilknyttet. Man skal altså være meget specifik, hvis man vil finde disse titler i vrimlen. Her kommer DBC med endnu et udvælgelsesløb. Halvdelen af de bibliotekskatalogiserede bøger tages igen til side. Altså, kun omkring hver fjerde bog som er udgivet. De bøger sendes ud til såkaldte lektører. Lektørerne er en gruppe belæste mennesker – mestendels bibliotekarer. Disse bibliotekarer udformer efter endt læsning en såkaldt lektørudtalelse. Lektørudtalelsen indebærer en form for kommentarbrev til bibliotekerne, omkring indhold, læsevenlighed, relevans og andet. Det er ud fra den lektørudtalelse at biblioterner beslutter sig for, hvorvidt de ønsker en bestemt titel hjemkøbt til netop deres bibliotek. En lang forklaring senere, kommer her den gode del. På nær De værste sår er de, der ikke bløder har alle mine titler fået den forjættede lektørudtalelse (lektørudtalelsen gives kun på fysiske bøger, så derfor kan e-bogen ikke få en udtalelse). Det er altså et forfattermæssigt nåleøje jeg her taler om. Et lidt tilfældigt nåleøje at passere. Succesen består af, at hele 37 biblioteker nu har 1 eller flere eksemplarer stående af min Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg kalder det en succes. En vaskeægte personlig succes. Jeg håber selvfølgelig på en lige så stor succes for min nye skrøne Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys, der netop har fået udarbejdet en lektørudtalelse, som bliver udsendt til bibliotekerne i løbet af uge 43. Så jeg krydser fingre.

“Digteren mellem linjerne” blev ikke købt hjem i så stort tal, men er dog at finde på mit lokale bibliotek

Sidste succes for nu. Jeg kontaktede redaktionen på Horsens Folkeblad, for at gøre opmærksom på min nye udgivelse. Det kom der en rigtig fin artikel ud af, hvor jeg fik en del spalteplads omkring mig og mine udgivelser.

Jeg puster mig ikke op. Der vil altid være op- og nedture. Jeg fortsætter ufortrødent, og jeg forsøger at skrive det bedst mulige hver gang. Dette er ment som en meget seriøs amatørs bekendelser. Amatør i den bedste betydning af ordet.

Det at skrive, har for mig, værdi i sig selv.

Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

Indlægget Status fra en forfatter blev vist første gang den Empey - poesi.

Opfyldelse uden forventning

Forfatter: Claus Grymer

Udgivet: 2011

Antal sider: 137

Forlag: Forlaget Helle

ISBN-13:9788771147148

Bagsiden lyder:

En roman om endelig at finde sig selv og kærligheden.

Hovedpersonens tilværelse er ren opfyldelse, vil han gerne tro. Han er forfatter, endda med succes og hvad skal han med kærligheden, når han har litteraturen?

For mange år siden oplevede han ikke desto mindre den store forelskelse. Den fylder tilsyneladende meget, i og med han på et tidspunkt skriver en roman om denne sin ungdoms glæde.

En aften med snestorm bryder en kvinde ind i hans lukkede verden. Og alting bliver anderledes.

Sent i sit liv vover han at udsætte sig selv for både lykken og sårbarheden.

Empey anmelder:

Jeg har for et par dage siden læst denne lille perle færdig. Jeg vil med det samme opfordre alle til at læse den. Den er så smuk på sin egen stille facon. Det er et fantastisk lille værk om at turde. Om at turde give livet lov til at udfolde sig.

Mennesker, som de er flest, lukker sig med alderen mere og mere om deres egen opfattelse af tingenes tilstand. Der er noget smukt i, at turde åbne øjnene, selvom man har lukket dem for sider af sig selv igennem lang tid. At opleve et menneske helt i sin egen vold, som tør at give sig i omstændighedernes og et andet menneskes vold istedet. Det er det, denne roman viser. At selv fra uforudset kant, så kan der komme fornyelse og livsændringer.

Det sker jo ikke altsammen uden sværdslag. Det kræver nemlig sit, at ændre på indgroede holdninger og livsopfattelser. Man har en opfattelse, lige indtil man får en ny…

Claus Grymer skriver smukt og poetisk. Alene sproget gør dette lille værk læseværdigt. Den har en rar syntaks og er troværdig på sin stille og næsten insisterende facon. Desuden – den er næsten pedantisk med at skildre små detaljer fra oplevelser i nuet og hverdagen. Alt sammen krydrer den en fin fin læseoplevelse. Her er det ikke spænding, som er på programmet. Det er det lille pedantisk levede liv, som er sat på fine sproglige linjer. Og; så er der jo kærlighed. Det gør, at alt det pedantiske alligevel glider ned med en god smag i munden.

Empey.dk

Indlægget Opfyldelse uden forventning blev vist første gang den Empey - poesi.

Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys

Jeg er en stolt forfatter. Min nye skrøne er netop pr. september 2016 landet i handlen:

Kort beskrivelse af skrønen

Anders L. Kjeldsen er igen på spil. Nu er det i rollen som træner for en broget flok Old Boys spillere i Hampen. Der skal tænkes i utraditionelle strategier, hvis Hampen skal vinde over formstærke Ejstrupholm. Anders forestiller sig at fire angribere og en boksspiller er løsningen …

Der er blot et problem: Hampen IF’s Old Boys hold står uden en back. Tilsyneladende kan den nytilflyttede fodboldfilosof i Hampen være løsningen på alle Anders L. Kjeldsens fodbolddrømme …

“Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys” er en selvstændig fortsættelse af “Helt ude i Hampen – En skrøne”.

Det er en (næsten) sanddru, grotesk og til tider morsom beretning fra overdrevet. Det er en kærlighedserklæring til landsbysamfundet. Det er en kærlighedserklæring til al egenart.

“Helt ude i Hampen” er en talemåde, der bruges flittigt i folkemunde. Det er også et sted. Hampen er en landsby i Midtjylland. Hampen er at sammenligne med andre danske landsbyer. Talemåden om det der er “helt ude i Hampen”, har noget tilfælles med skrønen. Begge henviser til det fantastiske, det usandsynlige, men vigtigst af alt; de har en sandhed med sig. Husk på det, næste gang nogen siger helt ude i Hampen til dig! Det kan være fantastisk, det kan være ufattelig pinagtigt, og det er garanteret forekommet. En skrøne er ikke løgn. Det er en fortælling der er tættere på mennesket, når det er mest uden maske..

Skrønen kan købes i signeret udgave direkte fra forfatteren for 100,-(skriv og bestil på: empey@empey.dk)

eller på diverse bogplatforme som f.eks. her

Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys (køb gennem saxo)

 

Indlægget Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys blev vist første gang den Empey - poesi.

Ny skrøne nu udkommet: “Helt ude i Hampen – Fodbold og Oldboys

Dejlig og stor dag for mig.
Min næste skrøne er netop udkommet under titlen:
“Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys”.
Den nye bog kan købes hos forfatteren selv for 100,-

(bestilling på empey@empey.dk )

Alternativt kan den købes i diverse netboghandler, som f.eks. her:

køb f.eks skrønen gennem Saxo (udsalgspris er 129,95,-)

Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys

Anders L. Kjeldsen er igen på spil. Nu er det i rollen som træner for en broget flok Old Boys spillere i Hampen. Der skal tænkes i utraditionelle strategier, hvis Hampen skal vinde over formstærke Ejstrupholm. Anders forestiller sig at fire angribere og en boksspiller er løsningen …

Der er blot et problem: Hampen IF’s Old Boys hold står uden en back. Tilsyneladende kan den nytilflyttede fodboldfilosof i Hampen være løsningen på alle Anders L. Kjeldsens fodbolddrømme …

“Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys” er en selvstændig fortsættelse af “Helt ude i Hampen – En skrøne”.

Det er en (næsten) sanddru, grotesk og til tider morsom beretning fra overdrevet. Det er en kærlighedserklæring til landsbysamfundet. Det er en kærlighedserklæring til al egenart.

“Helt ude i Hampen” er en talemåde, der bruges flittigt i folkemunde. Det er også et sted. Hampen er en landsby i Midtjylland. Hampen er at sammenligne med andre danske landsbyer. Talemåden om det der er “helt ude i Hampen”, har noget tilfælles med skrønen. Begge henviser til det fantastiske, det usandsynlige, men vigtigst af alt; de har en sandhed med sig. Husk på det, næste gang nogen siger helt ude i Hampen til dig! Det kan være fantastisk, det kan være ufattelig pinagtigt, og det er garanteret forekommet. En skrøne er ikke løgn. Det er en fortælling der er tættere på mennesket, når det er mest uden maske. .

Indlægget Ny skrøne nu udkommet: “Helt ude i Hampen – Fodbold og Oldboys blev vist første gang den Empey - poesi.

Vi rejste

Os!

Besværet

Spros

Besnæret

*

Åndedrættenes fulde

Et sprosset kludetæppes arne

Igennem modgangens kulde

Igen, højt ved lethedens varme

*

Vi supplerer

Hinandens besvær

Vi duperer

Alle, os og dem vi har kær

*

Vi ved at det som er los

Al besværet som har været

Er fine små velvillige sprosser i kaos

Kærlighed har besnæret, besejret al besværet

*

Vi rejste

Afsted på følelsernes ryg

Lod os Begejstre

Sprosserne og mønstret gør mig tryg

*

Empey 2016

Indlægget Vi rejste blev vist første gang den Empey - poesi.

6. Juli 1849

Forfatter: Ib Søby

Udgivet: 2014

Antal sider: 286

ISBN: 978-87-92746-79-5

Bagsideteksten:

6. Juli 1849. Fæstningsbyen Fredericia har igennem længere tid været belejret af slesvig-holstenske oprørere. Situationen tilspidses time for time. Forløsningen kommer om natten. Den danske hær foretager her et succesfuldt udfald, hvor oprørshæren eftertrykkeligt bliver slået, og efterfølgende flygter over hals og hoved.

De dramatiske begivenheder i tiden før, under og efter slaget opleves og fortælles af den unge danske løjtnant Niels Peter Nielsen, der er romanens fiktive hoveperson.

Slaget mellem de danske og de tyske tropper i 1849 var imidlertid kun første akt. Anden akt udspillede sig 15 år senere, i 1864, og da blev udfaldet et helt andet. Her led danskerne som bekendt et frygteligt nederlag, som delvis skyldtes en overdreven optimisme efter sejren i 1849, der var resultatet af en af de største genistreger i dansk militærhistorie.

Mads-Peder Winther Søby anmelder:

Jeg har netop færdiggjort denne roman. I alverdens udvalg af bøger, har jeg altid valgt bøger ud til læsning, af rigtig mange forskellige grunde. Forsiden kan være et oplagt udvælgelseskriterium. Emnet et andet. Anmeldelser et tredje. Forlaget som udgiver bogen et fjerde. Ja næsten alt andet end slet og ret et navn, på en for mig ofte ukendt forfatter (jeg elsker at læse nye forfattere). Jeg har denne gang læst en bog af en helt femte grund, nemlig fordi forfatteren er min (efter-)navnebror. Fra en forfatter til en anden, så forpligter navnefællesskabet i høj grad. Jeg har med andre ord, læst en bog af Ib Søby. Bogen popper op, når jeg søger på mine egne titler. Jeg har taget det til mig som et tegn, og er blevet enormt nysgerrig på bogen. Jeg blev ikke skuffet.

Bogen har nogle krigsrelevante baggrundscener, der er autentiske. Det giver en ekstra dimension til et værk som dette, at man også bliver klogere på en af de krige i Danmarkshistorien, som vi slap relativt heldigt ud af. I krigens skygge, bag voldene i Fredericia, udspiller der sig således et drama. Bogens omdrejningspunkt er krig og kærlighed. Hovedpersonen Niels Peter Nielsen forelsker sig vildt og blindt i en gift kvinde. Dette, samt Niels Peter Nielsens bekymringer om at komme helskindet igennem krigen, er det egentlige omdrejningspunkt. Det er en både spændende og medrivende fortælling, der tager den enkelte soldats perspektiv.

Et par kritiske nedslag kunne være, at den nutidige indledning, hvor der angiveligt skulle være fundet optegnelser omkring slaget ved Fredericia, gjort af Niels Peter Nielsen i USA, ikke gøres helt færdig. Det tegner godt, og giver et dokumentarisk skær, når denne Niels Peter Nielsens optegnelser bliver beskrivende omkring tanker og handlinger i en, for de fleste, efterhånden fjern krig. Jeg oplever dog ikke, at den bliver rundet tilfredsstillende af. Bogen slutter uden den sløjfe, der lægges op til. Den anden kritik er Niels Peters store kærlighed – nok er der skrevet mange bøger om, hvordan kærlighed gør blind. Jeg synes dog der er et delvist karaktermord på Niels Peter. Skulle denne sympatiske figur virkelig være i stand til seriøst at overveje det han bliver bedt om? Det må læseren selv afgøre, men det forekommer mig som læser noget svært at acceptere, at han skulle rumme denne mere dunkle side…

Alt i alt, var jeg rigtig godt underholdt – og blev klogere på et udsnit af en historisk periode. Der var en række meget troværdige beskrivelser af både befalingsmænd og menige soldater. Beskrivelser af såvel forblændelsen, heroiske tanker omkring krigen og de meget basale følelser af angst, fortvivlelse og kærlighed.

6. juli 1849 er en bog man bliver rigtig godt underholdt af, samt bliver klogere af – det er ikke nær altid sådan, når man læser bøger, men det gør man med denne…

Empey.dk

Indlægget 6. Juli 1849 blev vist første gang den Empey - poesi.