Mads-Peder Winther Søby's Blog, page 7

Vigdis Iren Lysne – Smag af egen medicin

“Smag af egen medicin” sommerferielæsning i hængekøjen.

Forfatter: Vigdis Iren Lysne

Forlag/Udgiver: Vigdis Iren Lysne

Antal sider: 244

ISBN: 978-87-999575-3-8

Bagsideteksten:

Den unge pige Lilja er bundet til sengen på en institution for hjerneskadede. Hun har dog ikke altid været hjerneskadet. Det blev hun først efter, at en kendis-læge begyndte den proces, som Liljas søster kalder “kidnapningen”.

Den internationalt kendte læge, Sonia Nygren, er i København for at deltage i et debatprogram om HPV-vacciner, men hun forlader aldrig byen igen. Hvorfor er hun død, og er der en forbindelse til hendes arbejde med at gøre vacciner mere sikre?

Er virkeligheden som serierne i fjernsynet, hvor teknologien klarer nærmest alle helbredsproblemer for os – og hvor det ser ud som om, man kan træne sig op igen til sin gamle form efter alle mulige skader og sundhedsproblemer?

Hvad sker der med Lilja: Vil det lykkes for hendes familie at få hende hjem? Er der en forbindelse mellem Nygren og Lilja – og hvilken rolle spiller kendis-lægen, der fik Lilja anbragt på hjerneskadecenteret?

Empey anmelder:

V. I. Lysne har kontaktet mig, med henblik på at få anmeldt Smag af egen medicin. Bagsideteksten fangede mig, og jeg takkede ja til opgaven. Det fortrød jeg på ingen måde. Smag af egen medicin er en rigtig god, meget mærkelig, fængende og underlig bog. Den var faktisk, for mig, mere interessant end bagsideteksten antyder. Jeg troede egentlig, at jeg ville sidde med en regulær krimi i hænderne, at dømme ud fra præsentationsteksten – istedet endte jeg med noget der i langt højere grad minder om (undskyld Vigdis Iren Lysne) konspirationslitteratur! Meget spændende. Især interessant, fordi der måske sagtens kan være noget om sagen! Bliver vi virkelig alle ført bag lyset af de store medicinproducenter, og er nogle vacciner langt mere skadelige end vi tror? Forfatteren giver et troværdigt og omfangsrigt indblik i data omkring vaccine-sundhed. Der er sandelig stof til eftertanke i denne bog for en anmelder som mig, der ikke som udgangspunkt ved meget om vaccineprogrammer og vaccineskader… .

Bogen er mærkelig på en god og finurlig måde, da den konstant bevæger sig imellem det skønlitterære og folkeoplysende niveau – man er som læser aldrig i tvivl om, at forfatteren har noget på hjerte. Den er fængende, da man bliver bombarderet med oplysninger, men oplysningerne fremlægges til stadighed med respekt for det skønlitterære medie som V. I. Lysne har valgt som meddelelsesform.

Bogen er underlig i sin hybrid imellem det rapporterende og fortællende, og fordi man ganske enkelt følger så overvældende mange karakterer, at man som læser ikke kommer under huden på ret mange af dem, men istedet, igennem de mange karakterer, bliver indfanget i omfanget af problematikken omkring HPV-vacciner.

V. I. Lysne skriver rigtig godt. Samtidig kan det derfor lyde som et paradoks, at en kritik af værket kunne være (sproget)/oversættelsen. V. I. Lysne skriver faktisk rigtig varieret og godt. Sproget bærer dog sine steder præg af det norske (tror jeg) – Norge er da også forfatterens fødeland. Et eksempel blandt mange kunne være: “Der har jo været skrevet op ad vægge og ned af stolper om det i aviserne” (s. 136). “Op ad vægge og ned af stolper” bliver iøvrigt anvendt andre steder i bogen som fast vending. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorvidt det er en gangbar vending. Det er ganske hyggeligt med lidt kolorit på sproget, men vendinger som ovenstående lægger jeg mærke til som læser (og det er nok ikke hensigten i dette værk)… .

Alt i alt en rigtig god og lærerig læseoplevelse, der formede sig meget anderledes end jeg først havde forventet. Jeg blev klogere på et emne, der også fylder mere og mere i medierne i disse år. Jeg vil klart anbefale bogen til alle, der ikke kun er på udkig efter en krimi, men gerne vil have deres verdensbillede og forståelse af samme rystet… .

Indlægget Vigdis Iren Lysne – Smag af egen medicin blev vist første gang den Empey - poesi.

Et forfattermæssigt tomrum – der nu udfyldes

Det føles som et tomrum – disse måneder, hvor jeg arbejder på to store bogprojekter, og anmeldelserne og læsertilbagemeldingerne, på mine første udgivelser, naturligt ebber ud! Følelsen af tomrum skyldes nok, at jeg elsker, når mine skriblerier lever i folks bevidsthed. Elsker den mærkelige, forunderlige og fantastiske følelse det er, når jeg fornemmer, at mine udgivelser bliver læst et sted ude i verden.

Det er dog nok sådan med det meste litteratur efter et stykke tid – nyhedens interesse lægger sig, og værkerne lever et mere stille, og eget liv, ude i virkeligheden. Jeg ved, at der stadig i ny og næ tages en af mine bøger ned fra bibliotekernes hylder – det varmer. At der i ny og næ sælges en af mine bøger i butikkerne. Blot ikke så ofte som omkring udgivelsen.

… Læs videre – den gode nyhed er helt i bunden…

Forfatterskab er jo pr. definition en ensom affære. Mange – rigtig mange timer, bliver der brugt i eget selskab. Nu skal det ikke lyde som en trist fortælling, for jeg elsker den tid foran skærmen med mine karakterer, plot, og formuleringer. Det er dog en lang alene-tid, der så til sidst munder ud i noget, som andre ganske vist kan have glæde af, men som også kan læses på meget kort tid…

Imens den ovenstående tankerække stille formede sig i den sidste tid foran skærmen – skete der noget spændende, der igen giver mulighed for at føle interaktion med læsere og andre interesserede. Jeg er blevet inviteret til digtoplæsning på Juelsminde Bibliotek. Det var en herlig nyhed. Det synes jeg lyder rigtigt spændende. jeg er meget beæret over det. Godt nok bliver det første gang, at jeg på den måde skal stå foran et publikum for at læse op af mine digte – det giver rigtig mange sommerfugle i maven allerede!

Jeg glæder mig dog meget alligevel…

Det hele kommer til at foregå

onsdag d. 15. november kl. 16 på Juelsminde Bibliotek.

Jeg håber selvfølgelig på at se så mange interesserede som muligt.

Indlægget Et forfattermæssigt tomrum – der nu udfyldes blev vist første gang den Empey - poesi.

Michael Clasen – Det smukke kranie fra Købmagergade

Forfatter: Michael Clasen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7188-804-1

Bagsideteksten:

København 1825.

Carl Otto er læge og leder af sygeafdelingen i Tugt-. Rasp- og Forbedringshuset. Han mener, at man kan aflæse et menneskes evner og karaktertræk ved at måle dets kranie. Videnskabeligt set er han naturligvis galt på den. Dette indser han modstræbende, da han modtager en ny patient på sin afdeling: en sølle, fordrukken og dødsdømt bondekone. Dette møde truer med at vælte hele Carl Ottos livsværk og føre ham ud i en dyb samvittighedskrise.

En anderledes, historisk roman.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har for et par dage siden afsluttet denne fine roman. Jeg har først nu haft tiden til at anmelde værket. Det er for så vidt godt nok. Denne roman fortjener næsten lidt eftertænksomhed, før den anmeldes. Den er så fin en bog, og den vokser på en ved eftertanke. Michael Clasen har formået at skrive en bog, der på én gang er jordbunden i den mest positive betydning, og samtidig er reflekteret og skarp på en direkte måde – uden at blive spids og skinger i sine moraler.

På begge sider af klasseskellet; med hver deres vildfarelser og alt hvad menneskelivet indebærer, så vokser Carl og Anne sig ind på læseren som det de er. Mennesker af deres tid. Heri ligger den fine mentalhistoriske skildring og stemme, som forfatteren Michael Clasen giver hovedpersonerne Carl og Anne. Som læser beriges man med et indblik i længst forsvundne tider – man føres tilbage i 1800-tallet og får et lille og stilsikkert indblik i denne længst forsvundne tid. Det er HC. Andersens tid og epoke, men her er det ikke eventyret der er i centrum. Det er ikke nogen børnefortælling, men en på mange måder barsk og fantastisk skildring af de fortrædeligheder som mennesker kunne ske at gennemgå igennem et hårdt og slidsomt liv på bunden af samfundet. Det hårde liv på den ene side af klasseskellet er sat fint op imod det lige så bundne liv på den anden side af klasseskellet, hvor fejl ikke kan indrømmes, uden at man gør ubodelig skade på eget ry og rygte. Som læser er det svært ikke at holde skildringerne i bogen op imod vores nutidige Danmark og levevis. Det er sundt fra tid til anden at få den slags remindere, for det giver hints om, at vi på mange måder er privilligerede. Tak for det Michael Clasen. Sproget er som allerede nævnt stilsikkert og inddragende, fastholdt i en skrivestil der hører tidligere tiders romaner til – uden på noget tidspunkt at blive prætentiøs. Det er flot gjort.

Et kritikpunkt af bogen, som egentlig ikke er en kritik, men en overvejelse fra min side; i indledningen er der lange gennemgange af den “frenologiske lære” (Den “videnskab” Carl Otto sværgede til). På sæt og vis går det op for læseren, at noget af gennemgangen er nødvendig, for at forstå de forudsætninger som Carl Otto arbejdede indenfor, men alligevel føles det en smule langtrukken. Jeg ved ikke om det bare er mig som læser, eller hvordan (jeg kender en smule til frenologien før læsningen), men det virker en smule omstændeligt i romangenren med de lange gennemgange. Det er dog et punkt i romanen der skal med på en eller anden måde, for at bibringe alle læsere den rette forståelse, så måske er det alt sammen på sin plads, når alt kommer til alt – til læsere af Det smukke kranie fra Købmagergade vil jeg derfor sige dette: Lad jer ikke slå ud af de indledende øvelser omkring frenologien. Romanen er helt sikkert værd at give sig i kast med. Det er faktisk en rigtig rigtig fin roman. Mange roser herfra.

Mads-Peder Winther Søby

Indlægget Michael Clasen – Det smukke kranie fra Købmagergade blev vist første gang den Empey - poesi.

Kenny Jess Brandt – En besynderlig periode i Noah V. Bjergs liv

Bogen har noget “drømmende” over sig, og har derfor fået mit pudebetræk som baggrund.

Forfatter: Kenny Jess Brandt

Udgivet: 2016

Forlag: Hovedland

ISBN: 978-87-7070-549-3

Bagsideteksten:

Kenny Jess Brandts nye roman En besynderlig periode i Noah V. Bjergs liv er både realistisk og magisk.

Noah V. Bjerg mener selv, at han er en helt almindelig mand på omkring 30. Han bor med sin hund Charlie midt i Aarhus, i Ø-gadekvarteret, arbejder i et antikvariat, sætter pris på sine daglige vaner og har et godt og næsten hjerteligt forhold til sine naboer i ejendommen, hvor han bor.

Alt ser ud til at være i den skønneste orden, men almindeligheden bliver i den grad udfordret, da han en morgen bliver opsøgt af to missionærer og vinder en magisk biografbillet, der i bogstaveligste forstand fører ham til Øst for Paradis og til den mystiske kvinde Daniela. Det er kærlighed ved første blik, men snart efter står den pukkelryggede kæmpe Somnius på hans dørtrin med tre hellige indiske natsværmere, en hvid, en rød og en grøn.

Disse møder er de første af en lang række mærkværdige optrin, der kulminerer med at antikvariatet, hvor han arbejder, brænder. Gradvist bliver Noah spundet ind i et net af farer og bedrag, der overgår alt, hvad han tidligere har erfaret og sætter hans eksistens på rystende prøver.

Anmeldelse:

Denne gang har jeg kastet mig over en meget besynderlig og vældig mærkværdig bog. En besynderlig periode i Noah V. Bjergs liv er en roman der er sin egen – den er skæv, mærkværdig, irriterende og fantastisk på en gang. Den synes at være sin egen. Jeg har aldrig læst noget lignende; ingen tvivl om det. Bogen sammenlignes fra forlagets side, med bl.a. de tekstuniverser en anden Århusforatter Svend Åge Madsen har frembragt. Det er en reel sammenligning, ud fra det kendskab jeg har til S. V. Madsens forfatterskab. Kenny Jess Brandt har skrevet en finurlig skildring af tidsportaler og jagten på selvsamme. Altsammen i et drømmende univers, der på mange måder leder mine tanker hen på David Lynch filmiske legen med drømmescenarier, hvor publikum bliver spundet ind i drømmenes blindgyder såvel som drømmenes nogle gange katalysatoriske viderebringelser af hastig udfoldelse.

Jeg kender forfatteren Kenny fra dengang jeg selv var bosat i Århus. Det er derfor altid desto mere interessant, når man kender kunstneren bag et værk. Måske giver det andre øjne på en frembringelse, når dette gør sig gældende. Deri kan jeg være lidt i vildrede. Jeg vil dog sige, at jeg nød debutromanen Viktor Horsovsky, og måske havde forventet at få noget i samme dur i Kennys næste roman – det fik jeg ikke. Men men – denne seneste roman fra Kenny Jess Brandt kan ganske givet noget i sin egen ret. Det er faktisk et rigtigt fint litterært værk, efter denne anmelders mening.

Det er svært at sige meget mere om handlingen, da den trækker nogle mystiske tråde med sig, og på sæt og vis er cirkulær og stillestående. Hovedpersonen går ufatteligt mange kilometer rundt i Århus’ gader i løbet af romanen. Det kan lyde kedeligt, men der er en ro og stilsikkerhed i beskrivelserne, der alligevel fastholder læseren. Personligt nød jeg at blive bragt tilbage i alle de Århusianske gader, jeg selv har brugt en hel del af mine unge år med at trave tynde.

Er du som læser på udkig efter noget meget anderledes læsestof, da er Kenny Jess Brandt med En besynderlig periode i Noah V. Bjergs liv et godt bud. Jeg var i hvert fald underholdt, forundret, forvirret og i sidste ende blot beriget med en oplevelse. Tak for den. Desuden som et ps. Herfra! Jeg vil tænke længe over denne historie, og jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg helt har forstået alle aspekterne…

Mads-Peder Winther Søby

Indlægget Kenny Jess Brandt – En besynderlig periode i Noah V. Bjergs liv blev vist første gang den Empey - poesi.

Når andres skitser passer til egne fantasier…

Det sker. Ganske ofte! Den mærkværdighed, at bedst som forfatter-jeget har tænkt og beskrevet en særlig scene, da støder man på noget der er at ligne. Ofte er det i litteraturen, eller det kan være i et program i radioen, der nævner en særlig problematik, som jeg just har beskrevet skønlitterært.  En del gange er det på min vej igennem verden, at noget træder frem for mine øjne – noget der ser bekendt ud, men som i virkeligheden er helt nyt.

Jeg har i min skyttegravsfortælling med arbejdstitlen Vi var mennesker i skyggernes tid, beskrevet et møde ved en skovsø i Frankrig. Jeg har altid nogle indre billeder i hovedet i sådan en beskrivelse. Det er ikke milimeterbeskrivelser, der skal gøres af et sådant miljø – ligesom jeg bruger min fantasi, så skal der jo også være mulighed for at læseren bruger sin egen fantasi.

Imens jeg søgte på relevante værker, der kunne have interesse for mine skriblerier på Statens Museum for Kunsts hjemmeside (Link til SMK) over frit tilgængelige værker for offentligheden (Public Domain), faldt jeg over et særligt værk. Det var Carl Blochs en skovsø ved Hellebæk. 

Carl Bloch (1834-1890), En skovsoe ved Hellebaek, 1887

Netop det billede var næsten nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig den sø, hvor Hans og Maja gik til. Nedenfor et uddrag af det jeg arbejder på:

Et godt stykke inde i skoven fandt vi en lysning ved en skovsø. Insekterne summede over søen og græsset stod grønt og frodigt ned til søens bredder. Søbredderne var mudrede banker, og vandet var brunligt og uigennemsigtigt. Stilheden var, selvom jeg havde vænnet mig til stilhed på min faste venteplads for enden af grusstien ved lazarettet, ganske overvældende. Ikke en absolut stilhed, for der var raslen af blade og kviste, når vi trådte dem under fode. Forårsbrisen sled fra tid til anden i trætoppene, så grene og blade begik naturens egne symfonistrofer langt over os. Vandet i søen suppleredes af en lille bæk, der rislende mundede ud i søen. Der var således en fortætning af lyd, men der var ingen menneskelige lyde. Der var en absolut fredfyldt form for stille altomsluttende lydmur. På en lysning, hvor den græsbeklædte eng rakte ned til søens mudrede bred bredte jeg min nyvaskede uniformsjakke ud, og bød med en flot bevægelse min elskede Maja velkommen til at tage plads.

Blot et pip herfra den redigerende forfatter. Nogle sammenfald er mærkelige. Dette var et at grunde over – nu blev du som læser også delagtiggjort.

Indlægget Når andres skitser passer til egne fantasier… blev vist første gang den Empey - poesi.

Forfatterliv og forfatterværksted

Forfatterlivet er fantastisk. Det sprudler af overskud for tiden. Og netop overskuddet må til dels stå alene – for tiden til at skrive har det været så som så med i de sidste par uger. Forfatterværkstedet er dog igen oppe at køre, og det er igen muligt at finde tiden til at skrive, redigere, tænke og digte. Sådan kan jeg lide det. Det er okay for denne forfatter at komme på afstand af skriblerierne engang imellem, for så igen at kaste sig over ordene på skærmen med fornyet energi.

Jeg springer jo, som nogen nok allerede ved, voldsomt rundt i genrer og emner, når jeg skriver manuskripter. Fra de digteriske eskapader gik turen til skrønens magiske, men dog letlæste, univers, og nu igen i retning af noget mere tungt. Jeg arbejder på en dyster jeg-fortælling. Jeg-fortælleren lever sig allerede ind på mig. Endda i en sådan grad, at jeg får sympati med staklen – jeg føler han hedder Hans. Han har et tungt hjerte; forstået dobbelttydigt; som i både at have noget på hjerte, men også at have nogle tunge mentale sten der tynger. Titlen på det nye værk ligger endnu ikke fast. En lille smagsprøve skal da til:

”Når man som jeg, har haft foråret spirende i hjertet, for på den mest nådesløse måde at få det flået ud, da reagerer man vel forskelligt. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle søger ind i sig selv – at de ligesom kapsler sig i en følelsesløs tilstand, hvor ingenting kan trænge igennem den tykke palisade de sætter rundt om deres hele væsen. Sådan var det ikke for mig. Jeg mærkede alting desto mere stærkt! Blot var alting forvrænget. Selv solens stråler, når de endelig tittede igennem gjorde mig vred. Selve forårets bebudelse i hver en knop på buske og træer, syntes mig at være en hån. For det betød alt sammen, at verden går videre; på trods af krig og meningsløs død – på trods af min Majas bortgang, da fortsætter verden. Jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske den gjorde – måske ville det være på sin plads, at den for en kort stund ophørte med at snurre rundt. At solen ikke stod op i øst blot en enkelt dag. At månen spaltede sig i to dele i et døgn. At også naturen og universet tog notits af min elskedes bortgang! Mindre anerkendelse af denne engel, synes mig at være fattig. Ingenting var dog forandret, og alligevel alting! Det var som, ville naturen med sin vanlige gang, al sin evige årstidsforandring og alligevel uforanderlighed, fortælle mig en vigtig pointe. Jeg tolker at budskabet var et ufølsomt grin om, at også Maja, at jeg, at alle herude; at alle mennesker alle vegne også er natur. Når vi slår ihjel eller dør for epidemier, da er vi stadig grundlæggene natur. Naturen begræder ikke. Dens orden måles aldrig i det singulære. Hvor mange hvaler har ikke krydset verdenshavene i årtusindernes målestok. Alligevel er de blot et sindbillede – vi ser dem ikke som enkelte individer, og det gør naturen lige så lidt. Hvalen er et fænomen. Hvor mange træer har ikke begroet denne grønne klode siden urtiden, men vi aner kun konturerne. Træer er for os, mere en levende organisme end enkeltstammer – i hvert fald i vores forståelser af dem! Hvor mange myrer har ikke… . Naturen bevæges ikke af det enkeltes fald, og det er nådesløs i sin udskillelse – naturen som et hele græder aldrig. Den er blot garant for evig repetition. Noget der undrer mig, er dog at naturen alligevel aldrig gør noget formålsløst. Hvis den gør, eller, hvis den har gjort det, så bliver den naturlige udvælgelse enden på det. Og alligevel synes vi her at bryde alle naturens principper, omend det samtidig føles for mig som om, at vi hengiver os til de mest basale og krigeriske evner i det menneskelige sind. På en måde er dette galehus ikke naturens værk. Naturen ville byde begge fronters mænd at have mere selvopholdelsesdrift. På det er jeg sikker. Dette er kulturens værk. Det er civilisationens fald, men alligevel tænker jeg om det, at det er noget dyrisk i mennesket, der er på spil.”

(Citatet er fra min nye skyttegravsfortælling)

Hans sidder i en skyttegrav. Han er sønderjysk. Som en kort opridsende introduktion skal det nævnes, at Sønderjylland var blevet del af Det Tyske Kejserrige som følge af det sviende danske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Mange med dansk sindelag var derfor med et pennestrøg blevet udlandsdanskere. Derfor sidder altså Hans, der i sindelag og selvforståelse anser sig selv som dansk, i en tysk skyttegrav anno 1918 og venter på angrebssignalet, der skal sætte den senere benævnte tyske forårsoffensiv i gang.

Den skarpsindige læser, der har fulgt mig så langt som til dette punkt i blogposten, vil derfor have regnet ud, at vi befinder os godt og vel hundrede år tilbage i tiden. Min tanke med manuskriptet er, at det skal være færdigt og udkomme i forbindelse med hundredåret for den tyske forårsoffensiv. Jeg mener, at 1. verdenskrig i store træk er blevet den glemte krig. I krigen deltog mange dansksindede – mange af dem tvangsindskrevne.

Mange mennesker i dag oplever den 1. Verdenskrig, som en krig der ikke vedkommer os nævneværdigt. Op mod 30.000 sønderjyder deltog dog i krigen, og det er immervæk også et betragteligt antal unge, om ikke danske, så dansksindede mænd. I øvrigt er netop 1. Verdenskrig en overset historie om meningsløshed – det forholder sig nok i særlig grad sådan, fordi den på så mange måder blev overgået i vanvid af 2. Verdenskrig. Jeg synes dog stadig, at der ligger en vigtig lærdom at hente også i den 1. Verdenskrig. Den tyske forårsoffensiv blev indledt og afsluttet 1918. Kort efter kapitulerede det tyske kejserrige og dermed afsluttedes en særdeles blodig fire år lang krig. Offensiv og krigsafslutning har i 2018 hundredårsjubilæum, og lad os for alt i verden ikke glemme den fødselsdag! Den har fortællinger og moraler med sig, som vi kan drage lære af – også på de mange års afstand.

Jeg syntes, da ideen om at skrive et skønlitterært segment af denne historie faldt mig ind, at den var ganske original. Altså den, at skrive og udgive i forbindelse med hundredåret for 1. Verdenskrigs sidste store tyske offensiv. Jeg kan se, at der også er taget skridt til at producere en dansk spillefilm om netop sønderjysk deltagelse i krigen. Så, min ide og jeg kommer i fornemt selskab .

En sidste tanke. Det er sin sag, at levendegøre tankerne fra en krigstræt veteran der sidder i en skyttegrav. Jeg, der aldrig har deltaget i krig, er vel så fjern fra at kunne sætte ord på de følelser og tanker en soldat ved fronten måtte gøre sig. Og dog. Mange veteraner kunne, selvom de overlevede krigen, ikke sætte ord på deres tanker og følelser omkring krigen. Oplevelserne var for forfærdelige. Jeg mener, at jeg som forfatter kan låne ”Hans” nogle af mine ord. Jeg forestiller mig, at gru og meningsløshed har et universalt sprog, der ikke bør forties selvom oplevelserne ligger i andres lod og i fortidens dunkle tåger. Desuden, kan jeg i min meget mere magelige tilværelse, drage nogle af de al-menneskelige moraler, som der nok kan ledes ud af krigens vanvid. At udlede moraler kan nok være ganske svært, når man sidder midt i suppedasen som Hans. Jeg er i alle tilfælde i gang med at gøre forsøget med min egen fortolkning og udgave af en skyttegravsfortælling. Hvad mon titlen bliver?

Indlægget Forfatterliv og forfatterværksted blev vist første gang den Empey - poesi.

Genvejen til succes som forfatter – Gittemie Eriksen

Forfatter: Gittemie Eriksen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-76918-06-4

Bagsideteksten:

Drømmer du om at leve af dit forfatterskab? Eller vil du bare gerne tjene lidt ekstra ved siden af det job du har?

Kan du svare ja til et af disse spørgsmål, så har du fat i den rigtige bog. “Genvejen til SUCCES SOM FORFATTER” viser dig, hvordan du kan gå fra hobbyforfatter (eller endda endnu ikke at have udgivet noget) til at kunne leve af dit forfatterskab. Gittemie Eriksen tager dig i hånden hele vejen og viser dig, hvordan du markedsfører dig, hvilke trin du skal have styr på, for at få udgivet din bog og hvordan du går fra drøm til hverdag.

Det kræver ikke særlige evner, det handler bare om at vide, hvad du skal gøre hvornår.

Du ved ikke, hvor længe du er her, er det ikke på tide at forfølge din drøm?

Mads-Peder anmelder:

Først og fremmest. Jeg ville frygtelig gerne læse og anmelde denne bog af flere grunde. For det første. Jeg ved, at Gittemie Eriksen har gjort det særdeles godt som krimiforfatter. Faktisk har hun gjort det så godt, at hun har opsagt sit tidligere arbejde og i dag lever helt og holdent af forfattergerningen og de udlæggere af forfatteriet der følger med; Det er foredrag, oplæsninger, workshops osv.

For det andet, så er hun selvudgiver, dvs. en forfatter som vælger selv at stå for store dele af udgivelsesprocessen udenom de etablerede forlag. Da jeg selv, udover at skrive anmeldelser af forskellig litteratur, er forfatter og selvudgiver, som dog ikke kan leve udelukkende af forfatteriet, så bliver Gittemie Eriksens bog særligt interessant for mig.

“Genvejen til succes som forfatter” er dog som ventet, ikke en sikker og snorlige vej til rigdom – det er som titlen antyder blot en hjælp til at afkorte vejen ved at vise forskellige elementer i en forfatters gøren og laden, som kan give pote at indtænke i sit forfattervirke. Hvis hun med sikkerhed lovede guld og grønne skove i denne meget svære forfatter-branche, så ville alarmklokkerne nok også ringe højt. Gittemie skriver både om de mere praktiske elementer som redigering, betalæsere, at finde sit skriveflow osv., samtidig med at hun inddrager de mere overordnede overvejelser man bør gøre sig om f.eks. tillid fra loyale læsere og forsidens virkemidler. På et mere arbejdsfilosofisk niveau så giver Gittemie sig også i kast med overvejelser og indblik i livet som “fuldtidsforfatter” og ikke mindst “drømmen” om at være forfatter på bestsellerlisterne.

Gittemie Eriksen har faktisk begået en rigtig fin selvhjælpsbog til forfatter-spirer. Og også en udemærket bog til niveauet af udgivne/selvudgivne forfattere, der endnu ikke fejrer helt den samme succes (økonomisk/frihedsmæssigt) som hende. Dog vil jeg sige, at jeg ville have fået endnu mere ud af læsningen, hvis jeg havde læst bogen for 2 år siden (altså før jeg selv udgav mit første værk). Det kan dog ikke holdes imod Gittemie, da vi som gruppe (forfattere) er så uhomogen en størrelse og med så vidt forskellige forudsætninger, hvad angår målgrupper, markedsføring osv., at det er mere end svært at målrette gode råd i en bog som denne, så de har relevans for alle læsere.

“Der er dog mere og mere, der tyder på, at hvis du vil kunne sige dit 8-16-job op og hengive dig til forfatterlivets glæder, så går det hurtigst som selvudgiver.”

(Citat: Genvejen til succes som forfatter, Gittemie Eriksen).

Gittemie Eriksen lægger ikke skjul på sit bevidste valg om at udgive selv. Hun fremhæver, som i citatet ovenfor, nogle af de goder/friheder selvudgivere har.

Jeg vil mene, at “Genvejen til succes som forfatter” har en særlig relevans for forfatterspirer der ønsker at gå selvudgiver-vejen. Gittemie Eriksen øser ud af sin store viden med netop selvudgiverperspektivet for øje. Jeg vil samtidig mene, at bogen har sin største relevans for forfattere in spe, der endnu ikke har taget/vovet springet med en udgivelse. Vi andre kan sagtens lære noget også, men det er nok mere i udpluk. En rigtig fin forfatterhjælp fra Gittemie Eriksen.

Indlægget Genvejen til succes som forfatter – Gittemie Eriksen blev vist første gang den Empey - poesi.

Merete Lolck – En rum tid

Forfatter: Merete Lolck

Udgivet: 2015

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7145-848-0

Bagsideteksten:

Romanen rummer to parallelle fortællinger der krydser spor. Den ene udspiller sig inden for et døgn i et fly på vej til Amerika. I løbet af de mange timer flyrejsen varer, kredser den kvindelige hovedpersons tanker blandt andet om tiden, rummet, det nære og fjerne, og tager et kærligt, men kritisk blik på USA i rollen som det forjættede land og drømmenes endestation.

Den anden fortælling handler om Bodil, der vokser op i en stor og spraglet familie midt i det tyvende århundrede i en lille provinsby tæt ved havet. Familien og den lille by med dens mange originale personligheder skildres gennem Bodil der udvikler sig i takt med at verden forandrer sig. Verden er i opbrud, men kun langsomt når forandringerne til den lille by hvor fastlåste mønstre og roller stadig er fremherskende.

Tiden og længslen efter hvad der gemmer sig bag horisonten, er omdrejningspunktet for fortællingen der samtidig giver et underfundigt og levende indblik i en familie hvor uroen lurer lige under overfladen, og hvor det uudtalte præger hverdagen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg valgte at bestille et anmeldereksemplar af denne titel, da bagsideteksten lød rigtig interessant. Sådan vælger jeg tit litteratur – udfra beskrivelsen af bogen. Jeg er jo glad for at læse mindre kendte værker; ofte skrevet af mindre kendte forfattere.

Der er ingen tvivl om, at Merete Lolck har et fint skriftsprog. Hun skriver sammenhængende og er velformuleret. Bogen er som sådan heller ikke uinteressant. Faktisk er det ganske berigende at høre beskrivelserne af en tid, ikke så fjern, men meget anderledes end disse internet-tider. Hvad årti vi helt præcist befinder os i, i det første af i alt to parallelle spor der følges i bogen, er svært at afgøre. Der skrives ingen årstal i bogen. Udfra forfatterens alder at dømme, så må udgangspunktet være i 1950’erne, men udfra beskrivelserne, og mit kendskab til hverdagshistorie i de to nævnte årtier, så kunne den også foregå i slutningen af 1940’erne. Det kan virke ligegyldigt, men hænger sammen med nogle af mine kritikpunkter af bogen.

Bogen får let et “erindringspræget” snit. Hvor vidt det også har været tanken med bogen, har jeg svært ved at afgøre. Eftersom bogen betegnes “roman”, men let får en karakter af nedskrevne erindringer, så er jeg lettere forvirret omkring hensigten med værket. Er pointen at give læseren en fiktion eller en erindring? Dette forståelsesperspektiv hænger ligeledes sammen med bogens opbygning. Der er ikke i bogen et decideret klimaks, eller som man kalder det “en grundkonflikt”. Det er nærmere hverdagsbetragtninger, og det kan være nok så interessant, men som fiktion forvirrer det denne læser.

Eftersom der ikke var et decideret plot til at drive bogen og læseren fremad, så fremstod bogen en kende lang. Jeg nød faktisk læsningen, men følte bogen grundlæggende var en anelse for lang.

De to parallelle spor, så at sige i nutiden og datiden, fungerede rigtig fint for mig. Helt sikkert en anderledes læseoplevelse.

Anmeldt af Mads-Peder, empey.dk

Indlægget Merete Lolck – En rum tid blev vist første gang den Empey - poesi.

At skrive under pseudonym

Eller rettere: Om også at skrive under pseudonym.

Jeg har overvejet – for og imod. Blot strøtanker om det at skrive under pseudonym. Jeg har gjort det. Hvorfor? Jo, nu skal jeg berette.

Jeg har i det sidste halvandet år lært en del om og gennem forfatteriet. Mine skriblerier har fået gode og mindre gode modtagelser af læserne. På sæt og vis; på trods af at mit gode navn skal lægge ryg til både filosofiske erindringsbilleder og humoristiske betragtninger fra udkants-Danmark, så er der vel grænser for bredden i ethvert forfatterskab? Det ændrer dog ikke på, at jeg har meget brede interesser for mine skribleriers retninger. Et afsluttet skribleri er ofte startskuddet på et nyt – der går sine helt egne veje.

Det giver en frihed, føler jeg, når man kan opdigte en fiktiv forfatter. Mit alter ego er mere vovet end mig. Mit alter ego er gået en erotisk-litterær vej. Mit alter ego er alt det, som jeg ikke er. Pseudonymet dækker over mig, men også over sider af mig selv, jeg ikke så ofte lægger frem offentligt; alt det er mit andet jeg. Jeg tænker på os som to løsrevne forfattere. Det har krævet nogen overvejelse – jeg er endda gået så langt, at jeg har tildelt denne anden et liv på sociale medier. Vi er altså for alvor gået hver sin vej. Det siger selvsagt noget væsentligt om de sociale medier, at mit alter ego kan være socialt aktiv, uden overhovedet at være til. Ja, jeg er stadig klar over, hvem der trækker i trådene for pseudonymet… !

Min indgang til det at skabe en sådan fiktiv person, var meget lig den jeg skaber udfra i skønlitteraturen. Jeg forestiller mig nogle væsentlige karaktertræk og bygger på dem. Jeg indtænker nogle værdisæt, som jeg forestiller mig denne anden forfatter ville besidde. Måske holder de stik i længden, og måske gør de ikke. Den altoverskyggende værdi denne anden har, som jeg ikke har, er at mit alter ego ikke føler vægten af produktionskrav. På dette plan er mit alter ego ikke en del af denne tidsepokes væsentligste strømning. Det er jeg trods alt! Jeg føler oprigtig, at jeg gerne vil nedfælde og producere nogle skriblerier løbende. Pseudonymet har ingen sådanne kvaler. Måske ønsker vedkommende aldrig igen at skrive noget. Og måske kommer der pludselig mere fra dennes hånd.

Nu er pseudonymet udgivet i handlen. I forhold til læserne giver det nogle udfordringer. Det er lidt som at starte forfra med at udgive. Trofaste læsere ved jo ikke, at min andet jeg har udgivet noget nyt – de er måske endda ikke særligt interesserede i at læse denne anderledes skønlitterære genre. Desuden virker det en smule bedragerisk – som om jeg bevidst forsøger at føre bag lyset! Hvilket jeg jo også gør…

Min største bekymring har gået på netop det om at bedrage; men den bekymring har jeg selv skudt i sænk. Altså, jeg bekymrer mig mindre. Jeg skaber jo allerede fiktion (primært), og hvorfor ikke skabe en fiktiv forfatter til at lægge navn til noget af det. Pointerne skal alligevel tygges og overvejes – jeg mener; enhver læser skal vurdere et værk på værkets præmisser! Pyt da med om det er udkommet i mit navn eller i mit alter egos. At man langt fra kan forvente dette af læsere, har jeg dog efterhånden forstået. Læsere kan lide velkendte forfatter-navne, de kan lide appetitlige forsider (point taken) og en smule vedvarenhed fra forfatterens side i forhold til at holde sig indenfor de samme skønlitterære genrer (et af mine problemer og heraf dette blog-post). Jeg kan ikke engang sige mig selv helt fri for også at have disse betragtninger med i mine overvejelser i valg af litteratur. Hvis jeg kunne sige mig fri, så behøvede jeg ikke, endsige have overvejet, et pseudonym.

I forhold til mit sande forfatter-forhold til netop det skribleri pseudonymet får æren for. Jeg stiller mig tilfreds med at vide, at jeg har skrevet det, selvom alter ego tager æren.

Og undskyld! Nu blev det alligevel længere og mere omfattende betragtninger end intenderet.

Indlægget At skrive under pseudonym blev vist første gang den Empey - poesi.

Andrea Kim – Igennem fantasien og kunsten

Forfatter: Andrea Kim

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

Antal sider: 22

ISBN: 9788771886498

Bagsideteksten:

En tankevækkende, skøn og sælsom novelle – en pirrende blanding af erotik, kærlighed og kunst. Læseren er med igennem fantasien og kunsten.

En tidsportal gør det muligt for jeg-fortællleren at springe ind og ud af malerkunstens verden – den erotiske malerkunst. Perspektivet er altid malerens, men sansningen og følelserne er jeg-fortællerens. Det giver anledning til pirrende øjeblikke. Langsomt bundfælder en anden og mere vidtrækkende tanke sig i fortælleren – hvad hvis man i virkeligheden ønsker sig mere end blot et øjeblik i kunsten – hvis man ønsker sig mere end blot erotikken?

Fortælleren begynder, i denne erotiske novelle, at forstå malerkunstens hemmelighed. Idyllen har en pris. Ethvert kunstnerisk øjeblik kan sanses, begæres og eftertragtes, men kan aldrig overskrides… .

Indtil en dag… .

*

“Lyserøde blomster i lange guirlander hænger fra træet og næsten ned til jorden, og giver et magisk islæt til det allerede guddommelige skue foran mig. Jeg sidder ganske tæt på dem, men jeg fornemmer ikke de ser mig. Fornemmer ikke at de væmmes, fornemmer ikke at de instinktivt ser en fare ved min ophidselse. Er det naivitet fra deres side, er det øjeblikket vi alle tre deler, er det den kunstneriske frihed, eller er det tiden på denne fjerne tropeø, der er en anden end den jeg kommer fra? Er det i virkeligheden rejsen fra det moderne, igennem fantasien og kunsten, der gør skammen fremmed for os alle tre?”

(citat: Igennem fantasien og kunsten)

Empey anmelder:

Jeg var betaget af universet i denne korte novelle. Jeg kan ikke lade være med at tolke den ind i en samfundsdebat (selvom det måske er for meget at lægge på skuldrene af denne lille novelle). Det at idyllisere tidligere tider – det at glemme, at historiske epoker har haft; både gode og dårlige sider, samt at vi er produkter af vores tid. Tiden er hastig, men ændringerne i den menneskelige forståelse af kultur, godt/ondt osv. er også i konstant forandring – måske kunne vi ikke blot omplantes i en anden tid. Omplantes til andre kodeks… .

Det er noget af dette, der bliver problematiseret på en underfundig måde i novellen af forfatteren Andrea Kim. At den også er mildt erotisk, er da kun et plus. Novellen giver mange indre billeder, og med lidt google-søgen på nettet, kan man faktisk finde de omtalte malerier – det hjælper (synes jeg) billederne på nethinden endnu mere på vej.

En fin lille debut. Filosofisk i sin struktur. Bestemt læseværdig og samtidig en tekst man tænker over bagefter.

Indlægget Andrea Kim – Igennem fantasien og kunsten blev vist første gang den Empey - poesi.