Mads-Peder Winther Søby's Blog, page 6

Gitte Michaela Sommerbirk – Med frygt, tro og håb (Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen)

Forfatter: Gitte Michaela Sommerbirk

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 263

ISBN: 9788771905953

Bagsideteksten:

Her møder du mennesket bag flygtningetitlen og inviteres med ind i de oplevelser, tanker og følelser, der udspiller sig i et hverdagsliv som muslimsk flygtning her i Danmark for en mor til to børn, der integreres i en mindre by i Vestjylland.

Et liv, hvor frygten altid lurer i baghovedet, men hvor tro og håb er det bærende element. I en verden, hvor flygtninge er uønskede mange steder, og hvor flugten har sat sine spor. Med mand og familie efterladt i Syrien. Og med en tung bagage.

En barsk og rørende fortælling, der er baseret på faktuelle begivenheder og autentiske flygtningeskæbner med lettilgængelige informationer om det syriske oprør, krigen, flygtninges vilkår, undertrykkelse og terror.

Med temaere omkring religion og fundamentalisme, og hvor samfundsvilkår, medmenneskelige værdier og udvikling vendes i ganske almindelige dagligdagssituationer krydret med filosofiske indgangsvinkler.

Mads-Peder anmelder:

G. M. Sommerbirk har Med frygt, tro og håb skrevet en vedkommende og relevant bog – til indspark i den danske flygtningedebat. Med udgangspunkt i en lille familie bestående af en flygtningemor der opholder sig i Danmark med sine to børn, samt en mand/far der stadig opholder sig og arbejder som læge i det sønderbombede Syrien, er rammerne sat for en fortælling om både tab, menneskelighed, frygt og håb.

Bogen bygges op som en roman, men har noget af formatet kendt fra dagbøger eller journaler – i den forstand er fortællingen meget kronologisk opbygget og bliver fortalt lige ud af landevejen. Der er heller ikke egentlige klimakser i bogen, og den giver indtryk af almindelige hverdage som de fleste af os kender det fra vores egne liv. Til gengæld diskuterer bogen relevant, igennem hovedpersonens tanker, overvejelser og oplevelser, hvad det eventuelt kunne sige at være flygtning i Danmark. Der tegner sig et blandet billede af den gruppe mennesker vi i samfundsdebatten herhjemme under et betegner som “flygtninge”. Der er veluddannede flygtninge som hovedpersonen i romanen, der før borgerkrigen i Syrien har arbejdet som gymnasielærer. Der er andre flygtninge som ikke kan læse og skrive. Der er flygtninge med frigjorte holdninger, som hurtigt lægger de religiøse klædedragter på hylden i mødet med dansk kultur. Atter andre forstærkes i deres konservative og dogmatiske religiøse holdninger i mødet med Danmark. I den forstand tegner G. M. Sommerbirk et meget bredt og nuanceret billede af, hvad den store og ikke homogene gruppe er, som udelukkende bliver betegnet som “flygtninge” i medierne og daglig tale.

Det geniale træk i G. M. Sommerbirks bog er nok, at hun gør en reflekteret og veluddannet kvinde til talerør – på den måde åbner der sig nogle muligheder for en dybere refleksion omkring kulturelle forskelligheder, lighedspunkterne i kristendom og islam. Desuden åbner det op for en forståelse af hvad det indebærer at afvente svar på familiesammenføring, hvor besynderligt det er, at opholde sig i en fredelig del af verden, men hvor der samtidig er mobiltelefon kontakt til et af verdens helt store brændpunkter Aleppo. Der tegnes et billede af, at på tværs af religion og kulturelle forskelle, så er kærlighed og afsavn en følelse alle kan nikke genkendende til.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente mig af dette anmeldereksemplar. Romanen har den forholdsvis lange undertitel “Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen”. Undertitlen antyder måske mere end titlen, at formatet går videre end roman-formatet. På en måde bliver fiktionen springbrættet til en dokumentarisk forholden sig til emnet. Jeg har set det gjort et par gange i andre sammenhænge – særligt i de senere år. Jeg kan såmænd godt lide tilgangen og genren. I Med frygt, tro og håb, følte jeg mig godt underholdt og båret afsted i en for mig forholdsvis ukendt verden. Skal jeg komme med en anke mod romanen, så føler jeg at G. M. Sommerbirk med god effekt kunne have valgt enkelte emner/afsnit fra i bogen. Den bliver vel lang, og det omdrejningspunkt forfatteren ønsker fremført står faktisk tydeligt igennem hele romanen – derfor kunne romanens omfang godt diskuteres. Jeg fastholder dog – dette er god læsning, hvis man vil blive klogere på den menneskelige side af flygtningesituationen, og hvis man ønsker at få et mere nuanceret billede. Romanen forsøger måske vigtigst af alt, at huske læseren på, at dette er mennesker ikke meget ulig os selv – blot er de på flugt fra en verden i brænd. Se, det er en del af situationen der fuldstændig glemmes, når der tales om kvoteflygtninge, lukkede grænser, terrorbekæmpelse og alle de andre emner med store tillægsord. Denne roman handler først og fremmest om mennesker. Det kan man da relatere til. Et vigtigt indspark til et af vores tids største politiske emner.

Indlægget Gitte Michaela Sommerbirk – Med frygt, tro og håb (Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen) blev vist første gang den Empey - poesi.

Pressemeddelelse – ny udgivelse – novellesamling – En skuffe fuld – november 2017

Indlægget Pressemeddelelse – ny udgivelse – novellesamling – En skuffe fuld – november 2017 blev vist første gang den Empey - poesi.

Richard Asklund – Praktikantens Univers

Forfatter: Richard Asklund

Forlag: Saxo Publish

Antal sider: 228

ISBN: 9788740939774

Bagsideteksten:

John, den unge ph.d.-studerende, kæmper for at forstå en dybere mening med livet. På sin vej møder han den smukke og forførende Bianca, der bjergtager den intellektuelle unge mand. Sammen bliver de dybt inspireret af en spirituel hændelse, fortalt af en ældre kone på en lille ø. Det er her, fortællingen om Praktikantens Univers begynder. Det er historien om, hvorfor mennesket er sat på jorden, som undersøger den dybere mening med livet, krydret med spænding, erotik og bestialske forbrydelser.

Seks meget forskellige individer skildres, samtidig med at nogle af deres veje krydses i denne velfortalte og spændende Thriller roman. Alt kulminerer i et eneligt møde med sandheden, en voldsom konfrontation mellem hovedpersonerne og mødet med det uforklarlige.

Praktikantens Univers bygger på teorien om, hvorfor vi er sat på jorden, og giver en interessant vinkel til det at eksistere. Det er en perspektivering til det eksistentielle i menneskets livsopfattelse med et strøg af spiritualisme

Foregår der en vandring gennem forskellige energidimensioner? Hvis man søger efter en dybere mening med ens egen sfære, kan denne fortælling måske bidrage med en vis portion af diversitet til den gængse indstilling. Hvad er vigtigt at efterleve i det liv, vi har fået tildelt, og hvor meget betyder det at leve i nuet og følge vores instinkter? Praktikantens Univers er et opgør med normaliteten og trivialiteten.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har fået tilbudt og tilsendt dette anmeldereksemplar, og da det lød alt for spændende, så har jeg kastet mig ud i det. Praktikantens Univers er så sandelig “et opgør med normaliteten og trivialiteten”, som bagsiden skriver! Forfatteren Richard Asklund har vitterlig begået en vederstyggelig, rå, spændende og meget bestialsk fortælling. Jeg er både godt underholdt og forarget – findes den slags menneskeskæbner mon derude? Mange af hovedpersonerne er virkelig afsporede, set udfra min normative begrebsverden. Jeg forestiller mig, at det er den provokation forfatteren vil fremprovokere i læseren – jeg foretiller mig, at det er det verdensbillede Asklund ønsker at udfordre. Det virker såmænd efter hensigten.

Spørgsmålet er om forfatteren har ret! På forskellige måder bryder hovedpersonerne med normaliteten – de lever i nuet, de bryder normaliteten og lever efter instinkter. I hvert fald groft sagt. Asklund leger i Thriller-genren med nogle eksistentielle tanker om livsvilkår og mening med livet – jeg får lyst til at tilføje her; på meget bestialsk vis:

“(…) Legede igen med teorien om mennesket, som aspirant på jorden, udelukkende som vidensindsamlere, alt andet var ikke eksistentielt i forhold til det store hele. Hvor lang tid ville det tage denne praktikant at få samlet den fornødne viden, og hvornår ville det lykkes ham at finde vej gennem portalen? (…)”

(citat: Praktikantens Univers).

På sæt og vis, så synes jeg karaktererne i deres besynderlige a-normalitet, alligevel står som arketyper på nogle forskellige årtier. Således findes der i bogen rebeller i stil med 60’ernes road trip personificeringer, 80’ernes sortsyn, der findes sågar de glade jubel-verden-er-vores-rejsende i bedste 90’er stil. Årtierne er der alle. Ja ja, det er nok en overfortolkning, men man får mange tanker i hovedet i løbet af denne bog.

Én ting er dog meget tankevækkende, nu jeg alligevel er igang med en hovedløs analyse af værket. Nemlig spørgsmålet om forfatteren har ret. Asklund ønsker at udfordre det gængse verdensbillede omkring normaliteten, og vil istedet indsætte det instinktive og mere flow-orienterede liv. Jeg kan godt lide oplægget, men når jeg ser de prøvelser hovedpersonerne skal gennemgå (et fattigt ord, som jeg her bruger for ikke at afsløre handlingen i bogen), så ved jeg snart ikke om det alligevel er en ønskværdig vej i livet! Læs bogen og døm selv. Forbered dig på noget råt og uskønt, der alligevel har poesien med. Se bort fra, at bogen kunne have fortjent en ekstra gang igennem korrektur-møllen, og lad dig rive med. Jeg ved ikke om filosofien holder, men pusten er med hele vejen. Tak for oplevelsen.

Mads-Peder W. Søby

Indlægget Richard Asklund – Praktikantens Univers blev vist første gang den Empey - poesi.

Omhu for eftertiden – Helga Berg

Forfatter: Helga Berg

Forlag: Brændpunkt

Antal sider: 348

ISBN: 9788793383388

Bagsideteksten:

Bodil kommer ud for en voldsom oversvømmelse i Sønderjylland, som ødelægger hendes hjem og hundepensionat. Hun redder naboens datter og kører til kæresten Theodor i Tyskland. Han er idealist og opfinder og har konstrueret et bæredygtigt flytbart lille hus. Sammen med en gruppe papirløse flygtninge opretter de et hjem i skoven, hvor de prøver at leve som selvforsynende. Senere tvinges flokken til at bevæge sig sydpå. I Tyrkiet har Bodils far Godfred, som har mistet kontakten med sine børn, en lille ferielejlighed, hvor han helst vil være i fred. Han får en hushjælp, syriske Tezzy, hvis ældste søn og mand befinder sig i kampområder. Hendes anden søn Pax har nogle anfald med syner af store kommende naturkatastrofer. Tyrkisk politi leder efter suspekte personer og både Godfred og Tezzy bliver tvunget væk.

Omhu for eftertiden foregår om nogle få år i Europa, Tyrkiet og Nordafrika
og reflekterer blandt andet over den internationale flygtningesituation og de konsekvenser, den globale opvarmning kan få. Men også hovedpersonernes nære relationer er vigtige.

Mads-Peder anmelder:

Omhu for eftertiden er en sælsom og dystopisk skildring af personskæbner i en umiddelbar fremtid – verdensomspændende katastrofer kommer væltende indover forskellige egne af kloden i et stadigt hurtigere tempo. Jeg blev som læser grebet af gruen og afmagten i fortællingen. Omhu for eftertiden vil og kan mange ting – det er faktisk også en håbefuld fortælling om menneskeskæbner der tilfældigt knyttes tæt sammen med baggrund i katastrofale begivenheder.

Forfatteren Helga Berg har tydeligvis sit fokus på det dommedagsagtige scenarie, hvor samfundene rundt om i både Europa og Afrika langsomt bryder sammen under vægten fra brudene på egne principper, flygtningestrømme og naturens ustyrlige luner. Hun gør det eminent i sine svagt konstaterende (istedet for malende) beskrivelser af de små konstante forskubninger af de samfund vi næsten genkender. Det er en af forcerne ved bogen. Helga Berg kaster sig ikke ud i en fortælling af et efter-katastrofe-samfund, hvor alting er smadret og hvor en slags ur-katastrofe er indtruffet.

Helga Berg beskriver nøgternt og sporadisk de små forskubninger, som vi læsere ligesom personerne i bogen akkurat kan konstatere (næsten som vi kan konstatere klimaforandringer måned for måned i virkeligheden). Personerne i bogen aner, uden at konstatere det højt, at det må betyde enden på verden som vi kender den. Den del af bogen synes jeg forfatteren har skrevet særdeles godt. Vi er i et parløb som læser med hovedpersonerne. De er som et spejl på vores egen tid – blot nogle få år længere fremme af den glidebane vi befinder os på. Det er det, jeg synes er mere uhyggeligt ved bogen end noget andet!

Desuden peger forfatteren på en verden, hvor ingen kan føle sig sikre længere. Samfundene består med nød og næppe endnu i bogen, men overskuddet til at hjælpe flygtninge og andre i nød er stærkt reduceret (den del af bogen minder igen meget om problematikker af i dag!).

Både Skandinavien, Sydeuropa, Nord-Afrika og andre egne af kloden rammes konstant af katastrofer eller krige, der tvinger mennesker på flugt/vandring i alle retninger – ingen steder er dog længere sikre! Det er, synes jeg, en vigtig pointe at fastholde i vores nuværende politiske klima i flygtningediskussionen… . Aldrig har flygtningedebat fået mere politisk taletid end i disse år – forfatteren portrætterer på overbevisende måde, at en dag om ikke så lang tid kan mennesker hænde at flygte fra vores del af verden også. Den overvejelse er da også en betragtning værd!

I den nære fortælling om relationer har Helga Berg valgt at fokusere på en hel del personskæbner. Det gør læsningen en smule forvirrende, indtil man rigtig kommer ind i bogens verden. Personerne forbliver en kende overfladiske i min optik, men jeg synes det giver god mening i en bog som denne. Vi har ikke brug for et dybere kendskab til hver og en af dem. Bogen formår at skildre tilfældigheden i menneskers liv på en slående måde – hvorfor overlevede lige disse individer? Hvorfor blev lige disse mennesker udvalgt til at bo et bestemt sted?

Forfatteren formår desuden at gøre en mere bæredygtig levevis til en del af omdrejningspunktet i bogen. Nogle af hovedpersonerne forsøger sig med etablering af små bosætttelser/samfund på steder, der normalt ikke er beboelige – f.eks. i ørkenen. Helga Berg peger på den vis også i retning af håb. Et håb for menneskeheden om, at den i trodsig modstand mod de problemer vi som art selv har skabt, alligevel søger overlevelsen.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Den er gribende og spændende. Den har meget på hjerte og vil meget med læseren – derfor skal man være tålmodig som læser. Det er en bog, der kræver at man læser sig varm.

Indlægget Omhu for eftertiden – Helga Berg blev vist første gang den Empey - poesi.

Jørgen Moranis – Hopi-indianernes profeti

Forfatter: Jørgen Moranis

Forlag: Indian Hawk

Antal sider: 321

ISBN: 978-87-998020-2-9

Bagsideteksten:

Under en rejse til hopi-indianernes reservat i Arizona får den clairvoyante Liv Johannesen en besked, som må og skal udføres. En besked, som hopiernes profetisten har talt om i hundredvis af år. Men alvorlige forhindringer hjemme i Danmark udsætter hendes rejser.

En verdensomspændende organisation vil forhindre Liv, hendes ven Sergio Arcani og antropologen Christian Nørgaard i at udføre missionen. Mod alle odds rejser Liv og hendes venner alligevel ud på den skæbnesvangre tur, for at finde vejen til den indre jord.

Mads-Peder Anmelder:

Lige siden Jørgen Moranis udkom med Hopi-indianernes profeti sidste år, har jeg vidst, at den ville jeg læse. Beskrivelsen af bogen lød spændende, og jeg syntes også forsidebilledet var dragende. Jeg blev faktisk overhovedet ikke skuffet, og var ganske godt underholdt. Alligevel har jeg en mærkværdig fornemmelse efter endt læsning. Romanen arbejder sig frem til mange løse ender, efter min mening. Der er personer i bogen, som jeg ikke helt kan se betydningen af i den egentlige fortælling. Desuden er der personskildringer og episoder som jeg tænker, udelukkende skal tjene til at illustrere disse personers moralske karakter. Der er som sagt, sågår løse ender i historien… . Altsammen en sjov blanding, der ikke irriterer mig, men giver mig en følelse af et andet medie – nemlig filmens verden. Der er ligesom nogle sceniske skildringer, som minder meget om actionfilmen og dens præmisser. Når man så i øvrigt sammenblander mine betragtninger ovenfor med en følelse af endimensionelle hovedpersoner, som man aldrig kommer i dybden med, så har man en bog, der på mange måder går actionfilmene i bedene. Både i tempo og spænding. På sæt og vis virker det besynderligt med de lidt overfladisk beskrevne hovedpersoner, når nu netop omdrejningspunktet er “spirituel rejse”, “indre sjæleliv” osv. Hovedsagen er, at det virker for mig som læser. Jeg var som sagt rigtig godt underholdt igennem fortællingen. Jeg var fastholdt i spændingen om, hvor Moranis dog ville føre mig hen i denne sælsomme blanding af action, spirituel fortælling og science fiction… . Så tak for den oplevelse.

Enkelte steder halter korrekturen en smule – det kommer mest til udtryk i oversete ord og sætninger der ikke er blevet luget ud i, så der kommer nogle pleonasmer og lignende. Hopi-indianernes profeti kan anbefales. Det er en underlig hybrid imellem genrer og en blanding af både det romanen og den filmiske skildring kan. Jeg var underholdt.

Indlægget Jørgen Moranis – Hopi-indianernes profeti blev vist første gang den Empey - poesi.

Jakob Brodersen – Cellernes Memoirer

Forfatter: Jakob Brodersen

Forlag: Forlaget Radius

Antal sider: 250

ISBN: 9788792334718

Bagsideteksten:

Martin Børmer er 21 år gammel og interesserer sig for to ting: mads og sex. Han står i lære som kok på en lille, fransk restaurant i hovedstaden og bruger al sin fritid på at eksperimentere med nye kombinationer af smage og dufte.

Da han efter et uheld i køkkenet rammes af angstanfald og kvælende tvangstanker, viser det sig langsomt, at Martins lugtesans gemmer nøglen til tidligere generationers traumatiske oplevelser. Erindringer, der er lagret dybt i Martins underbevidsthed.

Cellernes memoirer er en forrygende og fascinerende videnskabsroman om mad, sex, evolution, civilisation og epigenetik.

Mads-Peder anmelder:

Jeg anmelder så langt fra alle bøger jeg læser. Denne bog var det som udgangspunkt ikke meningen, at jeg ville skrive noget ned om. Efter endt læsning er jeg dog kommet på andre tanker. Jeg var vild med den. Cellernes Memoirer er en perle… . Den var så velskrevet, godt skruet sammen fortælleteknisk og interessant i sit fabulerende tema, at jeg er helt solgt! Samtidig er det en bog, som jeg tror vil skille vandene blandt mulige læsere – enten køber man det fabulerende og kompromisløse i bogen, eller også vil man få en lang og svær læsetid… . Jeg købte den fuldt ud. På en omvendt og overraskende måde, så ender bogen med at være en art tidsrejsefortælling. Slet ikke i den klassiske “tidsmaskine-fortællings egenart”, men stadigvæk på en underholdende og tankevækkende måde.

Bogen er samtidig fortalt med et stigende spændingsmoment, og Jakob Brodersen formår både at holde spændingskurven for opadgående, uden at forfalde til dødvande – hvilket ofte er en svær balancegang. Desuden har bogen elementer af det livs-filosoferende, som jeg mener en god bog af denne slags skal have. Hvad er vi her for? Hvad er formålet? Den slags omdrejningspunkter formår Brodersen også at få plads til. Cellernes Memoirer er bare en fantastisk bog. Én af de læseoplevelser man må sige tak for. Tak for det.

Indlægget Jakob Brodersen – Cellernes Memoirer blev vist første gang den Empey - poesi.

Eva Andrea – Og jeg vågnede

Forfatter: Eva Andrea

Forlag: Simply Glow Publishing/BoD

Antal sider: 211

ISBN: 13:9788771883718

Bagsideteksten:

En ganske særlig nat forandrer alt. Eva Andrea møder den guddommelige Kærlighed – og hendes verden slår de første revner. Hun drages til at træde ind i stilheden, og ind i sit sinds underverden, hvor stikkende øjne venter i mørket.

Vil hun finde vej gennem sjælens mørke nat? Vil hun få mod til at følge sjælens kalden? Også når det koster mere end hun aner? Og jeg vågnede er en dybt personlig roman. Det er også fortællingen om enhver sjæl, der vågner op til sin sande essens,

og begiver sig ud på sin indre helterejse. Elsket og støttet af Kærligheden selv.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så Eva Andreas nye titel i handlen blev jeg straks interesseret og bestilte et anmeldereksemplar af bogen. Jeg tror det var forsiden og bagsideteksten i forening der pirrede min interesse (det er en rigtig flot bog). Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville få en spirituel bog i hænderne, da det fremgår tydeligt af beskrivelsen. Særligt havde jeg hæftet mig ved ordet “roman” i beskrivelsen af bogen. Roman-delen ved jeg ikke, om jeg føler bliver helt indfriet… . Givet er det, at det er en “personlig” skildring – jeg ville måske nærmere betegne det som en dagbog eller log. Det ændrer dog ikke på, at jeg faktisk fik en spændende oplevelse i selskab med Eva Andreas – Og jeg vågnede.

Bogen beskriver stilsikkert og med et roligt og afbalanceret sprog, der passer til bogens tema, hvordan en kvinde finder den indre styrke til at bryde op. Bryde op fra sit gamle liv, bryde op fra gammel angst og kaste sig ud i et nyt liv der matcher de ønsker hun har for et godt liv for hende selv og hendes familie. Jeg kan godt lide bogens tema om kærlighed, som den store drivkraft i verden. Det er jeg faktisk selv enig i, at den er. Desuden har bogen nogle vigtige pointer omkring det nødvendige i, at vi skal huske at få sjælelig og åndelig føde i hverdagen – det er ikke nok med det slaviske liv i spændet mellem tradition og arbejde. Nogle gange skal der tænkes nyt.

Ideen med en sjælelig rejse, hvor hovedpersonen bliver stillet en slags udfordringer/fordringer/oplevelser og derfra vokser som menneske og sjæl fungerer godt.

Egentlig tror jeg bogen primært henvender sig til kvinder. Som mand var jeg dog godt underholdt også. Særligt er der nogle universelle opgør med angst – bl.a. angsten for at miste sin elskede, som jeg tænker gør sig gældende for både mænd og kvinder. En fin bog, der er let læst, men som rummer nogle dybere spirituelle tanker om at rejse til det ukendte i både krop og sjæl. Tak for den oplevelse.

Indlægget Eva Andrea – Og jeg vågnede blev vist første gang den Empey - poesi.

En SF’er på rim (i 2 dele)

*

En SF’er på rim i 2 dele

(del 1: “Ude i verden”)

*

Kloden smelter

Verden vælter

Sig i plastic

og et beskidt trick!

*

De som kan

lytter ikke til dem med forstand

Jeg forstår det ikke!

Hvad fanger deres blikke?

*

Er det Lamborghini?

Dyre vine og martini?

Politik skal ikke handle om mere til de rige

Mens vi lader flygtninge, syge og fattige skrige

*

Jeg bliver udskældt for at være idealist på venstrefløjen

Jeg ser røgen og hører dog støjen!

Fra ulighed og til den overbelastede natur

Så derfor annoncerede jeg mit kandidatur

*

Vi skal ikke gå i små sko

og lade alle tro

At rigtig velfærd

er dyrt og til besvær

*

Børnene er fremtiden

De ældre har den viden

At imorgen og igår

er den tid vi alle får

*

Anstændighed for de ældre så børnene kan opdage

Hvordan vi gerne vil behandles på vores gamle dage

Børnene gør ikke, hvad de får at høre

De gør, hvad de ser os andre gøre

*

En SF’er på rim i 2 dele

(del 2: “Den lokale virkelighed”)

*

Mit lille bidrag bliver i det kommunale

Jeg vil gerne sidde med i det byrådslokale

Mit slogan hedder:

“Et godt børneliv, er et børneliv med lige muligheder”

*

Min datter elsker at bade

ved stranden for enden af vores gade

Vi bor i Hedensted Kommune så smukt ved skov og fjord

Las os passe på det til hun bliver stor

*

Glade forældre giver glade børn

kunne man indføre “fleksibel arbejdstørn”?

Et mere fleksibelt arbejdsliv

kunne give mere overskud og mindre kiv!

*

Endnu en mærkesag

i digtet i dag

Så må vi finde de kroner

“Minimumsnormeringer i daginstitutioner”

*

Vi er en lille kommune

Vi må huske at zoome

Både ind og ud

på forskellige bud

*

Helt ærligt,

så kan vi noget særligt

Mennesker vil på ferie her

hvor naturen er nær

*

Lad os bevare vores natur

både for turister på tur

For vores børn, tilflyttere og os selv

flygtninge, verdensborgere med lidt held

*

Vi er en lille brik i et puslespil

om man vil

Kloden smelter

og vi må gøre vores inden verden vælter

*

Indlægget En SF’er på rim (i 2 dele) blev vist første gang den Empey - poesi.

Ulrik Fackmann – Psykologisk grøn vandkande

Forfatter: Ulrik Fackmann

Forlag: Saxo Publish

Antal sider: 11

ISBN 13:9788740422764

Bagsideteksten:

En rablende rapsodi, skrevet på impulsen. “Psykologisk grøn vandkande” er et eksperimenterende langdigt inspireret af livet i Danmark anno 2017, samt Daevid Allen, Gilli Smyth, William Burroughs, Jack Kerouac, The Fugs & Ed Sanders og såmænd også Dan Turéll. Digtet er “anti-inspireret” af Jørgen Leth, Søren Ulrich Thomsen og nordisk melankoli.

Digtet er udgivet to gange før, men har først nu fundet sin endelig form.

“Tingene sættes på spidsen gennem en række absurde paradokser” (brugeranmelder Susanne F)

“En spændende dansk nyskabelse” (brugeranmelder Finn C 21)

“En fragmenteret udgave af Strunge, blandet op med en klassisk skolegårds rim” (brugeranmelder Claus H)

“Uden at sige for meget, siger det alt” (brugeranmelder Shirley A 66750)

“En grov fornærmelse mod alle danske haveejere” (Søren Byge, Danske Have Entusiaster)

Mads-Peder anmelder:

Digteren bag “Psykologisk grøn vandkande” Ulrik Fackmann har sendt mig et anmeldereksemplar. Jeg troede faktisk at e-bogen fra Ulrik dækkede over en reel samling af digte. Det viste sig dog at være et “langdigt” på blot 11 sider. Da overraskelsen havde lagt sig, gik jeg igang med læsningen.

Digtet blev læst flere gange. Min umiddelbare reaktion var smil på læben og en god stemning. Rimene er sjove og stikker lidt i alle retninger. Jeg overvejede mulige fortolkninger, men ingen af dem synes at passe helt… . Enten har jeg som læser ikke forstået digtet eller også er der slet ingen entydige pointer i digtet!

Digtet rummer noget om barndom, noget afsporet, noget død, noget om arbejde, noget om kærlighed til mænd.

Jeg tror, hvis jeg skal vove en analyse, at Ulrik Fackmann vil hylde det autonome liv, som ikke kan sættes på formel. At U. Fackmann ønsker at demonstrere livets udfoldelse… . Desuden tror jeg, at han er ironisk. Jeg var i hvert fald underholdt i 5 minutter – derefter læste jeg det hele igen. Og én gang mere (så sæt 20 minutter af…). Så man må sige, at digteren fangede mig ind, og fik mig til at dvæle ved teksten af 3 omgange…

Indlægget Ulrik Fackmann – Psykologisk grøn vandkande blev vist første gang den Empey - poesi.

Maja Maria Rakel Dahl – Sjælestorm

Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 120

ISBN: 978-87-7190-454-3

Bagsideteksten:
Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk.
Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (”OFFER-ROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation.

Mads-Peder anmelder:

” (…) Jeg beder mig
Efter måneder med måneders, dages, stunders timer, minutter,
øjeblikke,
finder jeg mig talende
med ånderne,
selvet vil jeg tro

samtalerne er nuancen af et liv

En lørdag nat:
hvorfor jeg ryger. Spørger jeg mig
Fordi det er bedre end at skære i mig Svarer jeg
Hvorfor jeg begyndte. Spørger jeg mig
Afmagt Svarer jeg
Ønsker jeg stadig at bruge bladet, spørger jeg mig
Ja, mellem følelse og fornuft er jeg dog splittet Svarer jeg. (...)”

Jeg lægger ud med et citat fra digtsamlingen. For på en måde opsummerer det ganske godt indholdet. Maja Maria Rakel Dahl kalder det selv en ”biografisk” digtsamling. Da hun henvendte sig til mig med en forespørgsel om at få ”Sjælestorm” anmeldt, slog jeg til. Biografisk digtsamling lød spændende.
Jeg kan sagtens læse biografien ind i digtene – som læser oplever jeg det dog lige så meget som et ”skrig”. Et skrig på hvad? Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele i samlingen… . Til tider var det en meget svær og abstrakt oplevelse. Jeg tror dog, at det er ”et skrig” efter luft – åndehul! Jeg tror det er et skrig af verden, som ikke har været god ved digteren. Sidst men ikke mindst, så tror jeg, at det er et skrig af smerte over samfundet, der har fejlet… . Det tror jeg. Det er digterens måde at komme til orde – den eneste måde, som kan rumme ordene:
” (…) Jeg så et digt og opdagede, det var mig der talte
Jeg så et digt og opdagede, det var mine ord
Jeg så et digt og opdagede;
Jeg er ved at skrive det (...)”

Digteren har ganske sikkert noget på hjerte – både i forhold til ordene, men også som et rim til smerte. Det gør ondt på hende, og den smerte kan jeg mærke. Rundt omkring i samlingen får man nogle små bidder af hændelser – i form af abrupte sætninger, eller endda helt klare budskaber i korte og præcise sætninger. Det ”biografiske” kommer ind som det mylder af tanker der præsenteres. Det kan virke forvirrende på læseren, men ved konstant at huske digterens beskrivelse af samlingen som ”biografisk”, så kunne jeg læse tårerne og sukkene over det levede liv ind i digtene. Livet er jo nemlig ikke ensporet – det udfolder sig på en lang række punkter, og det har en lang række overvejelser som omdrejningspunkt!

Man kan dog sagtens læse digtsamlingen som en hæsblæsende ordstrøm, der næsten hensætter én i trance. Måske er det sådan det føles, hvis man er bedøvet af psykofarmaka!

En anderledes læseoplevelse, der gav stof til eftertanke, og forvirring. Nu, da jeg har tænkt over den et døgns tid efter endt læsning, så føler jeg at konturer tegner sig… . Jeg kan faktisk godt lide min egen analyse af ”Sjælestorm” som et langt skrig.

I hvert fald en god og meget anderledes læseoplevelse. Lad digteren selv, få det sidste ord:
”(…) Skammen over mine kår, mine kampe, min person
Frygten for, hvad andre tænker,
tolker det fejlagtigt til selvmedlidenhed
Færdes, farer vild i søgen på anerkendelse,
kontra kærligheden,
egentlig loyaliteten over mig selv,
vrides, vredesudbrud, gråd, svig, svigt
Hvor jeg er i forhold til andre, hvor jeg er på vej hen
Egentlig hvor jeg er på vej hen mod andre,
hvordan jeg kommer mig
efter års overgreb,
psykisk tortur, misforståelser, svigt,
svie smerte,
mangelfuld erstatning, ingen samfundsmæssig oprejsning,
socialt ser jeg stadig vej, men hvem er jeg,
og hvorfor, er (...)”

Indlægget Maja Maria Rakel Dahl – Sjælestorm blev vist første gang den Empey - poesi.