Iben Mondrup's Blog, page 4

Hun begyndte på sin fars historie 2018

HUN BEGYNDTE PÅ SIN FARS BARNDOMSHISTORIE og endte med at skrive om opvæksten for en hel generation

Hvad gør man, når en vigtig historie presser sig på, og det samtidig er alt for følsomt, fordi det er ens fars historie? For forfatter Iben Mondrup blev en række samtaler med mennesker, der var børn i efterkrigstiden, nøglen til romanen »Vi er brødre« og til forståelsen af, hvad det betød at vokse op i en tid, hvor krigen blev afløst af en tavs, indre kamp

Af: Bine Madsen redaktion@m-jylland.dk

Iben Mondrup var slet ikke i tvivl, da hendes kæreste kom med en ide til, hvad hendes næste bog kunne handle om.

Hun var netop færdig med at skrive »Karensminde«, efterfølgeren til gennembrudsromanen »Godhavn«, der med afsæt i hendes egen familiehistorie handler om børnene Bjørk, Knut og Hilde og deres forældre Jens og Karen. Og hun var ikke bare færdig med at skrive. Hun var også færdig med personerne i bogen og færdig med miljøet. Så da hendes kæreste foreslog, at den næste bog skulle handle om Jens og hans bror og deres opvækst i kølvandet på anden verdenskrig, lå svaret lige for. »Nej, det vil jeg simpelthen ikke!«

Men det endte hun så med at gøre alligevel, for kort tid efter skete der noget.

- Der skete det, at jeg blev bedt om at tage imod en kasse med min farfars gamle dokumenter, som var blevet brugt til en bog om modstandsbevægelsen i Vendsyssel, fortæller Iben Mondrup, der godt vidste, at farfaren havde været modstandsmand.

Det var bare ikke noget, man talte om.

For hende var farfaren først og fremmest en glad mand, der fra hjemmet i Frederikshavn sendte kærlige og sjove breve til barnebarnet i Grønland, og ingenting i deres relation pegede umiddelbart mod den fortælling, som dokumenterne i kassen åbenbarede. Her kunne Iben Mondrup se, at farfaren under krigen var leder af modstandsbevægelsen i Sektion Vendsyssel og mange år efter krigen påtog sig opgaven med at hjælpe sine kammerater til at få økonomisk hjælp til de psykiske og fysiske skader, modstandsarbejdet havde givet dem.

- Og blandt dokumenterne lå også min farfars egen ansøgning. Her kunne jeg for første gang læse, at han havde været plaget af tilbagevendende mavesår og formentlig har lidt af depressioner, som i perioder betød, at han tog væk fra familien for at passe på sig selv. Da jeg efterfølgende begyndte at spørge til det hos min far og hans familie, kunne jeg godt mærke, at det var forbundet med stor følsomhed. Her var noget, der havde påvirket familien enormt, og jeg blev meget optaget af, hvad det betød for efterkrigstidens børn, at der blev lagt låg på så meget. Pludselig var jeg stik mod intentionen alligevel i gang med at skrive min fars barndomshistorie gennem historien om Jens og hans bror Poul.

Vigtige samtaler

Ét er at tage afsæt i sin egen historie. Noget andet er at sætte ord på noget, en anden har oplevet - og måske i særlig grad det vigtige og følsomme forhold mellem far og søn. Iben Mondrup mærkede hurtigt, at hun ikke kunne tage patent på sin fars barndomshistorie, men hun kunne heller ikke give slip på emnet. Derfor efterlyste hun mennesker fra sin fars generation, der ville fortælle om deres barndomserindringer og opvækst i Frederikshavn. Responsen var overvældende, og Iben Mondrup tog efterfølgende på adskillige kaffebesøg hos mennesker, der som hendes far var vokset op i efterkrigstidens Frederikshavn.

- Det viste sig hurtigt, at de alle havde den samme fortælling om at vokse op i en tid, hvor man ikke talte om, hvad der var sket under krigen og konsekvenserne af det. Der var en opfattelse af, at nu var krigen slut, og nu skulle man se fremad, men mange sad inde med dårlig samvittighed, sår på sjælen og oplevelser, de ikke kunne fortælle om, og det påvirkede selvfølgelig familierne og ikke mindst børnene. Det blev meget tydeligt for mig, at der i min fars generation var ting, der trængte til at blive taget hånd om. Derfor fortæller jeg også historien fra børnenes synspunkt og lader dem vokse op med en far, som de elsker og forguder, men slet ikke forstår, fortæller Iben Mondrup, der var imponeret over detaljerigdommen i samtalerne om en tid, der ligger mange årtier tilbage.

- Jeg blev mødt med en imponerende åbenhed, som nok blandt andet vidner om, at de også selv synes, det er nødvendigt at se på de her ting, og jeg har været dybt taknemlig for at få lov til at bruge disse historier. Forhåbentlig kan det være med til at holde fast i en fælles hukommelse fra nogle mennesker, som vi ikke ved, hvor længe vi har endnu.

Tal om fortiden af hensyn til fremtiden

Øjeblikke forinden har Iben Mondrup siddet i sofaen i stuen og forsøgt at fange lyset til glæde for fotografen. Nu sidder hun i det lille køkken i lejligheden på Vesterbro og fortæller om mødet med frederikshavnerne og om deres historier. Nogle er kommet med i bogen næsten i forholdet en til en, mens andre har været byggematerialer til det store overordnede skelet. Men alle har de bekræftet hende i, at hendes fars historie også tilhører en kollektiv historie, som har godt af at blive fortalt. Hun har selv på nærmeste hold været vidne til den følsomhed, der er nedarvet i familien sammen med en tendens til at være en smule på vagt over for det, der bliver sagt og gjort.

- Det er en generation, der kan have en tilbøjelighed til at holde følelserne inde, fordi det er det, de har lært, og den slags nedarves vel, indtil nogen bliver bedre til at håndtere de svære følelser. Heldigvis oplever jeg, at min generation er meget mere snakkende og meget mere opmærksom på, hvad vores adfærd betyder for vores børn, siger Iben Mondrup, der selv er mor til to børn på 15 og 18 år.

Når hun insisterer på, at vi må og skal tale om det, der foregik, handler det ikke kun om at løsne knuderne i maven i den enkelte familie. Der er også noget andet på spil, mener hun.

- I dag forestiller vi os jo, at alt er under kontrol, og at vi aldrig igen risikerer at stå i en situation, hvor man er på det forkerte hold. Men hvordan kan vi undgå det, hvis vi ikke erkender, at det har vi været engang, og vi var det på mange niveauer. Er det skamfuldt? Ja, men det er nemmere at bære, hvis vi bærer skammen sammen.

Det, der er vigtigere end livet

»Vi er brødre« er blevet til fortællingen om Jens og Poul, der vokser op i Frederikshavn med en far, der til daglig er kriminalassistent, men i perioder forsvinder, uden at hans børn ved hvorfor. Brødrene reagerer vidt forskelligt. Den ene tager vredt afstand og vender sig mod verden, mens den anden vender længslen efter sin far indad. Begge ender dog med som voksne at rejse ud af landet. Jens til Grønland og Poul til Chile, præcis som mange gjorde i virkeligheden dengang omkring 1970. Også Iben Mondrups far og hans storebror. Og mens romanen på mange områder slet ikke fæstner sig til noget konkret fra Iben Mondrups egen familie, så slutter den med et brev, der blev sendt i virkeligheden i efteråret 1973. Kun personernes navne er ændret, og derfor får læserne et unikt indblik i de tanker, Iben Mondrups farfar gjorde sig, da det stod klart for ham, at militærkuppet i Chile kunne have alvorlige konsekvenser for den ældste søn og hans familie.

»Vi græder for dig. Men bliv på din post«, lyder nogle af de afsluttede ord, der har gjort dybt indtryk på Iben Mondrup.

- Det betyder jo, at modstanden er vigtigere end livet. Selv med hans egen historie og bevidstheden om, hvad det havde kostet, så bakkede min farfar min onkel op i, at han skulle blive, sådan som han selv gjorde det, da jorden brændte under ham, og hans kammerater flygtede til Sverige. Og jeg beundrer på sin vis viljen til at kæmpe så indædt for det, man tror på, men man skal også være klar over, at folk kan blive grebet af en stemning, så de mister evnen til at vurdere, hvad der er forsvarligt. Jeg ville ikke ønske, at faren til mine børn gjorde det samme. For der er også nogle ofre.

- »Godhavn« tager jo udgangspunkt i min egen barndom,?og der følte jeg mig helt sikker på min ret til at skrive, for det var jo mine oplevelser. Men »Vi er brødre« handler ikke om min barndom, den handler om en andens barndom,?og det har givet mig en følelse af, at der er langt mere på spil, siger Iben Mondrup.?Foto: Carsten Lauridsen

Man kan kun skrive et menneske frem, hvis man kryber ind i deres krop og ned i deres tøj, og det er, mener Iben Mondrup, en af de lykkelige omstændigheder ved at være forfatter. Og særligt lykkeligt har det været under arbejdet med »Vi er brødre«, for det har givet Iben Mondrup mulighed for i glimt at se verden, som den nogenlunde så ud for den dreng, der siden blev voksen og blev hendes far.

- Jeg står tilbage med en stor forståelse for min far og ikke mindst en dyb, dyb kærlighed til ham. Jeg har jo været nødt til at forestille mig ham som dreng med en far, som han elskede, men ikke altid kunne nå, og fordi jeg selv er mor, kan jeg ikke lade være med at forholde mig til, hvad det betyder for børnene. Jeg har måske tidligere kæmpet med irritation og afmægtighed, for hvad var det med de der følelser?! Nu har jeg i stedet fået en indsigt, der gør, at jeg langt bedre kan tilgive og mærke kærligheden. Jeg har lyst til at kramme min far og sige: »Hold nu kæft et liv«, velvidende, at det, jeg har oplevet, selvfølgelig ikke er helt det samme, som han har oplevet, men jeg har fået forståelsen, siger Iben Mondrup, der håber, at forståelsen for det, der er gået forud også kan gøre godt i kommende generationer.

- Jeg tror jo på, at jo bedre vi forstår hinanden, jo bedre bliver vi til ikke at lave de samme fejl og tage vare på vores egne børn. Voksne vil altid være uforståelige for børn i et eller andet omfang, men de skal i hvert fald vide, at de ikke har et ansvar for det, der foregår.

En stemme til mange

For få uger siden sendte Iben Mondrup et eksemplar af »Vi er brødre« til Grønland, hvor hendes forældre stadig bor. Næsten i samme sekund, pakken forlod hendes hænder, ramte uroen hende, og hun skyndte sig hjem for at skrive et brev til faren, så han forstod, at nok er personerne i bogen foldet om hans familie, men de er i sidste ende helt deres egne.

- Ja, jeg har lyst til på forhånd at sige undskyld, selvom der jo ikke er tale om fortroligt stof, og at mine forbehold jo altså ikke har afholdt mig fra at skrive bogen. Selvfølgelig betyder det rigtig meget, hvad han synes om den, for han var meget glad for sin far, men han har sagt tak mange gange undervejs i vores samtaler, og det er i sig selv meget rørende, siger Iben Mondrup, der i løbet af efteråret tager rundt og holder foredrag om bogen.

Tirsdag 30. oktober klokken 19.30 står hun på biblioteket i Frederikshavn, og blandt tilhørerne vil være mange af de mennesker, der har delt deres historie med hende og siden har læst med og givet udtryk for, hvor berigende det har været at kunne træde ind i det barndommens land, der engang var deres.

Og når det flakser lidt uroligt i maven ved tanken om, hvad bogen kommer til at betyde for hendes egen familie, finder hun ro i netop det.

- Det er noget af det bedste, jeg har oplevet som forfatter; at jeg har kunnet skabe et univers, som de kan gå ind i og genkende. Så jeg støtter mig til, at jeg har været med til at give nogen en stemme.

Interviewet er lavet for Dagbladenes Bureau

Foto: Carsten Lauridsen

Hun begyndte på sin fars historie – SEP 2018

HUN BEGYNDTE PÅ SIN FARS BARNDOMSHISTORIE og endte med at skrive om opvæksten for en hel generation

Hvad gør man, når en vigtig historie presser sig på, og det samtidig er alt for følsomt, fordi det er ens fars historie? For forfatter Iben Mondrup blev en række samtaler med mennesker, der var børn i efterkrigstiden, nøglen til romanen »Vi er brødre« og til forståelsen af, hvad det betød at vokse op i en tid, hvor krigen blev afløst af en tavs, indre kamp

Af: Bine Madsen redaktion@m-jylland.dk

Iben Mondrup var slet ikke i tvivl, da hendes kæreste kom med en ide til, hvad hendes næste bog kunne handle om.

Hun var netop færdig med at skrive »Karensminde«, efterfølgeren til gennembrudsromanen »Godhavn«, der med afsæt i hendes egen familiehistorie handler om børnene Bjørk, Knut og Hilde og deres forældre Jens og Karen. Og hun var ikke bare færdig med at skrive. Hun var også færdig med personerne i bogen og færdig med miljøet. Så da hendes kæreste foreslog, at den næste bog skulle handle om Jens og hans bror og deres opvækst i kølvandet på anden verdenskrig, lå svaret lige for. »Nej, det vil jeg simpelthen ikke!«

Men det endte hun så med at gøre alligevel, for kort tid efter skete der noget.

- Der skete det, at jeg blev bedt om at tage imod en kasse med min farfars gamle dokumenter, som var blevet brugt til en bog om modstandsbevægelsen i Vendsyssel, fortæller Iben Mondrup, der godt vidste, at farfaren havde været modstandsmand.

Det var bare ikke noget, man talte om.

For hende var farfaren først og fremmest en glad mand, der fra hjemmet i Frederikshavn sendte kærlige og sjove breve til barnebarnet i Grønland, og ingenting i deres relation pegede umiddelbart mod den fortælling, som dokumenterne i kassen åbenbarede. Her kunne Iben Mondrup se, at farfaren under krigen var leder af modstandsbevægelsen i Sektion Vendsyssel og mange år efter krigen påtog sig opgaven med at hjælpe sine kammerater til at få økonomisk hjælp til de psykiske og fysiske skader, modstandsarbejdet havde givet dem.

- Og blandt dokumenterne lå også min farfars egen ansøgning. Her kunne jeg for første gang læse, at han havde været plaget af tilbagevendende mavesår og formentlig har lidt af depressioner, som i perioder betød, at han tog væk fra familien for at passe på sig selv. Da jeg efterfølgende begyndte at spørge til det hos min far og hans familie, kunne jeg godt mærke, at det var forbundet med stor følsomhed. Her var noget, der havde påvirket familien enormt, og jeg blev meget optaget af, hvad det betød for efterkrigstidens børn, at der blev lagt låg på så meget. Pludselig var jeg stik mod intentionen alligevel i gang med at skrive min fars barndomshistorie gennem historien om Jens og hans bror Poul.

Vigtige samtaler

Ét er at tage afsæt i sin egen historie. Noget andet er at sætte ord på noget, en anden har oplevet - og måske i særlig grad det vigtige og følsomme forhold mellem far og søn. Iben Mondrup mærkede hurtigt, at hun ikke kunne tage patent på sin fars barndomshistorie, men hun kunne heller ikke give slip på emnet. Derfor efterlyste hun mennesker fra sin fars generation, der ville fortælle om deres barndomserindringer og opvækst i Frederikshavn. Responsen var overvældende, og Iben Mondrup tog efterfølgende på adskillige kaffebesøg hos mennesker, der som hendes far var vokset op i efterkrigstidens Frederikshavn.

- Det viste sig hurtigt, at de alle havde den samme fortælling om at vokse op i en tid, hvor man ikke talte om, hvad der var sket under krigen og konsekvenserne af det. Der var en opfattelse af, at nu var krigen slut, og nu skulle man se fremad, men mange sad inde med dårlig samvittighed, sår på sjælen og oplevelser, de ikke kunne fortælle om, og det påvirkede selvfølgelig familierne og ikke mindst børnene. Det blev meget tydeligt for mig, at der i min fars generation var ting, der trængte til at blive taget hånd om. Derfor fortæller jeg også historien fra børnenes synspunkt og lader dem vokse op med en far, som de elsker og forguder, men slet ikke forstår, fortæller Iben Mondrup, der var imponeret over detaljerigdommen i samtalerne om en tid, der ligger mange årtier tilbage.

- Jeg blev mødt med en imponerende åbenhed, som nok blandt andet vidner om, at de også selv synes, det er nødvendigt at se på de her ting, og jeg har været dybt taknemlig for at få lov til at bruge disse historier. Forhåbentlig kan det være med til at holde fast i en fælles hukommelse fra nogle mennesker, som vi ikke ved, hvor længe vi har endnu.

Tal om fortiden af hensyn til fremtiden

Øjeblikke forinden har Iben Mondrup siddet i sofaen i stuen og forsøgt at fange lyset til glæde for fotografen. Nu sidder hun i det lille køkken i lejligheden på Vesterbro og fortæller om mødet med frederikshavnerne og om deres historier. Nogle er kommet med i bogen næsten i forholdet en til en, mens andre har været byggematerialer til det store overordnede skelet. Men alle har de bekræftet hende i, at hendes fars historie også tilhører en kollektiv historie, som har godt af at blive fortalt. Hun har selv på nærmeste hold været vidne til den følsomhed, der er nedarvet i familien sammen med en tendens til at være en smule på vagt over for det, der bliver sagt og gjort.

- Det er en generation, der kan have en tilbøjelighed til at holde følelserne inde, fordi det er det, de har lært, og den slags nedarves vel, indtil nogen bliver bedre til at håndtere de svære følelser. Heldigvis oplever jeg, at min generation er meget mere snakkende og meget mere opmærksom på, hvad vores adfærd betyder for vores børn, siger Iben Mondrup, der selv er mor til to børn på 15 og 18 år.

Når hun insisterer på, at vi må og skal tale om det, der foregik, handler det ikke kun om at løsne knuderne i maven i den enkelte familie. Der er også noget andet på spil, mener hun.

- I dag forestiller vi os jo, at alt er under kontrol, og at vi aldrig igen risikerer at stå i en situation, hvor man er på det forkerte hold. Men hvordan kan vi undgå det, hvis vi ikke erkender, at det har vi været engang, og vi var det på mange niveauer. Er det skamfuldt? Ja, men det er nemmere at bære, hvis vi bærer skammen sammen.

Det, der er vigtigere end livet

»Vi er brødre« er blevet til fortællingen om Jens og Poul, der vokser op i Frederikshavn med en far, der til daglig er kriminalassistent, men i perioder forsvinder, uden at hans børn ved hvorfor. Brødrene reagerer vidt forskelligt. Den ene tager vredt afstand og vender sig mod verden, mens den anden vender længslen efter sin far indad. Begge ender dog med som voksne at rejse ud af landet. Jens til Grønland og Poul til Chile, præcis som mange gjorde i virkeligheden dengang omkring 1970. Også Iben Mondrups far og hans storebror. Og mens romanen på mange områder slet ikke fæstner sig til noget konkret fra Iben Mondrups egen familie, så slutter den med et brev, der blev sendt i virkeligheden i efteråret 1973. Kun personernes navne er ændret, og derfor får læserne et unikt indblik i de tanker, Iben Mondrups farfar gjorde sig, da det stod klart for ham, at militærkuppet i Chile kunne have alvorlige konsekvenser for den ældste søn og hans familie.

»Vi græder for dig. Men bliv på din post«, lyder nogle af de afsluttede ord, der har gjort dybt indtryk på Iben Mondrup.

- Det betyder jo, at modstanden er vigtigere end livet. Selv med hans egen historie og bevidstheden om, hvad det havde kostet, så bakkede min farfar min onkel op i, at han skulle blive, sådan som han selv gjorde det, da jorden brændte under ham, og hans kammerater flygtede til Sverige. Og jeg beundrer på sin vis viljen til at kæmpe så indædt for det, man tror på, men man skal også være klar over, at folk kan blive grebet af en stemning, så de mister evnen til at vurdere, hvad der er forsvarligt. Jeg ville ikke ønske, at faren til mine børn gjorde det samme. For der er også nogle ofre.

- »Godhavn« tager jo udgangspunkt i min egen barndom,?og der følte jeg mig helt sikker på min ret til at skrive, for det var jo mine oplevelser. Men »Vi er brødre« handler ikke om min barndom, den handler om en andens barndom,?og det har givet mig en følelse af, at der er langt mere på spil, siger Iben Mondrup.?Foto: Carsten Lauridsen

Man kan kun skrive et menneske frem, hvis man kryber ind i deres krop og ned i deres tøj, og det er, mener Iben Mondrup, en af de lykkelige omstændigheder ved at være forfatter. Og særligt lykkeligt har det været under arbejdet med »Vi er brødre«, for det har givet Iben Mondrup mulighed for i glimt at se verden, som den nogenlunde så ud for den dreng, der siden blev voksen og blev hendes far.

- Jeg står tilbage med en stor forståelse for min far og ikke mindst en dyb, dyb kærlighed til ham. Jeg har jo været nødt til at forestille mig ham som dreng med en far, som han elskede, men ikke altid kunne nå, og fordi jeg selv er mor, kan jeg ikke lade være med at forholde mig til, hvad det betyder for børnene. Jeg har måske tidligere kæmpet med irritation og afmægtighed, for hvad var det med de der følelser?! Nu har jeg i stedet fået en indsigt, der gør, at jeg langt bedre kan tilgive og mærke kærligheden. Jeg har lyst til at kramme min far og sige: »Hold nu kæft et liv«, velvidende, at det, jeg har oplevet, selvfølgelig ikke er helt det samme, som han har oplevet, men jeg har fået forståelsen, siger Iben Mondrup, der håber, at forståelsen for det, der er gået forud også kan gøre godt i kommende generationer.

- Jeg tror jo på, at jo bedre vi forstår hinanden, jo bedre bliver vi til ikke at lave de samme fejl og tage vare på vores egne børn. Voksne vil altid være uforståelige for børn i et eller andet omfang, men de skal i hvert fald vide, at de ikke har et ansvar for det, der foregår.

En stemme til mange

For få uger siden sendte Iben Mondrup et eksemplar af »Vi er brødre« til Grønland, hvor hendes forældre stadig bor. Næsten i samme sekund, pakken forlod hendes hænder, ramte uroen hende, og hun skyndte sig hjem for at skrive et brev til faren, så han forstod, at nok er personerne i bogen foldet om hans familie, men de er i sidste ende helt deres egne.

- Ja, jeg har lyst til på forhånd at sige undskyld, selvom der jo ikke er tale om fortroligt stof, og at mine forbehold jo altså ikke har afholdt mig fra at skrive bogen. Selvfølgelig betyder det rigtig meget, hvad han synes om den, for han var meget glad for sin far, men han har sagt tak mange gange undervejs i vores samtaler, og det er i sig selv meget rørende, siger Iben Mondrup, der i løbet af efteråret tager rundt og holder foredrag om bogen.

Tirsdag 30. oktober klokken 19.30 står hun på biblioteket i Frederikshavn, og blandt tilhørerne vil være mange af de mennesker, der har delt deres historie med hende og siden har læst med og givet udtryk for, hvor berigende det har været at kunne træde ind i det barndommens land, der engang var deres.

Og når det flakser lidt uroligt i maven ved tanken om, hvad bogen kommer til at betyde for hendes egen familie, finder hun ro i netop det.

- Det er noget af det bedste, jeg har oplevet som forfatter; at jeg har kunnet skabe et univers, som de kan gå ind i og genkende. Så jeg støtter mig til, at jeg har været med til at give nogen en stemme.

Interviewet er lavet for Dagbladenes Bureau

Foto: Carsten Lauridsen

VI ER BRØDRE

VI ER BRØDRE er en historisk roman som udspiller sig i årene efter 2. verdenskrigs afslutning i den danske provinsby Frederikshavn. Den fortæller historien om to vidt forskellige brødres opvækst og indgange til det tidlige voksenliv, i skyggen af de voldsomme forandringer og de stadig aktive traumer som krigen har påført drengenes familie.

Faren har været leder af modstandsbevægelsen på egnen og har måttet foretage nogle valg som forfølger ham, og som han ikke han tale om. Hans tavshed bliver det tabu som begge sønner danser omkring. Poul har måttet tage hånd om sin mor mens faren var væk, og føler stadig et stort ansvar for hende og sin forsigtige lillebror Jens. Han lægger gradvist afstand til sin far og kan på trods af dennes modstand ikke komme hurtigt nok væk hjemmefra, ud af skolen og til søs. Som 15-årig får han sin første hyre, og lillebror Jens er nu alene på hjemmefronten da faren pludselig forsvinder og efterlader ham og moren husvilde og alene i et lånt sommerhus. Jens er den følsomme dreng der er tæt knyttet til sin far. Da Poul vender tilbage fra havet for at uddanne sig til maskinmester, rager de to brødre uklar om loyaliteten over for faren, en konflikt som dybest set handler om at vinde hans anerkendelse. De forsøger på hver sin måde at komme overens med farens skygge. Den aggressive Poul går ind i arbejderbevægelsen, men retter snart blikket mod den større verdens konflikter som han har set mens han sejlede. Også Jens kæmper med arven efter sin far, men mindre radikalt. Han søger det mere konforme og sikre og er ikke på samme måde draget af verdens brændpunkter. I løbet af det tidlige voksenliv vokser begge brødres trang til at lægge det gammelkendte bag sig for i stedet at drage ud i verden. Gennem den første modne kærlighed finder de deres individuelle veje ud af almindelighedens snærende bånd og ind i et liv som medfører at de forlader landet for at rejse ud og prøve sig selv af i regioner hvor der er brug for dem.

Romanen er en familiefortælling om fædre og sønner, om at være brødre med vidt forskellige temperamenter, og om ikke at kunne undgå at blive mærket af efterkrigstidens selvpåførte tavshed og fortrængninger. Den har rod i min egen familiehistorie idet min farfar, Kaj Mortensen, var kriminalassistent ved Frederikshavns Politi og leder af modstandsbevægelsen sektion Vendsyssel. Efter sin død kom hans arkiv i familiens varetægt, en enestående kildesamling som jeg har kunnet bruge af.

Med VI ER BRØDRE forsøger forfatteren at åbne nye døre til forståelsen af nutiden ved at skrive sig ind på livet af den dramatiske, nære fortid, med fokus på de omstændigheder der formede den store generation af efterkrigstidsbørn, de senere forandringslystne og ofte revolutionære 68’ere, som på et utal af måder, gode såvel som mindre gode, kom til at tegne det samfund og den nation som vi kender i dag.

Udkommer til september på Gyldendal

Jeg ved hvor det skal ende – INF – APR 2018

For en måneds tid siden skrev Lone Nikolajsen fra Information og spurgte om jeg kunne tænke mig at være med i artikelserien 'De næsten færdige' som handler om næsten at være færdig med et værk. Jeg sagde selvfølgelig ja, og det er der kommet dette interview ud af. Jep. Jeg er storforbruger af instagram, dårlige nyheder om voldspsykopater og andet knald der kan distrahere mig mens jeg skriver. Et hurtigt og super effektivt fix som renser tankerne og nulstiller hjernen sådan dér! Det er nødvendigt for mig. Fordi skriveprocessen i perioder, som for eksempel her til slut, kan være så helt ulidelig svær.

Læs interviewet her

VICTORIA _ af Kaj Mortensen

Min farfar var en ualmindelig sammensat person, havde vel haft syv års skolegang, fire ugers uddannelse som politimand og dertil en fortid som leder af modstandsbevægelsen i Vendsyssel. Men han ville egentlig bare gerne have været skolelærer. I eftersøgningen af materiale til mit manuskript om drengene fra Frederikshavn fik jeg min far til at sende mig mine farfars arkiver. De var endt i Grønland efter mine bedsteforældres død. Foruden en masse vild korrespondance fra besættelsestiden skrevet i hemmelige koder og vendinger, lå der også en stak aviser. Denne kriminalassistent skrev. I datidens ret komiske stil der altid giver mig fornemmelsen af at være med i en folkekomedie. Men hold op, hvor kunne han skrive altså, syv års skolegang, ingen pisa-test, og så alligevel sådan et sprog. Det skal lige siges at jeg har barberet fortællingen ned til det halve. Den strækker sig over en hel side og udvikler sig i temmelig fækal retning.

VICTORIA

Kaj Mortensen, Frederikshavns Avis, 31. december 1954

Denne historie udspilles i Brønderslev i min barndom, og den handler om ”Victoria”, min barndoms fodboldklub, som blev stiftet den dag, da min mor havde vundet en rigtig fodbold i tombolaen ved pinsefesten i Plantagen. Vi – min brødre og jeg – havde nok før den tid dyrket det ædle fodboldspil.

Sammen med de andre drenge fra Gravensgade spillede vi på Tømmerpladsen, den nuværende Rådhusplads, men vi havde hidtil kun haft en lille gummibold at sparke til. Den havde kostet 35 øre hos træhandler Martinus, og pengene til den var sæsonoverskuddet fra ”Cirkus Hagenix”, som vi havde etableret i smøgen mellem vores vaskehus og naboens snedkerværksted. Nu blev vi brødre pludselig ejere af en ægte randsyet svinelæderfodbold, en genstand, som dengang kun kunne erhverves af store, pengestærke foreninger.

Men inden vi lægger ud med den nye bold, må jeg lige fortælle lidt om mine brødre:

Af brødre har jeg haft mange og gode. Syv har vi været i tallet – plus en søster, én eneste søster. Gud være lovet. Nu skal det naturligvis ikke forstås således, at jeg ikke holder af min søster. Tværtimod, selv om jeg havde haft tyve søstre, kunne ingen være mig kærere end hende. Kan jeg sige det bedre, jeg der i samfulde fire år under de sværeste lidelser har sovet hos hende i den såkaldte ”lille seng” og tålmodigt har fundet mig i, at hun hver aften viklede dynen tre gange rundt om sit luksuslegeme, medens jeg dækkede mig nødtørftigt under en flig. Søster Anne glider imidlertid ud af denne beretning, idet hun aldrig har haft andet med fodbold at gøre, end at hun senere blev gift med en fodboldtosset mand, en af dem, der aldrig selv har rørt ved en fodbold.

Mine ældre brødre, Rasmus, Charles, Harald og Ejner skal jeg heller ikke komme nærmere ind på, da de allerede var voksne og fra hånden. Ejner var den sidste, der havde måttet forlade barndommens paradis og klappe døren i efter sig, idet han, kort før Victoria indstiftedes, med en pæn realeksamen, ditto jakkesæt og tungt hjerte var blevet elev i Brønderslev bank, byens førende, som han sagde, vel vidende, at det var den eneste. At en bankelev allerede dengang betragtedes som noget meget fint og ophøjet, fremgår af, at vi mindre brødre overvejede, om vi burde sige De til Ejner. Da vi forebragte ham spørgsmålet, trak han lidt på det, men kom efter moden overvejelse til det resultat, at det vist ikke var strengt nødvendigt. Vi havde jo dog også alle tre, efterhånden som vi voksede til, sovet sammen med ham i slagbænken, hvor han for øvrigt udfoldede samme rædselsregimente som Anna i ”den lille seng”, om muligt endnu værre.

Tilbage var så de tre små: Aage, den ældste, Tage, den yngste, og mig i midten.

Aage var en udpræget diktator og tyran, der støttede sin magt på det faktum, at vores far var politi. Ved sine lumske, voldelige overfald på de af gadens drenge, der var væsentligt mindre end ham selv, havde han forskaffet sig tilnavnet ”Gravensgades Gangster”. Der var stof i ham til en rigtig bølle, en af dem, der er så moderne nu til dags. Jeg skylder her at fortælle, at han senere forlod denne branche og gik over i barberfaget. Han er nu en ganske ufarlig barbermester i Dronninglund, og ingen behøver at nære den ringeste frygt for ham.

Tage var i modsætning til Aage, lille, stille og blid. Han var afgrundsdyb i sine følelser og havde af den grund forfærdende let til tårer. Det eneste, der kunne bringe ham ud af fatning, var når vi kaldte ham ”den lille”. Så fulgte en eksplosion i sammenligning med hvilken, atomvåben er for en kineser at regner. Senere i livet viste han, at han var større end nogen af vi andre. Men det er en anden historie.

Om mig selv kan jeg sige, at jeg ikke var den store og ikke den lille, men ham i midten med de deraf følgende diplomatiske forviklinger.

Det blev altså vi tre små, der kom til at overtage bolden, og aldrig har vi vel været så langt oppe i himlen, som da vi dagen efter den lykkelige gevinst lagde ud med den nye bold. Til at begynde med spillede vi tre brødre naturligvis alene. Aage var centerforward. Han var en absolut dygtig fodboldspiller, hvis stil nærmest mindede om Anker Hedegaard. Tage stod i målet, hvor han fyldte foruroligende lidt.

Han havde så tit set voksne målmænd kaste sig efter bolden. Også Tage kastede sig, om end det var for at undgå Aages jernhårde skud. Jeg indtog pladsen som back og forsøgte at efterligne mit store ideal på denne plads, ”Danmarks Konrad”. Jeg gjorde mig så hjulbenet, jeg kunne, og stoppede en stor tot græs op i den ene side af munden for at efterligne Konrads skrå.

I en kreds bag målet stod kammeraterne fra Gravensgade med den lille gummibold, som havde forskaffet os så mange lykkelige timer på Tømmerpladsen. Hvor så den dog fattig og slatten ud nu. Og drengene! De stod med kæber drivende af misundelse. Enhver anmodning om at få lov til at spille med blev brutalt afslået af Aage. Tage syntes, det var synd og smågræd i målet. Men da publikum nu begyndte at rose og smigre Aage på det skammeligste, blev han overvældet af storsind og inviterede hele banden til at spille med, med undtagelse – naturligvis – af dem, der ikke var fra Gravensgade. Og det gik hurtigt op for Aage, at hans glæde blev større, når den blev delt med andre, hvilket var grunden til, at han, da spillet var forbi, med øjeblikkelig varsel indkaldte til generalforsamling hjemme i vaskehuset. Nu skulle der dannes en fodboldklub.

Tilstrømningen var overvældende, men kun drenge fra Gravensgade kunne få adgang – Aage præsiderede på gruekedlen, højt hævet over folket. Og for at nævne spidserne på de fremmødte, så var der Bitte-Jens og Bitte-Aage, Kontrollen Kaj, Idas Harry, Jens og Magnus, Madsens Johannes og Kresten, Vognmandens Ville og Bitte, Niels Wacher, Pigens Ejner og Bitte-Verner m.fl.

Som man ser, havde mange af drengene Bitte som tilnavn. – En stor del af dem er dog senere blevet nogle lange rør, og enkelte er blevet store mænd. Længst er vel foreløbig Pigens Ejner nået. Han gik nemlig senere ind i storpolitik og blev sognerådsmedlem. Men han har også alle dage været en væmmelig knægt. I øvrigt var han min bedste ven og kammerat.

Bitte-Verner er ikke blevet ret meget større siden, men det har ikke hindret ham i at gøre karriere på fodboldbanen, og han har sat mange frederikshavnske målmænd grå hår i hovedet og mange bolde i deres net. Med tiden dalede naturligvis hans stjerne, og han sank ned til at blive en ganske almindelig – men hæderlig Købmand i Brønderslev.

Niels Wacher var den eneste uden for Gravensgade, som fik lov at være med. Vi kunne ikke undvære ham, for han var Tages allerbedste ven, dertil en fortræffelig halfback og en rolig og saglig slagsbroder, især hvis det drejede sig om at forsvare lille Tages rent personlige interesser.

Da Aage besteg gruekedlen, blev der ro i salen.

”Generalforsamlingen er åbnet,” erklærede han, ”vi går straks over til valgene”, hvorpå han valgte sig selv til 1. formand, mig til 2. formand og Tage til 3. formand. Harry gjorde vrøvl, men Aage lukkede munden på ham ved at gøre ham til suppleant. Ingen vidste ganske vist, hvad det var, men alle anede, at det var noget fint, da Harry omgående forlod lokalet og pilede hjem til sin mor for at fortælle hende, at han var blevet en stor mand.

Herefter skulle der vælges et navn til foreningen. Der indkom mange ejendommelige forslag, såsom: ”B 1903”, ”Danske Drenges Frihedsværn”, ”Ned med nakken”, ”Jyden han er stærk og sej” osv., men det endte med, at Åge bestemte, at klubben skulle hedde ”Victoria”, og således blev det. Kontingentet blev sat til fem øre om måneden, og der valgtes en kasserer.

Mødet hævet.

Og så begyndte træningen og kampene. Ih, hvor vi sled i det. Arvefjenden var ”Chang”, en tilsvarende drengeklub, der havde det fortrin frem for ”Victoria”, at den rekrutterede fra hele byen, og ikke kun fra en enkelt børnerig gade. ”Chang” kunne vi ikke rigtig klare, hvad man forstår, når man betænker, at den disponerede over sådanne berømtheder som den senere så elegante landsholdsspiller Sven Sanvig, broderen Kaj, der allerede dengang var en kæmpeknokkel, samt Hans Henriksen og ”Danmarks Konrad”s Ejner m.fl., alle velkendte af nu pensionerede F.F.I-spillere.

En anden fjende var drengene i ”D.U.I.” Dem bankede vi, for ordet ”idræt” i denne forenings navn var – dengang som nu – kun camouflage for politisk opdragelsesanstalt, noget i retning af det, som tyskerne senere havde i deres ”Hitlerjugend”.

Den svageste af vores modstandere var FDF, men de havde det jo også ligesom ”D.U.I.”, blot med den forskel, at de havde Vor Herre som fører, hvor ”D.U.I.” kun kunne stille med Stauning. Vi havde ærligt talt det indtryk, at Vor Herre ikke havde ret meget med fodbold at gøre. Men på daværende tidspunkt var fodboldpræsten, Gaarn Larsen, jo også kun en lille dreng, der gik og vogtede får på Læsø.

Men vi kæmpede også udenbys. Jerslev, Serritslev, Emb, Vraa, Sterup, Tolstrup og Klæstrup, Karlehold blev nedkæmpet med hård fod. Selv til Hjørring nåede vi, men der fik vi klø, for ”H.I.” havde lumskeligt stillet deres mesterrækkehold op imod os. Vi tabte med 0-1, hvilket fortæller lidt om Hjørring Fodbolds høje stade dengang.

Lirekassen

VICTORIA

Af: Kaj Mortensen, Frederikshavns Avis, 31. december 1954

Denne historie udspilles i Brønderslev i min barndom, og den handler om ”Victoria”, min barndoms fodboldklub, som blev stiftet den dag, da min mor havde vundet en rigtig fodbold i tombolaen ved pinsefesten i Plantagen. Vi – min brødre og jeg – havde nok før den tid dyrket det ædle fodboldspil.

Sammen med de andre drenge fra Gravensgade spillede vi på Tømmerpladsen, den nuværende Rådhusplads, men vi havde hidtil kun haft en lille gummibold at sparke til. Den havde kostet 35 øre hos træhandler Martinus, og pengene til den var sæsonoverskuddet fra ”Cirkus Hagenix”, som vi havde etableret i smøgen mellem vores vaskehus og naboens snedkerværksted. Nu blev vi brødre pludselig ejere af en ægte randsyet svinelæderfodbold, en genstand, som dengang kun kunne erhverves af store, pengestærke foreninger.

Men inden vi lægger ud med den nye bold, må jeg lige fortælle lidt om mine brødre:

Af brødre har jeg haft mange og gode. Syv har vi været i tallet – plus en søster, én eneste søster. Gud være lovet. Nu skal det naturligvis ikke forstås således, at jeg ikke holder af min søster. Tværtimod, selv om jeg havde haft tyve søstre, kunne ingen være mig kærere end hende. Kan jeg sige det bedre, jeg der i samfulde fire år under de sværeste lidelser har sovet hos hende i den såkaldte ”lille seng” og tålmodigt har fundet mig i, at hun hver aften viklede dynen tre gange rundt om sit luksuslegeme, medens jeg dækkede mig nødtørftigt under en flig. Søster Anne glider imidlertid ud af denne beretning, idet hun aldrig har haft andet med fodbold at gøre, end at hun senere blev gift med en fodboldtosset mand, en af dem, der aldrig selv har rørt ved en fodbold.

Mine ældre brødre, Rasmus, Charles, Harald ig Ejner skal jeg heller ikke komme nærmere ind på, da de allerede var voksne og fra hånden. Ejner var den sidste, der havde måttet forlade barndommens paradis og klappe døren i efter sig, idet han, kort før dette drama udspilles, med en pæn realeksamen, ditto jakkesæt og tungt hjerte var blevet elev i Brønderslev bank, byens førende, som han sagde, vel vidende, at det var den eneste. At en bankelev allerede dengang betragtedes som noget meget fint og ophøjet, fremgår af, at vi mindre brødre overvejede, om vi burde sige De til Ejner. Da vi forebragte ham spørgsmålet, trak han lidt på det, men kom efter moden overvejelse til det resultat, at det vist ikke var strengt nødvendigt. Vi havde jo dog også alle tre, efterhånden som vi voksede til, sovet sammen med ham i slagbænken, hvor han for øvrigt udfoldede samme rædselsregimente som Anna i ”den lille seng”, om muligt endnu værre.

Tilbage var så de tre små: Aage, den ældste, Tage, den yngste, og mig i midten.

Aage var en udpræget diktator og tyran, der støttede sin magt på det faktum, at vores far var politi. Ved sine lumske, voldelige overfald på de af gadens drenge, der var væsentligt mindre end ham selv, havde han forskaffet sig tilnavnet ”Gravensgades Gangster”. Der var stof i ham til en rigtig bølle, en af dem, der er så moderne nu til dags. Jeg skylder her at fortælle, at han senere forlod denne branche og gik over i barberfaget. Han er nu en ganske ufarlig barbermester i Dronninglund, og ingen behøver at nære den ringeste frygt for ham.

Tage var i modsætning til Aage lille, stille og blid. Gab var afgrundsdyb i sine følelser og havde af den grund forfærdende let til tårer. Det eneste, der kunne bringe ham ud af fatning, var når vi kaldte ham ”den lille”. Så fulgte en eksplosion, i sammenligning med hvilken atomvåbener for en kineser at regner. Senere i livet viste han, at han var større end nogen af vi andre. Men det er en anden historie.

Om mig selv kan jeg sige, at jeg ikke var den store og ikke den lille, men ham i midten med de deraf følgende diplomatiske forviklinger.

Det blev altså vi tre små, der kom til at overtage bolden, og aldrig har vi vel været så langt oppe i himlen, som da vi dagen efter den lykkelige gevinst lagde ud med den nye bold. Til at begynde med spillede vi tre brødre naturligvis alene. Aage var centerforward. Han var en absolut dygtig fodboldspiller, hvis stil nærmest mindede om Anker Hedegaard. Tage stod i målet, hvor han fyldte foruroligende lidt.

Han havde så tit set voksne målmænd kaste sig efter bolden. Også Tage kastede sig, om end det var for at undgå Aages jernhårde skud. Jeg indtog pladsen som back og forsøgte at efterligne mit store ideal på denne plads, ”Danmarks Konrad”. Jeg gjorde mig så hjulbenet, jeg kunne, og stoppede en stor tot græs op i den ene side af munden for at efterligne Konrads skrå.

I en kreds bag målet stod kammeraterne fra Gravensgade med den lille gummibold, som havde forskaffet os så mange lykkelige timer på Tømmerpladsen. Hvor så den dog fattig og slatten ud nu. Og drengene! De stod med savlende kæber, hængende ører og øjne, der drev af misundelse. Enhver anmodning om at få lov til at spille med blev brutalt afslået af Aage. Tage syntes, det var synd og smågræd i målet. Men da publikum nu begyndte at rose og smigre Aage på det skammeligste, blev han overvældet af storsind og inviterede hele banden til at spille med med undtagelse – naturligvis – af dem, der ikke var fra Gravensgade. Og det gik hurtigt op for Aage, at hans glæde blev større, når den blev delt med andre, hvilket var grunden til, at han, da spillet var forbi, med øjeblikkelig varsel indkaldte til generalforsamling hjemme i vaskehuset. Nu skulle der dannes en fodboldklub.

Tilstrømningen var overvældende, men kun drenge fra Gravensgade kunne få adgang- – Aage præsiderede på gruekedlen, højt hævet over alt folket. Og for at nævne spidserne på de fremmødte, så var der Bitte-Jens og Bitte-Aage, Kontrollen Kaj, Idas Harry, Jens og Magnus, Madsens Johannes og Kresten, Vognmandens Ville og Bitte, Niels Wacher, Pigens Ejner og Bitte-Verner m.fl.

Som man ser, havde mange af drengene Bitte som tilnavn. – En stor del af dem er dog senere blevet nogle lange rør, og enkelte er blevet store mænd. Længst er vel foreløbig Pigens Ejner nået. Han gik nemlig senere ind i storpolitik og blev sognerådsmedlem. Men han har også alle dage været en væmmelig knægt. I øvrigt var han min bedste ven og kammerat.

Bitte-Verner er ikke blevet ret meget større siden, men det har ikke hindret ham i at gøre karriere på fodboldbanen, og han har sat mange frederikshavnske målmænd grå hår i hovedet og mange bolde i deres net. Med tiden dalede naturligvis hans stjerne, og han sank ned til at blive en ganske almindelig – men hæderlig Købmand i Brønderslev.

Niels Wacher var den eneste uden for Gravensgade, som fik lov at være med. Vi kunne ikke undvære ham, for han var Tages allerbedste ven, dertil en fortræffelig halfback og en rolig og saglig slagsbroder, især hvis det drejede sig om at forsvare lille Tages rent personlige interesser.

Da Aage besteg gruekedlen, blev der ro i salen.

”Generalforsamlingen er åbnet,” erklærede han, ”vi går straks over til valgene”, hvorpå han valgte sig selv til 1. formand, mig til 2. formand og Tage til 3. formand. Harry gjorde vrøvl, men Aage lukkede munden på ham ved at gøre ham til suppleant. Ingen vidste ganske vist, hvad det var, men alle anede, at det var noget fint, da Harry omgående forlod lokalet og pilede hjem til sin mor for at fortælle hende, at han var blevet en stor mand.

Herefter skulle der vælges et navn til foreningen. Der indkom mange ejendommelige forslag, såsom: ”B 1903”, ”Danske Drenges Frihedsværn”, ”Ned med nakken”, ”Jyden han er stærk og sej” osv., men det endte med, at Åge bestemte, at klubben skulle hedde ”Victoria”, og således blev det. Kontingentet blev sat til fem øre om måneden, og der valgtes en kasserer.

Mødet hævet.

Og så begyndte træningen og kampene. Ih, hvor vi sled i det. Arvefjenden var ”Chang”, en tilsvarende drengeklub, der havde det fortrin frem for ”Victoria”, at den rekrutterede fra hele byen, og ikke som ”Victoria” fra en enkelt børnerig gade. ”Chang” kunne vi ikke rigtig klare, hvad man forstår, når man betænker, at den disponerede over sådanne berømtheder som den senere så elegante landsholdsspiller Sven Sanvig, broderen Kaj, der allerede dengang var en kæmpeknokkel, samt Hans Henriksen og ”Danmarks Konrad”s Ejner m.fl. alle velkendte af nu pensionerede F.F.I-spillere.

En anden fjende var drengene i ”D.U.I.” Dem bankede vi, for ordet ”idræt” i denne forenings navn var – dengang som nu – kun camouflage for politisk opdragelsesanstalt, noget i retning af det, som tyskerne senere havde i deres ”Hitlerjugend”.

Den svageste af vores modstandere var FDF, men de havde det jo også ligesom ”D.U.I.”, blot med den forskel, at de havde Vor Herre som fører, hvor ”D.U.I.” kun kunne stille med Stauning. Vi havde ærligt talt det indtryk, at Vor Herre ikke havde ret meget med fodbold at gøre. Men på daværende tidspunkt var fodboldpræsten, Gaarn Larsen, jo også kun en lille dreng, der gik og vogtede får på Læsø.

Men vi kæmpede også udenbys. Jerslev, Serritslev, Emb, Vraa, Sterup, Tolstrup og Klæstrup, Karlehold blev nedkæmpet med hård fod. Selv til Hjørring nåede vi, men der fik vi klø, for ”H.I.” havde lumskeligt stillet deres mesterrækkehold op imod os. Vi tabte med 0-1, hvilket fortæller lidt om Hjørring Fodbolds høje stade dengang.

Karensminde_sample

Karensminde

Pages 9-16

Bjørk sits in the sun in the doorway. She feels comfortable, she is warm. When the wind is still in the courtyard between the three white buildings that are situated in a horseshoe, shadows appear beneath the chestnut’s large hands; the tree has grown up between the cobblestones, Bjørk can go sit beneath it if she gets too hot.

She has been on Møn almost a week and she could stay here forever. Bjørk came to the farm so she could avoid seeing Jeppe. Finally, she has managed to convince him that they should not live together, it is not good for their relationship, she cannot catch her breath and has nightmares about being swallowed. She has told him to pack the few personal belongings he brought to the apartment. He will be gone when she returns. At least if he does what she says.

But she is also at the farm to help her parents, Jens and Karen, with preparations for the new guest house. Already this summer the first vacationers were supposed to pull into the driveway and occupy the newly refurnished rooms in one wing of the farmhouse. But toilets still need to be installed and the advertisement that was supposed to appear in the local newspaper has been postponed.

“Perhaps in the fall,” her mother said when it became clear they could not meet the deadline. All spring she has been making the rounds of flea markets and thrift shops, buying old dressers and small tables and chairs and rugs with which to furnish the rooms. She let down the backseat in the old Ford Taunus to make space for it all.

Bjørk heard the concealed disappointment in her mother’s voice and hoped her father did not notice; he has worked nonstop since April, these last few days they have only seen the back of him. If she leans on her elbows and stretches her neck back, from where she sits on the steps she can see the corner of the new parking area where her father is busy. Yesterday a truck came and left a mountain of gravel. Her father went to work with the shovel and roller he had borrowed from their neighbor Hans Henrik, pushing, pulling. Now the area is rectangular and smooth. The next project is the starling boxes beneath the gable; the birds will poop on the cars and need to be relocated to the trees in the backyard.

From the guest house comes the whirling sound of the sewing machine, broken only by the whistle of curtain hooks gliding through the rail when a curtain is hung in place. The sight of her mother’s hand pulling the white cotton material back and forth in the window reminds Bjørk of a theater; she imagines that any moment the curtain will be drawn aside and behind it will be a space containing a miniature scene where last year’s events will be staged.

If she considers the year that has passed since her parents left Greenland and moved to Denmark, she can see how her father has gotten the farm into shape and shored it up, his arms and his legs pumping, they have operated since the very first day, tools swirl through the air, there is a perpetual growling and hammering about him as the new world takes form. It warms Bjørk’s heart to see her father like that, it sweeps all of them along, and the farm, which is called Karensminde, is the right place, perhaps her family’s final place, Bjørk thinks, as she sits satisfied in the sun and listens to curtains sliding on the rails in the guest rooms. She feels like she belongs to Karensminde, too. It is not in the plan, but she would not mind living here, there is room enough.

Bjørk glances into the chestnut’s crown at the wood pigeons bustling around and so does not hear that other sound: the dull thud of an object falling to earth, nestled just beneath the sound of wings. Not until her mother appears in the door, curtain rod in hand, to ask after Jens does Bjørk realize something is wrong. She jumps up and dashes at her mother’s heels around the corner to the parking area.

Their steps slow as they approach. Next to the gable, halfway under the ladder, is a bundle. They separate and approach the bundle from either side. Neither knows what they are about to find, and if it were up to Bjørk, she would never know.

Her father’s legs are twisted in an awkward position; with one cheek pressed to the ground and his eyes open, he gasps for air.

“Oh, my darling. My sweet, sweet darling,” Karen breathes, shifting the ladder so she can turn him onto his back.

A hot sensation grows in Bjørk’s middle, it spreads into her throat and explodes in her brain, she floats off into the sky.

“Well, help me!” her mother shouts as she crouches beside the motionless body.

How Bjørk reached the car, she has no idea, she is standing pressed against it, but now she hurries over to her mother. Like an organism with four arms they carry the limp body, they propel and manipulate him, now they are lifting him, they have no need to coordinate their movements, they have been programmed to bear him like this.

“This won’t work,” Bjørk groans, dropping her father’s legs as they reach the car. “Shouldn’t we just call an ambulance?”

Her mother opens the back. Something strange has come over her. “We’ll manage it ourselves.” She pronounces the words with certainty. “It’ll be faster this way. He’s breathing, don’t you hear? So it’s not a heart attack.”

Yes, he is breathing, and her mother knows something about first aid, Bjørk does too, for that matter, she has just completed the required course, only she cannot remember a thing.

She retrieves her father’s legs, her mother grabs him beneath the arms, together they bustled Jens into the back before jumping in and driving off.

The fifty kilometers to Nykøbing Falster is an endless distance, and how far is it to the ground when you are up on a ladder removing starling boxes? Three meters? Bjørk pictures her father hanging in the air, strangely suspended, rotating in a slow somersault, once, twice. You would think he would have called for someone. Why did he not call for someone? He fell soundlessly, not a scream, not a cry, there was just her father’s silent path to earth. Before the fall you could spool out a thread between him and Bjørk. It might be a long thread stretching over fields, lakes, seas, and continents. “Keep a fast hold here,” she could have told him he would have held fast. She could have followed the thread and found him at the end of it, she could have measured the distance. As she drives away with her mother, the thread jounces in a mesh net behind the car, now they are heading into Farø, up ahead is the bridge, the car shakes, dust and pebbles are ripped loose and settle in cracks and crevices, Bjørk rubs her eyes and cannot fathom how her mother can see out the windshield, she can hardly see out herself. Still, things do have a certain clarity about them, she knows something important is happening, and she can see that her mother knows it too. But neither of them knows exactly what it is. Until now they have been operating on a practical level, perhaps they imagine that the fall is no big deal, an overturned hedge, a busted pipe, a vase someone dropped on the floor sending water and glass fragments everywhere. They have acted like this is something they can fix; if they start at one end and work from there, anything can be put right.

Bjørk closes her eyes, opens them again, and catches sight of the old steering wheel her father repaired with putty, her mother’s hand, the knuckle with the small, glossy wound which resulted when the pair of scissors slipped from her hand, the arm with the rolled-up sleeve, her throat, and the dangling earring that Ida made from a yellow snail shell. Outside the dusty light; they are driving fast, fields draw green bands before Bjørk’s eyes, and still they cannot reach their destination. Behind the wheel her mother speeds up, road signs and woodlands fly past together with fields containing sheep and cows and farmhouses and barns, behind them her father lies and looks like he is sleeping, they drive on but cannot escape the onstorming point shooting forward directly behind them, Bjørk alternately peers out the windshield and the back, the only thing she can think is, now we are coming to it: the point, the point, the point.

“Wait out here while I find a porter,” Karen says.

They stop. The hospital’s red brick building rises to the left of the car, the sky is reflected in the uppermost windows. In the distance Bjørk can see a couple of people, but the area around the entrance is empty. There is no sound, nothing until someone is suddenly knocking on the window. Two porters and a nurse have come to fetch her father. In one quick movement they lift him, deposit him on a stretcher, and disappear through the glass doors.

That afternoon Knut arrives in Nykøbing. Bjørk recognizes the sound of his footsteps in the corridor and stands so she can run to meet him. In the next instant they tumble together in the doorway.

“Fuck, Bjørk,” he says, holding her fast. “Fuck, fuck.”

“You have to tell me what’s happening,” she says, her arms locked around him.

“Of course,” he says. “But I don’t understand why he’s here. Why wasn’t he taken to Roskilde or some other place with real facilities?”

“Mom said they came here for her blood pressure once. I don’t know. But just take a look at him,” she says, nodding toward the bed. “Do you think he’s going to die?”

“No, of course not,” Knut says, glancing at their father. “But we can’t just stand around waiting. The most important thing is to be sure he’s seen by the right doctors.” He looks around. “And that the right steps are taken. It’ll be okay, come here, you don’t have to be afraid.”

It is rather like having your arms pulled off when he pulls free of her grasp. He says he thinks their father has suffered a blood clot, apparently he talked to Hanne’s uncle before heading out. It could also be a brain hemorrhage, he says. It could be a lot of things.

Knut leaves the room and comes back shortly with a doctor. Loose words swirl about them, a couple of pictures are hung on a board.

Bjørk steps closer. Before her is a black and white folio, a map of a large, dark sea. In the middle of the sea waves have thrust the cliffs together into an almost symmetrical island. The light illuminates a bean-shaped area on one half of the island.

“This here,” the doctor, a woman with red glasses and a loose-fitting lab coat, says, indicating the glowing spot, “that is probably a hematoma.”

It takes time to understand what exactly a cerebral hematoma means and, meanwhile, their father lies there and can explain nothing. Finally, they understand from the doctor that a hematoma implies a stroke, parts of the brain tissue might be destroyed, there is no knowing how much, some of it can regenerate, the brain is extremely versatile, regions heretofore unused can start up like an old motor and take over for the incapacitated areas.

While the doctor talks, Knut takes notes. His pen scribbles across the paper, telephone numbers, addresses, question marks streams forth. It comforts Bjørk to see him like that; she knows this is how Knut organizes his thoughts, one by one he assembles the threads of what is now in the process of spreading like a contagious disease. She moves her hands over her body, she touches her arms, her breasts, and her throat as Knut writes; her body works, and soon her brother will lift his head and look at her and say it is over, they can turn and head the other way now, their father is not dead, he is just dormant, soon he will wake, they must wait a little longer, but then he will wake.

“Have you talked to Hilde?” Knut asks, glancing up.

“No, I forgot.” The thought has occurred to her several times over the last few hours. “Sorry,” she says.

“Has Karen called her?”

They both glance at their mother, who has been sitting by the bed ever since Knut brought her a chair.

Knut calls Hilde himself. As soon as she answers, he turns away and struggles to keep his voice low: “I don’t understand you, I just don’t understand you!” One hand passes back and forth through his hair. Luckily, the connection breaks and he leaves the room glowering.

Bjørk stands with her phone in hand a long time before looking up Hilde’s number. No matter what things were like before, there is a limit now.

“Don’t bother,” Hilde anticipates her. “My being there won’t improve matters. You have Knut and that’s good enough. You all can handle it.”

“How can you sound so calm?” Bjørk can hear the quiver in her own voice. “Don’t you know anything about what’s happening, about cases like this? His life is in danger, Hilde. You might not want to come to his birthday and you might think he’s too much. But what if he dies? Maybe it’ll help if he knows you’re here, that we’re all together.”

There is silence on the other end. Then Hilde says: “It won’t change anything if I’m there or not. I’m sure he’ll make it. He’s strong.”

“But you haven’t even seen him. He’s completely changed. He’s almost gone. And mom is out of it.”

“I’m not coming,” Hilde says.

“Okay, but come as soon as you can.”

Pages 44-50

When they were kids and still lived in Greenland, they arrived the same way every summer. When school let out and vacation began, they traveled to Denmark. Back then nobody picked them up at the airport. They took a taxi to Christianshavn where their Uncle Poul had an apartment. This is where they usually stayed there before traveling on to the summer house in Nordjylland.

In the backseat, Bjørk lay across her big sister’s lap and looked up into the blueblack sky, at the trees smoldering orange between the street lamps. Hilde shifted restlessly. “You’re too warm,” she complained and shouted to Jens up front to open the window, she was getting nauseous. Their father rolled the window down, the sound of lamp posts whizzing by and cars starting on green streamed into them. Next to Bjørk sat their mother, and on her lap was Knut with his arms across his chest, his head jerking in time to bumps on the road.

Bjørk, who was perpetually dizzy with happiness, could not resist poking him. “Don’t you like being here?” she asked.

The Christianshavn apartment, located beneath the roof, was ovenhot and packed with things Uncle Poul had brought home from his trips. In the living room, one wall was covered by a large case displaying dusty rocks and books and conch shells. One shelf held a basket with a handful of petrified lightning, brown and glossy apertures that the sparks had struck in the sand. When Bjørk lay on the big cot to sleep, she could look over at the case. They had traveled from the midnight sun in Greenland, whereas in Denmark nights were dark; this and that protruded in the electric lighting, the lit case resembled a large grid.

That first night Bjørk slept with her siblings on the cot, Hilde on the outside, herself in the middle, and Knut against the wall. They made a mountain of all the cushions they had had to remove so they would fit. Each year they grew until finally they had to lie so close together they could not avoid touching.

Knut slept as usual with his back toward them. As soon as she felt him beginning to jerk, Bjørk crept beneath his blanket and folded herself like a small parenthesis behind him. In the kitchen she heard the welcoming sound of chairs scraping across the floor as her parents settled, a cork was pulled from a bottle, and she knew that before too long they would also go to bed. They would sleep in the room overlooking the backyard, a dark and gray space between buildings equipped with laundry racks and trash bins, voices that sounded like glass when people spoke down there.

During the night, Bjørk woke to the sound of Hilde crawling off the cot. Like a silhouette her sister stood in the middle of the floor. ”I can’t take care of you all,” she mumbled in a strange voice. Bjørk never mustered an answer, she fell asleep again, and when she woke in the morning, swallows slid screeching past the windows like small sails though the air, the sound making her stomach seethe with happiness; she leaped onto the floor. “We’re in Denmark,” she whooped, accidentally stepping on Hilde who had fallen asleep among the cushions.

“I’ll just drop you off and then we’ll leave,” Knut said as they approached Christianshavn with their newly arrived parents. A few years ago Bjørk had moved into Uncle Poul’s apartment. Poul had left for Spain with no plans to return.

“We can at least see you up,” Karen said. “I haven’t said hello to your boyfriend, Bjørk, and it’s not all that late.”

“No, it really is late,” Knut said.

“I’ll call you and hear how it went,” Bjørk said, placing her hand over her father’s. His fingers were thick with warmth. He said nothing and she could not make out his face in the dark. But then he patted her hand like he usually did, rather soothingly, and she leaned between the front seats and stroked her mother’s cheek. “It’s still a long way to Knut’s. It’s a good idea to leave now.”

Knut was already backing out by the time she was free of the car.

Bjørk stood on the sidewalk in the warm evening and watched the darkness enclose them as the drove away.

*

It was midnight by the time Knut arrived at Silkeborg with his parents. He drove up to the villa that rose white and steep from the ground, illuminated by two lamps with powerful bulbs. Perhaps it was because Jens and Karen were here, but suddenly that was how he viewed his home. Like a castle. That was not entirely fair. He liked his house.

He yawned and went to retrieve the luggage from the trunk. He was careful not to slam the car doors. His father stood next to the car, stretching his back as he examined the new carport. It had just been painted, the woodguard gleamed black in the lamplight.

“A carport,” Jens observed, shifting his hand from his lower back to one of the posts.

They dragged the suitcases in and hung their things in the entryway. Knut retrieved the note Hanne had left on the hall stand. His mother stood next to him as he read it and suddenly he noticed Hanne’s handwriting, how regular it was, with soft arcs, as if she had used a ruler. The girls were fine, she said, they had played most of the afternoon, even though she had tried to convince Marie to remain lying on the sofa like they had agreed. The fall from the tree at the daycare could not have been too serious, children could handle more than adults, even hard knocks to the head. Hanne did not see any evidence of a concussion and so had put the kids to bed at the usual time, they went to sleep almost immediately. She had also gone to bed. In the girls’ room. That way she would be nearby if anything should happen. “I prepared everything for your parents upstairs,” she wrote.

Knut opened the door to the living room.

“There are a couple of fresh towels for you on the table,” he said and yawned again.

He could see how his mother looked around. Since her last trip here, they had ripped out the wall between the kitchen and the dining room. When the sun was up tomorrow, the light would shine directly through the glass doors leading to the yard. Knut looked forward to show his mother how nice it had all become.

“You’ve really outdone yourself,” Karen said. “Oh, the freezer items, could you unpack them please?” She pulled the suitcase to the middle of the floor so Jens could open it.

With difficulty Knut’s father bent down and removed the top layer of clothing. “I’ve also got this here,” he said and handed Knut a package. Knut took the package and placed it on the table. He hoped it was not anything organic. He had long since gotten rid of all the various furred and feathered things his parents had given him and Hanne throughout the years. Even objects that should have been properly preserved attracted critters. The seal skull that his father had boiled and cleaned with hydrogen peroxide and sent Knut for his birthday a few years ago, even that had fallen prey. He found the small hollow where the brain had been wriggling with tiny pupae when he went to move it. Knut had placed the cranium in the freezer to kill the insects, but when Hanne had started freezing breastmilk, she took it out again. “That’s a strange place to keep it,” she said, relocating it to the windowsill.

“A compass?” Knut asked, unable to conceal his surprise when he had unwrapped the paper. The needle in the old bronze-rimmed instrument took a wobbly swing.

His father nodded. “It’s from one of the old cutters. I thought it was so beautiful. Happy birthday.”

“But that was already last month. I didn’t think we were exchanging gifts.”

“So many new things are happening,” his father said, handing one package of fish after the other to Knut’s mother, who laid them on the counter.

“Thank you, it’s truly lovely. We’ll need to find the right place to display it,” Knut said, setting the compass on one of the shelves in the case. “I’ll take care of the fish if you just want to relax. The freezer is in the basement.”

“When do the girls get up?” his mother asked.

Upstairs Knut could hear the bedroom door open and bare feet padding down the hall, perhaps on the way to the bathroom.

“They don’t get up too early. Can you make yourselves comfortable?” he asked and looked at the two people in his living room.

“Of course,” his mother said. “We are adults, you know.”

Knut went upstairs and brushed his teeth. As he was entering the bedroom, a sound distracted him. He tiptoed down the stairs again and back into the entryway.

Through the crack in the door he could see his parents, they had settled on the sofa. Karen had taken a bottle from a bag and was unscrewing the top. Darkness had descended on the house again, he could see their reflections in the large glass windows.

“Well, here we are,” Jens said, accepting the glass Karen handed him.

“Well, here we are,” she repeated and scooted closer to him, as if trying to secure them to the sofa that was sliding loose across the gleaming floor.

“Did you hear that?” Karen asked.

Knut held his breath.

“It must’ve been thunder,” Jens said, wiping his forehead with the back of his hand.

“It sounds more like a train.”

His mother stood and walked over and looked out at the yard. As she fought the lock on the sliding door, Knut crept back upstairs. It was no wonder that they would want to wait a bit before going to bed, there was the time difference to account for. They would sleep later in the morning, and he could have a thorough talk with Hanne before they got up. Four weeks at most, he would tell her, four weeks at most his parents would be here. Even if his wife herself had not expressed the desire for any limit,as far as she was concerned they could stay as long as they pleased. The idea bothered him. Sometimes he had to decide what was best for everyone.

The door opened in the entryway and Knut slipped into the bedroom like a shadow. He had left the hall light on so they would not trip on the narrow steps. A broken leg, a twisted ankle, those types of accidents he wanted to avoid. He was excited about tomorrow, perhaps a little too excited. The first day would probably be a little bumpy. His mother and Hanne? His father and Hanne? No, he would wait to think about problems until they actually presented themselves.

On the right side of the bed was his wife and next to her was Marie. Hanne must have changed her mind and taken their daughter to bed with her. That was undoubtedly a very good idea. But they could count on Ida following later in the night when she discovered she was alone. He was always astonished that it was so difficult to separate the children, they each had their own bed, yet still they preferred to sleep pressed up next to each other on the same small mattress. He and Hanne needed to do something about that soon, in any case before the girls started school. It would be best for everyone.

He dragged the extra mattress from under the double bed and settled there with his blanket. Hanne had given his pillow to Marie and he did not want to risk waking anyone by retrieving a pillow from the kids’ room.

Pages 230-234

Hilde opens one of the cabinets beneath the counter: plastic tubs; metal bowls; old newspapers. Even though Bjørk has occupied the house several months, she has yet to actually do anything with it. A thick layer of dust covers everything, it must be years since anyone has used these objects.

Hilde closes the cabinet and sighs. That was exactly how it was when Bjørk took over Poul’s apartment. When Hilde visited more than half a year later, Bjørk was still sleeping in Poul’s old bed, maybe even in Poul’s old sheets. The things Bjørk herself had brought to the apartment remained unpacked. They were still in boxes in the living room. A board placed across two of the boxes served Bjørk as a coffee table.

The dishwashing tub is located beneath the sink. Even the tub is dirty, but at least the brush is clean, and the soap sitting on a small shelf is new. From the living room Hilde can hear Bjørk’s ballpoint pen scratching over paper. The last couple of days all Bjørk has done is to sit on the couch and write. Every time Hilde passes by, Bjørk closes the notebook and stuffs it between her thighs. They circulate around each other in silence, like negatively charged particles. It seems ridiculous but it makes things easier; Hilde has long ago stopped regarding conversation as something necessary.

Bjørk was always the one to talk and ask questions about all possible things. With her open face and those seldom blinking eyes, she can sit there and just look at you. Like it is her right. She expects you to tell her everything you are doing and harboring.

Not too long ago, right after their father’s birthday, Hilde came to visit her. There was something Bjørk badly wanted to discuss, but she did not say what it was or why it was important.

Entering Bjørk’s apartment back then was a strange experience. Hilde could not stop scrutinizing her sister’s face, memorizing her minute expressions, the way one side of her lower lip drew down every time she spoke, the light fuzz on her upper lip, the long eyelashes that always seemed slightly damp.

Before Hilde could even sit, Bjørk started with the questions. On the table in front of her was a voice recorder and it was running.

“Do you remember the time,” she asked, “when you wrote Karen a poem?”

It was like an ambush, like someone had grabbed Hilde’s head and forced her to stare at something she had dropped somewhere and already forgotten.

“Am I here to talk about an old poem?” she asked.

“No, not just about that. But also about that, about everything,” Bjørk said and smiled, even though there was nothing right about this situation.

“There’s not too much to talk about,” Hilde had said, but it was already too late. A single question, and one thought began to give way to another. A wild thicket, the thoughts grew up around her. Of course she remembered the poem, but she did not dwell on such things, and it was also not the kind of thing she could imagine talking to someone else about.

In all honesty, Hilde had forgotten the poem’s exact contents. The poem was a mistake. She knew it the moment she wrote it, but back then she was writing so many things. She was fifteen years old and there was a raging forest inside her, emotions poured from her mouth and ears and hands as sentences, and she noticed a strange joy, an unexpected and true joy, the first time something became a poem. It seemed right, the text’s form had a solemnity that fit the newfound gravity she felt within her, the sense that everything was so great and profound it was hardly to bear.

The first thing Hilde wrote was something about pain and sorrow. The writing began already before she left home, but picked up momentum after she arrived at boarding school. The school was a grayness chock full of boys and girls who externally resembled herself. They wanted to know why Hilde had come home to Denmark, whereas Hilde clung to the idea that she had not come home, she had left home. No one understood what she said, not that she cared, she had no desire to be like them. Loneliness became notebooks filled with poetry. It was helpless. Later she distanced herself from everything she had written, even the letters. All she had done was leave a stream of trash behind her.

“I thought they’d tossed all that stuff,” Hilde said. “But obviously they brought the notebook down here with them?”

“Why should they toss something like that?” Bjørk asked. “It’s history. You can’t just throw history aside.”

“If you hang onto everything, you’ll be smothered. People make trash, tons of it, incessantly.”

“They didn’t take everything, of course, they threw masses of stuff out,” Bjørk said. “But not all things are equal and some things are worth preserving.”

Hilde could still picture her brother’s face; their mother had been busy in the attic, she radiated satisfaction over the many square meters she had cleared, and then Knut caught sight of his old teddy bear in one of the sacks.

“I’ve had him since I was born,” he shouted, grabbing the stuffed animal. He looked like someone slapped across the face by an invisible hand.

“Can you remember what was in the poem?” Bjørk asked.

Hilde could not, but something emotional. Sincere. Saying what she meant, that was what truth was back then.

It had been Karen’s birthday and they were all sitting around the kitchen table. Hilde had handwritten the poem and stuffed it into an envelope before sliding it into the gift stack. Sitting across from her sister in the apartment, Hilde could still feel the suspense as the pile of gifts gradually dwindled. It took an eternity to reach the envelope, she could hardly contain herself, but finally it happened, and Karen opened it, withdrew the poem, and read it. And then she began to cry. She sat among her gifts and sobbed with the paper in hand for several minutes before stuffing the poem back into the envelope and setting it aside.

What had Hilde felt back then? She should never have written that poem, and she should not have given it to Karen, it would change nothing.

“No, I’ve forgotten what it was about,” Hilde said.

“I found the poem when I was at Karensminde last,” Bjørk told her. “In a book, but I can’t remember the words.”

Hilde found it hard to look up.

“Surely it wasn’t worth remembering.”

“It was so beautiful. A love poem about you and her.”

The way her sister formulated it, it was like casting a large stone, heavy and hurtful. Hilde looked at Bjørk and felt the desire to throw up. Bjørk, so convinced she is skilled at bringing things together, that she is a golden bridge beneath which the raging waters mingle, but she knows nothing about narrow straits and streams.

Godhavn_sample

BJØRK

Beneath Bjørk the sea is a dark carpet over which seagulls hover, small white trios glimpsed from the helicopter above; the surf describes a foaming white band along the coast; and now they’re flying over land.

Her stomach flutters, she’s so glad to be coming home.

The port ringed by high mountains resembles a small lake with houses built in a half circle around it. Now Bjørk can see the red church, which is located at the city’s highest point. And the school is right next to that.

In the large playing field alongside the school, five or six tiny children are darting around, perhaps Karline is among them, Bjørk can’t see the ball they’re chasing, and now the helicopter is descending, turning its nose toward the heliport. There, the road that runs adjacent to the opposite side of the playing field, and right there: their house and the lake no bigger than a puddle. “Look, look,” she says and points, “that’s where we live,” but her older brother, Knut, simply shakes his head. He’s sitting with a paper bag held in front of his face, awaiting the inevitable; for the last half hour or more he’s been shifting uncomfortably in his seat, and the knotted piece of cord he’s tied and untied to make time go faster is lying on the floor at his feet.

“I think he’s about to hurl,” Bjørk says, unbuckling her seatbelt.

“Well, he’ll just have to do it,” their mother says from the backseat, “there’s nothing I can do about it. Buckle your seatbelt again.”

Knut scowls over the bag’s edge. “That’s too bad,” Bjørk says and pats his thigh. The helicopter dives, Knut heavily lifts his knees and doubles over. “Here we go,” she shouts to her mother, “umm, yep.”

“Stop shouting about the whole thing,” Hilde says from her seat on the other side of the passenger aisle. “Not everyone needs to know it’s about to stink like hell.” She fishes a bag up from the seat pocket in front of her. “Here,” she says, handing it to Bjørk, “give him this.”

Home is always at a distance since the heliport is located outside of town at the end of a long, straight road. One of their father’s friends, Hardy, a Danish teacher who had Knut and their older sister, Hilde, in gym class, is picking them up. He cared for the dogs while they were summer vacationing in Denmark.

The children drag off their backpacks. One by one their father tosses the packs into the Jeep. “I’ll sit in the back,” Bjørk says.

“You can all sit there,” their father tells them.

“If they can fit around the motor,” Hardy says. While sailing, he managed to pass a piece of rope into the propeller on his outboard motor and now the motor is sitting in the back waiting to be repaired.

“If the weather holds,” their father says, glancing first out over the water and then back toward town, “we’ll look at it tomorrow.” He pushes out his chest and inhales deeply through his nose. “Fuck me, how wonderful, some real air at last, now let’s see about getting home.”

Knut sinks down between the bags. He’s still pale, his lips look almost purple. “Scoot over some,” Hilde says, nearly stepping on him while trying to clamber over the Jeep’s side.

“Sit on the floor,” their mother says, hopping in next to their father.

“She said you should sit here,” Bjørk tells Hilde, though the Jeep is starting with a roar now.

“It doesn’t concern you,” Hilde says. Her head is above the Jeep’s cabin; the wind lifts her bangs off her face, Bjørk can tell how tan she’s gotten, all except for the area right beneath her hairline where the sun couldn’t reach. Hilde’s eyes narrow, she’s smiling, and as they bounce off along the bumpy road it almost sounds like she’s humming.

Finally, they’re here. Bjørk gives the dogs a wide berth on her way down to the lake. The puppies she glimpsed from the steps. They must be the neighbor’s. Those were born before she went on vacation. The pups are playing between the tussocks; taking turns springing at each other, tumbling furballs, they whine and bark, retreat and return. Three puppies, two of them brown and one blonde.

Hilde is already down there with them. She’s claimed the chubbiest of the lot, the blonde one that’s the wildest.

A trickling behind Bjørk. She recognizes the sound and hops over the wastewater trench that runs from the house; her mother is busy in the kitchen. Hilde is sitting on a rock and bending over the dog, her back forms a dismissive arch.

Soap suds up the lake water. Water larvae swarm right at the edge between the hairy rocks; like small S’s the red worms throw themselves from side to side.

With a finger Bjørk stirs the water. If only Hilde would give her the pup. “Can I have him?” she asks.

“Take one of the others,” Hilde says. “As you can obviously see, there are two more.”

Meanwhile, their father is up at the shed; he’s been making the rounds to check that all is in order, and now he’s preparing to feed the dogs that cast themselves forward on their chains like they’d despaired of a meal and are deranged by the promise of one coming. Drab in their summer coats, scrawny and berserk.

The puppy chews Hilde’s fingers while she forces its mouth open and thrusts her fist between its jaws. Bjørk sees its head twist from side to side in an escape attempt. Abruptly, Hilde releases it, she throws it aside and disappears up toward the house where her friend, Olga, stands and waits.

The dogs yelp. Bjørk can hear their father dragging the bowl across the shed’s wooden floor, she can also hear him groan. Hardy obviously failed to follow the instructions regarding the fish the neighbor left out for the dogs. Even though she’s down by the water, which has its own particular smell, she thinks she catches the scent of rotten fish.

There he is. Her father, his forehead wrinkled, in rubber boots and stained pants. He heaves the fish up from the pail with a hook, a long slime trail as he casts them between the dogs who deliriously throw themselves on the fish and on each other. With gulping motions they tear the food inside themselves. Before they’re finished, the little bitch rejects it again; her stomach contents form a shimmering trail behind her, she whines and shits and finishes the meal.

Bjørk grabs the blonde puppy and lifts it onto her lap. Its short legs are greasy, the whole animal is greasy and reeks of road dust and sewer water. She doesn’t want to pet it after all; it may be the neighbor’s, but it’s also Hilde’s; she had it first, and so Bjørk catches another puppy that’s not nearly so excitable.

If the dogs hadn’t been fed yet, it would be dangerous for the puppies to tumble around so close to the grown dogs’ chains. They should know that, they should know it’s perilous to be small, that it’s good to have your canines clipped and to be fastened up.

Bjørk turns at the sound of a shoe on rock. It’s Karline sneaking up on her; now that Bjørk has seen her, she laughs out loud. “Finally, you’re home,” Karline says. “I hate it when you’re in Denmark. You want to play hopscotch?”

Without waiting for an answer she runs toward the house; Bjørk can see her. Karline is already scratching the hopscotch squares into the gravel in front of the steps; the stick scrapes and clatters on the pebbles, it rained not too long ago. No doubt she’s already found the best stone.

Bjørk lifts the puppy by the scruff so that it dangles there; the force narrows its eyes, and its paws stick helplessly out to the side. “You get so limp,” she says, rubbing her nose against the puppy’s snout. “Do you miss your mother?”

KNUT

Knut stands in front of the bathroom mirror and inspects his body, touching it there, here, there. On the shelf beneath the mirror his mother’s pearl necklace rests in a small bowl. He slips it around his neck and pulls the strand taunt; he parts his head from his body.

A boy’s body with upper arms, lower arms, elbows and hands. Pale and soft, in no way muscular, but soft; his skin is like a mole-flecked thin film stretched over muscle fibers.

Loosening the grip on his neck, he returns the necklace to the bowl. Then he throws back his shoulders: Stick your bird’s chest out, man. “Chest out.” He can almost hear his gym teacher, Hardy, say it.

The white chest, the not especially broad chest, the skinny chest. At least the two pale nipples are nicely situated, not too far out toward his pits, the collarbones that vault above them. If he thrusts his shoulders forward, a small hollow emerges between his collarbones and neck.

No underarm hair. Yet. None of the boys in his class have hair there, not even René.

His crotch has a little hair, dark, darker than that on his head, somehow softer. Now he’s just waiting on his upper lip.

He places both palms against the mirror, presses his lips to the glass and leaves a large moist spot.

His lips are too big for his face; the same is true of his eyes, they’re too large and dark. He inspects his hands; they’re also too big, his feet are too large, too big for the soul that sits in his body, that lives in his body, somewhere there inside.

If he sees himself without clothes, like now, he most reminds himself of an insect he caught during the summer, a dragonfly. It fluttered around the jam jar, rustling with its double wings, its enormous eyes and legs far too long, until the ether so stunned it that it fell to the bottom of the jar and died. A gentle death, he’d thought. Now it gives him goosebumps.

Bjørk pierced the animal with a needle so that it would fit on the board; he couldn’t bring himself to do it.

The small crunch as the needle penetrated the shell. Bjørk, who carefully stroked her pointer finger over the wings and then ran singing out into the field to hunt for butterflies. Her reddish hair a bouncing, singing fleck between the thistles, nettles and grass. The insect net’s swish as it encompassed yet another miracle; the peacock butterfly’s intense winking, its curled proboscis, its sudden fugitive flutter through the heat haze.

You have to be born with a killer instinct. Or more precisely: the killer instinct is congenital. The capacity to target and dispatch. It can’t be learned. Something that just feels unnatural can’t be made natural. If you’re born to kill, the world in turn becomes a slaughterhouse. Hunter flocks that stare into the black eyes of animals, the rigid pupils, the membrane that dries and disintegrates.

He turns the water on and allows it to run longer than he should. It’s so rare they get to bathe. The water tank’s thousand liters have to last them a whole week, and with three grown people that makes one bath apiece.

The cool water strikes the metal of the tub and splashes onto his stomach. Water warts form around the raised hairs. A titillation all the way down in his groin; to submerge his body in the water tank standing in the tiny room next to their bedroom, to submerge his body in the water and listen to it overflow and splash onto the floor. To hold your nose until you’re forced to come up for air. To feel the blood pounding in your temples, the relief that you’re still alive.

Bjørk was given her very own knife a few days ago and was set to clean a fish for the very first time. Cheerfully, she stuck the blade right under the gills, just like their mother, and opened the fish in a single slice. Then she pried the heart free from the viscera and set it on the bottom of the boat.

The heart that simply lay there beating on the deck; long after the fish is dead it continues to pound, and now its image is pounding in his brain.

What makes a heart beat like that? For so long? Does it imagine it will continue to live on? At all costs, just go on living, even with no fish around?

He turns off the water and wraps a towel around himself. He tries to picture Bjørk’s small fingers instead, to picture them as they fiddle.

Bjørk always has black nails, which somehow fit her; if she were too clean, she’d be almost too nice with all those curls. The nails and a snotty nose; she’s an animal. A pup. Always busy with something, occupied, fully preoccupied as she tumbles in and out of his field of view.

No, he doesn’t like to hunt. Still, he does like to see the rabbit through the binoculars, the long, kangaroo-like back legs that set it in motion, the white bobbing tassel. If the animal vanishes behind a crag, he’s relieved, happy even. He pulls the cotton from his ears, rejoices to see their father empty his rifle of cartridges, and to hear their mother’s encouraging, “it’ll turn up again.”

How could he bring himself to kill insects like that? It wasn’t right, even if he’d only done it as practice. It was a pathetic attempt anyway. He’d justified it to himself with the idea that he wanted to compare different types of creatures. Two completely distinct kinds of animal can look so much alike you can hardly tell them apart. The hoverfly, that harmless little insect that can be confused with the wasp, but is itself completely innocuous. It uses the wasp’s aspect to obscure itself. Only someone like Bjørk can recognize the difference. “Don’t be silly, it’s only a hoverfly, see!” And she squashes the body’s striped casing. Flattened. “It doesn’t sting at all.”

In a way his father is a complete opposite. He has dog-skinned pants, sewn from their very own dogs, and a killer instinct. He also has cloth trousers and an office job. He’s the same man, just in disguise.

The dragonfly woke up again, it wasn’t dead after all, the ether had just stunned it. Suddenly, there was a rustle and a drone; it tried to lift itself off the board; it didn’t know it was impaled.

“Give it another round,” Bjørk shrieked. She wasn’t afraid. She was exhilarated. And he was spineless. He didn’t dare. He’d gone out of the room, leaving Bjørk to figure out what to do.

Had she told him what became of the dragonfly afterward?

In any case, he’s forgotten. His father had walked by and seen him sitting beneath the cherry plum tree. “Can you help me out here?” he’d asked, placing the ladder against the trunk. “I’ve been stung by those wasps for the last time.”

He handed Knut a bottle of insecticide. “I’ll climb up and then you’ll hand it to me,” he said, “and when I’ve sprayed the hive with the shit, you hightail it out of there.”

A red bottle with a nebulizer, full of liquid. “But,” Knut said, “what about that other way, where you grab a bag and use it to get them down so that nothing gets hurt?”

“Knut,” said his father, “for fuck’s sake, Knut.”

What happened to the insect board? He’d left it at the summer house so that the butterflies could be eaten by other insects, or perhaps mice, so that they could enter into the natural cycle, which he, the sole member of the family, has abandoned. He won’t eat any more meat. From now on he’ll only eat snow. Well, from now on he’ll only eat a little bit of meat.

HILDE

Oh. Hilde presses her thighs together; a tickling warmth between her legs, a stabbing pain in her stomach.

She leans back in her seat. And now the helicopter begins its descent, and there’s the town; it’ll be a little while yet before she can find out what exactly is happening in her underwear. While she waits, Knut throws up, Bjørk sits there shouting, just stay still now.

As soon as they’re out of the machine, she runs to the wait house.

Indeed. It’s happened. Finally. In her panties she discovers a brownish stain, a thick, sticky substance that colors the paper, but doesn’t disappear when she tries to wipe it away.

Oh. How long she’s waited for this, she’s looked and looked for it, but to no avail. Yet now.

No one knows just by looking at her, and that’s the way is should be.

She grabs her backpack and throws it over her shoulder; it weighs next to nothing now. The sun stands right overhead; she’s the axis around which the world revolves, everything is bright and clear, and here comes little Knut, a pale weakling like always; will he never become a man?

Home. She tosses her backpack beside the bed. Three people in one room. How she ever thought she could tolerate the nursery she’ll never know.

Now the pain is stabbing her stomach again; something leaks out. She finds a sock and stuffs it in her underwear.

A sinking feeling inside. Suddenly, she wants to tell someone; she can’t very well go around with a sock, after all, and now her body feels so heavy she has to sit on the bed.

The room is tiny, and even though they’ve just arrived, Bjørk has already dumped a mass of things onto the floor. Her backpack sit in the middle of the pile still tightly lashed.

“Will you buy me some pads?” Hilde asks her mother in the brief moment she has her to herself.

Surprised, her mother looks at her. “Have you started menstruating?” she asks. Why does she have to say it so loud? “I don’t have any pads, but you can go down and buy what you need.”

Hilde has no idea what she needs; where should she know that from? And now her mother is gone, busy rummaging through one cabinet after another.

The three puppies scamper around in front of the house. They’ve gotten bigger. She catches the chubbiest of them; someone must’ve petted it, it’s not shy at all.

The sock in her underwear is filling up, maybe it’s visible on her pants; she didn’t think of that before, she can’t go into a store like that, she tosses the puppy away.

“Olga is here,” Hilde’s father calls down to her. Olga is standing up by the house. In a new jacket, a nylon sports jacket, a thin one; it makes her breasts look bigger than they really are. That is, if they haven’t grown insanely in the five weeks that Hilde has been away.

“Are you coming?” Olga asks.

Of course Hilde is coming; actually, she couldn’t wait to come home to Olga, who somehow or other is ground zero, the one to whom Hilde always returns.

“It was about time,” Olga says after Hilde has told her, “you can have some of mine.”

No more about pads, now the bubbling feeling in her breast is back, a big “ha” to it all, and together she and Olga stride past her mother who stands at the kitchen window, past her father, to whom she gives a quick kiss; his beard stubble has grown during the trip from Denmark, he hasn’t shaved since the day before. “Where are you off to?” he asks, but then he’s gone, some rope he’s busy unwinding.

“Nowhere,” Hilde says, and they walk to town arm in arm.

It’s a wonderful confidence that arises between them; a self-sown closeness sprung from nothing, founded on rocks, exceptionally hardy polar spores that simply decided to grow. “You’ve got no idea what’s happened,” Olga says and squeezes her arm. “I’ve met someone.”

Hilde giggles. “What kind of someone?”

“Well, what do you think?” Olga asks, giving Hilde’s arm a sharp tug. “A man, obviously.” She stops. “But you can’t tell anyone.”

Olga lives with her father and mother in a big house on the opposite side of the port. Her mother is a telegraphist. She met Olga’s father while she was at school. He’s a mechanic, a large ruddy man whose sparse blonde hair bristles out everywhere. “He’s installed a recliner in his car,” Hilde’s father laughs, “because he’s so fat. But he’s alright for all that, his head and hands don’t lack for anything.”

Multiple times Olga’s father has repaired their outboard motor, and each time Hilde’s father stays for a beer. That’s how Hilde met Olga, a small side bonus to their fathers’ trade.

While their fathers took apart the motor and blackened up their fingers, Olga and Hilde circled each other until Olga’s cat Nanoq appeared. Using some old leather scraps from Olga’s mother’s stores, they sewed a dog harness for Nanoq and decorated it with pearls. At that point, the cat became so irate that it scratched Hilde; she received a deep gouge across her temple, the blood was a gushing stream, and her father had to interrupt his work to rush her to the hospital.

When Hilde thinks back on it now, the memory is a bodily sensation; her throbbing temple, the feel of riding on her father’s back, the jolts, the slurp of his rubber shoes as he ran in direction of the hospital. She was too big to be carried like that, but he did it anyway. As if he were afraid she was going to die.

Out of a seven strong sibling flock, Olga is the one Hilde knows best. She’s blonde, has blue eyes––you’d almost think she came from Denmark, though her mother is from town, a tall woman, still attractive, even though she’s had so many children.

“Hopefully, there won’t be any more kids,” Olga says; she’s the one who cares for the little ones, prepares their meals, puts them to bed, sometimes even brings the youngest one with her to school if her mother can’t look after him.

“A man?” Hilde asks. “What do you mean, a man?”

At that Olga shrugs. “Just a guy, someone I really like, we’ll talk about it later.” Petrine is approaching them from down the street. With her is a boy from her class. “She’s together with Johannes,” Olga says. “I don’t want to talk to her.”

They run between the houses through high grass. Dry air, and now the smell of seaweed rotting on the rocks down by the water. “Otherwise, not a shit has happened since you left,” Olga grins. “Nothing ever happens in this town. I can’t wait to leave. Maybe next year.”

“Can we please hurry up,” Hilde says; it’s leaking again down there. “I need something now.”

Olga just smiles, maybe she doesn’t care, or maybe she’s just happy; she grabs Hilde’s cheek and gives it a hard pinch. “It’s so good to have you home,” she teases.

School is starting tomorrow and Hilde is both excited and not. Going on vacation was a relief; that way she wasn’t left in a void after Heidi.

Now that she’s thinking of Heidi, she’ll concentrate on remembering her face. Freckles are the first thing to appear. Then the red hair, huge curls that eventually became thick, tangled sausages because she didn’t bother to fix them. Eyes, rather small and with lashes so short they were almost nonexistent.

Unlike many other Danes, Heidi’s family remained in town for a while; they were already there when Hilde came, and even though Hilde and Heidi didn’t always like each other, still they liked each other well enough. At any rate, Hilde preferred having Heidi in class to not having her.

She’s gone. And a new family has moved into her house; a family with only one child, a boy.

Everyone leaves at some point, and every time it happens, it wrenches her on the inside; it never gets easier, but you forget them, you forget the ones who have left, and besides, “you can always cross paths again.”

Spejlsalen

SPEJLSALEN

Essay trykt i FAGBLADET BILLEDKUNSTNEREN (2015)

I januar tog jeg med min tolvårige søn til Louisiana for at se Yayoi Kusamas ’I uendeligheden’. Det var en speciel oplevelse, ikke mindst fordi jeg allerede havde set hundredvis af billeder fra udstillingen på Instagram og Facebook. Infinity-rummene med deres spejlinger og lys, og de kulørte rum med prikker, er nemlig baggrundsbilleder på mange af mine venners selfier.

Af Iben Mondrup

Allerede ved indgangen måtte vi stå i kø. Det meste af en time tog det at blive sluset ind i selve udstillingen, og her måtte vi igen stå i lange køer for at komme til at se hovedværkerne. Der var rig lejlighed til at betragte de mennesker, vi var omgivet af. De fleste med en smartphone i hånden i gang med at tage selfier.

”De skal vise hele verden at de interesserer sig for kunst,” sagde min søn lakonisk, da vi endnu engang stod over for en mor, som var ved at iscenesætte sig selv og sit barn i et spejl. Der lå implicit i hans udtalelse, at vi var vidne til en kollektiv skinmanøvre, at de her mennesker ikke interesserede sig for andet end den signalværdi, der lå i at kunne fremvise et kunstnerisk engagement som formentlig var tomt.

Jeg ved ikke, om min søn selv har gjort sig tanker om selfie-fænomenet og har draget sine konklusioner ud fra dem. Eller om hans synspunkt måske er udtryk for en almen kritisk stillingtagen, som trives parallelt med fænomenet? Jeg håber på det sidste.

Efter vi forlod Louisiana, er jeg vendt tilbage i tankerne. Det er fantastisk, at en kunstner kan tiltrække så mange mennesker, tænker jeg. Men jeg konstaterer også, at min egen udstillingsoplevelse i højere grad vedrører selve udstillingssituationen, og dermed også om mit medpublikum, end den vedrører Kusamas værk. Jeg formåede ikke at trænge ind til selve værket, der som bekendt handler om fordybelse, om angsten for døden, og om hvordan hengivelsen til gentagelser og mønstre i kunsten kan forbinde, ikke bare kunstneren, men også beskueren, med den store tid og det evige liv. Distraktionerne var for mange og for intense.

Modsat det øvrige publikum, som ikke lod til at være generet, sidder jeg tilbage og er irriteret. Jeg spørger mig selv, om vi mon er kommet dertil, hvor kunsten ikke længere er noget i sig selv, men kun kan bruges, hvis den kan agere spejlsal i vores forfængelige tilgang til verden, som et tegn på god smag, eller som en spændende baggrund for en selfie? Er det dét vi vil, er det dét museet vil, og hvis ja, er det så nok?

Selvportræt

Skal jeg prøve at forstå, hvad der foregår, når publikum, i stedet for at være til stede med kunsten, vælger at fotografere sig selv, kunne jeg starte med at granske min egen praksis.

Jeg er uddannet billedkunstner i 2003. Inden jeg begyndte at skrive romaner, lavede jeg mange og meget forskellige værker, og det er påfaldende, hvor ofte mit ansigt optræder i dem. Gennem årtier arbejdede jeg med mit selvbillede på alle mulige måder. I de første år af min akademitid sad jeg i dage og uger foran spejlet og gengav, hvad jeg så på et lærred. Det var en slags langvarig rumination over det samme tema: Hvem er jeg? Senere begyndte jeg at fotografere og lave videoer, oftest med objektivet rettet mod mig selv.

Siden har jeg tænkt, at jeg med billederne forsøgte at begribe min indre verden, at give den en form; den måtte da kunne ses og forstås, hvis den blev anskuet udefra? Det var et kunstnerisk rollespil, jeg udfordrede mit selvbillede og påtog mig forskellige identiteter; jeg kunne frit agere farlig fyr, ængstelig pige, legesyg veninde eller noget helt fjerde, og på samme tid undersøge mit behov for at kende mig selv, og problematisere den fordring, som vi formentlig alle føler i større eller mindre grad, om at skulle definere os tydeligt over for omverdenen. Idet fotografierne blev vist som værker, tog jeg en plads i verden, både i kunstverdenen og i overordnet forstand; jeg blev langsomt til.

Det kan lyde, som om der var noget usundt, måske narcissistisk, over min selvoptagethed. Det kan man godt mene. Men selvoptagetheden kastede værker af sig. Når jeg arbejdede, oplevede jeg at forsvinde ind i et særligt rum, en slags selvvalgt isolation. Og inde i det rum lå en mængde små erkendelser og ventede, man kunne kalde dem brikkerne i et billede, som samlet set udgjorde en mulig identitet. Det var erkendelser, der var bundet til min person, men som, bilder jeg mig ind, var så almene, at de kunne have været knyttet til en andens. Oplevelsen af mental hjemløshed, og den forvirring, som den kan medføre, er ikke noget enestående for mig. Den er fælles og kan opleves af andre. Lidt forsimplet kan man sige, at det er, hvad der gør et værk vedkommende: man kan kende og forstå nogle ting ved sig selv, eller ved eksistensen, når man får dem formuleret i kunstens sprog.

Selfie

Det er oplagt at drage paralleller mellem min kunstneriske praksis og den strøm af billeder, som hver dag sendes ud i en sky af selfies på de digitale medier. Personligt er jeg aldrig stoppet med at fotografere mig selv. Jeg holder tit kameraet ud i strakt arm og deler resultaterne på Instagram eller Facebook. Men jeg kalder ikke en selfie for et kunstværk. Der skal mere til, for eksempel et projekt som ’Excellences and Perfections’ som argentineren Amalia Ulman lavede i 2014. I en periode på fem måneder iscenesatte hun fortællingen om en ung kvinde, der flytter til L.A., i en serie lækre mere eller mindre afklædte fotografier på Instagram, garnerede dem med billeder af accessories, mad og dokumentation fra en fingeret brystoperation, og skabte dermed en fiktiv kvindekarakter, der til forveksling lignede de typiske kvindebilleder, man kender fra samme medie. Ulmans følgerskare eksploderede, men de færreste forstod, at der var tale om et kunstprojekt. Det afslørede hun først, da projektet var færdigt.

Fremfor at være en kritik af sociale medier, fortæller ’Excellences and Perfections’ noget om stereotype kvinderoller og identitet. Men først og fremmest demonstrerer Ulman, hvordan Instagram er et spejlkabinet, hvor tomme profiler kan accelereres.

Man kan få den tanke at nutidens mennesker har mistet troen på deres egen repræsentation, både i krop og ånd, og at der ligger en kollektiv angst for at forsvinde bag dokumentationstrangen. Rastløst søger de deres egen refleksion i spejle og vinduer, som ville de sikre sig at de stadig findes.

Modsat det kunstneriske selvbillede, der står tilbage som vidnesbyrd på kunstneriske overvejelser og handlinger, er der en flygtighed, noget sært uforpligtende, over selfier der møder selfier, når de uafladeligt skiftes ud og fortaber sig i lange strenge, som det er næsten umuligt at søge tilbage i. Selfie-fotografen gør sig muligvis tanker om sin næste positur, om hvordan han skal optræde, og om hvilket signal det næste billede skal sende. Men hverken tanken bag, eller handlingen i sig selv producerer nogen særlig viden: Vi er allerede videre til noget andet. Som ønskede ingen at fastholde det enkelte billedes udsagn. Man skal langt ud i betragtninger om selfien som massekulturelt fænomen for at kunne påstå, at det producerer noget af betydning. Selfien er glat; gnidningsløst skøjter man hen over overfladen, og det som gemmer sig under pixellen, kommer man aldrig i forbindelse med. Mest af alt fordi det kødelige møde eller den dybere samtale, IRL, ikke findes; det er slet ikke meningen.

Kunstnerisk møde

Jeg forlod Louisiana med min søn uden at have set de to ’Infinity Rooms’. Vi orkede ikke at stå i kø i en time for at komme derind. På stationen spurgte jeg ham, om han havde et bud på, hvorfor kunsten er vigtig. ”Der skal være noget, som man kan nyde ”, sagde han. ”Det er det samme med gastronomi, man behøver jo ikke at gøre så meget ud af maden, men det betyder noget, når man gør det.” Jeg kunne godt lide hans svar, men det var ikke dét, jeg ville frem til. Jeg var frustreret over besøget og ledte efter en anledning til at slå det indlysende fast: Kunsten er vigtig, fordi den kan noget særligt. Den er en ophobning af viden, som vi kan få del i ad andre veje end de sædvanlige. Værket opfattes ikke bare med hjernen, men med hele sanseapparatet, og kan måske netop derfor virke så insisterende. Det er ikke tilfældigt, at man taler om at blive bevæget af kunsten. Den kan være rystende, og ikke nødvendigvis på negative måder.

Hvad værkets viden består i, kan variere, den kan være lettere eller tungere, men jeg vil hævde, at den for det meste har med eksistentielle spørgsmål at gøre, med forholdet mellem individet og verden, med fødsel, formering og død, og med relationer, denne besværelige størrelse, at findes sammen med andre, som findes.

Væsentligt er det imidlertid, at der ingen endegyldig sandhed er indlejret i det enkelte værk. Nok er værkets bestanddele sat sammen af kunstneren, men værket som sådan kan sammenlignes med en kodet fortælling i et universelt sprog, der må afkodes af den, som sanser. At gå til kunsten forudsætter et engagement, man må indlade sig med værket.

Jeg husker en af de første gange, jeg havde min bror med på udstilling, han er ingeniør og går sjældent ud og ser kunst. ”Men, Iben, hvad betyder det?” spurgte han tydeligt desorienteret efter en tid at have stået og set på en serie billeder. Han søgte en udvej, et enkelt svar.

Sådan har mange det. Man kan være mere eller mindre fortrolig med den form for møde, som kunsten fordrer. Fordi værkoplevelsen er en sag mellem værk og beskuer, er man i en eller anden grad altid på bar bund i kunstoplevelsen. Det kan sammenlignes med et at være i et tomrum. Det kan være forbundet med ulyst at befinde sig der. Man må turde et øjebliks rådvildhed for sammen med værket at formulere en betydning.

I evigheden

Yayoi Kusamas enorme værk handler på mange måder netop om tomrummet og om at finde sig selv i det.

Allerede indledningsvis omtales kunstnerens psykiske sygdom, i små videooptagelser fortæller Kusama, om hvordan hun som ung oplever, at verden begynder at ændre form, og i dag, hedder det sig, bor hun permanent på et psykiatrisk hospital. Prikkerne, de amorfe udvækster, som uregerligt vokser ud af møbler og beklædningsgenstande, og de bølgemønstrede malerier, er billedliggjorte, indre fænomener og kunstnerens måde at give sin psykiske tilstand en ydre form på, der gør, at hun kan overkomme den.

Jeg ved ikke, hvor mange af udstillingsgæsterne på Louisiana der, fik et kik ind i tilværelsens ulidelige tomrum. Det forudsætter tid og ro at kunne sanse et værk. Og det kræver, at man er villig til at stille sig til rådighed som en slags resonanskasse for værkets fortællinger.

At være til stede med kunsten, mens man har travlt med at se sig i spejlet, er for mig at se ikke muligt. Og måske er det heller ikke meningen. Man kan have den mistanke, at selfien i sig selv er en slags udvej, en måde at unddrage sig erkendelse på. Måske ønsker udstillingsgæsterne i virkeligheden ikke at se kunsten. Er det ikke lige meget? Måske. Men sagen er, at det også er umuligt at opleve Kusamas værk for den, som må løbe spidsrod mellem spejle og smartphones.

#museumselfie

I de senere år er selfien rykket ind på kunstmuseet. Hvor det før var kutyme, at fotografering i kunstsamlingen var forbudt, ikke bare tillader de store kunstinstitutioner kameraer i udstillingerne, publikum opfordres til at bruge dem. Under en vifte af hashtags, som refererer til museet, til en konkret udstilling eller til selfie-handlingen i sig selv, deler gæsterne billederne på de sociale medier; det er blevet en trend. Bevægelsens begyndelse fortaber sig, men den startede oprindelig uden for museet af kulturglade bloggere og Instagrammere, der efter eget udsagn var optaget af fænomener, som spreder sig på nettet. Det skal være underholdende at være på museet. Man skal fotografere sig selv og vise, hvor sjovt det er. For tredje år i træk var der igen i januar den internationale #museumselfie-dag, hvor tusindvis af billeder fra museer verden rundt bliver delt på Instagram og Twitter.

Kunstmuseet spekulerer altid i, hvordan det kan tiltrække nyt publikum, især det yngre. Allerede da jeg arbejdede i skoletjenesten på Thorvaldsens museum i starten af nullerne, appellerede vi til de unge ved at bruge deres egen kommunikationsform i undervisningen. Det har udviklet sig til en hel kultur, som altså også tiltaler voksne mennesker, ja hele familier med bedsteforældre og børn. I betaling for at museet kan følge med i, hvor mange der bruger dets hashtag og dermed danne sig et billede af egen popularitet, får gæsterne nu mulighed for at glide modstandsløst ind ad døren og opføre sig på nøjagtig samme måde indenfor som udenfor for museet. Museet er altså, ved at tilbyde en måde at omgås kunsten på, der ligner den måde vi omgås hinanden digitalt, med til at reproducere den forskelsløshed som i første omgang kendetegner de sociale medier.

Franchise

Den friktionsfri kunstoplevelse rækker længere tilbage end til opfindelsen af kunst-selfien. De fleste museumsudstillinger med kunstens superstjerner er sat på formel, lige fra måden værkerne installeres på, til den informationspakke, som ledsager udstillingskonceptet. Ligegyldigt hvor i verden man ser Warhol, Sherman eller Kusama, er udstillingen den samme. Som en franchisekæde sælger museerne et produkt, der smager ens, uanset om det indtages i København eller i New York. Vejen hen til, igennem og ud af udstillingen er gjort lempelig med en strøm af informationer om kunstnerens livsforløb, opbyggeligt indrettede installationer og pile i gulvet, så man ikke farer vild.

Museet ved, at det ligger inde med en særlig rigdom, og dets mål er at udbrede kendskabet til den; ikke kun for at sikre økonomiske bevillinger, men også fordi det er vigtigt. Besøgstal kan i den forbindelse let forveksles med opfyldelsen af det mål.

Der vil altid være en beskeden procentdel af befolkningen, som kommer på museet af sig selv. Men flertallet skal have en invitation og eventuelt også en blød introduktion. De store udstillingskampagner er rettet imod flertallet. Den pædagogiske måde at iscenesætte kunsten på skal sikre, at det mindre erfarne publikum ikke udstødes af det museale rum, et rum, der af mange opfattes som et sted, der henvender sig til en intellektuel elite med god smag, og som altså ikke er noget for dem.

Når først man har fået folk indenfor, må man holde fast i dem og eventuelt hjælpe dem ved at give dem en oplevelse af, at de forstår, hvad der foregår. Men med assistancen fratager man samtidig publikum muligheden for at gøre sig personlige erfaringer med kunsten. ”Jo mere vi pakker et kunstværk ind i informationer og kunsthistoriens kanoniserede analyser, jo mere lukker vi ned for muligheden for en anderledes umiddelbarhed i oplevelsen af det. Vi mister evnen til at opleve og erfare på andre niveauer end det direkte informative,” siger Thorbjørn Wulf i en artikel fra Information. Han er systemadministrator og softwareudvikler på Statens Museum for Kunst. Han mener, at den digitale kunstformidling har taget overhånd. Vi skal lære at dvæle igen, siger han, i stedet for at se på kunsten gennem en tilrettelagt forhåndsviden. Den blokerer for den personlige tilgang og gør det næsten umuligt at finde dét i kunstværket, som vi kan føle os forbundet med.

Det folkelige

Billedkunsten som sådan beror på offentlig støtte, det gælder de udøvende kunstnere såvel som de største kunstinstitutioner; de kan ikke overleve uden. Det er en af grundene til, at det billedkunstneriske felt til stadighed er omgærdet med en vis mistro: Hvad skal vi bruge kunsten til, har borgerne ret til at spørge, hvis ikke vi kan forstå den?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad kunsten skal bruges til. Den er i mine øjne en helt nødvendig udvidelse af vores bevidsthed som mennesker, et sted vi kan forbinde os med hinanden på tværs af skel i sprog, tid og sted. Eneste krav er, at vi har adgang til den.

Fordi kunsten unddrager sig de sædvanlige modeller, hvori et udbytte kan måles, er det ikke meningsfuldt at bedømme, om en bestemt måde at opleve på er mere rigtig end en anden. I den forstand kan jeg ikke sige noget kvalitativt om de andre Kusama-gæsters besøg på Louisiana; måske fik de en masse ud af turen og er tilfredse?

Uanset hvad, er jeg mere ambitiøs på kunstens vegne. Jeg synes ikke, det er nok, og jeg er sikker på, at det kunne være anderledes. Til at begynde med kunne man se på måden, kunsten stilles til rådighed på. Ved at opdyrke en overfladisk museumskultur i den tro, at det er, hvad folk vil have, taler kunstmuseet ikke bare ned til sit publikum, det afslører en fuldkommen mangel på tillid til kunstens evne til at formidle sig selv; museet diskvalificerer kunstens autoritet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være en fejl; det kan ikke være i nogens interesse at kunstoplevelsen undermineres?

På mange måder minder det mig om den udvikling, som vores biblioteker har været igennem. I løbet af de seneste tyve år har de forandret karakter og er blevet folkelige. Fra at være steder, hvor man naturligt satte sin telefon på lydløs og i øvrigt talte dæmpet med bibliotekaren for ikke at forstyrre, skal biblioteket i dag gerne have en café, en computerpark hvor folk chatter eller skyper eller spiller onlinespil, og det skal lægge hus til aktiviteter som børneteater eller mavedans. Biblioteksrummet, som oprindeligt inspirerede til fordybelse, hvor det ydre ikke stod i vejen for den enkeltes mellemværende med teksten, er i dag omdannet til en markedsplads. Fordybelse, og evnen til fordybelse, er ikke længere noget, der tilstræbes, det er blevet noget, vi kan gøre uden for biblioteket.

Er det et problem? Ja, især for kunsten. Vi er afhængige af udstillingsrummet for at kunne nærme os den, og rummet skal befordre kunsten, ikke modarbejde den. Vi skal kunne have store kunstoplevelser med hjem fra steder som Louisiana, og jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til min søns udsagn, da vi stod i udstillingen. Noget kunne tyde på at han er opmærksom på vores adfærd, han registrerer den i hvert fald i sine omgivelser. Det er første skridt i retning af at kunne ændre adfærd. Hvis ikke vi gør det, står vi over for et tab, både for ham og på længere sigt for kunsten; vigtig viden går tabt. Hvis kunsten ikke længere besidder autoritet, men problemløst kan reduceres til baggrundstapet i en selfie, er det ikke langt fra at sige, at vi alle er kunstnere. Det er vi ikke. Et selvportræt er ikke det samme som en selfie.

Henvisninger:

Amalia Ulman, ‘Excellences and Perfections’, The Telegraph 18.01.16

www.amaliaulman.eu

Med prikker på, Information 10.07.01

Grænseløs leg med prikker, Berlingske Tidende 13.10.2015

Hvis Heidegger var museumsdirektør, Information 09.12.14

Rabbits

Read my short story 'Rabbits' in The Spectacle here

The Spectacle is based out of the English, Creative Writing, and Visual Art departments at Washington University in St. Louis.