Iben Mondrup's Blog, page 8

Arbejdspladsen – INF – NOV – 2016

ARBEJDSPLADSEN

Se arbejdspladsen i Information her

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser det i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord?

Af: Liva Johanne Ehler Molin

Rød kalender

Det er den samme type kalender, jeg køber hvert år. Den fungerer godt som musemåtte, og samtidig har jeg den ved hånden, når jeg skal orientere mig i, hvad jeg skal frem i tiden. Jeg har et ambivalent forhold til den, for når jeg skriver, har jeg rigtig meget brug for, at der er en næsten uendelig tidshorisont, og det kan man jo aldrig få. Men når kalenderen er lukket, kan jeg bilde mig ind, at den er uendelig.

Ravnefjer

Jeg kan godt lide fjer. Den på opslagstavlen er fra en ravn, tror jeg. Jeg havde en tam ravn det sidste år, inden jeg flyttede fra Grønland. Der er meget få ravne i Danmark, men jeg har hørt og set dem på vandreture. Jeg får altid sådan et brus af glæde indeni, fordi det minder mig om den fine ravn, jeg havde. Og så er det også en mytologisk fugl, som er både smuk, legesyg og klog. Fjeren er med til at knytte de steder sammen, som jeg har i mit liv.

Grøn lampe

Det er en af de mange ting, vi har haft i mit barndomshjem i Grønland. Hver gang noget bliver kasseret eller erstattet med noget nyt, får det et ekstra liv her i min families hus på Samsø. Denne lampe minder mig rigtig meget om mit barndomshjem. Jeg er flyttet næsten 30 gange i mit liv, så det betyder noget at have nogle ting, der kan binde stederne sammen. Det giver noget kontinuitet.

Fugleaflytning

Midt på opslagstavlen hænger en seddel med en oversigt over, hvordan man sætter aflytningsudstyr til inde i en redekasse. Så kan man følge med i lydsiden af de her fugle, som bygger rede, og de små unger, der kommer ud af æggene og pipper og får mad. Lige netop det udstyr har jeg brugt i min seneste roman, Karensminde, hvor jeg har ladet bedstefaren være optaget af fugle og have denne her lille aflytningsstation. Så den er blevet trukket ind i mit fiktive univers.

Acclaim for KARENSMINDE

“Karen’s Place has some of the best depictions of adult children’s’ relationship with their parents that I’ve read in a long time, whether it’s through Hilde’s need not to commit, through Knut’s need for control or through Björk, the only one who can’t see that she’s never really grown up.” (Information)? “Rarely is a family’s internal dynamic described so well through its individuals. In Karen’s Place […] Iben Mondrup portrays people embedded in nature and in the family with delicate sensibility. The novel explores family ties, both comfortable and constricting, with empathy and sensitivity, but without sentimentality. It sensually depicts how we are interwoven with our immediate surroundings, whether it be with humans or the landscape.”

Politiken

“This is how fantastic literature is written. It is the youngest daughter Björk’s point of view and consciousness that fills most in the novel, although it clearly is the least strong-willed. Most of the time her point of view merely vegetates, following at the heels of her flighty parents and her siblings. But, as demonstrated, this does not diminish the electricity in the language, on the contrary. And not because Mondrup doesn’t also master the rough, surging action, which bursts out on the water’s edge as well as the in the maternity ward. […] The beauty of this family portrait is that it is not hefty or moralizing, but instead sensual and musical; the characters sense, they feel, they cling to one another while pushing each other away. […] There are all sorts of issues spinning in the air, above all the parents’ long absence in Greenland, which they solve by imposing their presence, especially on the grandchildren (has irritation with grandchildren even been portrayed so precisely, or even at all?), but all this is not bluntly spelled out, it simply whirls to the surface.”

Weekendavisen

“GHOSTS OF THE PAST. Iben Mondrup has written a melancholic and powerful sequel to her award-winning novel Godhavn. A wonderfully well-written, modern family tale. […] Put together, the books come across as an alternative family chronicle of modern life. The family is under psychological reconstruction. Perhaps it has been all along, but now it is clearly so, now when the main characters have to try to adapt themselves to the new family constellations and the aging roles within it. The once extroverted busybody Björk has become sensitive and self-seeking, the introverted and vulnerable Knut has taken on the role of dominant family head while the father's darling, Hilde, has withdrawn from the family, living an independent life as a loner, sleeping in her car and studying something nobody really understands. […] The parents, on the one hand, are sufficient in their own company, but they also want to feel like a family. They no longer appear strong and controlling, but fumbling and more or less intractable, and well, human. [...] In a polyphony of five voices, Iben Mondrup deftly orchestrates each of the family members' changing voices, which melodically meander in and out between each other and back and forth in time and place. Karen’s Place is a rhythmic calm; it is a powerfully melancholic choir song in literary form. And it's even wrapped up in an alluring and beautiful cover, featuring a corn-yellow landscape and naked trees set against an autumnal horizon. Behind this hide field mice, man, and a small masterpiece.”

Berlingske

AND SHORT:

“Karen’s Place has some of the best depictions of adult children’s’ relationship with their parents that I’ve read in a long time.’’

– Information

“Rarely is a family’s internal dynamic described so well through its individuals.”

– Politiken *****

“This is how fantastic literature is written.”

– Weekendavisen

“A wonderfully well-written, modern family tale..”

– Berlingske *****

Familien er en petriskål – WA – OKT 2016

FAMILIEN ER EN PETRISKÅL

Som "danskerbarn" i Grønland har Iben Mondrup måtte beskæftiget sig med identitet konstant. Var hun grønlænder eller dansker? Nu kan hun endelig skrive om noget andet!

Af Johanne Mygind

Foto: Niels Christensen

Da vi næsten er færdige med interviewet, ser Iben Mondrup pludselig ud, som om hun er ved at betro mig en hemmelighed, så siger hun stille:

”Jeg er blevet så glad for min familie. Jeg synes, at de er seje! Min bror og min søster står mig meget nær, selvom vi lever meget forskelligt. Og mit forhold til mine forældre har også ændret sig. Sidst de var hjemme i Danmark, sad vi og snakkede en helt nat sammen. Og endelig havde jeg følelsen af, at der sad vi! Tre voksne ligeværdige mennesker og bare talte med hinanden.”

Iben Mondrup smiler blufærdigt, inden hun fortsætter:

”Det er meget forbudt for en forfatter at sige, at det også kan være terapeutisk at skrive en bog, men jeg bliver da klogere for hver bog, som jeg skriver."

I Iben Mondrups nyeste roman Karensminde møder vi igen søskendeflokken fra den prisbelønnede roman Godhavn, som fortalte om tre søskendes opvækst som "danskerbørn" i Nordvestgrønland. I Karensminde er børnene vokset op, og forældrene er blevet gamle.

"I Karensminde skildrer jeg en periode i en families liv, set gennem både de to forældre og de tre voksne børns øjne. Og så bliver det altså meget tydeligt, at der ikke findes éen sandhed om en familie! Der er mindst fem forskellige versioner af den! Og den erkendelse er meget helende” fortæller Iben Mondrup og rynker brynene let, da jeg bemærker at hun ikke er alene om at skrive om familien som institution og situation. Efter autofiktionens radikale individualisme har jeg i det sidste år interviewet den ene forfatter efter den anden, som alle har undersøgt, hvad det egentlig vil sige, at være i familie.

"Det er måske ikke så mærkeligt at vi undersøger det lige nu? Det er jo også en undersøgelse af den mindste form for fællesskab. Den har sin egen lov og orden og styreform, som kan være mere eller mindre demokratisk. Familien er en petriskål. Man putter en lille smule bakterier ned og så begynder de at vokse. Dramaerne er bitte små, set udefra, men et lille svigt i barndommen kan starte en verdenskrig 30 år efter."

Ligesom de tre søskende i Karensminde er Iben Mondrup selv vokset op i Grønland. Hun flyttede til Danmark, da hun var 17 for at gå på kunstakademiet, og er siden kun vendt tilbage til barndommens land på korte besøg Hendes to sidste romaner foregik på Grønland, men i Karensminde dukker Grønland kun op i korte glimt . Iben Mondrup havde fra begyndelsen besluttet sig til, at hun ville skrive om et andet landskab end det grønlandske.

"Det var en opgave, som jeg stillede mig selv, fordi jeg ville videre. Jeg får tit at vide, at jeg skriver sanseligt, men meget af min sanselighed kommer fra Grønland. Jeg har meget nemt ved at sætte ord på, hvordan det er at løbe henover klipper eller lugten fra havet. Det danske landskab har jeg til gengæld svært ved at genkalde mig. Hvad er der på de marker? Hvilke afgrøder gror der? Hvordan påvirker det landskabet, når årstiderne skifter? Det danske landskab er simpelthen ikke rigtigt mit," fortsætter Iben Mondrup skutter sig lidt i sin store pelsvest, som får hende til at ligne mellemting mellem en grønlandsk jæger og en dansk filmdiva. I hendes lejlighed er der skind alle vegne. De ligger over stolene i køkkenet og på sengen, som hilsner fra det land, som hun har forladt.

”Det er nok ikke så underligt, at både børnene i Karensminde og jeg selv er endt med at bo i Danmark. Det er jo ikke ubetinget nemt at være dansker i Grønland. Måske tilhører man "overklassen", men man bor også i et samfund, som man ikke rigtigt er en del af. Så er jeg grønlænder eller dansker? Jeg kan for eksempel ikke tale grønlandsk, fordi "danskerbørn" jo blev undervist på dansk,, men på andre områder er jeg jo grønlandsk. Jeg kan begå mig på havet, jeg kan arbejde med kød og fisk. Jeg har en særlig høj grønlandsk latter, som mine danske børn ofte finder upassende,” siger Iben Mondrup og fortsætter:

"En del af min "grønlandskhed" handler også om at være udsat og derfor tilpasningsdygtig. Min datter bemærkede engang, at jeg skiftede måde at tale på efter hvem jeg var sammen med. Helt ned til hvor jeg lagde trykket på ordene. Min evne til at gå ind og ud af forskellige miljøer er nok mere udtalt end så mange andres, fordi jeg hele tiden har skulle aflæse situationer og andres normer. Der kan være stor ensomhed, forbundet med den evne, men samtidig er den guld værd for en forfatter."

I Godhavn ses de voksne kun med børnenes blik. Som mærkværdige voksne, som er så optaget af Grønland og hinanden, at børnene ikke helt kan trænge igennem. I Karensminde har forældrene fået deres egen stemme og ser med forundring på deres voksne børn, som bliver ved med at kritisere dem.

”Forældrene har jo haft et langt liv uden deres børn oppe i Grønland. De har også været vant til at håndtere farlige og potentielt livstruende situationer i Grønland, men det betyder ikke nødvendigvis at de er gode til at tackle de små konflikter, som de møder i Danmark. Det er svært for dem, at genoptage de familiære forpligtigelser, hvor de før bare har kunne været sig selv som voksne.”

Det er meget sjældent at man har både forældre og børns perspektiv i samme roman? Det kan næsten føles helt grænseoverskridende, når du for eksempel skildrer forældrenes stærke erotiske forbindelse?

"Synes du det? Sådan har jeg det slet ikke…. Forældrene i bogen har jo visse træk tilfælles med mine forældre, og min far har altid været dybt forelsket i min mor. Det har altid været en del af vores families liv, at min far gav min mor smukke højhælede sko i julegave og nød at hun tog dem på. Så den side af historien gør mig slet ikke blufærdig. Det, som kunne være grænseoverskridende at skrive om, var snarere børnenes oplevelse af de voksnes svigt. I Karensminde får lillesøsteren Bjørk en spiseforstyrrelse, da hun kommer til Danmark og flytter ind hos sin bror. Moderen reagerer ved at sende en check, så Bjørk kan komme på ferie. Den episode har jeg hentet fra mit eget liv, hvor jeg også blev meget syg, da jeg flyttede til Danmark og min mor gjorde noget lignende. Hvad skulle hun ellers have gjort, kan jeg spørge i dag? Jeg var jo flyttet hjemmefra! Jeg ønsker ikke, at mine forældre skal læse den bog som et anklageskrift, og derfor har jeg måtte forberede dem på udgivelsen af romanen, og forklaret dem, at jeg har brugt nogle episoder fra vores fælles liv,, men at forældrene i bogen bestemt ikke er dem .”

Forældrene virker, som om de er blevet hele mennesker i Grønland, hvorimod deres børn er blevet forrevne af deres opvækst og deres tilbagevenden til Danmark?

”Jeg tror i virkeligheden mere, at det handler om, hvor mine personer er i livet. Både Bjørk og Hilde har svært ved at blive rigtigt voksne. Det tror jeg, at mange i min generation har. Al den terapi betyder, at vi hele tiden må vende tilbage til forældrene og barndommen og konfrontere dem med de svigt, som vi har været udsat for. Det er også derfor, at jeg lader den ældste søster Hilde få et barn i Karensminde. Hun har anklaget og anklaget sine forældre for at svigte, og nu skal hun prøve det selv. Hun skal måske især erkende, at svigtet er uundgåeligt. Det er jo først, når man svigter sit barn, at barnet kan blive voksent og sig selv," forklarer Iben Mondrup og siger pludselig tilfredst:

"Jeg er faktisk virkelig glad for at have skrevet en bog, som handler om familien og ikke om Grønland. Jeg synes nogen gange, at jeg har brugt hele livet på identitetspolitik. Hvem er rigtig grønlænder? Hvem er rigtigt dansker? Hvem er brun? Hvem er hvid? Med Karensminde føler jeg endelig, at jeg har fået lukket den dør. Ved at skrive om familien har jeg fundet et sted, hvor det ikke betyder noget, hvor du kommer fra og hvilken farve du har. Hvor klichéen om "at vi alle bare er mennesker" faktisk holder.”

kar_b

ANMELDELSE I BERLINGSKE HER

Fortidens spøgelser

Den grønlandske kulde er erstattet af dansk kølighed, børnene er blevet voksne, og relationerne mellem dem og til forældrene er formet af fortid, fortielser og ferske forhåbninger: Iben Mondrups vidunderligt velskrevne »Karensminde« er en stærk fortsættelse af hendes prisbelønnede gennembrudsroman, »Godhavn«, om end ikke helt så barnligt naivt dobbelttydig. Samlet fremstår bøgerne som en alternativ familiekrønike over det moderne liv.

Årene er gået, hovedpersonerne, Bjørk, Knut og Hilde, har hver især slået sig ned i Danmark, og forældrene har nu valgt at tage samme skridt efter et halvt liv i Grønland. De har købt en gård på Møn og er i gang med at sætte den i stand, så de før eller siden kan tage imod gæster i deres planlagte Bed & Breakfast. Alt er på overfladen fint og formfuldendt, men lige neden under den fine fernis rumsterer fortidens mere eller mindre opløste aktanter som gespenster eller små dyr bag panelerne.

Familien er under psykologisk ombygning. Måske har den været det hele tiden, men nu er det så meget desto tydeligere, her hvor hovedpersonerne skal forsøge at finde sig tilrette i nye konstellationer og aldrende roller.

Melankolsk korsang i litterær form

Den engang gesjæftige og udadvendte Bjørk er blevet sart og søgende, den indadvendte og sårbare Knut har påtaget sig rollen som familiens dominerende overhoved, mens farens øjesten, Hilde, har trukket sig fra familiens arne og er blevet en selvstændig enspænder med bopæl i egen bil og studier i noget, ingen rigtig forstår.

Forældrene, der på den ene side har nok i sig selv, på den anden side gerne vil familiefællesskabet, fremstår pludselig ikke længere stærke og styrende, men famlende og mere eller mindre umedgørlige, ja, menneskelige.

Situationen tilspidses, da far Jens falder ned fra stigen, en dag han vil fjerne nogle stærekasser. Han overlever, men kun som en skygge af sig selv, og med den engang så handlekraftige og stærke far reduceret til en hjælpeløs, tavs gamling, rystes familiestrukturen for alvor.

Små sprækker i murværket bliver til åbne revner, hvor blæsten piber ind, og gammel bitterhed, undertrykt vrede og minderne om det, der var, langsomt siver ud sammen med lyden af kradsende mus og tiden, der går.

Bjørk har droppet kæresten i København og installerer sig på et nedlagt husmandssted tæt på forældrenes gård, hun får job som lærer på den lokale skole og er ellers sammen med mor Karen. Knut kommer fra tid til anden kørende fra Silkeborg, hvor han bor med sin, synes han, dejligt normale hustru og deres tvillingedøtre, og Hilde holder sig bare væk, indtil hun lige pludselig dukker op ud af det blå.

I en femstemmig polyfoni orkestrerer Iben Mondrup behændigt hver af familiemedlemmernes skiftende stemmer, der melodisk slynger sig ud og ind mellem hinanden og frem og tilbage i tid og sted. »Karensminde« er rytmisk ro og kraftfuld melankolsk korsang i litterær form. Og så er den oven i købet pakket ind i et dragende smukt omslag af et korngult landskab og nøgne træer mod en efterårstung horisont. Bag det gemmer sig markmus, menneskene og et lille mesterværk.

kar_wa

Skal vildt velskrivende Iben Mondrup have lov til at skrive så konservativt fremragende en familieroman? Ja!

FAMILIENS SKØDESYNDER

Mange jævnaldrende må være bare en smule irriterede på Iben Mondrup, født 1969, som debuterede officielt i 2012 med løfterigt skrumlede og opkørte En to tre - Justine, der straks blev fulgt op med mere hårdt og målrettet intense Store Malene, 2013. Kun et år efter ankom så med slet skjult triumf overrumplende vellykkede og rigt indlevede Godhavn, 2014, tre parallelle beretninger om tre danske søskende på Grønland i 1970erne. Ifølge alle regler er Mondrup for sent og for hurtigt spænet frem til at blive en af Danmarks betydeligste prosaister - en, to, tre, Iben! Det er hverken rimeligt eller realistisk med sådan en djævlespændt raptus, men heldigvis meget virkeligt.

Og nu HELE to år senere er Mondrup klar med sin næste, alt andet lige fremragende roman, Karensminde, en selvstændig fortsættelse af Godhavn, der udspiller sig på først og fremmest titelgården på Møn 20-25 år senere, hvor de tre søskende, Hilde, Knut og Bjørk, er blevet voksne, og deres forældre, Karen og Jens, er flyttet tilbage til Danmark for at drive en bed & breakfast.

I Godhavn fulgte vi trip, trap, træsko de tre søskende i hver deres bevidstheder i selvsamme tidsstræk. I Karensminde har vi ud over de tre søskende også adgang til forældrenes indre.

Inden for en yderste, kronologisk ramme, hvor Jens får en hjerneblødning og ligger brak på gården, springer romanen principielt kaotisk rundt mellem synsvinkler og tidspunkter.

Tiden omkring flytningen til Danmark og indretningen af gården dominerer, men der er også flere spring tilbage til Grønlands-tiden.

Bevidstheder kan, som i Godhavn, overlappe, og bevidstheder kan ubrudt afløse hinanden.

Den kompositionelle fikumdik er rent formelt mere avanceret end trip-trap-træskoen, der imidlertid opleves som mere radikalt og brutalt egenrådig. For synsvinkelvirvar er jo reglen i A/S Dansk Prosa, inklusive ikke mindst krimiæltet - sjældent med sådant kronologisk kaos (i hvert fald bevidst; masser af dilettanter kløjes i flashbacks), men det er netop et stramt styret kaos, patetiskmusikalsk.

For tit er det velskrevet, for sjældent er det vild-skrevet som lige her, med fuldt, skævt, sanseligt-billedligt attak: »Hun kunne have brug for nogen at ligge opad, han kunne være ved siden af hende når hun ikke kan bære kæben alene, men giver efter for det tunge træk nedefter, og munden åbner sig så meget at hun ikke kan holde det tilbage, men hyler i lange stød, og det trykker så meget i halsen at hun tror den skal sprænges.« Sådan. Skriver. Man. Suverænt. Dansk.

Det er yngstebarnet Bjørk, der synsvinkler den her, og det er også hendes bevidsthed, der får mest plads, selvom den klart er den mindst viljefaste. Det meste af tiden vegeterer den bare omkring i de omkringfarende forældre-og søskende-bevidstheders haser.

Men det gør jo, som demonstreret, ikke de sproglige volter mindre elektriske, tværtimod.

Ikke fordi Mondrup ikke også mestrer den væltende, opkørte action, der slår ud i vandkant såvel som fødeafdeling.

Det smukke ved familieskildringen er, at den ikke er bastant eller moraliserende, men i stedet sanselig og musikalsk; personerne sanser og - hvad skal man kalde det - klinger sig på og fra hinanden; ældstebarnet Hilde har sanset og klinget sig helt væk, og det varer dramatisk længe - det er måske faktisk romanens største drama - før hendes bevidsthed kommer på banen omsider. Der er alle mulige issues snurrende i luften, fremfor alt forældrenes lange grønlandske fravær og dets opløsning i insisterende nærvær med ikke mindst børnebørn (har irritationen over børnebørn nogensinde været skildret så nærværende, eller bare overhovedet?), men de bøjes ikke i neon, de snurrer netop bare.

Romanen lander lige lovligt tungt og nydeligt i død-og-liv-dobbelthed. Gid, indvender jeg skarnagtigt, den i højere grad havde flintret på liv og død.

kar_pol

ANMELDELSEN I POLITIKEN HER

En familie set fra fem vinkler

I 'Karensminde', der er en selvstændig fortsættelse af gennembrudsromanen ' Godhavn', skildrer Iben Mondrup med fintfølende sanselighed menneskenes indlejring i familien og naturen.

Vi er fem mennesker. Hvad jeg gør eller ikke gør, er kun en femtedel af det samlede billede«.

Sådan siger den voksne storesøster til sin voksne lillesøster i Iben Mondrups nye roman, ' Karensminde', som er en skildring af en familie på fem: mor, far og tre voksne børn. Og for at tegne et samlet billede lader Mondrup synsvinklen vandre mellem hver af familiens femtedele.

Vi kender familien fra Mondrups gennembrudsroman 'Godhavn', hvor vi på skift fulgte Bjørk på 7, Knut på 12 og Hilde på 15 gennem det samme år af deres opvækst i Grønland i 1980' erne.

Nu er børnene voksne, og alle er flyttet til Danmark, senest forældrene, som har købt gården Karensminde på Møn og er ved at indrette den til bed and breakfast, da faderen pludselig falder ned fra stigen og må på hospitalet. Omkring faderens bevidstløse krop, først på hospitalet, siden hjemme hos moderen, udfolder romanen sine fem forskellige synsvinkler - faderens i nogle af de flashbacks, som romanen er fuld af; de islæt af nære og fjerne erindringer, hvormed den indfanger familiens tid.

Hvad består en familie af? Dens medlemmers erindringer om hinanden, perspektiver på hinanden, ordvekslinger med hinanden. Og det er lige præcis ingredienserne i Mondrups roman, elegant komponeret i glidende skift mellem tider, steder og bevidstheder.

DEN PERSON, hvis synsvinkel vi oftest følger, er den yngste datter, Bjørks, der efter et forlist parforhold har strammet båndene til forældrene og finder hus og lærerjob tæt på sin mor på Møn. Bjørk kritiseres af storebror Knut for at tillægge den bevidstløse far »tanker eller følelser som vi aldrig finder ud af om han har«. Og hun rådes af storesøster Hilde til at »holde op med at prøve at føje ting sammen«, når det gælder familiehistorien.

Men det er sådan set lige, hvad romanforfatteren gør i sin fintmærkende familieskildring: Hun forestiller sig, hvilke tanker og følelser der har rørt sig, ikke bare i far, men også i mor og søskende, og hun føjer erindringer, synsvinkler og ordvekslinger sammen til en familiehistorie.

Men sammenføjningen bliver aldrig en forceret syntese eller kausalkæde; den får lov at forblive en dynamik, hvor bånd mellem legemer løsnes og strammes; kaster dem fra hinanden og samler dem, snart i én konstellation, snart i en anden.

LIGESOM I 'GODHAVN' udforsker Mondrup menneskenes indlejring i naturen og i hinanden. Flora og fauna er skiftet fra Grønland til Møn, men også rapsmarker, rønnealleer, klinter, høns, musvitter og kaniner formår Mondrup at væve sine personer ind i og gøre sanseligt nærværende for læseren.

Vi får fine portrætter af storesøster Hilde, der har vreden som sin vældige drivkraft; storebror Knut, den forhenværende vildbasse, der nu med koncentreret omhu værner om livet i Silkeborg med sin dyrebare kone; mor Karen, der drages mod Knuts småpiger med en bedstemoderlig grådighed, der overrasker hende selv; far Jens, der kan nære stor kærlighed, både som far og ægtemand, men også længes efter lidt fred fra al familiepostyret, og som får romanens sidste ord, i en smuk og forløsende scene, der ikke skal røbes her.

EN SÆRLIG SVAGHED har jeg for Mondrups portræt af de to små tvillingepiger, Knuts døtre, der ganske vist ikke på noget tidspunkt bærer synsvinklen, men gennem citeret tale i høj grad får stemme. De kvidrer om kap med musvitter, taber mælketænder i takt med, at de brækker hanevinger, dekorerer den udbrændte, sengeliggende farmor med broderede duge. Mondrup formår virkelig at fremskrive en vild og uhæmmet pigeenergi, der fra farfars perspektiv lignes med »bakterier i hastig formering, gamle madvarer, noget der var begyndt at vokse i det stille, og som nu bredte sig ukontrolleret«. Der er mange dyr i romanen; dyr som også en del af de nære omgivelser, den udforsker.

Kælemus og kælekaniner; deforme mus, døde kaniner. Dyr som pulserende liv i små børns hænder, dyr som en påmindelse om også menneskets kreaturlighed, dødelighed. Dyr som en del af det overskud, der pulserer i Mondrups univers, både som et overskud af liv og et overskud af livløs krop.

I Bjørks perspektiv ligger der også en længsel efter familien, en længsel efter dengang, de alle fem var samlede, en sorg over den splintring og død, som kaster dem fra hinanden, en salighed ved de situationer, hvor familiebåndene knyttes til tæthed og fælleskrop frem for raseri og fælles afmagt. Måske er den længsel efter familien ikke bare Bjørks, men deles af mange i en skilsmissetid, hvor det ikke længere er normen, at man som voksen kan søge til sine forældre i deres fælles hjem.

'GODHAVN' INDBRAGTE Mondrup DR's romanpris 2015 og blev en stor læsersucces.

Jeg er sikker på, at læserne vil tage lige så godt imod 'Karensminde'. Den udforsker indlevende og følsomt, men uden føleri, familiens bånd, trygge som snærende, og skildrer sanseligt vores indvævethed i de nærmeste omgivelser, både menneskelige og landskabelige.

'Godhavn' indbragte Mondrup DR's romanpris 2015 og blev en stor læsersucces.

Jeg er sikker på, at læserne vil tage lige så godt imod ' Karensminde'.

kar_inf

ANMELDELSEN FINDES I INFORMATION HER

Iben Mondrups nye roman fortæller klogt, levende og skånselsløst om voksne børn og deres forældre.

Det er jo en grim kritikerkliché, men alligevel: Iben Mondrups nye roman Karensminde er først og fremmest en klog roman. Den er også, på sin egen, lavmælte facon, fuldstændig skånselsløs over for sine hovedpersoner, de tre søskende Hilde, Knut og Bjørk og deres forældre Karen og Jens. De fem er gengangere fra Mondrups forrige bog, Godhavn. I den fulgte man et år i familiens liv i Grønland i 1980' erne, sådan som det udfoldede sig set fra de tre børns perspektiv.

Man læste om de samme begivenheder filtreret først gennem den enes, så den andens liv.

Nu er de blevet voksne, børnene, deres forældre er gamle. Alle er efterhånden flyttet tilbage til Danmark, Karen og Jens dog først for nylig, de vil sætte en stor gård i stand på Møn.

De vil nyde deres otium og samtidig åbne et lille Bed & Breakfast.

Men så falder Jens ned fra en stige og vågner aldrig rigtigt op igen. Tingene forværres langsomt, plejen af den syge bliver for meget for moren, Karen, det bliver et dynd, man ikke kan komme op af.

Ingenting er, som de forestillede sig. Alle mulige gamle sår bryder frem imellem dem som sætningsskader i et gammelt hus.

Tit ved de knap nok hvorfor, læseren ved det heller ikke, uafklarede konflikter simrer bare i luften.

Kærlighed er et alt for enkelt ord til at beskrive det forhold, de tre voksne børn har til hinanden og deres forældre, de er forbundne og slider alligevel hinanden i stykker.

Det er virkelig stærkt skildret.

Alt det handler Karensminde om, samtidig med at den handler om et hus, der skulle være sat i stand, og en far, der pludselig går fra at være patriark til at ligge mumlende i en sygeseng, og om nogle børn, der er alt for mærkede af deres forældre.

Som i Godhavn skifter man hele tiden synsvinkel og får begivenheder fortalt snart fra den ene, snart fra den anden skikkelses perspektiv, men denne gang føles formen løsere, mere udflydende.

Et enkelt øjeblik vækker en erindring om et andet, så er Knut, Bjørk og Hilde pludselig tilbage i deres barndom, så hører man glimt om vilde og destruktive ungdomsår. Så fornemmer man, når de ser på hinanden, at de gennemskuer hinanden bedre, end de gennemskuer sig selv.

Så forskyder alt sig igen, når man pludselig får begivenhederne fortalt fra forældrenes perspektiv, når man pludselig mærker den træthed, der strømmer gennem deres liv.

Det er, som om tiden er tyktflydende i Karensminde, som om den flyder langsomt, og hele tiden drejer rundt om sig selv og tilbage ind i fortidige minder. Det er nemlig ikke, fordi romanen handler om ekstraordinære personer eller ekstraordinære begivenheder.

Levende skikkelser

Faktisk mister den flyvehøjde i sine få genuint dramatiske scener, dem hvor alting skal sættes på spidsen og kulminere. Men den har nogle af de bedste skildringer af voksne børns forhold til deres forældre, jeg har læst længe, og det uanset om det er filtreret gennem Hildes behov for ikke at binde sig, gennem Knuts behov for kontrol eller gennem Bjørk, der som den eneste ikke kan se, at hun aldrig rigtigt er blevet voksen.

Og under alle omstændigheder er den vigtigste kvalitet hos Iben Mondrup ikke, at hun skriver godt (det gør hun), og heller ikke, at romanen fungerer som komponeret helhed (det gør den, men måske ikke helt så skarpt som Godhavn).

Det er snarere, at romanens skikkelser og deres liv sammen føles umanerligt levende. De føles helt troværdige og samtidig helt uforudsigelige, som om der altid er et aspekt mere af dem.

De liv føler man sig ramt af.

Nåja, og så kan Iben Mondrup noget med at skildre børn. Hun fanger deres rytme og tankers hastighed fuldstændigt rent og usentimentalt, og det uanset om hun skriver om Knuts tvillingedøtre, der ligesom myldrer gennem familiens liv, eller om de skolebørn, Bjørk er lærer for. De børn alene er værd at læse Karensminde for.

Ømhed over 4000 kilometers afstand – POL – OKT 2016

Interviewet findes i Politiken her

ØMHED OVER 4000 KILOMETERS AFSTAND

Forfatteren Iben Mondrup fik sit store gennembrud med romanen ’Godhavn’. Nu kommer opfølgeren ’Karensminde’, der igen tager udgangspunkt i familielivet. Og mere konkret, hvad der sker, når voksne børn opdager, at deres forældre også bare er mennesker.

Af Birgitte Kjær

Iben Mondrup skal til Mallorca. I anledning af forældrenes guldbryllup er hele familien, børn, mænd, kærester og koner inviteret på ferie. Det er første gang i ti år, at de alle skal samles.

»Først tænkte jeg ’yrks! Det kan gå galt’. Men hvad vil det sige at noget går galt? At man får dårlige følelser undervejs? At man er uenige eller skændes? Og hvis det sker, hvad gør man så med de dårlige følelser? Kan man bruge dem til noget? Ja, det kan man faktisk godt. Det kan være afsæt for nogle gode samtaler. Og at man får mulighed for at se ting fra en ny vinkel eller vælger at gøre noget på en anden måde. Så jeg har meget mod på det. Og det fornemmer jeg også, at mine søskende har. Det er som om vi er blevet rigtigt voksne, at vi ikke længere er vores forældres børn. Og prøv at hør her! Det er vi jo også. Vi er granvoksne mennesker, som skal mødes med vores ligeværdige voksne forældre«.

Forfatteren er 46. Forældrene har rundet de 70. I sit store folkelige gennembrud ’Godhavn’ skrev hun ud fra sine egne erfaringer om, hvordan det er at vokse op i en lille grønlandsk bygd som barn i en dansk lærerfamilie. I sin aktuelle opfølger, der har titlen ’Karensminde’, laver hun et tankeeksperiment og undersøger, hvad der sker, når de voksne børn skal tage imod deres gamle forældre, der er flyttet fra Grønland til Danmark. Bøgerne er ikke selvbiografiske, Iben Mondrups forældre bor stadig i Grønland, men hun bruger litteraturen til at gennemtænke nogle af de temaer, der præger forholdet til hendes egen familie. Hvad er forældrenes ansvar i relationen til børnene? Når de er små, og når de er voksne? Hvad sker der, når det vender rundt, og børnene skal tage ansvar for de aldrende forældre? Og er det billede, man har af sine forældre, sandt eller fortegnet? Skal rollerne genforhandles?

»Det har optaget mig meget, om mine forældre kom til Danmark eller ej. Og hvad det ville sige, hvis de pludselig rykkede tæt på. Det er den tanke, som er udgangspunktet for min roman. Man kan sige at jeg har taget hul på nogle af de spørgsmål som opstår, når man har været adskilt så længe. Mens mine jævnaldrene jo har haft jævnlig omgang med deres forældre, så har mit forhold til mine forældre jo ikke på samme måde undergået en forandring. Det er på en måde lidt stagneret, fordi vi ikke har udviklet os sammen. Man kan prøve at fylde ud med forventninger og forhåbninger, men reelt kan man ikke vide, hvad der ville ske, hvis vi pludselig var tæt på hinanden. Og det har optaget mig, og måske er det derfor, jeg har sat det i scene på den måde, selv om jeg er kommet til at gøre det lige lovlig dramatisk. Jeg håber virkelig at det går helt anderledes i virkeligheden!«.

Iben Mondrup sidder på en smal børnebænk i sit lille køkken på Vesterbro. Rank i hvid T-shirt og lammeskindsvest. Hendes korte negle er lakeret i samme røde farve som de spidse sko, hun har på fødderne. Røde som de jordbær, der er på toppen af den kage, som hun har ønsket sig til kaffen. Det dufter af de liljer, der står samlet i en vase bag os.

Når hun taler om at sætte i scene, så handler det om, hvordan ’Karensminde’, efterfølgeren til ’Godhavn’, er rammen for et drama mellem voksne børn og forældre. Karensminde er rent fysisk en gård på Møn, som forældreparret Jens og Karen køber og flytter ind i, da de som pensionister forlader Grønland for at komme tættere på deres børn og – især – deres børnebørn. Og det er her det åbenbarer sig, at styrkeforholdet mellem familiens medlemmer er forandret. At den stærke far er blevet skrøbelig, at den følsomme bror er blevet en ansvarlig, voksen mand med realkreditlån, godt job, kone og børn og den temperamentsfulde storesøster er blevet en enspænder.

»Jeg skulle til at skrive bog nummer fem, men det føltes som om, jeg skulle skrive nummer to. ’Karensminde’ er blevet den svære toer«, fortæller Iben Mondrup om arbejdet med bogen,

’Godhavn’ fra 2014 vandt en pris, fik flotte anmeldelser, solgte godt og har været læst og diskuteret i læseklubber over hele landet, og når Iben Mondrup har været ud og give foredrag har hun oplevet, hvordan læserne er på fornavn med storesøster Hilde, broren Knut og lillesøster Bjørk.

»Jeg har kunnet mærke, at mange lever med. Og så sætter sådan nogle helt banale ting ind som ’bare jeg nu ikke skuffer folk’. På den ene side kan man godt have lyst til at skrive den bog, som man ved, gør folk endnu mere glade. Men reelt kan det jo ikke lade sig gøre. For indeni forfatteren sidder der altid en lille stemme og siger ’det er den her bog, du skal skrive’. Og så skriver den sig selv«.

Mange læsere vil nok glæde sig over, at den stemme har sagt, at Iben Mondrup i sin ’svære toer’ skal fortælle et nyt kapitel i familiens liv, at vi igen skal møde rebellen Hilde, den stærke jæger-far Jens og de andre fra Godhavn. For hun kan lide at være i et univers i lang, lang tid og undersøge det fra forskellige synsvinkler. Til gengæld har det ikke optaget forfatteren at fortsætte i lige linje og fortælle om, hvordan børnene er blevet teenagere, har taget uddannelser og flyttet hjemmefra. Hun har som nævnt i stedet taget fat i spørgsmål, hun selv tumler med i disse år.

»Mine forældre er ved at blive ældre, men alderdom er jo ikke skrøbelighed i sig selv, selv om den kan medføre en skrøbelighed på et tidspunkt, og så må vi tage stilling til det. Der ligger selvfølgelig mange overvejelser om kommende følelser i den relation, man som voksen har til sine forældre. Kommende følelser siger jeg, for jeg kan jo kun forsøge at forudsige, hvordan det vil føles, hvis mine forældre bliver boende i Grønland til de er så gamle at de ikke længere kan gå op til huset selv, når de er nødt til at indrette sig anderledes, eller når den ene måske falder bort. Jeg kan forestille mig det, men jeg kan ikke reelt sætte mig ind i det – hvad nu hvis sådan og sådan? Jeg ved det reelt ikke. Jeg vil da godt indrømme, at jeg gerne så, at de blev rigtig gamle her i landet. Jeg har svært ved at forholde mig til den ekstra udfordring, det er, at omsorgen og ømheden skal foregå over 4.000 kilometers afstand. Det vil selv jeg, der er vant til at operere over den afstand, synes er svært«.

På den hårde måde

Siden hun var 17 har der været tusinder af kilometer mellem Iben Mondrup og hendes forældre. Hun blev gift med kongebrev med sin grønlandske kæreste og drog til Danmark, hvor han skulle læse medicin, og hun skulle tage en HF. Omplantningen var et chok. Odense virkede uoverskueligt stor, så hun måtte bruge kort for at finde hen på skolen en kilometer væk, og der var ingen tante, hun kunne tage hen til og få vasket tøj – eller bare få omsorg.

»Jeg havde jo ikke noget netværk her. Jeg var lost i den der enorme by. Mine forældre havde tillid til, at jeg nok skulle klare mig. Det har de altid haft. Og de har nok i et eller andet omfang ikke været klar over, hvor svært, det har været. Eller også har de, men ikke haft mulighed for at stille noget op. Jeg var jo voksen, de kunne jo ikke hente mig hjem igen. De kunne ikke flytte til Danmark, og man skal jo lære at klare sig selv. Det her var så på den hårde måde. Jeg havde ikke et sted, hvor jeg følte, jeg kunne komme, og at her var jeg hjemme«.

Efter en hård periode, en decideret nedtur, startede Iben Mondrup om. Begyndte at spille musik, studere på kunstakademiet og i det hele taget sætte pris på de mange muligheder, Danmark bød på.

»Det var fedt. Superfedt«.

Hun tog eksamen som cand.phil fra kunstakademiet, og det var med de større skriftlige opgaver på overbygningen, at hun opdagede, at alt det hun havde ambitioner om at forløse med billedkunst kunne lade sig gøre i tekst.

»Det her med at få en stor tekstmasse til at hænge sammen. At give den en struktur, en overflade, og arbejde med noget, der foregår nedenunder, at bygge op og bryde ned og pudse og gøre ved. Dét kunne jeg finde i teksten. Og det var en kæmpe opdagelse. Det var bare sådan her!«

Iben Mondrup rækker armene op over hovedet i sejrsrus.

»Det er jo det! Det er jo det, jeg skal! Her kan jeg jo også arbejde med sanselighed, jeg kan arbejde med lugte og lyde, jeg kan arbejde med stemninger, jeg kan arbejde med tidslighed og sammenstød af ting. Jeg havde hele værktøjskassen i én lillebitte maskine, som jeg kunne sætte op på spisebordet. Jeg behøvede ikke engang et atelier eller et udstillingsrum. Når jeg har skrevet en bog, og den udkommer på Gyldendal, så bliver den distribueret. Hvis jeg ellers er dygtig nok, så får jeg faktisk læsere. Og mine værker bliver ikke pakket ned i en kælder efter en udstilling. De får et liv, når de står på bibliotekerne. Med ’Godhavn’ helt åbenlyst. Den kom ind i alle læseklubberne og blev læst af rigtig mange. Det er lige præcis det, man gerne vil som kunstner. Man vil gerne have af arbejdet lever«.

De lysegrønne øjne stråler. Hun har aldrig fortrudt, at hun brød med billedkunsten til fordel for litteraturen.

»Det var som at komme hjem. Det er det helt rigtige sted for mig. Selvfølgelig er det svært at starte med at skrive romaner, man skal lige kende sit instrument og finde sin tone. Men det er åbenbart ikke vedholdenhed, jeg mangler. Jeg har jo simpelthen skrevet fire romaner på fem år. Så jeg har haft rigtigt meget brug for og lyst til at få lavet noget, som jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få realiseret i billedkunsten«.

Forældre lever deres egne liv

Det er snart 30 år siden Iben Mondrup forlod Grønland og forældrene. Siden har hun besøgt hjemstavnen løbende, men kontakten bliver mere og mere sporadisk. I dag er det mest hendes lillesøster, der har små børn, som jævnligt ringer sammen med forældrene. De har levet deres liv, mens hun har levet sit, og hun har respekt for deres valg.

»Ligesom i ’Karensminde’ har de skabt sig et liv, hvor de ikke lever efter forestillingen om, at man lever sammen i en slægt, at man er forpligtet overfor hinanden. De har realiseret sig selv«.

Og det har Iben Mondrup respekt for. At man tager ansvar for sit eget liv, udviser selvstændighed og lever efter de værdier, man synes giver mening. Også selv om det kan være hårdt at være deres barn, når forældrene slipper tøjlerne tidligt, så man selv må træffe sine valg og klare sig alene. At undvære den støtte kan være en udfordring selv i voksenårene, har hun og hendes søskende mærket.

”Når vi søskende ser på vores jævnaldrende, der har bedsteforældre, som kommer og passer børnebørn og den slags, så kunne vi da godt tænke os, at det var sådan for os også. Men på samme tid forstår vi godt, at vores forældre har foretaget nogle andre livsvalg. Og de er meget glade for det liv, de har, så jeg kunne aldrig kritisere dem for det, de gør. Jeg er ret sikker på, at jeg ville gøre det samme«.

I ’Karensminde’ flytter de aldrende forældre hjem til Danmark, fordi de gerne vil være tæt på deres børnebørn. De køber en ejendom på Møn og begynder at sætte den i stand for at drive bed & breakfast. De tre voksne børn, Bjørk, Knut og Hilde, griber gensynet an på hver deres måde. Med henholdsvis ønsket om at være helt tætte igen, med moden ansvarlighed og med en fjern, anklagende attitude. Familiens relationer skal genetableres, men det er svært for dem alle at finde ind i roller, de er komfortable med. For forældrene er ikke længere de samme som dem, børnene voksede op med.

»Man skal huske på, hvem det var der beskrev faren i Godhavn. Det gjorde børnene. Der er ingen tvivl om, at han i deres øjne, og sikkert også i andres, har været en stærk og karismatisk figur, men måske har børnene ikke set hans latente skrøbeligheder. Og jeg tror, at Jens’ skrøbelighed udløses af den her overgang fra at være arbejdende og til at blive pensioneret, og fra at bo i Grønland og så flytte til Danmark. Det siger Karen (moren, red.) jo også. Fra at have haft en betydning, fra at være i vigør til ikke at skulle noget, eller skulle noget andet. Men der er i det hele taget en klemme på dem alle sammen. Alle fem: Nu er det nu. Nu skal de være tættere på hinanden igen, og hvordan gør man lige dét?«

Også her har Mondrup trukket på sine egne erfaringer. Nemlig opdagelsen af, at det hun troede var det sande billede af forældrene viste sig blot at være hendes egen særlige skitser.

»Jeg fandt nogle gamle dagbøger og breve på loftet og slog op på en tilfældig side, som jeg har skrevet flere år efter jeg flyttede til Danmark. Og jeg tænkte bare ’gud, jeg har slet ikke set dem. Jeg ser kun hvad de betyder for mig på det her tidspunkt’. Sådan har det været i mange år. Jeg har kun set dem ud fra lige netop dét, de betød for mig. På et tidspunkt bliver man nødt til at sande, at de billeder, man kan have af sine forældre ikke nødvendigvis stemmer overens med de mennesker, de faktisk også er. For mig har det givet en vis åbenhed og en lyst til at lære dem at kende som noget andet end forældre«.

Med alderen oplever Iben Mondrup, at hun er nødt til at stille spørgsmålstegn efter spørgsmålstegn ved mange af de ting, hun har taget for givet. Både i forhold til sine forældre og sit eget moderskab.

»Det er ikke længere som jeg troede, det var. For mig er den erkendelse kommet ganske sent. Pludselig tænker jeg ’what!? Nå! Jeg har oplevet tingene på én måde, men jeg ved faktisk ikke, hvordan det var’. Det er også den slags overvejelser, der strømmer gennem ’Karensminde’. Ved vi faktisk hver især, hvordan det hele hænger sammen inden for familien? Vi tror måske, vi ved det. Men hvad sker der, hvis vi stiller spørgsmålet? Får vi et svar eller viser det sig, at der er flere forskellige svar?«.

Og når Iben Mondrup taler om at stille spørgsmål, så handler først og fremmest om at stille dem til sig selv. For hun tror ikke meget på det med at tale ud inden for familien.

»Jeg er ikke sikker på, at det er meningen, at man skal mødes og gøre rent bord i en familie. Jeg er ikke sikker på, at det er hensigtsmæssigt eller ideen med en familie«, siger hun.

I hendes egen familie taler man ikke meget om relationer, følelser og ting der er gået galt. Man gør ting sammen. Lægger tag på sommerhuset, fisker, tager på jagt.

»Jeg tror, det kan være lige så væsentligt og en måde at holde en familie ventileret på, at man gør noget sammen, for der ligger en umiddelbar kærlighed i, at man indgår i en stor organisme, en krop, hvor man hjælper hinanden med noget«, mener hun.

Det har fungeret for familien. Indtil nu. Men Iben Mondrup oplever, at der er forskellige behov fra generation til generation. Mens den ældre generation, hendes forældres, måske ikke har brug for at analysere familien, så har deres børn og børnebørn måske en anden tilgang, oplever forfatteren.

»Det er meget almindeligt at usagte ting i familien kommer til at betyde noget for min generation, os med overreflekterende bevidstheder. Vi kommer til at sidde of spekulere os sønder og sammen. Hvad blev der sagt, hvad skete der, hvem gjorde hvad og hvorfor? Måske går vi ligefrem i terapi for at forstå det«.

Iben Mondrup mener, at man skal være påpasselig at give frit løb til tanker om, at et eller andet traume i barndommen har skylden for, at alt ikke flasker sig for en. At man i stedet bør tage ansvar for sig selv.

»Hvad er det vi har lært i vores generation? Vi har lært at gå til psykolog, ikke? Og hvad lærer vi hos psykologen? At pege tilbage på vores forældre. Når vores selvstændighed falder fra hinanden, og det der liv ikke rigtigt virker, så er det vores forældres skyld. Sådan ville vores forældre ikke tænke. De peger ikke på deres forældre. De har en helt anden kultur omkring, hvad man gør med sine små og store traumer. Og det er også det, ’Karensminde’ handler om. Især Jens har en diffus fornemmelse af at han bliver beskyldt for noget, både af sine børn og af sin kone. Han leder og søger i sig selv, men han aner ikke, hvad han har gjort. Men er det interessant, hvad der er blevet gjort i en fjern fortid? Nej, egentlig ikke. Det, der er interessant, er den dynamik, som kan styre en hel familie. Alle er jo påvirket af, at der er nogen, der går rundt med sår på sjælen og ikke selv tager ansvaret for det, men peger på nogen, der har skylden. Det kan forme en hel familie. Og det er det, jeg synes er spændende her«.

Børn drukner og falder ned

Som mor forsøger Iben Mondrup selv at være bevidst om sin rolle som spejl og forbillede, om at fange de mulige svigt i opløbet, før de kan udvikle sig til noget, som børnene engang vil have brug for at snakke med en psykolog om, men hun er klar over at det er halsløs gerning. De ting som børnene hæfter sig ved som svigt, er gerne nogle helt andre end dem som forældrene bebrejder sig selv. Hun vil gerne give sine to børn, Bror på 13 og Ellen på 16, samme frihed under ansvar, som hun selv har haft i sin opvækst på Grønland. Men det er svært. Hun har for eksempel kun en enkelt gang, da børnene var blevet store, taget imod sine forældres tilbud om at lade børnene komme på ferie i Grønland.

»Paradoksalt nok har jeg tænkt, at de ikke kan tage ansvaret for mine børn. Det er jo vanvittigt. De har haft tre selv, og vi er sunde og raske. Men jeg har tænkt, at de drukner, de falder ned af klipper og slår sig. Altså, de der børn, jeg har skrevet om i ’Godhavn’, som er de børn, jeg selv tilhører, de børn har jeg ikke undt mine egne børn at blive. Det føles så dumt og helt umuligt at gøre anderledes«.

Til gengæld forsøger hun at have en åben kanal til sine børn og kommer dem aktivt i møde ved at tage de svære snakke, når noget er besværligt, følsomt eller trist.

»Mine børn stivner, hvis jeg siger ’børn, jeg skal lige snakke med jer’. Så siger de ’det er vel ikke noget alvorligt?’. Gudskelov er min datter efterhånden ret hårdhudet. Hun kommer og siger til mig ’med dig mor, der ved man, at du er ærlig og hvis der er noget, du synes, vi skal snakke om, så gør du det, det er du ikke bange for, og det kan jeg egentlig godt lide’«.

Hun er stolt af, at hendes børn kan lide den familie, de sammen udgør. Med skilsmisser, nye kærester og det hele. Og hun er godt klar over, at hun – endnu – stadig mest er deres forælder, og at de først så småt er begyndt at se hende som et menneske med et liv ved siden af det at være mor.

»I vores børns bevidsthed eksisterer vi kun som det, de kender som forældre, og meget ofte interesserer de sig ikke for det, der ligger uden for det. Ikke engang for vores arbejde, vel? Mine børn ved godt at jeg har skrevet bøger, men det er stadig fjernt og eksotisk og noget som de ikke er fortrolige med«.

Men det skal nok komme. Ligesom hun nu selv som 46-årig spændt ser frem til at mødes med sine forældre igen. En uvant sammenkomst over en hel uge uden jagt-muligheder eller praktiske gøremål, men med masser af tid til at snakke og mindes og måske i al fredsommelighed få udvidet synet på hinanden og de roller, der blev etableret i barndommen. Og med mulighed for at lære sin egen søn og datter, at det er ok at være sammen, at der kan ske ting, og at der kan opstå svære samtaler.

Iben Mondrup er klar til Mallorca.

»Mine forældre er måske 10 procent forældre nu. Resten er bare mennesker og levet liv, relationer, ting de gør, værdier - og meget af det, ved jeg ikke særligt meget om. Det er altså interessant. Jeg går ind i det sådan ’wau – det her bliver spændende’. Man kan slå sig lidt psykisk, men så kan man rejse sig op igen«.

Ømhed over 4000 kilometers afstand – POLITIKEN – OKT 2016

Interviewet findes i Politiken her

ØMHED OVER 4000 KILOMETERS AFSTAND

Forfatteren Iben Mondrup fik sit store gennembrud med romanen ’Godhavn’. Nu kommer opfølgeren ’Karensminde’, der igen tager udgangspunkt i familielivet. Og mere konkret, hvad der sker, når voksne børn opdager, at deres forældre også bare er mennesker.

Af Birgitte Kjær

Iben Mondrup skal til Mallorca. I anledning af forældrenes guldbryllup er hele familien, børn, mænd, kærester og koner inviteret på ferie. Det er første gang i ti år, at de alle skal samles.

»Først tænkte jeg ’yrks! Det kan gå galt’. Men hvad vil det sige at noget går galt? At man får dårlige følelser undervejs? At man er uenige eller skændes? Og hvis det sker, hvad gør man så med de dårlige følelser? Kan man bruge dem til noget? Ja, det kan man faktisk godt. Det kan være afsæt for nogle gode samtaler. Og at man får mulighed for at se ting fra en ny vinkel eller vælger at gøre noget på en anden måde. Så jeg har meget mod på det. Og det fornemmer jeg også, at mine søskende har. Det er som om vi er blevet rigtigt voksne, at vi ikke længere er vores forældres børn. Og prøv at hør her! Det er vi jo også. Vi er granvoksne mennesker, som skal mødes med vores ligeværdige voksne forældre«.

Forfatteren er 46. Forældrene har rundet de 70. I sit store folkelige gennembrud ’Godhavn’ skrev hun ud fra sine egne erfaringer om, hvordan det er at vokse op i en lille grønlandsk bygd som barn i en dansk lærerfamilie. I sin aktuelle opfølger, der har titlen ’Karensminde’, laver hun et tankeeksperiment og undersøger, hvad der sker, når de voksne børn skal tage imod deres gamle forældre, der er flyttet fra Grønland til Danmark. Bøgerne er ikke selvbiografiske, Iben Mondrups forældre bor stadig i Grønland, men hun bruger litteraturen til at gennemtænke nogle af de temaer, der præger forholdet til hendes egen familie. Hvad er forældrenes ansvar i relationen til børnene? Når de er små, og når de er voksne? Hvad sker der, når det vender rundt, og børnene skal tage ansvar for de aldrende forældre? Og er det billede, man har af sine forældre, sandt eller fortegnet? Skal rollerne genforhandles?

»Det har optaget mig meget, om mine forældre kom til Danmark eller ej. Og hvad det ville sige, hvis de pludselig rykkede tæt på. Det er den tanke, som er udgangspunktet for min roman. Man kan sige at jeg har taget hul på nogle af de spørgsmål som opstår, når man har været adskilt så længe. Mens mine jævnaldrene jo har haft jævnlig omgang med deres forældre, så har mit forhold til mine forældre jo ikke på samme måde undergået en forandring. Det er på en måde lidt stagneret, fordi vi ikke har udviklet os sammen. Man kan prøve at fylde ud med forventninger og forhåbninger, men reelt kan man ikke vide, hvad der ville ske, hvis vi pludselig var tæt på hinanden. Og det har optaget mig, og måske er det derfor, jeg har sat det i scene på den måde, selv om jeg er kommet til at gøre det lige lovlig dramatisk. Jeg håber virkelig at det går helt anderledes i virkeligheden!«.

Iben Mondrup sidder på en smal børnebænk i sit lille køkken på Vesterbro. Rank i hvid T-shirt og lammeskindsvest. Hendes korte negle er lakeret i samme røde farve som de spidse sko, hun har på fødderne. Røde som de jordbær, der er på toppen af den kage, som hun har ønsket sig til kaffen. Det dufter af de liljer, der står samlet i en vase bag os.

Når hun taler om at sætte i scene, så handler det om, hvordan ’Karensminde’, efterfølgeren til ’Godhavn’, er rammen for et drama mellem voksne børn og forældre. Karensminde er rent fysisk en gård på Møn, som forældreparret Jens og Karen køber og flytter ind i, da de som pensionister forlader Grønland for at komme tættere på deres børn og – især – deres børnebørn. Og det er her det åbenbarer sig, at styrkeforholdet mellem familiens medlemmer er forandret. At den stærke far er blevet skrøbelig, at den følsomme bror er blevet en ansvarlig, voksen mand med realkreditlån, godt job, kone og børn og den temperamentsfulde storesøster er blevet en enspænder.

»Jeg skulle til at skrive bog nummer fem, men det føltes som om, jeg skulle skrive nummer to. ’Karensminde’ er blevet den svære toer«, fortæller Iben Mondrup om arbejdet med bogen,

’Godhavn’ fra 2014 vandt en pris, fik flotte anmeldelser, solgte godt og har været læst og diskuteret i læseklubber over hele landet, og når Iben Mondrup har været ud og give foredrag har hun oplevet, hvordan læserne er på fornavn med storesøster Hilde, broren Knut og lillesøster Bjørk.

»Jeg har kunnet mærke, at mange lever med. Og så sætter sådan nogle helt banale ting ind som ’bare jeg nu ikke skuffer folk’. På den ene side kan man godt have lyst til at skrive den bog, som man ved, gør folk endnu mere glade. Men reelt kan det jo ikke lade sig gøre. For indeni forfatteren sidder der altid en lille stemme og siger ’det er den her bog, du skal skrive’. Og så skriver den sig selv«.

Mange læsere vil nok glæde sig over, at den stemme har sagt, at Iben Mondrup i sin ’svære toer’ skal fortælle et nyt kapitel i familiens liv, at vi igen skal møde rebellen Hilde, den stærke jæger-far Jens og de andre fra Godhavn. For hun kan lide at være i et univers i lang, lang tid og undersøge det fra forskellige synsvinkler. Til gengæld har det ikke optaget forfatteren at fortsætte i lige linje og fortælle om, hvordan børnene er blevet teenagere, har taget uddannelser og flyttet hjemmefra. Hun har som nævnt i stedet taget fat i spørgsmål, hun selv tumler med i disse år.

»Mine forældre er ved at blive ældre, men alderdom er jo ikke skrøbelighed i sig selv, selv om den kan medføre en skrøbelighed på et tidspunkt, og så må vi tage stilling til det. Der ligger selvfølgelig mange overvejelser om kommende følelser i den relation, man som voksen har til sine forældre. Kommende følelser siger jeg, for jeg kan jo kun forsøge at forudsige, hvordan det vil føles, hvis mine forældre bliver boende i Grønland til de er så gamle at de ikke længere kan gå op til huset selv, når de er nødt til at indrette sig anderledes, eller når den ene måske falder bort. Jeg kan forestille mig det, men jeg kan ikke reelt sætte mig ind i det – hvad nu hvis sådan og sådan? Jeg ved det reelt ikke. Jeg vil da godt indrømme, at jeg gerne så, at de blev rigtig gamle her i landet. Jeg har svært ved at forholde mig til den ekstra udfordring, det er, at omsorgen og ømheden skal foregå over 4.000 kilometers afstand. Det vil selv jeg, der er vant til at operere over den afstand, synes er svært«.

På den hårde måde

Siden hun var 17 har der været tusinder af kilometer mellem Iben Mondrup og hendes forældre. Hun blev gift med kongebrev med sin grønlandske kæreste og drog til Danmark, hvor han skulle læse medicin, og hun skulle tage en HF. Omplantningen var et chok. Odense virkede uoverskueligt stor, så hun måtte bruge kort for at finde hen på skolen en kilometer væk, og der var ingen tante, hun kunne tage hen til og få vasket tøj – eller bare få omsorg.

»Jeg havde jo ikke noget netværk her. Jeg var lost i den der enorme by. Mine forældre havde tillid til, at jeg nok skulle klare mig. Det har de altid haft. Og de har nok i et eller andet omfang ikke været klar over, hvor svært, det har været. Eller også har de, men ikke haft mulighed for at stille noget op. Jeg var jo voksen, de kunne jo ikke hente mig hjem igen. De kunne ikke flytte til Danmark, og man skal jo lære at klare sig selv. Det her var så på den hårde måde. Jeg havde ikke et sted, hvor jeg følte, jeg kunne komme, og at her var jeg hjemme«.

Efter en hård periode, en decideret nedtur, startede Iben Mondrup om. Begyndte at spille musik, studere på kunstakademiet og i det hele taget sætte pris på de mange muligheder, Danmark bød på.

»Det var fedt. Superfedt«.

Hun tog eksamen som cand.phil fra kunstakademiet, og det var med de større skriftlige opgaver på overbygningen, at hun opdagede, at alt det hun havde ambitioner om at forløse med billedkunst kunne lade sig gøre i tekst.

»Det her med at få en stor tekstmasse til at hænge sammen. At give den en struktur, en overflade, og arbejde med noget, der foregår nedenunder, at bygge op og bryde ned og pudse og gøre ved. Dét kunne jeg finde i teksten. Og det var en kæmpe opdagelse. Det var bare sådan her!«

Iben Mondrup rækker armene op over hovedet i sejrsrus.

»Det er jo det! Det er jo det, jeg skal! Her kan jeg jo også arbejde med sanselighed, jeg kan arbejde med lugte og lyde, jeg kan arbejde med stemninger, jeg kan arbejde med tidslighed og sammenstød af ting. Jeg havde hele værktøjskassen i én lillebitte maskine, som jeg kunne sætte op på spisebordet. Jeg behøvede ikke engang et atelier eller et udstillingsrum. Når jeg har skrevet en bog, og den udkommer på Gyldendal, så bliver den distribueret. Hvis jeg ellers er dygtig nok, så får jeg faktisk læsere. Og mine værker bliver ikke pakket ned i en kælder efter en udstilling. De får et liv, når de står på bibliotekerne. Med ’Godhavn’ helt åbenlyst. Den kom ind i alle læseklubberne og blev læst af rigtig mange. Det er lige præcis det, man gerne vil som kunstner. Man vil gerne have af arbejdet lever«.

De lysegrønne øjne stråler. Hun har aldrig fortrudt, at hun brød med billedkunsten til fordel for litteraturen.

»Det var som at komme hjem. Det er det helt rigtige sted for mig. Selvfølgelig er det svært at starte med at skrive romaner, man skal lige kende sit instrument og finde sin tone. Men det er åbenbart ikke vedholdenhed, jeg mangler. Jeg har jo simpelthen skrevet fire romaner på fem år. Så jeg har haft rigtigt meget brug for og lyst til at få lavet noget, som jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få realiseret i billedkunsten«.

Forældre lever deres egne liv

Det er snart 30 år siden Iben Mondrup forlod Grønland og forældrene. Siden har hun besøgt hjemstavnen løbende, men kontakten bliver mere og mere sporadisk. I dag er det mest hendes lillesøster, der har små børn, som jævnligt ringer sammen med forældrene. De har levet deres liv, mens hun har levet sit, og hun har respekt for deres valg.

»Ligesom i ’Karensminde’ har de skabt sig et liv, hvor de ikke lever efter forestillingen om, at man lever sammen i en slægt, at man er forpligtet overfor hinanden. De har realiseret sig selv«.

Og det har Iben Mondrup respekt for. At man tager ansvar for sit eget liv, udviser selvstændighed og lever efter de værdier, man synes giver mening. Også selv om det kan være hårdt at være deres barn, når forældrene slipper tøjlerne tidligt, så man selv må træffe sine valg og klare sig alene. At undvære den støtte kan være en udfordring selv i voksenårene, har hun og hendes søskende mærket.

”Når vi søskende ser på vores jævnaldrende, der har bedsteforældre, som kommer og passer børnebørn og den slags, så kunne vi da godt tænke os, at det var sådan for os også. Men på samme tid forstår vi godt, at vores forældre har foretaget nogle andre livsvalg. Og de er meget glade for det liv, de har, så jeg kunne aldrig kritisere dem for det, de gør. Jeg er ret sikker på, at jeg ville gøre det samme«.

I ’Karensminde’ flytter de aldrende forældre hjem til Danmark, fordi de gerne vil være tæt på deres børnebørn. De køber en ejendom på Møn og begynder at sætte den i stand for at drive bed & breakfast. De tre voksne børn, Bjørk, Knut og Hilde, griber gensynet an på hver deres måde. Med henholdsvis ønsket om at være helt tætte igen, med moden ansvarlighed og med en fjern, anklagende attitude. Familiens relationer skal genetableres, men det er svært for dem alle at finde ind i roller, de er komfortable med. For forældrene er ikke længere de samme som dem, børnene voksede op med.

»Man skal huske på, hvem det var der beskrev faren i Godhavn. Det gjorde børnene. Der er ingen tvivl om, at han i deres øjne, og sikkert også i andres, har været en stærk og karismatisk figur, men måske har børnene ikke set hans latente skrøbeligheder. Og jeg tror, at Jens’ skrøbelighed udløses af den her overgang fra at være arbejdende og til at blive pensioneret, og fra at bo i Grønland og så flytte til Danmark. Det siger Karen (moren, red.) jo også. Fra at have haft en betydning, fra at være i vigør til ikke at skulle noget, eller skulle noget andet. Men der er i det hele taget en klemme på dem alle sammen. Alle fem: Nu er det nu. Nu skal de være tættere på hinanden igen, og hvordan gør man lige dét?«

Også her har Mondrup trukket på sine egne erfaringer. Nemlig opdagelsen af, at det hun troede var det sande billede af forældrene viste sig blot at være hendes egen særlige skitser.

»Jeg fandt nogle gamle dagbøger og breve på loftet og slog op på en tilfældig side, som jeg har skrevet flere år efter jeg flyttede til Danmark. Og jeg tænkte bare ’gud, jeg har slet ikke set dem. Jeg ser kun hvad de betyder for mig på det her tidspunkt’. Sådan har det været i mange år. Jeg har kun set dem ud fra lige netop dét, de betød for mig. På et tidspunkt bliver man nødt til at sande, at de billeder, man kan have af sine forældre ikke nødvendigvis stemmer overens med de mennesker, de faktisk også er. For mig har det givet en vis åbenhed og en lyst til at lære dem at kende som noget andet end forældre«.

Med alderen oplever Iben Mondrup, at hun er nødt til at stille spørgsmålstegn efter spørgsmålstegn ved mange af de ting, hun har taget for givet. Både i forhold til sine forældre og sit eget moderskab.

»Det er ikke længere som jeg troede, det var. For mig er den erkendelse kommet ganske sent. Pludselig tænker jeg ’what!? Nå! Jeg har oplevet tingene på én måde, men jeg ved faktisk ikke, hvordan det var’. Det er også den slags overvejelser, der strømmer gennem ’Karensminde’. Ved vi faktisk hver især, hvordan det hele hænger sammen inden for familien? Vi tror måske, vi ved det. Men hvad sker der, hvis vi stiller spørgsmålet? Får vi et svar eller viser det sig, at der er flere forskellige svar?«.

Og når Iben Mondrup taler om at stille spørgsmål, så handler først og fremmest om at stille dem til sig selv. For hun tror ikke meget på det med at tale ud inden for familien.

»Jeg er ikke sikker på, at det er meningen, at man skal mødes og gøre rent bord i en familie. Jeg er ikke sikker på, at det er hensigtsmæssigt eller ideen med en familie«, siger hun.

I hendes egen familie taler man ikke meget om relationer, følelser og ting der er gået galt. Man gør ting sammen. Lægger tag på sommerhuset, fisker, tager på jagt.

»Jeg tror, det kan være lige så væsentligt og en måde at holde en familie ventileret på, at man gør noget sammen, for der ligger en umiddelbar kærlighed i, at man indgår i en stor organisme, en krop, hvor man hjælper hinanden med noget«, mener hun.

Det har fungeret for familien. Indtil nu. Men Iben Mondrup oplever, at der er forskellige behov fra generation til generation. Mens den ældre generation, hendes forældres, måske ikke har brug for at analysere familien, så har deres børn og børnebørn måske en anden tilgang, oplever forfatteren.

»Det er meget almindeligt at usagte ting i familien kommer til at betyde noget for min generation, os med overreflekterende bevidstheder. Vi kommer til at sidde of spekulere os sønder og sammen. Hvad blev der sagt, hvad skete der, hvem gjorde hvad og hvorfor? Måske går vi ligefrem i terapi for at forstå det«.

Iben Mondrup mener, at man skal være påpasselig at give frit løb til tanker om, at et eller andet traume i barndommen har skylden for, at alt ikke flasker sig for en. At man i stedet bør tage ansvar for sig selv.

»Hvad er det vi har lært i vores generation? Vi har lært at gå til psykolog, ikke? Og hvad lærer vi hos psykologen? At pege tilbage på vores forældre. Når vores selvstændighed falder fra hinanden, og det der liv ikke rigtigt virker, så er det vores forældres skyld. Sådan ville vores forældre ikke tænke. De peger ikke på deres forældre. De har en helt anden kultur omkring, hvad man gør med sine små og store traumer. Og det er også det, ’Karensminde’ handler om. Især Jens har en diffus fornemmelse af at han bliver beskyldt for noget, både af sine børn og af sin kone. Han leder og søger i sig selv, men han aner ikke, hvad han har gjort. Men er det interessant, hvad der er blevet gjort i en fjern fortid? Nej, egentlig ikke. Det, der er interessant, er den dynamik, som kan styre en hel familie. Alle er jo påvirket af, at der er nogen, der går rundt med sår på sjælen og ikke selv tager ansvaret for det, men peger på nogen, der har skylden. Det kan forme en hel familie. Og det er det, jeg synes er spændende her«.

Børn drukner og falder ned

Som mor forsøger Iben Mondrup selv at være bevidst om sin rolle som spejl og forbillede, om at fange de mulige svigt i opløbet, før de kan udvikle sig til noget, som børnene engang vil have brug for at snakke med en psykolog om, men hun er klar over at det er halsløs gerning. De ting som børnene hæfter sig ved som svigt, er gerne nogle helt andre end dem som forældrene bebrejder sig selv. Hun vil gerne give sine to børn, Bror på 13 og Ellen på 16, samme frihed under ansvar, som hun selv har haft i sin opvækst på Grønland. Men det er svært. Hun har for eksempel kun en enkelt gang, da børnene var blevet store, taget imod sine forældres tilbud om at lade børnene komme på ferie i Grønland.

»Paradoksalt nok har jeg tænkt, at de ikke kan tage ansvaret for mine børn. Det er jo vanvittigt. De har haft tre selv, og vi er sunde og raske. Men jeg har tænkt, at de drukner, de falder ned af klipper og slår sig. Altså, de der børn, jeg har skrevet om i ’Godhavn’, som er de børn, jeg selv tilhører, de børn har jeg ikke undt mine egne børn at blive. Det føles så dumt og helt umuligt at gøre anderledes«.

Til gengæld forsøger hun at have en åben kanal til sine børn og kommer dem aktivt i møde ved at tage de svære snakke, når noget er besværligt, følsomt eller trist.

»Mine børn stivner, hvis jeg siger ’børn, jeg skal lige snakke med jer’. Så siger de ’det er vel ikke noget alvorligt?’. Gudskelov er min datter efterhånden ret hårdhudet. Hun kommer og siger til mig ’med dig mor, der ved man, at du er ærlig og hvis der er noget, du synes, vi skal snakke om, så gør du det, det er du ikke bange for, og det kan jeg egentlig godt lide’«.

Hun er stolt af, at hendes børn kan lide den familie, de sammen udgør. Med skilsmisser, nye kærester og det hele. Og hun er godt klar over, at hun – endnu – stadig mest er deres forælder, og at de først så småt er begyndt at se hende som et menneske med et liv ved siden af det at være mor.

»I vores børns bevidsthed eksisterer vi kun som det, de kender som forældre, og meget ofte interesserer de sig ikke for det, der ligger uden for det. Ikke engang for vores arbejde, vel? Mine børn ved godt at jeg har skrevet bøger, men det er stadig fjernt og eksotisk og noget som de ikke er fortrolige med«.

Men det skal nok komme. Ligesom hun nu selv som 46-årig spændt ser frem til at mødes med sine forældre igen. En uvant sammenkomst over en hel uge uden jagt-muligheder eller praktiske gøremål, men med masser af tid til at snakke og mindes og måske i al fredsommelighed få udvidet synet på hinanden og de roller, der blev etableret i barndommen. Og med mulighed for at lære sin egen søn og datter, at det er ok at være sammen, at der kan ske ting, og at der kan opstå svære samtaler.

Iben Mondrup er klar til Mallorca.

»Mine forældre er måske 10 procent forældre nu. Resten er bare mennesker og levet liv, relationer, ting de gør, værdier - og meget af det, ved jeg ikke særligt meget om. Det er altså interessant. Jeg går ind i det sådan ’wau – det her bliver spændende’. Man kan slå sig lidt psykisk, men så kan man rejse sig op igen«.

Solsikker