Iben Mondrup's Blog, page 7

Lånt rum ll

The Grouse Hunt

THE GROUSE HUNT

Min novelle The Grouse Hunt, som er oversat af Kerri A. Pierce og blev bragt i Wold Literature Today i november, er nomineret til "Pushcart Prize XLII, the annual anthology that features the best of the small-press publishing world." Novellen er en variation over en genkommende scene i mine bøger: rypejagten.

Læs THE GROUSE HUNT i World Literature Today her

minbarndom

Danskerbarn

Af Iben Mondrup

Jeg blev født i København i 1969. I 1972 rejste mine forældre til Grønland. Ligesom så mange andre skolelærere tog de op og blev en del af det store dansk-grønlandske moderniseringsprojekt, der tog fart allerede i tresserne. Jeg og mine tre søskende fulgte med. Siden har jeg ofte tænkt, at sådan er det at være barn, man er en slags ufrivilligt vedhæng til sine forældre. Alligevel har jeg aldrig ønsket, at noget skulle være anderledes.

Nogle af mine første erindringer handler om lugten af linoleum, og om solen der skinner ind ad et lille firkantet vindue i en opgang. De stammer fra den morgen, vi skulle rejse. Vi var på vej ned ad trappen fra femte sal, hvor vi boede, da døren ind til vores nabo gik op. Pludselig stod naboens dreng, Mikkel, på trappen med en abe-bamse i hånden. Han kan ikke have været mere end fire år på det tidspunkt, og alligevel var han stor nok til at mene, at jeg skulle have noget med på rejsen. Jeg kan huske, at han løb ned ad trappen og rakte mig aben, som siden kom til at hedde Nûno. Navnet betyder spædbarn på grønlandsk. I mange år var Nûno mit foretrukne sovedyr. Jeg kærtegnede bamsen så meget, at den til sidst blev helt tyndslidt, næsen blev slidt af. På et tidspunkt røg Nüno op på loftet sammen med en masse andre gamle ting. Siden er jeg flyttet femogtyve gange, og i dag er aben forsvundet.

Der gik ikke lang tid, fra vi var kommet til Godhavn på Diskoøen, til min familie begyndte at indrette sig som de andre i byen. Vi skulle også have hundeslæde. Slædehundene stod lænket uden for huset i kæder, som var lige præcis så lange, at hundene ikke kunne nå hinanden. De var altid sultne. De var ikke kæledyr, indprentede min far os. Kort før vi kom til byen, var en ung mand faldet i søvn i en snedrive og blevet ædt. Og fangeren på den anden side af søen havde mistet en lille datter.

Især de fremmede hunde skulle vi holde os langt væk fra, vi måtte ikke komme ind mellem dem, når de stod i deres kæder. Mødte vi løse hunde, skulle vi true med sten. Det var lidt anderledes med vores egne slædehunde. Jeg husker især en hund, som hed Sorte. Oprindelig var den en af naboens hvalpe, men naboen var ligeglad med den. Var det ikke, fordi jeg ofte sad bag huset og kælede med netop den hvalp, havde den været fuldstændig vild. Da Sorte og dens søskende var fire måneder gamle og endnu ikke havde fået klippet hjørnetænder eller var blevet sat i lænker, blev hundeskyderen tilkaldt. Inden han nåede frem, bestemte min far sig dog for at beholde Sorte. Han måtte bedøve den med sovepiller i et stykke kød for at kunne lægge den i kæde.

Sorte var en god trækhund, men ligegyldig hvordan min far forsøgte at opdrage den, blev den aldrig rigtig glad for mennesker. Den var mindst lige så sky som en af vores andre hunde, Nerve. Fangerne i byen må have moret sig godt, da de solgte Nerve til min far. Den duede ikke til noget. Man så den aldrig med halen oppe, altid var den nervøs og tilbageholdende. Men Nerve kunne arbejde, sagde min far. Indtil en dag hvor Nerve ikke kunne arbejde mere, og min far derfor skød den et sted inde i Blæsedalen. Sådan var det med hundene, sagde han, da han kom hjem. Man skulle kunne bruge dem til noget, ellers gav det ikke mening at have dem.

Min far blev med tiden en habil fanger og begyndte at have flere gode venner blandt byens mænd. En af dem forærede ham et par hvalpe fra et særligt godt kuld. En dag jeg var på vej hjem fra butikken, kunne jeg se, at der var noget galt. Der var blod i sneen. To af de bedste hunde, Vigge og Rasmus, havde ædt de nye hvalpe. Sådan var det. Man kunne give hundene sjove navne og lege med dem som små. Men man kunne ikke stole på dem.

Der findes et billede fra min første skoledag, hvor jeg sidder ved skolebordet med min nye skoletaske ved siden af Jakob, et andet danskerbarn. Godhavn var en lille by med ca. tusind indbyggere, og alligevel føltes det, som om vi var mange børn, der startede samtidig i skolen. Det gode spørgsmål, som melder sig, når man ser på det fotografi, er hvor alle de andre børn er henne. Svaret er, at de slet ikke var der. Fordi vi var danskere, startede Jakob og jeg i en klasse for os selv. De fleste danskere var i Grønland for en kort årrække, to år, måske fem, og det skulle ikke gå ud over børnenes skolegang, mente man. Børnene skulle problemfrit kunne fortsætte i en dansk skole, når de kom hjem igen.

Alting gik langsommere i de grønlandske klasser, mest fordi eleverne skulle undervises i alle fag på fremmedsproget dansk. At niveauet var lavere der, har min far siden brugt som begrundelse for klasseopdelingen.

Vi havde aldrig undervisning sammen med de grønlandske børn. Efter ganske kort tid holdt vi op med at lege med hinanden. Jeg mistede mit grønlandske sprog. Vi var mange, som tabte sproget, også grønlandske børn, som jeg senere mødte, da jeg kom til Nuuk. Deres forældre havde placeret dem i dansksprogede klasser, fordi de troede på datidens mantra: Man skulle gøre en god dansker ud af grønlænderen. Det var vigtigt at kende til dansk kultur og få en uddannelse, og derfor skulle man kunne tale dansk. Grønlandsk, derimod, mente man dengang i begyndelsen af halvfjerdsere, var ubrugeligt. Sådan lidt: skidt med at man glemte det.

Begge mine forældre var lærere på skolen. Min far var en flittig fotograf, og når jeg ser på billederne af eleverne i hans klasser, kan jeg kende mange af ansigterne. Jeg kan også huske nogle navne: Salomine, Lis, Maliina. Men jeg ved ikke hvilke ansigter, der hører til navnene. De grønlandske børn holdt op med at være individer for mig, de blev til en gruppe. Der var forskel på dem og os, men grunden til, at det var blevet sådan, forstod jeg ikke dengang.

Ét barn stikker dog ud i min hukommelse: Lille Otto. Han hed sådan, fordi han var lille. Otto drillede, indimellem var han efter min lillebror, som på det tidspunkt var en noget forskræmt dreng. En dag efter skole løb Lille Otto efter min bror. Det var forår, sneen var tung og våd, man sank i til knæene. Min lillebror løb, så godt han kunne. Men Lille Otto halede ind på ham, selvom hans ben var kortere.

Da min bror endelig nåede hjem, var han så opløst af gråd, at han næsten ikke kunne fortælle, hvad der var sket. Min far blev vred, sprang i sine gummistøvler og løb over fjeldet og hele vejen hjem til Otto, som boede hos sine bedsteforældre.

I lang tid efter så jeg for mig, hvordan min far stod i den lavloftede stue med platter og perleduge på væggene og skældte ud – ned i hovederne på de to gamle mennesker. Ottos bedsteforældre forstod ikke et ord dansk, og min far var ikke særlig god til grønlandsk. Det var pinligt. Jeg havde ikke lyst til, at han nogensinde igen skulle rende råbende igennem byen.

Jeg ved ikke, om Otto reelt gjorde os noget. I virkeligheden tror jeg bare, at vi følte os udsatte. Danskerbørnene var en minoritet. ”Men I var jo de privilegerede, så hvad var problemet?” har jeg ofte hørt folk sige, når jeg har fortalt om Grønland. Det kan godt være, at mine forældre fik højere løn, boede i billige boliger og fik frirejser hvert år. Men børn er ligeglade med den slags. Børn vil være ligesom de andre børn, de vil gerne høre til i flokken og ikke skille sig alt for meget ud.

Da jeg var tolv år, flyttede jeg med min familie til Nuuk. Her kom jeg til at gå i en dansk klasse med både grønlandske og danske børn. Ingen af os snakkede rigtig grønlandsk, vi blev knap nok undervist i sproget i skolen.

Ret hurtigt blev jeg veninder med Astrid, datter af præsten i byen. Vi var altid sammen og hørte musik og tegnede og snakkede om drenge i de hemmelige huler, vi lavede i kælderen i Blok T. Jeg havde andre veninder end Astrid, men de piger, jeg kendte, blev aldrig særlig længe i Grønland. De kom op sammen med deres forældre og rejste igen, når deres forældres kontrakt udløb.

Da Astrid blev tretten år, fik hendes mor arbejde i en kirke i Egå. Jeg var knust. Jeg følte, at jeg mistede noget af min krop, da hun rejste. Hjertet, eller maven. Jeg græd i næsten en uge. Jeg græd i mit værelse, i køkkenet, når jeg åbnede køleskabet, når jeg børstede tænder, og når jeg skulle sove. Vi skrev sammen næsten hver dag i de følgende to år. Men så blev Astrid punker og begyndte at høre Cure. Og jeg var endnu ikke nået ud af mine fløjlsbukser og hørte stadig Abba.

Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne holde af nogen igen. Selvfølgelig kunne jeg det.

Kirsti kom til byen sammen med sin mor og sine to søskende. Vi grinede ad de tre blege børn, lige da de var kommet. De løb rundt på langrendsski i flyverdragter og store tykke støvler og så fuldstændig latterlige ud. De lignede nogle rigtige danskerbørn, syntes vi, med snot ud af næsen og våde øjne.

Alligevel kom jeg til at lege med Kirsti. Vi var naboer, og hun kunne spille klaver. Måneskinssonaten og Für Elise. Hun var så dygtig på sit elorgel, syntes jeg. Jeg, derimod, spillede blokfløjte.

Kirstis mor, som var nordmand, blev kærester med Emanuel, og måtte indimellem tape sorte affaldssække for vinduerne, så han ikke kunne se, at hun var hjemme, og Kirsti begyndte at gå i kamikker og fik håret permanentet. Der var ingen, som drillede hende længere. Hun fik en kanin og en hund, som hed Visty. På et tidspunkt blev Visty væk. Kirsti var så ulykkelig, at jeg troede, der var en fra hendes familie, som var død. Hun skrev breve til Visty, og digte, jeg kunne ikke lade være med at grine.

Først mange år senere, da jeg selv mistede en højt elsket undulat, forstod jeg, hvad det vil sige at miste et kæledyr. Jeg ringede til Kirsti, ikke for at sige undskyld, men for at fortælle hende, at jeg var blevet klogere. Hun blev både glad og rørt. Mest af alt fordi jeg overhovedet huskede, at hun havde haft den hund.

Jeg mødte min første store kærlighed, da jeg var femten år. Efa havde boet i Danmark det meste af sin ungdom sammen med sin danske far, sin grønlandske mor og fire søskende. Også han havde glemt sit sprog. Han var desuden blevet mobbet. Hos frisøren, i skolen, i butikken, på gaden. Fordi han ikke lignede en dansker, men var stor og mørk.

Efa var bokser og ville være læge. Han læste Frantz Fanon og den sorte panter, Eldridge Cleaver. Da han kom til Grønland, var den politiske stemning i landet vendt. Nu var det ikke længere vigtigt at kunne tale dansk, tværtimod. Man skulle være en rigtig grønlænder, som talte grønlandsk. Efa fik arbejde på sygehuset og gik stille og roligt i gang med at generobre grønlandsk.

Når vi lå under dynen, fortalte Efa om alle de store tanker, der blev tænkt, og om hvor vigtigt det var at forstå den grønlandske kolonihistorie. Han talte om den hvide mands herrementalitet, om frigørelse fra den sorte mands byrde. Det gjorde ondt, fordi det var rigtigt, syntes jeg. Jeg forstod pludselig så mange ting, der tidligere kun havde været fornemmelser. Især forstod jeg den tætte forbindelse mellem sprog og identitet.

Efa var kommet til Grønland for at finde sig selv. Han mente, at det var svært at få det til at ske, når han var sammen med mig. Fordi jeg var dansker. Jeg stod imellem ham og den grønlandske kultur. Han havde brug for også at være sammen med grønlandske kvinder, sagde han. Det var en vigtig del af hans udvikling.

Jeg hadede alle de danskere, som havde gjort, at Efa havde mistet sig selv. Jeg hadede rigsfællesskabet, skolesystemet, historiebøgerne, de danske aviser og de grønlandske. Jeg hadede hans forældre, min far og min mor, tosserne på gaden og mig selv.

Efa kom ind på medicinstudiet, og jeg vidste, at det var min chance for at komme ud af det forhold og måske vende tilbage til tiden før ham. Men man kan aldrig blive uvidende igen, og i stedet giftede vi os, jeg blev meldt ind på Studenterkursus i Odense, og vi gjorde klar til at rejse.

Den sidste sommer, inden vi flyttede til Danmark, boede vi hjemme i mine forældres hus, mens de var på sommerferie. Vi havde begge to flere job i den periode. Vi arbejdede på Grill & Pizzabaren inde ved tanken, og i weekenderne var vi pedelvikarer på en af byens skoler, hvor vi malede vægge og flyttede rundt på skoleborde.

Når vi ikke arbejdede, gik vi i byen, på Mutten eller på Hotel Godthåb, hvor der altid var et bulgarsk eller et ungarsk band, som spillede. En nat, vi var på vej hjem fra Mutten, blev vi antastet af en fuld mand uden for forsamlingshuset. Vi var selv berusede og forstod først ikke, hvad han ville. Da han snublede, greb Efa fat i ham for at hjælpe med balancen. Men så snøvlede manden, at Efa skulle holde sin kæft, hvis han ikke kunne snakke ordentlig grønlandsk.

Jeg kan ikke glemme Efas ansigtsudtryk. Vreden, afmægtigheden, skammen. Han slap manden, og vi gik hjem i den lyse nat uden at tale sammen. Fjorten dage efter forlod vi Nuuk og rejste til Odense. Jeg var lige blevet atten år og havde aldrig boet i Danmark før. Den første måned måtte jeg gå rundt med et bykort i lommen for ikke at fare vild. Ingen af os havde det godt. Efa kom hele tiden op at slås med nogle idioter, som kaldte ham neger. Og jeg kom op at skændes med min historielærer, fordi han ikke ville kalde Grønland en koloni. Da jeg var nitten år, havde jeg det så elendigt, at jeg var nødt til at flytte væk fra Efa. Jeg skulle finde mig selv, sagde jeg til ham, det kunne jeg kun gøre alene.

Jeg har ikke boet i Grønland, siden jeg flyttede til Odense med Efa. Men jeg har optrådt deroppe adskillige gange og på forskellig vis, efter at jeg blev voksen. Som billedkunstner, som musiker og som forfatter. I vinteren 2013 var jeg hjemme for at lave en performance sammen med min veninde, kunstneren Jessie Kleemann. Det var sidste opførelse af vores fælles performanceværk Sassuma Arnaa, opkaldt efter den grønlandske myte om Havets moder.

Tv havde stillet op i forhallen i kulturhuset i Nuuk og var klar til at interviewe Jessie. Mig ville journalisten stille nogle spørgsmål på dansk og bagefter lægge en grønlandsk stemme hen over mine svar. Taler man ikke grønlandsk, kan det være svært at få sin egen stemme igennem.

Jessie fortalte om, at hun syntes, at det var spændende at tage Havets moder tilbage til Grønland, når nu hun havde været med os ude i verden. Og jeg snakkede om, at de historier, vi kender i Grønland, ligner de historier, som man har i mange andre kulturer. På den måde har vi et fælles udgangspunkt, sagde jeg, vi arbejder med kulturernes dna.

Jeg tegnede hjemmelavede tatoveringer på mine kinder med en kuglepen, og vi optrådte under en svulmende måne. Iført en hundesele, ræveskind og sæl var jeg en syngende ulv. Jessie sprang ud af en snedrive som skummet fra en hvid vulkan. Det var en stor succes, som vi bagefter fejrede med sushi og øl.

Senere på aftenen ville vi på Daddys. Stadig med tegninger på kinderne sonderede jeg værtshuset for kendte ansigter. I baren sad en gammel veninde, som jeg hilste på. Ved siden af sad hendes mand. Han gav hånd og sagde, at han hed Tungutaq. Jeg genkendte hans navn og hilste tilbage.

Jessie faldt i snak med nogle af de andre gæster. Jeg rykkede længere ned i baren. Et øjeblik efter stod min venindes mand ved siden af mig. Han vidste, sagde han, at danskere typisk ser på grønlændere som nogle, der kun tænker på at have sex. Og at de omvendt tror, at de selv er så kloge. Og, sagde han, han skulle da gerne kneppe mig, hvis det var dét.

Hans blik var vildt. Jeg kunne ikke tyde det. Inden jeg nåede at sige noget, var han gået tilbage til sin kone. Kort tid efter forlod de Daddys sammen.

Næste morgen var jeg stadig forvirret. Jeg havde svært ved at forstå, hvad der var sket på Daddys. Hen ad formiddagen blev jeg tiltagende rasende. Jeg skrev en mail til min gamle veninde og hendes mand og sagde, at jeg ikke vil belæres om grønlændere og danskere. Jeg vil slet ikke belæres. Hvis der er noget, jeg vil, er det at svare på spørgsmål. Vil man vide ting om mig, så spørg. Det sidste skrev jeg ikke. Jeg var alt for gal til at formulere noget så enkelt og konstruktivt.

Jeg har ikke været hjemme siden den rejse. Den blev en slags midlertidig afslutning på et svært forhold. I de senere år er jeg holdt op med at følge med i nyhederne eller på anden måde blande mig i, hvad der sker deroppe. I stedet har jeg fokuseret på min egen fortælling, på hvordan min opvækst har været bestemmende for de valg, jeg har truffet. I min roman Godhavn giver jeg stemme til nogle af alle de danskerbørn, som er vokset op i landet og er taget derfra igen med de ubestemmelige, mere eller mindre problematiske gaver, som følger med i bagagen: Følelsen af at høre til og så alligevel ikke, længslen efter at være som de andre, forelskelsen, misundelsen, skammen og en tilbøjelighed til evindelig selvvurdering.

Man kan kalde romanen en slags tilbageblik, et forsøg på at fortælle om, og måske også forstå, hvordan et liv kan forme sig, når man lever som medfølgende barn af udstationerede forældre i markant anderledes egne.

Mit nuværende projekt er en roman, hvor jeg prøver at skrive uden om Grønland. Men jeg må konstatere, at Grønland altid dukker op i mit arbejde. Ikke som steder, begivenheder eller som mennesker, jeg har kendt. Snarere som et filter. Min måde at tænke på, min måde at handle på, mit syn på, hvad der er vigtigt i livet, er alt sammen farvet af det filter. Det handler om erindrede landskaber. Men det handler først og fremmest om relationer. Om at være tryg ved sine omgivelser og føle sig tilpas og tilstrækkelig, som man er. Den følelse er altid på spil i Grønland. For hjemmehørende såvel som for dem, der har opholdt sig i landet i mere end et par år, og som har ladet sig gennemstrømme af den særlige grønlandske ømhed, af højfjeldssolen og mørketiden og i sidste ende også af elendigheden over hele tiden at skulle træde et skridt til siden og se på sig selv udefra.

Bidrag til antologier

Mælk og Sukker

MÆLK OG SUKKER

PEN

En antologi med bidrag fra otte danske og otte afghanske kvindelige forfattere. I Pen havde man længe savnet at læse, hvad der bliver skrevet i Afghanistan og i særdeleshed af de kvindelige forfattere.

Når man blander to sprog i et litterært værk siger man i Afghanistan, at man blander mælk og sukker. I Pens antologi blander man ’dansk mælk’ med ’farsi sukker’, og derfor er bogen kommet til at hedde ‘Mælk og sukker’.

Anmeldelse i Information

Min barndom i Grønland

MIN BARNDOM I GRØNLAND

LINDHARDT OG RINGHOF

Tolv kapitler om at være barn i Grønland, skrevet af Naja Marie Aidt, Julie Berthelsen, Jessie Kleemann, Anne Knudsen, Henrik Littauer, Rasmus Lyberth, Mai Misfeldt, Iben Mondrup, Emile Hertling Péronard, Minik Rosing, Kaare Sørensen og Elisabeth Toubro.

En række mennesker, der alle har tilbragt hele eller dele af deres barndom på Grønland, beskriver nogle af deres tidligste erindringer fra det store land. Bogen er en slags mosaik, hvor hver del kan stå alene, men tilsammen danner delene et billede af Grønland set med barneøjne.

"Denne bog belyser forholdet mellem Danmark og Grønland på en ny måde. Nedefra, så at sige. Det er sært berigende at se Grønland fra den synsvinkel, som faktisk giver os et mere helt portræt end nok så mange analyser foretaget i fugleperspektiv. Gennem børn og voksne, som er rejst frem og tilbage mellem Grønland og Danmark, er vi blevet en del af hinandens virkelighed. Det er det, man kan læse om i denne fine erindringsbog."

Fra bogens forord af Kirsten Hastrup

Anmeldelse i Jyllandsposten

Og i Weekendavisen

Det du ikke ved

Det du ikke ved

– Noveller for unge

GYLDENDAL

DET DU IKKE VED er en novellesamling for unge om hemmeligheder. Kan man snyde andre til at blive forelsket? Kan man sælge hemmeligheder? Kan man lyve for sig selv? Kan man stole på sin familie? Kan man hade den, man elsker? Sandheden gemmer sig lige under overfladen i 10 noveller af nogle af Danmarks mest anerkendte forfattere. Helle Perrier: LANGTUR Tomas Lagermand Lundme: EN, DER LYVER Svend Åge Madsen: UFORELSKET Iben Mondrup: JOHANNES Anita Krumbach: DEN JEG ALTID HAR VÆRET Louis Jensen: HEMMELIGHEDER, KØB & SALG Dorte Lilmose: LEGOKlODSERNE Ronnie Andersen: PLASTICHJERTE Sissel Bergfjord: NUMMER 8 Hanne Kvist: ALT FOR MEGET STRØM.

Hvem ejer retten? – KD – NOV 2016

SE ARTIKLEN I KRISTELIGT DAGBLAD HER

Hvem ejer retten til at fortælle en families historie?

Af: JANNIE IWANKOW SØGAARD

Sebastian Klein vil i mange børnefamilier være kendt som den dyreglade tv-vært, der med stor indlevelse tryllebinder de yngste til tv’et på DR-kanalen Ramasjang, når han fortæller om sjove og sære dyr fra fjerne egne. Det er dog ikke hans optrædener på tv, der de seneste uger har skaffet ham betragtelige mængder af omtale i medierne.

Det har derimod den bog, som han udgav for få uger siden. ”Fra min faders skygge” hedder biografien, der handler om tv-værtens liv som barn af de nu afdøde skuespillere Lykke Nielsen og Jesper Klein.

I omtalen af bogen hedder det sig, at den ”handler om skaberkraft, berømmelse, succes og fest. Men også om dæmoner, fiasko og skandale”. Til sidstnævnte hører blandt andet faderens alkoholmisbrug, som Sebastian Klein løfter sløret for i bogen.

Tv-værten er så langtfra den første til at skrive en bog, hvor mere eller mindre kompromitterende familiehemmeligheder afsløres, og hvor risikoen for, at nogle familiemedlemmer – ofte forældrene – vil stå tilbage i et knap så flatterende lys, er til stede. Tv-værterne Pernille Rahbek og Peter Ingemann er blot nogle af de kendte, der har skrevet om deres ukendte forældre, mens Mette Glaargaard har skrevet om sin kendte far, skuespilleren Poul Glaargaard.

Og så er der de tilfælde, hvor såvel barn som forældre er kendte – som Sebastian Klein og hans forældre og den tidligere politiker Mimi Jakobsen, der i sidste uge ryddede forsiderne på formiddagsaviserne med sin biografi, hvor hun også fortalte om sin far, politikeren Erhard Jakobsens utroskab. Og i den mere kunstneriske afdeling kan nævnes norske Karl Ove Knausgård og Morten Sabroe.

Men hvordan forsvarer man overhovedet at skrive og udgive bøger, hvor læserne inviteres til at kigge med helt ind bag gardinerne hos mennesker, der ikke selv har valgt at få fortalt deres historie i den brede offentlighed?

Kim Hundevadt er forlagschef på JP/Politikens Forlag for nonfiktion, som har udgivet Sebastian Kleins biografi. I hans optik har alle mennesker ret til at fortælle deres egen personlige historie. Naturligvis inden for lovens rammer, hvilket betyder, at man ikke må fremkomme med injurierende påstande eller krænke privatlivets fred. Det betyder dog ikke, at han ikke som forlagschef gør sig etiske overvejelser, når der indgås aftaler om biografier til udgivelse.

”Hver gang vi skal udgive en biografi, overvejer vi meget nøje, hvad motivet til netop denne bog er. Man kan ikke opstille firkantede regler for, hvad man må og ikke må, når vi taler etik. Her må forfatteren mærke efter, om det føles fair og ordentligt, det man har tænkt sig, og så skal vi som forlag være førstelæsere og sparringspartnere for forfatteren. Men det er klart, at for at en bog skal have værdi som et faglitterært værk, skal der være en universel historie, som andre kan spejle sig i,” siger han.

Mange af de biografier, som omhandler skribentens forældre, har ifølge Kim Hundevadt netop en høj grad af identifikationsværdi, fordi forældre-barn-forholdet er den vigtigste familierelation, mange af os har. En relation, som er med til at forme os som mennesker på både godt og ondt. Netop derfor bør en biografi heller ikke udelade de mørkere sider af en families historie.

”Det må ikke blive et glansbillede, når vi udgiver bøger. Så bliver det uinteressant. Skyggesiden i familierelationer er en del af livet. I Sebastian Kleins bog er alkohol en del af historien. Det handler om, at man gik til den efter forestillingerne, og at det havde nogle familiemæssige omkostninger. Men det er også en historie om, at forældre går fra at have været guder i vores liv, til at de bliver ældre og svage, og vi skal tage os af dem. Derfor er det også en bog om sorg. Og når man læser den, får man bestemt ikke på fornemmelsen, at Sebastian Klein udleverer sine forældre. Den er i bund og grund et meget kærligt portræt,” siger han.

Kim Hundevadt mener aldrig at have mødt en forfatter, der ønskede at bruge sin biografi til at fremme egen karriere eller til at spinde guld. Han kan blive næsten forarget over mistanken.

”Det er et kæmpe arbejde, og det er absolut ikke noget, man bliver rig af. Hvis vi opdagede, at folk havde det som mål, ville vi aldrig give os i kast med det. Der skal være nogle essentielle værdier i værket,” siger forlagschefen.

For litteraturhistoriker, teolog og medlem af Det Etiske Råd Anders Raahauge skal de essentielle værdier i en biografi være af en ganske særlig karakter, hvis de skal tjene til en udgivelse. Han nævner Karl Ove Knausgårds flerbindsværk ”Min kamp”, hvor en meget nærgående skildring af faderens alkoholisme og død berettiges som følge af høj kunstnerisk kvalitet. Men generelt ser han det som en kedelig tendens, at der udkommer så mange af den slags biografier, hvor formålet synes at være, at alle skeletter skal lukkes ud af skabene.

”Der har fundet et skred sted, og disse bøger bliver endnu en måde, hvorpå du kan tiltrække dig overskrifter. De er udtryk for et egotrip, som lader gammeldags dyder som diskretion og nænsomhed falde. Der findes tillige en tyrkertro på, at alt skal fortælles – en slags vulgær freudianisme – for ellers danner det en byld, og det er usundt. Vi skal hele tiden udvikle os og se på, hvordan vi selv har det, og så skal vi ikke tage så meget hensyn. Vigtigst er det at få klemt hul på bylden, så jeg har det godt,” siger Anders Raahauge.

Han påpeger, at familien førhen var en enhed, som havde krav på en vis diskretion. Men viser man diskretion i dag, beskyldes man nemt for hemmelighedskræmmeri. Og hvem vil have det hængende på sig? Anders Raahauge mener, at denne kultur har negative konsekvenser.

”Vi ser det, som om man risikerer at fortrænge noget, hvis ikke man lægger alt frem. Hvis din far har haft en last, så ville man i gamle dage sige, at det skal du ikke gå rundt og fortælle til alle og enhver, hvorimod en moderne fortolkning vil være, at det skal man skynde sig at få ud af skabene,” siger han.

Men i virkeligheden volder det måske mere skade at hænge alt sit beskidte vasketøj op til skue, end det gør at lade det forblive i egen vaskekælder. Til en start vil det føles godt at åbne op for hemmelighederne, men på sigt vil det muligvis hjemsøge forfatteren, mener Anders Raahauge, der efterlyser en anden opfattelse af tabuer.

”I dag må man ikke have tabuer. Men ved nærmere eftersyn er tabuer ofte meget smukke. Fordi de forhindrer os i at blive obskøne,” siger han

Den skønlitterære forfatter Iben Mondrup, der netop har udgivet romanen ”Karensminde”, har både tidligere og nu i forhold til sin nye bog gjort sig tanker om, hvem der egentlig ejer retten til at fortælle en families historie. Hun har haft en anderledes opvækst i Grønland, og i hendes romaner beskrives netop en dansk familie med relationer til Grønland. Men trods samme baggrundstæppe er det vigtigt for hende, at hendes romaner netop ikke er biografiske.

”Jeg tror, at det er vigtigt at forstå, at den historie, vi hver især har, deler vi med andre. Vores historier er overlappende – vi kommer jo ikke ud af ingenting. Det kan godt være, at vi i vores tid er gode til at fortælle, at vi er os selv, at vi er individualister. Men vi er jo født af nogen og tvunget til at dele skæbne med nogen særligt i de formative år. Vi er udleveret til hinanden,” siger hun.

Men at man deler historie med hinanden, er ikke ensbetydende med, at denne også skal deles med alle andre.

”Jeg synes, at der skal være virkelig gode grunde til, at man fortæller meget intime detaljer om familiemedlemmer. Jeg har svært ved at forstå behovet for at lave bekendelser i det offentlige rum. Behovet må være et forfængelighedsspørgsmål, men det offentlige rum er ikke et terapilokale,” siger Iben Mondrup og slår fast, at hun ikke selv ville have lyst til at udgive en biografi, der går tæt på hendes egen familie.

”Jeg synes simpelthen ikke, at min biografiske fortælling vedkommer andre. Jo, jeg har haft en eksotisk og anderledes opvækst i Grønland, men den kan ikke bruges af andre til noget som helst. Dan Turèlls datter (Lotus Turèll, red.) bruger sin historie som et redskab til at arbejde med et emne som alkoholisme i familien. I sådan et tilfælde kan det måske give god mening, fordi det handler mindre om selvudlevering end om at skabe opmærksomhed omkring et generelt problem – selvom det godt kan være, at hendes fars navn får nogle ikke så behagelige nuancer føjet til sin person,” siger hun.

Vælger man at fortælle sin familiehistorie, bør man dog gøre opmærksom på, at der altid er mange sider af en historie, understreger Iben Mondrup.

”Man kan ikke finde frem til én sandhed om en familie, ved at ét menneske fortæller familiens historie. I min nye bog har jeg også ladet fem forskellige mennesker reflektere over hver sin rolle i familien. Men ingen af dem har patent på hele sandheden” siger hun.

JP_kar

Familieromanen er ikke en nem genre, men Mondrup

mestrer den

Den stadig dygtigere forfatter er vendt hjem fra Grønland med en stærk roman om følgerne af en hjerneblødning.

Med ”Karensminde” har Iben Mondrup forladt det Grønland, hvor hun selv voksede op, og hvor hendes seneste romaner har udspillet sig. Hun har dog taget sine seneste hovedpersoner med sig til Danmark: familien på fem, som vi mødte i den grønlandske by, der på dansk hed ”Godhavn”. Denne gang er fokus ikke så eksklusivt på børnenes perspektiv – vi får på skift de fem personers synsvinkel på hændelserne og de andre.

Børnene er blevet voksne, og de voksne er ved at være gamle. Efter en længere årrække med de gamle i Grønland og de unge i Danmark er forældrene vendt hjem og vil drive en bed and breakfast på Møn. Børnene er på hver deres måde i gang med deres voksne liv. Knut har dannet familie, pigerne Hilde og Bjørk lever mindre borgerligt. Det gamle hus er en (måske for) stor mundfuld for de aldrende forældre: En hed junidag falder den evigt arbejdende far, Jens, ned ad sin stige.

Apopleksiens natur

Sundhed.dk oplyser, at cirka 12.000 mennesker om året rammes af apopleksi, altså hjerneblødning eller blodprop i hjernen, de fleste er over 65 år. 2-3.000 dør årligt, 30-40.000 mennesker lever med eftervirkninger som halvsidig lammelse og sprogforstyrrelser (og personlighedsforandringer, skal jeg hilse at sige). Det er mange, især hvis man indregner de pårørende, hvis liv ofte bliver revet op med rode. For så vidt har Mondrup altså fat i en meget almindelig familieskæbne.

Jens kommer imidlertid dårligt nok til bevidsthed, før hans kone bliver halvt afsindig, og han dør med liggesår mellem tilsølede lagner hjemme på ”Karensminde”. Det er altså ikke kun apopleksien og dens følgevirkninger i sig selv, der har interesseret forfatteren her, men også katastrofen som en mulighed for at lade familiens historie og de mange stærkt ladede forbindelseslinjer og brudflader komme til syne.

Bjørk kan ikke rigtig komme i gang med sit liv og flytter hjem for at hjælpe mor Karen. Hendes og Knuts symbiose som børn er for længst brudt, men det er vist mest ham, der er kommet videre. Hildes stærke modsætningsforhold til den ikke meget omsorgsfulde mor har gjort hende mere uafhængig, men også permanent vred. På en dramatisk biltur mod slutningen med en højgravid Hilde konkluderer Bjørk: »Det lader til at ingen af os forstår de andre.«

Mørk soliditet

Dette er dog ikke romanens facit, den er ikke en entydig dom over netop denne familie eller familien som sådan. Jens’ ulykke og død river familien op, så man kan se alt det grumme, som ellers kun viser sig brudstykkevist og i glimt, men familie er stærke bånd mellem mennesker; bånd, som nok er både snærende og destruktive, men også liv- og meningsgivende.

Om sådan en familieroman lykkes, afhænger af dens evne til at give brydningerne mellem mange perspektiver liv og form. Den evne har Mondrup, overbevisende. Her har vi for eksempel en situation tæt ladet med følelsesmæssig kompleksitet i tre brydende perspektiver. Bjørk ser først på sin mor med barnebarnet, dernæst ser og ikke mindst hører hun sin svigerinde Hannes blik på svigermors håndtering af den nyfødte, Hannes datter:

»Med et sært, næsten vantro blik trak Karen ud i barnets ben, så alle folder rettede sig ud, det så næsten ud som om hun ville sikre sig at der var tale om et rigtigt barn, at det var virkeligt. Da hun slap benene, lød der et gisp. Bjørk troede det var barnet, men da hun vendte sig om, fik hun øje på Hanne som stod bagved.«

Iben Mondrup har udviklet sig til en meget sikker romanforfatter. Der er en medrivende mørk soliditet, måske lidt a la Ida Jessen, i beskrivelsen af det lille sted på Møn og de fem mennesker, hvis skæbner krydser hinanden der i komplekse mønstre. Måske for at undgå netop entydige facit er fortællingen konstrueret sådan, at fortid væves ind i nutidsforløbet den sommer, hvor Jens bliver syg og dør. I slutningen er vi således tilbage, hvor vi begyndte, med Jens på stigen lige før ulykken. Denne gang beskrives den bare indefra, som noget, Jens oplever, vel at mærke som en lettelse.

Det er vældig elegant, synes jeg.

Jon Helt Haarder

Bagland