Status Updates From Darwin Devolves : The New S...

"The First Rule of Adaptive Evolution: Break or blunt any functional gene whose loss would increase the number of a specie's offspring."
Behe has a way with words 🤣

Genforening af videnskab og formål burde være den letteste sag i verden, fordi hovedårsagen til, at der har været et skel mellem dem — den neodarwinistiske materialisme — er forduftet som dug for solen. Den neodarwinistiske materialisme er en falsk filosofi, fordi de antagelser fra neodarwinismen, den bygger på, i det store og hele er falske.

Og resultatet er værre, end hvis den ontologiske idealisme — benægtelsen af naturens realitet — skulle blive det herskende syn; i så fald ville et menneske dog stadig kunne tænke. Ligesom naturens virkelighed bekræftes af videnskaben, således må også bevidsthedens realitet bekræftes positivt.

For sin egen såvel som for offentlighedens skyld er videnskaben nødt til _officielt_ at afvise en sådan opfattelse. Naturvidenskab bygger på et rationelt fundament af matematik, logik og på at både naturen er til, og at andre menneskers bevidsthed findes i virkeligheden.

I modsætning til hvad Richard Dawkins her giver udtryk for, er evnen til at ræsonnere faktisk det størst mulige potentiale, livet kan give sine skabninger. Den eneste større gave, der findes, vil være evnen til at ræsonnere bedre. Tankens forrang skyldes ikke menneskelig arrogance; den skyldes i langt højere grad, at ræsonnement er forudsætningen for _enhver form for forståelse._

Han mener faktisk, at bevidstheden er en iboende del af naturen: »Min helt afgørende overbevisning er, at bevidstheden ikke kun er en efterklang eller et tilfælde eller en slags tilføjelse, men et grundvilkår i naturen.«10.36

Nagel selv er engageret ateist. Ikke desto mindre argumenterer han i sin seneste bog for, at videnskaben i sidste ende bliver nødt til at beskæftige sig med bevidsthedens realitet, også den, vi møder i naturen omkring os.

For eksempel har den fremtrædende bevidsthedsfilosof fra New York University Thomas Nagel for flere år siden skrevet en bog, Mind and Cosmos, som har den mest prægnante undertitel, jeg nogensinde har set: Hvorfor den materialistiskneodarwinistiske forestilling om naturen helt sikkert er falsk.

De fleste mennesker, jeg selv inkluderet, er teister og vil have en naturlig tilbøjelighed til at tilskrive Gud dette design. Men jeg vil her understrege, at ideen om teleologi bag naturen er mere omfattende end som så; der er masser af plads til intellektuelle med vidt forskellige filosofiske begrebsverdener.

Er det tvingende nødvendigt, at alle forskere bliver ontologiske idealister? Ja, selv et så tåbeligt forslag er mindre absurd, end hvis man skulle frakende sig sin egen bevidsthed/sjæl.

Men selv hvis der aldrig skulle dukke en forklaring op, vil det på ingen måde være grund nok til, at man skulle benægte eksistensen af den åndsevne med hvilken, vi fra første færd opnår viden om tingene omkring os. Selvom videnskaben aldrig skulle finde den ultimative forklaring på begrebet stof, vil man så desårsag benægte dets eksistens?

Ingen afovenstående påstande behøver at være sande for at retfærdiggøre bevidsthedens eksistens. Måske vil nogen engang komme på en idé om, hvordan vi løser sjæl-legeme-problemet; måske ikke. Måske får vi aldrig en forklaring på, hvad bevidstheden er for noget..

Tager man først dette skridt, er der ikke flere argumenter tilbage, for så — hvis man vil være konsekvent — findes der ikke mere en bevidsthed, der kan bruges til at skelne mellem fornuftige og ikke-fornuftige argumenter. På samme måde har forskere, der begejstret tager den ontologiske idealisme til sig, malet sig op i et hjørne, fordi de så ikke længere har en natur, de kan forske i.

Uanset hvilke vanskeligheder dualismen, hylomorfismen eller andre fremsatte forklaringer måtte løbe ind i, er det det rene ingenting i sammenligning med det at benægte, at bevidstheden findes.

Helt ærligt, det er for skørt! Jeg har ikke noget svar på problemet med, hvordan bevidstheden påvirker kroppen eller omvendt, men hvis man benægter, at man har en bevidsthed, blot fordi man ikke har svar på dét problem, vil det svare til, at man skærer hovedet af for at komme en hovedpine til livs.

Som videnskabshistorien og -filosofien har vist i løbet af de sidste 150 år, sker der det, at når vi mister evnen til at værdsætte andre bevidstheders aftryk på naturens slagkraftige, målrettede indretninger, mister vi evnen til at værdsætte, at vi selv er i besiddelse afen bevidsthed.

Det at man benægter bevidsthedens eksistens er en større katastrofe for videnskaben og det samfund, den skulle forsyne med reel viden, end den ontologiske idealisme, der benægter materiens virkelighed.

Hvilke tilfældige ændringer i et hjerneprogram — dvs. hvilke gift-pille-mutationer på de gener, der styrer nervesystemer — vil kunne opbygge bare én sammenhængende tanke? Således er hele evolutionspsykologiens forehavende på vildspor — et forehavende, der helt og holdent bygger på den fiktion, at Darwins mekanisme kan konstruere noget som helst.

Som også disse bogtitler tydeligt viser, bygger næsten al moderne materialisme på et darwinistisk fundament; altså på de rene luftkasteller. Det er forbløffende at tænke på alt det videnskabelige arbejde, der er udført ud fra en præmis, der — selv da den stod stærkest — højst kan karakteriseres som en forjættende hypotese.

Det vil være rationelt at forvente, at vi sandsynligvis vil være blandt de simulerede bevidstheder snarere end blandt de oprindeligt biologiske.«10.24 Et ganske almindeligt menneske ville måske tro, at det her bare drejer sig om en idé fra en science-fiction-historie; ikke desto mindre tages den slags seriøst i den akademiske verden, og altså også af forskere.

I en efterfølgende afhandling skærper Bostrom pointen. Som i en akademisk version af The Matrix argumenterer han nu for, at vi sandsynligvis lever i en computersimulering: »En ting, senere generationer muligvis vil gøre med deres supercomputere, er at køre detaljerede simuleringer af deres forfædre. […]

Det vi kan lære af det er: Opgiv én facet af rationaliteten — evnen til at genkende andre bevidstheders handlen — og irrationaliteten vælter ind.

Det fører undertiden til højst underlige resultater, som det følgende afsnit vil vise.

Men i det offentlige rum, når man skriver for eller taler med andre mennesker, der går op i den slags ting, er det sociale pres så stærkt på akademikere, at de bliver nødt til at handle, som om det ikke var sandt. Altså, at mennesker ikke har nogen bevidsthed, og at vores tanker udelukkende er resultat afvisse fysiske kræfter.

benægte min egen bevidsthed, eller også står jeg ved min bevidsthed og lægger dermed afstand til materialismen. Til hverdag er alle tvunget til at handle, som om de har en bevidsthed.

Konfronteret med dette dilemma står vi med ét af to valg: Enten må jeg bekræfte materialismen og dermed

_Enhver form for materialisme undergraver den sunde fornuft._ Og "den sunde fornuft" inkluderer vores forestillinger om, at vi er i besiddelse af ægte bevidsthed, kan tænke fornuftigt og træffe valg. Hvis materialismen er sand — hvis alt, hvad der eksisterer, blot er stof og energi, som man kan studere i faget fysik — så findes der ikke sådan noget som en ægte bevidsthed.

Fantastisk spørgsmål. Hvis vores "bevidsthed" er resultat af tilfældig mutation og naturlig udvælgelse, der kun sigter mod overlevelse og reproduktion, hvordan kan vi så tro på, at den giver os mulighed for at erkende sandheden?

Hvis vi ikke har en ægte, velfungerende bevidsthed, der er i stand til at begribe sandheden om naturen — hvis vi blot er det samme som en hjerne i en petriskål fodret med sensoriske indtryk ved processer, der ikke har nogen forbindelse til sandheden — så kan vi ikke vide noget om verden eller overhovedet forstå noget som helst af virkeligheden.

Så til syvende og sidst er grundlaget for al naturvidenskab, for enhver form for fornuft, vores tiltro til, at vi selv har denne bevidsthed.