Georg’s Reviews > Devolution: Om hvordan den nyeste DNA-forskning udfordrer evolutionsteorien > Status Update

Genforening af videnskab og formål burde være den letteste sag i verden, fordi hovedårsagen til, at der har været et skel mellem dem — den neodarwinistiske materialisme — er forduftet som dug for solen. Den neodarwinistiske materialisme er en falsk filosofi, fordi de antagelser fra neodarwinismen, den bygger på, i det store og hele er falske.

Og resultatet er værre, end hvis den ontologiske idealisme — benægtelsen af naturens realitet — skulle blive det herskende syn; i så fald ville et menneske dog stadig kunne tænke. Ligesom naturens virkelighed bekræftes af videnskaben, således må også bevidsthedens realitet bekræftes positivt.

For sin egen såvel som for offentlighedens skyld er videnskaben nødt til _officielt_ at afvise en sådan opfattelse. Naturvidenskab bygger på et rationelt fundament af matematik, logik og på at både naturen er til, og at andre menneskers bevidsthed findes i virkeligheden.

I modsætning til hvad Richard Dawkins her giver udtryk for, er evnen til at ræsonnere faktisk det størst mulige potentiale, livet kan give sine skabninger. Den eneste større gave, der findes, vil være evnen til at ræsonnere bedre. Tankens forrang skyldes ikke menneskelig arrogance; den skyldes i langt højere grad, at ræsonnement er forudsætningen for _enhver form for forståelse._

Han mener faktisk, at bevidstheden er en iboende del af naturen: »Min helt afgørende overbevisning er, at bevidstheden ikke kun er en efterklang eller et tilfælde eller en slags tilføjelse, men et grundvilkår i naturen.«10.36

Nagel selv er engageret ateist. Ikke desto mindre argumenterer han i sin seneste bog for, at videnskaben i sidste ende bliver nødt til at beskæftige sig med bevidsthedens realitet, også den, vi møder i naturen omkring os.

De fleste mennesker, jeg selv inkluderet, er teister og vil have en naturlig tilbøjelighed til at tilskrive Gud dette design. Men jeg vil her understrege, at ideen om teleologi bag naturen er mere omfattende end som så; der er masser af plads til intellektuelle med vidt forskellige filosofiske begrebsverdener.

Er det tvingende nødvendigt, at alle forskere bliver ontologiske idealister? Ja, selv et så tåbeligt forslag er mindre absurd, end hvis man skulle frakende sig sin egen bevidsthed/sjæl.

Men selv hvis der aldrig skulle dukke en forklaring op, vil det på ingen måde være grund nok til, at man skulle benægte eksistensen af den åndsevne med hvilken, vi fra første færd opnår viden om tingene omkring os. Selvom videnskaben aldrig skulle finde den ultimative forklaring på begrebet stof, vil man så desårsag benægte dets eksistens?