Lysets datter Quotes

“Da hun så op igen, trådte Ilmal ind ad døren og efter ham kom Mevarn. Det gav et sæt i hende, og Calras vendte sig og kiggede på hende. Hun tvang sit blik væk og stirrede i stedet ned i bordet, da hendes ansigt blev blodrødt. Tusind følelser flaksede op som en sværm af sorte fugle, der i et nu lettede fra jorden. Tusind følelser, hun vidste, hun havde, men ikke rigtigt havde erkendt.
Mevarn med øjne som havets blå dybder, Mevarn med den varme latter, følelsen af hans hænder om hendes, hans arm om hendes skuldre, nærheden og genkendelsen fra liv før dette. En dyb kærlighed, der fik hendes hjerte til at banke så hårdt i brystet, at det stjal hendes luft i alt for mange øjeblikke.”
― Louise H.A. Trankjær, Lysets datter

“Bare vent. Der dukker en eller anden smuk ainatunari op og tager sig af hende. Som i et menneskeeventyr, hvor den gode prins redder den smukke prinsesse. Han finder hende, forelsker sig i hende og bringer hende sikkert tilbage til hendes far og bror i det skønne kongerige.”
Han sendte Ryna det smil, som han vidste, hun ikke ville kunne modstå, og ganske rigtigt bredte smilet sig nu også over Rynas ansigt. Der var det glimt i Rynas øjne, som Alaric havde savnet hele dagen.
”Hvis jeg kender hende ret, så stikker hun prinsen en lige højre, stjæler hesten og rider selv ud og finder sin bror.”
― Louise H.A. Trankjær, Lysets datter

“Hun satte sig på kappen på jorden med ryggen mod et bøgetræ. Vanil græssede i nærheden. Lyden af den genkendelige gumlen var rolig og sød. Det skarpe ritch, når hoppen rev en tot græs eller en mundfuld mælkebøtteblade over med et enkelt ryk med tænder og mule, var gammelkendt og trygt. En kraftig duft af forår steg op fra skovbunden. Syrlig, våd og gennemtrængende. Livgivende. Himlen ovenover skovbrynet var dybblå med fede, afrundede skyer. Det lovede sommer og sol snart. Det lovede eventyr.”
― Louise H.A. Trankjær, Lysets datter