Forsvindingsnumre Quotes

“Hvis jeg virkelig anstrenger mig, kan jeg huske, hvordan jeg som barn troede, at alle ville forelske sig gengældt og uigengældt, men fælles for forelskelserne ville være en intensitet, og vi ville alle komme til at råbe og græde, og det ville være stumpt og hårdt, men det var også bare sådan, det var at være i live. Hvis nogen dengang havde forsøgt at fortælle mig, at man på et tidspunkt bliver for træt til de her ting, at man bliver for tyndslidt og følelsesløs, at man kommer til at leve udspændt mellem angsten for ikke at mærke noget og frygten for at føle det hele, så ville jeg have grint og sagt: "Sådan bliver det ikke for mig”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre

“Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ikke lide at ligge i min seng på femte sal og høre folks liv nede på gaden. Jeg kan hverken lide at høre, hvordan de råber til hinanden, eller hvordan de elsker hinanden, men om sommeren, hvis det virkelig er sommer, er alternativet en varm, søvnløs stilhed, og hvis man endelig falder i søvn, bliver man vækket for tidligt igen af morgensol. I Mathias' lejlighed kunne man åbne vinduerne uden at lukke andre menneskers liv ind, fordi han havde gårdareal på begge sider af sin lejlighed, og man kunne trække tunge gardiner for. Hvordan skal jeg sige det... der var stille, og man kunne trække vejret. Det var også rart at blive holdt om.”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre

“Det gør ondt at elske, det gør altid ondt at elske. Og det er derfor, vi nogle gange bliver bange for det, men det har ikke noget at gøre med den, du forelsker dig i. Det har noget at gøre med, at man bliver ældre, og man ved ting nu, og det er derfor, man ikke er kåd og ivrig og hovedløs længere, for man ved, at for hver gang man gør det, bliver det lidt sværere og lidt hårdere, og intet, der har været i stykker, bliver så godt som nyt.”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre

“Hvad var det, Mathias ville have, som jeg ikke kunne give. Var det den fødedygtige kvindes afbalancerede berøring, så nøjagtig doseret til ikke at virke udhungret, men heller ikke overmæt. Var det øjne uden dybt vand og uden grædekoner på indersiden. Var det et hjerte uden træthed, men med en levende puls på over 70 slag i minuttet. Var det ukompliceret monogami, hvor man ikke som med en vild hest skal sige kom ned kom ned kom ned. Eller var det sorg uden arvæv. Var det den utyngdedes hurtige skridt gennem vådt sand på dage med sol og strandture. Var det de unges kys, der lover alverden, men indfrier så meget mindre, for de ved stadig så lidt. Var det drømme, der fortsatte længere ud i tiden end til næste minut. Var det fremtidstro, fordi alt godt kommer til den, der elsker sig selv. Var det en jeg-går-på-arbejde-hver-dag-uden-at-dø-figur, der passer ned i den skabelon, vi kalder det jordnære liv.”
― Amalie Langballe, Forsvindingsnumre