Den lange Rejse Quotes

“[…] Vanskelighederne der tvang dem til at bryde op og flytte er jo nu glemt, og Fremtiden ser de kun i Solen. Men naar disse unge strunkne Kvinder en Gang skal til at skære Halsen over paa hinanden indbyrdes og paa deres Børn, efter at Mændene, de uovervindelige, har tabt et Slag, saa er det en anden Sang; Ingen der har hørt det glemmer let saadan en hylende Lejr hvor et folk gaar under […]. Eller lad dem have Held, de unge Krigere, hvem Blodsudgydelse og Rov staar ud af Øjnene, de skal blive Fyrster, Føreren Konge og Ætterne Landenes Adel hvor de kommer hen, men betale skal de ogsaa hvad det koster, Brodermord, Svig og Vold i Aarhundreder, Magten er dyr, og den opæder Sjælen, som den opæder Slægten, det gør Magten, men hvem har nogensinde sagt Nej til at modtage den? Hvornaar har man hørt Bønder blive ved Jorden?”
― Johannes V. Jensen, Den lange Rejse: Andet Bind

“Den første Gang man gav dem stærke Drikke! Den levende Ild selv de fik i Aarene! De brølte i lange Tag ud af Halsen af Fryd, vilde have mere! De rasede som Sole, stormede gennem Himmelrummet, deres Øjne fødte en ny Jord og nye Stjerner, de tøede op, som hin Rimthurse i Tidernes Morgen der oversvømmede Alverden, deres Hjerne blev Skyer, deres Knogler Bjerge, der voksede dem Træer på Hovedet, og det ene Ben avlede ikke en men flere Sønner med det andet, de syntes de havde altfor mange; de fablede om deres uhyggelige Kræfter; rejste sig for at rage Himlen ned og troede det var besørget naar de selv faldt omkuld. Det lønnede sig at give dem berusende Sager!”
― Johannes V. Jensen, Den lange Rejse: Andet Bind

“Men inde i Skoven er der lukket, med alt Løvet trukket for, en hvilende Luft som i et Sovekammer, tung af Duft. Lys begynder at trænge ind gennem Løvtaget, gyldengrønt, og nu vaagner Fuglene. En efter en knirker de, skjult under Løvet, fra tusind Reder, et rugevarmt søvndrukkent Kny, som snart bliver mangestemmigt og stiger, indtil der staar et samlet, mægtigt Fuglekor over Skoven.
Og solen staar op, som en dyb Glød i Grunden af Skoven, Ildbundter op mellem Træerne, en blændende verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild, hvori Solen gaar, den stiger og er snart fri af skoven; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa. Lys og Dug og Morgenstilhed over Alverden!”
― Johannes V. Jensen, Den lange Rejse: Andet Bind