Fantasybogmesse i eventyrlige omgivelser
Nu varer det ikke længe før den danske udgave af Hogwarts slår dørene op for alle os, der elsker bøger og fantasy. For tredje år i træk danner Herlufsholm kostskole de eventyrlige rammer for Herlufsholm fantasybogmessen lørdag den 18. og søndag den 19. oktober 2014.
Historien bag kostskolen startede i 1560 da Herluf Trolle og Birgitte Gøye overtog et kloster, som de navngav Herlufsholm. I 1565 oprettede de Herlufsholm Skole som skulle være for adelige og andre ærlige mænds børn der havde lyst og evner til lærdom og dannelse. Kirken, som er opført i slutningen af 1200-tallet, ligger ved siden af kostskolen og bliver stadig brugt af skolens elever.
Den smukke kirke er bestemt en oplevelse værd og hvis du har mulighed for og tid til at deltage i rundvisningen kan det klart anbefales. Bag altertavlen er der to sarkofager hvor Herlufsholms stiftere ligger begravet.
Nu tænker du sikkert ‘hvorfor er det så specielt at besøge netop den bogmesse?’. Svaret er enkelt: Lige så snart man træder ind på Herlufsholms område kan man fornemme de ældgamle traditioner. Man bliver ført tilbage i tiden lige så snart man betræder de gamle brosten inde i gården, går op af den gamle trappe (som får en til at tænke på Harry Potter og Hogwarts) og videre ind i de gamle sale.
Jeg har besøgt denne bogmesse siden den startede i 2012. Forventningerne var store og til min glæde blev de også indfriet. Det var en fantastisk dag med rundvisning på Herlufsholm og dejlig bogsnak med forlag og forfattere. Den helt store oplevelse var dog da jeg fik signeret mine bøger af Pernille Eybye. Når man selv går rundt med en forfatterdrøm så var det virkelig stort at tale med en forfatter som tog sig tid til at tale med en, og som skrev personlige, dejlige hilsner i alle de bøger jeg købte. På intet tidspunkt turde jeg gøre mig forhåbninger om, at vi en dag ville blive forfatterkolleger.
Sidste års messe, 2013, bød også på en dejlig dag i skønne omgivelser. Dette besøg på bogmessen bød også på en sjov oplevelse da jeg fik en god rådgivende snak med et af forlagene, som kunne huske mig fra året før. Vi havde en god snak om min drøm om at få udgivet mine historier, hvilke informationer man skulle skrive i sit medfølgende brev/email og ellers bare om bøger generelt.
2014 bliver ikke uden undtagelse. Dette år bliver virkelig specielt for i år skal jeg ikke bare luske rundt om forlaget Tellerup og drømme om at blive venner med den lille ræv. Næh … i år er jeg tilknyttet dette forlag som forfatter og jeg ser rigtig meget frem til at møde dem alle sammen fra forlaget igen samt alle mine forfatterkolleger.
Hvis du aldrig har besøg Herlufsholm Fantasybogmesse, så kan jeg kun opfordre dig til at gøre det. Det vil være en kæmpe oplevelse at træde ind i denne gamle bygning eller opleve orker, elvere og andre væsener der render rundt på området.