“Min mors sorg var primitiv og altomfattende: Den sugede ilten ud af luften. En tung, bedøvet fornemmelse fyldte mit hoved og min krop hver gang jeg kom hjem. Ingen af os – hverken min bror eller jeg selv, og da slet ikke min mor – fandt trøst i hinandens selskab. Vi var bare i eksil sammen, fanget i en fælles lidelse. For første gang var jeg bevidst om, at jeg blev grebet af åndelig ensomhed, og jeg kiggede ud på gaden, vendte mig mod de drømmende og melankolske indre anelser, der var blevet den eneste lindring fra det jeg hurtigt opfattede som en tilstand af tab og nederlag.”
―
Vivian Gornick,
Voldsomme bånd
