Marie Cardinal > Quotes

“Moi qui prêchais la non-violence, moi qui n'avais jamais donné la moindre taloche à mes enfants, moi qui n'avais jamais répondu à l'injustice ou à l'autorité arbitraire que par du silence ou des pleurs! Moi, j'étais pétrie de violence, j'étais la violence même, la violence incarnée! ...
Une fois de plus j'étais émerveillée par la belle et compliquée organisation de l'esprit des êtres humains. La rencontre avec ma violence est intervenue quand il le fallait. Je ne l'aurais pas supportée avant, je n'aurais pas été capable de l'assumer. ...
Au cours de mon adolescence ma violence avait resurgi quelques fois. Mais je ne savais pas que c'était elle, je me croyais en proie à une crise de nerfs que je sentais monter dans ma gorge. Je m'enfermais alors dans un endroit, et, seule, honteusement, je déchirais mes vêtements ou je cassais un objet.”
― Marie Cardinal

“La rencontre avec mes premiers vrais défauts me donnait une assurance que je n'avais jamais eue. Ils mettaient en valeur mes qualités que je découvrais aussi et qui m'intéressaient moins. Mes qualités ne me faisaient progresser que lorsque mes défauts les excitaient. ... Je ressentais profondément qu'en les connaissant ils devenaient des outils utiles à ma construction. Il ne s'agissait plus de les repousser, ou de les supprimer, encore moins d'en avoir honte, mais de les maîtriser et de m'en servir, le cas échéant. Mes défauts étaient des qualités, en quelque sorte.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“...havde givet mig dyb modvilje mod mig selv: der var ikke nogen, der kunne elske mig, jeg kunne ikke få nogen til at synes om mig, jeg var kun til at smide væk, afvise. Derfor oplevede jeg alle opbrud, alle genvordigheder, al adskillelse som forstødelse. Bare jeg kom for sent til toget, begyndte tingen af røre på sig. Jeg var et mislykket menneske og derfor mislykkedes alt for mig,”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Mine gode sider bragte mig kun videre, hvis mine fejl æggede dem. De fjernede synden, dette vanærende mærke, der angiver den onde, den dårlige, den dømte. Mine fejl var dynamiske. Jeg havde en stærk følelse af, at mit kendskab til dem gav mig redskaber i hænde, der var gode og brugbare i mit opbyggelsesarbejde. Det gjaldt ikke længere om at få dem skubbet til side eller få undertrykt dem, endnu mindre om at skamme sig over dem, men at beherske dem og i givet tilfælde bruge dem. Mine fejl var på sin vis gode egenskaber.
Nu kom jeg på den blinde vej på samme måde, som jeg i sin tid kom på universitet, nemlig for at lære noget. Jeg ville vide alt.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Jeg følte mig (og føler mig stadig) ansvarlig for at have sat dem i verden, men jeg var ved at lære, at jeg under ingen omstændigheder skulle føle mig ansvarlig for deres individualitet. De var ikke mig og jeg var ikke dem. Jeg skulle lære dem at kende, ligesom de skulle lære mig at kende.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Mi ci sono voluti i primi quattro anni di analisi, un numero infinito di sedute, per prendere coscienza del fatto che stavo facendo una psicoanalisi. Fino a quel momento avevo preso la cura come fosse una stregoneria, una specie di rito magico che mi salvava dalla clinica psichiatrica. Nonostante i progressi, non riuscivo a convincermi che con l’aiuto delle mie sole parole avrei cancellato definitivamente un tale smarrimento, un male così profondo, un tale disordine devastatore, una tale paura continua…”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“...le parole hanno una vita propria, come la gente o gli animali. Possono palpitare, svanire o amplificarsi. Passare attraverso le parole è come camminare attraverso la folla. Rimangono delle facce, delle sagome che si dileguano presto dal nostro ricordo, oppure si fissano, non si sa bene perché.”
― Marie Cardinal, Les Mots pour le dire et autres romans

“Mine udgydelser i notesbogen bestod af brudstykker af mit liv, som jeg arrangerede efter forgodtbefindende, jeg lod mig føre hvor som helst hen, jeg gennemlevede øjeblikke, som jeg aldrig havde oplevet i virkeligheden, men som jeg fantaserede mig til, jeg sad ikke i sandhedens gabestok som henne hos lægen.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Più la terapia andava avanti e più diffidavo del ruolo tradizionale della madre. Mi misi quindi nella posizione dell’osservatrice, cercai di guardarli intervenendo il meno possibile, e soprattutto senza circondarli di proibizioni. L’unico punto fisso, l’unico segno di sicurezza per loro era la mia presenza costante, la mia disponibilità assoluta nei loro confronti. Mi sentivo (e mi sento ancora oggi) responsabile di averli messi al mondo ma cominciavo a imparare che non dovevo per nessuna ragione sentirmi responsabile delle loro azioni. Loro non erano me e io non ero loro. Dovevo fare la loro conoscenza così come loro dovevano fare la mia.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Jeg var et meget viljefast og tungsindigt menneske, som ikke fulgte den første den bedste vej. Hvad skal et barn, på trods af stor viljestyrke, stille op overfor et herskesygt, forførende, i al hemmelighed galt, voksent menneske, som oven i købet er dets mor? Skjule flest mulige af sine falkefjer, forvandle sig til en due for at bevare sin sande natur. Jeg havde spillet det spil så tidligt og så længe, at jeg til sidst havde glemt min smag for jagt, for erobring, for frihed. Jeg troede jeg var et underdanigt menneske og jeg var en rebel. Det var jeg fra fødslen. Jeg eksisterede!”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Hvis jeg ikke havde været så heldig at falde så dybt ned i min sygdom, ville jeg måske ikke have haft styrke til at føre denne konfrontation med mig selv til ende.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Når jeg så prøvede på at forstå, hvad der skete, lykkedes det mig aldrig, fordi jeg havde visket ‘forbudt af mor’, ‘forstødt af mor’, ud og skrevet ‘skyldig’, ‘gal’ i stedet for. Jeg var gal, det var den eneste forklaring, jeg kunne give på det.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Sikken et arbejde! Alt var gennemsyret af hykleri og løgne. Selv de allermest banale ord og bevægelser var masker, forklædninger, det rene karneval. Og hvad var der blevet af vores fantasi i alt det? Skåret godt og grundigt ned! Selv børnenes fantasi var næsten væk for at der kunne blive plads for den færdigpakkede fantasi, de blev fodret med i skolen og hjemme. For ved at tale til dem, som jeg gjorde, ved at klæde dem på, som jeg gjorde, ved at leve, som vi gjorde, påtvang jeg dem mine love og regler, mine ideer, min smag. Jeg blev klar over, at jeg var dårlig til at lytte til dem, lyttede meget lidt til dem, og at jeg derfor kendte dem dårligt. Takket være dem begyndte jeg igen at lære at gå, at tale, at skrive, at læse, at regne, at le, at elske, at lege.
Det var utroligt spændende, mine dage var alt for korte!
Sikken et virvar! Alle døre stod åbne, alle fortøjninger var kastet! SIKKEN EN LYKKE!”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Hver gang jeg fik åbnet en af de frygtede døre, konstaterede jeg på den ene side, at låsen ikke var så indviklet, som jeg troede, og på den anden side, at jeg dér, hvor jeg frygtede at finde rædsel, tortur og gru, i stedet fandt den lille pige i alle hendes forskellige sindstemninger: ulykkelig, forvirret, rædselsslagen. Jeg var bange for at finde noget, der kunne skræmme en fireogtrediveårig kvinde, der havde set mennesker slå sig ihjel på gaden, der havde følt sine børn blive født, så hendes indvolde sprængtes, der vidste hvad napalm, tortur og koncentrationslejre var. Med det var et barns angst, jeg fandt. Omme bag ved døren stod den lille pige fuldstændig rædselsslagen fordi...”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“I virkeligheden maskerede hvert eneste ord, jeg ikke kunne udtale, et område, som jeg nægtede at trænge ind på. Og hvert eneste ord, jeg glædede mig ved at udtale, angav et område, der passede mig godt.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“I første del af analysen havde jeg erobret min krops sundhed og frihed. Nu skulle jeg, langsomt, i gang med at opdage min person.
Det gik meget trægt i begyndelsen, for jeg var på vagt over for mig selv. Jeg frygtede at møde et menneske, hvis mangler og lyder, jeg ikke ville være i stand til at rumme. Jeg måtte foretage utallige togter ned i underbevidstheden for at blive overbevist om, at der var vildt og frit, men blottet for ondskab. Der var både godt og ondt i min bevidsthed, så var det op til mig at smede dem som det passede mig.
Behandlingen var forbi, da jeg følte mig i stand til at påtage mig ansvar for mine tanker og handlinger, hvordan de end var.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Molto più tardi avrei imparato che il pensiero non si affaccia spontaneamente alla porta del nascosto. Non basta voler penetrare nell’inconscio perché la mente venga dietro. Il pensiero temporeggia, va avanti poi indietro, esita, sta in agguato ma poi quando viene il momento giusto, si ferma davanti alla porta come un cane da punta, rimane paralizzato. Poi, è il padrone che deve far alzare la selvaggina.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Alle de ting eksisterede ikke, eftersom man ikke havde lov til at bruge de ord, der betegnede dem. De var allesammen uden værdi. De kunne allesammen til nød være latterlige, altså genstande for hånlige og ligegyldige morsomheder.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Hele universet var endegyldigt forsynet med etiketter, ordnet, klassificeret. Frem for alt ikke ræsonnere, ikke tænke, ikke sætte spørgsmålstegn, det ville være det rene tidsspilde, da det alligevel ikke var muligt at nå frem til en anden klassifikation.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“for lige fra forklaringen på hallucinationen til afsløringen af voldeligheden havde jeg lært et menneske inde i mig selv at kende, som ikke var en engel. Jeg havde haft tid til at vænne mig til mit hovmod, min trang til uafhængighed og magt, til min egocentricitet. Jeg havde forstået, at disse karaktertræk lige så godt kunne være fejl som gode egenskaber, alt efter hvordan jeg styrede dem. De var som et forspand af vilde heste. Det var mig, der skulle finde ud af at køre det godt. Det skræmte mig ikke, jeg kunne føle, jeg havde hånd om dem.
I dag kom voldeligheden som en smuk og farlig gave til mig, et frygteligt våben indlagt med guld og perlemor, som jeg nu skulle håndtere med allerstørste forsigtighed. Jeg længtes efter at afprøve det. Jeg vidste, jeg kun ville benytte det til at opbygge med, ikke til at ødelægge med.
Samtidig med bevidstheden om voldeligheden dukkede også bevidstheden om min vitalitet og munterhed og gavmildhed op.
Jeg var næsten skabt.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“En enorm klods af en bog med blanke sider, hvor ingenting og alting skulle stå.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Først havde jeg fået mit gode helbred tilbage. Så var min egen karakter efterhånden dukket frem, jeg havde fundet min individualitet, jeg var blevet en person. Dernæst havde jeg takket være mit anus, forstået, at alt var vigtigt, og at det, man kalder smudsigt, ubetydeligt, skændigt, sølle ikke var det i virkeligheden, at det var den værdiskala, mit sociale miljø brugte, der havde kastet et hyklerisk slør over bestemte mennesker, bestemte tanker, bestemte ting, for derigennem bedre at få det rene, det store, det strålende og det rige frem. Nu var jeg i færd med at opdage min vagina og jeg vidste, at det fra nu af ville gå med den som med mit anus: vi ville begynde at leve sammen, som jeg levede med mit hår, mine tæer, huden på min ryg, med alle dele af min krop, som jeg levede med min voldelighed, min forstillelse, min sensualitet, min herskesyge, min vilje, mit mod, min livsglæde. Harmonisk, uden skam, uden afsky, uden diskriminering.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Vi fik næring af vores forskelle. Vi stillede vores liv op foran hinanden uden nogensinde at kritisere, delte simpelthen godbidderne. Hver gang vi mødtes, medførte vi en last af forskelligeartede oplevelser, som vi sammen fik opstillet en udførlig liste over. Denne forening af vore to liv, er en uvurderlig skat for os, en herlig fest, som vi aldrig kan få nok af.
Så på den måde har mine første sider i al fald den fortjeneste, at de åbnede for vores samtaler, hvor vi lægger alt på bordet, hvor vi udtaler vores ønsker, vores hæmninger, vores drømme.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“denne tilbageholdte kraft, der var lagt i lænker og havde fået mundkurv på, og som hele tiden lå og murrede inde i mig som et uvejr, var den bedste næring for tingen.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Han skulle bare vide, at det var den gale, han talte til! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Jeg forestillede mig, hvordan hun sad for ikke ret længe siden, nøgen, midt i alt sit blod, sammenkrøben i mørket ude på badeværelset, mellem bidetet og badekarret, rystende, svedende, rædselsslagen, ude af stand til at leve.
Det fik jeg dig ud af, gamle tøs! Tænk, det fik jeg dig ud af!
Det var nærmest som et mirakel , et eventyr, trolddomsskunst. Mit liv var totalt forvandlet. Ikke blot havde jeg fundet et udtryksmiddel, jeg havde også helt alene fundet en vej væk fra min familie, væk fra mit miljø, sålede at jeg nu kunne opbygge mit eget univers.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Jeg følte en styrke i mig, som ville få mig til at leve hver time af dagen med intensitet og interesse. Jeg havde fundet en barok, ulogisk, men solid sammenhæng, der passede mig som fod i hose. Denne helhed i min tilværelse, denne sammenhørighed mellem mine nætter og mine dage, tillod mig at bevæge mig hen mod andre, at møde dem, at lære dem at kende, ofte at forstå dem og, af og til, at elske dem og blive elsket af dem. Jeg var lykkelig, jeg havde selvtillid, jeg vidste, jeg nok skulle komme til vejs ende.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It

“Jeg havde lyst til at sige til dem: ‘Nej, jeg er ikke tosset og har aldrig været det. Eller måske er jeg tosset, men så er i det også.”
― Marie Cardinal, The Words to Say It