Set in Los Angeles in the early 1980s, this coolly mesmerizing novel is a raw, powerful portrait of a lost generation that experienced sex, drugs, and disaffection at too early an age, growing up in a world shaped by casual nihilism, passivity, and too much money.
Clay comes home for Christmas vacation from his Eastern college and re-enters a landscape of limitless privilege and absolute moral entropy, where everyone drives Porches, dines at Spago, and snorts mountains of cocaine. He tries to renew feelings for his girlfriend, Blair, and for his best friend from high school, Julian, who is careering into hustling and heroin. Clay's holiday turns into a dizzying spiral of desperation that takes him through the relentless parties in glitzy mansions, seedy bars, and underground rock clubs, and into the seamy world of L.A. after dark.
Author of Less Than Zero, The Rules of Attraction, American Psycho, The Informers, Glamorama, Lunar Park, and Imperial Bedrooms. His works have been translated into twenty-seven languages. Less Than Zero, The Rules of Attraction, American Psycho, and The Informers have all been made into films. He lives in Los Angeles.
Har man nogensinde været ædru sammen med folk på coke, ved man, hvordan det føles at læse den her bog. Man er fuldstændig afkoblet fra enhver fornemmelse for sentimentalitet, og det er naturligvis også meningen her, og uden tvivl hvad der gør den så uhyggelig at læse, men det gør den også bare irriterende.
absolutely fucking insane. kom til at læse imperial bedrooms først hvilket er mega træls for ville helst have læst denne her først men whatever. kommer til at tænke på denne her bog i så lang tid.
Ved ikke helt hvad jeg skal synes om den. For det første, var det en kæmpe fejltagelse at læse den oversat til dansk!... Slang der bare ikke kan oversættes, og ord hvor man normalt bare ville bruge det engelske (pls ik oversæt pool til pøl...). Ville helt sikkert synes bedre om den engelske version, da jeg som udgangspunkt godt kan lide B.E.Ellis
Hovedpersonen skriver ofte "det ved jeg ikke" og "jeg siger ikke noget", som meget godt beskriver ligegyldigheden i den kultur han er "havnet i". Et skilt ved vejen som han ofte kører forbi lyder "forsvind hér", som egentlig er en reklame for en ferie, men som nærmere virker som en advarsel/ordre til Clay om at han vil miste sig selv i byen...
Med en masse viden om yupoie-kultur og american psycho i bagagen synes jeg stadig det er et spændende emne, men kan slet ikke måle sig med American Psycho (selvom under nul kom først).
Jeg kan egentlig godt lide Bret Easton Ellis' skrivestil og han formår at overraske mig.. Med det sagt så føles denne bog, som en sæson af Seinfeld, som forgår blandt unge, rige weekendkrigere i Californien. Der sker ikke ret meget andet end coke, alkohol og fester side efter side. De starter dagen med coke, så drikker de sig halvfulde inden de tager til fest om aftenen side efter side.. Men stille og roligt samler klodserne sammen og pludselig står du foran et foruroligende tårn.
Jeg tror måske jeg er startet på denne bog 3-4 gange i mit liv. Det er måske første gang jeg har læst den færdig. Og jeg tvivler på at jeg behøver at læse den igen.
Nøgenhed, der går i blodet. Bret Easton Ellis formår virkelig at skildre black moments. Det er fraværet af mennesket, som er ren geradeaus og direkte kurs til det, som vi ikke vil vide af og om mennesket. Hvad sker der, når livet ganske enkelt ikke kan fordøjes, når menneskehjernen bliver en hæmsko for en naturlig reaktion. Dyr og menneske spilles op mod hinanden og afslører en ens råhed, og spørgsmålet er, hvem der bedst kan håndtere at hænge som en luns ud af prærieulvens gab eller måske snarere være iagttager af sceneriet. Glansbilledet er kun at se i solbrilleglasset, der falder i takt med, at solen går ned og ulvene hyler.