What do you think?
Rate this book
Kallocain
This is a novel of the future, profoundly sinister in its vision of a drab terror. Ironic and detached, the author shows us the totalitarian World-state through the eyes of a product of that state, scientist Leo Kall. Kall has invented a drug, kallocain, which denies the privacy of thought and is the final step towards the transmutation of the individual human being into a "happy, healthy cell in the state organism." For, says Leo, "from thoughts and feelings, words and actions are born. How then could these thoughts and feelings belong to the individual? Doesn't the whole fellow-soldier belong to the state? To whom should his thoughts and feelings belong then, if not to the state?"
As the first-person record of Leo Kall, scientist, fellow-soldier too late disillusioned to undo his previous actions, Kallocain achieves a chilling power and veracity that place it among the finest novels to emerge from the strife-torn Europe of the twentieth century.
As the first-person record of Leo Kall, scientist, fellow-soldier too late disillusioned to undo his previous actions, Kallocain achieves a chilling power and veracity that place it among the finest novels to emerge from the strife-torn Europe of the twentieth century.
193 pages, Paperback
First published January 1, 1940
About the author
Karin Boye
98 books264 followersKarin Boye was a Swedish poet and novelist.
She is perhaps most famous for her poems, of which the most well-known ought to be "Yes, of course it hurts" (Swedish: "Ja visst gör det ont") and "In motion" (Swedish: "I rörelse"). She also wrote a few novels including "Kallocain". Inspired by the rise of National Socialism in Germany, it was a portrayal of a dystopian society in the vein of Orwell's Nineteen Eighty-Four and Huxley's Brave New World (though written almost a decade before Nineteen Eighty-Four). In the novel, an idealistic scientist named Leo Kall invents Kallocain, a kind of truth serum.
Boye died in an apparent suicide when swallowing sleeping-pills after leaving home on April 23, 1941.
She is perhaps most famous for her poems, of which the most well-known ought to be "Yes, of course it hurts" (Swedish: "Ja visst gör det ont") and "In motion" (Swedish: "I rörelse"). She also wrote a few novels including "Kallocain". Inspired by the rise of National Socialism in Germany, it was a portrayal of a dystopian society in the vein of Orwell's Nineteen Eighty-Four and Huxley's Brave New World (though written almost a decade before Nineteen Eighty-Four). In the novel, an idealistic scientist named Leo Kall invents Kallocain, a kind of truth serum.
Boye died in an apparent suicide when swallowing sleeping-pills after leaving home on April 23, 1941.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
September 15, 2021
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er med 80 års forsinkelse oversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen.
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2021/09/15/karin-...
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2021/09/15/karin-...
September 25, 2024
Rørende sci-fi om retten til hemmeligheder og modet til at betro sig til andre
May 23, 2026
'Kallocain' er en roman skrevet af Karin Boye og udgivet i 1940. Den foregår i et dystopisk mareridt, hvor verden er delt op i to stater, som udøver fuldkommen kontrol over deres befolkning. Det er politistater, hvor alt overvåges og hvor den enkeltes frygt bliver udgangspunkt for indbyrdes mistro.
Læseren følger Leo Kall og hans opdagelse af et stof, der fjerner folks hæmninger. Efter injicering fortæller man sandheder, der tidligere har været Verdensstaten utilgængelige, eftersom de har været gemt væk i individets sind og natur.
På mange måder minder 'Kallocain' om '1984', en af mine favoritbøger, i både verdensbilledet og udlægning af menneskelig natur. En væsentlig forskel er dog, at 'Kallocain', modsat '1984', fortælles fra synspunktet af en af systemets sympatisører. '1984' giver tidligt indtryk af, at Winston ikke ser sig selv, som et af dystopiets tandhjul. Dette er absolut ikke tilfældet med Leo, som i det første lange stykke tid slet ikke kan forestille sig hvorfor det kunne være relevant at stille spørgsmålstegn ved det liv han lever.
Historien har en sær pacing som er baseret Leos udvikling, som i starten er forfærdeligt langsom, men som pludseligt bliver bragende og altoverdøvende. Et simpelt spørgsmål sætter en kaskade i gang hos Leo, og vækker noget i ham, som ikke længere kan sove: "Er De helt sikker på at De ikke i bund og grund misunder dem deres giftgasinficerede ørkenby?"
Spørgsmålet i sig selv er udfordrende, men det er vigtigere endnu, at det er Rissen, Leos chef og en meget atypisk mand, som stiller det. Forholdet mellem disse to er indviklet og er især der, hvor Boyes verdenssyn får lov til at skinne i gennem.
Det er svært at se bort fra bogens kontekst ifm. Boyes liv. Et afsnit især gjorde mig bedrøvet, både fordi det er smukt og fordi det er smertefuldt. Det er Linda, Leos kone, som fortæller om deres barn og hælder sit liv ud i sin mands hænder:
"Jeg lagde mærke til hvordan han rynkede på næsen på en særlig måde, og jeg tænke: Hvor er det sjovt, sådan gjorde jeg selv da jeg var barn! Sådan så jeg mig selv igen i min søn. Det var en stolt følelse: I ham var jeg næsten lige ved at kunne vokse op til at blive mand. Og jeg lagde mærke til hans latter der minder så meget om din. På den måde kom jeg næsten til at opleve din barndom."
Barnet bliver et spejl for sine forældre og giver dem nyt liv; netop det liv, som Verdensstaten gør alt for at undertrykke. Afsnittet er også [uden at røbe for meget] et vendepunkt, da Leo og Lindas forhold udvikler sig på en måde, der gør, at de tør røbe deres inderste for hinanden.
Boye var lesbisk og kunne ikke nogensinde se frem til, at få et barn med sin partner. Forholdet mellem Leo og Linda er ikke noget at stræbe efter, men det ellers lykkelige afsnit er sørgeligt, fordi det eksemplificerer meget tydeligt, at Boye selv har et ønske (og måske behov) for at dele sin verden men sin partner, på en måde som kun et barn kunne muliggøre. Citatet vidner også om hendes store evne til at skrive med motiver skjult under overfladen. Boye begik selvmord kort efter bogens udgivelse.
Anbefales til fans af genren og dem, som interesserer sig for menneskets psykologiske væsen.
Læseren følger Leo Kall og hans opdagelse af et stof, der fjerner folks hæmninger. Efter injicering fortæller man sandheder, der tidligere har været Verdensstaten utilgængelige, eftersom de har været gemt væk i individets sind og natur.
På mange måder minder 'Kallocain' om '1984', en af mine favoritbøger, i både verdensbilledet og udlægning af menneskelig natur. En væsentlig forskel er dog, at 'Kallocain', modsat '1984', fortælles fra synspunktet af en af systemets sympatisører. '1984' giver tidligt indtryk af, at Winston ikke ser sig selv, som et af dystopiets tandhjul. Dette er absolut ikke tilfældet med Leo, som i det første lange stykke tid slet ikke kan forestille sig hvorfor det kunne være relevant at stille spørgsmålstegn ved det liv han lever.
Historien har en sær pacing som er baseret Leos udvikling, som i starten er forfærdeligt langsom, men som pludseligt bliver bragende og altoverdøvende. Et simpelt spørgsmål sætter en kaskade i gang hos Leo, og vækker noget i ham, som ikke længere kan sove: "Er De helt sikker på at De ikke i bund og grund misunder dem deres giftgasinficerede ørkenby?"
Spørgsmålet i sig selv er udfordrende, men det er vigtigere endnu, at det er Rissen, Leos chef og en meget atypisk mand, som stiller det. Forholdet mellem disse to er indviklet og er især der, hvor Boyes verdenssyn får lov til at skinne i gennem.
Det er svært at se bort fra bogens kontekst ifm. Boyes liv. Et afsnit især gjorde mig bedrøvet, både fordi det er smukt og fordi det er smertefuldt. Det er Linda, Leos kone, som fortæller om deres barn og hælder sit liv ud i sin mands hænder:
"Jeg lagde mærke til hvordan han rynkede på næsen på en særlig måde, og jeg tænke: Hvor er det sjovt, sådan gjorde jeg selv da jeg var barn! Sådan så jeg mig selv igen i min søn. Det var en stolt følelse: I ham var jeg næsten lige ved at kunne vokse op til at blive mand. Og jeg lagde mærke til hans latter der minder så meget om din. På den måde kom jeg næsten til at opleve din barndom."
Barnet bliver et spejl for sine forældre og giver dem nyt liv; netop det liv, som Verdensstaten gør alt for at undertrykke. Afsnittet er også [uden at røbe for meget] et vendepunkt, da Leo og Lindas forhold udvikler sig på en måde, der gør, at de tør røbe deres inderste for hinanden.
Boye var lesbisk og kunne ikke nogensinde se frem til, at få et barn med sin partner. Forholdet mellem Leo og Linda er ikke noget at stræbe efter, men det ellers lykkelige afsnit er sørgeligt, fordi det eksemplificerer meget tydeligt, at Boye selv har et ønske (og måske behov) for at dele sin verden men sin partner, på en måde som kun et barn kunne muliggøre. Citatet vidner også om hendes store evne til at skrive med motiver skjult under overfladen. Boye begik selvmord kort efter bogens udgivelse.
Anbefales til fans af genren og dem, som interesserer sig for menneskets psykologiske væsen.
January 25, 2022
Fremragende! Utrolig velskrevet. Man suges øjeblikkelig ind i bogens virkelighed. Skrevet i 1940 og dog helt aktuel påmindelse om tiltagende overvågning og ensretning og nytte. Overvejelser om nytteværdien af statslige tiltag og menneskelige egenskaber minder i uhyggelig grad om politiske ræsonnementer i dag.
Hej i klasse med og på højde med 1984 og Fagre nye verden.
Læst på svensk, men den nye danske oversættelse er angiveligt glimrende.
Hej i klasse med og på højde med 1984 og Fagre nye verden.
Læst på svensk, men den nye danske oversættelse er angiveligt glimrende.
January 10, 2023
Rystende og god. Jeg kan ikke forklare hvorfor 1984 er løbet med al æren, når den her er så god og langt tidligere.
Ellers samme stil. Dystopisk, grænseoverskridende og højest troværdig for sin samtid.
Ellers samme stil. Dystopisk, grænseoverskridende og højest troværdig for sin samtid.
September 17, 2019
Sådan en vigtig bog (stadigvæk). Jeg er enormt glad for, jeg fandt den i genbrugsbutikken. Jeg elsker Karin Boyes digte, men hold op, hun er også en mester indenfor prosa!
July 31, 2025
Tankevækkende sciences fiction bog der absolut ikke er blevet mindre relevant siden den blev skrevet. Absolut værd at læse.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews