The Stranger

by Albert Camus, Matthew Ward (Translator)

Published in 1942 by French author Albert Camus, The Stranger has long been considered a classic of twentieth-century literature. Le Monde ranks it as number one on its "100 Books of the Century" list. Through this story of an ordinary man unwittingly drawn into a senseless murder on a sundrenched Algerian beach, Camus explores what he termed "the nakedness of man faced with the absurd."

Genres: Classics, Fiction, Philosophy, France, Literature, Novels, French Literature

123 pages, Paperback

First published May 19, 1942

About the author

Works, such as the novels The Stranger (1942) and The Plague (1947), of Algerian-born French writer and philosopher Albert Camus concern the absurdity of the human condition; he won the Nobel Prize of 1957 for literature.

Origin and his experiences of this representative of non-metropolitan literature in the 1930s dominated influences in his thought and work.

He also adapted plays of Pedro Calderón de la Barca, Lope de Vega, Dino Buzzati, and Requiem for a Nun of William Faulkner. One may trace his enjoyment of the theater back to his membership in l'Equipe, an Algerian group, whose "collective creation" Révolte dans les Asturies (1934) was banned for political reasons.

Of semi-proletarian parents, early attached to intellectual circles of strongly revolutionary tendencies, with a deep interest, he came at the age of 25 years in 1938; only chance prevented him from pursuing a university career in that field. The man and the times met: Camus joined the resistance movement during the occupation and after the liberation served as a columnist for the newspaper Combat.

The essay Le Mythe de Sisyphe (The Myth of Sisyphus), 1942, expounds notion of acceptance of the absurd of Camus with "the total absence of hope, which has nothing to do with despair, a continual refusal, which must not be confused with renouncement - and a conscious dissatisfaction."
Meursault, central character of L'Étranger (The Stranger), 1942, illustrates much of this essay: man as the nauseated victim of the absurd orthodoxy of habit, later - when the young killer faces execution - tempted by despair, hope, and salvation.

Besides his fiction and essays, Camus very actively produced plays in the theater (e.g., Caligula, 1944).

The time demanded his response, chiefly in his activities, but in 1947, Camus retired from political journalism.

Doctor Rieux of La Peste (The Plague), 1947, who tirelessly attends the plague-stricken citizens of Oran, enacts the revolt against a world of the absurd and of injustice, and confirms words: "We refuse to despair of mankind. Without having the unreasonable ambition to save men, we still want to serve them."

People also well know La Chute (The Fall), work of Camus in 1956.

Camus authored L'Exil et le royaume (Exile and the Kingdom) in 1957. His austere search for moral order found its aesthetic correlative in the classicism of his art. He styled of great purity, intense concentration, and rationality.

Camus died at the age of 46 years in a car accident near Sens in le Grand Fossard in the small town of Villeblevin.

Chinese 阿尔贝·加缪

Reviews

[Selmaogesther]

Synes det var spændende at læse om en følelseskold og moralsk forladt mands møde med et samfund. Det fik mig til at tænke på, hvordan samfundets normer og regler jo egentlig er baseret på følelser - ægteskabet som institution, loven osv findes jo, fordi vi mennesker har følelser.🤯🤯 kan i følge mig?
Men fremstillingen af kvinder forurener virkelig min læseoplevelse i bøger som denne. Ellers så spændende litteratur, men er så træt af at læse om mænd der hader deres mødre og kærester 😭😭😭
Kan man ikke være en spændende mandlig tænker uden at hade kvinder🙏🥺😔
Forstår godt at der kan være en pointe i en sexistisk hovedperson, og eksistentialisterne fremskriver jo også deres karakterer som uduelige. Pisser mig bare af, at det altid skal være på bekostning af de dumme kvinder - Er der andre feminister på linjen der bliver trætte af kvindehad?? Let me know 😘

[Laurits Vilandt Wrang]

I slutningen af en af de første kapitler siger hovedkarakterens kvindetæskende ven; “Vi mænd forstår hinanden.” Jeg måtte lukke bogen, kigge op i loftet i 15 minutter og tænke på alle de gange en anden mand havde sagt eller hentydet noget lignende til mig, i en antagelse om at jeg måtte være med på den sexistiske jargon.
Det, og fortællerens dissociation fra sine omgivelser gjorde virkelig indtryk.

[SigridHejeHolst]

“Filosofisk roman. Vigtig læsning” + en togtur mod Prag. Genialt at have en gammel paperback til at ku skrive i undervejs. Fantastisk skrevet, ekstremt spændende principt, men stadig letlæseligt

[Elina Odisho]

Jeg er fan af Camus. Meget morsom læseoplevelse, vil jeg sige. Dog sætter den alligevel gang i nogle tankeprocesser - det kan jeg også godt lide.

[Mathias Holk Stoltenberg]

4,5

Virkelig en interessant og tankevækkende bog om meningsløshed og eksistens. Camus skriver fremragende. Særligt afslutningen af bogen er god, hvor Camus’ filosofi om absurdisme bliver konfronteret og argumenteret for og imod.

[Peter Halbye]

Hold nu op! Forstår camus hypen nu. Troede bare det var smarte folk på su, der røg for mange cigaretter og hører The Cure, som lod som som de kunne lide ham. Der er noget om sagen! Spændene karakter, nok meget godt man ikke er venner med ham.

[Holger Friis]

Hvad synes jeg om den. Tjaa idk den var vel meget god. Det betyder ikke så meget.

[caroline]

jeg fik kvalme af at læse den

[Nicolai Svennesen]

Virkelig en god læseoplevelse!!

Glæder mig til at læse den igen om et års tid og genbesøge den. Er lidt paf pt.

Kunne lidt trække tråde til mit sabbatår uden det store indhold, når han sidder i sin fængselscelle😂😂 men på en inspirerende måde. Nydelsen i absolut ingenting.

At læse et stort værk kan være så intimiderende, men har på fornemmelsen at denne bog vil få et hvert menneske til at reflektere til trods for hvor klog og poetisk man end er.
Læs den venner:)

[Laura Vedelslund]

4,5
Der skete rigtig meget og meget lidt på samme tid

[Gry Paulsen]

Speciel bog. God bog. Kan godt lide den, meget. Men den væltede mig ikke omkuld

[Tobias Bak]

Hvis du ikke har læst Albert camus endnu, what are u even doing? Interessant og absurd på samme tid (har ikke lige set en YouTube explainer)

[Erna Juhl]

Eksistentialisme i bedste stil. Jeg blive aldrig træt af at genlæse dette forunderlige væk, der viser hvor vigtige vores reaktioner i forhold til andres forventninger i samfundet er.

[Maria]

Noget af det, jeg bedst kan lide er, at alle de sociale forventninger jeg har til hovedpersonen, hele tiden blier udfordret. Han lever ligesom aldrig op til en eneste af dem. Og hvordan forventningerne til bogen også blier udfordret. Helt fra starten regnede jeg med, at bogen på en eller anden måde skulle handle om vores hovedpersons manglende evne til at håndtere tab og sorg. Det skulle den så ikke.

Kontrasten mellem helt groteske og vanvittige scenarier og hovedpersonens komplette ligegyldighed overfor dem er virkelig mesterligt skrevet. Helt ned til, at hovedpersonen taler lidt som en robot nogen steder.

Det er ret cool hvordan hele bogens første del er ret sjov på sådan en mørk og grotesk måde, mens anden del faktisk kom lidt under huden på mig med sådan ægte, dyster tristhed.
Og så er det en nice detalje at han har sådan en næsten Bourdieusk kritik at retsvæsnet.

Bedste citater:
Fra før drabet: "Jeg sagde, at mor var død. Da hun ville vide hvornår, svarede jeg: „I går.“ Det gav et lille sæt i hende, men hun kommenterede det ikke. Jeg var lige ved at sige, at det ikke var min skyld, men jeg tog mig i det, fordi jeg kom i tanker om, at jeg allerede havde sagt det til min chef."

Fra fængslet: "Da fængselsbetjenten en dag sagde til mig, at jeg havde været der i fem måneder, troede jeg på ham, men jeg forstod det ikke."

Fra retssagen: "På det tidspunkt bemærkede jeg, at alle hilste på hinanden, kaldte på hinanden og snakkede som i en klub, hvor man er glad for at være sammen med folk fra de samme kredse. Jeg forstod også den underlige følelse, jeg havde af at være tilovers, lidt som en ubuden gæst."

Honorable mentions:
"Og det var, som om jeg bankede kort fire gange på døren til ulykken."

"Alle normale mennesker havde mere eller mindre ønsket, at deres kære skulle dø."

"Men jeg kunne ikke rigtig forstå, hvordan et almindeligt menneskes egenskaber kunne blive til en knusende belastning for en skyldig"

"Jeg bebrejdede hver gang mig selv, at jeg ikke havde været opmærksom nok på, hvad der fortaltes om henrettelser. Man burde altid interessere sig for den slags. Man ved aldrig, hvad der kan ske."

[Emilie Duelund]

Den fremmede er berømt for sin første sætning "I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke", og det giver god mening. Dels fordi det er en fuldstændig vanvittig sætning: Hvem ved ikke, hvornår deres mor er død?! Dels fordi at den er kendetegnende for sproget i resten af bogen. Den er ret letlæselig og tilgængelig og er ret så spændende. Hvem er den fremmede egentlig? Er det jeg-fortælleren? Er det araberne? Er det præsten til sidst i fortællingen? Og hvad er man fremmed fra?
Jeg-fortælleren er mega spændende, for han har et mærkeligt syn på verden. Helt vildt afstumpet og ligegyldigheden har ingen grænser. Alligevel kan man godt holde af ham, fordi han egentlig ikke med vilje ønsker nogen ondt. Også selvom han faktisk slår han et menneske ihjel. Man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar og det er sgu meget fedt.

[Natalie Sprunk-Jansen]

Altså den var da fin og bidrog med stof til eftertanke, men jeg forstår ikke, at det her bare skulle være bogEN.

Jeg er måske bare for dum til at forstå den ordentligt eller også skal man “gide” lægge noget mere analytisk tankeværk i den end jeg lige gad, men jeg kan ikke lade være med at føle, at folk belønner det halvhjertede værk ved bare selv at fylde tomrummet op med alle mulige storartede tanker og konklusioner.

Det gjorde mig i lidt bedre humør at gå ind og læse 1-stjerne reviews om bogen (og i mindre godt humør at læse de akademiske hate kommentarer på de dårlige anmeldelser, men det er en anden sag).

[Ellen Holm]

Den er så godt skrevet, men jeg ved ikke om det er noget jeg kan relatere til. Jeg tror det han skriver om, er noget alle føler engang imellem, og nogen lever sit liv sådan. Jeg ved ikke hvem jeg ville være, hvis jeg ikke sørgede over en død i lang tid, eller søgte efter et guddommeligt svar på meningen i livet. Måske forstår jeg ikke hans budskab, jeg ved det ikke. Men han rammer plet på nogen pointer. Han virker vis.

[Jørn Lybech]

Det er en ret udfordrende bog. Nok nem at læse, men samtidig foruroligende i dens meningsløshed. Egentlig sker der jo ikke meget.
Alligevel er historien grænseoverskridende og absurd, fordi så meget foregår i hovedpersonen Mersualts hoved, og hans tanker eller meninger om livet er så få og små at man hele tiden bliver provokeret!
Så gør dog noget, har jeg mest lyst til råbe!

[Jonathan Skovdal]

Som regel er jeg ikke meget for åbne slutninger, men netop i denne bog virker det meget passende taget protagonistens ligegyldighed overfor verden, og alt hvad der sker for ham i betragtning. På sammen kan det vel også være ligegyldigt, om han ender med at blive henrettet eller ej.

[Sarah Høy]

3,5 stjerner, Meget anderledes fra hvad jeg normalt læser, but not bad. Det sådan en man kan få lov til at tænke over længe efter man er færdig med at læse den

[Freddyoyo]

Alle Camus’ bøger har på en eller anden måde lidt samme morderplot, og de ender alle også med på en helt absurd(haha get it) måde at give mig håb og livsglæde. Meget mærkeligt

[Julie Knudsen]

Hyldet som en stor eksistentiel, filosofisk bog... dog ikke helt hvad jeg fik ud af den. Mere et studie i et menneske, der ikke føles så menneskelig.

[Costa Stender]

Virkelig interessant og ligetil bog. Er der overhovedet nogle grund til at gøre noget nå ingenting virkelig har nogle mening? Jeg er meget nem at influere

[Naja]

Vækker tusindvis af tanker

[Bili Nikolic Megyessi]

Så fedt skrevet :) -mange sjove detaljer

[Iben Engberg]

Virkelig ikke min kop te. Meget irriterende hovedperson, men hurtigt læst

[Elias Hollier Bodal]

Den var faktisk ret fed.

[Gabriel Thrane]

Jeg skal ikke bruge en ‘write a review’-knap, jeg skal desperat bruge en ‘jeg forstår hvorfor dette er en Klassiker og jeg havde en rar læseoplevelse, men mit liv er ikke rystet i sin grundvold så 5 stjerner virker også lidt overilet’-knap. Tak

[Julius Cramer Andersen]

Meget interessant indblik i en hjerne, der er meget pragmatisk anlagt, hvis man kan beskrive det sådan. Måske har denne været en forløber til bøger som American psycho. Den lægger sig i kontrast til for eksempel raskolnikov i forbrydelse og straf eller Ivan i karamazovbrødrene, der begge to håndterer at have begået et mord på vidt forskellige måder, helt anderledes fra Meursaults.
Jeg tænker over, om hans udbrud i slutningen af bogen var begyndelsen på en omvending mod religionen, fordi han endelig satte ord på sin frustration og på hans egen opfattelse af det retfærdige og hvordan andre havde svigtet denne. Det ville ihvertfald være en interessant slutning på bogen, som ikke giver en klar vej fremad til fortsættelse

[Peter Slessing]

fantastisk bog, som på korte 159 sider, formår at give dig fuld forståelse for hovedkarakteren, og hvorfor ham selv, og dem omkring ham reagerer som de gør

en klassiker, og af god grund