Written in the splendid bareness of her late style, these pages are Marguerite Duras's theory of literature: comparing a dying fly to the work of style; remembering the trance and incurable disarray of writing; recreating the last moments of a British pilot shot during World War II and buried next to her house; or else letting out a magisterial, so what? To question six decades of storytelling, all the essays together operate as a deceitful, yet indispensable confession.
Marguerite Germaine Marie Donnadieu, (4 April 1914 -3 March 1996) known as Marguerite Duras, was a French novelist, playwright, screenwriter, essayist, and experimental filmmaker.
Her script for the film Hiroshima mon amour (1959) earned her a nomination for Best Original Screenplay at the Academy Awards.
Læste den nye udgave, 2025, med forord af Eva Tind. Duras skriver uden tvivl sublimt, men jeg havde alligevel problemer med at følge hendes tankestrømme og det blev af og til repeterende og lidt syret. Men et fint kig ind i skriveprocessen.
At være alene med den bog, der endnu ikke er skrevet, er stadivæk at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.
Det er at forsørge ikke at dø af det.
Der er selvmord i en forfatter ensomged. Man er ensom helt ind i sin egen ensomhed. Altid ubegribeligt. Alltid farligt. Ja. En pris, der skal betales, fordi man har vovet at gå ud og skrige.
Det er det, der er i bogen; Ensomheden i de er hele verdens ensomhed.
Jeg har aldri løjet i en bog. Ikke engang i mitt liv. Kun over for mænd.
"Nogen forfattere er rædselsslagne. De er bange for at skrive. Det, der har spillet ind i mit tilfælde, er måske, at jeg aldrig har vært bange for at være bange." (34)
Så snart et menneske er alene, vipper det på kanten af galskap (35)
Den første del om forfatterens proces var meget fængslende. Men de efterfølgende noveller var håndgribelige og sært indforståede - der tabte hun mig som læser. Startede forventningsfuldt på 4 stjerner, men det blev for meta.