Jeg har det tvetydigt med denne bog.
Den rejser helt indlysende en vigtig debat, som fortjener den kvalificerede danske vinkel, den hermed får. Jeg arbejder selv med den type konsulentopgaver, hvor risikoen for "pseudoarbejde" er evigt nærværende. Altså, opgaver og funktioner, som primært tjener til at opretholde sig selv og det rituelle, symbolske system, de indgår i; IKKE til at skabe ubestridelig værdi for nogen. Og jeg kan bevidne, at der er noget om snakken. Meget, faktisk.
Forfatterne har bestemt gjort et solidt stykke arbejde: de inddrager en masse forskning, debatlitteratur og interview med en lang række navngivne og anonyme kilder, som giver vidt forskellige og dog sammenfaldende øjenvidneberetninger om pseudoarbejdets afskygninger. [Man kunne indvende, at det ikke ville have skadet, hvis de havde strammet teksten lidt op, så de mindst halvtreds sider, hvor pointer lige gentages en ekstra gang, var sparet væk.]
Det er desuden en styrke (eller i hver fald et potentiale), at bogens to forfattere kommer fra hver deres politiske udgangspunkt til venstre henholdsvis til højre på det politiske spektrum.
Undervejs opstod der dog en del forbehold:
For det første er det i mine øjne en svaghed, at bogen ikke i tilstrækkelig grad diskuterer og udfolder det begreb om "værdiskabelse" (og fravær af samme), som dens argument helt klart forudsætter. Det er et problem, som er den helt store elefant i rummet i alle de utallige kontorbygninger, hvor pseudoarbejdet udfolder sig, og så er det jo lettere ironisk, at problemet et stykke ad vejen flytter med ind i en bog, som netop vil gøre op med miseren.
Min erfaring er, at værdiskabelsesbegrebet faktisk er meget svært at få greb om. Eksempelvis er ikoniske Apple indiskutabelt den tech-virksomhed, som har gjort mest for at sætte værdiskabelse for fx mobiltelefonbrugere i højsædet, rent historisk, men er Apples rolle stadig at være værdiskabelsens forkæmpere? - eller handler det i dag ikke mest om at få prakket folk flest mulige nye (men kun marginalt ændrede) telefoner på, år efter år efter år? Er det værdiskabelse med den "planlagte forældelse", som tydeligvis er en del af strategien i dag? Forfatterne kradser lidt i overfladen på dette problem med kritiske refleksioner om, hvorvidt det, 'markedet' vil betale for, reelt er værdifuldt, men jeg synes ikke, disse refleksioner kommer i mål.
Undervejs bliver det dermed til lidt for megen snak om "mening". Man er ganske enkelt ikke så godt hjulpet ift. at erkende og gøre op med pseudoarbejdet, hvis målet bliver "meningsfuldt" arbejde. Min erfaring er, at der udføres enormt meget arbejde, som deltagerne autentisk oplever som meningsfuldt, men som ikke skaber nogen eller kun meget lidt værdi for andre. Den eneste, hårde test, som pseudoarbejdet aldrig kan bestå, er: "skabte du reel og betydelig værdi på en bæredygtig måde? Hvordan og for hvem? Skabte du så meget værdi, som det var muligt, givet de rammebetingelser, der var for dit arbejde?"
For det andet bliver forfatternes samfundsdiagnostiske og -kritiske perspektiv i praksis utilstrækkeligt. De henviser til, at roden til pseudoarbejdet primært er det manglende opgør med industrisamfundets tænkemåder og organisatoriske former – og dermed til, at vi fokuserer for meget på kvantitet og for lidt på kvalitet. Det kan der være noget om, men hvorfor? Det er ikke overbevisende, at se det som en forglemmelse, en tankeløshed. For mig at se, får man ikke fat på essensen uden eksempelvis at tematisere kapitalisme (og den neoliberalisme, som fx har drevet det åndsformørkede New Public Management-tog i den offentlige sektor) såvel som leder-, ledelses- og hierarkidyrkelsen på både højrefløjen og den socialdemokratiske venstrefløj. Heri ligger en forspildt mulighed: Hvorfor går Dennis Nørmark eksempelvis ikke for alvor i clinch med sin egen historik som Liberal Alliance-mand? Er der ikke brug for at tænke nærmere over sammenhængen mellem et økonomisk system, som er indiskutabelt afhængigt af evig, eksponentiel (og på alle måder ubæredygtig) vækst, og en samfundsindretning, hvor maksimering af arbejdsudbuddet, "sund konkurrence", "det skal kunne betale sig at arbejde" osv. dominerer dagsordnen? Drives adfærden på arbejdspladserne ikke af den senmoderne subjektivitet, hvor driften mod mere forbrug, nydelse og komfort, mod flere positionelle goder, står mere eller mindre uimodsagt? Er vores uhæmmede forkærlighed for bureaukratisk pseudoarbejde ikke en utilsigtet, men forudsigelig konsekvens af dyrkelsen af henholdsvis statslige og markedsmæssige former og mekanismer?
Fraværet af et potent kritisk perspektiv viser sig også i form af tvivlsomme påstande. Fx henviser bogen til frisat kreativitet i it-branchen som kilden til bestemte virksomheders succes. Altså, tid som friholdes fra tidsregistreringssystemernes drift mod pseudoarbejde. Som eksempler nævnes Bill Gates’ "think weeks" (uger, hvor han angiveligt trækker stikket ud, læser bøger og tænker) som en kilde til Microsofts succes. Og Googles berømte "20 Percent Project", hvor medarbejderne blev opfordret til at bruge en femtedel af deres tid på, hvad de hver især vurderede ville give mest værdi for Google (det er en praksis, Google for længst har afskaffet). Her er man fristet til at råbe "bullshit!". Microsoft og Google er for mig at se primært en historie om, hvad man kan få ud af hensynsløst og aggressivt at opbygge og beskytte netværkseffekter som kilde til monopolistisk magt. Bogen mangler i det hele taget et magtperspektiv.
Den korte, afsluttende del diskuterer løsninger. Det store slagnummer er forslaget om borgerløn. Det er bestemt en diskussion værd, men denne del af bogen fremstår i det store hele impotent. Min påstand vil være, at der skal lægges meget mere eksplicit og definitiv afstand til både socialdemokratisme og neoliberalisme, hvis vi skal have udsigt til at frigøre os fra pseudoarbejdets svøbe (og i øvrigt styre uden om en truende miljømæssig katastrofe).