Hvad der slår mig her efter anden gennemlæsning af Kongens Fald er, hvor blændende godt skrevet romanen er. Jeg har et særligt godt øje til digteren J.V.J, især Johannes den Yngre, ikke mindst digte som Paa Memphis Station, Interferens og Ved Frokosten gør et stort indtryk. Samme lyriske lydhørhed finder man til overmål i Kongens Fald, der oprindeligt udkom i tre dele, Foraarets Død, Den store Sommer og Vinteren, for så endelig at blive forenet under fællestitlen Kongens Fald i efteråret 1901.
Netop det, at romanens tilblivelse er sket i ryk, gør, at romanen virker mere amorf, end måske godt er. I hvert fald hvis man er typen, der elsker sømfrie plots. Sammenhængskraften bliver heller ikke mindre af, at Jensen puster liv i hele tre (rivaliserende) protagonister, Mikkel Thøgersen, Axel og Otte Iversen, hvis skæbner på utrolig og tragikomisk vis vikler sig ind i hinanden - og ofte med Limfjorden som bagtæppe for al spektaklet. Som så ofte skyldes miseren, at der kommer et par kvinder på tværs. Dertil føjer der sig et bipersongalleri. Og kongen, naturligvis. Der er altså ret mange aktanter løs i en roman, som ikke er meget mere end 250 sider lang.
Man kan sige, at romanen spænder sig ud mellem psykologiske portrætter på den ene side, og en række historiske begivenheder malet op med fiktionens pensler på den anden. Dertil er der alle miljøbeskrivelserne fra det århundrede, romanen udspiller sig i. Det hele strækker sig over noget, der ligner 40 år, og som læser får man en fornemmelse af langt levet liv, når vi følger Mikkel, først som forvirret og fattig student i København og dernæst soldat, til han mange år efter ender sine dage som kongens melankolske opvarter på Sønderborg Slot. Mærket af livet og en hel del klogere. Men hvem er egentlig denne Mikkel Thøgersen, når alt kommer til alt? En ensom tjener, der aldrig blev herre i sit eget liv? Han synes dog at nå til en eller anden forklarelse eller eksistentiel ligevægtig med hjælp fra kristendommen. Krig interesserer ham i hvert fald ikke synderligt, da han når en moden alder.
Men Kongens Fald er først og fremmest stor ordkunst. Lad mig illustrere det med en passage fra kapitlet Hjemløs, hvor Jakob Spillemand og pigen Ide (Mikkels uægte barnebarn) finder ly og læ for natten i en fiskerhytte lidt syd for Skagen:
"Hele Stuen løftede sig snart som et flammende Køretøj, hvor Jakob sad kusk med sin dumdristige Mine og sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i Agestolen, forklaret af ny Ungdom, og Ides og Børnenes Engleansigter svævede over den skybaarne Konkylie. Havet kogte ude i Stranden, og Stormen jog Flyvesand mod Blæreruden, men det var Stjærnerne, der støvede imod dem, mens de kørte i Stads gennem alle syv brusende Himle."