Familien Thomsen er strandet i Gammelkøbing efter at de har måttet gå fra den fædrene gård. Familien består af den lille, vanskabte Emanuel Thomasen kaldet Thummelumsen, hans gamle moder, Mor Karen og hanen Mortensen. Sammen driver de en lille forretning, og det er Emanuels mål at købe gården tilbage. Han tager derfor ekstrajobs, bl.a. som tjener i "Ædedolkenes Klub", hvor de to uadskillige venner, toldkontrollør Knagsted og overlærer Clausen er medlemmer.
Mens man læser, mærker man tydeligt, at Gustav Wied har haft humoristisk sans. Så vidt jeg kan vurdere, er det meningen at bogen (også) skal være morsom, men efter 116 år er humoren desværre noget forældet. Det er muligt at den var sjov i 1899, men jeg morede mig nu ikke.
Når det er sagt, har bogen dog andre kvaliteter, særligt i persontegningen. Den er let nok læst, men nogen stor oplevelse var det nu heller ikke.
Ha! Sjældent har jeg været så godt underholdt af en bog. God historie, godt fortalt og med et besynderligt persongalleri, som man kun kan elske og elske at hade. Der er et par af de lokale sladrekællinger, bare de åbner munden i bogen, har man lyst til at stikke dem en flad. Det er så fantastisk godt skrevet.
Den här boken är så elak! En mycket misantropisk samhällssatir. Jag älskade den när jag läste den som tonåring, så jag har sparat den i åratal. Men nu när jag läser om den sätter jag den elaka lyteskomiken i halsen. Hela historien driver med all skenhelighet som gror i medelklassen.
Den är mycket lättläst, med driven dialog, och levande gestaltade karaktärer, men jag har ändå svårt att tänka mig den filmatiserad - annat än möjligen som animerad saga - pga den elaka lyteskomiken. Det är det förra sekelskiftets deppiga spleen som dominerar. Den lyfter dock något mot slutet.
Den negativa synen på den mänskliga naturen, personifierad av tullkontrollör Knagsted, med så luden kroppsbehåring att han kallas Esau, men bakom ryggen fått det än hårdare smeknamnet 'Livets ondska', hans sursalta kommentarer får mot slutet en viss motbalans av lektor Clausen, som gärna vill se det goda i människan. Men inte mycket i intrigen understödjer Clausens livssyn, men desto mer Knagsteds. Men hur än negativ, så är han det alltid med gott humör, han deppar aldrig själv, han bara 'gillar läget', går sin egen väg, vägrar huka under dubbelmoralen.
Men så mycket djupare innehåll hittar jag inte idag. Den utgåva jag läste kallas 'klassiker', men boken hör mer till den lättviktiga populärgenren.
Ganske udemærket fortælling men jeg tror jeg havde syntes bedre om den hvis jeg havde læst den i stedet for at høre den som lydbog hvor oplæseren ikke helt magtede dialekterne.