Mesteren i selvrealiseringslitteratur er ikke helt i mål. Den store kærlighed lader vente på sig. Eller gør den?
Jeg blev spurgt, hvilken genre denne bog hører under. "Non-fiktion, selvrealiserende, eksperimentel chick-lit" var mit bedste bud. En kvindelig journalist, der sætter sig selv under lup, gennem en række eksperimenter med en tone, der harmonerer med reality-tv. Det er god underholdning.
Man skal dog være forsigtig med at lade sig rive med af hendes mange citeringer og henvisninger til bøger. Hendes titel som journalist kan drive gæk med en, og det kan være fristende at lede efter sandheder.
Noget af det, jeg særligt tager med fra bogen, er hendes repræsentation og nysgerrighed på de mange måder, man kan leve sit liv på. Hun skildrer fint sine refleksioner om at føle sig forkert som singlekvinde i vores samfund.
Når man føler sig forkert, er det let at lede efter skyldige uden for sin egen sfære, og guderne skal vide, at der er rigeligt med institutionaliserede rammer, der får kvinder til at føle sig forkerte (hvilket hun også udpensler i et alt for langt afsluttende kapitel), men man kan ikke ændre andre, man kan kun ændre sig selv. Power gør et fint stykke arbejde med at analysere de mange elementer, der er på spil, mens hun samtidig tager ansvaret på sig til selv at finde nye veje.
Flere af de pointer, hun arbejder sig frem til, ræsonnerer fint med selvforståelsen, selv om man ikke er single. Der er rigeligt at spejle sig i, Power er generøs med sine refleksioner, og spørgsmålene, hun undersøger, om hvor kærligheden skal komme fra, er tilladt at stille for alle.
Sidst, men ikke mindst, så tager jeg hendes farverige og nuancerede beskrivelser af de mange liv deres leves med. På en uprætentiøs facon giver hun mulighed for empatisk nysgerrighed i storbyens (og nok også vestens) diversitet. I en verden med mere splittelse end nogensinde er denne nysgerrighed gavnlig.