What do you think?
Rate this book
Om udregning af rumfang #3
Tilavuuden laskemisesta III
Kansainvälisen menestyssarjan kolmas osa jatkaa ajan virrasta rannalle jääneen Taran tarinaa
Tara Selter on yhä jumissa marraskuun 18. päivässä, joka on toistanut itseään jo yli kolme vuotta normaalin ajankulun mukaan mitattuna. Tara on yrittänyt tuloksetta palata takaisin normaaliin aikaan. Hän on yrittänyt tuoda vuodenajat takaisin elämäänsä matkustamalla pohjoiseen ja etelään. Nyt hän kuitenkin tietää, ettei ole ainoa samaan päivään haaksirikkoutunut.
Solvej Ballen palkittu ja ylistetty Tilavuuden laskemisesta -septologian kolmas osa jatkaa Taran ponnisteluita luoda itselleen lisää tilaa ahtaan ajan sisään. Mitä tapahtuu, kun hänen elämäänsä alkaa ilmestyä yhä uusia ihmisiä, jotka ovat myös marraskuun 18. päivän vankeja?
Sarjan kolme ensimmäistä osaa palkittiin Pohjoismaiden neuvoston kirjallisuuspalkinnolla vuonna 2022. Kosmos on julkaissut aikaisemmin sarjan osat I ja II.
Solvej Balle on tanskalainen kirjailija, joka keräsi mainetta 1990-luvulla romaanillaan Ifølge loven. Tilavuuden laskemisesta -septologia on Ballen näyttävä paluu kirjallisuuden kentälle.
Tara Selter on yhä jumissa marraskuun 18. päivässä, joka on toistanut itseään jo yli kolme vuotta normaalin ajankulun mukaan mitattuna. Tara on yrittänyt tuloksetta palata takaisin normaaliin aikaan. Hän on yrittänyt tuoda vuodenajat takaisin elämäänsä matkustamalla pohjoiseen ja etelään. Nyt hän kuitenkin tietää, ettei ole ainoa samaan päivään haaksirikkoutunut.
Solvej Ballen palkittu ja ylistetty Tilavuuden laskemisesta -septologian kolmas osa jatkaa Taran ponnisteluita luoda itselleen lisää tilaa ahtaan ajan sisään. Mitä tapahtuu, kun hänen elämäänsä alkaa ilmestyä yhä uusia ihmisiä, jotka ovat myös marraskuun 18. päivän vankeja?
Sarjan kolme ensimmäistä osaa palkittiin Pohjoismaiden neuvoston kirjallisuuspalkinnolla vuonna 2022. Kosmos on julkaissut aikaisemmin sarjan osat I ja II.
Solvej Balle on tanskalainen kirjailija, joka keräsi mainetta 1990-luvulla romaanillaan Ifølge loven. Tilavuuden laskemisesta -septologia on Ballen näyttävä paluu kirjallisuuden kentälle.
174 pages, Paperback
First published September 21, 2021
83 people are currently reading
1625 people want to read
About the author
Solvej Balle
24 books342 followersSolvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede det ambitiøse og filosofiske syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, for de første fire bind
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 192 reviews
March 2, 2025
Part III...by now either you have either given up or you're hooked. For me it's definitely the latter. And the more I progress the more I admire what Solvej Balle is doing. By restraining herself to 18 November, she has actually created a world of endless possibilities and the space to contemplate them. Themes in this third instalment are memory and human responsibility. There is a deep sadness underneath about the way life has been upended, but at the same time life goes on and it never becomes tragic or resigned.
I won't spoil the plot except to say there are some unexpected developments.
I love the Dutch translation, either it is exceptionally well done or Danish and Dutch are so similar that it is the original being replicated closely.
I won't spoil the plot except to say there are some unexpected developments.
I love the Dutch translation, either it is exceptionally well done or Danish and Dutch are so similar that it is the original being replicated closely.
April 21, 2024
I septologins tredje del får Tara äntligen sällskap. Nu är det inte bara Tara i den artonde novembers upprepning, utan Tara och Henry. Solvej Balle övertygar när hon beskriver den väsentliga skillnaden mellan att vara fast i tiden ensam eller tillsammans med en lekkamrat. Jämför filosofen Martin Bubers lära om det mänskliga mötet mellan två människor, hur Jag och Du (till skillnad från Jag och Det) innebär att vi ingår en relation med oändlig innebörd. I ett möte är den andre inte ett objekt för min erfarenhet, hen är ett subjekt som är med och skapar mitt ”jag”, liksom jag deltar i skapandet av ett ”du”. Att vara ensam som Tara varit i de två tidigare böckerna, är nästan omänskligt eftersom människan är en social varelse.
”Vi ställer frågor. Vi utbyter erfarenheter. Vi överväger och speglar och jämför våra upplevelser i den artonde november. Vi pratade om tingens opålitlighet, nattens övergångar, vår förvåning och de små striderna med den artonde novembers fenomen.”
Om den första bokens modus operandi var ensamhet och den andra ensamhet och klimatkris så är det nu dialektik och digitalisering som står i fokus. Men varje bok har trots sitt nätta omfång stort och brett innehåll där grundfundamentet består i vad det är att vara människa, filosofi och historia. Med den enkla idé som Balle fick när hon tappade sin väckarklocka 1987 för hon samman sinnen, idéer och det levande livet, och hon gör det bra. Ibland ler jag stort när jag läser hennes prosa för den är så löjligt bra.
Tara och Henry lever i ”en värld som ömsar sitt digitala skinn varje natt”. ”Försvinnandet i det digitala intet” skriver Balle ”var alltför likt tillvaron före den artonde november”. Mobiltelefonerna är opålitliga, likaså den ström av bilder och tecken som forsar fram på internet. Ting – som inte är digitala – går att behålla från en artonde november till en annan om de används eller ligger med i sängen. Det får mig att tänka på alla saker jag samlar omkring mig men som jag egentligen inte använder.
Det är svårt för oss att se det som finns mitt framför näsan, det vi är vana vid. Hur märkligt det är egentligen att vi föds och dör exempelvis. Kanske krävs något lika besynnerligt som ett stopp i tiden för att vi ska kunna få syn på vår plats i historiens malström. Tara läser om det fallna romarriket och funderar på om deras misstag var att de valde bort råg som energikälla. Kanske är vi mitt i fallet?
Jag uppskattar allt Balle skriver, inte minst det om feminism, konst och historia. Via Tara framför Balle ett brandtal varför kvinnor bör intressera sig för historia. Exempelvis var världens första författare (som vi känner till) en kvinna från Mesopotamien (Irak). Hon hette Enheduanna och levde för cirka 4 000 år sedan. Detta säger Tara i ett svar till Henry som ”försökte förklara min värld för mig genom att klättra över på min sida av staketet, men jag tyckte att det var ett staket som han själv satte upp medan han klättrade”.
Sen möter de ytterligare två som fastnat i tiden och det innebär ännu fler sätt att tolka och hantera situationen de hamnat i. Tara och Henry ser sig som monster som parasiterar på jordens resurser. De försöker orsaka minsta möjliga skada genom att äta mat som ändå ska slängas exempelvis. De andra två ser sig som utvalda för att göra skillnad, de vill förbättra den artonde november genom att förhindra olyckor. De har fortfarande hoppet kvar om att det en dag åter ska bli den nittonde.
Jag hyser också stort hopp, om en spännande fortsättning!
”Vi ställer frågor. Vi utbyter erfarenheter. Vi överväger och speglar och jämför våra upplevelser i den artonde november. Vi pratade om tingens opålitlighet, nattens övergångar, vår förvåning och de små striderna med den artonde novembers fenomen.”
Om den första bokens modus operandi var ensamhet och den andra ensamhet och klimatkris så är det nu dialektik och digitalisering som står i fokus. Men varje bok har trots sitt nätta omfång stort och brett innehåll där grundfundamentet består i vad det är att vara människa, filosofi och historia. Med den enkla idé som Balle fick när hon tappade sin väckarklocka 1987 för hon samman sinnen, idéer och det levande livet, och hon gör det bra. Ibland ler jag stort när jag läser hennes prosa för den är så löjligt bra.
Tara och Henry lever i ”en värld som ömsar sitt digitala skinn varje natt”. ”Försvinnandet i det digitala intet” skriver Balle ”var alltför likt tillvaron före den artonde november”. Mobiltelefonerna är opålitliga, likaså den ström av bilder och tecken som forsar fram på internet. Ting – som inte är digitala – går att behålla från en artonde november till en annan om de används eller ligger med i sängen. Det får mig att tänka på alla saker jag samlar omkring mig men som jag egentligen inte använder.
Det är svårt för oss att se det som finns mitt framför näsan, det vi är vana vid. Hur märkligt det är egentligen att vi föds och dör exempelvis. Kanske krävs något lika besynnerligt som ett stopp i tiden för att vi ska kunna få syn på vår plats i historiens malström. Tara läser om det fallna romarriket och funderar på om deras misstag var att de valde bort råg som energikälla. Kanske är vi mitt i fallet?
Jag uppskattar allt Balle skriver, inte minst det om feminism, konst och historia. Via Tara framför Balle ett brandtal varför kvinnor bör intressera sig för historia. Exempelvis var världens första författare (som vi känner till) en kvinna från Mesopotamien (Irak). Hon hette Enheduanna och levde för cirka 4 000 år sedan. Detta säger Tara i ett svar till Henry som ”försökte förklara min värld för mig genom att klättra över på min sida av staketet, men jag tyckte att det var ett staket som han själv satte upp medan han klättrade”.
Sen möter de ytterligare två som fastnat i tiden och det innebär ännu fler sätt att tolka och hantera situationen de hamnat i. Tara och Henry ser sig som monster som parasiterar på jordens resurser. De försöker orsaka minsta möjliga skada genom att äta mat som ändå ska slängas exempelvis. De andra två ser sig som utvalda för att göra skillnad, de vill förbättra den artonde november genom att förhindra olyckor. De har fortfarande hoppet kvar om att det en dag åter ska bli den nittonde.
Jag hyser också stort hopp, om en spännande fortsättning!
December 13, 2022
Det tog mig lang tid – lidt over to bind – at opdage, hvor godt Solvej Balles planlagte syvbindsværk Om udregning af rumfang egentlig er. For var de præcist sansede detaljer fra en dag, der er gået i stå, virkelig nok til at bære et 1000-siders værk? Nej, selvfølgelig ikke. Og det er heller ikke meningen. I løbet af tredje bind bliver det tydeligt, at Om udregning af rumfang er et stykke stor litteratur under tilblivelse – meget større end ved først øjekast.
Anmeldelse (af bind I-III) her: https://pristjek.org/2022/12/09/solve...
Anmeldelse (af bind I-III) her: https://pristjek.org/2022/12/09/solve...
January 4, 2025
The slow quest continues and dives into some of the problems prolonged being stuck in time brings with them
I am really enjoying this slow unfolding of the world of 18 November, Solvej Balle is the real deal, even though little concrete actually happens. But given what happens in the world outside, a repeat of a normal day is definitely what is needed. Note that below are definitely some spoilers if you haven't the first two parts of the series.
While reading I was thinking if this book about Rome & Rye by Janita Wang actually exist, and that is only the first of the things in the novel that made me think of metafictionality and the overarching intent of the author.
We start of with Tara Selter and Henry Dale, Norwegian, meet each other in Dusseldorf. They are an interesting combination, sociologist (Henry) and anthropologist (Tara). I am sure that the Heinrich Heine (poet) University is potentially significant as well for the unfolding of this septology.
Henry, 37 and now 40, feels alienated from his child, who resides in Ithaca (picking up the references to The Odyssey here), New York, on a both multi-year and multi-day odyssey.
Near the end of the volume we have some newer influences, Olga Periti, 17 year old (or now actually 21 tear old) anti-globalist and Ralf Kern, who is an ITer who has the idea that there must be reason to them being stuck in time. Here we start to the real philosophical perspectives on the series, with Olga and Ralf debating whether small or large acts are appropriate, moral and possible. This reminded me of the exchange in Cloud Atlas where small reform is rebuffed by one of the main characters with "you can't cross a chasm with small steps". In a kind of inverse of the butterfly effect, deeds of the ragtag group of people seem to have very little impact on the world, but there is an unstoppable effect they do have on the world nonetheless.
I don't remember who minted the saying that with three people you already get a society (and the related commentary on our ubiquitous, world-spanning capitalist system), politics and schisms, but Solvej Balle definitely seems to have picked on this, and the series seems to get more interesting and addictive in its strange, uneventful way, the further we go.
Onwards to part IV of the series!
Dutch quotes, again, I would not recommend translating them to avoid spoilers
In elk geval had ik nu begrepen wat er mis met hem was en ik vond het beangstigend. Alsof je midden in de nacht naakt door een verlaten straat loopt en dan plotseling iemand anders tegenkomt die midden in nacht naakt door een verlaten straat loopt. Zo voelde het. Naakt. Alsof ik betrapt was.
Het was hem duidelijk geworden dat het geen enkel verschil had gemaakt als de tijd niet was vastgelopen of was blijven staan of zich was gaan herhalen, of wat het ook was. Alles zou hoe dan ook verdwijnen. Alleen langzamer. Of het meeste, zei hij. Het meeste van wat hij had gedaan, had helemaal niks te betekenen gehad
Steeds grotere delen van het bestaan waren voorstadia geworden van een druk op de deletetoets. Het verdwijnen in het digitale niets, zoals hij na enkele dagen in de gaten kreeg, leek sprekend op het bestaan van vóór achttien november.
Maar ik geloofde niet meer in simpele verklaringen. Je kon zoveel redenen bedenken, maar misschien kon je gewoon niet een bepaalde gebeurtenis of een aantal oorzaken aanwijzen. Het gebeurde gewoon.
Ik zei dat ik blij was dat ik een speelkameraad had op achttien november.
Maar het was moeilijk om te blijven wie je was, zei hij.
Ze vond dat je naar de oorzaken moest zoeken. Systeemfouten moesten gecorrigeerd worden door de systemen te veranderen, had ze tegen hem gezegd. Het ging er niet om of de komma’s allemaal op de juiste plaats stonden. Maar hij probeerde mensenlevens te redden, zei hij en hij was boos geworden omdat hij dacht, zei ze, dat een mensenleven een komma was. In welk boek is een mensenleven een komma? Wat lees je eigenlijk? Laten we het daarover hebben, had hij gezegd. Laten we het hebben over systeemfouten, gewoon… van komma tot komma.
Hij is mijn vriend, zei ze. Een vriend verdwijnt niet zomaar. Je kunt het oneens zijn met je vrienden, maar je kunt ze niet laten verdwijnen.
...een vorm van optimalisering van de werkelijkheid, of een aanzienlijke renovatie of het opsporen van fouten en bijstellen van details
Meer mensen, een betere dag.
We hebben besproken of we bij elkaar horen en dat is zo. We horen bij elkaar of we het nu met elkaar eens zijn of niet.
Ik voel me niet ongelukkig. Ik voel me onder vrienden. Maar ik weet niet wat ik hier doe, en ik weet niet wat ik zou moeten antwoorden als iemand me ernaar vroeg.
Er is niemand die vraagt wat we hier doen. Maar dat is ook niet bijster interessant. We drinken koffie.
Het dagelijks leven houdt ons het meest bezig. Alle praktische handelingen. Het huis en onze proviand.
We spreken van de onbepaaldheidszone van dingen, een weifelveld, een onduidelijkheidsmarge. Dingen moeten aan ons wennen, overgehaald worden. Maar dingen zijn verschillend en wij zijn verschillend, we kunnen verschillende dingen bij ons houden.
Maar we kunnen niet over hoop praten zonder het over gemis te hebben en niemand wilde vandaag over gemis praten.
Het voelt als een verhaal dat is afgelopen, maar dan hoor ik ergens een deur opengaan. Misschien begint het nu pas.
I am really enjoying this slow unfolding of the world of 18 November, Solvej Balle is the real deal, even though little concrete actually happens. But given what happens in the world outside, a repeat of a normal day is definitely what is needed. Note that below are definitely some spoilers if you haven't the first two parts of the series.
While reading I was thinking if this book about Rome & Rye by Janita Wang actually exist, and that is only the first of the things in the novel that made me think of metafictionality and the overarching intent of the author.
We start of with Tara Selter and Henry Dale, Norwegian, meet each other in Dusseldorf. They are an interesting combination, sociologist (Henry) and anthropologist (Tara). I am sure that the Heinrich Heine (poet) University is potentially significant as well for the unfolding of this septology.
Henry, 37 and now 40, feels alienated from his child, who resides in Ithaca (picking up the references to The Odyssey here), New York, on a both multi-year and multi-day odyssey.
Near the end of the volume we have some newer influences, Olga Periti, 17 year old (or now actually 21 tear old) anti-globalist and Ralf Kern, who is an ITer who has the idea that there must be reason to them being stuck in time. Here we start to the real philosophical perspectives on the series, with Olga and Ralf debating whether small or large acts are appropriate, moral and possible. This reminded me of the exchange in Cloud Atlas where small reform is rebuffed by one of the main characters with "you can't cross a chasm with small steps". In a kind of inverse of the butterfly effect, deeds of the ragtag group of people seem to have very little impact on the world, but there is an unstoppable effect they do have on the world nonetheless.
I don't remember who minted the saying that with three people you already get a society (and the related commentary on our ubiquitous, world-spanning capitalist system), politics and schisms, but Solvej Balle definitely seems to have picked on this, and the series seems to get more interesting and addictive in its strange, uneventful way, the further we go.
Onwards to part IV of the series!
Dutch quotes, again, I would not recommend translating them to avoid spoilers
In elk geval had ik nu begrepen wat er mis met hem was en ik vond het beangstigend. Alsof je midden in de nacht naakt door een verlaten straat loopt en dan plotseling iemand anders tegenkomt die midden in nacht naakt door een verlaten straat loopt. Zo voelde het. Naakt. Alsof ik betrapt was.
Het was hem duidelijk geworden dat het geen enkel verschil had gemaakt als de tijd niet was vastgelopen of was blijven staan of zich was gaan herhalen, of wat het ook was. Alles zou hoe dan ook verdwijnen. Alleen langzamer. Of het meeste, zei hij. Het meeste van wat hij had gedaan, had helemaal niks te betekenen gehad
Steeds grotere delen van het bestaan waren voorstadia geworden van een druk op de deletetoets. Het verdwijnen in het digitale niets, zoals hij na enkele dagen in de gaten kreeg, leek sprekend op het bestaan van vóór achttien november.
Maar ik geloofde niet meer in simpele verklaringen. Je kon zoveel redenen bedenken, maar misschien kon je gewoon niet een bepaalde gebeurtenis of een aantal oorzaken aanwijzen. Het gebeurde gewoon.
Ik zei dat ik blij was dat ik een speelkameraad had op achttien november.
Maar het was moeilijk om te blijven wie je was, zei hij.
Ze vond dat je naar de oorzaken moest zoeken. Systeemfouten moesten gecorrigeerd worden door de systemen te veranderen, had ze tegen hem gezegd. Het ging er niet om of de komma’s allemaal op de juiste plaats stonden. Maar hij probeerde mensenlevens te redden, zei hij en hij was boos geworden omdat hij dacht, zei ze, dat een mensenleven een komma was. In welk boek is een mensenleven een komma? Wat lees je eigenlijk? Laten we het daarover hebben, had hij gezegd. Laten we het hebben over systeemfouten, gewoon… van komma tot komma.
Hij is mijn vriend, zei ze. Een vriend verdwijnt niet zomaar. Je kunt het oneens zijn met je vrienden, maar je kunt ze niet laten verdwijnen.
...een vorm van optimalisering van de werkelijkheid, of een aanzienlijke renovatie of het opsporen van fouten en bijstellen van details
Meer mensen, een betere dag.
We hebben besproken of we bij elkaar horen en dat is zo. We horen bij elkaar of we het nu met elkaar eens zijn of niet.
Ik voel me niet ongelukkig. Ik voel me onder vrienden. Maar ik weet niet wat ik hier doe, en ik weet niet wat ik zou moeten antwoorden als iemand me ernaar vroeg.
Er is niemand die vraagt wat we hier doen. Maar dat is ook niet bijster interessant. We drinken koffie.
Het dagelijks leven houdt ons het meest bezig. Alle praktische handelingen. Het huis en onze proviand.
We spreken van de onbepaaldheidszone van dingen, een weifelveld, een onduidelijkheidsmarge. Dingen moeten aan ons wennen, overgehaald worden. Maar dingen zijn verschillend en wij zijn verschillend, we kunnen verschillende dingen bij ons houden.
Maar we kunnen niet over hoop praten zonder het over gemis te hebben en niemand wilde vandaag over gemis praten.
Het voelt als een verhaal dat is afgelopen, maar dan hoor ik ergens een deur opengaan. Misschien begint het nu pas.
May 26, 2024
Betyg: 4,5 Att återvända till den 18 november och Tara Selters värld har kommit att bli ett trivsamt läsnöje. Mer och mer känns det som jag sitter med ett blivande storverk framför mig, en septologi som kommer att ha en given plats i bokhyllan. På ett så skickligt vis för Balle oss genom filosofiska och existensiella frågor, med välskriven prosa och precis lagom mycket ny information. Jag ser redan fram emot nästa del.
July 16, 2025
i think of all that was meant to come, but it does not come. everything is already here. the picture is complete. i can see it. and now, it is lost.book three of on the calculation of volume (om udregning af rumfang) delights as much as its predecessors. solvej balle's septology is absolutely spellbinding and following tara selter onward through the ever-accreting november 18ths remains immensely rewarding.
three sevenths of the way through... and impatiently awaiting more (trading my weeks/months/years for tara's)
*translated from the danish by sophie hersi smith & jennifer russell (ravn, ditlevsen)
May 8, 2025
Ai että rakastan tätä pientä, kummaa maailmaa.
August 2, 2025
I love you Tara <3
Honestly has got twists and turns left right and centre. I didn’t know where her story was going to go after the first two books but now it feels like Balle is building to something huge and I can’t wait to find out what it is. The title is also starting to make some sort of sense I think? It just feels like something to do with physics is going to explode and blow my mind and I can’t wait for it to happen.
We learn more about the world Tara inhabits in this and it becomes clear she needs to work as a team in order to get back to where she belongs. I won’t say any more than that.
Do yourself a favour and read this incredible series.
Honestly has got twists and turns left right and centre. I didn’t know where her story was going to go after the first two books but now it feels like Balle is building to something huge and I can’t wait to find out what it is. The title is also starting to make some sort of sense I think? It just feels like something to do with physics is going to explode and blow my mind and I can’t wait for it to happen.
We learn more about the world Tara inhabits in this and it becomes clear she needs to work as a team in order to get back to where she belongs. I won’t say any more than that.
Do yourself a favour and read this incredible series.
June 20, 2023
Der sker igen ting og sager den 18. november. Det vil være synd at afsløre det for romanseriens forhåbentlig mange fremtidige læsere.
I dette bind hæfter jeg mig ved, at Balle kaster sit lod i debatten om humanioras berettigelse, da vores hovedperson på et tidspunkt går til en filosofisk forelæsning på det lokale universitet. Filosoffen gør sig til fortaler for, at filosofferne har en anden opgave end alle andre akademikere.
"Han talte om alle de andre videnskaber, hvordan de forsøgte at bestige bjerge, mens filosofien holdt til i et underligt fladland med lave huse, måske et par akacietræer, at filosofien hele tiden fodrede de andre videnskaber, leverede udstyr til deres bjergbestigninger, bolde til deres spil, knive og gafler til deres måltider, den skar deres mad i stykker og gik tur med dem, som om de var hunde. (...) Filosofien er altid i gang med at skære et stykke af sig selv og kaste det til den nærmeste videnskabsgren, somme tider i tilfældige retninger, ud til folket, til magthaverne, til kunsten, og hver gang mistede den noget, og hver gang voksede det ud igen (...)." (s.77-78)
Jeg glæder mig til bind IV og vil faktisk sige, at den afstand mellem bindene, som ventetiden på biblioteket har betydet, faktisk har været et gode (for mig)! Det har måske også været Balles intention ved at planlægge Om udregning af rumfang som en serie af syv korte romaner.
I dette bind hæfter jeg mig ved, at Balle kaster sit lod i debatten om humanioras berettigelse, da vores hovedperson på et tidspunkt går til en filosofisk forelæsning på det lokale universitet. Filosoffen gør sig til fortaler for, at filosofferne har en anden opgave end alle andre akademikere.
"Han talte om alle de andre videnskaber, hvordan de forsøgte at bestige bjerge, mens filosofien holdt til i et underligt fladland med lave huse, måske et par akacietræer, at filosofien hele tiden fodrede de andre videnskaber, leverede udstyr til deres bjergbestigninger, bolde til deres spil, knive og gafler til deres måltider, den skar deres mad i stykker og gik tur med dem, som om de var hunde. (...) Filosofien er altid i gang med at skære et stykke af sig selv og kaste det til den nærmeste videnskabsgren, somme tider i tilfældige retninger, ud til folket, til magthaverne, til kunsten, og hver gang mistede den noget, og hver gang voksede det ud igen (...)." (s.77-78)
Jeg glæder mig til bind IV og vil faktisk sige, at den afstand mellem bindene, som ventetiden på biblioteket har betydet, faktisk har været et gode (for mig)! Det har måske også været Balles intention ved at planlægge Om udregning af rumfang som en serie af syv korte romaner.
May 6, 2025
Veldig bra! Nye interessante temaer og spørsmål blir introdusert. Og ikke bare det, vi får selskap. Tara er ikke den eneste som sitter fast i 18. november og nå har hun andre folk, andre personligheter, å forholde seg til. Dette fører til mange spennende samtaler.
En burde jo kanskje ha brukt litt lenger tid på denne boka, tatt det litt roligere, men jeg leste til og fra jobb og da hadde jeg nesten lest hele så det ble som det ble. Dessuten hadde jeg jo en (litt uoffisiell) konkurranse med Marte, så jeg måtte jo bli ferdig først.
Som med den forrige så er jeg veldig glad i de lengre delene hvor hun forteller og reflekterer mer. Når det er korte kapitler tenderer den også mot å være mer repetetiv.
Nettopp fordi jeg føler meg litt usikker blir det ikke en 5, men la oss si 4,5 da. God er den uansett!
En burde jo kanskje ha brukt litt lenger tid på denne boka, tatt det litt roligere, men jeg leste til og fra jobb og da hadde jeg nesten lest hele så det ble som det ble. Dessuten hadde jeg jo en (litt uoffisiell) konkurranse med Marte, så jeg måtte jo bli ferdig først.
Som med den forrige så er jeg veldig glad i de lengre delene hvor hun forteller og reflekterer mer. Når det er korte kapitler tenderer den også mot å være mer repetetiv.
Nettopp fordi jeg føler meg litt usikker blir det ikke en 5, men la oss si 4,5 da. God er den uansett!
July 15, 2024
Fascinationen fortsätter! Kanske är det bara jag, men känslan av dystopi växer sig starkare. Nu måste jag hitta nr fyra.
August 3, 2025
Stör mig mycket på försäljningsknepet som är; jättemånga jättetråkiga men jättesnygga böcker med jättespännande slut.
April 29, 2025
5/5 - fint tredje indslag til serien. Efter min smag ikke lige så stærk tematisk som de to foregående bøger, men til gengæld mere handlingsdrevet og de sidste ca. 50 sider var helt fænomenale
February 5, 2024
Hva ville du ha gjort annerledes hvis du kunne ha levd samme dag igjen og igjen? Når man opplever samme dagen igjen og igjen, kan man da bidra til å forhindre ulykker ved å advare folk om det som kommer til å skje? Hva er det som skaper en best mulig dag? For hvem?
Bok 3 i serien om Tara Selters gikk fra fascinerende til litt kjedelig til lettere utrolig. Universet Solvej Balle har skapt er helt sprøtt. Samtidig klarer hun å stille viktige spørsmål om livet, om tiden, om hvordan vi opplever dagene og hvordan vi forholder oss til andre.
Tara Selters er ikke alene. Hun har møtt en annen person som også sitter fast i 18. november. Dette vet vi fra siste siden i bok 2. Og i første del av bok 3 blir Tara kjent med dette andre mennesket. Jeg ble fascinert av hvordan h*n hadde opplevd det å oppleve den samme dagen om igjen og om igjen. H*n brukte dagen på oppgaver som var blitt utsatt, på å besvare eposter, på å følge opp ting h*n ikke hadde hatt tid til. Med andre ord, h*n hadde "følt at h*n hadde fått ekstra tid" (s. 44). I det hele tatt forteller denne til Tara at livet for vedkommende var blitt som en gave. H*n hadde lest ting det ikke hadde vært tid til å lese tidligere osv. "Det senket hastigheten" (s. 51).
Tara, derimot, blir opphengt i tingene. "Ting som blir liggende i jorda når historien flakser forbi" (s. 67).
Kanskje man også kan si at boka er feministisk? I dialog med dette andre mennesket undrer Tara seg over sin mangel på interesse for historie fordi historien er skrevet av menn? (his-story og her-story) Solvej Balle stiller spørsmål om hva kvinnehistorie faktisk er for noe. "Når ble noe til kvinnehistorie?" (s. 70).
Det som skjer i siste del av boka lå litt i kortene. Jeg skal ikke røpe noe, men ... jeg gleder meg allerede til bok 4 i serien.
Bok 3 i serien om Tara Selters gikk fra fascinerende til litt kjedelig til lettere utrolig. Universet Solvej Balle har skapt er helt sprøtt. Samtidig klarer hun å stille viktige spørsmål om livet, om tiden, om hvordan vi opplever dagene og hvordan vi forholder oss til andre.
Tara Selters er ikke alene. Hun har møtt en annen person som også sitter fast i 18. november. Dette vet vi fra siste siden i bok 2. Og i første del av bok 3 blir Tara kjent med dette andre mennesket. Jeg ble fascinert av hvordan h*n hadde opplevd det å oppleve den samme dagen om igjen og om igjen. H*n brukte dagen på oppgaver som var blitt utsatt, på å besvare eposter, på å følge opp ting h*n ikke hadde hatt tid til. Med andre ord, h*n hadde "følt at h*n hadde fått ekstra tid" (s. 44). I det hele tatt forteller denne til Tara at livet for vedkommende var blitt som en gave. H*n hadde lest ting det ikke hadde vært tid til å lese tidligere osv. "Det senket hastigheten" (s. 51).
Tara, derimot, blir opphengt i tingene. "Ting som blir liggende i jorda når historien flakser forbi" (s. 67).
Kanskje man også kan si at boka er feministisk? I dialog med dette andre mennesket undrer Tara seg over sin mangel på interesse for historie fordi historien er skrevet av menn? (his-story og her-story) Solvej Balle stiller spørsmål om hva kvinnehistorie faktisk er for noe. "Når ble noe til kvinnehistorie?" (s. 70).
Det som skjer i siste del av boka lå litt i kortene. Jeg skal ikke røpe noe, men ... jeg gleder meg allerede til bok 4 i serien.
July 4, 2024
Tara Selter bleibt in einer Zeitschleife gefangen – doch sie ist nicht mehr allein. In einer Vorlesung fällt ihr Henry auf, der an einem früheren 18. November ebenfalls dort war, aber irgendwie … anders. Obwohl die beiden ihre Welt ganz unterschiedlich wahrnehmen, entsteht doch so etwas wie Freundschaft. Und bald stellt sich heraus, dass es noch weitere Menschen mit demselben Problem gibt …
Der dritte Zeitschleifen-Band von Solvej Balle liest sich anfangs noch etwas zäh. Henry ist nicht so richtig sympathisch, und offenbar stimmt es, dass Menschen sehr häufig über das Römische Reich nachdenken (auch Frauen) (ich habe mir daraufhin erstmal ein Roggenbrot gegönnt). Spannend ist aber, wie nun unterschiedliche Wahrnehmungen aufeinandertreffen und Eingriffe in die Zeit versucht werden – das gibt der Geschichte neuen Schub. Und wie immer ist der Band viel zu schnell zu Ende.
Zur Monatskolumne Juni
Der dritte Zeitschleifen-Band von Solvej Balle liest sich anfangs noch etwas zäh. Henry ist nicht so richtig sympathisch, und offenbar stimmt es, dass Menschen sehr häufig über das Römische Reich nachdenken (auch Frauen) (ich habe mir daraufhin erstmal ein Roggenbrot gegönnt). Spannend ist aber, wie nun unterschiedliche Wahrnehmungen aufeinandertreffen und Eingriffe in die Zeit versucht werden – das gibt der Geschichte neuen Schub. Und wie immer ist der Band viel zu schnell zu Ende.
Zur Monatskolumne Juni
June 7, 2024
Det tager tid at tygge sig gennem den ene attende november efter den anden. Især når man læser den højt for sin elskede. Især når vores fælles tid er sparsom.
Men hvor er det fantastisk læsning, når vi finder tiden. Når jeg får lov til at udtale bogens kraftige langsomme sprog og mærke den eftertanke og den vægt, der ligger i hvert et ord. Om udregning af rumfang er sensationelt god.
Og bind 3 viser klart hvorfor. Romanen bliver større. Den er ikke længere en minimalistisk meditativ roman. Det er en markant og vægtig idéroman med stærke karakterer og væsentlige filosofiske og etiske overvejelser.
Jeg glæder mig allerede til at bruge et halvt til et helt år på at læse bind 4 højt, når vi finder tid til attende novembre igen.
Men hvor er det fantastisk læsning, når vi finder tiden. Når jeg får lov til at udtale bogens kraftige langsomme sprog og mærke den eftertanke og den vægt, der ligger i hvert et ord. Om udregning af rumfang er sensationelt god.
Og bind 3 viser klart hvorfor. Romanen bliver større. Den er ikke længere en minimalistisk meditativ roman. Det er en markant og vægtig idéroman med stærke karakterer og væsentlige filosofiske og etiske overvejelser.
Jeg glæder mig allerede til at bruge et halvt til et helt år på at læse bind 4 højt, når vi finder tid til attende novembre igen.
August 2, 2024
il più bello della serie per ora secondo me, con l’autrice che riesce a mantenere il ritmo lento e riflessivo dei primi due volumi introducendo però anche colpi di scena e svolte nella storia di Tara. Mi sta facendo venire una curiosità GIGANTESCA per come si risolverà il tutto
March 1, 2024
Hadde ikke forventet hvordan dette utvikler seg, but I am enjoying it
December 26, 2024
Jaa!!! Det tar seg opp folkens, hittil en favoritt i serien. Litt mer spenning og ikke så mye snork. Liker ikke at Goodreads har 1-5 som karakter, jeg vil ha 1-6. Så en svak firer!
May 28, 2025
oh.....this volume is a sad one. full of yearning and wistfulness and melancholy. also very, very intriguing! so much has happened since volume ii. already itching for volume iv
June 25, 2025
Sa meg egentlig ferdig etter toeren, men her er jeg igjen. Som et usunt forhold til en prins med en lei kokainvane
December 15, 2024
Rakastan tätä kirjasarjaa. Jätin käytännössä kaiken muun, kun huomasin, että seuraavan osan suomennos on ilmestynyt, ja samalla harmittelin, että kirja pitää lukea kun sitten se on luettu, ja seuraavaa pitää odottaa.
Kaikki on ennallaan; on edelleen marraskuun 18. Mutta Tara ei ole enää siellä yksin. Juuri kun luulee, että kirjailija on käyttänyt kaikki ideat, joita ajan pysähtymisestä voi saada, osoittautuu, että on väärässä. Tapahtuu jotain, joka taas nyrjäyttää käsitystä ajasta. Rakastan erityisesti sitä, että muuten kaikki on tavanomaista. Ollaan ihan tavallisessa Euroopassa, jossa näyttää ja tuntuu tutulta. Nyt käydään kyllä Amerikassakin, mutta se on sivujuonne, eikä meidän tarvitse välittää miten pitkä lento päivämäärän rajan yli onnistuu. Kirjasarjassa ei ole mitään yliluonnollista, eikä mihinkään sellaiseen tarvitse uskoa tai uskotella mitään itselleen. Sen sijaan liikutaan uudella tavalla sellaisten kysymysten äärellä kuin kuka minä olen, mitä läheiseni minulle merkitsevät, mihin käytämme aikamme, millä on oikeasti merkitystä. Ilman minkään alleviivaamista, ilman mitään selityksiä.
Kaunista, kosmopoliittista, unohtumatonta kirjallisuutta.
Kaikki on ennallaan; on edelleen marraskuun 18. Mutta Tara ei ole enää siellä yksin. Juuri kun luulee, että kirjailija on käyttänyt kaikki ideat, joita ajan pysähtymisestä voi saada, osoittautuu, että on väärässä. Tapahtuu jotain, joka taas nyrjäyttää käsitystä ajasta. Rakastan erityisesti sitä, että muuten kaikki on tavanomaista. Ollaan ihan tavallisessa Euroopassa, jossa näyttää ja tuntuu tutulta. Nyt käydään kyllä Amerikassakin, mutta se on sivujuonne, eikä meidän tarvitse välittää miten pitkä lento päivämäärän rajan yli onnistuu. Kirjasarjassa ei ole mitään yliluonnollista, eikä mihinkään sellaiseen tarvitse uskoa tai uskotella mitään itselleen. Sen sijaan liikutaan uudella tavalla sellaisten kysymysten äärellä kuin kuka minä olen, mitä läheiseni minulle merkitsevät, mihin käytämme aikamme, millä on oikeasti merkitystä. Ilman minkään alleviivaamista, ilman mitään selityksiä.
Kaunista, kosmopoliittista, unohtumatonta kirjallisuutta.
January 13, 2025
“Katselen ympärilleni, ja koko ajan on jotain löydettävää. Se ei lopu. Sitä poimii ja poimii, ja kohta kun polku kääntyy, löytyy lisää.” s. 74
Tara Selterin yksinäinen elämä marraskuun 18. päivässä mullistuu, kun hän kohtaa muitakin samaan päivään jumittuneita. Yliopiston luennolle, jolla Tara on käynyt monet kerrat ennenkin, ilmestyy uusi hahmo, joka aivan varmasti ei ollut siellä aikaisemmin. Tara heittäytyy juttusille, ja kyllä vain, tämä Henry on myös loukussa samassa marraskuun 18. päivässä! Vihdoin joku, jonka kanssa pohtia tätä hulluutta! Tara ja Henry lyövät hynttyyt yhteen, jakavat kokemuksia ja tekevät suunnitelmia, ja vaikka he pian taas jatkavat eri suuntiin, uusista tapaamisista ja yhteydenpidosta on sovittu. Kuinka erilaista onkaan olla yksin, kun tietää, ettei olekaan yksin!
Rakastan Taran tapaa tarkkailla ja ajatella. Lauseet ovat niin aforisminomaisia ja tarkkoja, että löysin sieltä mietelauseen kummipojan syntymäpäiväkorttiin. Kaikki eivät kuitenkaan arvosta Taran tapaa elää kuunnellen ja pohtien. Toiset arvostavat toimintaa: on tehtävä maailmasta parempi paikka, pelastettava mitä pelastettavissa on! Tällaisen henkilön silmin Taran hiljaisuus näyttäytyy hyödyttömänä ja itsekkäänä tapana elää. Lukijana olen kuitenkin paljon kiinnostuneempi Taran tavasta hahmottaa maailmaa, kuin mahdottomasta tavasta pelastaa se. Kyky kestää kaiken pysähtyneisyyttä on mielestäni hyvin hyödyllinen, sillä tällaisia pakollisia pysähdyksiä jokaisen elämässä toisinaan tulee.
Tara Selterin yksinäinen elämä marraskuun 18. päivässä mullistuu, kun hän kohtaa muitakin samaan päivään jumittuneita. Yliopiston luennolle, jolla Tara on käynyt monet kerrat ennenkin, ilmestyy uusi hahmo, joka aivan varmasti ei ollut siellä aikaisemmin. Tara heittäytyy juttusille, ja kyllä vain, tämä Henry on myös loukussa samassa marraskuun 18. päivässä! Vihdoin joku, jonka kanssa pohtia tätä hulluutta! Tara ja Henry lyövät hynttyyt yhteen, jakavat kokemuksia ja tekevät suunnitelmia, ja vaikka he pian taas jatkavat eri suuntiin, uusista tapaamisista ja yhteydenpidosta on sovittu. Kuinka erilaista onkaan olla yksin, kun tietää, ettei olekaan yksin!
Rakastan Taran tapaa tarkkailla ja ajatella. Lauseet ovat niin aforisminomaisia ja tarkkoja, että löysin sieltä mietelauseen kummipojan syntymäpäiväkorttiin. Kaikki eivät kuitenkaan arvosta Taran tapaa elää kuunnellen ja pohtien. Toiset arvostavat toimintaa: on tehtävä maailmasta parempi paikka, pelastettava mitä pelastettavissa on! Tällaisen henkilön silmin Taran hiljaisuus näyttäytyy hyödyttömänä ja itsekkäänä tapana elää. Lukijana olen kuitenkin paljon kiinnostuneempi Taran tavasta hahmottaa maailmaa, kuin mahdottomasta tavasta pelastaa se. Kyky kestää kaiken pysähtyneisyyttä on mielestäni hyvin hyödyllinen, sillä tällaisia pakollisia pysähdyksiä jokaisen elämässä toisinaan tulee.
January 4, 2024
3,5*
Denne var bedre enn de foregående bøkene i serien, da det endelig er framgang.
Jeg blir likevel aldri fortrolig med Balles prosjekt - er det fantasy eller ikke? Det gamle rommerriket blandes inn, og da føles det som om man leser en roman i samme sjanger som Percy Jackson lol. I andre passasjer kommer hun med filosofiske tanker rundt tid og sted, men jeg synes disse blir overfladiske, og skulle ønske hun gikk mer i dybden.
Denne var bedre enn de foregående bøkene i serien, da det endelig er framgang.
Jeg blir likevel aldri fortrolig med Balles prosjekt - er det fantasy eller ikke? Det gamle rommerriket blandes inn, og da føles det som om man leser en roman i samme sjanger som Percy Jackson lol. I andre passasjer kommer hun med filosofiske tanker rundt tid og sted, men jeg synes disse blir overfladiske, og skulle ønske hun gikk mer i dybden.
January 13, 2025
Deel 3 alweer! Het is 18 november, dat zal niemand verbazen die deel 1 of 2 heeft gelezen. Iets meer tempo en toch wat nieuwe perspectieven, sommige meer geslaagd dan anderen. Wat zou ik zelf doen op 18 november? Geen idee.
April 19, 2025
What do you do with your life when you are stuck in a single day? Is such an existence really so different from our own — we who are "stuck" in our life? Will we try to understand why we are here, will we try enjoy this one day as much as we can, to exhaust it, or maybe leave the day a better place for those who are lucky (?) enough to live the next day?
This third volume in a planned septology is as slow as the first two volumes. Nothing much seems to happen.
I find myself thinking more and more about it
This third volume in a planned septology is as slow as the first two volumes. Nothing much seems to happen.
I find myself thinking more and more about it
May 22, 2024
Nu händer det lite!
May 7, 2025
Den begynte bra, duppa litt i midten og endte bra! Gleder meg til å lese videre
August 24, 2025
Vangitseva lukukokemus! Jään leijumaan päiviin ja toivon vain voivani jatkaa lukemista.
Displaying 1 - 30 of 192 reviews