Mega nostalgisk!! Hans menneskeportrætter er ikke polerede og folk bliver ikke sat mere i boks, end hvad de ville være blevet, hvis man selv havde mødt dem. På den ene side et samfundskritisk opråb mod den sociale uretfærdighed og på den anden side en kærlighedserklæring. Han skriver fængende, men jeg er alt for følsom til bare at kunne gå fra den ene minihistorie til den næste uden at ærge mig lidt.
- Og så sagde jeg: "Far, det er en tyv - han har været inde hos os og stjæle... Skal vi ikke løbe efter ham og fange ham?". Og så sagde Far: "Nej, Dan", sagde han - "Det er der ingen grund til. Vi har ikke noget han kan ta, undtagen lidt mad eller sådan noget, og det er han sgu velkommen til, hvis det bare er dét." (S. 68)
- De rige kan altid vælge, de fattige kan aldrig vælge. (S. 176)
Onkel Danny skriver fantastisk, ingen tvivl om det. Men Vangedebilleder er og bliver nostalgiske og tomme kalorier. Jeg har i hvertfald svært ved at se noget dybere i teksten. Og jeg ved godt at der er tale om et stykke poesi omskabt til prosatekst, men alligevel. Små 200 sider i samme nostalgiske digtning er altså ikke lige mig, det bliver simpelthen for ensformigt. Men det kan jo være det er meningen at det hele er tænkt som en bredside til den evindelige talen om at alt var bedre i gamle dage. Men det behøver vel ikke tage så lang tid.
Super charmerende, jeg er vild med sproget og den måde, hvorpå tematikken omkring Vangede bliver udforsket og erindret helt til bunds. Her fungerer Vangede ikke blot som kulisse, men som selve omdrejningspunktet. Selvom det fokus til tider føles lidt langtrukkent, bliver jeg alligevel grebet af perspektivet, hvor Vangede agerer en form for David over for Goliat. Med alle de nuancer, sproglige finurligheder, ligefremme formuleringer og spændende steder og karakterer, bliver jeg trods alt interesseret i denne grimme ælling eller David-figur.
Så bliver jeg simpelthen også helt overall nysgerrig på de allestedsnærværende tilhørsforhold, vi alle oplever i alverdens afkroge af livet. Hvor mon jeg kan læse mere om det og dem.
Dan Turèll maler et stort og kærlighedsfyldt sprogligt maleri af bydelen Vangede, dets historie, persongalleri og særegenhed. Han fortæller på sin sædvanlige opremsende og rytmiske måde, som man kan genkende fra hans digtoplæsninger.
Da jeg læste starten af 'Vangede Billeder' var jeg skeptisk, men det udviklede sig til et virkelig fint portræt af et arbejderkvarter, som de fleste kører igennem uden at tænke videre over dem, der bor der og deres liv.
På trods af den ringe længede var 150+ sider af det ene ”billede” efter det andet meget langt. Bogen er helt klart båret af Turèlls prosa.
"om hvad den nye biograf skulle hedde, og alle folk foreslog den skulle hedde Vangede Bio. Der kom 200 enslydende svar, og navnet blev altså -»Villabyernes«..."
"der ikke var flere ungdomsforbrydere end normalt (nemlig hundrede procent), og regnede så ud at det måtte være i orden alt sammen."
"Og Fede-Asger tjente sine tidligste penge i sit første job som ni-årig da han stjal blomster fra gravene på Mariebjerg Kirkegård og så solgte dem billigt til de gamle damer på Alderdomshjemmet, og det gik fint nok indtil de opdagede, at det var de samme buketter som de selv havde lagt der..."
What strikes me most about this book is how much love is in it. This book tells the story of an entire town in love with each other and as a reader, you can’t help but want to be a part of it. It is funny and beautiful and semi-profound and a little repetitive both in writing (which works to its advantage) and in stories (which doesn’t actually work but is fine anyway). Ultimately, Dan Turéll makes me nostalgic for a time and place I’ve never experienced, a time and place I surely wouldn’t care much for growing up in myself; he makes me love it all the same.
Kom i tanker om den forleden... Husker den som en god bog om universel ungdom og forstadsliv. *Rettelse* Kom til at blande den sammen med det forsømte forår. Vangede billeder sikkert okay, men siden jeg ikke husker noget andet end cykelture op og ned ad parcelhus- og villaveje, var den nok ikke så original. Man kunne have forventet både mere og mindre af en gammel narkoman.
Alle ens forældres røverhistorier fra dengang mor var knægt, bare bedre og skarpere fortalt. Et fantastisk tidsbillede af Forstadsdanmark i halvtredserne, mere oplysende end tusind historiebøger.