Yahya Hassan

by Yahya Hassan

Yahya Hassan, født 1995, debuterer med Yahya Hassan, der er en digtsamling om en opvækst med vold, svigt og kriminalitet. Yahya Hassan er en modig og eksplosiv bog og et bud på en nødvendig fortælling om dagens Danmark, set fra Hassans klare perspektiv.

Genres: Poetry, Danish, Nonfiction, Scandinavian Literature, Denmark, Biography, School

169 pages, Paperback

First published October 17, 2011

About the author

Yahya Hassan was a Danish-Palestinian poet who has attracted attention and stirred debate about Islam's place in Denmark based on poetry he wrote which was critical of Islam.
His parents came to Denmark in the 80s as refugees from Palestine. He grew up with his parents and four sibling in Gellerupparken in Aarhus, an area which has been described as an immigrant ghetto. He grew up in a religious environment but has since abandoned religion.
At 13 he was transferred to an institution for children with problem behaviour due to difficulties adapting to school, and petty crime. He dropped out of school at thirteen.
He developed a keen interest in reading, litterature, and began writing poetry.

One professor of literature, Tue Nexo Andersen, described Hassan’s longer works as “almost Walt Whitman-like.”
Hassan has mentioned Dostoyevsky, Michael Strunge, and Karl Ove Knausgård as sources of inspiration.

His first poetry collection "Digte" ("Poems") is highly autobiographical and tells of violence, betrayal, and crime; and attracted much attention even before it was published by Gyldendal in October 2013.
In December the same year the poetry collection approximated 100 000 copies.

He has particularly criticised parts of his parents's generation and immigrant enviroment for misuse of social security, their reluctance and mistrust in Danish society, and religious hypocrisy.
His work has sparked criticism from some in the Islamic community and death threats. He was attacked in a train station by a convicted terrorist. The attacker was charged with assault.
He now lives at a secret address in Copenhagen and has 24-hour protection from two bodyguard because of the death threats and attacks he has received as a result of the publishing of his poetry collection.
In September 2013 he was admitted at Forfatterskolen in Copehagen.

Reviews

[Thore Husfeldt · Rating 3 out of 5]

MIG JEG TÆNKER AT DET HER ER HELT I ORDEN
OG ABSOLUT VÆRD AT LÆSE
NOGLE GANGE ER SPROGET OG FORMEN STÆRK
OG HÅRD
OG GØR INDTRYK
NOGLE GANGE GÅR DET LIDT I RING
JEG VED IKKE OM DET ER POESI
ELLER KNÆKPROSA
ELLER BARE EN RÆKKE GLIMT FRA EN DAGBOG
MEN DET ER MÅSKE OGSÅ LIGEMEGET
DET ER VELSAGTENS ET GYLDIGT SKRIFTLIGT UDTRYK
DE BEDST DIGT ER DEM
SOM ER SKREVT PÅ PERKERDANSK
DE SJOVE OG LÆSE
ELLERS VIRKER DET SOM FUCKING NEDEREN
AT VÆRE GHETTOPERKER
MEN DET HAVDE JEG JO NOK EN MISTANKE OM
I FORVEJEN

[Linn Ålund Thorgren · Rating 4 out of 5]

Det är svårt att läsa Yahya Hassan för första gången när han hunnit dö. När jag redan hunnit läsa hyllningstext efter hyllningstext. Det gjorde det svårt i början av diktsamlingen att försöka bilda mig en egen uppfattning, att försöka förstå Hassans ärende.

Större delen av boken går att läsa som en roman. Som Yahya Hassans uppväxtskildring, om svårigheterna att passa in någonstans, som statslös palestinier född i Danmark. I ett land präglat av svår främlingsfientlighet förklädd i någon slags surrealistisk liberalism. Hans stora sorg, och det som präglar de rasande dikterna är känslan att inte passa in någonstans. Att inte känna sig hemma i Danmark, inte känna sig hemma i islam, inte känna sig hemma i en våldsam och splittrad familj. Våldet och ilskan löper som illröda trådar genom dikterna, framhävda av att allt är skrivet med stora bokstäver. Kritiken mot det danska samhället är också tydlig. Det är först i mötet med myndigheterna, i tvångsomhändertagningen, som han "har blivit dansk".

Jag tror att Yahya Hassan vill att hans litteratur ska leva i detta mellanrum, i statslösheten. Något som varit framträdande i recensionerna av Hassan och även i hans egen framställan av sig själv är de tydliga kopplingarna till Dostojevskij som en litterär förebild. Det är en intressant faktor att ha med sig i läsningen av boken, att försöka tyda var Dostojevskijs influenser letat sig in i texten. De brottsliga handlingar som Hassan inte bara genomför utan även åtalas och döms för framställs i texten som inte utav nöje utan nöd. Framtvingade av ett samhälle utan skyddsnät och empati för personer som Hassan, där knark, våld och stöld blir en slags vardag, i avsaknad av större möjlighet. Likt Dostojevskij filosoferar Hassan kring sina olika roller, som son, som bror, som vän, kusin, kriminell. Som en ung man kapabel till våld och vidrigheter, samtidigt som han också är kapabel till att älska, till att skriva poesi.

På samma sätt som sin litteratur lever Hassan i ett mellanrum, på gränsen mellan finkultur och fulkultur. I bokens sista dikt "Långdikt" avhandlar han detta, hur han ena dagen är en ”sund och välintegrerad poet” som mailar Simon Pasternak, och andra dagen är ”åtalad för bilstöld” och sitter i förhör hos kriminalvården. Hela bokens berättelser kulminerar i denna sista rasande text, i Hassans sätt att bevisa sig själv som både ond och god. Som en ung person fast i en roll han inte kan slita sig från.

Det som är imponerade med diktsamlingen är Hassans förmåga att ta läsaren i hand och berätta en berättelse. Att skapa ett narrativ utan prestige utan det vanligtvis tjocka kladdet av självgodhet eller pretentioner som täcker de flesta (unga) poeters verk. Han försöker inte göra något annat än att berätta en sanning, en sanning som för honom bygger hela världen omkring honom.

Slutligen, det är omöjligt att inte beröras av dikterna. Att bli arg å Hassans vägnar, särskilt nu när han inte längre lever. Särskilt "Långdikt" gör detta, då den bevisar Hassans kapacitet till självintrospektion och möjlighet att översätta detta i något vacker och odödligt, som poesi. Jag hade önskat mer av denna förmåga genom hela diktsamlingen.

[Sif · Rating 5 out of 5]

Jeg stiftede først bekendtskab med Yahya Hassan gennem Politikens hjemmeside, han messede en masse "perker danske" = århusianske sætninger og jeg blev betaget af hans ærlighed. Hans hudløse ærlige hårdhed og udseende.
Han er en pæn ung mand først i 20'erne, med ordet i sin magt, men jo mere jeg læser i hans bog; Yahya Hassan - jo mere går det op for mig at jeg ikke bryder mig om, den person jeg læser om.
Vold, tyveri, ubarmhjertighed og vrede, side efter side. Alligevel kan jeg slet ikke andet end at se hans rare ansigt som messer på Politikens hjemmeside.

Jeg synes ikke det er synd for ham, men hans liv har indtil nu tydeligvis bestået af svære og hårde prøvelser - det er virkelig stærke sager den unge mand beskriver.

Under afsnittet, februarforudsigelighed, finder man stroferne;
"Det må være dig
Så jeg skræller asken af cigaretten
Og tømmer papvin for poesi
Jeg siger græd din glas
Men vær påpasselig
Jeg er en ven
Og vil helt sansynligvis røvrende dig
Men inden i vi ser sprækker i evighedsblomsts
Skal vi spise af træet og forråde Allah
Vi skal debutere og sniffe coke
Og synge med på vers af hovmod
Vi skal!"

Dette udsnit ramte mig, fordi hans kyniske menneskelighed skinner igennem her, hvor poet og det ubarmhjertige menneske støder sammen.

Det ville ikke undre mig hvis Yahya Hassans liv bliver kortere end de flestes - efter hvad han i sin bog beretter, hans beskrivelse af hans verden er vild og farlig - med stoffer, alkohol, indbrud samt mange andre ulovligheder.
Hans liv skræmmer mig og får mig til at tænke på mange nydanskeres imageproblem.
Er han mon en af de der kommer ud af den sociale løbebane eller er det ikke nok at kunne skrive poesi?

Netop dette emne vender Yahya Hassan også selv samt tanker om den islamiske religion;
"De henter deres kusiner og fætre
Og så de går igang med deres
Indavl indoktrinering
Indpasningen insha'allah
Og dig du bliver æsel
En ægtevaske æsel
Du bliver hiphop og kriminel og muslim
Dig du taler gebrokken dansk
Og en gebrokken arabisk
Med den ene hånd hilser din Gud
Med den anden du forsømmer ham
Dig du muslim?
Din syn er sort som en kaba-sten
Men dig du er dårlig til beduinindoktrin
Dig du havde en social arv
Nu har du to"

Om jeg kan lide ham personligt eller ej, er han en fantastisk digter/lyriker samt fortæller og jeg glæder mig til at læse flere af hans levende fortællinger.

[Leajk · Rating 4 out of 5]

I’ve been trying to figure out wether it’s a good or a bad thing that I’ve never studied literature more formally. With this work I could probably describe what sort of modern poetry it belongs to. As it is I know absolutely nothing about poetry aside from some very classic stuff, think Shakespeare sonnets or for that manner Book of Songs which I’m currently reading, and some modern spoken word variety. This belongs to neither of those forms truly, although having more in common with the latter, so I’m at a loss. On the other hand Yahya Hassan does not come from any classic or modern poetry school, he’s not an academic, he’s a poet, end of.

He writes in a kind of furious self-clense therapy session about everything from his childhood abuse and foster care, to his teenage career as a drug dealer and violent robber (he’s still only 18). Before this book was chosen for my reading circle I resisted. Not another tragic sob story I thought. Not another meditation on class and racism and structures in roundabout poetic language. Not that I don’t think that those things aren’t important, but I can’t stand a certain middle class academic 'intellectulasion' discussion about it, although doubtlessly I’m probably a part of it more often than I’d care to admit.

For some reason I didn’t really want to read the book, and for some reason I really enjoyed it. During my very brief read (it’s a short book) I couldn’t stop thinking about it. It distracted me during my white middle class yoga class meditation. I mind involuntarily kept fantasizing about how it would be to meet Yahya Hassan in person, would he be the nice smiling guy on the cover, would I be charmed and impressed, or would any of that lack of empathy that he writes about shine through? How can I make the image of an intellectual person who reads Crime and Punishment in prison merge with the one of a person who robs and attacks old ladies and young girls to rob them? A classic case of the middle class’ fascination with 'the other’ I suppose.

The perhaps most brilliant part of the book is how aware Hassan is about his middle class audience.

OCH VI VI MINGLAR OM ORÄTTVSA
OCH JAG JAG INSPIRERAR EN ARTIKEL
OCH JAG JAG SÄGER DET TILL GYMNASIEELEVER
OCH TILL UNIVERSITETSSTUDENTER
OCH TILL KONSTNÄRERNA OCKSÅ
JAG JAG SÄGER DET TILL INTERVJUARE
FRÅN DANMARKS RADIO

Freely translated:
AND WE MINGLE ABOUT INJUSTICE
AND I I INSPIRE AN ARTICLE
AND I I SAY IT TO HIGHSCHOOL STUDENTS
AND TO UNIVERSITY STUDENTS
AND TO THE ARTISTS ALSO
I I SAY IT TO INTERVIEWERS
FROM THE DANISH RADIO

He talks about his intellectual friend who is weak and who have ’f-g friends’ and he talks about all the ’well meaning’ overseers and the contact persons that he fucks (literally). He also talks about his ’N-gro friends’, the Somalis, the Jews, the drones over Palestine, and he is never anywhere near being political correct.

It feels like he sees through it all, he have seen it all, yet he’s so young, so naive, so filled with testosterone, you want to believe in redemption, in salvation and a story book classic happy ending.

[Neda Alaei · Rating 5 out of 5]

Eksplosiv diktsamling, fullstendig usensurert og unik i sin sjanger.

[Jakob · Rating 3 out of 5]

MIG JEG RYGER JEG DRØMMER IKKE
JEG HUSKER IKKE MINE DRØMME JEG RYGER
MIN KRØBLINGERYG HAR OMFAVNET MIG FORKERT
MINE HALEBEN JEG KA IKKE HVILE PÅ DEN
MIG JEG ER ABE

Den danske Strunge, skrigerne 10x, ingen integritet er tilbage

[Tobias Hermansson · Rating 4 out of 5]

"PAPPA MIN OFÖDDE SON

JAG SPILLER TJUGO LITER MÖRKER
OCH EN BARNDOM ÖVER VÄGGEN
EN STENÅLDERSHAND EN POCKETKORAN
KANSKE HADE JAG ÄLSKAT DIG
OM JAG VAR DIN PAPPA OCH INTE DIN SON"

Gåshud faktiskt, jättebra diktsamling.

[Neu · Rating 2 out of 5]

Det er meget enkelt. Digtsamlingen lever ikke op til al hypen. Jeg har længe ventet med at læse den, fordi jeg ikke ville lade min mening være farvet af den vanvittige mediestorm, der har været omkring Yayha Hassan, og det eneste som er blevet klart efter at have læst 169 sider er, at medierne, som altid, fordrejer ord så de bliver til sætninger, som de kan bruge til deres overskrifter, så de kan puste mere ild til den glødende indvandrerdebat. Yahya Hassan bruger mere tid på at kritisere sine egne forældre og sin egen opdragelse end at generalisere alle indvandrer, alle muslimer og alle perkere - men det forstår man først, når man læst digtsamlingen.

Ja, han er en god poet. Men så er den heller ikke længere. Digtsamlingen vidner om en (for) ung dreng, som har et kæmpe behov for at udtrykke sig og fortælle sin livshistorie. Nu hvor han har fundet den gyldne mellemvej og endelig har fået øjnene op for at kriminalitet er kriminalitet uanset hvem man er, og hvordan ens barndom har været, så deler han ud af gode råd og opfordrer alle sine medperkere til at gå den anden, lovlydige vej - hvilket hurtigt kan blive budskabet med hele digtsamlingen, fordi det i høj grad er budskabet i det sidste digt langdigt, som er over 30 sider langt. Det er dog vigtigt at pointere, at Yahya Hassan skriver personlige digte om sit eget liv, så hvis han skriver om sin hashrygende fætter, der igen er blevet taget af politiet, så skriver han om sin egen fætter og om IKKE dig eller om din fætter eller om din bror.

Alle digte minder meget om hinanden, dog er der tre forskellige typer, som næsten alle digtene indordner sig under - de utroligt beskrivende digte, hvor enkelte linjer stråler af brillans, mens resten er tilfældige og mere eller mindre ligegyldige = denne slags digte udgør størstedelen af digtsamlingen. Derefter er der de meget lyriske digte, som sikkert ryger hen over hovedet på mange, men som i virkeligheden er de digte, som bevidner om at Yahya Hassan er et uslebent talent og har et kæmpe potentiale. Til sidst er der digtene, som er skrevet på "perkerdansk", som er fine nok og stopper der.

Jeg tror, at det som virkelig rammer folk, når de læser Hassans digte er brutaliteten, barskheden og den ærlighed, som vi må gå ud fra, at de er skrevet med. Når man ikke kender den verden Yahya Hassan skriver om, kan det være meget opfriskende og inspirerende at høre en ung knejts mening om og foragt for det, men når selv har været der og bevidst har trådt udenom hele sit liv, så er det ikke så spændende længere.

Jeg er glad for at have læst digtsamlingen, omend bare for at kunne diskutere den, nu hvor den er på alles læber. Som en anden allerede har skrevet, så skal digtene læses for historiernes skyld og ikke lyrikken.

[Julie]

"IDAG VIL JEG LADE VÆRE
MED AT TRÆKKE GARDINERNE FRA
JEG VIL SPISE MORGENMAD OG GÅ I BAD
DRIKKE EN KOP KOP KAFFE OG NØJES MED EN SMØG
JRG VIL SKRIVE ET DIGT OG LÆSE I EN AVIS
OG EFTER LÆNGERE TIDS UBESLUTSOMHED
VÆLGE EN BOG FRA SAMLINGEN
MEN ET OPKALD FRA EN FÆTTER
OG JEG ER PÅ VEJ UD AD DØREN
MED HANDSKER I LOMMEN OG VÆRKTØJ I TASKEN"

Råhed og brutalitet er hovedemnerne i de barske digte, hvori Yahya Hassan beskriver splittelsen mellem den danske og mellemøstlige kultur, hans barndom og opvækst i vrede vendinger, som alligevel formår at bevare en vis rytme hele vejen igennem.

[hannahlara · Rating 5 out of 5]

Mange ting kan man sige om Yahya Hassan, hans meninger, og hans færden i verden, ja, man kan endda sige mange ting om hans digtning, er det i virkeligheden digte, eller er det bare selvbiografisk kortprosa? Men noget som ikke er til diskussion, er at dette er fantastisk skrevet, og giver en et fascinerende (men barskt) billede af en subkultur, som vi ikke er vandt til at få.

[Liza · Rating 4 out of 5]

Fantastisk og skræmmende. Ærligt og ulækkert.

[Max Hjelm · Rating 5 out of 5]

Extremt rå. Omöjligt att inte känna. Nog inte läst något som lyckas beskriva så mycket med så lite

[BellasCreativeLife · Rating 2 out of 5]

I liked a few of the poems, but honestly most of them I didnt really like at all. Slow. Confusing. Vulgar. Unclear. Difficult to read. It just wasnt for me.

[Eiríkur Norðdahl]

Ég kláraði samnefnda ljóðabók Yahyas Hassan í gær rétt áður en ég lagðist í sólarhringsflensu (aðra á mjög stuttum tíma). Ég get ekkert lesið þegar ég er veikur, heilinn í mér steikist alveg og ég missi þá litlu einbeitingarhæfileika sem ég hef fyrir.

Yahya Hassan er „Palestínumaður án ríkisfangs en með danskt vegabréf“ – þannig er það orðað á bakkápu bókarinnar og það stendur ekkert meira. Jú, fyrirgefið, það kemur fram að hann er fæddur 1995. Hann er sem sagt nítján ára í ár. Bókin er mjög persónulegt uppgjör við Islam, við Danmörku og Gaza-ströndina, fjölskylduna, félagana – það að vera múslimi, glæpamaður, rithöfundur.

Bókin Yahya Hassan er án nokkurs vafa bókmenntaviðburður síðasta árs í dönsku þjóðlífi – það voru prentuð af bókinni 57.000 eintök fyrir jól, hún kom fyrst út í október í 800 eintökum, og höfundurinn hefur verið í lífvarðafylgd á ljóðaupplestrum. Maðurinn Yahya Hassan er í senn eins konar Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali, eins konar Charles Bukowski, Sylvia Plath og Rimbaud, í senn gott skáld og klént skáld, konfessjónalískur og konsepsúalískur, manipúlerað peð í pólitískri refskák og eini frjálsi andinn í stöðnu dönsku andrúmslofti. Hann er einhvern veginn bæði erkitýpískur unglingur í uppreisn gegn foreldrum sínum og þeirra úreldu og ómanneskjulegu hefðum – hreinlega eins konar hippi – og fullorðinn maður með feykigott vald á hugarheimi sínum. Eigindlegur og megindlegur – ljóðmælandi er að tala um sjálfan sig, en hann gerir það á stað þar sem allt sem hann segir verður skilið sem allegóría fyrir alla aðra „í hópnum“, hann sé að mæla sannleikann innan úr innsta kjarna Íslam eða álíka, sé að afhjúpa fátæklinga sem glæpalýð og „kerfisfræðinga“. Og einhvers staðar er maður nauðbeygður að skilja hið einstaka sem fulltrúa hins almenna, í það minnsta sem atkvæði inn í flóruna.

Bókin er auk þess drifin áfram af persónulegri paþosvél – bókstaflega öll skrifuð í hástöfum – svo það er erfitt að hafna henni á einn eða annan hátt – að ætla að fara að finna að henni er einsog að „efast um upplifun fórnarlambs“ svo notað sé vinsælt orðasamband. Og það sem gerir hana áhugaverða er kannski alls ekki það sem gerir ljóðabækur venjulega áhugaverðar – ekki „listin“, ekki ljóðin sem slík, ef þetta væri nákvæmlega sama bók um uppgjör hvítrar stelpu við foreldra sína og þeirra smáborgarakúltúr, jafnt þótt hún innihéldi sama sársauka, sams konar upplifanir (og ég minni á að horrorinn á sér stað á öllum hæðum hússins) þá hefði hún verið allt önnur, einfaldari og síðri bók. Ekki þar fyrir að þannig bækur geti ekki verið góðar, en þeim dugar ekki að vera svona direkt. Þær þurfa á fleiri krákustígum að halda, meiri íróníu, meiri meta, fleiri levelum. Nema það sé einmitt galdurinn við Yahya Hassan – að þarna er ekkert fleira. Það er „ljóðrænt mál“ á köflum en það er afar beisikk – fyrirsjáanlegar og gegnsæjar myndlíkingar sem geta þar með aldrei orðið tilgerðarlegar eða torfgerðarlegar. Og svo ryðst hann áfram í samfelldri röddu – stílraust sem er jafn örugg og akkúrat og stílraust Bukowskis (burtséð frá kostum og göllum Bukowskis þá þekki ég engan rithöfund sem er jafn strípaður og samt auðþekkjanlegur og hann).

Ég á að skrifa um þessa bók fyrir danskt bókmenntatímarit og það er ekki auðvelt því hún vekur eiginlega upp slíka orrahríð af hugsunum að maður fær ekki almennilega hönd á neina þeirra fest. Og einsog venjulega er gagnrýnandum erfiðast að losa sig við tilgangslausustu spurninguna: Er þetta gott eða vont? Vel gert eða illa? Og kemst því aldrei almennilega í gegn til að spyrja sig einfaldlega: hvað er þetta?

Stundum les ég hana og mér líður einsog þarna gaurnum í Office Space sem er að hlusta á ofbeldisfullt hipphopp í bílnum sínum á hæsta blasti en fær svo kvíðakast þegar svartur rúðuþvottamaður ætlar að skafa hjá honum framrúðuna.

Stundum líður mér einsog þegar ég fór á karatemyndir sem barn eða hlustaði á Rage Against the Machine sem unglingur. Á fantasísku hlutverkaleiksfylleríi. Eitthvað svona Í dag erum við öll Yahya Hassan.

Ég hef haft áhyggjur af dönsku samfélagi í mörg ár og líður einsog þessi bók eigi í senn eftir að nýtast þeim sem þurfa að geta gert uppgjör við foreldra sína – sérstaklega múslimska unglinga, sem eru stór hluti af dönsku þjóðlífi – og hinum sem vilja gera því skóna að best sé að loka landamærum og pína svínakjöt ofan í alla í tollinum og leggja niður bótakerfið. Og það er vantraust af minni hálfu – ég treysti ekki samfélaginu til þess að melta upplýsingar af þessu tagi og komast ekki að forpokuðum niðurstöðum. Það er í öllu eðlilegu samhengi fyrst og fremst mitt vandamál, eða ætti að vera það.

Eitt af því áhugaverðasta við samtíma-íslamófóbíu er að hún, sem kúltúr, krefst þess alls ekki að til staðar séu neinir múslimar. Þannig er engin moska á Íslandi og strax búið að „vanhelga“ lóðina sem var úthlutað (eftir áralanga bið).

Ég veit ekkert hvað ég ætla að skrifa um hana. Ábyggilega eitthvað af ofangreindu. Ég hef þrjár vikur til að hugsa málið.

[Marius Aggerholm · Rating 4 out of 5]

Min dansklærer-anno-2015-æra, 1/3: Denne gang Yahya Hassan. Det sidste digt i bogen “Langdigt” er noget af det bedste nogensinde skrevet på dansk… i hvert fald en form for dansk.

[Nene La Beet · Rating 5 out of 5]

Lever helt op til al hypen. Fantastiske digte, der både er sprogligt overlegne og som samtidig rammer sådan en pæn middelklassedame som mig lige dér, hvor det gør ondt. Hans åbne erkendelse af sin egen flossede eller helt manglende moral gør ondt helt ned i tæerne!
Hvis ellers den unge mand kan holde sig fri af kriminalitet og ikke bliver slået ihjel af de sindssyge typer, der truer ham med bål og brand, så har han vist en strålende karriere foran sig.

[Peter Slessing · Rating 3 out of 5]

efter at høre ham oplæse et af hans digte med baggrundsmusik, kan ens hovede ikke lade vær med at oplæse det som ham. og det er smertefuldt.
ellers et fantastisk indblik i en mand som var splittet af to kulturer, uden at være hjemme nogen steder

[Miranda · Rating 3 out of 5]

Att läsa denna diktsamling var otroligt kämpigt. Jag hade en klump i magen av vemod under hela läsningen. Språket är kraftfullt och rått och svårsmält.

[Hanna · Rating 5 out of 5]

Ett ord som jag tycker är ganska töntigt för att beskriva kultur är att säga att något är starkt. Men jag har svårt att hitta andra ord för att beskriva Yahya Hassans verk. Det är så fruktansvärt starkt – sorgligt, upprörande, känsloladdat, absurt komiskt och aktuellt. Vill dock säga att min läsupplevelse förhöjdes avsevärt av att jag efter att ha läst en fjärdedel gick på Malmötxts evenemang om Hassans författarskap. Att få höra poesin högläst och framför allt att få höra den otroliga översättaren Johanne Lykke Naderehvandi prata både om själva översättningen och om det Danmark som formade (och mottog) Yahya Hassan gav läsningen en ny dimension för mig. De återstående tre fjärdedelarna landade därför mycket tyngre. Det var dessutom mycket starkt när Naderehvandi sa att "grisen och röven är central för dansk kultur."

"MEN NI KAN HISTORIEN
EN SOCIALASSISTENT DYKER UPP MED ETT PAPPER
OCH NÅGRA POLISER SOM BARA GÖR SITT JOBB
MAMMA SÄGER
TA INTE MIN SON DET ÄR EID IMORGON"

[Frida Demant · Rating 4 out of 5]

Meget smukke og voldsomme digte

[Jens Zingmark]

Omvälvande, upprörande, ilsket, sorgligt, vackert, roligt. En oerhörd diktsamling!

[Anetq · Rating 5 out of 5]

JEGERHASSAN SKRIVER DIGTE ELLER NÆRMERE PROSASTYKKER OM AT VÆRE JEGERHASSAN OG DE ER AL HYPEN VÆRD
DET ER NOGET LORT AT VÆRE DANSK-PERKER ELLER PERKERDANSKER OG MÆRKE FRUSTRATIONEN
OG UDLEVE FRUSTRATIONERNE OG UDLEVE KONSEKVENSERNE
HVIS MORAL ER EN KONTRAKT VI INDGÅR MED HINANDEN ER DER HELLER INGEN REGLER NÅR MAN IKKE ER MEDLEM NOGEN STEDER
OG STRAFFEN KOMMER ALLIGEVEL UANSET OM MAN GØR NOGET ELLER EJ.

Yahya Hassan er sprogligt overlegen og deler øretæver ud til alle:
fædre der tæsker
samfundsnassere
hyklere i alle farvenuancer, men især de religiøse
muslimer
danskere
velmenende socialpædagoger
ikke spor velmenende pædagoger
dem der hylder kunst og litteratur
og JEGERHASSAN selv.
BANG!
GRATIS TÆSK TIL ALLE!

[Stéphanie Jurzysta · Rating 4 out of 5]

Poesi är en fantastisk konstform när den är väl utförd. Det blir så galet naket och påträngande. Det här är riktigt bra poesi som letar sig in under skinnet och borrar i själen. Det handlar om en uppväxt som är fruktansvärd och den levs av en person som inte direkt väcker sympati. I sanningens namn väcker inte någon i boken sympatikänslor. Dikterna är bäst när språket tar den brutna formen, för precis som Jonas Hassen Khemiri känns de meningarna mer arbetade och de slår som kulsprutor. En bok mer än värd att läsas. Och ge inte upp innan du läst den sista dikten "långdikt".

[Morten Lustrup · Rating 5 out of 5]

De billigste 170 kroner, jeg nogensinde har brugt. Noget af det bedste, om ikke mest påvirkende, jeg nogensinde har læst.

Kom i gang derude!

[Emelie · Rating 3 out of 5]

"I DAG TÄNKER JAG LÅTA BLI
ATT DRA IFRÅN GARDINEN
JAG TÄNKER ÄTA FRUKOST OCH TA EN DUSCH
DRICKA EN KOPP KAFFE OCH NÖJA MIG MED EN CIGG
JAG TÄNKER SKRIVA EN DIKT OCH LÄSA I EN TIDNING
OCH EFTER EN LÄNGRE TIDS OBESLUTSAMHET
VÄLJA EN BOK UR SAMLINGEN
MEN ETT SAMTAL FRÅN EN KUSIN
OCH JAG VAR PÅ VÄG UT GENOM DÖRREN
MED HANDSKAR I FICKAN OCH VERKTYG I VÄSKAN" (Kumpaner)

Yahya Hassan skriker ut sitt liv genom diktandet. Han håller inte tillbaka med någonting: allt som har känts och upplevts tar sig fram utan någon som helst censur. Han skildrar den knackiga barndomen, hyckleriet som pågår i samhällets olika beståndsdelar och den repetitiva vardagen. Det är ofta råa och obekväma skildringar, men det är också just det som får det att kännas så äkta. Rekommenderas! 🌱

[Karenina (Nina Ruthström) · Rating 4 out of 5]

Brutalt. Tar andan ur mig.

[Tobias Fausko-Johansen · Rating 4 out of 5]

RIP til en legende.

["Robert Ekberg" · Rating 4 out of 5]

Men så fruktansvärt djävla rimlig.

[Ansa · Rating 3 out of 5]

Runous toimii harvoin kuunneltuna, mutta tämän äänikirjaversio yllätti paikoin pelottavallakin suorasukaisuudellaan ja proosamaisuudellaan.

[Birta · Rating 5 out of 5]

Orðlaus. Veit ekkert hvað ég get skrifað hérna. Skyldulesning. Eins og blaut tuska í andlitið.