What do you think?
À la recherche du temps perdu #7
Time Regained
The final volume of In Search of Lost Time chronicles the years of World War I, when, as M. de Charlus reflects on a moonlit walk, Paris threatens to become another Pompeii. Years later, after the war's end, Proust's narrator returns to Paris, where Mme. Verdurin has become the Princesse de Guermantes. He reflects on time, reality, jealousy, artistic creation, and the raw material for literature-his past life. This volume also includes the indispensable Guide to Proust, an index to all six volumes of the novel.
784 pages, Paperback
First published January 1, 1927
About the author
Marcel Proust
2,378 books7,878 followersMarcel Proust was a French novelist, best known for his 3000 page masterpiece À la recherche du temps perdu (Remembrance of Things Past or In Search of Lost Time), a pseudo-autobiographical novel told mostly in a stream-of-consciousness style.
Born in the first year of the Third Republic, the young Marcel, like his narrator, was a delicate child from a bourgeois family. He was active in Parisian high society during the 80s and 90s, welcomed in the most fashionable and exclusive salons of his day. However, his position there was also one of an outsider, due to his Jewishness and homosexuality. Towards the end of 1890s Proust began to withdraw more and more from society, and although he was never entirely reclusive, as is sometimes made out, he lapsed more completely into his lifelong tendency to sleep during the day and work at night. He was also plagued with severe asthma, which had troubled him intermittently since childhood, and a terror of his own death, especially in case it should come before his novel had been completed. The first volume, after some difficulty finding a publisher, came out in 1913, and Proust continued to work with an almost inhuman dedication on his masterpiece right up until his death in 1922, at the age of 51.
Today he is widely recognized as one of the greatest authors of the 20th Century, and À la recherche du temps perdu as one of the most dazzling and significant works of literature to be written in modern times.
Born in the first year of the Third Republic, the young Marcel, like his narrator, was a delicate child from a bourgeois family. He was active in Parisian high society during the 80s and 90s, welcomed in the most fashionable and exclusive salons of his day. However, his position there was also one of an outsider, due to his Jewishness and homosexuality. Towards the end of 1890s Proust began to withdraw more and more from society, and although he was never entirely reclusive, as is sometimes made out, he lapsed more completely into his lifelong tendency to sleep during the day and work at night. He was also plagued with severe asthma, which had troubled him intermittently since childhood, and a terror of his own death, especially in case it should come before his novel had been completed. The first volume, after some difficulty finding a publisher, came out in 1913, and Proust continued to work with an almost inhuman dedication on his masterpiece right up until his death in 1922, at the age of 51.
Today he is widely recognized as one of the greatest authors of the 20th Century, and À la recherche du temps perdu as one of the most dazzling and significant works of literature to be written in modern times.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 3 of 3 reviews
October 3, 2021
Efter et års læsning med mange indlagte (og nødvendige) Proust-pauser, blev sidste bind i værket om den forsvundne tid endeligt afsluttet. Vel nok det mest krævende, det mest langsommelige og det mest knudrede værk, jeg nogensinde har læst. Bøgerne indeholder både sublime, tankevækkende momenter, der beskriver hvordan tiden, og vores positive og smertefulde erfaringer i den grad præger vores nutidige handlen og væren, men desværre også en masse fyldstof, som hurtigt ryger ud i glemslen. Jeg er nok ikke verdens bedste Proustlæser, og synes faktisk, at Virginia Woolfs tankestrømme, Kafkas dagbøger, og Knausgårds skandinaviske tilgang til den ekstremt selvreflekterende genre alle er langt mere tilgængelige - og for mig personligt - langt mere givende. På trods af dårlig redigering og et utal af kedsommelige passager, der bare "skulle overstås" må værket dog anerkendes som både uvurderlig og eviggyldig inspirationskilde for al moderne litteratur. Derfor, hvis man har tiden - og tålmodigheden - venter der en hel potentiel guldgrube af eksistentialistiske åbenbaringer for den opmærksomme læser.
March 7, 2018
Marcel Proust (1871-1922) var fra et velstående pariserhjem; hans far var doktor, og hans mor var af en rig jødisk vekselererfamilie. Fra sit 18. år gik Proust i sin egen retning, idet han satte al energi ind på at vinde adgang til de mondæne litterære saloner, hvor intellektuelle mødtes for at diskutere litteratur, kunst, musik – og for at gnubbe skuldre med aristokratiet. Proust havde selv studeret jura, men ernærede sig som oversætter, essayist og salonkronikør i avisen Le Figaro, hvilket sidste bidrog til hans ry som selskabsløve og snob. Den autofiktive roman ’På sporet af den tabte tid’, som han skrev på fra 1909 til 1922, blev betragtet som svært tilgængelig, idet den var et af de første bud på den såkaldte monstrøse roman. Karakteristisk for sådanne romaner er deres enorme omfang, en splintret episk struktur, et uklart forhold mellem indre og ydre virkelighed, nedbrydning af vante forestillinger om tid, rum og kausalitet, en hang til refleksion og store doser intertekstualitet i forhold til et enormt dannelsesunivers.
Der er ikke nogen iboende vinkling af stoffet i Prousts roman og endnu mindre et episk drive, som er til at få øje på. Centralperspektivet er en saga blot. I stedet kører Proust i ring og gentager sig selv, idet han spreder forvirring om tid og synsvinkler. Se f.eks. dette lille brudstykke af en sætning ”…hvilket, hvis vi giver fortælleren samme navn som forfatteren til denne bog…” – hvor man som læser umiddelbart sidder forvirret tilbage, for hvis såvel fortælleren Marcel som forfatteren Marcel Proust omtales i tredje person, hvem er det så lige, der taler? Forvirringen skyldes, at fortælleren er spaltet ud i 1) den ældre Marcel, der fra et senere fortælletidspunkt leverer historien, og 2) den unge Marcel, der lever sit liv i den omtalte tid uden at have den ældre Marcels erkendelse. De to udgaver af fortælleren smelter først sammen i sidste bind, da Marcel beslutter sig for at skrive den roman, læseren netop har læst.
I stedet for at frustreres over, at fortælleren ikke gebærder sig som normalt, bør man læne sig tilbage og nyde rundturen i en slags hypertekst, hvor man som læser er overladt til at finde sit eget perspektiv på det meget store tekstkorpus. Det enorme persongalleri muliggør mange potentielle perspektiver, men mht. et tema for romanværket som helhed, foreslår den førende danske Proust-forsker Neil Ashley Conrad: livsaldre. Fortælleren gennemlever i romanens løb det meste af et livsforløb, og han reflekterer kontinuerligt over de enkelte livsstadier. Men dette gør ikke ’På sporet’ til en traditionel dannelsesroman, idet der snarere end en opbygning af noget er tale om en afvikling af noget. Afviklingen har at gøre med den gradvise og til sidst helt konsekvente ekskludering af virkeligheden.
Virkelighedens Marcel Proust blev fastholdt urimeligt længe i en mor/barn-symbiose, og en for stærk moderbinding kan tendentielt forstyrre et barns psykoseksuelle udvikling. Marcel boede hos sine forældre frem til deres død, hvor han selv var 35 år. Moderens bekymring for den astmatiske søn balancerede på kanten af dominerende indblanding. ”Jeg var altid fire år gammel i hendes øjne”, sagde Proust som forklaring på, at han underlagde sig hendes ønske om kontrol med basale funktioner i hans liv som søvn, afføring og appetit. Så sent som i puberteten definerede Marcel ulykke som ”at være adskilt fra mor”, og hans erfaring med andre objektrelationer udgjordes af mere eller mindre mislykkede forsøg på forførelse af skolekammerater.
Efter moderens død gled han ind i en sekundær narcissisme. – Med larmen fra boulevard Haussmann som belejlig undskyldning, opbyggede han i sin lejlighed et korkisoleret værelse, hvor han afsondrede sig fra verden og blev mere og mere introvert. Han sov om dagen og skrev om natten, hvilket alt sammen foregik i den spinkle messingseng, der havde fulgt ham siden puberteten, og som – anskuet fra en psykologisk vinkel – nu tjente som en slags livmodererstatning. ’Korkhulen’ lå i en herskabslejlighed, som Proust havde arvet efter familien på mødrene side, men på et tidspunkt måtte man afhænde lejligheden, hvilket bragte Proust i den værst tænkelige situation: at skulle bo i en lejlighed, der ikke bar spor af hans mor. I den nye lejlighed i rue Hamelin gik det hurtigt ned ad bakke for Proust, hvilket bl.a. skyldtes, at han igennem sine sidste to år her skulle arbejde i isnende kulde, da han hverken kunne tåle centralvarmen eller røgen fra kaminerne. Svøbt i diverse tøjstykker og liggende i sengen beskrev hans eget liv en narcissistisk bane tilbage mod nulpunktet, alt imens han ironisk nok arbejdede på at afslutte det værk, der skulle åbne livet for læserne.
En væsentlig sløjfe på Prousts poetik og dens tætte tilknytning til fænomenet tid går nemlig på læseren af værket: ”I virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv”. Den opmærksomme læser erkender altså sin egen gradvise forvandling, mens vedkommende læser Proust.
Alain de Botton, der har studeret den meget store brevveksling, som er kilden til viden om virkelighedens Proust, citerer ham for at have sagt, at det ”er sandt, at der er mennesker der er deres bøger overlegne, men det er fordi deres bøger ikke er BØGER”. Ved at færdiggøre BOGEN inden sin død, havde Proust held til at foretage det ultimative identitetsskift – dét, hvor han i forhold til eftertiden fravalgte sin egen fysiske realitet til fordel for det fiktive billede, som han selv havde skabt. Fædrene arv og mødrene miljø – alt fravalgtes til fordel for en fiktion.
Forfatteren Bergotte, den person i ’På sporet’, der deler karaktertræk med virkelighedens Proust, får denne afskedssalut i romanen: ”Han blev begravet, men hele sørgenatten igennem vågede i boghandlerens oplyste vinduer hans bøger, ordnede tre og tre som engle med udfoldede vinger, og syntes, til erstatning for ham, som ikke var mere, symbolet på hans genopstandelse”.
Litteraturen giver altså på den ene side læseren mulighed for at udvikle sit sande jeg, mens den giver forfatteren mulighed for at ”genopstå” i lige præcis den inkarnation, han måtte ønske.
Der er ikke nogen iboende vinkling af stoffet i Prousts roman og endnu mindre et episk drive, som er til at få øje på. Centralperspektivet er en saga blot. I stedet kører Proust i ring og gentager sig selv, idet han spreder forvirring om tid og synsvinkler. Se f.eks. dette lille brudstykke af en sætning ”…hvilket, hvis vi giver fortælleren samme navn som forfatteren til denne bog…” – hvor man som læser umiddelbart sidder forvirret tilbage, for hvis såvel fortælleren Marcel som forfatteren Marcel Proust omtales i tredje person, hvem er det så lige, der taler? Forvirringen skyldes, at fortælleren er spaltet ud i 1) den ældre Marcel, der fra et senere fortælletidspunkt leverer historien, og 2) den unge Marcel, der lever sit liv i den omtalte tid uden at have den ældre Marcels erkendelse. De to udgaver af fortælleren smelter først sammen i sidste bind, da Marcel beslutter sig for at skrive den roman, læseren netop har læst.
I stedet for at frustreres over, at fortælleren ikke gebærder sig som normalt, bør man læne sig tilbage og nyde rundturen i en slags hypertekst, hvor man som læser er overladt til at finde sit eget perspektiv på det meget store tekstkorpus. Det enorme persongalleri muliggør mange potentielle perspektiver, men mht. et tema for romanværket som helhed, foreslår den førende danske Proust-forsker Neil Ashley Conrad: livsaldre. Fortælleren gennemlever i romanens løb det meste af et livsforløb, og han reflekterer kontinuerligt over de enkelte livsstadier. Men dette gør ikke ’På sporet’ til en traditionel dannelsesroman, idet der snarere end en opbygning af noget er tale om en afvikling af noget. Afviklingen har at gøre med den gradvise og til sidst helt konsekvente ekskludering af virkeligheden.
Virkelighedens Marcel Proust blev fastholdt urimeligt længe i en mor/barn-symbiose, og en for stærk moderbinding kan tendentielt forstyrre et barns psykoseksuelle udvikling. Marcel boede hos sine forældre frem til deres død, hvor han selv var 35 år. Moderens bekymring for den astmatiske søn balancerede på kanten af dominerende indblanding. ”Jeg var altid fire år gammel i hendes øjne”, sagde Proust som forklaring på, at han underlagde sig hendes ønske om kontrol med basale funktioner i hans liv som søvn, afføring og appetit. Så sent som i puberteten definerede Marcel ulykke som ”at være adskilt fra mor”, og hans erfaring med andre objektrelationer udgjordes af mere eller mindre mislykkede forsøg på forførelse af skolekammerater.
Efter moderens død gled han ind i en sekundær narcissisme. – Med larmen fra boulevard Haussmann som belejlig undskyldning, opbyggede han i sin lejlighed et korkisoleret værelse, hvor han afsondrede sig fra verden og blev mere og mere introvert. Han sov om dagen og skrev om natten, hvilket alt sammen foregik i den spinkle messingseng, der havde fulgt ham siden puberteten, og som – anskuet fra en psykologisk vinkel – nu tjente som en slags livmodererstatning. ’Korkhulen’ lå i en herskabslejlighed, som Proust havde arvet efter familien på mødrene side, men på et tidspunkt måtte man afhænde lejligheden, hvilket bragte Proust i den værst tænkelige situation: at skulle bo i en lejlighed, der ikke bar spor af hans mor. I den nye lejlighed i rue Hamelin gik det hurtigt ned ad bakke for Proust, hvilket bl.a. skyldtes, at han igennem sine sidste to år her skulle arbejde i isnende kulde, da han hverken kunne tåle centralvarmen eller røgen fra kaminerne. Svøbt i diverse tøjstykker og liggende i sengen beskrev hans eget liv en narcissistisk bane tilbage mod nulpunktet, alt imens han ironisk nok arbejdede på at afslutte det værk, der skulle åbne livet for læserne.
En væsentlig sløjfe på Prousts poetik og dens tætte tilknytning til fænomenet tid går nemlig på læseren af værket: ”I virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv”. Den opmærksomme læser erkender altså sin egen gradvise forvandling, mens vedkommende læser Proust.
Alain de Botton, der har studeret den meget store brevveksling, som er kilden til viden om virkelighedens Proust, citerer ham for at have sagt, at det ”er sandt, at der er mennesker der er deres bøger overlegne, men det er fordi deres bøger ikke er BØGER”. Ved at færdiggøre BOGEN inden sin død, havde Proust held til at foretage det ultimative identitetsskift – dét, hvor han i forhold til eftertiden fravalgte sin egen fysiske realitet til fordel for det fiktive billede, som han selv havde skabt. Fædrene arv og mødrene miljø – alt fravalgtes til fordel for en fiktion.
Forfatteren Bergotte, den person i ’På sporet’, der deler karaktertræk med virkelighedens Proust, får denne afskedssalut i romanen: ”Han blev begravet, men hele sørgenatten igennem vågede i boghandlerens oplyste vinduer hans bøger, ordnede tre og tre som engle med udfoldede vinger, og syntes, til erstatning for ham, som ikke var mere, symbolet på hans genopstandelse”.
Litteraturen giver altså på den ene side læseren mulighed for at udvikle sit sande jeg, mens den giver forfatteren mulighed for at ”genopstå” i lige præcis den inkarnation, han måtte ønske.
October 26, 2014
Fine og sjove betragtninger, men mangel på struktur og egentlig handling gør, at der bare findes bedre bøger. Du nåede kun 43 sider ind.
Displaying 1 - 3 of 3 reviews