The Fall

by Albert Camus, Justin O'Brien (Translator)

Jean-Baptiste Clamence is a soul in turmoil. Over several drunken nights in an Amsterdam bar, he regales a chance acquaintance with his story. From this successful former lawyer and seemingly model citizen a compelling, self-loathing catalogue of guilt, hypocrisy and alienation pours forth.

The Fall (French: La Chute) is a philosophical novel by Albert Camus. First published in 1956, it is his last complete work of fiction. The Fall explores themes of innocence, imprisonment, non-existence, and truth. In a eulogy to Albert Camus, existentialist philosopher Jean-Paul Sartre described the novel as "perhaps the most beautiful and the least understood" of Camus' books.

Genres: Fiction, Philosophy, Classics, France, Literature, French Literature, Novels

147 pages, Paperback

First published May 16, 1956

About the author

Works, such as the novels The Stranger (1942) and The Plague (1947), of Algerian-born French writer and philosopher Albert Camus concern the absurdity of the human condition; he won the Nobel Prize of 1957 for literature.

Origin and his experiences of this representative of non-metropolitan literature in the 1930s dominated influences in his thought and work.

He also adapted plays of Pedro Calderón de la Barca, Lope de Vega, Dino Buzzati, and Requiem for a Nun of William Faulkner. One may trace his enjoyment of the theater back to his membership in l'Equipe, an Algerian group, whose "collective creation" Révolte dans les Asturies (1934) was banned for political reasons.

Of semi-proletarian parents, early attached to intellectual circles of strongly revolutionary tendencies, with a deep interest, he came at the age of 25 years in 1938; only chance prevented him from pursuing a university career in that field. The man and the times met: Camus joined the resistance movement during the occupation and after the liberation served as a columnist for the newspaper Combat.

The essay Le Mythe de Sisyphe (The Myth of Sisyphus), 1942, expounds notion of acceptance of the absurd of Camus with "the total absence of hope, which has nothing to do with despair, a continual refusal, which must not be confused with renouncement - and a conscious dissatisfaction."
Meursault, central character of L'Étranger (The Stranger), 1942, illustrates much of this essay: man as the nauseated victim of the absurd orthodoxy of habit, later - when the young killer faces execution - tempted by despair, hope, and salvation.

Besides his fiction and essays, Camus very actively produced plays in the theater (e.g., Caligula, 1944).

The time demanded his response, chiefly in his activities, but in 1947, Camus retired from political journalism.

Doctor Rieux of La Peste (The Plague), 1947, who tirelessly attends the plague-stricken citizens of Oran, enacts the revolt against a world of the absurd and of injustice, and confirms words: "We refuse to despair of mankind. Without having the unreasonable ambition to save men, we still want to serve them."

People also well know La Chute (The Fall), work of Camus in 1956.

Camus authored L'Exil et le royaume (Exile and the Kingdom) in 1957. His austere search for moral order found its aesthetic correlative in the classicism of his art. He styled of great purity, intense concentration, and rationality.

Camus died at the age of 46 years in a car accident near Sens in le Grand Fossard in the small town of Villeblevin.

Chinese 阿尔贝·加缪

Reviews

[Nene La Beet]

Det er altid svært at skrive noget om en klassiker. For hvad kan man dog finde på, som andre ikke har skrevet langt klogere før? Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

Jeg synes, Faldet er sværere tilgængelig end Pesten, som jeg læste under corona. Man kan ikke undslå sig Camus' hårde dom, selvom man vrider og vender sig, og deri ligger vel bogens genialitet. Det er ikke behageligt, men det er så nok heller ikke meningen...

Jeg har krydslæst mellem en moderne udgave og en ældre, oversat af Frank Jæger. Jeg tror faktisk, jeg foretrækker Jæger, selvom sproget er ganske altmodisch.

[Emma Brandt]

Mæget god

[Nanna]

Den var fin nok? Er jeg for dum til den? Måske

[Aslak Broby Johansen]

Bogen stiller mange utroligt spændende filosofiske spørgsmål, og giver stof til eftertanke.
Det er dog leveret helt utrolig tungt, så for mig blev det en kamp at komme i gennem.
Jeg læste Frank Jægers oversættelse, og vil bestemt ikke afvise at oversættelsen kan have været medvirkende til at høre læseoplevelsen så tung for mig.

[Fredrik]

Godt skrevet, forstod lite

[Tobias Cramer]

Faldt jeg for Faldet?

Nej. Ikke pladask.

Den er ellers kompetent. Den har for eksempel taget det det sjældne valg at have en gennemgående andenpersonsfortæller. Og så handler den også om store emner: Skyld, tilgivelse, anger, bod og soning.

Så langt så filosofisk religiøst. Jeg blev bare aldrig rigtig grebet af den. Heller ikke selvom en smuk servitrice kom op til mig på en café og sagde hun var i gang med den samme bog lige nu. Det kunne have været romantisk, men jeg er lykkeligt gift, så den sidehistorie blev jeg heller ikke grebet af.

Jeg er mere til Camus’ mindre vidtløftige bøger. Det er så dejlig jordnært, når Pesten starter med at nedgøre byen Oran og Den Fremmede begynder med: ”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke”.

[Jeppe]

What the heck?
4 pil ned

De 30% af bogen jeg forstod var som at høre en Drake sang, dog kunne Camus godt lige have droppet den der dialog struktur, eller i det mindste givet dialogen fra begge sider, sådan det ikke bare føles man høre en snakke i telefon på afstand...

Og hold kæft de må have gået langsomt hvis det tog dem 3 timer at nå hjem lol, Clamence skulle os bare have fulgt ham ned til havnen, men næh nej han skulle lige yappe yderligere 3 timer. Kan dog godt se det vil være en kedelig bog hvis den stoppede der, men stadigvæk!

Der var ikke meget aktuel historie over bogen, hvilket nok er det, som gør at jeg foretrækker "Den Fremmede" frem for "faldet" Ellers en god nok bog

[Line Timmermann]

"Sandheden blænder ligesom lyset. Løgnen derimod er som et smukt aftenlys, der fremhæver alle genstande."

"For enden af al frihed er der en domsafsigelse; derfor er friheden alt for tung af bære (...)"

[Ploni Almoni]

Jeg læste en hel del Camus da jeg var cirkus 17. Og dengang tror jeg Faldet, var den af hans bøger, der ramte dårligst… men den tager altså revanche senere og pludselig er det nemt at forstå, hvordan det oppustede selvglade borgerlige selvbillede må og skal krakelere i skam og selvransagelse! Et markant bedre portræt af Sykofanten end Manns Mefisto. Selvom teksten er lige til den maniske side for min smag 🥲

[Heli]

Sinds oplæser. Camus sidste og (i min optik) bedste, men alligevel mindst populære værk. Det er ellers her hvor han ægte blærer sig med sin forfatter-kunnen.
Jeg er så fan af hvor tvetydig bogens budskab er. Læseren er næsten i direkte kontakt med fortælleren, i det bogen er skrevet som én, lang dialog mellem læseren (iklædt en karakter) og advokaten, eller den ‘bodfærdige dommer’ (nogle vil endda mene at fortælleren et eller andet sted er Camus selv). Super passende fortællerteknik, da man i sidste ende (spoiler ig) bliver hivet med ned i ‘faldet’ og skyldiggøres. På en eller anden måde, så slutter fortællerens bekendtgørelse næsten som den startede, hvilket er det ironiske ved bøgen. Så selvom han prædker om at være skyldig, og dermed opnå bodfærdighed, er det alt sammen en undskyldning eller maske- præcis ligesom han startede. Denne gang er det blot læseren han prøver at overbevise, i stedet for sig selv. Måske er det ene en forlængelse af det andet.
Men idk synes det er en banger og det er lowkey også den første bog jeg længe har læst fra start til slut.

[Gitte Hørning]

Det må simpelthen være litteraturhistoriens længste indre monolog: Den fallerede advokat Jean-Baptiste Clamences tankestrøm, udfoldet over 126 sider i Albert Camus’ roman ’Faldet’. Romanen har stået ulæst på min reol i så mange år, at den i sin tid er erhvervet for den helt usandsynlige sum: kr. 4.85. Og masser af dårlig samvittighed har den afstedkommet, når jeg under mange flytninger i årenes løb har pakket den ned og op, ned og op. Det er jo nemlig en klassiker på verdensplan, så jeg burde for længst være velbevandret i Jean-Baptistes eksistentielle refleksioner, således som de udlægges for diverse (tænkte) samtalepartnere, som han tilfældigt møder på sit lettere lurvede stamværtshus Mexico-City i Amsterdam.

Clamence er ellers franskmand og tidligere stjerneadvokat i Paris, hvor han med stor retorisk pondus førte sig frem i retssalene. Han var imidlertid ikke bare intellekt, men også krop – og en velbygget sådan, der gjorde stor lykke hos mange kvinder. I det hele taget solede han sig i sin egen selvopfattelse som et stolt overmenneske.

Hvordan bringes nu dette overmenneske til fald? Ja, der går lang tid, inden den begivenhed, der har rystet Clamences selvopfattelse, rent faktisk beskrives. I starten og lejlighedsvist hen ad vejen hører vi blot om latteren, der er indlagt som en slags spændingsopbygning. Den diabolske latter er noget, der har martret ham, efter at han på et tidspunkt blev vidne til en kvindes fysiske fald ned i Seinen fra en af Paris’ broer. Og han, der tidligere har fortalt op ad vægge ned ad stolper om, hvordan han eksempelvis hjalp blinde over gaden og bukkede høfligt for dem efter veludført dåd, han må nu konstatere, at han er i stand til at overvære et selvmord uden at føle nogen som helst drift i retning af at forhindre ulykken. Dette er den første, afgørende sprække i hans overmenneskelighed, og da der først er gået hul på pansret, vælter han sig vellystigt i sit eget mentale forfald. Han lukker derfor sin eksistens i Paris ned og bosætter sig i Amsterdam, hvor han på det brune værtshus Mexico-City forfølger sin nye karriere som bodfærdig dommer.

Sædvanligvis vil et stort prosaværk som en roman være opbygget som en vekslen mellem tre dominerende fortællemåder: Den berettende, den sceniske og den beskrivende fortællemåde. I ’Faldet’ berettes der i panoramiske tilbageblik om Clamences overskuds-tilværelse i Paris, mens der slås over i scenisk fortællemåde, når der zoomes ind på Mexico-City som platformen for nutidshandlingen. Og her indlægges der også diverse beskrivelser, f.eks. af ”den agtværdige gorilla, som råder for dette etablissements skæbne”, altså værtshusholderen. Men disse tre fortællemåder oplever vi kun på anden hånd, idet de alle er indlagt i det, der suverænt er den overordnede fortællemåde: Clamences indre monolog. Når jeg uden videre forkaster at lege med på Clamences påstand, at han kommunikerer med en aktuel samtalepartner på værtshuset, så er det, fordi denne aldrig kommer til orde. Det forekommer også usandsynligt, at en eventuel anden person uden videre skulle kunne tilsidesætte sin egen agenda for at følge trop med Clamence i de fem dage, som fortælletiden strækker sig over. Endelig viser det sig i den sidste ende, at ’samtalepartneren’ også er sagfører i Paris, så der er nok tale om Clamences alter ego.

Dette alter ego tjener som medspiller i Clamences aktuelle gennemspilning af sin ”nyttige gerning” på Mexico-City, der fungerer som retssal for den bodfærdige dommer. Bodfærdigheden består i, at han holder offentligt skriftemål, hvor han i stor stil anklager sig selv. Men han tilpasser sine ord efter tilhøreren og giver dermed denne anledning til at kunne overbyde sig, hvilket tjener det formål, at det menneskelige portræt, der tegnes, ligner alle og ingen. ”Når portrættet er fuldført, som nu i aften, viser jeg det frem og siger utrøsteligt: ”Ak, her kan De selv se, hvad jeg er for et menneske.” Anklageskriftet er færdigt. Men samtidig bliver det portræt, jeg holder frem mod mine samtidige, et spejl.” Clamence er besat af tanken om at få den tidligere beskrevne latter til at forstumme; han vil for alt i verden undgå den dom, som hans personlige syndefald kan udløse over hans hoved. Men som han siger, så er vi mennesker vores egen værste dommer, så derfor er det en god taktik at ”begynde med at udvide dommen til at omfatte alle uden forskel for at fortynde den, svække den.” Lidt senere korrigerer han sig selv i den henseende, at det vigtigste alligevel ikke er at undfly dommen. ”Det vigtigste er at kunne tillade sig alt, og slippe med, nu og da, under høje véråb, offentligt at bekende sin egen nedrighed.”

Læseren af romanen ’Faldet’ er jo en nok så reelt eksisterende kommunikationspartner for Clamence, som den såkaldte parisiske advokat er det, derfor bliver læserens fysiognomi også vist i det spejl, som Clamence rækker frem i et forsøg på at udtynde og almengøre sin egen skyld. Jeg takker hermed på egne vegne for den værdighed at blive inddraget som aktør i projekt ansvarsforflygtigelse og unddragelse af skyld.

For god ordens skyld vil jeg afslutningsvist gøre opmærksom på, at ’Faldet’ er langt mere kompleks, end ovenstående præsentation lader ane. Filosoffen Albert Camus forholder sig intertekstuelt til såvel Biblen som Dante, Dostojevskij og Nietzsche, men disse lag magter jeg ikke at parafrasere.

[Mathilde Althoff Vincit]

Fantastisk.

[Katrine Markussen]

Enormt godt skrevet. Mange kreative vendinger som jeg læste dobbelt for at være sikker på at have forstået meningen bag. Det er en hudløst ærlig fortælling om det at være menneske, hvor han fremlægger alle de elementer af livet, som altid ellers gemmes væk. Hovedpersonen omfavner i stedet disse laster, og ser dem i nogen grad slet ikke som laster. Han slår mig som en meget selvtilfreds og arrogant person, som mangler noget perspektiv i livet. Alligevel er han virkelig reflekteret og opmærksom på både sig selv og andre.

Jeg synes at hovedpersonen var noget forvirrende at følge i den første halvdel af bogen, da han virkede i ét og samme meget afklaret om hvem han var, samtidig med at lyve for sig selv. Det er som om han tog et fald som menneske, faldt ned fra den piedestal han har placeret sig selv på, da han fejler i at gøre den ultimativt altruistiske handling; at redde den unge kvinde fra drunknedød. Alligevel virker han til slut helt afstemt om, at det aldrig kunne have forløbet sig anderledes, hvilket jeg ikke er sikker på at jeg forstod. For det må betyde, at han fortrød sin mangel på handling, men skulle han få en ny chance, ville intet ændre sig? I mine øjne virker han som et lidt slet menneske, som har besluttet sig for at være god. Fordi det altså er en beslutning, ligger det ikke i hans natur og umiddelbare reaktioner at være godhjertet, hvorfor han ikke reagerede hurtigt nok til at redde hende.

Der er en gennemgående ironi i hele bogen. Den som hovedpersonen er i samfundets øjne, er ikke den som han er i sit indre. Sit indre 'jeg' fortæller han så videre til de som vil lytte. Jeg tror, at han gør det for at finde mening i handlingen (eller mangel deraf). At han nu har indset, at ingen kan være så hævede over andre, at alle har deres fejl og mangler. Derfor må han hjælpe andre med at indse, at det er et fælles vilkår som menneske. Han fortælle det selv som, at han ved sine historier holder et spejl op foran sin samtalepartner, så de ligeledes vil indrømme deres dårlige handlinger. ... og alligevel - findes der godt og dårligt? Eller findes der bare handlinger, som har konsekvenser? Hvad er konsekvensen for ham, og hvorfor er det, at han ikke kan bære den?

[Alex Lindbjerg]

Selvom han har været omtalt i min sfære mange gange, er det første gang at Albert Camus og jeg møder hinanden. Jeg faldt over en større samling af hans værker i vores byttecentral og bragte dem fluks op i sikkerhed.
Siden der nu troner en håndfuld rygge med inskriptionen Albert Camus frem fra min bogreol kommer jeg nok til at læse flere af hans værker. Eftersom forfatterskabet er ingenmandsland for mig, er det svært at vide hvilke dele af Faldet, der kan tænkes at være normen for Camus.

Faldet er en under alle omstændigheder en underlig størrelse. Bogen virker som en Off-off-Broadway monolog, hvor en ung mand i rullekrave sidder på en barstol og kæderyger, mens gennem en monolog fremfører en samtale.
Selvom handlingsforholdet virker planlagt, er det stadig som at få serveret livshistorien fra en med ADHD, hvor dopamin-dæmningen lige er blevet brudt.
Sætningerne løber af med forfatteren og hovedpersonen Jean-Baptiste Clamence, og hvis det er med vilje, er det virkelig godt skrevet!

Selvom fortællestilen er hektisk og kaotisk, mangler bogen et ordentligt momentum. Man falder ud af historien, når fortælleren igen og igen skal gøre opmærksom på at der er tale om en dialog.
Uanset om det er et spidsfindigt fortællegreb eller genrens stil, er det forstyrrende. Hvis der havde været tale om en serie af breve, som Jean-Baptiste Clamence havde skrevet, kunne det måske have virket mindre abrupt.
Jeg er sikker på at da bogen udkom havde anmelderne svært ved at få armene ned over denne stil, som er udfordrende og bærer en vis filosofisk tyngde.

Faldet er en udmærket bog, men jeg tvivler på at jeg skal læse den igen. Camus og jeg skal nok få det sjovt i fremtiden. Der vil dog gå nogen tid før jeg kaster mig over et af hans andre værker.

Nb! Den udgave af Faldet, som jeg har læst, er oversat af Frank Jæger. Desværre er den ikke blevet oprettet på Goodreads endnu, hvorfor jeg skriver min anmeldelse på denne udgave.

[Louise Frederiksen]

Det er en meget mærkelig bog vil jeg sige. Hele bogen bliver fortalt en historier fra hovedpersonen. Han har en samtale med en anden person, vi kender ikke hans navn, og vi får kun Jean-baptistes side af samtalen. Vi ved han har en samtale, da han adresserer den anden person, ved at sige eks ‘cher’, og de taler tit til hinanden, men vi læser bare “dont you think we should keep silent to enjoy this rather sinister moment? No, I interest you? You are very polite.”. Selvom det er forvirrende, giver det god mening i forhold til Jeans personlighed. Han tror at han er mere værd end alle andre og han tror at hele livet er et spil. Derfor giver det god mening at den anden person, i jeans øjne, ikke engang er værd at kende navnet på, og slet ikke at høre personens side af samtalen.
Egentligt handler det om hvordan han ‘falder’ i sit liv. Han starter med at fortælle hvor god en person han var (det var han ikke), og hvordan hans liv falder da han hører en kvinde drukne, og vælger ikke at gøre noget ved det

[Silvana Pellegrini Adam]

Forestil dig, at et enkelt valg, du træffer, vil påvirke dig resten af dit liv.

Historien starter på baren Mexico-City i Amsterdam hvor fortælleren Clamence antaster en tilfældig bargæst - og samtidig læseren - og starter sin besnærende monolog om sin turbulente tilværelse, fortællingen om et pænt og borgerligt livs fald.
En nat hører Clamence et skrig fra floden, men han finder aldrig ud af, hvad der skete, for han tør ikke undersøge sagen. Denne begivenhed skal siden hjemsøge ham og bliver et eksistentielt vendepunkt. For lader vi ikke alt for ofte skæbnen afgøre livet for os, af frygt for selv at træffe valg?

’Faldet’ blev den Franske forfatter Albert Camus’ sidste roman. Camus kredsede i sit forfatterskab om de eksistentielle spørgsmål i menneskets liv og tilværelse og i særdeleshed om det meningsløse i selvsamme liv og tilværelse.

[Kamma Gustavsen]

Min første bog af Albert Camus

Om absurditeten ved livet, om valg og konsekvenser.

Sagføreren er jeg-fortæller og henvender sig direkte til læseren. Han beretter om sit liv, og den skæbnesvanger nat, hvor han ignorerede en pige drukne i floden. Det har han aldrig tilgivet sig selv for, og nu står han i skyggen af det valg.

De valg vi tager påvirker os. Nogle kan man rette op på, andre er absolutte.
Om vi gør det ene eller det andet, hvad betyder det egentlig i sidste ende?

Jeg tænker, at livet består af en masse valg, og det betyder noget at være ærlig. Det betyder noget at være god. Over for en selv først, derefter over for medmennesker, dernæst alt andet. Det er ikke lige meget.

[Cameron Adam]

Skal virkelig havde læst den igen. Hold da op en bog.
Moralske skrupler kan sgu gøre noget ved én. Jeg synes den var mega nice, og værd at læse. Mener også der virkelig meget sejt symbolik med i den.

[Sofie Strange]

Der må være en dybere mening med den her bog, som jeg ikke har fanget, for jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg har læst. Jeg har det som om, at jeg har læst noget uden at optage det, der stod.

[Kristina Damm]

En mands lange monolog og refleksion over sit liv og livet generelt. Stilen, hvor manden har indfanget en tilfældig lytter fra en bar, er meget sjov, og monologen virker til tider som noget vrøvl og andre gange relaterbart.

[Lucas Wiingaard]

Forstår simpelthen ikke, hvad jeg skal have ud af den her bog. Måske er jeg for dum, det er ikke utænkeligt. Men shit hvor er den bare kringlet, snørklet og komplet uforståelig. Kun 115 sider, men absurd svært at komme igennem. I virkeligheden en ret forfærdelig læseoplevelse. Og jaja, jeg er sikker på, at den siger noget ekstremt klogt om moral og filosofi, men altså kom nu lidt, giv mig noget. Man spiser heller ikke bouillonterning rent, jo.

[Morten]

Forrygende fabulerende monolog. Meget tankegods og meget vedkommende.

[Sara Becic]

deskriptivt, men klart og enkelt sprog.
y forfatter (filosof).
lad den ligge for en stund.
genlæs om 1 år.

[Tobias Malmgaard Mortensen]

Den gribende historie om én mand der er ude af stand til at holde sin kæft. Historisk yapping. Slutningen er dog god nok

[Sigrid Nørager]

kun en samtale med manden selv ville få den bog til at give fuldstændigt mening —men sikke smukt han skriver

[Victor Emerita]

Nok den bedste bog nogensinde skrevet(Oprigtigt), hovedkarakteren er på mange måder relaterbar desværre

[Anders Christen]

Mørk!

[Bella]

"Jeg levede således fra dag til dag uden anden kontinuitet i min tilværelse end den uafbrudt at være optaget af mig selv, mig selv, mig selv. Fra dag ti dag var mit forhold til kvinderne, til lasten og dyden. Ligesom hundene levede jeg uden tanke på fremtiden. Men hver eneste dag var jeg mig selv, fast og sikkert. Således skred jeg frem på livets overflade, i ordene, så at sige, aldrig i virkelighedens verden. Alle disse bøger, man ikke rigtig fik læst, disse venner, man ikke rigtig brød sig om, disse byer, man ikke rigtig fik besøgt, disse kvinder, man ikke rigtig fik erobret! Så snart jeg gjorde en håndbevægelse, af kedsomhed eller distraktion, kom folk springende, de ville hænge på, men der var intet, og det var ulykken. For dem. Hvad mig angår, så glemte jeg. Jeg har aldrig husket andet end mig selv."

"Man skynder sig med at dømme, for ikke selv at blive dømt."

"Det er sandt, at vi sjældent betror os til dem, som er bedre end vi. Vi skyer snarere deres selskab. Som oftest skrifter vi over for dem, som ligner os, og som har samme svagheder som vi. Vi ønsker ikke at forbedre os, ikke at blive mere ædle: For så måtte vi jo først og fremmest finde os i at blive anset for svage. Vi ønsker ene og alene at blive beklaget og at blive opmuntret til at følge den vej, vi er slået ind på."

"Så meget er vist, at jeg måtte studere mig selv længe, før jeg kunne bringe menneskets indgroede falskhed for dagens lys."

"Jeg har accepteret livets falskhed i stedet for at fortvivle over den."

"Jeg er virkelig, som du er, vi er i samme båd."

"Vi har mistet lyset, morgenerne, den hellige uskyld, som dén ejer, der tilgiver sig selv."

[Cecilie Søborg]

Helt klart den bedste filosofiske fiktionsbog af Camus!!
Hvis man har tænkt sig at læse den, burde man dog kraftigt overveje at læse lidt op på Camus' filosofiske teorier, for at kunne forstå de forskellige lag i historien. (Specifikt: det absurde og fremmede liv, de 3 valg, positiv nihilisme, det etiske liv og det at være et overmenneske)

Fortællingen har massere af dybde, og man er undervejs underholdt af at holde øje med og lægge mærke til hvor de forskellige teorier kan ses i teksten. Absurditeten kommer også til udtryk som et humoristisk element, som gør fortællingen sjov at læse, men samtidig også reflekterer Camus' syn på livet; livet er absurd (eks. "Gud er ikke længere på mode" "Vi er samme surdej")

Man kan også genkende sig selv meget i teksten, men også nutidens samfund:
"For endenJeg vidste ikke, at frihed ikke er nogen belønning, ingen medaljeoverrækkelse, man fejrer med champagne. (...) Åh nej! Det er tværtimod et pligtarbejde, et ensomt og udmattende maratonløb. (...) For enden af al frihed er der en domsafsigelse; derfor er friheden alt for tung at bære."
Som kan perspektiveres til de mange valg som man flere gange i livet bliver tvunget til at tage, selvom de forsøger at kamuflere sig som "frihed" er de det ikke, man står bare med hele skylden selv, hvis man vælger forkert, og så har du ingen andre end dig selv at bebrejde; du står alene!

Og til slut mit ynglings citat fra bogen:
"Ja, man kan føre krig i denne verden, efterabe kærligheden, torturere sin næste, føre sig frem i aviserne eller bare sidde over strikketøjet og tale ondt om sin nabo. Men i visse tilfælde er det at fortsætte, bare fortsætte, noget overmenneskeligt."

[August]

Stemningen er fed i starten, men det bliver lidt kedelig, når fortællerstemmen fortsætter hele vejen igennem.