What do you think?
Rate this book
Nasjonalsatanisten
"Nasjonalsatanisten" er en roman fra det norske Black Metal-miljøet, et av Norges mest suksessrike musikkmiljøer noen gang.
Vi møter den karismatiske og sterke Vinterblod og hans venn Ljåvold, fra deres første flørt med de mørke kreftene, til de selv slår gjennom med bandet Stormvold.
Svart, intelligent, mørkt, ukristelig, enormt og nasjonalt - This is true Norwegian Black Metal!
Vi møter den karismatiske og sterke Vinterblod og hans venn Ljåvold, fra deres første flørt med de mørke kreftene, til de selv slår gjennom med bandet Stormvold.
Svart, intelligent, mørkt, ukristelig, enormt og nasjonalt - This is true Norwegian Black Metal!
- GenresContemporaryMusicFiction
154 pages, Hardcover
First published January 1, 2005
36 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 12 of 12 reviews
November 30, 2017
Nasjonalsatanisten er en roman om Vinterblod og Ljåvold, og deres opplevelse med metal musikken og black metal miljøet i Bergen. Etter en heftig konsert på Garage bestemmer de seg for å leve seg fullt og helt inn i musikken, og starte bandet Stormvold.
«Et grusomt skrik fyller salen, jeg griper fast i rekkverket og stirrer opp mot vokalisten. Jeg skimter et norsk flagg festet opp ned på brystet hans, et omvendt kors i flagget, det skjærer i ørene når trommer og gitarer braker løs. Jeg våkner opp fra en slags psykisk dvale, jeg kan kjenne det, og jeg kaster hodet framover og ler. Musikken vokser i meg, den vokser seg til noe som likner lyden av vill, norsk natur, ugjennomtrengelig og tung, som fosser, vind og steinras, skrik fra folk som brenner inne, vokser seg så stor og øredøvende at jeg nesten ikke merker blodet som renner fra pannen min etter at den har truffet rekkverket jeg holder fast i. To sauehoder blir kastet ned på publikum, jeg merker trykket fra folk som slenger seg mot meg fra alle kanter, folk sparker etter sauehodene og brøler.»
Dette er en bok som viser hvor viktig musikken kan være, hvor mye den kan skape og påvirke deg som person og hvilke valg man tar etterhvert. Fortelleren prøver å finne sin plass i det black metal kom til Bergen, og det er et kjapt tempo fra begynnelse til slutt. Til tross for at dette er en bok fylt med hat, blod og mørke, var dette en interessant og annerledes bok som er verdt å lese for seg selv. Det jeg likte best var den på en måte syke historien om Ljåvold og hvordan han blir dratt med og manipulert av kompisen Vinterblod, og hvordan det fører til anger og forvirring. Selv om det tok en liten stund før jeg kom skikkelig inn i boken, klarte jeg nesten ikke legge fra meg boken mot slutten, og endte opp med frysninger på siste siden.
«Et grusomt skrik fyller salen, jeg griper fast i rekkverket og stirrer opp mot vokalisten. Jeg skimter et norsk flagg festet opp ned på brystet hans, et omvendt kors i flagget, det skjærer i ørene når trommer og gitarer braker løs. Jeg våkner opp fra en slags psykisk dvale, jeg kan kjenne det, og jeg kaster hodet framover og ler. Musikken vokser i meg, den vokser seg til noe som likner lyden av vill, norsk natur, ugjennomtrengelig og tung, som fosser, vind og steinras, skrik fra folk som brenner inne, vokser seg så stor og øredøvende at jeg nesten ikke merker blodet som renner fra pannen min etter at den har truffet rekkverket jeg holder fast i. To sauehoder blir kastet ned på publikum, jeg merker trykket fra folk som slenger seg mot meg fra alle kanter, folk sparker etter sauehodene og brøler.»
Dette er en bok som viser hvor viktig musikken kan være, hvor mye den kan skape og påvirke deg som person og hvilke valg man tar etterhvert. Fortelleren prøver å finne sin plass i det black metal kom til Bergen, og det er et kjapt tempo fra begynnelse til slutt. Til tross for at dette er en bok fylt med hat, blod og mørke, var dette en interessant og annerledes bok som er verdt å lese for seg selv. Det jeg likte best var den på en måte syke historien om Ljåvold og hvordan han blir dratt med og manipulert av kompisen Vinterblod, og hvordan det fører til anger og forvirring. Selv om det tok en liten stund før jeg kom skikkelig inn i boken, klarte jeg nesten ikke legge fra meg boken mot slutten, og endte opp med frysninger på siste siden.
February 26, 2017
Black metal je jedným z mála hudobných štýlov, ktoré som nikdy nepočúval, a teda nepochopil. Tak reku, že kniha od bývalého black metalistu by mi mohla ukázať, čo sa skrýva pod tou škrupinou prvoplánového pózerstva.
.
.
Bohužiaľ len ďalšie prvoplánové pózerstvo. Slová ako brutálny, maximálny alebo geniálny padali častejšie ako pri premiére Mad Maxa v chlapčenskej škole.
.
.
Bohužiaľ len ďalšie prvoplánové pózerstvo. Slová ako brutálny, maximálny alebo geniálny padali častejšie ako pri premiére Mad Maxa v chlapčenskej škole.
March 24, 2018
Váhala jsem, jestli dát 2 nebo 3*. Plusem této knihy je samozřejmě téma a to ve formě beletrie (na pozadí skutečných událostí, které se děly v 90. letech v Norsku), tedy ne literatura faktu, jak to v knihách věnovaných specifickým subkulturám většinou bývá. Pak už ale převažovaly spíše mínusy. Ačkoli autor, který sám byl bubeníkem v black metalové kapele, vystudoval psaní na univerzitě, styl je hodně jednoduchý....jako by to psal náctiletý kluk...což je ale vlastně možná i účel, protože náctiletý kluk je vypravěčem příběhu. Dalším mínusem jsou, kromě kamarádky Hilde, nesympatické postavy. Hlavní antihrdina je zbabělý pozér a jeho nejlepší přítel je agresivní a šílený pozér a jeho "filozofická moudra" raději nekomentuji vůbec. Na jednu stranu si myslím, že je to vcelku reálný vhled do tehdejší BM scény v Norsku i s tou depresivní, temnou a hutnou atmosférou, na druhou by si to měl přečíst asi spíš někdo, kdo zná alespoň nejznámější norské a švédské BM kapely a jejich představitele, např. Euronymous z Mayhem a Varg Vikernes z Burzum (ten druhý toho prvního ubodal) byli i volnou předlohou knižních postav. Pro ty, co o metalu natož BM moc neví, to asi nebude úplně to pravé ořechové a svým způsobem může tato kniha udělat i medvědí službu u těch, co již na metal mají svůj názor s obvyklými předsudky, protože tím si ho akorát utvrdí...ne všichni muzikanti a jejich fanoušci jsou pochopitelně satanisti, kteří se mezi sebou vraždí nebo společně vypalují kostely...to je stejný problém jako u knihy Taky jsem byla punk od Veroniky Hladíkové, která navzdory tomu, že ji napsala bývalá punkerka, vyznívá pro tuto subkulturu spíše nelichotivě. Každopádně na závěr plus i pro nakladatelství Host, které spolu se Světovou knihovnou Odeon patří mezi mé nejoblíbenější právě proto, že zdaleka nevydává jen bestsellery pro masy.
June 29, 2017
Tuto knihu bych mohl popsat slovy sveho syna .. "HUSTYYYYYY" ... Toto je kniha opravdu pro silnejsi povahy... Pusobila na me dost sugestivne a chvilemi jsem tu nenavist i citil.. Kadopadne mi pekne autor nastinil pocity black metalistu...
August 15, 2022
Da jeg leste denne boken minnet det meg på meg selv og hvordan jeg kom inn i miljøet på den tiden. Han nevner jo første Gorgoroth konserten som jeg var på.. For meg var 90-97 en fin tid med god musikk og minner jeg ikke ville vært foruten.
Er dog endel jeg ikke kjenner meg igjen i og takk for det.
Er dog endel jeg ikke kjenner meg igjen i og takk for det.
August 23, 2017
Underhållade roman med Black Metal-tema. Dessutom den första bok jag läst på norska.
March 21, 2014
This novel has a ring of truth to it, owing to the fact that it was written by a former musician who happened to play in the band headlining the concert held on the opening sequence of the novel.
It was the first novel I ever read in Norwegian, and the style was, I thought, very straightforward. Though I encountered at times enlightened metaphors and a few poetic moments, I remember feeling very much entrapped in the mind of the teenage narrator, who tries to find his place in the shadow of his charismatic bandmate, navigating a world of symbols, be them religious or patriotic, in the aesthetised and Asatru-revivalist fashion of the first wave of Norwegian Black Metal.
This would be the main criticism I have about this novel: this is the story of one of the most closed and hateful artistic trends of all times... as told by a follower.
I know I am biased by the fact that I have been a part of the black metal world for years and have as such a different (call it adult maybe, if not sedate) perspective over a lifestyle that is now back me. But in the wake of the growing acceptance towards the genre, now deemed Norway's biggest cultural export, to the extent that government officials once followed a cultural seminar organised by the main forces back the Inferno festival, I would encourage fans and neophytes alike to read Erichsen's first novel. If not for strong characters, at least for the very visually poetic descriptions of concerts and corpse paints, and the omnipresence of the icecold rain of my (now hometown) Bergen.
^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^
Le roman sonne vrai, probablement parce qu'il a été écrit par un ancien musicien qui jouait d'ailleurs avec le groupe qui se produit lors du concert sur lequel débute le roman.
Ceci fut le premier roman que je lus en langue norvégienne, et j'en ai trouvé le style très direct. Bien que nous puissions trouver quelques métaphores recherchées ou moments poétiques, je me souviens m’être sentie prise au piège dans l'esprit de ce narrateur adolescent, qui tente de trouver sa place, de sortir de l'ombre de son charismatique collègue, tout en naviguant un nouveau monde de symboles, qu'ils soient religieux ou patriotiques, selon le style esthétisé et néo-odiniste de la première vague du black métal norvégien.
C'est la critique principale que j’émettrai à l’égard du roman: c'est l'histoire d'un des courants artistiques les plus fermés et les plus haineux de tous les temps... racontée par un suiveur.
Je sais que mon opinion est biaisée, car je suis restée en contact avec le monde du black métal pendant des années et que j'ai ainsi une perspective différente (adulte, peut-être, si ce n'est moins passionnelle) envers un style de vie que j'ai laissé derrière moi.
Mais dans la foulée de l'acceptation grandissante que connaît le genre, à présent reconnu comme le produit culturel norvégien qui s'exporte le plus, au point que des employés du gouvernement ont un jour suivi un séminaire d'initiation culturelle organisé par les organisateurs du festival Inferno, j'encouragerais les fans tout comme les néophytes à lire le premier roman d'Ericksen. Si ce n'est pour des personnages toujours forts, au moins pour les descriptions visuellement poétiques des concerts et des corpse paints, ainsi que pour l’omniprésence de la pluie glaciale à Bergen (la ville dans laquelle je réside actuellement).
It was the first novel I ever read in Norwegian, and the style was, I thought, very straightforward. Though I encountered at times enlightened metaphors and a few poetic moments, I remember feeling very much entrapped in the mind of the teenage narrator, who tries to find his place in the shadow of his charismatic bandmate, navigating a world of symbols, be them religious or patriotic, in the aesthetised and Asatru-revivalist fashion of the first wave of Norwegian Black Metal.
This would be the main criticism I have about this novel: this is the story of one of the most closed and hateful artistic trends of all times... as told by a follower.
I know I am biased by the fact that I have been a part of the black metal world for years and have as such a different (call it adult maybe, if not sedate) perspective over a lifestyle that is now back me. But in the wake of the growing acceptance towards the genre, now deemed Norway's biggest cultural export, to the extent that government officials once followed a cultural seminar organised by the main forces back the Inferno festival, I would encourage fans and neophytes alike to read Erichsen's first novel. If not for strong characters, at least for the very visually poetic descriptions of concerts and corpse paints, and the omnipresence of the icecold rain of my (now hometown) Bergen.
^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^v^
Le roman sonne vrai, probablement parce qu'il a été écrit par un ancien musicien qui jouait d'ailleurs avec le groupe qui se produit lors du concert sur lequel débute le roman.
Ceci fut le premier roman que je lus en langue norvégienne, et j'en ai trouvé le style très direct. Bien que nous puissions trouver quelques métaphores recherchées ou moments poétiques, je me souviens m’être sentie prise au piège dans l'esprit de ce narrateur adolescent, qui tente de trouver sa place, de sortir de l'ombre de son charismatique collègue, tout en naviguant un nouveau monde de symboles, qu'ils soient religieux ou patriotiques, selon le style esthétisé et néo-odiniste de la première vague du black métal norvégien.
C'est la critique principale que j’émettrai à l’égard du roman: c'est l'histoire d'un des courants artistiques les plus fermés et les plus haineux de tous les temps... racontée par un suiveur.
Je sais que mon opinion est biaisée, car je suis restée en contact avec le monde du black métal pendant des années et que j'ai ainsi une perspective différente (adulte, peut-être, si ce n'est moins passionnelle) envers un style de vie que j'ai laissé derrière moi.
Mais dans la foulée de l'acceptation grandissante que connaît le genre, à présent reconnu comme le produit culturel norvégien qui s'exporte le plus, au point que des employés du gouvernement ont un jour suivi un séminaire d'initiation culturelle organisé par les organisateurs du festival Inferno, j'encouragerais les fans tout comme les néophytes à lire le premier roman d'Ericksen. Si ce n'est pour des personnages toujours forts, au moins pour les descriptions visuellement poétiques des concerts et des corpse paints, ainsi que pour l’omniprésence de la pluie glaciale à Bergen (la ville dans laquelle je réside actuellement).
August 9, 2013
Erlend Erichsens Buch über die norwegische Black-Metal Szene ist ein Roman mit autobiographischen Szenen, keine Autobiographie. Während der Autor in einer Death Metal-Band spiele und später für ein Album Drummer bei Gogoroth war, ist der Erzähler des Romans Sänger einer neuen Black Metal-Band und Fan von Gorgoroth. Hauptfigur ist aber eigentlich der reichlich gestörte, ständig wirres Zeugs brabbelnde Drummer der Band, der vom Erzähler immer wieder gespiegelt wird. Ein flüssig und zügig zu lesendes Buch mit zwei deutlichen Schwächen: Der Autor macht es sich trotz dezenter Differenzierungsversuche etwas leicht und legt die Kausalkette Schwere Jugend->Dachschaden->Black Metal aus und findet zu den eher wenig schönen, nur am Rande erwähnten Umtrieben der Szene wie Gewalt und Neonazismus keine richtige Haltung. Eine verprügelte Frau und eine Kirchenbrandstiftung (wie sich das für Black Metal halt gehört) später ist der Roman dann schon zu Ende, der einem wohl suggeieren will, dass hier vor allem zornige junge Männer ihre Pubertät nachholen. Dem Buch gelingt es nur in wenigen Momenten, die große Kraft und Intensität dieser Musik zu beschwören - erklären, und das ist das größte Manko von Erichsens Werk, kann er sie nicht. Eines versteht man aber gut: Diese häufig verzweifelt geschrieene Musik um Finsternis, Einsamkeit und Verlorenheit gedeiht naturgemäß in den kalten, von eisigen Winden durchpflügten, einsamen Wäldern Norwegens besser als an südeuropäischen, sonnendurchfluteten Stränden; kein Wunder, dass diese Szene in Norwegen und nicht in Italien so mächtig war und ist.
Tipp: Es verstärkt die Wirkung des Romans enorm, wenn man bei der Lektüre den Kopfhörer aufhat und die dort genannten Stücke wie z.B. "Katharinas Bortgang" von Gorgoroth (mit)hört.
Tipp: Es verstärkt die Wirkung des Romans enorm, wenn man bei der Lektüre den Kopfhörer aufhat und die dort genannten Stücke wie z.B. "Katharinas Bortgang" von Gorgoroth (mit)hört.
February 25, 2014
O niektorých subkultúrach viem viac, o niektorých netuším ani mäkké f. Medzi také, ktoré sú pre mňa úplnou španielskou dedinou, patrí aj blackmetalová scéna. Asi aj preto som práve počas halloweenského dňa siahol po knižke Národní satanista od nórskeho autora Erlenda Erichsena. Je to jeho debutový román, v ktorom zúročil aj vlastné skúsenosti z blackmetalového prostredia, pričom nebol len radovým fanúšikom tejto hudby a štýlu, ale pôsobil aj ako bubeník v nórskych blackmetalových skupinách Molested a Gorgoroth.
http://www.sietovka.sk/?p=8188
http://www.sietovka.sk/?p=8188
November 9, 2021
Gripende og enkelt lest
June 6, 2015
Worst book I've ever read.
July 9, 2015
Ta kniha je šílená.
Recenze později... až se trochu vzpamatuju.
Recenze později... až se trochu vzpamatuju.
Displaying 1 - 12 of 12 reviews