Herregården ”Ludvigsbakke” og Kommunehospitalet i København er kulisser for den unge sygeplejerske Ida Brandts forelskelse i Karl Von Eicbaum. I knivskarpe replikker, toneleje og bevægelser skildres borgerskabets diskrete charme, samfundets sociale lag og enlige kvinders vilkår i 1890’erne.
Ida og Karl har kendt hinanden siden de var børn. Karl von Eichbaum var søn af gården ”Ludvigbakkes” ejer, og Ida Brandt var godsforvalterens datter. Nu mødes de igen på Kommunehospitalet i København, hvor Ida arbejder som sygeplejerske, og Karl har en underordnet kontorstilling. Den beskedne og opofrende Ida, der efter moderens død har en ganske net formue, forelsker sig i den dovne Karl, der stadig bor hjemme hos sin mor og lader sig opvarte. Hans forældre måtte sælge gården pga. økonomiske problemer, men moderen forsøger at opretholde facaden.
Igennem Idas skarpt sansende erindring vækkes minderne om den gode tid på Ludvigsbakke som en modsætning til det travle og barske arbejde med de syge og råbende patienter på hospitalet. Ida drømmer om at stifte et rigtigt hjem, men Karl kan ikke rigtig beslutte sig. Han begynder at ride sammen med Kate, datter af en smørgrosserer, som har overtaget Ludvigsbakke. Hans mor lægger de videre planer. Og det bliver en ydmygelsens tid for ”den lille frøken Brandt”, som Karls mor kalder hende.
Det er en mangfoldig roman med meget underforstået liv, om sociale skel, der ikke lader sig overskride. Selvom det er Ida, der har pengene, bliver hun ikke accepteret, hverken på Kommunehospitalet eller i Karls og hans moders omgangskreds.
Det er også en roman om kvinders vilkår, én af Herman Bangs stille eksistenser, en kvindeskæbne, der balancerer på en knivsæg mellem borgerskabets valg, mellem lyst og pligt for deres børn. Enlige kvinder havde ikke i sig selv en status.
Det er også en roman om konflikterne mellem to forskellige dem, der lader sig manipulere og dem, der manipulerer, og det er gjort uhyggeligt godt. Herman Bang er replikkunstens og detaljens mester. I bogens sidste scene, under et middagsselskab hos Fru von Eichbaum, bliver Ida ofret i fuld offentlighed. Den lysende flittige og håbefulde Ida forvandles til en vissen pind i sin gule kjole. Fru von Eichbaum „Et af de sjældne mennesker der altid kender deres plads”.
Ikke for ingenting er Herman Bang blevet kaldt forfatternes forfatter. Ingen steder forklarer eller beskriver han det, der sker. Herman Bang viser det gennem bevægelser, blik, toneleje og replikker. Det er ondt, og det gør ondt - langt ind i sjælen. Så læs den langsomt og med nærvær. Herefter vil man ikke ønske sig tilbage til ”de gode gamle dage”.
Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".
Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Eminent fortællekunst får denne gamle roman til at stå lysende frem foran én. Herman Bang kan man læse igen og igen, og for mit vedkommende er det 3. gang jeg læser Ludvigsbakke. Hovedpersonen er Ida Brandt, som vi møder både som barn, netop da hendes elskede far, godsforvalter Brandt dør, som skolepige i Horsens, hvor hun bor med sin dominerende mor, som ung pige, der arbejder på godset Ludvigsbakke og som voksen, forældreløs kvinde, der arbejder som plejerske på sindssygeafdelingen på Kommunehospitalet i København. Min egen mormor, født i 1887, var sygeplejerske og kom til Ribe Sygehus i 1910’erne, da det var et helt nyt og moderne hospital med en stor tuberkuloseafdeling. Ligesom Ida og søstrene boede hun på et værelse over patientstuerne. Denne seneste genlæsning får mig til at tænke på, hvilket kvindeliv de har haft sammen der på hospitalet. Persongalleriet er stort, men alle har deres plads. Det fine overklasse/borgerskab, som Ida lærte at kende allerede som barn, da de kom på Ludvigsbakke hver sommer, de arbejdende kvinder på hospitalet og tjenestefolkene på godset og i de fine hjem. Ida har arvet efter sine forældre og har 80.000 kr - en svimlende formue - på en sparekassebog. Alligevel hører hun ikke til i de fine kredse hos fru von Eichbaum, hvis døgenigt af en søn hun er blevet forelsket i. Han har kontorstilling på hospitalet. Ida opvarter ham og spenderer masser af penge på at spise på restaurant med ham hver morgen. De går så vidt som at gå i seng med hinanden, men netop da Ida tager beslutningen om at leje en lejlighed uden for hospitalet, begynder Karl at ride morgenture med frk. Mourier, datter af en smørgrosserer, som har købt Ludvigsbakke til hende. Herfra går det kun den forkerte vej for Ida. Hele vejen oplever vi, hvordan personerne agerer, og hvordan deres mimik afspejler deres indre. Det er fantastisk velskrevet. En tragisk kvindeskæbne, der alt for godt illustrerer mændenes svigt. I forordet tilegner Herman Bang sin roman til de kærlige plejersker, han selv mødte under sin indlæggelse. De fortjener dette skriftlige monument over deres liv.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Igen en bog med mesterlig persontegning. Ida Brandt, datter af forvalteren på Ludvigsbakke, et gods i Jylland, er hovedpersonen i bogen. Da hendes far dør, må hun og moren rykke ud af forvalterboligen til et hus i Horsens. Moren forventer at blive forsynet med fødevarer af folk, der havde kendt hendes mand, og hun holder så stramt på pengene, at Ida må stjæle fra hende til husholdningen. Efter morens død bliver Ida plejerske på Kommunehospitalets sindssygeafdeling i København. Her træffer hun Karl von Eichbaum, der sammen med sin mor er kommet på Ludvigsbakke i ferierne. Karl har ikke kunnet bestå sin ingeniøreksamen men er nu ansat på hospitalets kontor. Han passer sit arbejde meget uengageret og lever over evne. Ida får medlidenhed med ham, når kreditorerne løber ham på dørene på arbejdet og giver ham penge. Han bruger dem straks. Ida er formuende, idet hun har en sparekassebog på 80.000kr. Karl lader Ida opvarte sig og begynder st komme på hendes værelse. Det bliver spændende som en thriller, når man som læser ved, at Ida bliver groft udnyttet, og at det er et spørgsmål om tid, før dette uselviske og opofrende menneske opdager, at hun bliver misbrugt og ført bag lyset.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Mit problem med Ludvigsbakke er udelukkende plottet. Jeg kan ikke se bort fra at var jeg Idas bror eller gode ven, så ville jeg ånde lettet op over at hendes idiotiske forgabelse i en uduelig og nedladende mors dreng ikke blev til noget. Det selskab hun ikke kan blive en del af er et pænt nederen selskab; der er gået Ludvigsbakke-nostalgi i hendes følelser, og hun har så mange penge nu at hun ikke behøver være sygeplejerske for utaknemmelige pikhoveder i privatlivet også. Good riddance. Hvis det er meningen jeg skal sidde tilbage med et blødende hjerte over hvordan klassesamfundet kom på tværs af kærligheden, over hvordan man som forvalterdatter ikke uden videre opnår fast plads til lavadelens og bedsteborgernes teselskaber, så traf pilen ikke min skive. Jeg tænker at Ida kom sig over det og fandt noget bedre. Fandens godt skrevet, ellers.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Måske den bedste roman skrevet på dansk, men den kræver noget af sin læser, hvis man vil have det hele med. Der ligger så meget i replikkernes betoning og mellem linjerne, at man virkelig er på arbejde. Men det er umagen værd. - Det er en underdrivelse at sige, at man hen mod slutningen føler sig beklemt. Man føler snarere en dyb sorg over, at tilværelsen kan være så ubarmhjertig. Det er synd for menneskene, for at bruge Strindbergs ord.
En sørgmodig historie om Ida Brandt. En usikker pige der forelsker sig i drømme om barndommens “slot” Ludvigsbakke og sønnen Karl. Karl møder hun som voksen og hun ser ikke at deres drømme er vidt forskellige - før det er for sent og hun bliver ydmyget af Karls mor og hendes bekendtskabskreds.
For mit vedkommende vandt denne bog ved nærmere eftertanke - d.v.s. jeg nød ikke at læse den (kedede mig faktisk gudsjammerligt), men når jeg tænker tilbage på den, kan jeg mærke en stemning, der tiltaler mig. Måske skulle jeg læse den igen...