Democracy: Brief Books about Big Ideas

Tænkepauser #48

by Svend-Erik Skaaning

A short but engaging look at democracy: what it is, how it compares to other forms of rule, and why it makes a difference. What is democracy? And even if it can be defined, can true democracy ever be achieved? Without a definition, dictators can pose as democrats and the oppressed can see despotism as the answer to their prayers. But true democracy, author Svend-Erik Skaaning argues, will not automatically solve the world's problems. It is contentious and unfair, even as it keeps tyrants at bay. In Democracy , Skaaning defines democracy, charts its rise, revival, and resurgence across history and nations, and discusses when democracy has made a difference―and when and why it has failed. Reflections In Reflections, a series copublished with Denmark's Aarhus University Press, scholars deliver 60-page reflections on a key concept that encapsulates their years of study and research. These books present unique insights on a wide range of topics and concepts―everything from love, trust, and play to corruption, welfare, and sleep―that entertain and enlighten readers with exciting discoveries and new perspectives.

Genres: Nonfiction, History, Politics

60 pages, Paperback

Published July 12, 2022

Reviews

[chris · Rating 1 out of 5]

Jeg har et mål i 2026 om at læse mere nonfiktion. En indrømmelse: Det er ofte tungt at læse lange bøger, som er mættet af udfordrende indhold, nye idéer og fremmed terminologi. ”Små bøger med store tanker” virkede som netop det jeg havde brug for.

Demokratiet er noget, som vi alle tager for givet. Siden Fukuyama udråbte historiens afslutning, har demokratiet og den liberale verdensorden stået tilbage som sejrsherrer; evigt regerende, utænkeligt at kunne væltes. Samtidig har demokratiet status af helligdom; det er ukrænkeligt, det er direkte blasfemisk at udfordre det, og dets konturløse form gør det svært at omkredse og tale om.

Hvad jeg håbede på: En bog, der kan kigge demokratiet lige i øjnene, se på dets muligheder, begrænsninger, og stadig forsvare, at det er den mindst dårlige styreform. En bog, som vil analysere hvordan totalitære kræfter kan tage begrebet i munden og handle udemokratisk under demokratiets glorie. En bog, som vil værne om demokratiet, i en tid hvor det er i fare.

Hvad jeg fik: En overfladisk historiegennemgang og en misledende præmis, som var fuldstændig blind for tiden og sky for nogen udtalelse, der kunne virke vanærende, med en eftersmag af vestlig kolonial overlegenhed. :/

Demokrati, som begreb, er diffust. For at kunne forsvare det som system er man nødt til at opstille en definition, et udgangspunkt. Skaaning lover at sætte ord på kærligheden, men fejler ved dette første skridt. Godt nok opremses nogle forskellige demokratiforståelser: liberalt demokrati, socialt demokrati, deltagelsesdemokrati og en mere minimalistisk demokratiforståelse. Altså, afgrænsningen af demokratiets definition, det i periferien. Men kernen mangler. Skaaning prøver at sammenfatte det:

”Der er ingen tvivl om, at alle disse vidt forskellige definitioner af demokrati har frihed, lighed, interessevaretagelse og deltagelse som fælles omdrejningspunkter.” (s.18)

Men begreber som frihed og lighed er lige så værdiladede som de er uklare. Det vage ’demokrati’ er dermed blevet forklaret med lige så omstridte ord, og ingen fælles forståelse er opnået.

Måske Skaaning vil forstå demokrati via dets historie, da han bruger afsindigt mange af bogens få sider på en historisk gennemgang af basal og overfladisk karakter. Det er ikke demokratiets historie 101, jeg som læser er kommet for. Der må være plads til forforståelse.

Til gengæld beskæftiger den sig alt for lidt med hvordan demokrati bruges af udemokratiske kræfter, som den lægger op til på blurbet; noget som er yderst relevant for det nutidige politiske klima. Det eneste Skaaning har at sige omkring dette er et ordentligt hug på Mette Frederiksen over en udtalelse og en simpel konstatering om, at nogle regimer kalder sig demokratiske, men ikke er det.

”Direkte tragikomisk bliver det, når Nordkoreas forfatning kalder landets styre ”folkets demokratiske diktatur.”” (s.9)

Dette sproglige paradoks er enormt interessant, man kunne kalde det orwellsk doublespeak, men for Skaaning er det ikke andet end lejlighed til en hånende, henkastet bemærkning.

Demokrati bliver ofte kaldt den ’mindst dårlige’ styreform frem for den bedste, da den er langt fra fejlfri. Perfektion er umuligt; desuagtet er det vigtigt at kigge disse fejl i øjnene, afgrænse dets blinde vinkler og analysere dets begrænsninger. Skaaning ønsker at gøre dette, men viger tilbage som forbrændt, hver gang han grænser op til et udsagn, der fremstiller demokrati som andet end perfekt.

”Retfærdighed og demokrati går nemlig ikke altid op i en højere enhed.” (s.12)

konstaterer han, men uddyber ikke hvordan. I stedet haster han til en konklusion, og fortsætter:

”De fleste politiske filosoffer anser godt nok demokrati for den bedste og eneste retfærdige styreform.” (s.12)

Forsvarstalen har derfor ingen vægt, og det føles ikke som en hårdt vundet konklusion, da Skaaning ender bogen med det famøse Churchill citat om, at demokrati er den værste styreform med undtagelse af alle de andre. Demokratiets overlegenhed forbliver en selvfølge i tråd med Fukuyama, og de måder, hvorpå demokratiet fejler, fx når minoritetsgrupper bliver negligeret af majoriteten, bliver i bedste tilfælde kortvarigt strejfet og tabt igen som glødende kul.

Dog er det allermest fældende for bogen dens blindhed overfor de tendenser, der karakteriserer vores politiske klima lige nu, specielt i vesten. Skaaning påstår at demokratiet fungerer efter bedste velgående; ja, faktisk har verden aldrig været så demokratisk som nu. Dette udsagn bygger Skaaning på kvantitativ data, uden nuance for demokratiets sundhed.

”Samlet set er der i hele perioden fra 1788 til 2015 foregået i omegnen af 275 overgange til demokrati, mens der er registreret cirka 150 demokratiske sammenbrud. Siden 2005 har antallet af overgange til og fra demokrati stort set opvejet hinanden.” (s. 35)

Her fremstilles demokrati som et enten-eller, og muligvis derfor har han ikke blik for den regression, der finder sted i disse år.

”Faktisk udgør mellemkrigstiden den eneste periode i nyere tid, der har været kendetegnet ved en betragtelig tilbagegang.” (s. 34)

Uden at være demokratiforsker vil jeg alligevel vove at påstå, at der kan være betragtelig tilbagegang i et demokrati, uden at de demokratiske institutioner er fuldstændig nedbrudte og erstattet af fascisme. Senere modsiger han sin egen pointe, når han anerkender at et demokrati på papiret ikke altid er et oprigtigt demokrati:

”[…] et styre, der ligner et demokrati, men i realiteten dækker over et fåmandsvælde.” (s. 44-45)

Skaaning påpeger dog, at der er nogle der mener, at demokratiet er i nedgang. Dem anser han for at være pessimister, sortseere og dommedagsprofeter.

”Hermed ser pessimisterne ikke nødvendigvis for sig, at vestlige lande vil opleve bratte overgange til voldsomt undertrykkende diktaturer. Snarere er det en indirekte og gradvis underminering af politisk frihed og lighed, de forsøger at sætte på dagsordenen.” (s. 55)

Men Skaaning er optimistisk:

”Heldigvis tyder noget på, at dommedagsprofetierne er overdrevne. På trods af terroranslag, faldende valgdeltagelse og færre medlemmer i politiske foreninger og omfattende globalisering har verden aldrig været så demokratisk som i dag.” (s. 58)

Jeg er godt klar over, at der er sket meget på 10 år. Men nye vinde blæser ikke ud af det blå. At nå til den konklusion som demokratiforsker i år 2017-- post-Trump valgsejr--, udviser en pinlig blindhed overfor det, som allerede dengang var under opsejling.

Til sidst vil jeg nævne en gennemgående ’weird vibe’ med hvordan vesten sættes op imod resten af verden. Desværre er jeg ikke klog nok til at sætte ord på præcis hvordan Skaaning viderefører en vestlig, kolonial overlegenhed gennem sit sprog. Derfor indsætter jeg bare nogle eksempler, som gav mig dårlig smag i munden:

Valgsvindel og -manipulation fremstilles som et fortidigt problem i vesten, men nutidigt i Afrika og Asien.

”Til gengæld findes der stadig mange lande i specielt Afrika og Asien, hvor valgmanipulation på den ene eller anden måde underminerer de formelt demokratiske valg.” (s. 30-31)

Ingen refleksion over hvorfor der mon i lande, som vesten gennem hundredvis af år har koloniseret og gjort ustabile ville have større tendens til korruption. Og så slutter Skaaning af med den meget ”humoristiske” bemærkning:

”Politikere er som bleer; de bør skiftes med jævne mellemrum og af den samme årsag.” (s. 31)

Ehh???

Skaaning udlægger en hypotese om ’resourceforbandelsen’:

”Olie og i mindre omgang andre naturresourcer svækker snarere end øger muligheden for demokrati” (s. 38)

Siger han, at lande med flere naturlige ressourcer, såsom olie, har en iboende tilbøjelighed til at være udemokratiske??

”Det tyder med andre ord på, at penge skal være ’hårdt tjente’ for at fremme demokrati.” (s.38)

Weird... Og så modsiger han sig selv lige efter ved at fremhæve at Tyskland, Østrig og Italien var veludviklede og alligevel blev fascistiske…

Om levevilkår i demokratier vs diktaturer: Diktaturer er mere korrupte, for magthaverne beriger sig selv. Nævner en lang række ikke-vestlige lande hvor dette har været tilfældet: Congo, Libyen, Filippinerne, Haiti, Irak, Zimbabwe. Er der en større tendens til at diktatorer beriger sig selv? Sure, sikkert. Men at sætte lighedstegn mellem korruption og diktatur, når vestlige magteliter gør det samme, om end i mindre grad doesn’t make sense to me. Igen… Hvor er Trump henne? Hvorfor er korruption fra vestlige lande udeladt?

Konklusion: Jeg gad godt vide, hvordan Skaaning forholder sig til det han har skrevet her, nu næsten 10 år senere, i en helt anden verden; en verden, hvis konturer allerede blev optegnet i 2017.

[Deniz Yılmazer · Rating 2 out of 5]

For a book that claims to look at and define democracy critically, it really does not meet the bar. Many arguments are stated but no real deep dive into anything. I get that it’s hard to fit a lot of content in the limited space but then maybe publicize as a intro to the idea instead of a critique.

[SVRosenmeier · Rating 4 out of 5]

God og indsigtsfuld, som de fleste andre Tænkepauser

[EvaLovesYA · Rating 3 out of 5]

Læst i forbindelse med et praktikforløb på Aarhus Universitetsforlag.