Vita Andersen (født 29. oktober 1942 i København) er en dansk skønlitterær forfatter, datter af Aage Neutzsky-Wulff og søster til Erwin Neutzsky-Wulff. Hendes debutsamling Tryghedsnarkomaner og novellesamlingen Hold Kæft og vær smuk vakte meget medieopmærksomhed på grund af de usædvanligt store salgstal på over 125.000 eksemplarer, og det kontroversielle feministiske indhold – om kønsroller m.m. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget mange priser. I 1979 modtog hun Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin populære novellesamling Hold kæft og vær smuk.
I 1977 udkom Vita Andersens digtsamling Tryghedsnarkomaner, som ’overnight’ gjorde hende berømt og blev til en bestseller (Handesten, s. 335). En af grundene til Vitas store succes med sin digtsamling er helt klart udgaven af den lyriske genre. Digtene er skrevet i knækprosa, en enkel digtning, som ikke flyder over i metriske mønstre og kringlede metaforer, der ellers mest egner sig til den mere lærde læser. Vitas digte var ligetil, forståelige og satte det private liv på tryk. Og digtsamlingen kom da også på det helt rigtige tidspunkt, midt i den ophedede debat om kvindefrigørelse, familiemønstre og fri abort, hvor den med sine temaer og form ramte et stort læserbehov. Det er dog vigtigt at påpege, at de kvinder, som læste Vitas digte, og som de talte til, ikke var en del af rødstrømpebevægelsen. Digtene var til alle de kvinder, der ligesom hende selv, stadig ikke havde frigjort sig komplet fra mandens dominans. Begrebet Tryghedsnarkomaner bliver hos Vita Andersen brugt som en metafor for de kvinder, mænd og børn, som hun skildrer i sine digte. Det er menneskets følelsesmæssige problemer i det moderne velfærdsliv, som Vita sætter ord på. Knækprosadigtningen blev utroligt populær i 70’erne. Digtene er talesprogspræget, enkle, uden metriske mønstre, men med knæk mellem sætninger, som gør plads til en undren over det ufortalte, der ligger i disse knæk. Det er lavmælt, men det viser en autentisk smerte hos de mennesker, som vi møder i Vitas digte, om det er i fortællerjeget eller hos tredjepersonsfortælleren. De opremsende sætninger gør de tabubelagte og grænseoverskridende emner hos Vita mindre kritiske og pinlige. Sex, selvmord, bulimi, sårspisere, afføring, biseksualitet, og abort bliver remset op, som var det indkøbslister, og skaber den helt rette stemning, hvilket også er en af grundene til de mange solgte eksemplarer. Vita Andersen udtalte selv i 1977 til Else Sander i Ekstra Bladet, at bogen er et skrig - ikke bare hendes eget skrig men alle kvinders skrig.
Melankolsk, rå, deprimerende, ærlig og hård. Ingen solstrålehistorier, ingen muntre anekdoter og ingen livlige fortællinger. Bare sandheden i al dens dysterhed.
Den här diktsamlingen är (Håll käften och var söt-författaren) Vita Andersens debut. Den publicerades 1977. Jag tycker det här är en samling helt fantastiska och begripliga dikter. Extremt feelbad. Hon skriver verkligen med hjärtat i handen och gör inget för att dölja sin sårbarhet. När jag läser det här försvinner allting runtomkring.
Ur Arkitektens specialitet: ”Hon frågade aldrig / hade alltid tid när han ringde / ville vara helt annorlunda än hans fru / sexig, härlig, rolig, spännande / varje gång bestämde hon / vad hon skulle vara / och det var inte svårt att falla in i rollerna / det var faktiskt hon”
Det handlar om utsatta barn och kvinnor. Om vuxna som sviker, om att må skit och sexualitet, allt ur ett klass- och kvinnoperspektiv. Hon skriver otroligt klarsynt om det obehagliga i vardagen att inte känna att man duger exempelvis eller en dålig relation, men också om grava trauman. Det är bitvis väldigt tragiskt. Men här finns ett eggande motstånd och en humor som lättar upp.
Ur Det krävs goda bröst: ”det är inte som förr i tiden / du sade att jag hade världens härligaste bröst / nu rör du aldrig vid dem / jag har försökt ta din hand / lägga den på mitt bröst / då tar du bort handen igen med detsamma / men ibland hämnas jag / jag låter bli att röra vid din kuk / fastän jag vet att du älskar det / och jag också tycker om det / då lägger du min hand på din kuk / och jag flyttar bort handen lika fort / när jag blir riktigt ilsken / nyper jag dig i ena ballen / och du jämrar dig och säger va fan / och jag säger helt oskuldsfullt vad då”
Stilen är som en mix av Sonja Åkessons och Kerstin Thorvalls. Andersen skriver också om det man vanligtvis inte skrev om. Hur det var och inte hur man ville att det skulle vara. Givetvis blev hon kritiserad för detta. Förmodligen är hon realismens danska drottning.
Jag älskar ABC-ramsan om Adda som äter sårskorpor och Belle som river av sina ögonfransar. Men jag kan ju inte citera hela boken, Jag tycker verkligen ni ska läsa den här.
Jeg tror, Vita Andersen ville klare sig så godt på en spoken word-scene, digtenes ligefremhed slår hårdt og brutalt, som en lussing der rammer på knogledelen af kinden, den dybe smertefulde overfladisked; shoppingafhængige, makeup-afhængige, kærlighedsafhængige kvinder laver ingen sprogblomster, for der er nok i verden, som den er. Jeg bliver overrasket over, hvor præcist denne verden kan fremstilles i fx “Jeg kan jo også blive gift” eller “Hvad tror du, jeg tror” eller som her i “Jeg har set en bankrøver”:
hun var holdt op med at arbejde og blev forsørget af ham der havde heller ikke været noget ved hendes arbejde nogen ordentlig uddannelse havde hun aldrig fået hun havde bare sjusket med det hele troet at det gik nok det gjorde det jo også
Det hele smukt introduceret af Olga Ravn, som lægger de helt rette redskaber frem til at forstå, hvor digtene skal hen 🏆
Jeg har egentlig holdt meget af Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, siden jeg første gang læste samlingen i 2.g. Jeg har den selv i en slidt udgave arvet fra min bedstemor.
Den historiske betydning, som signifikant værk i 70'er bølgen, er med dens mere end 100.000 solgte eksemplarer ubestridelig. Til gengæld synes jeg ikke rigtig, at den holder ved en genlæsning. Sproget opleves lidt fladt, og jeg har ikke rigtig kunnet få Vita Andersens knækkede linjer ind under huden.
Men jeg har virkelig ikke lyst til at ekko'e den hovski-snovski kritik af Vita Andersen, som 80'er digterne nedladende formulerede. En kritik der dybest set bundede i, at hun ikke var fin nok til at skrive poesi, fordi hun ikke brugte lange ord, eller fordi hun skrev om rigtige mennesker (OG RIGTIGE (GISP) KVINDERS) problemer.
Så jeg vil slutte af med at sige, at Tryghedsnarkomaner er en vigtig og flot digtsamling, der tegner nogle stærke og ubehagelige portrætter af parforholdet og den implicitte vold, der tit findes i kvinde-mand relationen, af forbindelsen mellem kærlighed og forbrug og navnlig af forbindelsen mellem kærlighed og krop... Mad (og spiseforstyrrelser) fylder helt utrolig meget generelt i Vita Andersens forfatterskab. Og det har sin berettigelse, om ikke andet som forgænger for senere store danske (kvindelige) forfattere, Naja Marie Aidt, Asta Olivia Nordentoft, Olga Ravn... der måske pga Vita Andersens arbejde i højere grad har kunnet slippe for at få det nedladende "kvindelitteratur" klistret på forfatterskabet.
ps: der er altså nogle gyldne (og meget tidstypiske) ord i den her samling: hawaiigul, Søndags-BT, checkkonto, slikmutter, fempersoners fløjlsofa, deprinol, <3 <3
Jeg læser normalt ikke digte og det er der en grund til måske er dette grunden jeg er lige blevet bekræftet ej så skidt er det heller ikke vita skriver som en rødstrømpe hun er god til at fortælle historier
Om de mænd hun dater sover med bor sammen med får børn med og så skriver hun også lidt om sin barndom om børnehjemmene plejefamilierne adoptionen og så annulleringen af adoptionen Vitas mors søster blev kontaktet af kommunen “Vita skal hjem til sin mor” og så græd de Vita blev gift blev husmor fabriksarbejder skilt
Ifølge hende er der noget galt med det borgerlige familie liv det er da også kedeligt ægte kedeligt Men også kedeligt at læse digte om selvom det passer til hendes tids kritik 2. Generations feminist
Men måske er det det det digtene om kritikken af familielivet måske er det i kontrast til dem at digtet om hendes kærestes biseksualitet i sidste halvdel er det stærkeste
problemet er bare at det ikke er så meget digte eller er det? har i hørt om knækprosa? det er enter enter enter i en tekst uden punktummer
"Tryghedsnarkomaner" er Vita Andersens debutdigtsamling om kvinder, der var en undertrykt gruppe i det mandsdominerede samfund, som var digtsamlingens samtid. Andersen kommer helt ind under huden på problemerne, og læseren tvinges til at tage stilling til emnet, i og med at persongalleriet udfoldes i så høj grad, som det gøres på trods af, at hvert enkelt digt højst er et par sider lang. Vita Andersens sprog er prosaisk og rammer hovedet på sømmet, netop som et resultat af hendes ordvalg. Hendes sprog vækker følelser uden selv at være udpræget følelsesladet - hvilket fungerer rigtig godt. Man bør læse "Tryghedsnarkomaner", hvis man ønsker at opleve lyrik, som mere minder om noveller end traditionel lyrik, og naturligvis hvis man har meninger om ligestilling mellem kønnene.
Der er små piger, som forsømmes af deres forældre. Der er kvinder, som kæmper for at være gode nok eller for at knække koden til kærlighed. Og der er kvinder, som elsker nogen, de ikke kan få. Næsten alle digtene har kvindelige subjekter. Nogle af situationerne er decideret hjerteskærende. Selvom samlingen er fra 1977, er der noget tidløst over digtene. Det er realistiske digte, man kan mærke.
Kan selvfølgelig ikke lade være med at sammenligne med Lola Baidel… og Andersen har, for mig, ikke samme enkle og hårdtslående sandhed. Baidel er lige på følelsen og vreden og sårbarheden.
Andersen minder mere om prosa - kortromaner, karakterer. Det er naturligvis en vigtig bog - et punkt i litteratur- og kulturhistorie, men den rører mig mindre end Brøgger, Baidel, Linnet.
Wow! Er virkelig helt ekstremt positivt overrasket over denne digtsamling. Jeg havde ikke forventet, at jeg kunne identificere mig med så mange (nærmest alle) digtene. Andersen skriver rammende og knivskarpt, uhyggelig relevant, men også bare en helt grundlæggende essentiel beskrivelse af kvindelivet. Vil klart anbefale alle at læse denne.
Sitrende digte om at være kvinde i 70erne, hvor man jo kan gifte sig, hvis man vil slippe for sit røvsyge underbetalte kontorarbejde, der er guldøl eller kage på kontoret når noget skal fejres og fortælleren forsøger at navigere sit sexliv og kærligheden, en barndom med svigt, forbrugskultur, kontokort og forventninger om, hvordan hun skal være smuk.
Alle de tanker der så tit ligger og lurer lige under overfladen. De tanker som vi så ofte går og skammer os over, kommer her frem i en imponerende fortælling. Jeg vil klart anbefale den til alle mænd og kvinder jeg kender.
Det er ikke en bog for mig, og jeg kommer helt sikkert ikke til at læse den igen. Men man kan ikke undgå at blive imponeret over hvor banebrydende den har været i 1977. Især fordi mange af digtene lige så godt kunne være skrevet i dag. På den måde er det et imponerende og vigtigt værk.
'Tryghedsnarkomaner' kaldes ofte en vigtig bog, og det har den måske nok været, men det bliver af og til kedsommeligt at læse de overdramatiserede fortællinger.