Der var engang en forfatter, som fik en idé. Det gør forfattere som regel, det er jo trods alt det, de lever af, men denne forfatter fik en helt særlig idé, nemlig at han ikke længere gad skrive bøger. Han tjente godt nok gode penge og var glad for de rosende anmeldelser, men det var en tidskrævende proces, og hele mediecirkusset var egentlig også ved at blive for meget. Desuden var han blevet tilbudt et job som taleskriver for en minister.
Forfatteren fik så den idé, at han kunne få en maskine til at fortsætte forfatterskabet, imens han selv nød et sceneskift og tog sig en slapper. Automatiseringen havde indtaget stort set alle andre hjørner af arbejdsmarkedet, så hvorfor ikke også de kreative fag? Det tog ham et par måneder at bygge sådan en maskine, som for den uvidende bare lignede en avanceret gamer-computer med tilkoblet printer, men som for de få indviede repræsenterede intet mindre end en revolution inden for kunstig intelligens.
En tidlig efterårsmorgen tændte forfatteren sin maskine for første gang og indtastede en håndfuld stikord fra sit forfatterskab: husdyr, Lolland, science fiction, København, porno og til sidst humoristisk racisme for den kreative klasse. Opskriften var på plads, nu skulle han bare trykke på den store grønne knap og aktivere maskinen. Men noget i ham fik ham til at tøve. Var det egentlig etisk? Hvad ville det betyde for hele det kreative virke, hvis også dette - den sidste bastion af menneskelighed - blev automatiseret? Og hvad ville anmelderne ikke sige? Forfatterens tøven blev afbrudt af hunden Lady, som havde listet sig ubemærket ind i rummet, og nu stod bag ham og sagde “Hvis ikke du selv trykker på knappen, så gør jeg det altså”, før den lagde en lort midt på gulvet. I sin fumlende overraskelse trykkede forfatteren hurtigt på knappen, vendte sig om og trådte midt i lorten. “Ej, for helvede, Lady”, sagde han irriteret, imens Lady bare smilede smørret til ham. Og sådan ændrede verden sig for altid men forblev egentlig ret meget det samme.