"Jeg er autist" er Hildur Grauslund Nielsens rørende, poetiske, til tider triste, men også underholdende fortælling om at leve sit liv på kanten af samfundet. Hun ser sig selv og andre autister som katte i en verden af hunde. Mellem 1 og 2 procent af verdens befolkning har autisme, og 30 procent af alle mennesker har et eller flere autistiske træk. At forstå autistens verden er for mange mennesker det samme som at forstå sig selv bedre - eller den anderledes kollega, elev eller ens eget barn. Hildur Grauslund Nielsen har Aspergers syndrom, som er en profil på autismespektret. Som mange andre autister har hun særinteresser. Sproget og hjernen interesserer Hildur, og hun har derfor en helt unik evne til at formidle verden set gennem en autists øjne.
Jeg er selv nydiagnosticeret asperger og ønskede derfor at læse den (jeg hørte den på lydbog). For mig gav den dog kun en smule mere indsigt i, hvordan det er at være asperger. Bogen er et fint supplement at have med i den stører helhed for at få en bredest mulig forståelse. For mig kredsede den dog lidt for længe ved forfatterens specielle interesse for ordd Det er dog ikke overraskende, da man som asperger kan fortabe sig langt ned i sine specielle interesser. Mange af ordsprogene som blev remset op af flere omgange, var da også interessant at tænke lidt længere over den bogstavelige betydning, men det var ikke det jeg søgte at få mere viden om, da jeg besluttede at lytte til den. Jeg kunne heller ikke relatere så meget til det forfatteren havde oplevet eller hvordan forfatteren så verden og de udfordringer hun havde, men som man siger: “ Har du mødt en asperger, har du mødt en asperger” Men igen, et fint supplement i en stører helhedsforståelse af/som asperger.
Bogen giver et indblik i, hvad det vil sige at leve med Asberger. Jeg føler dog ikke, bogen rigtigt taler til mig, og jeg får kun et overfladisk indtryk af lidelsen.
Interesting book about living with autism. Hildur Grauslund Nielsen offers an interesting and new perspective that I enjoyed getting to see but it did get a bit repetitive over time.